En spændende Nat i Lamatemplet.
"Der er to Ting, vi stadig maa erindre," sagde Nikola; "den første,
at De ikke er Kineser, og den anden, at hvis De træder frem for
Ypperstepræsten i Morgen tidlig og agerer Kineser, saa vil han
sikkert opdage Dem, og saa bliver vi ødelagte fuldstændigt. Hvis De
løber bort, er det bedst, at jeg ogsaa løber; for hvad kan det nytte,
at jeg saa bliver? Men det vil jeg dog ikke gøre. Det har kostet mig
mange Aars Anstrengelser for ikke at tale om adskillige Tusind
engelske Guldstykker at naa saa vidt, som jeg nu er kommen, og ske
hvad der vil, jeg vender ikke tilbage."
"Men paa hvilken Maade skal vi komme ud af denne Vanskelighed?"
spurgte jeg nedslaaet. "Hvis jeg ikke kan træde frem for dem og
trodse Sagen igennem og heller ikke kan blive borte af Frygt for at
bestyrke, hvad de allerede har Mistanke om, og jeg ikke kan forlade
Klostret uden at gøre Dem mistænkt, saa maa jeg tilstaa, at jeg ikke
indser, hvad der er at gøre. Jeg antager, at der ikke kan være Tale
om at bestikke Manden til at tage sin Anklage tilbage?"
"Nej, det er der ikke Tale om," sagde Nikola med Overbevisning, "saa
vilde vort Liv simpelthen afhænge af hans Fortolkning af Tro og Love.
De burde dog vide, hvor megen Tillid vi kan have til ham."
"Men kan vi ikke tvinge ham til at løbe sin Vej, saa de tror, at det
er en falsk Beskyldning, han har rejst imod mig, og at han ikke har
turdet tage Følgerne?"
"Det er heller ikke muligt!" sagde Nikola. "Saa vilde han handle med
os, og naar vi ikke vilde opfylde alle hans Fordringer, vilde han
hævne sig paa os og forraade os, og saa kom det jo bare an paa, hvem
der kunde holde længst ud. Nej, overlad det hellere til mig at
spekulere paa, hvad der er at gøre."
Det gjorde jeg saa, og jeg kunde i en halv Time høre ham spadsere op
og ned i sit Værelse. Jeg afbrød og forstyrrede ham ikke i den Tid.
Endelig kom han da ind til mig igen.
"Nu tror jeg, at jeg ser en Udvej," sagde han. "Men naar det kommer
til Stykket, saa er den næsten lige saa desperat som de andre Udveje,
vi har tænkt paa. Det er Dem, der skal handle, og hvis det gaar galt
-- naa, saa Gud naade os begge to. De har frelst mit Liv en Gang før,
og jeg vil nu betro det til Dem, men husk, at hvis De ikke udfører
min Plan nøjagtigt, som jeg siger, saa vil De aldrig se mig levende
igen. Pas nu godt paa, hvad jeg siger, og prøv paa at huske alt, hvad
jeg meddeler Dem. Det er snart Midnat, Gongongen til den første
Morgengudstjeneste vil lyde Klokken halv seks, men det er Daggry en
Time før. Jeg maa, hvordan det saa end gaar, have Dem bort herfra
inden et Kvarter, og selv om De skal stjæle en Hest, maa De være i
Peking før halv to. Naar De er dér, saa maa De finde Yoo Laoyehs Hus;
han bor i den bageste Del af Legationsgaden i Nærheden af Tartarbyens
Hovedport."
"Men hvordan i al Verden skal jeg komme ind i Byen?" spurgte jeg
forbavset over, at han kunde have glemt det, som jeg syntes var en
meget haabløs Skranke, nemlig Muren. "Portene bliver lukkede ved
Solnedgang og aabnes ikke før Solopgang."
"De maa klatre over Muren," svarede han.
"Men det véd De godt er ganske umuligt," sagde jeg.
"Aldeles ikke," svarede han. "Jeg skal sige Dem et Sted, hvor det
godt kan lade sig gøre. Kan De huske den Bastion, hvor De friede til
Frøken Medwin?"
"Ja, det kan jeg rigtignok," svarede jeg med et Smil. "Men hvor véd
De det?"
"Kære Ven, jeg var kun et Par Hundrede Fod fra Dem hele Tiden. Nej,
De behøver ikke at se saadan paa mig, det var ikke for at udspionere
Dem. Efter den store Napoleons Vis holder jeg af at være forberedt
paa ethvert Nødstilfælde, og da jeg tænkte, at jeg en Dag kunde ønske
at komme ind i Byen, naar Portene var lukkede, benyttede jeg min
ledige Tid til at undersøge Muren lidt. De ser, hvor nyttigt dette
tilfældige Besøg viser sig at være. Naa, to Bastioner fra det Sted,
hvor De sad, er Stenene større og mere ujævne end noget andet Sted
paa hele den Side af Byen. Jeg har faaet at vide, at tre Mænd plejer
at klatre op over denne Del af Fæstningsvoldene og har gjort det i de
sidste tre Aar mellem Midnat og Solopgang; de smugler Varer ind i
Byen for at undgaa at betale den Indførselstold, der, som De véd,
hæves om Dagen. Naar De er kommet over Muren, ser De en Skildvagt
staa paa den anden Side. Ham kan De give tre Taels og sig saa til
ham, at De har i Sinde at vende tilbage om en Time og at De vil give
ham det samme Beløb for at faa Lov til at slippe ud igen. Naar De er
kommet forbi Skildvagten, gaar De ind i Byen, finder Yoo Laoyeh og
lader ham vide den Forlegenhed, vi er i. De kan love ham hundrede
Pund kontant, hvis han gaar ind paa Deres Forslag, og De maa bringe
ham med tilbage, enten han vil eller ikke, saa hurtig De kan. Jeg
skal møde Dem ved den sydlige Port. Bank fire Gange og host saa; det
skal være Signalet, og saa snart jeg hører det, aabner jeg Porten.
Alt, hvad der maa besørges indenfor Klostret, skal jeg gøre, men De
maa gøre det, der skal foretages udenfor. Lad os saa komme af Sted og
se, hvordan jeg kan faa Dem ud."
Vi forlod Værelset sammen, gik ned ad Trappen, kom gennem Forstuen og
traadte ud i en stor Hal. Vinden, der, som jeg allerede har sagt, kom
ind ad de snevre Vinduer paa begge Sider, fik de lange Forhæng til at
rasle, saa man skulde tro, Hallen var befolket med tusind silkeklædte
Spøgelser. Nikola gik hurtigt gennem den og ud af den sydlige Dør.
Jeg fulgte tæt i Hælene paa ham, og vi kom ubemærkede gennem den
store Gaard, idet vi holdt os i Bygningens Skygge, indtil vi naaede
den første Port. Heldigvis for os var denne ogsaa ubevogtet, men vi
kunde høre, at Munken, som burde have holdt Vagt, laa og snorkede
fredeligt i Værelset ved Siden af. Vi skød den vældige Slaa til Side,
aabnede roligt Porten, slap igennem, gik over en Græsplet og skyndte
os til den ydre Mur. Men lige da vi var ved at dreje om det Hjørne,
der skilte os fra den, fik en pludselig Lyd af Stemmer os til at
tøve.
"Denne Vej!" hviskede Nikola, idet han greb mig om Haandledet og trak
mig til venstre. "Jeg kan finde en anden Udgang; jeg lagde i Gaar
Mærke til, at der voksede et stort Træ ved Muren."
Vi forlod Midterporten og drejede til venstre, som jeg har sagt, og
saa gik vi langs med den Mur, som vi skulde over, til vi naaede et
stort Træ, hvis højeste Grene hvælvede sig langt ud over Muren.
"Det er et godt Sted," sagde Nikola og standsede. "De maa op i Træet
og krybe langs med Grenene, til De kommer hen til Muren; saa maa De
fire Dem ned paa den anden Side og skynde Dem til Byen saa hurtigt De
kan. Farvel og god Lykke!"
Jeg trykkede ham i Haanden, fik fat i en Gren og klatrede op. Hidtil
havde det syntes mig, som om jeg optraadte i en vidunderlig, levende
Drøm. Men Træets ujævne Bark bragte mig snart til Bevidsthed om
Virkeligheden. Jeg klatrede, til jeg kom i lige Linie med Muren; saa
valgte jeg en tyk Gren og krøb langs med den, til jeg stod paa det
solide Murværk. Da jeg var dér, manglede der kun et Spring paa
omtrent seks Alen, for at jeg kunde være fri. Jeg hviskede Farvel til
Nikola, som stod og iagttog mig, lænede mig ud over Muren, saa langt
jeg kunde, greb saa fat i Murkanten med begge Hænder og lod mig
falde.
Da jeg stod paa Jorden, løb jeg over et aabent Rum hen imod en Gruppe
Smaahuse. Der var en Indhegning ved et af dem; jeg kunde dunkelt
skimte, at der var nogle løse Ponyer derinde, jeg vidste, at hvis jeg
kunde sikre mig en af dem og finde Sadel og Bidsel i dens Ejermands
Bolig, saa kunde jeg være i Peking i mindre end en Time, og jeg
besluttede at gøre Forsøget.
Jeg krøb saa hen til det nærmeste af Husene og gik hen til Døren; jeg
kunde høre Beboernes Snorken derinde. Der brændte en Røgelsepind
foran et Gudebillede i Nærheden, og skønt den næsten var udbrændt, da
jeg tog den, gav den mig dog tilstrækkeligt Lys til at se mig om. Et
Øjeblik senere havde jeg en Sadel og et Bidsel, som hang paa en Krog,
og var ude blandt Ponyerne igen.
Jeg sikrede mig et af Dyrene, sadlede det, og saa snart jeg havde
gjort det, steg jeg til Hest og fo'r hen imod Peking. Natten var
mørk, men Vejen var ligefrem. Det lille Dyr var mere end villigt, og
da jeg ikke skaanede det, var jeg paa mindre end tre Kvarter fra den
Tid, jeg havde sagt Farvel til Nikola, ved Byens store Mur og steg
af.
Jeg fandt et passende Sted og bandt min Pony fast til et Træ, og da
jeg saa havde sikret mig, at den kunde være der, naar jeg kom
tilbage, ilede jeg langs med Muren, til jeg kom til det Sted, Nikola
havde omtalt.
Da jeg naaede det, blæste der en let Vind hen over Sletten og sendte
Støvskyer hen imod mig; det var den eneste Lyd, der afbrød Nattens
Stilhed. Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget, og at
jeg havde valgt det rette Sted, og begyndte saa at klatre. Det var
ingen let Opgave. Stenene var store og ujævne, undertiden fik jeg
godt fat, men i mange Tilfælde maatte jeg bogstavelig talt klynge mig
fast med Neglene; det var næsten for meget for mine Kræfter, og da
jeg havde klatret fem Minutter og der var endnu lige meget af Muren
tilbage oven over mig, begyndte jeg at mistvivle om, at jeg
nogensinde kunde naa Toppen. Men jeg havde ikke Lov til at opgive
det. Jeg huskede paa, hvor meget der afhang af, at jeg kom ind til
Byen, og jeg krøb fremad med Besvær og naaede da tilsidst Toppen. Da
jeg kom derop, kunde jeg se Byen ligge paa den anden Side. Lidt til
venstre for det Sted, hvor jeg stod, var den Plet, der for stedse var
hellig i mine Øjne, det Sted, hvor jeg havde friet til og faaet Ja af
min elskede, og til højre var det Kvarter af Byen, hvor hun efter al
Sandsynlighed i dette Øjeblik laa og sov og forhaabentlig drømte om
mig. Saa snart jeg fik mit Vejr igen, gik jeg over Muren og steg ned
ad Trinene paa den anden Side.
Jeg var neppe kommet ned, før en Mand traadte frem af en mørk Krog og
standsede mig; i Halvmørket kunde jeg se, at det var en kinesisk
Soldat, der var bevæbnet med et langt Spyd.
Som Svar paa hans Spørgsmaal sagde jeg hviskende, at jeg var en Ven,
og trykkede de Penge, Nikola havde givet mig, i hans ikke uvillige
Hænder, og da han forbavset over min Gavmildhed trak sig tilbage,
ilede jeg forbi ham og fo'r ned ad den nærmeste Gade.
Fra det Sted, hvor jeg havde passeret Skildvagten, til den Gade, hvor
Laoyeh boede, var der omtrent en halv engelsk Mil, og for at naa den
hurtigt, maatte jeg passere Benfleets Bolig. Man kan tænke sig,
hvilke Tanker der optog min Hjerne, medens jeg stod i den stille Gade
og betragtede Huset. Under dets Tag sov den Kvinde, som var alt i
Verden for mig. Jeg vilde have givet alt, hvad jeg ejede, for fem
Minutters Samtale med hende, men da det var umuligt, vendte jeg mig
om og gik gennem et Stræde ind i den Gade, jeg skulde finde. Huset
var ikke stort, og ved første Øjekast gjorde det ikke noget meget
heldigt Indtryk. Men det var jo lige meget, hvordan Huset saá ud,
naar jeg blot fandt den Mand, jeg vilde træffe. Jeg bankede paa
Døren, som var stænget, men fik intet Svar i flere Minutter. Jeg
begyndte at spekulere paa, hvorledes jeg skulde tiltrække mig
Beboernes Opmærksomhed, da jeg endelig hørte Trin af bare Fødder i
Stenkorridoren; efter megen Famlen blev Døren aabnet, og en Mand
viste sig. Et Blik sagde mig, at det ikke var den Person, jeg søgte.
Jeg spurgte, om Laoyeh var hjemme, men af det Svar, jeg fik,
opfattede jeg, at han var gaaet ud tidligere paa Aftenen, og at han
sandsynligvis var i et Hus i Nærheden og spillede Hasard.
Jeg spurgte Manden, om han ikke kunde føre mig hen til ham og tilbød
ham gode Drikkepenge for at gøre det. Saa førte han mig straks ud paa
Gaden, ned ad et Stræde, op ad et andet, indtil vi standsede ved et
af de største Huse i dette Kvarter. Min Fører var øjensynlig godt
kendt, og da Døren blev aabnet, prøvede Dørvogteren ikke paa at
hindre os i at gaa ind, men lod os roligt gaa ind i et ret stort
Værelse, der vendte ud til Gaarden. Her var ikke mindre end tredive
Kinesere travlt optagne af deres Yndlingstidsfordriv, at spille
Hasard, men skønt vi undersøgte hvert enkelt Ansigt, kunde vi ikke se
den Mand, vi søgte, iblandt dem. Saa snart jeg var overbevist om
denne Kendsgerning, forlod vi Værelset og gik ind i et andet, hvor
man ogsaa spillede. Men vi blev atter skuffede; Laoyeh var heller
ikke dér.
Min Fører, der var meget begærlig efter at tjene nogle flere
Drikkeskillinger, udspurgte en af de spillende, som huskede, at han
havde set vor Mand for omtrent en Time siden; han troede, at han den
Gang var gaaet ind i det Værelse, vi først havde besøgt. Vi vendte
tilbage og spurgte os for dér, men fik kun at vide, at man havde set
ham forlade Huset omtrent en halv Time, før vi kom.
"Vær ikke bange, jeg skal nok finde ham," sagde min Ledsager, og vi
gik saa ned ad Korridoren igen, passerede Dørvogteren og kom ud paa
Gaden. Saa gav vi os til at lede igen, først i et Hus og saa i et
andet, og til sidst endte vi i en Opiumshule lidt bag ved den
engelske Legation. Det yderste Værelse, det, der var nærmest ved
Gaden, var fuldt af Kunder, men vor Mand var ikke imellem dem. Det
inderste Værelse var ikke saa overfyldt, og her opdagede vi da
endelig den Mand, vi søgte. Men der var det ubehagelige ved det, at
han havde røget sit sædvanlige Antal Piber og nu laa i en dyb Søvn.
Klokken var næsten to, og jeg turde ikke blive længere i Byen end en
Time endnu. Samtidig maatte det være meget taabeligt, ja farligt, at
prøve paa at tage af Sted med en Mand, der var i den Tilstand. Hvis
han ikke gjorde noget værre, vilde han sandsynligvis falde ned fra
Muren og knække Halsen, og saa maatte jeg enten lade ham ligge der
eller blive og udsætte mig for ubehagelige Spørgsmaal. Men hvad der
nu end skete, jeg vidste, at jeg maatte skaffe ham ud af dette Hus
saa hurtigt som muligt og faa ham hen til et Sted, hvor jeg kunde
prøve paa at vække ham. Jeg sagde dette til den Mand, som havde
fundet ham for mig, og ved fælles Anstrengelser fik vi ham paa
Benene, tog ham hver under sin Arm og førte ham til hans Hjem. Da vi
naaede det, var han nogenlunde kommet sig efter Opiumsrusens
Virkning. Saa brugte vi alle Midler, vi kendte, for at faa ham
fuldstændig vækket, og Klokken halv tre var vi komne saa vidt, at jeg
tænkte, jeg kunde begive mig paa Tilbagevejen med ham.
"Men hvad forlanger Deres Excellence af mig?" spurgte Laoyeh, som
endnu var lidt bedøvet, skønt han heldigvis ikke var saa meget fra
sine Sanser, at han ikke genkendte mig.
"Du skal komme med mig," svarede jeg, idet jeg, før jeg talte,
passede paa, at den anden Mand var et godt Stykke udenfor Hørevidde.
"Nikola er i Lamatemplet og venter dig. Du kan tjene hundrede Pund
Sterling -- hvorledes, skal jeg sige dig paa Vejen."
Saa snart han hørte Nikolas Navn og Belønningens Beløb, syntes han at
blive sig selv igen. Vi forlod altsaa Huset og begav os af Sted til
den Del af Muren, hvor jeg var steget ned i Byen. Den samme Soldat
var endnu paa Vagt, og da jeg havde lagt de Penge, jeg havde lovet
ham, i hans Haand, lod han os straks passere. Tyve Minutter efter at
vi havde forladt Laoyehs Hus, var vi rede til at stige ned paa den
anden Side af Muren.
Hvis det havde været vanskeligt at komme op, saa opdagede jeg, at det
var dobbelt saa vanskeligt at stige ned. Natten var meget mørk, og
det var omtrent umuligt at se en Fod for sig. De Revner og
Ujevnheder, som skulde agere Hvilesteder for vore Fødder, syntes det
næsten umuligt at finde, og jeg var henrykt, da dette Arbejde var
overstaaet og vi var komne sikkert ned paa den faste Jord.
For saa vidt var mit Besøg i Byen overordentlig heldigt. Men Tiden
ilede, og vi havde endnu den lange Vej ud til Klostret. Jeg gik hen
til det Sted, hvor Ponyen stod bunden til et Træ, akkurat som jeg
havde forladt den, og lod min Ledsager sætte sig op paa den. Han var
næsten, om ikke ganske, sig selv igen, og jeg drev det lille Dyr frem
i rask Trav, medens jeg løb ved Siden af. Paa denne Maade kom vi, han
ridende og jeg løbende, til det store Klosters sydlige Port. Jeg
havde udført _min_ Del af Arbejdet, og naar jeg først havde faaet
Laoyeh indenfor, var det Nikola, der skulde gøre Resten.
Saa slap jeg Ponyen løs, nærmede mig og bankede paa Porten, idet jeg
hostede sagte. Den blev aabnet med stor Forsigtighed, og Nikola stod
paa Tærskelen. Han gav os Tegn til at træde ind, og uden at spilde et
Øjeblik gjorde vi, som han sagde. Det var næsten Daggry, og vi
mærkede Morgenens Raakulde i Luften. Det var ganske sikkert, at jeg
ikke var vendt et Øjeblik for snart tilbage.
Efter at være kommet gennem Porten og have stænget den efter os gik
vi hen til den anden Indgang til venstre. Skilderhuset, hvis man
kunde kalde det saadan, var endnu tomt, og Vagten snorkede lige saa
fredeligt i det lille Værelse, som han havde gjort omtrent for fire
Timer siden. Denne Gaard var lige som den anden tom, men da vi gik
igennem den, kunde vi tydeligt høre Præsterne snakke sammen i
Sovestuerne paa begge Sider.
Endelig naaede vi Døren til den store Hal; vi aabnede den forsigtigt
og fløj hen over Gulvet og saa op ad Trapperne til vore egne
Værelser. Da vi først var indenfor, blev Døren hurtigt lukket, og vi
var i Sikkerhed. Saa vendte Nikola sig om til mig og sagde:
"Bruce, De har frelst mig for anden Gang, og jeg kan kun sige, som
jeg har sagt Dem før, De skal finde, at jeg ikke er utaknemlig. Men
der er ingen Tid at spilde. Kom her ind, Laoyeh!"
Vi gik ind i det inderste Værelse, og Nikola aabnede en lille Æske,
han havde med. Han sagde til Manden, at han skulde sætte sig paa
Gulvet, og han gav sig med vidunderlig Behændighed til at forandre
hans Udseende. Arbejdet varede omtrent et Kvarter, og da det var
færdigt, henvendte Nikola sig til mig og sagde:
"Byt Klæder med ham, Bruce, saa hurtigt De kan."
Da dette var sket, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne; det var saa
vidunderligt, hvad jeg saá. Dér stod et fuldstændigt Billede af mig
selv. Ligheden var overordentlig slaaende baade i Højde, Skikkelse og
Dragt, ja selv i Ansigtstrækkene. Men Nikola var ikke færdig endnu.
"_De_ maa ogsaa forandres," sagde han. "Tingen maa gøres grundigt;
sæt Dem ned!"
Det gjorde jeg, og han gav sig igen til Arbejdet. Da han var færdig,
lignede jeg mig selv saa lidt, som det i det hele var muligt. Ingen
kunde have genkendt mig, og det var højst usandsynligt, at vor
Hemmelighed kunde blive opdaget.
Paa Vejen fra Peking havde jeg tydeligt forklaret Laoyeh den Rolle,
han skulde spille. Nu gav Nikola ham den endelige Instruktion, og saa
var alt færdigt.
"Men hør," udbrød jeg, og en Tanke slog mig. "Vi har glemt én Ting --
Arret paa min Arm!"
"Ja, det har jeg glemt," sagde Nikola, "og saa véd jeg jo dog godt,
at det er den Slags Smaating, som bevirker, at Folk bliver opdagede."
Han tog et stort Stykke Tøj og lavede et Bind, som han lagde om
Halsen paa mig. Saa blev min venstre Arm indbundet, og da jeg havde
faaet den i Bind, saá jeg, at jeg neppe kunde blive opdaget, selv om
man tænkte paa mit Haandled.
En halv Time senere lød den store Gongong, der kaldte til
Morgengudstjeneste, og vi vidste, at Gaardene og Hallerne et Par
Minutter efter vilde være fulde af Mennesker. Efter Nikolas Ordre gik
jeg alene ned i Hallen, benyttede en Lejlighed til at slippe ind og
blandede mig i Trængslen. Jeg var ikke den eneste vanføre, der var en
halv Snes andre, som ogsaa havde Armen i Bind, og det var ikke
rimeligt, at den Omstændighed, at jeg var fremmed, vilde tiltrække
sig nogen utilbørlig Opmærksomhed; der var Tiggere og alle Slags
Mennesker, der kom ind i Klostret, saa snart Portene blev aabnede ved
Daggry.
Jeg havde ikke været meget længe i Hallen, før jeg saá Nikola humpe
ind med sin Stok og tage Plads ved Siden af Ypperstepræsten.
Saa begyndte Gudstjenesten. Da den var til Ende, var det klart, at
der skulde finde noget ualmindeligt Sted, for Munkene og deres
Gæster blev, hvor de var, i Stedet for som sædvanligt at forlade
Hallen. Saa besteg Ypperstepræsten den lille Forhøjning i den
fjerneste Del af Hallen og satte sig paa sit Dommersæde. Nikola
fulgte ham og tog Plads ved Siden af ham, og straks efter viste der
sig to høje Munke, som førte den Mand ind, der havde anklaget mig
den foregaaende Aften. Han syntes temmelig sikker paa at kunne
bevise, hvad han sagde, og jeg kunde ikke lade være med at smile, da
jeg saá hans selvtillidsfulde Mine. Først blev han tiltalt af den
gamle Ypperstepræst, som jo var næsten blind af Alderdom. Han
svarede noget, og saa talte Nikola. Hans Stemme var neppe saa høj
som ellers; dog hørte man hvert eneste Ord i Hallen.
"Løgner og Forræder," sagde han, "du har fremført denne Anklage mod
min trofaste Tjener af en eller anden djævelsk og egennyttig Grund.
Men hvor gammel jeg end er, vil jeg imødegaa den, og det skal gaa dig
ilde, hvis det viser sig, at hvad du siger er Usandhed."
Han vendte sig til en Munk, der stod ved Siden af, og sagde noget.
Manden bukkede, forlod Forhøjningen og forsvandt i Retning af vor
Trappe. Straks efter vendte han tilbage med Laoyeh, som gik med bøjet
Hoved og Hænderne korslagte paa Brystet. Han klatrede op ad Trinene,
og da han havde gjort det, stod den Anklagede og Anklageren Ansigt
til Ansigt paa hver sin Side af Forhøjningen.
Saa saá jeg, hvor snildt Nikolas Plan var udtænkt. Han havde ordnet
det saaledes, at Forhøret blev afholdt efter Morgengudstjenesten,
fordi den store Hal ikke vilde være helt oplyst paa den Tid. Der var
næsten endnu halvmørkt, og den hurtige Maade, han besørgede Sagen
paa, viste klart, at han havde besluttet at faa den fra Haanden, før
man kunde se for tydeligt.
Først fik den Mand, der anklagede mig, Ordre til at gentage sin
Fortælling. Han gav en nøjagtig Beskrivelse af vort Møde i Kanton,
tog kun uvæsentlige Forbehold og meddelte, at han havde saaret mig i
Haandledet. Han paastod saa uden Tøven, at jeg var en _Kueidzu_ eller
fremmed Djævel og sagde til den Mand, der spillede min Rolle, at han
skulde prøve paa at modbevise det. Da han var færdig, henvendte
Nikola sig til Ypperstepræsten og sagde:
"Min Fader, du har hørt alt, hvad denne slette Mand har sagt. Han
anklager min Tjener derhenne, han, som efter sin egen Bekendelse selv
er Tyv og Morder -- for at være en af de Barbarer, som vi alle hader
og foragter. Jeg har fundet min Tjener trofast og sand i alle hans
Handlinger, men hvis han er en fremmed Djævel, som dette Menneske
paastaar, saa skal han straffes. Paa den anden Side, hvis det viser
sig, at denne Slyngel har Uret, og at han har løjet for Vindings
Skyld, saa fordrer jeg af dig, at jeg faar Lov til at raade over ham
i Følge den Magt, du véd, jeg er iklædt. Jeg frygter ikke for Dommens
Udfald."
Da han var færdig, rejste den gamle Mand sig og humpede fremad ved
sin Stok. Han saá roligt fra den ene til den anden af de to,
henvendte sig derpaa til Laoyeh og sagde:
"Kom du med mig!" og han førte ham ind i et lille Værelse.
Vi sad tavse i næsten en halv Time og grublede paa, hvad Resultatet
vilde blive. Jeg iagttog Nikola, som hele Tiden sad med Haanden under
Hagen og stirrede lige ud.
Saa var omsider Ventetiden til Ende. Vi hørte Ypperstepræstens Stok
banke mod Gulvet, og straks efter steg han op paa Forhøjningen igen,
fulgt af Laoyeh. Da den gamle Mand kom hen til sit Sæde, gav han Tegn
til Tavshed og sagde derpaa:
"Jeg har undersøgt denne Mand og kan sværge paa, at den Beskyldning,
som dette Menneske har fremført imod ham, i alle Henseender er
usandfærdig. Lad Retten have sin Gang."
Han vendte sig hen imod Nikola og vedblev:
"Forbryderen dér bliver overgivet til dig."
Nikola rejste sig langsomt og stirrede paa den ulykkelige Mand.
"Din Hund," udbrød han, "efter din egen Ypperstepræsts Ord er du i
min Magt. Hvorfor handler du saaledes, som du gør? Er du kommet til
Verden af den Grund? Du har vovet at bagvaske min Tjener; det er din
høje Foresatte Vidne til; kom nærmere!"
Manden nærmede sig et Par Skridt, det var let at se, at han var
bange.
Saa stirrede Nikola paa ham i næsten et Minut, og jeg kan ikke huske,
at jeg nogensinde har set saa frygtelige Øjne med saa vildt et
Udtryk. Naar man tænker sig en Kanin fortryllet af en Slange, vil man
have en Forestilling om, hvorledes han saá paa ham. Langsomt, Tomme
for Tomme, hævede Nikola sin højre Haand, indtil den pegede paa et
Sted paa Væggen lidt oven over den andens Hoved. Saa gik den ned
igen, og medens den gjorde det, fulgte Mandens Hoved med, indtil han
stod i en ganske bøjet Stilling.
"Du ser, at du er i min Magt," sagde Nikola, "du kan ikke bevæge dig,
hvis jeg ikke befaler dig at gøre det."
"Nej, jeg kan ikke bevæge mig," sagde Manden næsten ubevidst.
"Gør, hvad du vil, du kan ikke staa oprejst," sagde Nikola.
"Jeg kan ikke staa oprejst," gentog Manden med den samme monotone
Stemme, og medens han talte, saá jeg store Sveddraaber falde fra hans
Ansigt ned paa Gulvet. Hvert Øje i den store Hal var fæstet paa ham,
og selv Ypperstepræsten kom frem fra sin Stol for ikke at tabe et
Ord.
"Se mig ind i Ansigtet," sagde Nikola, og hans Ord skar i Luften som
en skarp Kniv.
Manden saá op og gjorde, som Nikola befalede, men uden at hæve
Hovedet.
"Forlad nu dette Sted," sagde Nikola. "Indtil paa samme Tid i Morgen
kan du ikke staa oprejst som dine Medmennesker, det befaler jeg, og
du kan ikke være ulydig, lad det hjælpe dig til at huske paa, at mine
Tjenere i Fremtiden er ukrænkelige. Gaa saa!"
Han pegede med den højre Haand hen imod Dørene for Enden af Hallen,
og Manden gik kroget ned ad Gangen mellem de gabende Munke ud i
Gaarden i det lyse Solskin. Ypperstepræsten havde rejst sig, han
kaldte paa en Munk og sagde:
"Følg ham og overbevis dig om, at han forlader Templet."
Saa nærmede han sig Nikola og sagde:
"Herre, jeg ser, at du utvivlsomt er den Mand, man har sagt os, vi
skulde vente. Hvorledes kan din Tjener være dig til Nytte?"
"Tilstaa mig en Samtale, saa skal jeg sige dig det," svarede Nikola.
"Følg mig, min høje Herre," sagde den gamle Mand, "saa vi kan tale i
Enrum sammen."
Et Øjeblik efter forsvandt de i det Værelse, hvor Ypperstepræsten
havde undersøgt Laoyeh, og Forsamlingen spredtes.
Saa snart Hallen var tom, benyttede jeg Lejligheden og gik op til
vort eget Værelse, hvor jeg fandt Laoyeh. I Følge Nikolas Ordre
skiftede vi atter Klæder, og da han igen var sig selv, gav jeg ham
den Bissekræmmerdragt, som Nikola havde skaffet til Veje, og
ligeledes den Belønning, som var blevet lovet ham. Saa sagde jeg
Farvel til ham og befalede ham at komme ud af Klostret saa hurtigt
som muligt.
Det varede næsten en Time, før Nikola kom, og da han saa gjorde det,
kunde han neppe skjule sin Triumf.
"Bruce," sagde han og glemte næsten sin sædvanlige Forsigtighed, saa
glad var han, "jeg har opdaget alt, hvad jeg vilde. Jeg har faaet
Kortet, og han har sagt mig Løsenet. Jeg véd, hvor Klostret er, og i
Morgen tidlig ved Daggry drager vi ud for at søge det."