Ogsaa den Gang blev jeg rørt over den lille Pige i det blomstrede Liv
og med den overlegne Dameerfaring. Jeg tror, det blomstrede Liv havde
væsenligst Andel i, at jeg tog saa varsomt paa Maria. Det blomstrede
Liv, som var hendes fineste Pynt og som saa nødigt maatte plettes.
Mænd bærer sig som Regel grumme taabeligt ad overfor Kvinder. De er
altfor forsigtige. Kvinder vil ikke overtales, de vil erobres. De
har -- saa at sige alle -- det nedarvede Instinkt i sig til at ville
føle sig som de svage og voldførte. De vil have Mandsviljen stærk og
bydende over sig. De foragter, uden at gøre sig det klart, de Mænd,
der trygler sig frem til deres Gunst. Hvor ofte har de ikke i deres
stille Sind raabt Idiot efter den Mand, der lod sig skræmme af deres
Dyds-Skanser, dem de kun opstiller, fordi de sætter Pris paa at blive
tagne med væbnet Haand?
Jeg behøvede ikke at gaa saa strængt til Værks overfor Maria. Jeg
vidste, at hun en Dag af sig selv vilde søge til min Favn som til det
Sted, hvor hun naturligt hørte hjemme. Jeg vidste det af den vigende
Maade, hvorpaa hun mødte mit Blik og mit Haandtryk. Jeg vidste det,
da jeg den første Dag stod bagved hende -- uden at hun havde hørt
eller sét mig -- og en sitrende Skælven bevægede hendes Legeme ned
gennem Ryggen og ud i de lange nervøse Fingre.
Den fremfusende Landsknægt-Strategi behøvedes ikke overfor Maria. Og
det blomstrede Liv gjorde mig blød om Hjærtet. Jeg ønskede end ikke,
at hun hastigt blev min. Som en Gartner glæder sig ved Dag for Dag at
se en sjælden Blomst udfolde sig af Knoppen, ikke rører ved den, kun
forsigtigt fjærner en hæmmende Kvist eller et dækkende Blad og giver
den tilpas Lys, Varme og Vand, saadan nød jeg Marias Udvikling til
fuldbaaren Kvindelighed, til bevidst Forelskelse.
Og en skønne Dag aabnede det blomstrede Liv sig naturnødvendigt for
den taalmodigt ventende Gartner.