=Erneste.=
Aa, de kunde maaske ogsaa godt undværes.
=Blicher.=
Det lader til det ... Men var ikke Blomster -- baade dem paa vor Ager
og dem i vort Hjærte, saa var der overhovedet ingen Skjønhed til i
Verden.
=Erneste.=
Og hvad kan det hjælpe med den megen Skjønhed, naar Skattefogden
kommer som sidste Vinter og skriver alle vore Kakkelovne, _min_
Kommode, _dit_ Skrivebord, saagalt den Seng vi laa i.
=Blicher=
{(truende).}
Hold dog nu op! Jeg kjender det altfor vel i Forvejen.
{(Gaar nervøst over Gulvbrædderne; griber til Bjælken efter Bøssen
med Brudelysene, fyrer ud ad det aabenstaaende Vindue.)}
=Erneste=
{(med et Skrig).}
Men Mand, hvad gjør du dog!
=Blicher=
{(oprørt).}
Jeg slukked bare et Par Brudelys! -- Lad dig endelig ikke forstyrre
af slige Bagateller. Bliv kun ved. Lad mig faa det altsammen. Jeg
laver ikke Penge nok! Du synes, jeg driver Tiden hen!
=Erneste.=
Nej, det siger jeg ikke. Du er snarere altfor flittig. Ingen ny Tanke
kan du la ligge, alt skal du med i. Jeg gyser, hver Gang der opdukker
en ny Idé, for jeg ved jo, at det altid er Begyndelsen til Smalhans
her i Huset. Du ruinerer os med dine Paafund. Nu staar den altsaa paa
Himmelbjærget.
=Blicher=
{(fløjter foragtelig).}
Ja, jeg kunde tænke, at det var det, der stod dig for Hovedet.
=Erneste.=
Ja, det siger virkelig mange, jeg har talt med, at det kan blive dig
en meget dyr Spas; du kan risikere at miste baade Kjole og Krave.
=Blicher.=
Slidder -- Sladder!
=Erneste.=
Ja, selv om du kun fik en betydelig Mulkt; hvordan skulde vi faa den
betalt! Det har jeg da hørt, at der er mange af Embedsmændene, der
har den største Lyst til at komme dig til Livs for dine Anstalter der
paa Himmelbjærget.
=Blicher.=
Og om saa var! Et Menneske maa følge den Natur, som Gud har nedlagt i
ham. Og det ikke mindst en Digter, der har besluttet, om saa skal
være, at gi sit Liv hen for det Folk, han tilhører.
=Erneste.=
Men "det Folk", som du kalder det, -- hvad gjør det Folk for dig?
=Blicher.=
Lidt nok, lidt nok! Men, min Hustru, man skal heller ikke smaaligt
maale alt med Kjøkkenets Kartoffelskjæppe eller Fadeburets Grynkop.
Og et Folk, som du nævner saa foragteligt: et Folk er ikke bare det,
der er i Dag, men ligesaa meget det, der er om hundrede, ja tusind
Aar; min Tid kan ogsaa komme, da mine Bestræbelser ikke mere skal
miskjendes.
Og Himmelbjærget -- det skal blive noget, hvortil Nationen ser hen
med Stolthed!
=Erneste.=
Jamen har du da ikke set, hvad de skriver i Aviserne, at
Himmelbjærget er hans -- hvad er det nu han hedder -- Per Nielsens,
og at han aldrig i Evighed vil finde sig i, at Folk stimler sammen
der?
=Blicher.=
Per Nielsen er en tarvelig Fyr, som bare har til Hensigt at presse
mig for Penge. --
=Erneste.=
Det kunde han saamænd godt spare sig; der er ikke noget at presse af;
det er ørkesløst at plukke Haar af den skaldede.
=Blicher.=
Og desuden: Himmelbjærget _er_ maaske Per Nielsens i Rye, men det
skal snart blive hele det danske Folks.
=Erneste=
{(med en skraldende Latter).}
Du vil maaske kjøbe det!
=Blicher.=
Danmarks Konge vil kjøbe det; jeg har skrevet til ham derom.
=Erneste.=
Aa, Gud hjælpe os! Ja, er det ikke det, jeg siger: du vil føre os
alle ud i Ulykken med dine Forehavender. Hvorfor kunde du ikke lade
den Nykke fare og blive ved at skrive. Der tjente du da somme Tider
en Skilling. Skal det nu til at gaa løs med Himmelbjærgfester, saa
skriver du saamænd aldrig en Linje mere; tror du ikke, jeg kjender
dine Anstalter.
=Blicher.=
Himmelbjærgfesten skal føres igjennem, om saa det skal koste mig den
sidste Hvid!
Og i Aar _maa_ det lykkes! Programmet har tidligere lidt af visse
Mangler, men dem har jeg denne Gang Udsigt til at faa afhjulpne.
Til en rigtig Fest hører ikke blot Taler og Sange, men der hører
ogsaa Musik; i Aar faar vi Musik. Den bedste kanske, som Jylland kan
præstere; Randers' Regimentsmusik!
=Erneste=
{(begynder at spidse Øren).}
Har du faaet Løfte paa den!
=Blicher.=
Saa godt som; jeg ved ikke, om du skulde ha hørt Tale om Trompeter
_Kristrup_, han er ellers meget anset i sit Fag.
=Erneste=
{(med stigende Interesse).}
Kommer Kristrup med! Jo ham kjender jeg -- hmm! ham har jeg hørt
nogle Gange i Randers.
=Blicher.=
Hvad mener du om hans virtuosmæssige Trompet-Solo, naar Solen rejser
sig i al sin Majestæt over Bjærgkammen, eller en stille Fløjtes
Vemodslyd, naar den atter synker over et dugkølet Høstlandskab! Jeg
tror, at den, som een Gang har badet sin Sjæl i en saadan Stemning,
vil eje et Minde, som vil lyse for ham til hans Dages Ende.
=Erneste.=
Og jeg som troede, det bare var Taler og Deklamation og den Slags,
som en anden én ikke forstaar.
=Blicher.=
Nej min lille prosaiske Hustru, vi spiller paa mange Strenge.
=Erneste.=
Hør Steen, hvorfor har du aldrig taget _mig_ med til disse Fester?
=Blicher.=
_Dig_ med! Har du bedt om det? Har du udtalt det bitterste Ønske i
den Retning!
=Erneste.=
Jamen tag mig saa med i Aar!
=Blicher=
{(i stigende Jubel).}
Hvad _siger_ du, Erneste! Du vil være med mig paa Himmelbjærget!
{(Han aabner atter sin Favn.)} Kom nu ind i mine Arme, min kjære
Hustru! {(Hun putter sig smilende ind til ham.)} Nu har jeg gaaet og
ventet paa det i alle de Aar ... Jeg synes altid, den Slags skal
komme af sig selv ... Men hvad er det ikke for en Glæde, at ha sin
Hustru med i sin Gjerning! Aa, Erneste, du ved ikke, hvilke Fakler,
du med eet tænder i mit gamle Hjærte!