FORSPIL.

{En mægtig udstrakt Lyngflade, noget bølget, her og der en Kjæmpehøj;

man ser helt ud imod Horisontens blaa Dis. Til venstre en stor

mosgroet Sten. Eftersommerdag. Lyngen blomstrer; der er Tyttebær.

=Tyttebær-Karen= plukker i et Lerkrus i Baggrunden; hendes hvide

Faareflok ses græsse længere inde paa Lyngen. Af og til Lyd af

Klokkefaarets Bjælde. -- Naar Tæppet gaar op, ses Blicher (ca. 25

Aar) skride op ad en Kjæmpehøj til højre; han standser paa Toppen,

ta'r sin Hat af, tørrer den svedige Pande, mens han stirrer grebet ud

over den uendelige Lyngflade. Da siger han dæmpet, som i Bøn:}

Min Fødestavn er Lyngens brune Land,

min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede,

min spæde Fod har traadt den gule Sand,

blandt sorte Høje bor min Ungdoms Glæde.

Skjøn er for mig den blomsterløse Vang;

min brune Hede er en Edens Have --

Der hvile ogsaa mine Ben engang,

blandt mine Fædres lyngbegroede Grave!

{(Staar endnu lidt. Faar Øje paa Tyttebærsamlersken, gaar straalende

imod hende.)}

Nej, hvad ser jeg! En lille Lyngnymfe! Du kommer, som var du kaldet!

=Karen=

{(er i Færd med at ta til Bens).}

=Blicher.=

Nej hulde, søde Pige! Løb dog ikke for mig! Jeg vil dig sandelig

intet ondt!

=Karen=

{(tøver).}

=Blicher=

{(naar hen til hende, ta'r hendes højre Haand, mens hun knuger

Tyttebærkruset under venstre Arm).}

Hvor du er dejlig! Rød og trind, som var du voxet her mellem Pors og

Klokkelyng {(lægger begge sine Hænder om hendes højre).} Hvor din

lille brune Haand skjælver i min!

{(Han løfter hendes Haand ærbødigt op til sine Læber; hun lyser op i

Øjnene og ler godt og stille.)}

Hvad er det, du holder der saa krampagtigt under Armen?

=Karen.=

Ja tho jævnhen Folk kalder dem for Krusbær, men dem fine kalder dem

nok Tyttebær.

=Blicher.=

Tyttebær! Ja, de modnes jo i denne Tid. Har du saa gjort en god Høst?

=Karen=

{(allerede helt meddelsom).}

Ja, en kunde jo sagtens plukke til en bitte Dagløn, naar en kunde faa

de Faar til at skjøtte sig, saa de ikke rendte hel og bar af æ Land.

=Blicher=

{(med et Øjekast ud over Heden).}

O ja, nu ser jeg det; du er jo ogsaa Faarehyrde.

=Karen.=

Ja det er jeg da rigtignok. Det er det, jeg er fæstet til, men saa

plukker en jo Bær ved Siden af, og ellers maa en jo gribe til

Bindehosen.

=Blicher.=

Du er nok alsidig {(ser skjælmsk paa hende).} Og saa kommer der vel

tit nogen og ser til den smukke Faarepige?

=Karen=

{(genert).}

Aa, det er der endda Maade med; De er da snart den første!

=Blicher.=

Aa min søde Pige: sig _du_ til mig! Herude paa Heden er alle lige!

Men jeg staar her og bliver helt lækkersulten, og tørstig er jeg da

ogsaa. Hm! vil du la mig faa en Haandfuld af dine Bær; jeg skal

hjælpe dig at plukke nogen igjen.

=Karen=

{(glædestraalende).}

Om De -- _du_ -- maa faa en Haandfuld af mine Krusbær! Ja, det ved

den søde Gud, du maa, alle dem, du vil stoppe i din Mund! Men jeg vil

rense dem lidt først, for der kan godt være kommen nogen Blade

imellem, og nogen er jo ogsaa beske endnu.

{(De sætter sig ned i Lyngen sammen; hun ta'r Haandfuld for Haandfuld

i Kruset, blæser i dem, saa Bladene ryger bort; saa hælder hun de

færdige Bær over i hans Haand.)}

=Blicher=

{(ved første Mundfuld).}

Humm--mm!

=Karen.=

Naa, de smager dig vel?

=Blicher=

{(mellem de tyggende Tænder).}

Som den Manna, Guds Engle bragte Israels Børn i Ørkenen!

=Karen=

{(koket).}

Saa maa jeg vel være bleven en af Englene!

=Blicher=

{(har lempeligt lagt sin Arm om hende).}

Ja, det er netop det, du er!

=Karen=

{(ser forlegen paa ham og rokker lidt i Sædet som for at flytte fra

ham).}

=Blicher.=

Nej du maa ikke flytte fra mig ... Skal jeg ta min Arm ned?

=Karen=

{(ser rødmende og langt ind i hans Øjne).}

Hvem er du egentlig?

=Blicher.=

Et meget rimeligt Spørgsmaal. -- Hør da min Livshistorie i dens

Hovedtræk: I Fødslen fik jeg Navnet _Steen_, thi jeg faldt som en

Sten fra min Moders Hjærte.

=Karen.=

Ja, det kan saamænd nok ha sin Rimelighed.

=Blicher.=

Siden tog jeg Livet, som det faldt. Jeg havde knapt begyndt paa det,

saa sa' Lægen, at nu var den Dans sprunget. Jeg var brystsyg og

maatte være parat til at dø!

Men jeg sa' som Bonden: "Det skal misajn blyw Løwn"!

Saa lod jeg min Mor pakke mig en god Ransel, tog Staven i den ene

Haand og Fløjten i den anden, og saadan gik jeg min Helse ind.

Sig mig nu, lille Hyrdinde, ser jeg ud som en, der stager om paa

Gravsens Rand?

=Karen=

{(i Latter).}

Nej, hvor vil du hen! Du er saamænd jævnhen spillevende.

=Blicher.=

Ja. Gud ske Lov for det. Ser du denne her {(løfter Fløjten).} Den

giver mig Lunger, der kan ta Vejret fra Smedens Blæsebælg. Paa den

lille galne Gavstrik blæser jeg alle Doktorer og Apotekere en lang

March!

=Karen.=

Aa, maa jeg ikke høre, hvordan _det_ lyder!

=Blicher=

{(overhører denne Ytring og fortsætter).}

Vandre, vandre! der er intet saa herligt som at vandre! Ikke at ha

andet at gaa efter end det Punkt histude, hvor en ensom Gravhøj

tegner sig mod Aftenrøden.

Jeg kommer fra Himmelbjærget og er paa Vej til Viborg Snapsting,

derfra tænker jeg at ta til Thy og Vesterhavet. Saadan jager jeg

bestandig som en Spyflue fra Vindue til Vindue i mit Fædrelands

Storstue -- for det _er_ jo Jylland -- og mens min Brystkasse lægger

Tomme til Tomme, og min Lunge breder sig derinde som en kalkunsk

Bonde i sin udstoppede Selvejer-Agestol, saa stiger mit Humør og mit

Velbefindende, saa jeg synes at kunne trykke hele Verden op i min

Favn.

{(Knuger Karen ind til sig.)}

=Karen=

{(har begyndt at græde).}

=Blicher.=

Søde Barn, du græder! Hvorfor? Har mine Ord saaret dig?

=Karen=

{(stadig stille grædende).}

Det er saa underligt at høre paa for en anden én, som aldrig skal

ha Lov at se nogen Ting. Da jeg var 6 Aar kom jeg ud at tjene, siden

har jeg passet Faar mellem de Bakker her; kun een Gang hvert Aar kan

jeg komme hjem og se til min Mor, endda hun bare bor en halv Mils

Vej herfra. Og nu vilde jeg saa gjerne have været i Kirke

Konfirmationssøndag -- men tror du, jeg kom det!

=Blicher=

{(i dyb Vemod, mens han har taget hende om Kinderne med begge

Hænder).}

Hvor de er bleven mørke, de store brune Øjne, som havde de pludselig

suget al Hedens dybe Alvor til sig. Og her har jeg i mit Overmod

siddet og saaret en af de bundne Sjæle, der aldrig fik sin Fod ud af

Lænken! Tilgiv mig min Haardhed! {(kysser hendes Haand).} Naar jeg nu

atter tar mine ivrige, lange Skridt mod Landets fjerneste Kanter, saa

skal jeg aldrig glemme dem, der kun kunde ta de korte -- -- Men tys!

Hvad er det for en Støj?

{(En Flok Tatere -- Mænd med firkantede Glarkister, Kvinder med

Vugger og Tiggerbylter -- har nærmet sig Stedet. Blicher griber Karen

om Haandleddet og trækker hende om bag Kjæmpehøjen til højre. Taterne

er nu kommen helt ind paa Scenen; de lægger deres Glarkister og Poser

fra sig i Lyngen og begynder at afmærke en Kreds.)}

=Stoffer Enøje.=

Naa Peiter og Linka, lad os nu faa en Ende paa det her Kjællingeri,

inden der sker noget andt nøj. I er jo saa forlibt beggeto, te I kan

ett hold Øjnene fra hinanden saa meget som et Øjeblik. Kast du din

Kjæp te hende, Peiter, og lad os saa se, om hun ikke nok skal faa i

Sinde at ta den op!

="Professoren"=

{(trænger sig frem).}

Ja men Linka har ogsaa været _min_ Kjæreste, og det endda længe før,

hun var Peiters, saa jeg maa ha ligesaa god Ret som en anden.

=Stoffer.=

Vil du nu holde dig i Rumme, din bitte Svisse[383]! I Dag er det

Peiters Tur; _du_ faar dig sær en Tøs at rende med.

[383] _Svisse_, Fyr.

="Professoren"=

{(indta'r en truende Holdning).}

Det skal baade du og Peiter komme til at fortryde!

=Stoffer=

{(med løftet Egekjæp).}

Nu holder du mig din Kjæve, din Skronnikok[384]! -- Tilbage med dig,

eller jeg skal lange dig et Ræk[385] mellem Skuldrene, som du ikke

skal gnide af dig _med_ det samme!

[384] _Skronnikok_, Gabflab.

[385] _Ræk_, Rap.

{(Professoren trækker sig skulende bag om Høvdingen.)}

=Stoffer=

{(til de elskende).}

Naa, er I saa paa Plads! Linka vil du saa ha de smaa Nalliker[386]

parat. Peiter, gi hende saa Kjæppen, saa varm den er! Kyl!

[386] _Nalliker_, Grabber.

{(Peiters Kjæp sejler gjennem Luften; hun griber den lidenskabelig;

hendes kyles samme Vej. Da de to Tatere saaledes har udvexlet

Elskovstegn, siger)}

=Stoffer.=

Nu er I gift paa _vor_ Fasown[387], saa faar det dævlenmæ holde saa

længe det kan! {(Ta'r en grøn Brændevinsflaske op af Lommen.)} Saa

drikker jeg paa jer Held og Sundhed. Skaal, og en let Gang paa

Jorden!

[387] _Fasown_, Façon.

{(Stoffer drikker og langer til Peiter; da han har drukket, rækker

han Flasken til Linka; hun tømmer den for Resten.)}

=Stoffer.=

Lad os saa faa en bitte Dans. Først danser nu Brudeparret med

hinanden. Kom frem "Professor" og gi os et Stykke paa din Skalmeje;

saa kan du ikke sige, te ikke ogsaa du har været med ved den fine

Ende.

="Professoren"=

{(træder modvillig ind i Kredsen og spiller Kjæltringrilen, en vild,

barbarisk Dans, som de to »ægteviede« danser alene under vilde Lader.

Da denne Dans er sprungen, hører man pludselig en Fløjte bag

Gravhøjen).}

=Stoffer Enøje=

{(farer op).}

Ih, Dæwlen drøwt mæ[388]! Hvad er det her for en Spil!

[388] _drøwt mæ_, drifte mig.

=Blicher=

{(kommer frem fra Gravhøjen, spillende en Brudevals paa sin

Tværfløjte. Ængstelig følger Karen i hans Kjølvand).}

=Blicher=

{(der nu er naaet helt hen til de forbavsede Tatere).}

Ih se, det er jo Godtfolk tilhobe, som jeg kjender hverén. Du Stoffer

rensed jo i mange Aar min Faders Skorstene i Vium Præstegaard. Jeg

tror for Resten de venter stærkt paa dig. I Dag har jeg jo set, at Du

fusker Præsten i Næringen. Du kommer nu nemmere fra det end vi andre.

Holder dit ligesaa godt, skulde Pokker gjøre sig al den Umage! Naa,

godt Ord igjen. Da der ikke vanked noget Offer til Præsten, saa faar

Præsten yde en lille Skjærv til Brudeparret {(han la'r et Markstykke

glide ned i Haanden af hver af Brudefolkene).} Værsgod! og du

Stoffer, som skilte dig saa godt fra Hvervet, du skal da heller ikke

være Stedbarn {(rækker ham en Halvdaler).} Naar I nu igjen drikker

paa Brudeparrets Sundhed, saa glem ikke den unge _Primer_ og hans

_Padrum_ fra Vium Præstegaard. -- Adjø! Vi ses paa Viborg Snapsting!

{(Banden gaar under Taksigelser; Blicher gi'r endnu et Solonummer paa

sin Tværfløjte, de bortdragende svarer bag Højen med Skalmejen.)}

=Blicher=

{(henvendt til Karen).}

Og det var dig, der klaged over, at her ingenting hændte, og saa

oplever du pludselig et helt Giftermaal med Tilbehør. Lad mig se, er

der endnu lige store Taarer i de kjære drømmende Øjne?

=Karen=

{(smiler).}

Nej i Dag kan jeg rigtignok ikke klage over Kjedsomhed; men det er

heller ikke hver Dag, man har saa morsomt Besøg.

=Blicher.=

Er det nu mig eller Stoffer Enøje, der skal føle sig smigret?

=Karen=

{(tjatter efter ham).}

Du ved godt, hvem jeg mener!

=Blicher.=

Desværre skal jeg vel snart efter de andre Landstrygere. Tæerne

begynder allerede at kravle inde i Støvlerne. Jeg blev ikke skabt til

at være længe paa Sted ad Gangen. Men først maa jeg hjælpe dig at

plukke nogen Tyttebær til Erstatning for dem, jeg spiste.

{(De kaster sig atter ivrige over Plukningen.)}

=Blicher=

{(fører en Tyttebærgren op imod sine Læber).}

Det er en sær velsignet lille Ting at se paa saadant et Tyttebær; det

ligner et Kys paa en Stilk. Og det smager næsten ogsaa som et Kys.

=Karen=

{(drømmende).}

Jeg synes da, et Kys maa smage _meget_ bedre.

=Blicher.=

Det er maaske, fordi Tyttebær er en Hverdagsting for dig.

=Karen.=

Ligesom Kys vel er Hverdagskost for dig?

=Blicher.=

Aa, Gud bedre det! Det er langt fra hver Dag, jeg plukked Bær, langt

mindre Kys i den brune Lyng sammen med en mørkøjet lille Hyrdinde. --

-- Hvad er det nu du hedder?

=Karen.=

Jeg hedder Karen.

=Blicher.=

Det burde jeg ha kunnet gjætte strax. Lille Karen, var du mig bare

lidt nærmere til daglig; man bliver saa blid, saa søndagsstemt i sit

Sind ved at sidde din Uskyld saa nær.

=Karen.=

Jamen hvordan skulde jeg komme nærmere til dig. Jeg ved jo knap nok

endnu, hvor du bor?

=Blicher.=

Nej, det kan du ha Ret i. Jeg kan kun svare, som det hedder i

Skjæmtesproget: Jeg er derfra, hvor Husene staar ude, og Gjæssene

gaar barfodede.

=Karen.=

Og hvordan skulde jeg nogen Sinde komme herfra. Mine Faar gaar løse,

men jeg staar i Tøjr -- alle mine Dage!

Skulde jeg komme her fra, saa skulde jeg da løbe bort -- med

Kjæltringerne; og det bliver maaske ogsaa Enden paa det.

=Blicher.=

Nej, Gud fri os dog, Karen! Sid ikke og spøg med den Slags. Du med

dit yndige uskyldige Smil, skulde kaste dig ud i dette forraaende Liv

-- --

=Karen.=

Ja, hvad gjør én ikke imellem for at faa sin Tøjrepæl op?

=Blicher.=

Det kan være, at jeg alligevel hitter paa Raad. Ser du, bitte Karen,

min Mor derhjemme, hun er meget sygelig, hun er -- ja, til Tider er

hun ligefrem til en Side -- du ved nok?

=Karen.=

Er hun da tuntet?

=Blicher.=

Hun lægger det største Tryk over Hjemmet, og vi maa altid holde Pige

til hende, og den Plads bliver ledig med det første. Men det er jo

ikke nogen munter Stilling.

=Karen.=

Og det er saa i _din_ Fars Præstegaard?

=Blicher.=

Ja, det er i mit Barndomshjem.

=Karen.=

Aa, den Plads vilde jeg endda gjerne ha. Jeg skulde være saa god ved

din syge Mor!

=Blicher.=

Jeg har ingen Grund til at tvivle. Tak for dit Løfte, Karen! Du skal

faa Besked inden altfor længe.

{(I overgiven Lune);} Men sandelig, finder jeg ikke her i Lyngen min

Barndoms herligste Legetøj -- den gule og overmodne Ulvefod {(løfter

en favnelang, gylden Stængel op i Lyset).} Se hvor den lyser, som var

det det pureste Guld. Naar man i min Barndom fandt _Ulvefoden_, saa

havde man Ret til at slynge den som en Pynt om sin Piges Pande. Blot

nu dit Hoved, Karen, saa skal vi se, hvor dens Guld vil lyse i dit

mørke Haar.

{(Karen fjerner sit Knytteklæde, bliver siddende paa Knæerne med sit

Ansigt vendt halvt opad, mens Blicher slynger Plantens Stængler om

hendes Tindinger.)}

=Blicher=

{(fjerner sig lidt).}

Se saa; nu ligner du komplet en lille Prinsesse med Diademet omkring

Panden. Nu vilde du gjerne se dig selv. Hvad gjør vi saa! {(rager i

Lommen).} Skulde en Mahognifyr som jeg ikke eje et Lommespejl!

{(rækker hende det).} Vil du nu bare titte gjennem mit Søndagsøje.

=Karen=

{(smiler til sig selv i Spejlet).}

Det er du surenmæ kommen pænt fra.

=Blicher.=

Ikke sandt? Vil du saa gi din Prins et Kys som Tak for Skjænken

{(bøjer sig ned til hende og kysser hende paa Mund og Pande. Han

rejser hende op).} Men lille Karen, Skyggerne bliver lange, og jeg

har endnu langt til Vejsende. Men før din hastende Troubadur atter

optar Vandringen imod Fjernet og Solnedgangen, maa du synge mig en

lille Vise; du kan jo nok en eller anden?

=Karen.=

Skal jeg synge for dig! Ja men jeg kan kun Bondeviser.

=Blicher.=

Det er netop noget for mig. Syng du bare paa din egen Maade. Men lad

os sætte os hen paa Højen her, saa prøver jeg at finde Tonen paa min

Fløjte. -- {(Studsende.)} Men tys, kommer der en Vogn?

=Karen.=

Aa, det har saamænd ikke noget at betyde; nu imod Aften høres alting

saa langt.

{(De sætter sig.)}

=Karen=

{(synger Visen om Mads Doss. -- Blicher ledsager Sangen paa sin

Tværfløjte).}

Mads Doss han war en Kon Koltringsknæjt[389],

han gek mæ Foeren i Hien,

imell saa slow han Lyng te en Bæjt[390],

imell saa band han aaw Vien[391]

en Liim[392] te hans Mouer, aa saa saang han imell,

di hoer ed saa vit, nær han tow te aa hwell[393]:

:, Lalaluh, lalalih, kom! saa skal A bih! ,:

Mett Kølvro war en Kon Stonthostøs[394],

gek aasse mæ Foeren i Hien.

Aa somti hun swedt, aa somti hun frøs;

den Drywwen[395] slet ett hun ku li en.

Hun snøwsed[396] imell, faa hin Dawwen wa laang,

ivissomda[397] tahrt[398] hun hin Klukker[399] aa saang:

:, Lalaluh, lalalih, kom! saa skal A bih! ,:

Aa somti di mødtes saa hes aa saa hæhr,

od[400] Mælmad aa spraakked saa knøwt da,

aa let om let fek di hweranner saa kjæhr

jen kam, næ den Aahn[401] ga en Hwøwt[402] da.

Aa næ di had edt, gek di hwæ te si Hjaer[403],

aa saang, saa de gjall[404] owwe Mosser aa Kjaer:

:, Lalaluh, lalalih, kom! saa skal A bih! ,:

[389] _Kon Koltringsknæjt_, halvvoxen Knægt.

[390] _Bæjt_, Bagning.

[391] _Vien_, Vidjen.

[392] _Liim_, Kost.

[393] _hwell_, skraale.

[394] _Kon Stonthostøs_, Stunthosetøs.

[395] _Drywwen_, Driven.

[396] _snøwsed_, smaagræd.

[397] _ivissomda_, nu og da.

[398] _tahrt_, tørred.

[399] _hin Klukker_, sin Næse.

[400] _od_, spiste.

[401] _den Aahn_, den anden.

[402] _en Hwøwt_, et Vink.

[403] _Hjaer_, Hjord.

[404] _gjall_, gjaldede.

=Erneste=

{(er under sidste Vers af Sangen kommen ind paa Scenen fra højre; hun

nejer koket for Studenten og siger):}

Samlede Værker, Tredie Bind · 第 61 / 78 题