Paa Vej til Thibet.
Det var neppe blevet Daggry næste Morgen, før Nikola vækkede mig op
af min faste Søvn.
"Vaagn op," sagde han; "om en halv Time maa vi af Sted; jeg har
allerede givet Ordre til, at Ponyerne skal sadles, og da vi har en
lang Tur for os, maa vi ikke lade dem vente."
Et Kvarter efter var jeg paaklædt og rede. En af Munkene bragte os
lidt Frokost, der bestod af Ris, og da vi havde spist, gik vi ned i
den store Hal. Dér ventede Ypperstepræsten os, og efter en kort
Samtale med Nikola førte han os ud i Gaarden, hvor vi tog Afsked med
ham ved Foden af den store Buddhastøtte.
Da vi havde takket ham for hans Gæstfrihed, gik vi ud til den ydre
Port og fandt vore Ponyer og Tjenere rede til at modtage os. Porten
blev slaaet op, og vi gik igennem den, den ene efter den anden. Saa
blev den slaaet i, og da dette var sket, havde vi sagt Farvel til det
store Lamakloster.
Under den første Dags Ridt hændte der ikke noget mærkeligt. Vi naaede
en lille Landsby ved Middagstid, hvor vi bedede, og efter en kort
Hviletid fortsatte vi vor Rejse og ankom til den befærdede By
Ho-Yang-Lo, lige som Tusmørket faldt paa. Man anviste os den bedste
Kro, som vi red hen til, og hvor vi fik Værelser. Vor første
Dagsrejse var paa seks og tredive engelske Mil, og vi følte, at vi
ærligt havde fortjent at hvile.
Vi blæste Lyset ud og indrettede os for Natten; men det varede flere
Timer, før Søvnen vilde komme til mig. Tanker om næsten alle mulige
Ting fo'r ind og ud af min Hjerne. Et Øjeblik var jeg paa Legepladsen
i min gamle, kendte engelske Skole, i det næste Øjeblik sejlede jeg
omkring Kap Horn paa en Koffardimand med et lurvet Mandskab paa
Bakken og tre drukne Slyngler paa Skansen. Saa var jeg i Sydhavet, og
der laa en tropisk Ø forude; jeg kunde høre Brændingens Torden mod
Stranden og saá den ene palmeklædte Høj efter den anden hæve sig op
imod den blaa Himmel. Saa kom min Tanke tilbage til Kina og som en
naturlig Følge deraf til Peking. Jeg gennemlevede igen den halve Time
paa den kinesiske Mur og syntes atter at føle en spæd lille Haand i
min og saá to frimodige, yndige Øjne stirre paa mig med al tænkelig
Kærlighed og Tillid. Gladys skulde være min tilkommende Hustru, og
her laa jeg paa Vejen til Thibet forklædt som Kineser i en smudsig
Kro i Selskab med en Mand, hvem intet kunde standse, og som var
frygtet af alle, der kendte ham. Det var længe efter Midnat, at jeg
faldt i Søvn, og saa var det, som om mine Øjne ikke havde været
lukkede i fem Minutter, da Nikola, der som sædvanlig ikke syntes at
trænge til nogen Søvn, var oppe og lavede sig til at rejse videre, ja
Solen var neppe kommen op over Horisonten, før vor Frokost var
besørget, og vi var færdige til at stige til Hest.
Før vi tog af Sted, havde Nikola en Samtale med Kromanden. Medens han
var borte, morede jeg mig med at ride om paa den anden Side af Huset
for at se, hvordan der saá ud. Huset var af den sædvanlige kinesiske
Art, ikke meget smudsigere og ikke meget renere. Paa to Sider var det
omgivet af en bred Veranda, og paa Bagsiden var der en Slags snever
Terrasse, paa hvilken jeg saá to Mænd staa, da jeg drejede om
Hjørnet. Saa snart de saá mig, vilde de trække sig tilbage til Huset,
men jeg havde faaet Øje paa dem, før de kunde udføre denne Manøvre.
Den højeste af de to havde jeg aldrig set før, men jeg syntes at jeg
kendte hans Ledsagers Ansigt. Da jeg stod og spekulerede paa, hvor
jeg havde set det, kom en Staldkarl om Hjørnet for at underrette mig
om, at Nikola var parat til at tage af Sted, saa jeg vendte min Pony
og red tilbage til Forsiden af Huset, hvorfra Rytterskaren var i Færd
med at drage af Sted.
Nikola var som sædvanlig i Spidsen. Jeg fulgte ham i ærbødig Afstand,
og bag mig kom Tjenerne. Paa denne Maade ilede vi af Sted og satte
over en Flod, hvorpaa Vejen førte hen imod de Bjerge, som lige kunde
skelnes i den nordlige Horisont. Rundt om var Landet goldt og
udyrket, hist og her var der en elendig Hytte, hvis Farve lignede den
Slette, paa hvilken den stod.
Ved Middagstid havde vi naaet den lige omtalte Bjergkæde og red af
Sted ad en god Vej i et mørkt, men temmelig malerisk Landskab. Med
Undtagelse af nogle faa Kameler, der var ladede med Kul og skulde til
Peking, og en Bissekræmmer hist og her, traf vi kun faa levende
Væsener. I denne Egn ligger Landsbyerne langt fra hinanden, og de har
intet godt Navn.
Denne Nat laa vi i en Kro paa en Bjergtop, og næste Morgen steg vi
ned i Dalen paa den anden Side. Da Morgenen faldt paa, var vi kommet
omtrent tredive Mile videre. Landet forandrede sig hurtigt, der blev
mer og mer klippefuldt, og Opgangene og Nedgangene blev mere stejle.
Af denne Grund var vi ved det næste Holdested nødt til at skille os
af med vore Ponyer og i Stedet for at købe en halv Snes smaa, men
overordentlig muskelstærke Heste.
Den tredie Aften, efter at vi var komne ind blandt Bjergene, og den
fjerde efter Afrejsen fra Peking gjorde vi Holdt ved et lille
Kloster, der laa i en udsat Stilling paa Bjergets Top. Da vi red op
til det, var Solen ved at gaa ned bag Bjergene i Vesten. Vi behøvede
ikke noget Løsen, da vi blev indbudte til at komme ind, næsten før vi
havde banket paa Porten. Klostret var beboet af en Abbed og seks
Præster, som alle var Tilhængere af Shamanismen. Bygningen selv var
kun tarvelig; den bestod af en dyb Gaard, en luftig Midterhal og fire
smaa Værelser, der stødte op til den. Da vi traadte ind i
Midterhallen, blev vi modtaget af Abbeden, en nederdrægtig, smudsig
lille Fyr paa et halv hundrede Aar, og han førte os til de Værelser,
der var bestemte for os. De var smaa og simple, meget forsømte, og
der var en ganske forskrækkelig Træk. Men hvis en Udsigt, som næsten
var enestaaende i Verden, kunde erstatte de Ubehageligheder, man
maatte lide under, saa kunde vi anse os for prægtigt indlogerede. Fra
det ene Vindue kunde vi se ud over Bjergkæden over Dal og Høj paa den
nedgaaende Sol. Fra det andet kunde vi stirre næsten tre Hundrede Fod
ned i Dalen og se den Vej, vi var kommet ad om Morgenen, sno sig af
Sted, medens vi gennem en snever Kløft til venstre kunde skelne den
Slette, hvor vi havde været to Aftener i Forvejen, i næsten
halvtredsindstyve engelske Mils Afstand.
Da vort Maaltid var til Ende, tændte vi vore Piber og sad og røg en
halv Time. Saa kunde jeg ikke holde Tavsheden i Værelset ud længere,
og Nikola havde et af sine Anfald af Aandsfraværelse og var følgelig
kun en daarlig Kammerat. Jeg gik derfor ud i Gaarden foran
Midterhallen. Just som jeg naaede den, lød der en høj Banken paa
Yderporten. To af Munkene gik over Gaarden for at aabne den, og da de
havde slaaet den tunge Dør til Side, red en lille Afdeling Mænd paa
Æsler ind i Gaarden. Jeg tænkte, at et lille Selskab, der bestod af
Rejsende, i alt Fald vilde adsprede mig lidt, og gik ned for at se
dem stige af Æslerne.
Da jeg kom tæt nok hen til dem, opdagede jeg, at der var to Kulier,
de andre tre var Herrer, men hvad deres Profession var, kunde jeg
ikke gætte. De var alle bevæbnede, og saa vidt jeg kunde se, havde de
intet Købmandsgods med. Da de var stegne af, kom Abbeden ned for at
modtage dem, og efter en kort Samtale førte han dem til
Gæsteværelserne paa den anden Side af Hallen, der laa lige over for
os.
Nogen Tid efter, at Herrerne havde trukket sig tilbage til deres
Værelser, blev jeg, hvor jeg var, og saá Kulierne tage Ridetøjet af
Æslerne. Just som den sidste Sadel blev lagt paa Jorden, forlod en af
Ejermændene Huset og nærmede sig til Gruppen. Han var kommet meget
nær hen til det Sted, hvor jeg stod, før han opdagede mig; saa bøjede
han sig og gav sig til at aabne den Paksaddel, der laa nærmest ved
ham, som om han vilde undskylde, at han var gaaet derned. Jeg lagde
Mærke til, at han ikke tog noget ud af den, og at han i al den Tid,
han undersøgte den, ikke vendte Ansigtet hen imod det Sted, hvor jeg
stod. Da han derpaa hurtigt vendte sig om og ilede tilbage til Huset
uden at sige noget til sin Karl, følte jeg, at jeg havde Ret til at
tro, at han ikke ønskede, jeg skulde se ham.
Dette bragte mig til at overveje Sagen, og jo mere jeg tænkte, des
mere begærlig blev jeg efter at opdage, hvem den Mand kunde være. Jeg
ventede i Gaarden næsten et Kvarter efter, at dette var hændet, og
efter at Sadlerne og Seletøjet var blevet bragt bort; men han viste
sig ikke igen. Saa gik jeg tilbage til Bygningen og spekulerede paa,
hvordan jeg skulde opdage, hvad jeg saa gerne vilde vide. Det varede
længe, før jeg kunde finde paa nogen Plan; saa fik jeg en Idé og
forlod atter Værelset og gik om til Bagsiden af Bygningen, idet jeg
haabede, jeg skulde finde et Vindue, gennem hvilket jeg kunde se ind
paa de nye Gæster, medens de sad ved Aftensmaaltidet; men det var
lettere, opdagede jeg, at tænke paa saadant et Vindue end virkelig at
finde det.
Bagsiden af Klostret var bygget i Niveau med Klipperanden, og Volden
stødte op til Bygningen i en Vinkel, i hvilket vort Værelse laa. Hvis
jeg derfor blot kunde komme langs med Volden og naa et lille Vindue,
som jeg tænkte mig maatte vende ud til en lille Gaard, der laa mellem
Midterhallens bageste Væg og den til venstre for vort Værelse, saa
tænkte jeg, at jeg kunde opdage, hvad jeg vilde. Men for at gøre
dette maatte man foretage en lang og farlig Klatretur i Mørke, og det
havde jeg aldeles ingen Lyst til, før jeg havde overbevist mig om, at
der ikke var nogen anden Maade, paa hvilken jeg kunde faa at vide,
hvad jeg ønskede.
Man kunde meget godt spørge mig, hvorfor jeg var saa ivrig efter at
overbevise mig om, hvem den Mand var; men i en Stilling som vor kunde
man virkelig ikke udsætte sig for den mindste Smule Risiko. Han havde
jo vist mig, at han ikke ønskede, jeg skulde opdage, hvem han var,
hvilket i sig selv var tilstrækkeligt til at vække min Mistanke og
berettige mig til at gøre et hvilket som helst Skridt for at
overbevise mig om, at det ikke var en Fjende. Vi gik jo med Livet i
Hænderne, og hvis vi forsømte en eneste Forsigtighedsregel, kunde vi
ødelægge det hele.
Før jeg vovede mig til den lige omtalte Klatretur, besluttede jeg at
gaa om til den anden Side af Huset og undersøge, om jeg ikke kunde se
gennem et af Vinduerne dèr. Jeg gjorde det og opdagede til min Glæde,
at jeg, naar jeg lagde Hænderne paa de udhugne Sten, der dannede
Vinduskarmene, og stemte mine Fødder imod en fremspringende Del af
Muren, kunde hæve mig tilstrækkeligt op til at faa et Glimt af
Værelset.
Jeg gjorde altsaa dette og saá derind, men til min Forbavselse og
Ærgrelse var der kun to Mennesker derinde, og ingen af dem var den
Mand, jeg vilde se.
Saa steg jeg ned igen og lyttede. Jeg haabede, at jeg skulde høre en
tredie Person komme ind i Værelset, men skønt jeg blev der omtrent
tyve Minutter, skete der ingenting. Jeg var fuldstændig overbevist
om, at Manden hørte til dette Selskab; men hvorfor var han ikke
sammen med dem nu? Hans Fraværelse forøgede kun min Mistanke og
gjorde mig endnu mere ivrig efter at faa et Glimt af ham.
Jeg satte mig paa Stentrappen i Midterhallen og udkastede i Tanken en
Plan over Bygningen, for saa vidt som jeg kendte den. Midterhallen
var naturligvis tom; vi laa i Værelserne til højre for den, de andre
til venstre, deres Kulier havde det forreste Værelse, medens de to
Mænd, jeg lige har omtalt, havde indrettet sig i det bageste. Et
Øjebliks Omtanke overbeviste mig om, at der maatte være et tredie,
som ikke vendte ud til den aabne Gaard, men havde et Vindue ud til
den lille Gaard, der dannedes af Muren bag ude. Hvis jeg vilde se
derind, maatte jeg gøre den Klatretur, jeg først havde lagt Planen
til, og jeg maatte gøre den straks, og hvis jeg ikke gjorde det,
vilde hans Lampe efter al Sandsynlighed blive slukket, og i saa Fald
kunde jeg lige saa godt spare mig Ulejligheden og Faren.
Jeg vendte tilbage til den Side af Huset, hvor jeg boede, og da jeg
havde overbevist mig om, at der ikke var nogen paa Færde dèr, steg
jeg op paa Muren lidt til højre for det Sted, hvor jeg havde staaet,
da jeg hørte Mændene banke paa Porten.
Naar man vil bedømme Vanskelighederne og Farerne ved det, som jeg
vilde prøve paa, saa maa man tage i Betragtning, at Muren foroven
neppe var mere end atten Tommer bred. Paa den ene Side stødte den op
til Bygningen, der hævede sig mere end tolv, tretten Fod op over mit
Hoved, og paa hvis glatte Overflade der slet intet var at støtte sig
til. Paa den anden Side var der et stejlt Fald ned i Dalen, et Fald
paa over tre Hundrede Fod. Paa Bjergets Top blæste Vinden en
fuldstændig Orkan, men saa længe jeg var bag Bygningen, var jeg ikke
udsat for det fulde Tryk af den. Da jeg imidlertid kom til Gaarden,
hvorfra jeg kunde se Lys i det Vindue, jeg saa gerne vilde naa, havde
jeg stort Besvær ved at holde mig paa Benene. Jeg klyngede mig til
alt, som kunde yde mig Støtte, vovede ikke et Skridt, før jeg var vis
paa, at det var sikkert, steg ned fra Muren, nærmede mig til Vinduet
og saá ind. Denne Gang skulde jeg ikke blive skuffet. Den Mand, jeg
søgte, laa paa et Tæppe i Krogen og røg en lang Pibe.
Hans Ansigt var vendt imod mig, og straks da jeg saá paa det, huskede
jeg, hvor jeg havde set ham Det var den samme Mand, som vi havde set
paa Bedestedet to Nætter i Forvejen. Fulgte han efter os? Jeg var vis
paa, at han havde gennemskuet min Forklædning. Hvis det var
Tilfældet, i hvis Tjeneste stod han da, og hvad var hans Øjemed? Jeg
vedblev at se paa ham i henved en Time, jeg haabede, at der skulde
komme nogen ind til ham, og at jeg skulde høre noget, som kunde sige
mig, hvorledes jeg skulde handle. Da, netop som jeg var ved at gaa,
idet jeg ansaa det for unyttigt at vente længere, kom den højeste af
de to, jeg havde set i det andet Værelse, ind og satte sig.
"Vi har haft Held med os. Endelig har vi faaet fat paa dem," sagde
den Mand, som lige var kommet ind. "De har ingen Mistanke, og i
Morgen Aften møder vi Quong Yan Miun ved Vadestedet, siger ham alt,
og saa er vor Del af Arbejdet færdig."
"Men vi maa have Stokken, hvad der saa end sker," sagde Manden, der
laa paa Sengen. "Vi vilde være Dødsens, hvis vi kom tilbage til
Peking uden den."
"Der bliver gjort megen Ære af os, hvis vi faar fat i den," sagde den
anden leende. "Og saa bliver disse fremmede Djævle pinte, til de
dør."
"Det vil lære dem ikke at trodse de Store i Bjergene," svarede hans
Ven. "Jeg vilde ønske, at vi kunde være der og se det."
"Man siger, at de har mange nye Pinsler, som man ikke engang kan
tænke sig i Drømme, der oppe i Bjergene," vedblev den første Mand.
"Hvorfor maa vi ikke rejse videre og se, hvorledes det gaar dem."
"Fordi vi ikke kunde komme derind, selv om vi rejste videre," svarede
den Mand, som jeg havde genkendt, "jeg ønsker det heller ikke selv.
Men disse fremmede Djævle har stjaalet Løsenet og efterlignet Præsten
fra Hankow, og hvis ikke Laoyeh holdt mere af kinesisk Guld end af
fremmede Djævles Hemmeligheder og derfor havde forraadt dem, vilde vi
aldrig have opdaget dem."
Derpaa tilføjede han med megetsigende Eftertryk:
"Men de kommer til at dø for det, og deres Skæbne vil være en
Advarsel for dem, der kommer efter dem. Sig mig nu, hvor skal vi møde
Quong Yan Miun?"
"Dèr, hvor man gaar over Floden i Bjergene, ved Solnedgang i Morgen
Aften."
"Og er det sikkert, at vi kan kende ham? der kan være mange
Overgangssteder."
"Han rider paa en Kamel med en rød, sølvbroderet Sadel. Desuden siger
man, at han kun har ét Øje, og at hans venstre Haand, som Mandarinen
Li huggede af, endnu er naglet til Porten i I-chang."
"Venter han os?"
"Nej, paa ingen Maade. En Gang om Maaneden bliver han sendt ned af de
Store i Bjergene for at tage mod Budskaber og Almisser fra
Yderverdenen. Vi har Ordre til ikke at raste, før dette Brev er
afleveret til ham."
Medens han talte, fremtog han en lille Rulle Papir, som var
omhyggelig bundet sammen. Da han havde puttet den i Lommen igen,
henvendte han sig til sin Kammerat.
"Forlad mig nu," sagde han. "Jeg er træt og vil sove. I Morgen har vi
store Ting for."
Den anden Mand forlod Værelset, og et Øjeblik efter var Lampen
slukket.
Saa snart alt var mørkt, listede jeg mig sagte over Gaarden, steg op
paa Muren -- ikke uden at skælve, da jeg tænkte paa, hvad min Skæbne
vilde være, hvis jeg fik Overbalance, og gik tilbage ad samme Vej,
jeg var kommet. Da jeg først var sikkert inde i Gaarden, skyndte jeg
mig alt, hvad jeg kunde, tilbage til mit Værelse.
Jeg ventede at finde Nikola sovende; man kan derfor tænke sig min
Forbavselse, da jeg opdagede, at han sad paa Gulvet og tegnede
Euklids tre og fyrretyvende Opgave med et Stykke Trækul paa Stenene.
Han saá op, da jeg kom ind, og uden at fortrække en Muskel i sit
Ansigt sagde han roligt:
"Hvad har De opdaget?"
Jeg satte mig ved Siden af ham og gav ham en fuldstændig Beretning
om, hvad jeg havde hørt den Aften.
Da jeg var færdig, sad han og saá paa Væggen. Jeg kunde dog se, at
han var i dybe Tanker. Derpaa forandrede han sin Stilling og begyndte
med sit Trækul at tegne Ottetaller inden i hinanden paa Gulvet. Da
det mindste var saa stort som en Penny, var han kommet til en
Slutning.
"Det er klart, at vi er i Knibe," sagde han koldblodigt, "og hvis jeg
vilde ofre Dem her, kunde jeg sandsynligvis redde mig selv og rejse
videre uden at have noget at frygte. Det er løjerligt, at jeg tænker
saa meget paa en Mand, at jeg er villig til at frelse hans Liv paa
Bekostning af mit eget, men i dette Tilfælde har jeg i Sinde at gøre
det. De ønsker ikke at blive pint, antager jeg?"
"Jeg har en velbegrundet Ulyst til det," sagde jeg.
"I saa Fald maa vi udfinde en Plan, som kan gøre det muligt for os at
afværge en saadan Katastrofe. Hvis disse Fyre kommer til Vadestedet
før vi, har de den første Mulighed til at forhandle med Sendebudet.
Vort Forsøg maa gaa ud paa at komme der før de og dog at sende dem
tilbage til Peking med den Overbevisning, at de har udført deres
Hverv. Hvorledes vi skal bære os ad, ja, det er den Opgave, vi skal
løse."
"Men hvorledes skal vi bære os ad?" spurgte jeg.
"Lad mig tænke paa det i nogle Minutter," svarede han, "saa skal jeg
se, om jeg kan finde paa det."
Jeg ventede i fulde fem Minutter, saa sagde Nikola:
"Opgaven løses saaledes: Paa den ene eller den anden Maade maa vi
opholde denne Mand og hans Selskab paa Vejen, mindst i tre Timer. Saa
maa én af os tage videre til Vadestedet og møde Manden fra Klostret.
Til ham maa vi give det Brev, som jeg fik af Ypperstepræsten i
Lamaklostret, og naar han er blevet sendt tilbage med det til sine
Overordnede, maa der være en anden Mand, der er udstafferet nøjagtig
som ham, og som indtager hans Plads. Denne Mand -- og det maa være
mig selv -- skal modtage vore Venner, tage imod deres Breve og sende
dem tilbage til Peking med den Besked, at der skal blive taget Hensyn
til deres Advarsel. Saa kan vi lige klare os. Men jeg er ikke bange
for at gaa videre, og jeg vil smigre Dem med at sige, at jeg heller
ikke tror, De er det."
"Af alle de Mænd, som jeg har truffet, er De den koldblodigste, Dr.
Nikola," svarede jeg, aldeles henrevet af hans dristige Plan, "og
siden De tager det paa den Maade, vil jeg drage videre med Dem og
gennemføre Sagen, selv om det skulde koste mit Liv."
"Tak," sagde Nikola roligt. "Jeg tænkte nok, at jeg ikke tog fejl af
Dem. Nu maa vi bestemme, paa hvad Maade disse forskellige Planer skal
udføres. For det første maa vi tage herfra i det mindste en Time før
vore Venner i de andre Værelser. Naar vi først er paa Vejen, maa jeg
skynde mig af Sted saa hurtigt som muligt for at sikre mig en Kamel
og en Sadel af den Slags, som jeg har beskrevet. Derpaa maa vi opdage
en eller anden Maade, hvorpaa vi kan opholde dem paa Vejen. Hvordan
skal vi gøre det?"
"Kunde vi ikke formaa Landsbyfolkene paa Vejen til at rejse sig imod
dem?"
"Det vil koste for meget; og saa var der en Mulighed for, at de kunde
blive Forrædere, som vor Ven Laoyeh. Nej, vi maa tænke paa noget
andet."
Han begyndte igen at tegne Ottetaller paa Gulvet. Da han var blevet
færdig med det tredivte -- for jeg talte dem -- havde han gennemtænkt
Sagen til sin Tilfredshed.
"Omtrent Klokken tolv i Morgen allersenest," sagde han, "det vil
sige, hvis jeg har faaet rigtig Besked, bør vi være ved et Værtshus i
Bjergene, tyve Mil herfra. Det er den eneste Bolig imellem dette Sted
og Vadestedet, og de maa nødvendigvis standse ved det. Jeg skal
instruere en af mine Mænd, som jeg vil lade blive tilbage, til at
passe paa, at deres Dyr bliver vandede i et bestemt Trug. Hvis de
drikker det, som jeg vil give ham til at hælde deri, kan de gaa
omtrent fem Mil og saa styrter de. Hvis de ikke drikker, skal jeg
sørge for, at han gør noget andet."
"Hvis De blot kan stole paa den Mand, som skal udføre denne Streg!
Men hvad skal der gøres med Laoyeh?"
"Ham skal jeg nok selv tage mig af," sagde Nikola med mørk Alvor, "og
naar jeg har gjort det, tænker jeg, at han vil fortryde, han har
været saa uforsigtig at være troløs imod mig."
Han sagde ikke mere, men jeg følte mig meget tilfreds ved ikke at
være den Mand, der var Tale om. Efter hvad jeg har set af Nikolas
Karakter, kan jeg sige, at jeg hellere vilde være uenig med en halv
Snes andre Mennesker i Verden, hvem det end var, end udsætte mig for
hans Mishag.
"Naa," sagde jeg, da han var færdig, "siden de er gaaet til Køjs,
burde vi ikke være længe om at følge deres Eksempel."
"Men før vi gør det," svarede han, "tror jeg, De gør bedst i at finde
Kulierne, og sørge for, at de rigtig forstaar, at vi skal bryde op
Klokken tre. Befal dem for Resten at holde deres Mund."
Jeg gjorde, som han forlangte, og en halv Time senere laa jeg
indsvøbt i mine Tæpper og sov fast.