Hun kom til mig som et uvidende Barn. Jeg ser hende endnu, som hun
den Gang var. Saa overlegen og selvsikker som kun de Uskyldige
kan være. Hun gav sig en Mine af at være en Dame med den modneste
Erfaring. Hun talte om Livet, som om hun kendte det til Bunds, havde
prøvet og vraget, var skuffet og forlængst træt. Hun forsikrede med
nysgærrige Baby-Øjne, at hun for Alvor tænkte paa at gaa i Kloster.
Hvad havde hun at haabe af Livet? Hun vidste, at kun i stille
Resignation fandtes den taalelige Lod, der var hende beskaaren for
Resten af hendes Levetid.
Thi -- som hun sagde med Overbevisning -- alene i Kærlighed er der
Lykke. Og med Kærligheden er jeg færdig. Jeg _har_ en Gang elsket.
Den Student, jeg var forlovet med, foragter jeg nu. Hans Kærtegn var
mig modbydelige. Hans forelskede Talemaader vamlede mig. Jeg egner
mig ikke til Kærlighed.
Det sagde hun med træt Stemme, med blussende Kinder og skinnende
Øjne. En til Kydskhed indviet Kvinde, der kun egnede sig til ét:
Kærlighed.
Det var, da hun stod foran mig, den høje, spinkle Pige, og talte om
sine triste Erfaringer, at jeg blev forelsket i hende.
Hvor nydelig hun var i sin troskyldige Bedrøvelse, hvor sød hun saá
ud i sin fine Kjole!