(CA. 25 AAR EFTER.)
{Dagligstue i Spentrup Præstegaard. 2 Karm Vinduer i Baggrunden.
Indgangsdør til højre. Til venstre Dør ind til Blichers
Arbejdsværelse. Møbler og Kakkelovn som i slige Stuer. Mod venstre
Væg en høj Stander til Blomster. =Tyttebær-Karen= farer nervøst
omkring med en Støveklud. Gl. Niels Blicher, ca. 90, kommer vaklende
ind fra Sønnens Studereværelse til venstre. I den ene Haand har han
Piben, i den anden en godt tilrøget Tobakskasse, som han stiller fra
sig paa et af Bordene, mens han kradser Piben ud.}
=Gl. Blicher=
{(til Karen).}
Naa, her skal nok ordentlig skures og gjøres ved. Man kan rigtignok
mærke, at Madammen ventes hjem. Saa kan I igjen faa for jer at _gaa_
og blarpe med en Karklud fra I staar op, til I putter jer under Dynen
igjen. Aa, Herregud, det har da været en skjønne Lin den Tid, hun var
henne.
=Karen.=
Ja Madammen er jo lidt vanskelig i det Stykke.
=Gl. Blicher.=
Vanskelig! Hun _er_ Vorherredød skrupskjør! Her gaar jeg gamle Mand
og ved knap, om jeg tør snyde Næsen, naar hun ser paa det. I gamle
Dage la' hun et Tørklæde over Dørgrebet, naar hun skulde ind i en
anden Stue, og du husker da ogsaa det Aar, da min Søn ikke fik lagt
sin Foraarssæd, fordi hun ikke vilde tillade, at Karlen gik op paa
Loftet efter den, for saa skulde han igjennem Gangen, og den var
altfor fin for ham at træde paa. Herregud, man har da vel Gulvene,
for at man skal gaa paa dem!
=Karen.=
Ja, vor Mor er jo noget overdreven, mere end en anden en kan forstaa.
Men naar hun endda var god ved _ham_ -- -- saa -- --
=Gl. Blicher.=
Saa synes du, det er det samme, hvordan hun er mod alle andre.
Saamænd, jeg faar nok de Naadsenssmuler, jeg skal ha. {(Sætter sig
til at kvulme af alle Kræfter.)} Men min Søn, min stakkels ulykkelige
Steen! Han bliver aldrig klogere. Hvi kunde han nu ikke ha ladet
hende sejle sin egen Sø. Nej, han kunde ikke! _Han_ maatte ha Bud
efter hende igjen. Og nu har han hende altsaa paany til at ruge over
sig som en Drage, plage ham Sjælen ud af Kroppen fra Morgen tidlig
til Aftens Ende! Hvad venter han sig dog af denne Hjemkomst! _Har_
han ikke haft tilstrækkelig Lejlighed til at lære hendes sande Natur
at kjende.
=Karen.=
Ja, men det maa vel være den Kjærlighed, som vor Fa'r skriver saa
meget om. Den er ikke saadan at mane hen.
=Gl. Blicher.=
Nej, Karen, deri har du sandelig Ret. Kjærligheden -- det har altid
været Ulykken i _vor_ Slægt.
=Karen.=
Tys, gamle Far, der kommer nogen i Gangen.
{(Gnider videre.)}
=St. Blicher=
{(straalende og med rappe Skridt ind fra højre. Han har Favnen fuld
af Markblomster, som han lægger paa et af Bordene. Paa hans Støvler
ses, at han har vandret i Dug. Bøssen hænger han op til Bjælken og
spænder Tasken af Lænden).}
Godmorgen, gamle Far! Godmorgen, kjære Karen!
{(Han løfter en stor Urhane op for Næsen af den gamle og siger):}
Her skal du se en Konsistorialraad, som har vasket sig! Vil du føle
ham paa Brystbenet!
=Gl. Blicher=
{(la'r sin magre Haand løbe op ad Fuglens Krop).}
Hehehe! En Urkok! Det var sandelig en ordentlig Basse. Hvor er du dog
kommen over den?
=Blicher.=
Det var hernede i _Pajmose_, hvor han havde sat sig selv til Bords og
stod og hulked i sig af de friske Tranebær. Sandelig ikke nogen
daarlig Smag; de minder i Øjeblikket om Jordbær med sur Fløde. Jeg
lod ham først larme ud; denne herlige Vingeraslen; hvilken Musik for
et Jægerøre! Jeg saa hans lodrette Stigen, imens jeg fulgte ham med
Bøsseløbet; men da han var kommen saapas i Højde med Solkuglen, faldt
Skuddet, og han dejsed til Jorden, som naar et Vindkast nedslænger et
Barns Drage.
=Gl. Blicher.=
Ja, min Søn, _du_ kan; du kan stadig!
=Blicher.=
Ja gamle Far {(klapper ham kjærligt paa Kinden)}, du har lært mig
Kunsten!
=Gl. Blicher.=
Og du var saa nem til at ta ved Lære -- i dette som i alt andet.
=Blicher.=
_Du_ kan ikke mere huske den Dag, da du første Gang tog mig med paa
Jagten? Jeg var kommen hjem fra Skolen i Randers med en Udmærkelse i
min latinske Stil. Saa skal du Vorherredød ogsaa med mig paa Jagten i
Dag, min Dreng, sa' du. Og jeg fik Lov til at gaa med din Bøsse. Og
da jeg mod Aften gik hjem over Bakken med min første Hare ved
Jagttasken -- nej, hvor svulmed mit Hjærte!
Ja, hvilke Glæder har vi to ikke haft sammen derude i Guds herlige
Natur! Støvlerne paa Nakken, de nøgne Fødder henad den duggede
Hedesti, og blev vi trætte af den milelange Vandring, saa delte vi en
Osteskorpe paa Gravhøjen, imens du fortalte om Dyr og Trolde, onde
Herremænd og skjønne Jomfruer.
=Gl. Blicher.=
Og nu staar det altsammen i dine Noveller. Jeg kunde ikke selv faa
noget ordentligt ud af det. Det havde jeg jo ikke Begavelse til.
=Blicher.=
Lad os ikke snakke om det, gamle Far. En skaffer Melet, en anden
bager Kagen.
=Gl. Blicher.=
Ja, hvor var det lykkelige Dage. Nu er den Dans sprunget.
=Blicher.=
En Gang til _skal_ du nu med dette Efteraar, naar Hønsejagten gaar
ind; bare et lille Slag ud over Pajmosen. Jeg skal nok lade dig
Bøssen og ogsaa bære Fangsten.
=Gl. Blicher.=
Hehehe! Det vil du vist faa let ved, min Søn! Du glemmer nok, at jeg
alt _er_ blind paa det ene Øje, og det andet ogsaa begynder at
dummes.
=Blicher.=
Jaja, gamle Far Nimrod; du skal i det mindste lugte Krudtet og høre
Skraldet!
=Gl. Blicher.=
Du har da været farlig tidlig paa Benene i Dag.
=Blicher.=
Ja, vi er Morgenmænd vi Blicherter; det har jeg nok heller ikke
ganske fra fremmede!
Men du, Karen, vil du nu bære Konsistorialraaden ud i Kjøkkenet
{(rækker hende Urkokken).} Hans Højhed havde nok ikke tænkt, at han
nogen Sinde skulde stige saa nederligt, at han kom til at brase i
Gryden hos den fattige Spentruppræst. Og vil du saa komme ind med en
Vase, Karen, at jeg kan faa ordnet disse Blomster til min Hustru
-- min Erneste.
Og _du_, gamle Far, er du nu ikke glad? Nu skal vi ha' Mor hjem
igjen. Det har været en streng Tid for os, en Prøvelsens Tid; men nu
er den forbi. Aa min Hustru, min Hustru! Et Hjem uden Kvinde er ikke
noget rigtigt Hjem.
=Gl. Blicher.=
Bare du nu ikke fortryder det, Steen; jeg er saa ængstelig.
=Blicher.=
Er _du_ ængstelig! Jeg er saa lykkelig, at jeg knap kan staa paa mine
Ben!
=Gl. Blicher.=
Ja, _det_ ser jeg. Og det var ogsaa paa Tide, at du fik nogen Lykke
her i dit Hjem.
=Blicher.=
Aa, synes du egentlig, Far, at Erneste og jeg har haft det saa slemt
sammen? Man maa jo ikke ta sligt alt for nøje. Og jeg har sikkert
heller ikke altid været, som _jeg_ burde. Jeg vil forandre mig meget,
Far. Jeg skal gjøre alt for at tækkes hende. Nu skal der blive Glæde
her paa Gaarden, Glæde!
=Gl. Blicher.=
Ja, Vorherre give, at det maatte ske!
=Blicher.=
Og Erneste har nu altid holdt saa meget af Blomster.
=Gl. Blicher.=
Ja, men var det ikke mest Potteplanter? Og disse er jo -- ja jeg ser
jo saa daarligt -- men er det ikke Markblomster?
=Blicher.=
Jo, Far; jeg plukked dem paa min Morgenvandring i Kjær og Enge. Jeg
kunde ikke komme dem forbi; jeg gik jo stadig med min Hustru i
Tanken, og for hver Blomst jeg plukked randt der mig noget sødt i Hu
om hende. O, at jeg nu atter om faa Minutter skal trykke hende op til
dette savnfyldte Bryst!
=Karen=
{(med en Vase).}
=Blicher.=
Nej, Karen! Er det en Vase at møde med! Nej, du maa kunne finde mig
en baade større og smukkere. Smukkere, Karen! {(Begynder ilsomt at
fingre ved Blomsterbunken.)}
=Karen=
{(atter ind).}
Er _den_ da til Maade.
=Blicher.=
Ja, der kom jo den rette! {(holder den op for Lyset).} Tak skal du
ha, Karen. Og saa skal vi se lidt nøjere paa jer, I, vore smaa
Venner. -- Er det ikke mærkeligt med disse vilde Blomster, der
ligesom tar hinanden i Haand for at smykke det danske Land fra Ende
til anden. Ikke en Plet lader de ganske bar. Jo magrere Marken des
flere Blomster. Saadan bliver der Skjønhed, Duft og Øjenlyst overalt,
hvor den danske Mand sætter sin Fod. -- Aa I kjære smaa, det er
altfor længe siden, jeg gav mig af med jer! I min Barndom og første
Ungdom da var jeg saa fortrolig med Blomsterne; men saa kom Sorgens
graa Fugl og satte sig paa min Skulder -- -- -- Men de fleste kjender
jeg da endnu, og der hænger et Barndomsminde ved enhver af dem. Skal
vi nu først se lidt paa dig, du elskede lille Stedmoderblomst, der
endnu har en Dugdraabe trillende i dit Bæger. Dig husker jeg fra den
Dag, da jeg som Barn fandt min første Lærkerede; deroppe paa den høje
Mark blandt hvide Flintesten stod du og saa op mod Himlen som
Barneøjne. Aa, hvor skal jeg nu sætte dig? Du vil jo helt forsvinde i
Vasen af bar Beskedenhed. Og sandelig, der har vi den blaa Engkarse,
og Hjærtegræsset, og Trævlekronen! lutter Barndomsvenner fra Engen
bag om Aunsbjærg; naar jeg som lille Dreng løb derned og sov ind med
min Kind i Græsset, da stod de altid som skjærmende Feer om mit Leje,
og mine Drømme næredes af deres Duft og Humlebiens Brummen i
Blomsterbægret ved mit Øre.
Og der har vi Graabynken. Kan du huske, Far, at der stod en hel Skov
af dem ind mod Vium Præstegaardsgavl? Og derinde kivedes Spurvene og
ruged Hønsene, og der drømte jeg mine første Æventyr; jeg var endnu
ikke saa stor, at min gule Haartop raged ovenover Bynkeskoven. --
Ja, du graa Bynke, jeg ved godt, at du ikke er nogen agtet Plante;
men _jeg_ holder af dig! Pigerne gjør Nar af dig og kalder dig
_Graabonde_ eller _Gammelmand_, fordi du ryster saa alvidende paa dit
graa Hoved, mens de hvide uredte Tjavser stritter dig om Ørene; men
jeg forstaar dig. Du minder mig om en gammel Mand, der har faaet en
Sten i sin Sko, og nu bøjer sig ned for at ryste den ud. _Du_ har
kikket dig til adskilligt der ved Hushjørnet. Du har Livserfaring,
hvad de unge Piger ikke har.
Og der er jo Engblommen, den elskeligste af alle vor Barndoms
Blomster. Hvor tit har jeg ikke plukket dig dernede ved Bækkeranden
og sat dig hen i et Glas til min syge Moder; saa rakte hun sin hvide,
smalle Haand ud fra Lagnet, tog dig om dit gule Hoved og aanded et
Smertenskys hen over dig, mens hendes Tungsindsblik hviled taknemlig
paa _mig_.
=Gl. Blicher=
{(i Graad).}
Ja, din stakkels Mor! Hun var selv en knækket Blomst; og Blomster var
snart det eneste, der kunde sprede hendes Tungsind.
Men har du ikke fundet den allerskjønneste, den der elsker at slaa
Rod ved dybt og stille Vand -- hvad er det nu den hedder?
=Blicher.=
Brudelys?
=Gl. Blicher.=
Rigtig, ja! Den Jæger, der havde den Blomst med hjem til sin unge
Hustru i mine gode Dage, han fik en fager Velkomst.
=Blicher=
{(ta'r Bøssen ned fra Bjælken; peger paa et Par røde Blomsterklaser,
der rager frem af Piben).}
Her ser du, Far! Havde det været i mine første Ægteskabsaar, da
skulde de _vel_ ha talt for mig. Nu fylder Ængstelse mit Hjærte.
{(Hænger atter Bøssen paa sit Søm.)} Se saa! {(ta'r Vasen og sætter
den hen paa Standeren til højre; flytter lidt paa den; gaar til
Indgangen og maaler Virkningen; atter hen og flytter en Kende paa
den, mens han lægger Hovedet paa Skraa.)}
Der maa det være! {(Ta'r sit Uhr op.)} Om en lille halv Time maa de
være her med hende. Det var ret, Karen, lad mig se, du gjør det fint.
Hun er saa akkurat, den lille Neste, aa! hun ser et Støvgran i en
Fjerdingvejs Afstand.
=Karen.=
Hvad tror vor Far da, hun vil sige, naar hun ser de Plamager, som
dine Støvler nu har sat paa det rene Gulv?
{(Karen har allerede bøjet sig ned for at tørre op efter ham.)}
=Blicher.=
Aa, er jeg kommen til at smudske Gulvet; da var det sandelig haardt
imod min Villie. Ja, der var saa dugget til Morgen. Tror du Karen, du
kan faa det tørret op? Det var da kjedeligt!
=Karen=
{(ligger fladt ad Gulvet og skurer, saa det knager).}
=Blicher.=
Men lille Karen, du ved, hvor vi har Flaget; aa løb lige ind og ræk
mig det! Erneste kan ventes hvert Øjeblik, og hun maa kunne se
allerede fra Bakken, hvor vi alle er glade for hendes Hjemkomst.
=Karen=
{(tilbage med Flaget).}
=Blicher=
{(ud, men et Sekund efter atter ind med Flaget over Armen).}
Jeg glemte at spørge, der er da ikke kommet Brev, mens jeg har været
ude?
=Gl. Blicher.=
Det er der da vist ikke, er der vel, Karen?
=Karen.=
Nej, ikke det jeg ved.
=Gl. Blicher.=
Hvem venter du Brev fra, Steen?
=Blicher=
{(med Eftertryk).}
Det venter jeg fra _Ham selv_!
=Gl. Blicher.=