Men var ikke Blomster, saa var der ikke Digtere -- --

=Erneste.=

Aa, de kunde maaske ogsaa godt undværes.

=Blicher.=

Det lader til det ... Men var ikke Blomster -- baade dem paa vor Ager

og dem i vort Hjærte, saa var der overhovedet ingen Skjønhed til i

Verden.

=Erneste.=

Og hvad kan det hjælpe med den megen Skjønhed, naar Skattefogden

kommer som sidste Vinter og skriver alle vore Kakkelovne, _min_

Kommode, _dit_ Skrivebord, saagalt den Seng vi laa i.

=Blicher=

{(truende).}

Hold dog nu op! Jeg kjender det altfor vel i Forvejen.

{(Gaar nervøst over Gulvbrædderne; griber til Bjælken efter Bøssen

med Brudelysene, fyrer ud ad det aabenstaaende Vindue.)}

=Erneste=

{(med et Skrig).}

Men Mand, hvad gjør du dog!

=Blicher=

{(oprørt).}

Jeg slukked bare et Par Brudelys! -- Lad dig endelig ikke forstyrre

af slige Bagateller. Bliv kun ved. Lad mig faa det altsammen. Jeg

laver ikke Penge nok! Du synes, jeg driver Tiden hen!

=Erneste.=

Nej, det siger jeg ikke. Du er snarere altfor flittig. Ingen ny Tanke

kan du la ligge, alt skal du med i. Jeg gyser, hver Gang der opdukker

en ny Idé, for jeg ved jo, at det altid er Begyndelsen til Smalhans

her i Huset. Du ruinerer os med dine Paafund. Nu staar den altsaa paa

Himmelbjærget.

=Blicher=

{(fløjter foragtelig).}

Ja, jeg kunde tænke, at det var det, der stod dig for Hovedet.

=Erneste.=

Ja, det siger virkelig mange, jeg har talt med, at det kan blive dig

en meget dyr Spas; du kan risikere at miste baade Kjole og Krave.

=Blicher.=

Slidder -- Sladder!

=Erneste.=

Ja, selv om du kun fik en betydelig Mulkt; hvordan skulde vi faa den

betalt! Det har jeg da hørt, at der er mange af Embedsmændene, der

har den største Lyst til at komme dig til Livs for dine Anstalter der

paa Himmelbjærget.

=Blicher.=

Og om saa var! Et Menneske maa følge den Natur, som Gud har nedlagt i

ham. Og det ikke mindst en Digter, der har besluttet, om saa skal

være, at gi sit Liv hen for det Folk, han tilhører.

=Erneste.=

Men "det Folk", som du kalder det, -- hvad gjør det Folk for dig?

=Blicher.=

Lidt nok, lidt nok! Men, min Hustru, man skal heller ikke smaaligt

maale alt med Kjøkkenets Kartoffelskjæppe eller Fadeburets Grynkop.

Og et Folk, som du nævner saa foragteligt: et Folk er ikke bare det,

der er i Dag, men ligesaa meget det, der er om hundrede, ja tusind

Aar; min Tid kan ogsaa komme, da mine Bestræbelser ikke mere skal

miskjendes.

Og Himmelbjærget -- det skal blive noget, hvortil Nationen ser hen

med Stolthed!

=Erneste.=

Jamen har du da ikke set, hvad de skriver i Aviserne, at

Himmelbjærget er hans -- hvad er det nu han hedder -- Per Nielsens,

og at han aldrig i Evighed vil finde sig i, at Folk stimler sammen

der?

=Blicher.=

Per Nielsen er en tarvelig Fyr, som bare har til Hensigt at presse

mig for Penge. --

=Erneste.=

Det kunde han saamænd godt spare sig; der er ikke noget at presse af;

det er ørkesløst at plukke Haar af den skaldede.

=Blicher.=

Og desuden: Himmelbjærget _er_ maaske Per Nielsens i Rye, men det

skal snart blive hele det danske Folks.

=Erneste=

{(med en skraldende Latter).}

Du vil maaske kjøbe det!

=Blicher.=

Danmarks Konge vil kjøbe det; jeg har skrevet til ham derom.

=Erneste.=

Aa, Gud hjælpe os! Ja, er det ikke det, jeg siger: du vil føre os

alle ud i Ulykken med dine Forehavender. Hvorfor kunde du ikke lade

den Nykke fare og blive ved at skrive. Der tjente du da somme Tider

en Skilling. Skal det nu til at gaa løs med Himmelbjærgfester, saa

skriver du saamænd aldrig en Linje mere; tror du ikke, jeg kjender

dine Anstalter.

=Blicher.=

Himmelbjærgfesten skal føres igjennem, om saa det skal koste mig den

sidste Hvid!

Og i Aar _maa_ det lykkes! Programmet har tidligere lidt af visse

Mangler, men dem har jeg denne Gang Udsigt til at faa afhjulpne.

Til en rigtig Fest hører ikke blot Taler og Sange, men der hører

ogsaa Musik; i Aar faar vi Musik. Den bedste kanske, som Jylland kan

præstere; Randers' Regimentsmusik!

=Erneste=

{(begynder at spidse Øren).}

Har du faaet Løfte paa den!

=Blicher.=

Saa godt som; jeg ved ikke, om du skulde ha hørt Tale om Trompeter

_Kristrup_, han er ellers meget anset i sit Fag.

=Erneste=

{(med stigende Interesse).}

Kommer Kristrup med! Jo ham kjender jeg -- hmm! ham har jeg hørt

nogle Gange i Randers.

=Blicher.=

Hvad mener du om hans virtuosmæssige Trompet-Solo, naar Solen rejser

sig i al sin Majestæt over Bjærgkammen, eller en stille Fløjtes

Vemodslyd, naar den atter synker over et dugkølet Høstlandskab! Jeg

tror, at den, som een Gang har badet sin Sjæl i en saadan Stemning,

vil eje et Minde, som vil lyse for ham til hans Dages Ende.

=Erneste.=

Og jeg som troede, det bare var Taler og Deklamation og den Slags,

som en anden én ikke forstaar.

=Blicher.=

Nej min lille prosaiske Hustru, vi spiller paa mange Strenge.

=Erneste.=

Hør Steen, hvorfor har du aldrig taget _mig_ med til disse Fester?

=Blicher.=

_Dig_ med! Har du bedt om det? Har du udtalt det bitterste Ønske i

den Retning!

=Erneste.=

Jamen tag mig saa med i Aar!

=Blicher=

{(i stigende Jubel).}

Hvad _siger_ du, Erneste! Du vil være med mig paa Himmelbjærget!

{(Han aabner atter sin Favn.)} Kom nu ind i mine Arme, min kjære

Hustru! {(Hun putter sig smilende ind til ham.)} Nu har jeg gaaet og

ventet paa det i alle de Aar ... Jeg synes altid, den Slags skal

komme af sig selv ... Men hvad er det ikke for en Glæde, at ha sin

Hustru med i sin Gjerning! Aa, Erneste, du ved ikke, hvilke Fakler,

du med eet tænder i mit gamle Hjærte!

Samlede Værker, Tredie Bind · 第 65 / 78 题