Mellem Bjergene.
Klokken ti Minutter i tre var jeg ude af Sengen, fuldt paaklædt og
færdig til Afrejsen. Nikola havde vækket Kulierne, før han kaldte paa
mig, og de havde allerede travlt med deres Forberedelser. Klokken tre
præcis bragte en af Munkene os en Skaal Ris, og et Kvarter efter var
vi paa vore Heste i Gaarden, færdige til at tage af Sted.
Den eneste, som var oppe, foruden vort eget Selskab, var Munken, der
lavede vor Frokost; ham belønnede Nikola rigeligt, og til Gengæld for
hans Ædelmodighed, blev Portene aabnede, uden at Huset blev
alarmeret. Vi red ud, den ene efter den anden, og fandt Vejen ned ad
Klippestien til Dalen. Da vi kom ned, fortsatte vi vor Rejse, op og
ned som Vejen førte os. For hver Time blev Landet mere og mere
bjergrigt, og ved Middagstid kunde vi tydeligt se Sne paa de højeste
Toppe.
Klokken halv et naaede vi det Værtshus, hvor det var blevet bestemt,
at en af vort Følge skulde blive tilbage for at gøre vore Forfølgeres
Dyr ubrugelige. Til dette Hverv havde vi valgt en Mand, som vi havde
de bedste Grunde til at stole paa. Vi opfandt en Undskyldning, som
var tilstrækkelig til at berolige hans Skrupler, og da vi sagde
Farvel til ham, paalagde vi ham at følge efter os, saa snart han
havde udført sit Arbejde og kunde opdage en gunstig Lejlighed. Vi
nærede ikke den ringeste Tvivl om, at Manden vilde gøre sit bedste
for at fuldføre sit Hverv, til den Belønning, som var blevet lovet
ham, var saa stor, at det var unødvendigt for ham at arbejde mere i
sit Liv. Da vi forlod Værtshuset, efter at have ladet vore Dyr bede
en kort Tid, følte vi os derfor forholdsvis sikre paa, at vor Plan
vilde lykkes.
Saa snart Karavanseraiet var skjult af et Hjørne af Bjerget, kaldte
Nikola mig hen til sig.
"Om nogle Minutter," sagde han, "har jeg i Sinde at skynde mig af
Sted til en Landsby, som ligger borte fra den banede Vej nogle Mil
mod Nord. Jeg hører, at de har Kameler at sælge dér, og det bliver
rent galt, hvis jeg ikke kan købe en og en rød Sadel med Sølvbeslag,
før det bliver mørkt. De maa fortsætte Rejsen til Vadestedet, hvor De
efter al Sandsynlighed vil finde Sendebudet, som venter paa Dem. Giv
ham dette Brev fra Ypperstepræsten i Lamaklostret; det underretter de
Store i Bjergene om min Ankomst, og giv ham saa disse Drikkepenge."
Han gav mig nogle Guldstykker. "Paaskynd hans Afrejse, saa meget som
De kan, for vi maa ikke udsætte os for, at han træffer dem, som er
bag ved os. Jeg drejer om her, skynd Dem fremad, saa hurtigt De kan,
og Lykke paa Rejsen!"
"Men naar jeg har sendt Sendebudet tilbage til Klostret, hvad skal
jeg saa gøre?"
"Vente, til han er ude af Syne, og saa følge i hans Spor omtrent en
halv Mil. Naar De har gjort det, saa find et bekvemt Sted, slaa Lejr
og vent paa mig. Forstaar De?"
Jeg svarede, at jeg forstod ham fuldstændig vel. Derpaa befalede han
en Kuli at følge med, og med en Hilsen med Haanden drejede han af fra
Vejen, og efter mindre end fem Minutter var han ude af Syne. I næsten
tre Timer red jeg videre, mens jeg stadig i Tankerne gennemgik den
Plan, som jeg havde lagt for den Sammenkomst, der ventede mig. Jeg
maatte huske, at Hovedsagen var, at jeg var en Kurer fra det
hemmelige Samfund, som var sendt fra Peking for at underrette
Klostret om, at en af de tre Store nærmede sig. Det afhang meget af
det Held, jeg havde til at udføre mit Hverv, hvilken Modtagelse
Nikola vilde faa; derfor maatte den Historie, som jeg skulde
fortælle, være rimelig i alle Enkeltheder.
Klokken fem, netop da Solen sank bag de højeste Toppe, begyndte
Dalen at blive bredere, og Vejen blev mere jævn. Jeg fulgte den i
jævnt Trav, og da jeg var drejet om et Hjørne, saá jeg Flodens blanke
Vand foran mig.
Da jeg kom til Floden, opdagede jeg, at den ved dette Vadested var
omtrent 240 Fod bred og neppe mere end to Fod dyb. Paa begge Bredder
hævede der sig stejle Klipper, som selv paa de laveste Steder var
mere end to Hundrede Fod høje. Til højre, det vil sige mod Nord, flød
Kanalen mellem solide Granitvægge, men dér, hvor jeg stod, havde den
jævnt skraanende Bredder. Jeg red hen til Kanten af Vandet, og da jeg
saá, at der ingen var paa den anden Side, steg jeg af min Hest og
satte mig i Sandet. Det trøstede mig at se, at der ingen Pilegrimme
var i Nærheden; men jeg blev ængsteligere, da jeg saá, at den Mand,
jeg skulde træffe, endnu ikke havde vist sig. Hvis han opsatte sin
Ankomst meget længe, kom jeg i en skrækkelig Stilling, for i det
Tilfælde vilde vore Forfølgere komme og opdage mig, og saa vilde jeg
være haabløst fortabt.
Men jeg havde ikke behøvet at ængste mig, thi jeg havde ikke længe at
vente. Omtrent en halv Time efter, at jeg var kommet til Vadestedet,
kom en Mand ridende paa en Kamel fra Hulvejen paa den anden Side og
nærmede sig Strandbredden. Han var høj, klædt i noget lysebrunt Stof
og red paa en vel afrettet Kamel, og da han vendte sig om, kunde jeg
se, at hans Sadel var rød og prydet med Sølv. Jeg kaldte mine Mænd
sammen, befalede dem at vente paa mig og red saa ud i Strømmen.
Dyret var saa lille, at Vandet naaede helt op over Sadlen, da jeg
naaede det dybeste Sted. Men trods megen Prusten og mange Forsøg paa
at vende om, fik jeg det til at gaa videre, og vi naaede til sidst
sikkert over paa den anden Side. Sendebudet fra Klostret var steget
af sin Kamel og gik frem og tilbage paa Bredden. Da jeg kom nærmere
til ham, saá jeg, at han kun havde én Arm, og at han manglede det ene
Øje.
Jeg steg af min Hest paa Bredden og gik hen til ham og bukkede dybt.
"Man har sagt mig, at jeg her skulde træffe et Sendebud fra de Store
i Bjergene," sagde jeg. "Er du den, jeg søger?"
"Fra hvem kommer du?" spurgte han, idet han svarede mig ved at gøre
et andet Spørgsmaal.
"Jeg kommer fra Ypperstepræsten i Lamaklostret i Peking," svarede
jeg, "og jeg bringer vigtige Efterretninger. Man har sagt mig, at jeg
skulde træffe en Mand, der skulde bringe det Brev, som jeg har med
mig, videre uden et Øjebliks Ophold."
"Lad mig se Brevet," sagde Manden. "Hvis det er forseglet med det
rigtige Segl, vil jeg gøre, hvad du forlanger, ellers ikke."
Jeg gav ham Brevet, og han vendte og drejede det og undersøgte det
nøje.
"Det er Ypperstepræstens Segl," sagde han til sidst, "og jeg er
tilfreds; men jeg kan ikke vende om lige straks, da det er min Pligt
at blive her, til det bliver mørkt."
"Det véd jeg meget godt," svarede jeg. "Men du ser nok, at dette er
et særligt Tilfælde, og af den Grund skal jeg give dig dette Guld,
det vil sige, hvis du drager videre og underretter dem, fra hvem du
kommer, om min Herres Ankomst."
Da jeg havde givet ham Stikpengene, talte han dem omhyggeligt og
puttede dem i Lommen.
"Jeg bliver, til Skyggerne falder," sagde han, "og hvis der saa ingen
Pilegrimme er kommet, vil jeg drage af Sted."
Da vi havde ordnet det paa denne Maade, satte vi os paa den sandede
Strandbred, og da vi havde tændt vore Piber, sad vi ganske tavse
og røg i en halv Time. I den Tid var mine Følelser ikke
misundelsesværdige. Jeg nød ikke min Pibe, thi jeg blev spændt paa
Uvishedens Pinebænk. Desuden vidste jeg, at det kunde være mislykket
for vor Mand, at forgifte vore Forfølgeres Æsler. I saa Tilfælde
vilde de naturligvis mistænke os for et Forsøg paa at overliste dem,
og de kunde saa komme, naar det skulde være.
Solen sank lavere og lavere ned bag Højen, til den til sidst helt
forsvandt. Klipperne kastede lange Skygger over Vandet, Aftenvinden
blæste op og hylede mellem Klipperne, men endnu var der intet Spor af
Ryttere paa den modsatte Bred. Hvis vore Modstandere ikke viste sig i
Løbet af et Kvarter, var vi frelste.
En efter en kom Stjernerne frem og begyndte at blinke paa den skyfri
Himmel, saadanne Stjerner, som man ikke ser noget andet Sted end i
Østerland. Vinden blæste op, og om en halv Time vilde det være saa
mørkt, at man ikke kunde se.
Endelig rejste min Kammerat sig og strakte sig.
"Jeg ser ingen Pilegrimme," sagde han, "og det er koldt ved Vandet.
Jeg vil tage af Sted. Har du Lyst til at komme med, eller vil du
blive?"
"Jeg har ingen Villie," svarede jeg. "Jeg maa vente her, til den
Karavane kommer, som min Herre er med. Saa skal jeg følge dig. Vent
ikke paa mig."
Det behøvede man ikke at bede ham om to Gange, han gik hen til sin
Kamel, steg op paa den og med et kort Nik til mig red han hen ad
Vejen.
Saa snart han var forsvundet, gik jeg ned til Vandet og kaldte paa
mine Mænd, for at de skulde komme over, hvilket de gjorde. Da de var
kommet i Land, befalede jeg dem at følge mig; vi forlod saa
Vadestedet og red i hurtig Skridtgang op ad Vejen.
Hundrede Alen fra Floden drejede den Sti, vi fulgte, pludselig om til
højre og snoede sig gennem en snæver Kløft. Vi red dog ikke ind i
den, da jeg ansaá det for klogest, at vi slog os ned et Sted i Læ til
venstre. Jeg red i Spidsen og spejdede, og da jeg havde overbevist
mig om, at dette Sted ikke kunde ses fra Vejen, befalede jeg dem at
slaa Lejr dér. Ti Minutter efter vor Ankomst var Æslerne tøjrede,
Teltene slaaet op og Lejrilden tændt. Derpaa overlod jeg til Mændene
at tilberede Aftensmaaltidet, gik tilbage til Stien og skyndte mig
ned ad den i Retning af Vadestedet.
Da jeg var halvtredsindstyve Alen fra Omdrejningen, hvorfra jeg
vidste, at jeg vilde faa Udsigt over hele Floden, hørte jeg en sagte
Fløjten. Et Øjeblik efter kom en Mand til Syne paa en Kamel; han red
hen til mig. Trods Halvmørket kunde jeg se, at Rytteren var klædt
nøjagtigt som den Mand, med hvem jeg havde talt ved Vadestedet; han
havde ogsaa kun én Arm, og hans højre Øje var lukket.
"Hold Dem til venstre," sagde han og bøjede sig ned fra sin Kamel for
at tale til mig; "dér vil De komme til nogle store Klipper, og bag
ved dem skal De skjule Dem. Hold Deres Revolver parat i Haanden, og
hvis der skulde hænde noget, og jeg skulde kalde Dem til Hjælp, saa
kom straks."
"Var det meget vanskeligt for Dem at faa fat i Kamelen?" spurgte jeg,
neppe i Stand til at tro, at Manden var Nikola.
"Nej, slet ikke," svarede han; "men Klæderne og Sadlen var det lidt
vanskeligere at skaffe. Endelig fik jeg dem dog. Synes De, at jeg ser
ud som den Mand, jeg skal forestille?"
"En eller to Ting er anderledes," svarede jeg; "men De behøver ikke
at være bange, de vil ikke fatte Mistanke."
"Lad os haabe det," sagde Nikola. "Hvor er Mændene?"
"De er lejrede der nede," svarede jeg, "i en lille Fordybning til
venstre for Kløften."
"Det er godt; kryb nu ned til Klipperne og indtag Deres Plads. Pas
paa og glem ikke, hvad jeg har sagt Dem."
Jeg gjorde, som han befalede, og krøb lidt efter lidt hen til det
Sted, hvor tre store Kampesten knejsede i Sandet. Mellem dem lejrede
jeg mig, og til min Glæde saá jeg, at jeg havde en næsten uforstyrret
Udsigt til Vadestedet. Da jeg saá ud over Vandet, skelnede jeg et
lille Selskab, som kom ned ad Skraaningen til Sandbredden paa den
anden Side. Uden at spilde Tid red de ud i Vandet, og det var saa
stille, at jeg kunde høre deres Dyrs Plasken og skelne mellem den
første Støj paa Bredden og den dumpe Lyd, da de kom ud i dybere Vand.
Derpaa hørte jeg et hæst Raab, og et Øjeblik efter red Nikola hen
over Sandet paa sin Kamel.
Efter to eller tre Minutter havde det vadende Selskab naaet Bredden,
neppe mere end ti Skridt fra det Sted, hvor jeg laa. De var mig saa
nær, at jeg tydeligt kunde høre de trætte Dyrs Pusten og det
Befrielsens Suk, de udstødte, da deres Herrer steg af. Anføreren kom
hen til Nikola og sagde efter en lille Indledning:
"Vi blev forsinkede paa Vejen ved vore Dyrs Sygdom, ellers vilde vi
have været her tidligere. Vi beder dig sige os, om nogle andre
Rejsende er kommet denne Vej."
"Kun ét Selskab," sagde det falske Sendebud leende; "og de Folk er nu
faret vild mellem Bjergene. De nægtede at give mig Almisse, og saa
viste jeg dem ikke den rette Vej. Inden i Morgen ved denne Tid har
Gribbene revet Kødet af deres Ben."
"Hvor mange var der?" spurgte den Mand, som først havde talt.
"Fem," svarede Nikola; "og gid Bjergenes Djævle vil tage dem! Naa,
hvem er saa du?"
"Vi kommer fra Peking," svarede Selskabets Talsmand, "og vi bringer
Breve fra Ypperstepræsten i Lamaklostret til de Store i Bjergene. Der
er to Barbarer, som har listet sig ind i vort Selskab, myrdet den
Mand, som skulde have været en af de Tre, og sat sig selv i hans
Sted. De tre Stores Symbol, som blev stjaalet af en fremmed Djævel
for mange Aar siden, er i deres Besiddelse, og det var det Selskab,
som kom forbi dette Vadested paa Vejen til Bjergene, og som du har
set."
"De kommer ikke videre," sagde Nikola med en mørk Latter, "de
Hjerter, som vilde kende vore Hemmeligheder, bliver Lækkerbidskener
for Ørneungerne. Hvad er det, I vil mig?"
"Det er dette advarende Brev, der skal besørges," svarede Manden, og
medens han talte, trak han den Rulle Papir frem, som jeg havde set i
hans Besiddelse den foregaaende Aften. Han rakte den til Nikola, der
gemte den paa sit Bryst og saa gik hen til sin Kamel, som han
besteg. Da den havde rejst sig, henvendte han sig til det lille
Selskab og sagde:
"Vend tilbage ad samme Vej. Slaa ikke Lejr i Nærheden af Vadestedet,
thi de vildfarnes Aander vandrer frem og tilbage dèr i Nattens stille
Timer, og de bringer dem, der hører dem, Døden."
Hans Advarsel var ikke uden Virkning, thi, saa snart han var redet
bort, bemærkede jeg med stor Glæde, at Selskabet i stor Hast satte
over Floden igen. Jeg iagttog dem i nogen Tid og bevægede mig først
fra Stedet, da jeg kun svagt kunde skimte det dunkle Omrids af dem.
Da jeg saa vidste, at de skyndte sig ud af Dalen, smuttede jeg ud af
mit Skjulested og gik op ad Stien hen imod den Hulvej, hvor vi havde
slaaet Lejr.
Da jeg naaede Baalet, saá jeg, at Nikola var steget ned fra sin Kamel
og gaaet ind i sit Telt. Han var i Færd med at skifte Klæder.
"Naa, den Forlegenhed slap vi jo meget pænt ud af," sagde han, "og
jeg maa tilføje, Bruce, at vi kan takke Deres Omhu og Kløgt for det.
Hvis De ikke havde prøvet paa at faa et Glimt af den Mand forleden
Aften, vilde vi efter al Sandsynlighed være blevet fangne i en Snare,
som det ikke havde været muligt at komme ud af igen. Nu er vi ikke
blot blevet af med vor Fjende, men har oven i Købet forbedret vor
Stilling. Hvis vi naar lige saa godt frem i Fremtiden, som vi hidtil
har gjort, kan vi være indenfor Klostrets Mure i Morgen Aften."
"Det haaber jeg, vi er," svarede jeg; "men det, vi har gennemgaaet i
den senere Tid, bringer mig til at tænke, at vi gør klogest i ikke at
sælge Bjørneskindet, før vi har skudt Bjørnen."
"Det har De ganske Ret i."
En halv Time senere blev vor Aftensmad rettet an, og da vi havde
spist den, sad vi om Lejrilden og røg og talte, medens de dansende
Flammer skinnede paa Klipperne rundt omkring, og de store Stjerner
blinkede barsk ned til os deroppe fra. Natten var meget stille, og
man hørte neppe en Lyd undtagen af og til en gryntende Støj af de
tøjrede Æsler, Flammernes Hvislen, en eller anden Natfugls Skrig og
én Gang en Sjakals Hyl mellem Klipperne.
Den næste Morgen lidt efter Daggry hævede vi Lejren, lagde Pakkerne
paa Dyrene igen, besteg dem og red. De første ti Mil eller saa var
Vejen forholdsvis jævn. Den førte langs med en Dal, hvis Indgang var
den Hulvej, jeg havde set den foregaaende Aften. Saa drog vi rundt om
Bjerget ad en stejl Sti og kom ud paa en Højslette, hvorfra vi havde
en yndig Udsigt. Kamelen havde vi sluppet løs tidligere paa Dagen,
for at den kunde strejfe omkring i Landet eller vende tilbage til sin
tidligere Ejer, hvad den nu havde Lyst til. Det var godt, at vi
gjorde det, for paa den Højde, vi nu var steget op til, vilde det
have vist sig meget vanskeligt, om ikke ganske umuligt, at rejse med
den. Ikke én, men flere Gange, maatte vi stige af og klatre fra
Klippe til Klippe, bane os Vej gennem Hulveje og over Kløfter, saa
godt vi kunde. Ved mange Lejligheder saá det ud, som om det vilde
være nødvendigt for os endogsaa at opgive de sikre Dyr, vi havde med
os, men i hvert enkelt Tilfælde triumferede Taalmodigheden og
Udholdenheden over Vanskelighederne, og vi var i Stand til at drage
videre med dem.
Ved Middagstid havde vi helt tabt Vejen af Syne. Luften var blevet
bidende kold, og det saá ud, som om der hvert Minut kunde falde Sne.
Klokken halv fire kom der ogsaa nogle Fnug, og da vi fandt et Sted,
hvor vi kunde lejre os under en fremspringende Klippe, var Jorden
fuldstændig bedækket med Sne.
Det stærke Snefald bevirkede, at vor Vej nu var en ren Gisningssag,
for der var ikke Tale om Spor af nogen Art. Da vi imidlertid ikke
kunde vende tilbage, og det var en farlig Sag at drage fremad uden at
vide, i hvilken Retning vi skulde, kunde vor Stilling anses for
temmelig farlig. Midt paa Eftermiddagen sank en af vore Kulier
sammen, og da Nikola saá dette, besluttede han at holde Rast igen.
Vi valgte det Sted, der var mest i Læ, ryddede Sneen bort og rejste
vort Telt, og da dette var gjort, tændte vi et Baal og tøjrede Resten
af vore Æsler. Vi sørgede, saa godt vi kunde, for den syge Kuli og
dækkede ham godt til med alle de Klæder, vi kunde undvære, men vor
Ulejlighed var til ringe Nytte, for hen ad Aften døde han.
Paa denne Tid maa jeg tilstaa, at mit eget Mod var sunket ned til saa
lavt et Standpunkt som muligt, men Nikola var uforfærdet.
"Denne Mands Død," sagde han, "er meget beklagelig, men vi maa ikke
lade det ødelægge os helt. Synes De ikke, at det er rigtigt, at vi
straks bærer den Mand ud og begraver ham i Sneen? Det er lyst nok
endnu, hvis vi skynder os."
Jeg havde ikke mere Lyst end han til at tilbringe Natten i Selskab
med den stakkels Mands Lig, og vi løftede det op og bar det hen til
en stor Snedrive en halvtredsindstyve Skridt fra vort Telt. Her lagde
vi det og gik saa tilbage til Lejren, idet vi overlod det til de
blidt faldende Snefnug at bedække ham fuldt saa godt, som vi kunde
have gjort. Men samme Aften indtraf der to andre ubehagelige Ting.
Vore to Æsler kunde ikke længer taale det strenge Klima og var lige
ved at dø. Da Nikola saá det, forlod han atter Teltet, tog sin
Revolver med sig og gjorde Ende paa deres Lidelser. Da de saa faldt,
skar han Halsen over paa dem og vendte tilbage til Teltet.
"Hvorfor gjorde De det?" spurgte jeg, for jeg forstod ikke hans
sidste Handling.
"Hvis De ønsker en Forklaring," sagde han roligt, "saa undersøg vort
Spisekammers Tilstand og betragt vor Stilling. Vi er paa Toppen af
disse Bjerge, og den ene Vej ligner den anden. Hvor Klostret er, kan
jeg ikke sige, og hertil kommer endnu, at vor Proviant er ved at
slippe op. Æsler er jo ikke Vildt, men de er bedre end kold Sne; det
var derfor, jeg skød dem."
Den næste Morgen, før vi drog videre, skar vi alt det Kød, vi kunde,
af de stakkels Dyr. Det var godt, at vi gjorde det, for vor Søgen
efter Klostret var lige saa uheldig, som den havde været den
foregaaende Dag, og hvad der forøgede det haabløse i vor Stilling,
var, at jeg begyndte at føle mig ilde tilpas, medens vor sidste Kuli
ravede elendig af Sted efter os. Han lignede mere et elektriceret Lig
end et levende Menneske.
Undertiden oplever jeg i Drømme denne frygtelige Tid. Jeg ser det
snedækte Land med sine gabende Afgrunde, sine jævnt skraanende Dale
og knejsende Klipper. Jeg ser os tre, trætte, hjertesyge Mænd, der
kæmper os frem og synker ned i det hvide Ligklæde ved hvert Trin,
Nikola stadig foran, jeg selv efter ham og den sidste Kuli et godt
Stykke tilbage. Sneen hvirvler omkring os, og oven over os svæver der
en eller anden stor Fugl, hvis Vinger kaster en sort Skygge paa det
ellers pletfri hvide. Saa forandres Drømmen altid, og jeg vaagner op
med en underlig, navnløs Rædsel, som jeg ikke kan forklare. Men
tilbage til min Fortælling.
En Time før Solnedgang faldt Kulien sammen, og vi maatte igen slaa
Lejr. Hvis jeg lever, til jeg bliver hundrede Aar, vil jeg ikke
glemme en eneste Enkelthed, der staar i Forbindelse med denne
frygtelige Nat. Vi var nu alle saa svage, at det var umuligt for os
at rejse et Telt. En Døsighed, som det syntes umuligt at modstaa,
tyngede paa os. Kun Kulien kunde holde sig vaagen, og i sine
Feberfantasier pludrede han uophørligt.
"Bruce," sagde Nikola omtrent Klokken otte og kom hen til Baalet,
hvor jeg sad, "dette kan aldrig gaa an, den stakkels Fyr der henne er
død om en halv Time, og hvis De ikke passer paa, saa følger De snart
efter ham. Nu vil jeg prøve paa at holde Dem vaagen."
Den mærkelige Mand tog sin Medicinkasse frem og aabnede den ved
Ilden. Saa fremtog han et lille Skakbræt og en Æske med Brikker.
"Maa jeg have den Fornøjelse at spille et Parti Skak med Dem?"
spurgte han saa høfligt, som om vi var forholdsvis fremmede, der
mødtes i en Klub i London. Jeg nikkede halvt vaagen og halvt sovende
og begyndte at stille mine Brikker op. Da saa alt var i Orden,
begyndte vi at spille, og før jeg havde gjort tre Træk, var jeg
blevet smittet af Nikolas Begejstring og var lysvaagen.
Om jeg spillede godt eller daarligt, kan jeg ikke huske. Jeg véd kun,
at Nikola lagde sine bestemte Planer, forberedte Angreb og lagde
Snarer for mig, og ikke blot det, men ogsaa udførte dem, som om han
ikke havde Tanke for nogen som helst anden Ting. Vi spillede til
Daggry og standsede kun for at kaste Brænde paa Ilden og én Gang for
at søge at hjælpe Kulien, lige før han døde. Da vi saa hurtigt havde
spist Frokost, lod vi alt, hvad vi havde i Stikken undtagen
Medicinkassen og vort lille Forraad af Føde og de Smaating, som vi
kunde anbringe paa vore Personer, og drog af Sted paa, hvad vi begge
troede, sikkert var vor sidste March.
Hvor sælsomt indrettede ikke Skæbnen det! Da vi forlod Højen og
beredte os til at stige ned i Dalen, saá vi pludselig en stor
Stenbygning paa den anden Side af Dalen. Det var Klostret, som vi
havde søgt saa længe, og for hvis Skyld vi havde lidt saa meget.