En Prøve.
Da vi forlod vore Værelser, drejede vi til højre i Stedet for til
venstre og kom igennem en lang Gang, der laa under den, i hvilken
vore Celler fandtes. Jeg kunde ikke opdage, hvor omtrent i Klostret
denne Gang var anbragt, og hvorledes dens Beliggenhed var med Hensyn
til den Trappe, ad hvilken vi var kommet op fra Dalen den foregaaende
Dag. Men som alle andre var den ganske mørk. Der var kun hist og her
store Fakler, som var anbragt i Jernringe i Murene. En Gang paa denne
Vandring fik jeg Lejlighed til selv at undersøge disse Mure, og jeg
opdagede til min Forbavselse, at de ikke var hugget ud i Klippen, som
jeg havde antaget, men var bygget af tilhugne Sten af en Art, der
mærkeligt lignede Granit. Heraf saá jeg, at Cellerne og Gangene var
opført af Menneskehænder, men hvor længe det kunde have taget at
udføre en saa uhyre svær Opgave, det var noget, som jeg slet ikke
kunde beregne. Men tilbage til min Fortælling.
Fra den lige beskrevne Korridor gik vi ned ad en anden Trappe, saa
over en snæver Afsats, hvorefter der igen kom en Trappe. Da vi naaede
den, hørte vi en Støj, der lignede fjern Torden.
"Hvad er det for en Lyd?" spurgte Nikola vor Fører.
Dværgen svarede ikke, men idet han førte os langs med den ene Side af
Gangen, holdt han sin Fakkel op over Hovedet og gjorde Tegn til, at
vi skulde se.
Et Øjeblik forhindrede den flagrende Flamme os i at se noget som
helst. Saa blev vore Øjne vante til Lyset, og til vor Forbavselse
opdagede vi, at vi stod paa selve Randen af en uhyre Afgrund. I dette
Svælg fo'r Vinden, der maatte komme ind fra en eller anden Gang,
omkring og hvinede med den afskyeligste Støj, medens der var et
glimrende Vandfald ovre paa den anden Side ikke mere end atten Alen
derfra. Det er umuligt at beskrive, hvor prægtigt disse Vandmasser
saá ud, der larmende fo'r ned gennem Mørket i selve Jordens Indvolde.
Faldet maa have været dybt, for der kom intet Skum op til os; alt,
hvad vi kunde se, var en sort Vandmasse, som styrtede forbi os. Vi
stod med aaben Mund og saá til, og da vor Forundring og Nysgerrighed
var tilfredsstillet, vendte vi os om og fulgte vor Fører tilbage til
det Sted, hvor vi først havde hørt Støjen. I den anden Ende af denne
Gang eller Afsats, hvad man nu skal kalde den, var der en stor
Stenbuegang, der lignede en Tunnel mere end noget andet. Ved
Indgangen til den stod en Munk. Dværgen gik hen til ham og sagde
noget med dæmpet Stemme, hvorpaa han tog en Fakkel fra Muren og gav
os Tegn til at følge sig. Dværgen vendte tilbage til de højere Egne,
medens vi styrtede os dybere ned under Jordens Overflade. Om vi
virkelig var saa langt nede, som vi indbildte os, eller om
Fugtigheden blev voldt af en eller anden Forbindelse med Vandfaldet,
det véd jeg ikke, men under alle Omstændigheder var Vægge og Gulv
strømmende vaade.
Gangen eller Tunnelen var meget lang, idet der var mindst
halvtredsindstyve Fod fra Indgangen til Udgangen. Da vi var kommet
igennem den, stod vi i den største Hule, jeg nogensinde har haft det
Held at se, ja, den var saa stor, at det var med den største
Vanskelighed, at jeg i Halvmørket kunde se den anden Side.
Vor Fører viste os gennem den første Tværgang ind i Hovedgangen og
forlod os saa. Der var ikke Tegn til Bohave af nogen Slags, hverken
Bænke, Alter eller lignende, og, saa vidt vi kunde se, var der ikke
en levende Sjæl i Nærheden. Den eneste Lyd, man hørte, var en svag
Dryppen af Vand, der syntes at komme fra alle Sider i Hulen.
"Naa, det er jo meget hyggeligt," hviskede jeg til Nikola. "Jeg
haaber, at Forestillingen snart begynder."
"Tys," sagde han, "vær forsigtig med, hvad De siger, for De véd ikke,
hvem der maaske hører Dem."
Han havde neppe sagt dette, før Aftenens første hemmelighedsfulde
Begivenhed indtraf. Vi stod med Ansigtet mod den Del af Hulen, som
havde ligget til højre, da vi traadte ind. Lyset var bedre paa dette
særlige Sted end noget andet Sted, og jeg tør sværge paa, at, saa
vidt jeg tror, saa var der i dette Øjeblik ikke noget menneskeligt
Væsen mellem os og Væggen. Men da vi saá derhen, syntes en Skikkelse
at hæve sig op af Jorden foran os. Den kom nærmere, og idet den
gjorde det, antog den menneskelig Form. Dette Kunststykke var flinkt
gjort, og hvorledes det gik til, forstaar jeg endnu ikke den Dag i
Dag. Naturligvis kan Manden være traadt frem bag en Pille, der var
indrettet særlig til dette, eller han kan være kommet op fra en
Falddør i Gulvet, skønt jeg for mit Vedkommende betragter begge disse
Ting som usandsynlige. At han kom var imidlertid en Kendsgerning.
"Efter dit eget Ønske og uden nogen Magt, der er anvendt af
Menneskevæsner, er du her og beder om, at vor Ordens Visdom maa blive
afsløret for dig. Der er endnu Tid til, at du kan trække dig tilbage,
hvis du vil."
"Jeg ønsker ikke at trække mig tilbage," svarede Nikola fast.
"Lad det saa være saa," sagde Manden. "Følg mig."
Nikola bevægede sig fremad, og jeg vilde ledsage ham, da Manden, der
gik foran, vendte sig om, og idet han pegede paa mig, sagde han:
"Gaa ikke videre, det er ikke rigtigt, at du ser, hvad der nu skal
afsløres."