=Blicher=
{(med ilsomme Skridt hen over al Karens Gulvvask).}
Ja, for nu begynder Knuden at strammes, Far! Mine Fjender hoverer i
Aarhusbladet; de tror at kunne spotte den fattige Digterpræst,
_Himmelbjærgpræsten_, som de haanende kalder mig. Men jeg skal gjøre
Titlen til et Hædersnavn, saa langt dette Flag vajer, som jeg bærer
her paa min højre Arm.
=Karen.=
Men Blicher, ser du da slet ikke, hvor Gulvet nu igjen er bleven
standet!
=Blicher.=
Aa, Jøsse Je, har jeg nu igjen været der {(rejser sig komisk op paa
Tæerne).} Bred Kluden ud, Karen, saa træder jeg paa den!
=Karen=
{(lægger Gulvkluden for hans Fod og flytter den, alt eftersom han
balancerer mod Udgangen).}
=Gl. Blicher=
{(da Døren er lukket).}
Nej, at han tør vove at skrive _lige til Kongen_ -- forbi Næsen af
dem alle sammen; Provst og Bisp og Amtmand og hele Kodillen! Ja,
bange er han ikke, min Søn, naar noget for Alvor brænder i ham. Nu er
det _Himmelbjærget_; han vil, at _det_ skal være _alles_; ikke blot
en tilfældig Bondes, men Folkets, Fædrelandets, som det vel var i de
gode gamle Dage. Og Gud give ham Fremgang, min elskede Søn, i hvad
han attraar til Fædrelandets Ære! Jeg er somme Tider lidt bange for,
at han _er_ dristig nok. For de Store skylder man jo dog Ærbødighed,
og disse nye Tanker med Folkefrihed, og hvad de nu kalder det, dem
havde jeg jo nok saa gjerne set drage Spentrup Præstegaard forbi;
men jeg er jo en gammel stympret Mand; kanske ser _han_ klarere end
jeg.
Men i een Ting er han blind: Naar Talen drejes hen paa _hende_!
Aa min stakkels, lettroende Søn! Nu har han glemt hele sit tidligere
Ægteskab; glemt hele den onde Fortid; alle de hundrede oprivende
Timer sammen med denne Kvinde, nu er de ikke mere for ham end Røgen
her fra _min_ Pibe -- bare fordi hun ventes paa Trappen. Saadan er
Kjærligheden i _vor_ Slægt. Aa, jeg kunde staa op og forbande den,
som _han_ har forbandet den de hundrede Gange! Kan du huske, den Dag
han sendte hende bort fra Hjemmet.
=Karen.=
Om jeg kan huske det! Ja, om jeg saa bliver hundrede Aar, glemmer jeg
ikke _det_.
=Gl. Blicher.=
Hele deres Ægteskab blev endevendt; de skreg imod hinanden. Hvert Ord
var som et Stenkast. De vilde _aldrig_ ses mere.
=Karen.=
Og det var ikke tomhændet, hun drog ud af Huset. Hun tog alting med
sig, lige indtil Kaffemøllen. Der saa slem ribbet ud her i Stuerne,
da hun var rejst. Og hver Gang hun kom halende med en ny Ting, en
Kobberkjedel, et Stykke gammelt Porcellæn, saa raabte Blicher: Tag
det, tag det! Men gjør Pinen kort! -- Men den sidste Vogn var ikke
ude af Gaarden, før Blicher havde slængt Bøssen over Skuldren og gik
ud af modsat Gaardsled. Men da han kom hjem i Mørkningen, var han et
helt andet Menneske. Han havde ingenting skudt -- jeg tror ikke
engang, han havde husket at faa Krudthornet med --; han kom ind og
satte sig ved Bordenden, og da jeg fik Tællelyset tændt, kunde jeg se
paa hans Øjne, at han havde grædt.
=Gl. Blicher.=
Ja, min stakkels ulykkelige Søn; han græder meget, naar ingen ser
det.
=Karen.=
Saa rejste han sit Ansigt op imod mig og sa': Karen, det er svært,
hvor Livet leger Blindebuk med os, sa' han. Den Dag dér ved
Tyttebærrene, du ved nok, da du stod paa den ene Side og hun paa den
anden, da greb jeg til _hendes_ Side, men det var, fordi jeg havde et
Bind for Øjnene. -- Men saa kunde jeg ikke holde mig i at hulke, saa
jeg maatte gaa ud af Stuen. Men altid naar han er meget bedrøvet,
skal han minde mig om den Dag ved Tyttebærrene.
=Gl. Blicher.=
Ja, Skæbnen driver sit Spil med os -- allesammen.
=Karen.=
Jeg kan da ikke begribe, at nogen kan nænne at være ond mod _ham_.
Jeg ved ikke et Menneske, som det er saa nemt at gjøre glad.
=Gl. Blicher.=
Og bedrøvet!
=Karen.=
Sandt nok; han bliver ogsaa let bedrøvet, naar noget gaar ham imod.
=Gl. Blicher.=
Det er Digteren, Karen. Digteren! Min Søn er en _stor_ Digter, den
største kanske vort Land har kjendt. Ved du hvad det vil sige, Karen,
at være en stor Digter?
=Karen.=
Nej, det er _jeg_ sagtens for ringe til at ha nogen Mening om.
=Gl. Blicher.=
... Dette at udtale det evige; at sige det, som skal leve, saa længe
et Folk lever ...
=Karen.=
-- -- Men jeg har da hans Digte, som jeg har faaet af Fru Blicher. --
"Vil du ha' dem saa ta' dem", sa' hun, jeg _bryder_ mig ikke det
mindste om dem! -- Jeg karted hende et Par Pund Uld for dem, og hun
syntes vist, hun havde gjort en Kongehandel; og jeg da ogsaa. Der
gaar sjælden en Dag, jeg ikke kikker i dem. -- "Til Glæden", "Til
Sorgen" -- aa, jeg kan aldrig blive træt af at læse dem.
Du som tavs med sænket Hoved staar
lig en Lilje knækket paa sin Stængel,
Tornekransen om det sorte Haar,
Glædens stille, blege Søsterengel!
=Gl. Blicher=
{(falder ind).}
Kommer ogsaa _du_ fra Himlen ud?
Kommer du som Regn og Storm og Torden?
Kommer ogsaa du fra Glædens Gud,
som en Sky for Solen over Jorden? -- --
Hvor er det dejligt! -- Men ved min Søn det, at du holder saadan af
hans Digte?
=Karen.=
Nej; og hvorfor skulde han ogsaa vide _det_.
=Gl. Blicher.=
Han ved ikke heller, at Erneste saadan har tusket dem bort til dig?
=Karen.=
Nej, er vor Far da sær!
=Gl. Blicher.=
Bare hans Digte saa endda var det eneste, hun tusked med! Men det er
nok ikke bleven dérved! Aa, hvor har hun mishandlet dette ømtaalelige
Digtersind, saa det skreg i Smerte og Bitterhed, hvor det vilde ha
kvædet Lovsange til Guds og Skabningens Ære!
Og nu har vi hende saa her i Huset igjen! For faa Maaneder siden
kjørte det halve Spentrup hende til Randers, i Dag henter den anden
halve Part hende hjem igjen. Mig kan det være det samme; jeg har ikke
mange Grader at gi' af, skjønt ogsaa jeg havde glædet mig til en
rolig Livsaften. Men min Søn, min elskede begavede Søn -- nu er det
forbi med de harmoniske Greb i Strengene; kun Suk og Klagesange vil
nu lyde i den sildige Aften. Og jeg gamle Mand kan ikke hjælpe dig,
men bede til Gud for dig, at han ikke helt udslukker dine herlige
Sjælsgaver, det baade kan og vil jeg!
=Per Syvspring=
{(kommer stormende ind fra venstre).}
Hør du, bitte Karen, du maa Vorherredød finde mig det gamle
Gevalthorn, for Præsten vil ha mig til at blæse et Stykke fra den
store Trappe. For nu kommer de hvørmend' ned ad Bakken. Jeg kan
kjende Per Leths Befordring; den er forrest, og der sidder Madammen i
al hendes Stads. Det er grangivelig, som var det et villere[405]
Bryllup; der mangler snart ikke andet end Forridere, naar nu jeg
kommer med Musikken.
[405] _villere_, storartet.
=Gl. Blicher.=
Er det min Søn, som har givet dig Ordre til at hente Valdhornet?
=Per Syvspring.=
Ja, begribeligvis, Fa'er! Det er ikke noget, jeg gaar og hitter paa
for min egen Plaser. Jeg staar nede i Haven og graver Skalotløg op;
saa kommer Præsten; han sprang som en Lækat -- og hvøvted[406] ad
mig; om _jeg_ kunde blæse paa Gevalthorn? -- Ja, siger jeg, jeg er
kanskesig nok saa kunstfærdig _paa Fingerlinen_, som alle sine Dage
har givet mig Brødet og ivissomda[407] en bitte Dram til. Men nu maa
jeg ikke staa her og diskurere -- for de kan komme i Gaarden, hvad
Øjeblik det skal være; {(Karen er gaaet efter Hornet).} Har vor Far
Gevalthornet, saa skal Per Syvspring gjerne lægge Mundtøj til, og han
skal blæse saa yndeligen, at den blissede Hors, ja vor Far selv skal
nokke med Ørerne.
[406] _hvøvted_, vinked.
[407] _ivissomda_, nu og da.
=Gl. Blicher.=
Ja, Per, du er en jævn Træjring[408]! Nu kommer Karen strax med
Hornet.
[408] _Træjring_, Skjælm.
=Per Syvspring=
{(nærmer sig lækkersulten).}
Aa, karenmæ! jeg ser, at der staar en hel Kasse Udrydning; det er
Sukker for _min_ Mund.
=Gl. Blicher.=
Du ser jo paa det som en Rotte paa en grøn Ost; tag det da i Guds
Navn!
=Per Syvspring=
{(stopper i Buxelommerne).}
Aa, Ære-Tak! nu har jeg Guds Velsignelse til mange Dage!
=Karen=
{(kommer med Hornet).}
=Per Syvspring=
{(drejer det i Lyset).}
Naa, saa det er et Gevalthorn! Det minder jo snart om en af dem,
hvormed de vælted Murene om _Jeriks[409] Ko_! Lad _mig_ nu komme ad
Døren, saa skal jeg tude, saa Uglerne skal dratte ned fra
Glamhullerne!
[409] _Jeriks_, Eriks.
{(Ud. -- Kort efter høres hans Tuden foran den store Hovedtrappe. --
Vognstøj fra Gaarden.}
{Blicher og Erneste kommer Arm i Arm ind fra højre.)}
=Blicher=
{(ta'r hendes Haand og siger højtidelig):}
Velkommen tilbage til dit og mit Hjem, min elskede Hustru! {(Men da
han vil trykke et Kys paa hendes Læber, snor hun sig fra ham. Hun
gaar fra Møbel til Møbel og stryger hen over det med Handskespidsen
for at fange Støv. Saa aabner hun et Vindue.)}
=Erneste.=
Naa, her er nok bleven ordentlig tilrøget, mens I har været _mig_
kvit; her lugter jo som i en Matroskjælder. {(Faar Øje paa gl. Niels
Blichers Udrydningskasse; gi'r den et Skub hen ad Bordet).} Men det
kan jo ingen undre sig over, naar den Slags skal staa her og stinke!
Hvor tit har jeg ikke sagt, at jeg ikke vil finde mig i, at den
Skarnfjerding faar Plads her i Dagligstuen.
=Gl. Blicher.=
Nu skal jeg ta den til mig. Det var sandelig kun en Forglemmelse; en
beklagelig Forglemmelse. Hm! hm! Velkommen hjem, Ernestine! Velkommen
hjem! Hm! hm!
{(Gaar.)}
=Erneste=
{(er allerede i travl Virksomhed med at fare rundt og skifte om paa
alt, hvad der staar paa Kommoder og Konsoller, -- Vaser, Kopper etc.
Pludselig knækker hun sammen i en lys Latter foran Blichers Bouket
paa Standeren for Indgangsdøren; peger paa de grove Markblomster og
siger):}
Det er nok et af Per Syvsprings bondske Indfald! Bynker, Hanekro,
Stalt-Henrik og lignende Urter fra nærmeste Vejgrøft; der fattes saa
vidt jeg ser bare en Skræppe og et Par Nælder; den Bouket er dog vist
sendt efter forkert Adresse. Mon ikke den skulde være tiltænkt Maren
ude i Kjøkkenet. {(Gjør Mine til at fjerne den.)} Herinde kvalmer den
næsten værre end din Fars Tobak.
=Blicher=
{(genert).}
Den, der plukked denne Bouket, gjorde det forresten i en god Mening.
Det er smaat i Aar med Blomster i Haven. Roser og Liljer har jo
aldrig været særlig villige til at trives for os. I Aar mindre end
nogen Sinde. Saa gik jeg ud til Digerne som i gamle Dage, naar jeg
sammensatte en Blomsterkost til min syge Mor. Som alle svage
Mennesker foretrak hun altid Markens Blomster. Der var ligesom mere
af Guds Aande i dem, syntes hun.
=Erneste=
{(ler skadefro).}
Og saa er de saa billige.
=Blicher.=
Aa ja, de er billige {(med et hvast Øjekast)} -- men der hører
ligesom mere Hjærte til at nyde dem.
=Erneste=
{(har atter fjernet sig fra Vasen).}
Er det for at sige mig den Slags Spydigheder, at du har ønsket mig
hjem igjen?
=Blicher=
{(gaar imod hende med udbredt Favn).}
Erneste, kom herind i mine Arme! Kun der kan jeg tale til dig, som
man taler til sin Ægtehustru.
=Erneste=
{(bliver staaende, mens Blichers Arme synker).}
=Blicher.=
Du vil ikke! Ja, ja, saa faar jeg søge at stamme den Bekjendelse, som
jeg ellers skulde ha fremført med flydende Tunge. Da jeg sendte dig
bort fra mig, da kjendte jeg -- saa gammel jeg er -- ikke ret mig
selv. Jeg vidste ikke endnu, hvor stærkt du var voxet ind i mit
Væsen, jeg kunde vaagne af Drømme som halv i Vildelse, som om én stod
der ude i Natten og kaldte paa mig og bad om at blive lukket ind.
=Erneste.=
Jeg har ikke bedt dig om at ta mig til Naade. Jeg har intet at angre.
=Blicher.=
Nu maa du ikke gjøre mig skamfuld, Erneste. Ethvert Menneske har
noget at angre. Men det er jo ikke dig, jeg bebrejder noget; nej, jeg
retter Bebrejdelsen imod mig selv, at jeg ikke har kunnet bære over
med de smaa Svagheder, som er os stakkels syndige Mennesker i Kjødet
baaret.
=Erneste.=
Og hvad er saa, naar alt kommer til alt, det for "Svagheder", som
bebrejdes mig: at jeg vilde ha Mad til mig og mine, at jeg vilde ha
Klæder paa Kroppen og noget at putte i Kakkelovnen.
Mon du nu har sørget for Brændsel til den kommende Vinter, eller skal
det gaa som i Fjor, da vi aldrig havde en tør Pind at stikke under
Gryden.
=Blicher.=
Kjære Erneste, _skal_ vi lige strax til at drøfte de fattigste
Husholdningsanliggender!
=Erneste.=
Ja, ligesaa gjerne nu som senere. Tror du kanske, det kommer af sig
selv?
=Blicher.=
Og jeg som staar her med mit forsmaaede Hjærte, bævende fuldt af
Ømhed, og mine Hænder, som skjælver i Længsel efter at kjærtegne
_dig_, som er min Hustru for Gud, -- _du_ har ikke andet at spørge
mig om efter disse Maaneders Fraværelse, end om jeg har kjøbt Brænde
til vore Kakkelovne, endda vi først er midt paa Sommeren.
Aa Erneste, Erneste! Du haaner mine Blomster, endda jeg tør sige, at
sjælden er en Bouket bleven ordnet med saa ømme Længsler; men hvad
der gjør mig tifold mere bedrøvet er, at du ogsaa træder paa de
Blomster, der gror i mit Hjærte.
=Erneste.=
Ja, vi kan ikke lægge Blomster paa Børnenes Mellemmad, og Hullerne i
deres Strømper og Buxer holdes heller ikke sammen med Blomster.
=Blicher.=