Da han havde sagt det, fulgte han den anden gennem Hulen og forsvandt
straks efter. I nogle Minutter stod jeg paa det Sted, hvor de havde
forladt mig, og lyttede til Vanddraabernes Fald fra de fjernere Dele
af Hulen, iagttog Flagermusene, der fo'r hurtigt op og ned i de mørke
Gange, og tænkte paa, hvad det var for Hemmeligheder, Nikola blev
indviet i. Tavsheden var meget trykkende, og den syntes at blive
værre med hvert Øjeblik, jeg ventede. Hvis jeg sagde, at jeg blev
skuffet ved saaledes at blive udelukket paa det allervigtigste Trin
af vort Eventyr, saa vilde det neppe udtrykke min Følelse. Jeg
ønskede jo desuden ogsaa at være ved Nikolas Side, hvis han skulde
komme i Forlegenhed.
Medens jeg ventede, blev Ønsket om at vide mere om, hvad han gjorde,
stærkere og stærkere hos mig. Jeg følte, at hvad der saa end skete,
maatte jeg være til Stede ved den Sammenkomst, han var blevet hentet
til. Ingen, sagde jeg til mig selv, vilde have Skade af det, og selv
om de tilfældig skulde opdage, at jeg havde fulgt dem, saa følte jeg,
at jeg kunde stole paa min egen Uforskammethed og Opfindelsesevne,
naar det gjaldt om at forklare min Nærværelse.
Jeg var aldrig saa snart blevet enig med mig selv, før jeg gik gennem
Hulen i den Retning, i hvilken de var forsvundne. Da jeg naaede den
fjerneste Del af den, opdagede jeg en lille Gang, fra hvilken der
igen førte en Trappe nedad. Jeg gik sagte ned ad den, idet jeg paa
samme Tid forsøgte at udgrunde, hvor dybt inde i Bjerget, vi var; men
som sædvanlig kunde jeg ikke komme til nogen tilfredsstillende
Slutning.
Da jeg kom ned for Enden af Trappen, stod jeg i en ejendommelig Slags
Hvælving, der blev støttet af Piller, og paa alle Sider var omgivet
af Rækker af Nicher eller Hylder, der efter de romerske Katakombers
Skik var udhuggede i den faste Klippe. Dette triste Sted var belyst
af tre Fakler, og ved Hjælp af dem kunde jeg i hver Niche skelne en
Menneskeskikkelse, der var indsvøbt i Bind. Det var ikke uden en
Følelse af Rædsel, at jeg forlod den Trappe, ad hvilken jeg var
kommet ned, og begyndte at gaa omkring imellem Pillerne for at søge
en Dør, gennem hvilken jeg kunde komme ind i det Værelse dernede,
hvor Nikola var sammen med de Store i Bjergene. Men skønt jeg søgte i
over ti Minutter, kunde jeg ikke opdage noget Tegn til saadan en
Indgang. Jeg var nu i en mærkelig Stilling. Jeg havde forladt min
Post i den større Hule og til Trods for den Ordre, jeg havde faaet,
var jeg gaaet ned for at være Vidne til, hvad der ikke var bestemt
for mine Øjne. Hvis nu Døren der oppe blev lukket af, og jeg ikke
kunde finde nogen anden Udgang, saa var jeg fanget som en Rotte i en
Fælde, og hvad der gjorde Sagen værre, det var, at jeg ikke havde
adlydt den strenge Befaling, som den Mand, der kaldte paa Nikola,
havde givet mig, og jeg havde udsat mig for at blive dadlet af Nikola
selv. Idet jeg huskede paa, hvor haardt han havde behandlet dem, der
før havde fornærmet ham, besluttede jeg at vende tilbage, medens der
endnu var en Mulighed for det, men ligesom jeg var i Færd med at gøre
det, var der noget mærkeligt ved Fodstykket af en af Pillerne til
højre for det Sted, hvor jeg stod, som jeg blev opmærksom paa. Det
var enten en Revne, der blev forstørret af Faklernes usikre Lys,
eller det var en Indgang, som var snildt konstrueret i Stenen, og som
ikke var blevet rigtig lukket. Jeg nærmede mig, satte mit Knivsblad
ind i Revnen og trak det udad. Der opstod straks en Aabning, der
viste, at hele Pillen var hul, og, hvad der var vigtigere for mig, at
den indeholdt en kort Træstige, som førte ned i en ny Hvælving.
I samme Øjeblik var min Beslutning om at vende tilbage til den
øverste Hule glemt. Jeg havde nu en Lejlighed til at opdage, hvad de
tog sig for, og, hvad der end skete, saa vilde jeg benytte den. Jeg
trak Døren helt op, krøb ind og gik sagte ned ad Stigen. Da jeg var
kommet ned ad den, var jeg i fuldstændigt Mørke. Et Øjeblik kunde jeg
slet ikke forstaa Grunden til dette, da jeg tydeligt kunde høre
Stemmer, men da jeg følte mig frem, opdagede jeg, at det Sted, jeg
stod paa, var en Slags Forstue til et andet Værelse, hvis Dør kun var
delvis lukket. Mine Sandaler gjorde ingen Støj paa Stengulvet, og jeg
var derfor i Stand til at liste mig hen til Indgangen af det inderste
Værelse uden at vække nogen Opmærksomhed. Hvilket Syn mødte der ikke
mit Øje!
Værelset selv var ikke mere end halvtredsindstyve Fod langt og
tredive Fod bredt, men i Stedet for at være en almindelig Hule som
alle de andre, gennem hvilke jeg var kommet, var det belagt med Gulv
og Træpaneler, der nu var sorte af Alder. Hvor højt det var, kunde
jeg ikke gætte, for Væggene steg og steg, saa jeg ikke kunde se Enden
paa dem i Mørket. Af Bohave var der kun lidt; der var dog et langt og
underligt formet Bord i Baggrunden og et andet nærmere ved Døren og
et trefodet Fyrfad til venstre. Det sidstnævnte indeholdt en Masse
glødende Kul, og da der var en Slags kunstig Træk bag ved det,
larmede det som en Esse i en Smedie.
Da jeg traadte ind, holdt Nikola noget, der saá ud som en lille
Flaske i venstre Haand. Jeg kunde ikke se nogen af de Mænd med de
sorte Hætter, som jeg havde ventet af træffe, men ved hans Side stod
der to Mænd, der var klædt paa en helt anden Maade.
Den højeste af de to var en midaldrende Mand, næsten helt skaldet,
med et behageligt, men noget semitisk Ansigt, og med et kort, sort
Skæg. Hans Kammerat, der øjensynlig var Hovedmanden, afveg fra ham i
næsten hver Enkelthed. For det første var han den ældste Mand, jeg
nogen Sinde har set bevæge sig omkring. Han var lille og næsten
utrolig rynket, hans Hud var saa gul som Pergament, og naar han
bevægede sig, saá det ud, som om Knoklerne maatte trænge frem gennem
den. Hans Ansigt bar umiskendelige Tegn paa, at det en Gang havde
været meget smukt, og var nu fuldt af aandelig Skønhed. Paa samme Tid
kunde jeg imidlertid ikke lade være med at føle mig overbevist om,
at det ikke var en Asiaters Ansigt. Ligesom hans Fælle havde ogsaa
han Skæg, men hans var langt og snehvidt, hvilket gav ham et ganske
overordentlig værdigt Udseende.
"Min Søn," sagde han henvendt til Nikola, "hidtil har du set, hvor
vidt de særlige Evner, som vi har talt om, kan udvikles ved et Liv,
der bestaar af stadig Bøn og Selvfornægtelse. Nu skal du erfare, i
hvilken Grad vor Sekt har høstet Gavn af jordisk Visdom. Du maa
erindre, at der i umindelige Tider har været Folk iblandt os, som har
ofret deres Liv for at studere den menneskelige Skikkelses
Skrøbeligheder og Ufuldkommenheder. Lægevidenskabens Underværker er
naaet til os fra en Tid, der ligger tilbage endnu før den velsignede
Buddhas Apoteose. Dag og Nat gennem de forskellige Slægtled og
Aarhundreder efter Aarhundreder har vore Trosfæller i disse Huler
studeret og forøget de Kundskaber, som vore Forfædre besad. Hvor
fjernt vi end er fra den vestlige eller østlige Verden, kender vi dog
enhver ny Opdagelse, og til de Redskaber, med hvilke vore Forfædre
arbejdede, har vi føjet alt gavnligt, som Mennesket siden har
opfundet. I hele Verden er der ingen, der holder Livets og Dødens
Hemmelighed i sin Haand saaledes som vi. Vil du have et Eksempel? Der
er for Øjeblikket et Tilfælde her i Klostret, der kan paavise det."
Da han havde talt, slog han paa en Gongong, der hang paa Væggen, og
næsten før Lyden var døet hen, viste der sig en Munk. Den gamle Mand
sagde noget til ham, og han gik straks bort ad samme Vej, han var
kommet. Fem Minutter senere viste han sig igen, fulgt af en anden
Munk. De bar en Baare, paa hvilken der laa en Menneskeskikkelse. Den
gamle Mand gav dem Tegn til at sætte den midt i Værelset, hvilket de
gjorde, hvorefter de trak sig tilbage.
Saa snart de var gaaet, blev Nikola opfordret til at undersøge den
Person, der laa paa Baaren. Han gjorde det, men glemte næsten i sin
Spænding, at han skulde spille en gammel Mands Rolle. I omtrent fem
Minutter bøjede han sig ned over Patienten, der laa saa stiv som en
Pind. Saa rejste han sig og henvendte sig til de andre.
"Det er et Tilfælde af fuldstændig Lammelse," sagde han.
"Er du sikker paa, at den er fuldstændig?" spurgte den gamle Mand.
"Ja, jeg er ganske sikker paa det," svarede Nikola.
"Pas saa paa, for du skal være Vidne til den Magt, som alle
Tidsaldres Visdom har givet os."
Han vendte sig om imod sin Fælle og tog en stor Jernske fra ham.
Denne lagde han paa Fyrfadet, hvorefter han hældte en Spiseskefuld af
den Vædske, der fandtes i den omtalte Flaske, som Nikola havde holdt
i Haanden, paa den. Medens Skeen blev opvarmet, begyndte Vædsken at
dampe svagt, og Lugten af denne Damp mindede mig noget om en Blanding
af Sandeltræ og Kamfer.
Da Vædsken var færdig til Brug, afførte den anden Mand Patienten hans
Klæder. Medicinen blev derpaa hældt i hans Mund. Denne og hans
Næsebor blev bundne til, og efter at have mistet Bevidstheden,
hvilket han gjorde i mindre end et Minut, blev han indsmurt fra Top
til Taa med en skarptlugtende Salve. Det gik med den ligesom med
Vædsken, da den blev opvarmet; den opløste sig delvis i en Damp, som
svævede omkring Legemet og steg omtrent tre Tommer op i Luften.
Uddunstningen varede i omtrent fem Minutter, saa begyndte den at
holde op, og saa snart det var sket, blev han igen indsmurt,
hvorefter de to Mænd æltede Legemet paa en lignende Maade som
Massører plejer at gøre. Hidtil havde Mandens Hudfarve været
zinkagtig hvid, men nu blev den efterhaanden som et sundt Menneskes.
Massagen blev foretaget igen, og da den var tilendebragt, begyndte
Lemmerne at dreje sig paa en krampagtig Maade. Da der var gaaet en
halv Time, blev Bindet taget fra Munden og Næseborene, og Manden, der
hidtil havde ligget som om han sov, aabnede Øjnene.
"Bevæg dine Arme," sagde den gamle Mand i en bydende Tone.
Patienten gjorde hurtigt, som det blev ham befalet.
"Bøj dine Ben."
Han adlød.
"Rejs dig op."
Han rejste sig fra Baaren og stod foran dem, tilsyneladende saa stærk
og sund, som et Menneske kunde være.
"I Morgen skal denne Behandling gentages, og Dagen efter vil du være
helbredet; gaa saa og aflæg Taksigelser," sagde den gamle Mand med
højtidelig Alvor. Saa vendte han sig om mod Nikola og vedblev:
"Du har set vor Magt. Kan noget Menneske i Verden udenfor disse Mure
gøre det samme?"
"Nej, de er saa uvidende som Ormene under Jorden," sagde Nikola. "Jeg
priser Buddha for denne Mands Frelse."
"Pris den, hvem Prisen skyldes," svarede den gamle, "og nu, da du har
set saa meget, er det passende, at du gaar endnu videre, og for at
gøre det er det nødvendigt, at vi drager det Forhæng til Side, som
skiller Menneskets Liv fra Døden. Er du bange?"
"Nej," svarede Nikola, "jeg nærer ingen Frygt."
"Det er godt," sagde den ældre Mand, idet han igen slog paa
Gongongen.
Da Munken atter viste sig, gav han ham en Befaling, og Manden trak
sig straks tilbage. Da han kom igen, bragte han og hans Ledsager en
anden Baare, paa hvilken der laa Liget af en Mand. Efter at Munken
var gaaet, sagde den gamle Præst til Nikola:
"Se paa denne Person, min Søn. Hans jordiske Pilegrimsgang er forbi,
han døde af Alderdom i Morges. Han hørte til vore Lægbrødre og var en
from og hellig Mand, og han passer til at føre dig, om hvis Fromhed
jeg har hørt saa meget, ind i vort store indre Kundskabsland.
Undersøg ham selv og overbevis dig om, at Livskraften virkelig har
forladt ham."
Nikola bøjede sig ned over Baaren og gjorde, som han fik Opfordring
til. Da han var færdig med sin Undersøgelse, sagde han roligt:
"Det er, som du siger. Broderens Liv er udslukt."
"Er du overbevist om Sandheden af dine Ord?" spurgte den anden Mand.
"Ja, jeg er."
"Saa vil jeg endnu en Gang vise dig, hvad vor Videnskab formaar."
Ved sin Fælles Hjælp hentede han noget, der saá ud som et stort
elektrisk Batteri, og stillede det ved den døde Mands Fødder. Præsten
forbandt nogle Traade med Liget, og efter at han havde taget et
Haandtag i hver Haand, satte han sig i Stilling og lukkede Øjnene.
Skønt jeg gjorde mig den største Umage kunde jeg ikke se, hvad han
gjorde, men saa meget er jeg sikker paa, at han et Øjeblik svajede
frem og tilbage, syntes at aande med Vanskelighed og tilsidst at
blive næsten stiv. Saa kom der en lang Pavse, der maaske varede i tre
Minutter, og derefter aabnede han Øjnene, hævede sin højre Arm og
pegede paa den døde Mands Ansigt. Medens han gjorde det, saá jeg til
min Rædsel, at Ligets Øjne aabnede sig. Han syntes igen at bede, saa
pegede han paa den højre Arm, hvorpaa den døde Mand løftede den og
lagde den over sit Bryst, saa paa den venstre, der gjorde det samme.
Da begge de hvide Hænder var i denne Stilling, vendte han sig om imod
Nikola og sagde:
"Er der noget i din Lærdom, som kan give dig Evne til at gøre dette?"
"Nej," sagde Nikola, som jeg kunde se var lige saa forbavset som jeg.
"Men vor Magt ender ikke her," sagde den gamle Mand.
"Hvad mere kan du da lære mig, vidunderlige Fader?" sagde Nikola.
Manden svarede ikke, men lukkede igen Øjnene et Øjeblik. Idet han saa
stadig vedblev at holde paa Haandtagene, men pegede med dem hen imod
den døde Mand, raabte han højt:
"I, som er døde, staa op!"
Og saa -- men jeg venter ikke, at man skal tro mig, naar jeg siger
det -- saa rejste den Mand, der havde været død i ti Timer, sig lidt
efter lidt fra Baaren, og tilsidst stod han for os. Jeg vedblev at
iagttage, hvad der skete. Jeg saá Nikola fare frem, som om han var
ude af sig selv, jeg saá den anden Mand udstrække sine Arme for at
holde ham tilbage, og saa faldt Liget sammen paa Gulvet. De to Mænd
sprang straks frem, løftede det op og lagde det paa Baaren igen.
"Er du saa tilfreds?" spurgte den gamle Mand.
"Jeg er opfyldt af Forundring. Er det muligt, at jeg kan faa mere at
se?" spurgte Nikola.
"Vil du se mere?" svarede den ældste af de to med Gravrøst. "Saa skal
du som sidste Bevis paa vor Magt, før du aflægger de endelige Løfter
til vor Orden, hvorefter alle Hemmeligheder maa aabenbares for dig,
trænge ind i Skyggernes Land og, for saa vidt det er muligt for
Menneskeøjne, se vor Ordens døde Førere fra alle Tidsaldre staa foran
dig."
Ud af en Pose, der hang ved hans Side, tog han saa en Haandfuld af
noget, der saá ud som tørrede Urter. Han kastede dem i Ilden og
næsten straks efter var Værelset fyldt med tæt Røg. Et Par Sekunder
kunde jeg intet skelne, saa drev den langsomt bort, og lidt efter
lidt syntes jeg, at jeg kunde se med en mærkelig Klarhed. Om jeg var
hypnotiseret og indbildte mig, at jeg saá, hvad jeg skal beskrive,
eller om det virkelig hændte, det vil jeg aldrig faa at vide. En Ting
er imidlertid sikker, Værelset var fyldt med skyggeagtige
Menneskeskikkelser. De var fra forskellige Tidsaldre og hørte
øjensynlig til alle Nationer. Nogle var Kinesere, andre Singhalesere,
atter andre Thibetanere, medens en eller to sikkert var Ariere og,
saa vidt jeg kunde se, lige saa godt kunde have været Englændere.
Værelset var fuldt af dem, men der var noget uvirkeligt ved dem. De
bevægede sig frem og tilbage uden en Lyd, men dog med regelmæssige
Bevægelser. Jeg iagttog dem, og medens jeg gjorde det, kom der en
Rædsel over mig, som jeg aldrig havde kendt Mage til hele mit Liv.
Jeg følte, at hvis jeg ikke kom ud af Værelset straks, vilde jeg
falde besvimet om paa Gulvet. I denne Tilstand skyndte jeg mig hen
til den Dør, gennem hvilken jeg var traadt ind, fløj op ad Stigen
gennem Hvælvingen og derpaa gennem Hulen til det Sted, hvor jeg havde
staaet, da Nikola havde forladt mig, og saa faldt jeg besvimet om paa
Gulvet.
Hvor længe jeg laa i denne Afmagt, kan jeg ikke sige, men da jeg kom
til mig selv igen, var jeg endnu alene.
Det maa have været en hel Time senere, at Nikola kom ind til mig. Den
Munk, der havde ført os ind i Hallen, ledsagede ham og førte os hen
imod Tunnelen. Dèr modtog Dværgen os og førte os tilbage til vore
Værelser.
Da vi var der, trak Nikola sig tilbage til det inderste Værelse uden
at værdige mig et Ord. Jeg var for overvældet og, jeg maa tilstaa
det, for forskrækket over, hvad jeg havde set, til at have Kraft til
at indlade mig med ham straks, og derfor lod jeg ham alene.
Han kom imidlertid et Øjeblik efter ind i mit Værelse, gik hen til
mig, medens jeg sad paa min Seng, og lagde sin Haand venligt paa min
Skulder. Jeg saá ham ind i Ansigtet, det var blegere, end jeg
nogensinde havde set det før.
"Bruce," sagde han, ikke uden et Anstrøg af Beklagelse i sin Tone,
"hvor kan det være, at De ikke gjorde, hvad jeg sagde, De skulde
gøre."
"Det var min fordømte Nysgerrighed," sagde jeg bittert "men tro ikke,
at jeg ikke er bedrøvet over det. Jeg vilde give alt, hvad jeg ejer i
Verden for ikke at have set, hvad jeg saá i det Værelse."
"Men De har set det, og intet kan nogensinde berøve Dem den Kundskab;
De vil føre den med Dem i Graven."
"Graven," svarede jeg bittert, "hvad Haab er der selv i Graven efter
hvad vi har set i Aften? Ak, for Himlens Skyld, Nikola, lad os komme
bort fra dette Sted i Aften, hvis det er muligt."
"De er altsaa bange," svarede han med et underligt Udtryk i Ansigtet,
"jeg troede ikke, De var en Kryster, Bruce."
"I denne Henseende er jeg en Kryster," svarede jeg. "Giv mig noget at
gøre, noget menneskeligt at kæmpe imod, bestemte Farer, og jeg er
Deres Mand, men jeg egner mig ikke til at kæmpe imod det usynlige."
"De maa huske paa, at det ikke blev forlangt, at De skulde se dem."
"Det véd jeg, og jeg har maattet bøde haardt for min Ulydighed."
"Lad os saa ikke tale mere om det; husk paa, Bruce, at jeg stoler paa
Dem."
"De behøver ikke at være bange," sagde jeg efter en Pavse, der varede
nogle Øjeblikke. "Selv om jeg kunde slippe bort herfra, vilde jeg for
Deres Skyld gennemføre Sagen, hvad der saa end skete."
"Jeg takker Dem for den Forsikring. God Nat."
Med disse Ord trak Nikola sig tilbage til sit Værelse, og jeg lagde
mig paa min Seng, men sandelig ikke for at sove.