=Blicher=
{(til Karen).}
Det er nok en Dame, der forstaar at finde de rette Ord for
Situationen.
=Erneste.=
-- -- -- Men vor Vogn kjørte just her forbi, og saa havde man sagt
os, at her kunde man kjøbe Tyttebær; min Tante vilde saa umaadelig
gjerne ha en Krukke med hjem.
=Blicher=
{(springer op under en komisk Reverens).}
Gudbevares, meget naadige Frøken, det er os fattige Hyrder en udsøgt
Ære at kunne gjøre Deres høje Tante en Tjeneste; vil Deres Naade et
Øjeblik ta Plads paa denne ringe Gravhøj; jeg skal sige Deres Højhed,
-- Varen er ikke rigtig sorteret, den ligger, om jeg saa maa sige,
lidt Hulter til Bulter; med andre Ord: de velsignede Frugter er endnu
ikke plukket.
=Erneste=
{(er lige ved at knække over af Grin).}
_Naa_, De har ingen staaende?
=Blicher.=
Staaende? Deres Naade maa ha misforstaaet mig; de staar nemlig
allesammen -- paa deres Stilke, lige her fra til Horisonten.
=Erneste.=
Naa De har udsolgt!
=Blicher.=
Ja, de sidste gik lige for et Øjeblik siden -- til forhøjede Priser.
=Erneste.=
Ja saa kan det vist ikke nytte noget; for _De_ ser mig ikke ud til at
være særlig dreven i den Kunst at plukke Tyttebær.
=Blicher.=
Hvadbehager! De drager en af mine oprindeligste Evner i Tvivl? Vil
Deres Ophøjethed tillade, at jeg gir Dem en ringe Prøve paa min
Færdighed; jeg tar mig den Dristighed at foreslaa, at Deres Naade
lægger Dem her ved Siden af os, saa ser vi, hvem der plukker flest.
=Erneste.=
Det kunde virkelig ha været meget sjovt; men De husker nok ikke, at
min Tante venter med Vognen. Hører De ikke, hvor Kusken knalder med
Pisken. Jeg tør virkelig ikke la dem vente længere.
=Blicher.=
Ja, det gjør os meget ondt, at vi ikke under de forhaandenværende
Omstændigheder ser os i Stand til at betjene Deres Naade
tilfredsstillende, men -- --
=Erneste=
{(drillende).}
Aa, De har vist ogsaa andet at bestille.
=Blicher=
{(med en Armbevægelse hen over den spredte Hjord).}
Ja, Faarene skal jo passes.
=Erneste=
{(leende).}
Og Hyrdinden heller ikke forsømmes! -- -- Hvordan har man det ellers
i Vium Præstegaard?
=Blicher=
{(forbløffet).}
De kjender mig!
=Erneste.=
Ja, er det ikke Kandidat Steen Blicher?
=Blicher.=
Siger jeg ja, er Komedien ude, siger jeg nej, synes jeg at kunne faa
Skinnet imod mig; men hvem er da De, som stiller mig dette
Samvittighedsspørgsmaal?
=Erneste.=
Erneste Berg -- fra Virring Præstegaard. De har nok helt glemt
Aunsbjærg Hestehave -- i Fjor Sommer.
=Blicher.=
-- -- O! Dansen i Maaneskinnet -- -- I den sidste Kvadrille!
=Erneste.=
Det var dog rart, De kunde mindes det! Men nu foreslaar jeg, at De
tar med os hjem. Hvad staar der ikke i Æventyret: "Det er altid bedre
at kjøre end at gaa", sagde Hanen. De skal komme til at sidde ved
_min_ grønne Side; saa opfrisker vi vore sparsomme Minder -- fra "den
sidste Kvadrille". Men nu maa vi skynde os {(Kuskens Pisk lyder
heftigere)}. Hør, hvor han knalder, den gamle! Saa faar vi se,
hvordan Tante vil ta det, at hun i Stedet for Tyttebærrene maa ta til
Takke med Tyttebær-Plukkeren! Jeg løber foran. Gjør nu ikke Afskeden
altfor lang.
{(Solen er i Nedgang; en fjern Hedekirkeklokke høres ind imellem
Faarenes Klokker.)}
=Blicher=
{(bøjer sig ned over Karen og kysser hende paa Panden).}
Farvel, min Engel! vi ses, naar Gud vil!
=Karen.=
Du glemmer ikke det, du loved mig; jeg skal være saa god ved din syge
Mor.
=Blicher.=
Ja, du vil være god mod alle.
{(Klapper hende stille paa Kinden og gaar. -- Blicher gaar atter op
paa Højen og blotter Hovedet i Solnedgangen; spiller en Fløjtesolo,
der glider sammen med Aftenstemningen; tilsidst glider den ind i
Omkvædet til »Mads Doss« og)}
=Karen=
{(synger stille med).}
"Lallaluh -- lalalih --
kom saa skal a bih!"
=Blicher=
{(forsvinder med et Fingerkys, og mens Karen staar oprejst og
smaagrædende og ser ud efter ham, glider Tæppet stille ned).}