Klostret.
Vi stod og saá ud over Dalen neppe i Stand til at tro, at vi endelig
var kommet til det Sted, vi havde hørt saa meget om. Dèr laa Klostret
ensomt paa Randen af en Afgrund, en mørk, graa Samling af Tage og
Taarne, omgivet af en høj Mur. Men skønt vi kunde se det tydeligt nok
foran os, var det vigtigste Spørgsmaal, hvorledes vi skulde naa det.
Dalens Klippevægge knejsede til alle Sider saa langt, som jeg kunde
øjne. Paa den Side, hvor vi stod, skraanede Klippen rigtignok
tilstrækkeligt til, at en erfaren Bjergbeboer kunde klatre ned ad
den, men paa den anden Side af Afgrunden hævede der sig en stejl
Skrænt, der var over femten Hundrede Fod høj, og skønt jeg undersøgte
den omhyggeligt, kunde jeg ikke se et eneste Sted, hvor selv en Ged
kunde finde Fodfæste.
"Det vil tage os en Uge at komme om paa den anden Side," sagde
Nikola, da han havde undersøgt Forholdet med sædvanlig Omhu. "Vi
sulter allerede nu, saa vi vilde være døde, før vi naaede Halvvejen."
"Hvad skal vi da gøre?"
"Klatre ned i Dalen, antager jeg."
"Det vil blive en frygtelig Historie."
"Men det vil være lige saa galt at dø heroppe," svarede han. "Det
værste er, at jeg ikke kan se, hvorledes vi skal komme derop, naar vi
er kommet ned. Men da vi maaske kan knække Halsen paa Vejen ned, saa
er det bedre at opsætte at drøfte det Spørgsmaal, til vi véd, at vi
er ankommet sikkert dernede. Naa, kom saa."
De næste ti Minutter brugte vi til at undersøge, hvor vi bedst kunde
klatre ned ad Klipperne. Da vi havde opdaget det, krøb vi ud over
Randen og begyndte at stige ned. De første halvandet Hundrede Fod
eller saa var det let nok. Vi havde ikke andet at gøre end at lade os
falde fra Klippe til Klippe, men saa blev Sagen vanskeligere. Der var
en uafbrudt Klippeflade, hvor der næsten kun var en Smule Fodfæste
hver fyrretyvende Fod. Muren ved Peking var intet i Sammenligning med
denne Klippevæg, og den, vidste jeg jo af Erfaring, havde været fæl
nok. Hvorledes vi skulde klare dette, syntes mig ufatteligt, men
Nikola var som sædvanlig Situationen voksen.
"Tag Deres Frakke af," sagde han, "og giv mig den."
Jeg gjorde, som han befalede, hvorefter han tog sin egen af, og saa
bandt han Ærmerne paa de to Frakker sammen. Da dette var gjort, krøb
vi til den modsatte Ende af Kanten, hvor der voksede et af de
forkrøblede Træer, den eneste Vegetation, der saas paa hele
Klippefladen, og bandt Enden af dette improviserede Reb til en lang,
tyk Rod, der var groet ud over Klippefladen i Haab om at finde et
Sted, hvor den kunde gro. Saaledes vandt vi en Længde af tre Fod, i
det hele næsten femten Fod, som, naar vi havde tilføjet vor egen
Længde, kunde bringe os ned til den næste Afsats saaledes, at vi oven
i Købet havde en Fod tilovers.
Saa snart disse Forberedelser var fuldendte, trak vi Lod om den Ære,
hvem der skulde gaa først ned og prøve Rebets Styrke, og Loddet
tilfaldt naturligvis Nikola, som Skæbnen vilde, altid skulde være den
første. Før han svang sig ned, undersøgte han omhyggeligt den Strop,
med hvilken hans Skat, Medicinkassen, var fastgjort om hans Hals.
Saa nikkede han til mig, knælede ned paa Klipperanden, tog Rebet i
Haanden og begyndte at glide ned. Jeg har tilbragt mere fornøjelige
Øjeblikke i mit Liv end det, jeg havde, da jeg iagttog den Rod, Rebet
var bundet til. For Frakkerne var jeg kun lidt bange; de var af den
bedste Silke og vævet i et Stykke undtagen dèr, hvor Ærmerne var syet
til. Roden holdt imidlertid, og straks efter hørte jeg Nikola raabe,
at jeg skulde følge efter ham. Det var ikke uden Frygt, at jeg firede
mig ned ganske langsomt, og skønt Rebet var forholdsvis kort, syntes
det mig at vare Aarhundreder, før jeg kom i Nærheden af Nikola. Endnu
tre Fod, og jeg var paa Kanten, og jeg var lige i Færd med at
lykønske mig til min Flinkhed, da der lød en ildevarslende,
skrattende Lyd paa Klippetoppen, og i næste Øjeblik faldt jeg
baglænds ud i Luften. Jeg troede, at jeg var fortabt, men heldigvis
var Ulykken ikke saa alvorlig, som den kunde have været, for Nikola
viste den sædvanlige Aandsnærværelse, trykkede sig fast op imod
Klippevæggen og tog fat i Rebet, medens det gled forbi. Resultatet
heraf var, at mit Falds Hastighed blev afbrudt, og i Stedet for at
styrte ned paa den lille Højslette nedenunder, hvorved jeg
sandsynligvis vilde have knækket Halsen eller i det mindste en Arm
eller et Ben, blev jeg nu slynget ind imod Klippen og gled roligt ned
paa en Afsats.
"Er De saaret?" raabte Nikola fra sit Stade ovenover.
"Mere forskrækket end saaret," svarede jeg, "men hvorledes vil De nu
komme ned?"
Uden at værdige mig Svar vendte Nikola sit Ansigt imod Klippen, lagde
sig paa Knæ, og idet han saa tog fat i Kanten, firede han sig ned og
slap, hvorpaa han stod sikkert ved Siden af mig, og da han havde
overbevist sig om, at Medicinkassen var i Orden, gik han roligt der
hen, hvor vore Frakker var faldet ned, og løste dem fra den knækkede
Rod. Da han saa havde rakt mig min, tog han sin egen paa og mente nu,
at vi kunde fortsætte vor Klatren uden mere Besvær. Jeg tror, at hvis
Nikola tilfældigvis faldt ned i Underverdenens Svælg og ved sin
overmenneskelige Sindrighed havde været saa heldig at komme op igen,
saa vilde han roligt sætte sig ved Afgrundens Rand og give sig til at
undersøge, af hvilke kemiske Substanser de Pletter, han havde faaet
paa sine Klæder, var frembragte. Jeg kan med Sandhed forsikre, at jeg
i al den Tid, jeg har kendt ham, aldrig en eneste Gang har set ham i
virkelig Forlegenhed.
Vor Klatretur ned til Dalens Grund var ikke saa vanskelig mere, skønt
saa farlig, at vi maatte foretage den med den største Forsigtighed.
Tilsidst kom vi da derned, og efter at vi havde set op paa de
knejsende Klipper paa begge Sider, begyndte vi at grunde paa, hvad vi
nu skulde gøre.
Vi behøvede imidlertid ikke at vente længe, for det lod til, at vor
Ankomst var blevet opdaget. Dalens Grund var bedækket med blødt
Grønsvær, og hist og her ragede der uhyre store Klipper op. Vi skulde
lige til at gaa i vestlig Retning, da vi hørte en mærkelig Lyd. Den
lignede mest et daarligt blæst Alpehorns Tone og vakte Genlyd fra
begge Sider. Saa hørtes der en Stemme i Nærheden af os, men hvorfra
kunde vi ikke sige. Den sagde langsomt:
"Hvem er I, som saaledes nærmer jer til Klippeboligen?"
"Jeg er den, som man har sagt jer, I skulde vente," sagde Nikola.
"Velkommen," sagde den samme lidenskabsløse Røst. Saa tilføjede den
efter en Pavse: "Gaa fremad til det aabne Sted derhenne og vent."
I al den Tid, da Stemmen talte, havde jeg lyttet omhyggeligt i Haab
om at opdage, hvorfra den kom, men min Anstrengelse var unyttig. I
det ene Øjeblik syntes den at komme fra højre, i det næste Øjeblik
fra venstre Side. Den havde ogsaa en løjerlig, metallisk Klang, som
gjorde det endnu mere vanskeligt at opdage, hvem den tilhørte. Naar
jeg rigtig skal forklare, hvad jeg mener, kunde jeg sige, at den
lignede Ekkoet af en Stemme, som man ikke kunde høre selv; den gjorde
et højst ejendommeligt Indtryk.
Da Stemmen tav, gik Nikola frem i den angivne Retning, og jeg fulgte
ham.
Vi kom til Stedet og stod og ventede. I næsten ti Minutter saá vi os
forventningsfuldt om. Der var intet at se i Dalen undtagen det grønne
Græs og nu og da en Fuglerøst. Saa viste der sig blandt Klipperne til
højre én af de mærkeligste Skikkelser, jeg nogensinde har set i mit
Liv. Han var kun lidt over tre Fod høj, hans Skuldre var umaadelig
brede, hans Ben krummede sig, saa han kun kunde gaa paa Siderne af
Fødderne, medens hans Hoved var saa stort, at det slet ikke stod i
Forhold til hans Krop. Han havde kinesisk Dragt paa og bar Pisk og en
lille rund Hat. Han vraltede hen imod os og sagde med en skingrende
Falset:
"Vil Deres Excellencer være saa venlige at følge mig?"
Saa drejede han sig om paa Hælene og gik omtrent en tre Hundrede Fod
foran os langs med Dalen. Derpaa vendte han sig om for at se, om vi
var tæt bag ved ham, og gik hen imod noget, der saá ud som et Hul i
Klippen, og forsvandt dèr. Vi fulgte ham og traf ham saa i en stor
Hule, hvor han bøjede sig ned imod Sandet, som om han vilde byde os
Velkommen. Paa begge Sider var der en Række af mindst tolv Dværge,
der var klædt akkurat paa samme Maade og alle lige saa smaa og
hæslige som han. De holdt Fakler i Haanden, og saa snart de saá, at
vi fulgte, gik de længere ind i Hulen, anførte af den lille Mand, som
først var kommet.
Da vi var kommet ind i, hvad der syntes os at være Jordens inderste
Dyb, forlod vi den snevre Sti og stod ved en bred Stentrappe, som
snoede sig spiralformet opad. Dværgenes Procession gik igen foran os
uden at gøre mindste Støj. Det var en uhyggelig Procession, og hvis
ikke Faklerne havde udsendt deres osende Lys, og Flagermusene var
fløjet frem og tilbage, vilde jeg have været tilbøjelig til at tro,
at jeg havde en mærkelig Drøm, ja, jeg følte virkelig mere end én
Gang en Trang til at røre ved Stenvæggen for at overbevise mig om, at
jeg virkelig var vaagen. Jeg kunde se, at Nikola nøjagtig iagttog
alt, hvad der gik for sig, og jeg opdagede, at han havde antaget et
Væsen, der stemte overens med den aldrende Tilstand og vigtige
Stilling, som hans Rolle foreskrev ham. Trappen vedblev at sno sig
opad, snart til den ene, snart til den anden Side, til det næsten
svimlede for mig ved Tanken om, hvor langt vi var gaaet, ja, mine Ben
vilde næsten ikke bære mig længere, da vi endelig standsede ved en
stor Dør paa Toppen af Trappen. Den blev slaaet op, og vort Selskab
gik langsomt igennem den i Gaasegang. Da vi var kommet indenfor,
førte en halv Snes Trin igen op til Etagen ovenover, og her kom vi
til en anden Afsats. Da vi saá os om, opdagede vi, at vi stod i en
uhyre stor Hal. Taget ragede mere end hundrede Fod op over vore
Hoveder, til højre og venstre var der Buer af en underlig Tegning,
medens der i den fjerneste Ende var et meget smukt Vindue, hvis Glas
var malet blodrødt. Hele Hallen laa i Halvmørke, og skønt den gjorde
Indtryk af at være et Sted, hvor man holdt Gudstjeneste, kunde jeg
ikke opdage et Alter eller noget andet, som tydede paa dette.
Da vi naaede derop, gav den Dværg, som vi først havde truffet, sine
Følgesvende Tegn til, at de skulde trække sig tilbage, og viste os
saa Vej til en lille Forhøjning, der var anbragt midt i Hallen. Han
betydede os, at vi skulde stille os dèr og stillede sig selv paa Vagt
ved Siden af os.
Vi blev staaende der i hele ti Minutter og saá hen imod det blodrøde
Vindue og ventede paa, hvad der nu skulde ske. Tavsheden var højst
ubehagelig, og jeg maatte anstrenge al min Evne til at beherske mig
for ikke at vise Tegn paa Nervøsitet.
Saa naaede pludselig en Lyd af den blideste Musik vort Øre. Fra det
svageste Pianissimo voksede den efterhaanden, indtil den endte i en
skingrende, barbarisk March. Den hørtes i næsten fem Minutter,
hvorpaa to Døre, én paa hver Side, blev aabnede, og en Procession
traadte ud. Den bestod af Mænd, for jeg har ingen Ret til at antage,
at det ikke var Mænd, men der var intet i deres Ydre, som støttede
denne Antagelse. De var alle iført en lang, sort Kappe, der naaede
ned til Fødderne. Hænderne var skjult af umaadelig store Ærmer og
Hovedet indsvøbt i et tykt Slør, der var kastet tilbage og bedækkede
baade det og Skuldrene, saaledes at der kun var to runde Huller til
Øjnene.
De kom frem én efter én og stillede sig op i regelmæssige Rækker paa
begge Sider af os, alle med Ansigtet hen imod Vinduet.
Da den sidste var kommet ind, og Dørene var blevet lukkede igen,
begyndte Gudstjenesten. Tusmørket, i hvilket det store, røde Vindue
stirrede som et ondt Øje, de uhyggelige, sorte Skikkelser, den
hemmelighedsfulde, klagende Sang og Mindet om det mærkelige Ry, som
dette Sted og dets Beboere havde, forøgede den Følelse af Rædsel, som
betog mig.
Da Munkene havde knælet i Andagt i næsten et Kvarter, hørte vi en
stor Klokkes dæmpede Lyd. Saa rejste de sig pludselig alle paa én
Gang og gik højtideligt ud af de Døre, gennem hvilke de var traadt
ind. Da de sidste var forsvundne, var vi atter alene i den samme
uhyggelige Tavshed.
"Hvad i al Verden betyder dette?" sagde Nikola hviskende. "Hvorfor
kommer der ingen og modtager os?"
"Her er en Luft som i et Lighus," svarede jeg, "det er alt andet end
behageligt."
"Tys," sagde Nikola, "nu kommer der nogen."
Medens han talte, blev et Forhæng i Koret draget til Side, og en
Mand, der var klædt paa samme Maade som de, vi havde set under
Andagten for et Par Minutter siden, kom ned ad Trinene og hen imod
os. Da han naaede den Forhøjning, paa hvilken vi stod, bukkede han og
gav os Tegn til, at vi skulde følge ham. Det gjorde vi, idet vi gik
op ad de Trin, som han var kommet ned ad, og forbi Forhænget. Her
fandt vi igen en Trappegang, der førte til en lang Korridor, paa
begge Sider af hvilken der var mange smaa Celler. Det eneste Lys kom
fra den Fakkel, som vor Fører havde taget ud af en Ring, da han
forlod Hallen, og nu gik med i Haanden.
Uden at standse førte Munken os gennem hele Korridorens Længde,
drejede saa til højre, gik ned ad tre Trin, og efter at have trukket
et andet Forhæng til Side, gav han os Tegn til at følge efter ham
ind i et snævert, men højt Værelse. Det var tarveligt udstyret med et
Bord, et Par Stole og en simpel Seng og blev oplyst gennem en snæver
Revne i Væggen, der var omtrent tre Tommer bred og femogtyve dyb.
Da vi var kommet indenfor, vendte vor Fører sig om, og idet han
nærmede sig til mig, pegede han først paa mig og saá paa Værelset som
om han vilde tilkendegive at dette var til Brug for mig. Saa tog han
Nikola ved Armen og førte ham gennem en anden Dør ind i et indre
Værelse som øjensynligt var bestemt for ham. Straks efter kom han ud
igen og gik sin Vej uden at mæle et Ord. Et Øjeblik senere viste
Nikola sig i sin Dør og indbød mig til at se hans Bolig der for
Resten fuldstændig lignede min i alle Enkeltheder.
"Naa, saa er vi da sluppet ind," sagde Nikola, "og vi opdager enten
det, vi ønsker at vide, om meget kort Tid, eller vi bliver sendt af
Sted for at udforske Hemmeligheder i en anden Verden."
"Det er jo ikke udenfor Mulighedernes Omraade, at vi kommer til at
gøre begge Dele," svarede jeg.
"Før vi gaar videre, vil jeg sige Dem en Ting, Bruce," sagde han uden
at ænse min Bemærkning. "De maa huske paa, at dette Sted ikke ligner
et almindeligt shamanistisk eller buddhistisk Kloster, hvor Tingene
gaar, som de kan bedst. Her øver hver enkelt Mand den størst mulige
Selvfornægtelse, og blandt andet er jeg vis paa, at Maaltiderne ikke
vil være videre heldige. Vi bliver nødt til at forsone os med mange
underlige Vaner, og i al den Tid maa vi holde Øjnene vidt aabne, saa
at vi kan faa det mest mulige ud af enhver Lejlighed, der tilbyder
sig."
"Jeg har ikke noget imod deres Skikke," svarede jeg, "men det gør mig
ondt at høre det, De siger om Maaltiderne, for ærligt talt, for
Øjeblikket er jeg simpelthen ved at dø af Sult."
"Det er der ikke noget at gøre ved," svarede Nikola. "Selv om vi ikke
faar noget før i Morgen Aften, maa vi finde os i det med Sindsro."
Jeg stønnede og gik tilbage til mit Værelse. Det var blevet omtrent
Middag nu, og vi havde ikke spist noget siden Daggry. Jeg satte mig
paa min Seng og prøvede paa at forsone mig med Tilstanden. Jeg
spekulerede i nogen Tid; saa blev jeg overfaldet af et Anfald af
Døsighed, og det varede ikke længe, før jeg laa i en dyb Søvn.
Men min Sult skulde tilfredsstilles nogenlunde, inden der var gaaet
lang Tid. Ved Solnedgang hørte jeg Fodtrin i Korridoren, og straks
efter viste der sig en barfodet Munk, helt sortklædt og med den samme
uhyggelige Hætte over Hovedet, og han bar en stor Skaal i Haanden.
Han gik med den gennem mit Værelse og satte den paa Nikolas Bord.
Da han kom ind, traf han den sidstnævnte paa Knæ i Færd med sine
Andagtsøvelser, og jeg begyndte at bebrejde mig, at jeg ikke havde
frembudt det samme Skue, da han traadte ind til mig.
Manden var neppe gaaet igen, ja Lyden af hans Fodtrin var neppe døet
bort, før jeg var i det inderste Værelse.
"Middagen er serveret," sagde Nikola og gik hen til Skaalen paa
Bordet. Til min Rædsel indeholdt den kun lidet andet end halvanden
Pægl af den tyndeste Suppe, noget Menneske nogensinde har set. I
denne Vædske svømmede der nogle faa Riskorn, men der var ikke noget
af en solidere Slags Fødevarer. Der var hverken Ske eller Brød, saa
hvorledes vi skulde drikke Suppen uden at løfte Skaalen op og hælde
den ned i Halsen, kunde jeg ikke tænke mig, men Nikola løste Gaaden
ved at tage et lille Rejsebæger i sin Medicinkasse og give mig det,
og saa tog jeg da fat. Da jeg saá, at Nikola selv neppe nød mere end
et Bæger fuldt, gjorde jeg ham Forestillinger, men forgæves. Han
sagde, at han ikke ønskede mere, og dermed var Sagen afgjort. Jeg
spiste altsaa Resten, og da jeg var færdig, var jeg lige saa sulten
som før. Hvis dette var Klostrets Kost, sagde jeg til mig selv, saa
vilde jeg være et Skelet, naar vi en Gang forlod det, hvis dette da
lykkedes os.
Da jeg havde endt mit Maaltid, var den lange Lysstribe, der havde
været at se under Vinduet, da vi kom, og gradvis var gaaet over
Gulvet, nogle Fod oppe paa den modsatte Væg. Lidt senere forsvandt
den helt. Værelset laa snart i fuldstændigt Mørke, og jeg maa sige,
at mit Humør var alt andet end godt. Jeg vendte tilbage til Nikolas
Værelse, og det var just ikke i en spøgefuld Stemning.
"Dette er jo meget morsomt," sagde jeg ironisk. "Mon de ikke vil
modtage os paa en ordentlig Maade?"
"Det kommer nok altsammen, naar det skal," svarede han roligt. "Vi
faar nok saa megen Spænding, at vi kan have godt af det hele Livet,
og jeg tvivler heller ikke om, at vi kommer i Fare."
"Jeg bryder mig ikke om Fare," sagde jeg. "Det er denne skrækkelige
Venten, der tager paa mine Nerver."
"Naa, ja, De behøver vist ikke at vente længe. Hvis jeg ikke tager
fejl, saa kommer der nogen og henter os nu."
"Hvoraf véd De det," spurgte jeg. "Jeg kan ikke høre nogen."
"Men de kommer alligevel," svarede Nikola. "Hvis jeg var Dem, vilde
jeg gaa tilbage til mit Værelse og være rede til at modtage dem, naar
de kommer."
Jeg gjorde, som han sagde, og gik tilbage til mit Værelse, hvor jeg
ventede med al den Taalmodighed, jeg var Herre over.
Hvorledes Nikola vidste, at der kom nogen for at hente os, kan jeg
ikke sige, men saa meget er sikkert, at fem Minutter efter at han
havde sagt det til mig, hørte jeg en Mand komme ned ad Trappen. Saa
viste der sig et klart Lys paa Væggen, og et Øjeblik efter traadte
den samme Dværg, som havde ført os ind i Klostret, ind i mit Værelse,
med en Fakkel i Haanden. Da jeg saá at han ønskede at tale med
Nikola, holdt jeg Haanden op som for at opfordre ham til at være
stille, og idet jeg satte den mest ærbødige Mine op, gav jeg ham Tegn
til at blive, hvor han var, medens jeg gik ind i det inderste
Værelse. Nikola var paa sin Post og befalede mig at kalde Manden ind
til sig. Dette gjorde jeg, og i næste Øjeblik stod Dværgen for ham.
"Jeg er sendt, Fremmede," sagde den sidstnævnte, "for at stævne dig
til en Sammenkomst med de Store i Bjergene."
"Jeg er rede," sagde Nikola højtideligt, "lad os gaa."
Saa vendte Dværgen sig om og viste Vej ud i Gangen. Jeg havde ikke
Lyst til at blive tilbage og fulgte derfor tæt i Hælene paa Nikola.
Vi gik først op ad en lang Trappe, saa gennem en stor Hal og naaede
endelig en lille Forstue. Her blev der sagt, at vi skulde vente, og
Dværgen forsvandt bag et Forhæng og talte med nogen indenfor. Da han
kom tilbage igen, trak han Forhænget til Side og gav os Tegn til at
træde ind. Vi kom ind i et Værelse, der ikke var saa lidt større, og
hvori en Munk i den sædvanlige Dragt holdt Vagt. Han modtog os med et
Buk, ligeledes uden at tale, og førte os til et andet Værelse, hvis
Dør blev bevogtet af en anden Munk.
Da vi naaede den sidste Forstue, gik Nikola ind foran mig uden at se
til nogen af Siderne, med Hovedet bøjet, og idet hele hans Holdning
udtrykte den største Fromhed. Her blev der sagt, vi skulde vente.
Munken forsvandt og viste sig ikke igen før efter omtrent fem
Minutter. Da han kom, pegede han paa en Dør paa den modsatte Side og
opfordrede os til straks at træde ind.
Vi gjorde det og befandt os i et stort Værelse med ganske sorte
Gardiner og Forhæng. Ved Lyset af de Fakler, der var anbragt i Ringe
paa Væggen, kunde vi skelne to Mænd, der sad paa fint udskaarne Stole
paa en Slags Forhøjning i Baggrunden. De var klædt paa samme Maade
som Munkene, og af denne Grund var det ganske umuligt at opdage, om
de var unge eller gamle. Saa snart vi var kommet indenfor, blev jeg
staaende ved Døren, medens Nikola gik frem og stillede sig foran det
stille Par paa Forhøjningen. Et Øjeblik var der ingen, der sagde et
Ord. Saa rejste Manden til højre sig, vendte sig hen imod Nikola og
sagde:
"Hvem er I, og med hvilken Ret forstyrrer I min Ensomhed?"
"Jeg er den Mand fra Hankow, som du har faaet Underretning om,"
svarede Nikola ærbødigt med en dyb Hilsen, "og jeg er kommet, fordi
du befalede det."
"Hvad Bevis har vi for det?" spurgte den Mand, der først havde talt.
"Du har Brevet, som dit Bud har sendt dig fra Ypperstepræsten i
Lamaklostret i Peking, og som meldte, at jeg kom," svarede Nikola,
"og jeg har dette Symbol, som I har sendt mig."
Her fremviste han den Stok, han havde skaffet sig fra Wetherell, og
holdt han op, saa den anden kunde se den.
"Og hvis dette er sandt, hvad vil I saa hos os?"
"Jeg er her, for at jeg kan udføre de levendes og dødes Befaling."
"Det er godt," svarede den anden og satte sig ned igen.
I fem Minutter eller saa var der en ny Pavse, under hvilken ingen
talte, og ingen bevægede sig. Jeg stod ved den ene Side af Døren, og
den Mand, der havde ført os ind, ved den anden. Nikola stod foran
Forhøjningen, og paa den sad stive og ubevægelige de to sorte
Skikkelser, som jeg har beskrevet. Da denne Tavshed havde vedvaret i
nogen Tid, begyndte jeg at føle mig til Mode, som om jeg selv var
nødt til at tale, hvis en anden ikke snart gjorde det. Spændingen var
frygtelig, og dog stod Nikola fast, han rørte ikke en Muskel og viste
ikke det mindste Tegn paa Forvirring.
Saa sagde den Mand, der endnu ikke havde talt, roligt:
"Har du forberedt dig til det Arbejde, der venter dig?"
"Ja," sagde Nikola, "jeg er rede til at gøre, hvad I paalægger mig."
"Er du sikker paa, at du ikke nærer nogen Frygt?"
"Ja, det er jeg sikker paa," svarede han.
"Og hvad Kundskab har du til de Ting, som hører til dit Arbejde?"
Til min Overraskelse svarede Nikola ydmygt:
"Jeg har ingen Kundskab, men, som du véd, har mine Tanker sysselsat
sig med at granske mange Ting, som sædvanlig er skjult for
Menneskene."
"Det er godt," svarede den anden Mand paa samme Maade som den første.
Der opstod en anden Pavse, og saa sagde den Mand, der først havde
tiltalt Nikola, med en myndig Mine:
"I Morgen Aften vil vi prøve dine Kundskaber og dit Mod. For
Øjeblikket skal du forberede dig og vente."
Derpaa gav Munken ved Døren Nikola et Tegn til at følge ham.
Det gjorde han, og jeg forlod Værelset i Hælene paa ham. Saa blev vi
ført tilbage til vore Celler og ladt alene.
Vi talte sammen en kort Tid og gik saa til Hvile. For den Dag havde
vi sandelig haft Spænding nok.
Næste Dag stod vi tidligt op, spiste lidt Ris til Frokost, modtog
ingen Gæster og forlod ikke vore Værelser hele Dagen. Kun den Munk,
der havde bragt os Mad den foregaaende Aften, besøgte os igen, men
havde ligesom før intet at sige. Vort Aftensmaaltid blev anrettet ved
Solnedgang og bestod af den samme Suppe som før. Saa blev det mørkt,
og omtrent paa samme Tid som den foregaaende Aften viste Dværgen sig
for at føre os til Mødet.