Munken gaar i Enge
den lange Sommerdag,
hvad gjør han der saa længe,
aaja, aaja, aaja!
=Stina.=
Aa jøja mig! Jag _kan_ inte holde Fødderne stille. Faar inte jag
danse med?
{(En af Vaskepigerne har listet et Stykke op af Baljen. Sangen
fortsættes):}
"Munken breder ud sin Kappe saa blaa"
{(Pigen spreder det fremtagne Linned for Stinas Fod.)}
=Stina=
{(i Latter).}
Det var Jæklen til Kappe, det. Det er jo min arrige Madmors Særk!
{(Nu opløser det hele sig i Grin, gjennem hvilket man hører Takten):}
"Aa se dog hvor lystigt de danser de to,
som havde de stjaalet baade Strømper og Sko,
Kom falderideralla."
=Stemme.=
Kjesten, di Muer kommer!
{(Flokken forsvinder lydløst. =Kjesten= tilbage til Blegepladsen.)}
=Karen Mari=
{(kommer besværlig over Spangen).}
Aanej, det war endda en kjøn Maa'nstûnd[312]. A _kund_ ett dy mæ; a
maatt hernied ogsaa, sjelom de gammel Bjen er bløwen nøj taang.
[312] _Maa'nstûnd_, Morgen.
=Kjesten.=
Ska a komm aa ta ved di Haând, Muer?
=Karen Mari.=
Nej, mi Baâ'n, det gaar wal, nær a baare ett skal blyw
hwingelsyg[313]. -- Nej, saa aall æ Blomster er kommen! Si, hwor de
staar med dje bette gul Huejer[314]. Aa, hwor det er skjøn! Æ Stork
ska nok ogsaa vær sit[315].
[313] _hwingelsyg_, svimmel.
[314] _Huejer_, Hoveder.
[315] _vær sit_, være set.
=Kjesten.=
Ja, og Fisker-Thames kam iguer hjem med hans Lu fuld af Viefæg.
=Karen Mari.=
Ja, den Kaalsen[316] _han_ ka gaa og find æ. {(Er nu kommen ned paa
Engen; ta'r fat i Væven.)} Læd wos faa'en strammed bejer ud. Ta
ved'en dér. {(De strammer Lærredet.)} Laa _du_ Mærk te, om æ Kaal war
kommen ad æ Mark?
[316] _Kaalsen_, Karl.
=Kjesten.=
Nej, a saa ett te no Kaal.
=Karen Mari=
{(næsten grædende).}
Saa sejjer de nok og tygger endno. Det er endda stræng, nær en søen
ska dryw dem te æ Bestilling, og ett ved, om der blywer nøj udretted
i æ Gaard heller ett.
Aa vi, vi![317] -- en Adskjel hér er bløwn, sin den hwelle Kaa'l kam
aa æ Gaard! Hwor _kund_ du endda faa æ øwer di Sind aa vraag Anton,
vraag den bile Kaa'l, hwis Lig a aalle faar? {(Ta'r i Lærredet.)} Her
ligger nu te di Brujlagner, ja, her ligger de. Men hwor er nu æ Kaa'l
te em, det war æ, en sku spør om.
[317] _aa vi, vi!_ ve, o ve!
=Kjesten=
{(bimsk).}
Saa kund _du_ jo ha tavn ham, Muer!
=Karen Mari.=
Hwad er det nu for nø Plevver[318] aa komm mej! Kund a ha tavn ham!
Som det war _mæ_, han stod atter! Det er nok aa de Daw, te a render
Haarer[319] ind, mæ gammel Negger[320]. Men søen er det med de ung
Piger nuomtider. De véd ett dje egen Bejst. Saa vraager[321] de jen
og saa vraager de tow; tesidst er de saa en Daa sjel vraaged. Men det
er da mæ, det gaar ud øwer i æ Uddrav[322]. Herregud, te en nu skal
sætt den _skjønne_ Gaard øwerstyr, som haar wot i æ Familli si
Værri[323] saalæng nue ka how[324]! A tror da heller, en maa tink paa
aa faa æ sol, inden det gaar rejn og baar Fald paa.
[318] _Plevver_, Snak.
[319] _Haarer_, Harer.
[320] _Negger_, Én.
[321] _vraager_, vrager.
[322] _i æ Uddrav_, inden det ender.
[323] _i æ Familli si Værri_, i Familiens Eje.
[324] _how_, huske.
=Kjesten.=
Hwad sejer du, Muer; vil du sæl æ Gaard!
=Karen Mari.=
Aa, spør mæ ett om nue Ting. A _kan_ ett ha i mi gammel Hued. Det er
mæ øwer æ Haând ihworden a vender æ. Og _du_ vil jo ett gjør nø Aller
af nue Ting. For der war saamænd saa manne, du gjân kund ha faat. To
det er da'tt enhwer Pig, der staar med en Gaard paa æ Fingerender.
Ved du, om Anton endno er i æ Land?
=Kjesten.=
Hiel sikker ka en jo ett vær paa æ, men det hober a da, han er. Atter
hwad a haar høt, kund han jo ett komm af hans nøj Plads fâr te
Majdaa, og den haar vi jo først i Øwermaân.
=Karen Mari.=
Du haar da wal ett mir Maskepi med den Darling, sin han kam fræ æ
Egn? Det maa da ha wot saamøj en slemme Klørfimsi[325]. Nu ska æ nok
vær gavn op med en Pa Stykker te, atter hwad der bløw mæ fortal ved æ
Kjerk. Det er da nø stræng nøj for wor Præjst. Tho det er da ham, der
ska døb 'em.
[325] _Klørfimsi_, Knægt.
=Kjesten.=
Ja, nu ka æ jo vær, de gir Darling Skyld for lidt mir, end han haar;
nu han er kommen aa æ Vej, saa er æ jo saa nem aa vælt ham i æ.
{(=Store An= og =Bette An= kommer med Sække fulde af Vasketøj over
Engen fra venstre. =Bette An= fortsætter ud til højre med Næbbet
hængende.)}
=Store An=
{(gaar hen til de to ved Blegen).}
Goddaw og Gudhjælp jer!
=Karen Mari.=
Tak. Naa haar en _dæ_ hér! Ih, hwad gik der af Bette An, a tyt, hun
_saa_ saa pylred[326] ud?
[326] _pylred_, modfalden.
=Store An=
{(hæsende).}
Jow, nu er jo bløwen opped med Nikoline. Hun haar jo maatt gaa te
Bekjendels øwer for æ Muer, hwad der venter. Og nu ska hun jo saa aa
æ Tjenest.
=Karen Mari.=
Herregud, den kjønne bette Pig! Saa war æ da godt, vi anner ett
beholdt hind i æ Gaard. Hwem er saa Pâtros[327] dér paa Lav?
[327] _Pâtros_, den skyldige.
=Store An.=
Ja, der er saagu kuns jen aa skyld i æ, den samm der haar wot paa
Spil aall de anner Stejer.
=Karen Mari.=
Student Darling! Er æ saa ett forfærlig da!
=Store An.=
Jow, det war sgi en javn Høstkaa'l, dér war kommen te æ Egn. Hihihi!
Nær de nu faar æ Bø'n tal op, saa de ved, hwor manne, der blywer, saa
skuld de slaa æ sammel te jen Baselgild det Hiele, saa ka æ jo vær,
te ogsaa æ Præjst kund kwitt en Gryssen[328] i _hans_ Betaling.
Hyhyhy! {(gaar).}
[328] _Gryssen_, Smule.
=Karen Mari.=
Er æ da saa ett faale[329] med æ! Hwad tinker du nu om gotten
Swend[330]?
[329] _faale_, forfærdelig.
[330] _Swend_, Fyren.
=Kjesten.=
A tinker, som a æ hiel Tid haar tint: den Student er en Pjalt, som a
ett vild rør ved med en Ildklemm!
=Karen Mari.=
Sejer du, te du haar tint søen æ hiel Tid? Da kund en naaen jen da
ett blyw klog paa andt, end te han ett haar spilt dæ saa lidt i æ
Hued. Men det er jo godt, du saa er bløwn omsinded.
=Kjesten=
{(harmfuld).}
Aa, I er nø gued Fæpander ind ad en Kant {(flæbende)}: A haar aalle
hat anner i mi Tanker -- -- paa den Maad -- end Anton -- ett jen
Ywblik, det forsikrer a ved den søde Gud, a haar ett, saasandt som a
staar hér!
=Karen Mari.=
Men bette søde Kjesten, hwor kund æ saa fald dæ ind aa læ den
bovne[331] Kaal gaa? _A_ haar jo da aalle saat mæ imud te dæ bløw en
Par af I tow.
[331] _bovne_, skjønne.
=Kjesten.=
Ja men, du saa jo, hworden Anton war bløwen, inden han kam ad æ Dar.
A kund jo da ett hiel læ mæ træj nied[332] af ham.
[332] _træj nied_, træde ned.
=Karen Mari.=
Ja, a kjender jo ett de Ung dje Handtiring, men det maa wal sajtens
ha wot af Kjærlighid.
=Kjesten.=
Ja, det tinker a ogsaa nok det war {(ny Smaaflæben)}. Og a skuld wal
ogsaa ha funden mæ i æ; for der war nu ett saa raar en Kaal laant og
nær som Anton, nær en først kommer te aa tink ved æ. Og det er jo paa
en Maad mæ, der drywer ham aa æ Land[333] {(stærkere Græden).}
[333] _aa æ Land_, ud af Landet.
Aa, nær det kommer i mi Tanker -- saa ka a legg wogen den hiele Næt
uden aa faa Blûnd i mi Øwn. Baare a endda kund træff ham jen Gaang
endno; der war saa møj, a skuld ha ham saâ[334].
[334] _saâ_, sagt.
=Karen Mari.=
Ja, baagatter er en aaltid klog nok, Morlil. Du skuld ha gjord nø mir
ud af ham, men du haaj ham, og han war ved æ Sind. Nu ka vi ta
obaag[335].
[335] _Nu ka vi ta obaag_, nu er det bagefter.
{(=Fisker Thames= er kommen frem med sin Medestage paa Banken til
højre; han slaar Trimulanter paa Klarinetten, før han kommer ned paa
Engen til Kvinderne.)}
=Karen Mari.=
Aa, Jøsses, er det _din_ Spøgdogter; det ga da søen en Kip[336] i mæ.
Men det war saamænd godt, du kam, Thames, for her gaar vi tow jenle
Kwinder og græder te hinaân.
[336] _en Kip_, et Jav.
=Thames.=
Ih, gjør I det! Da plejer der karenmæ ett aa vær møj Græden, der hwor
_a_ faares. Hwad er der nu gavn jer paatwat[337], bette Folkens?
[337] _paatwat_, paatværs.
=Karen Mari.=
Ja _kund_ a sej dæ æ, Thames! Det er ved aa skrid nied om wos.
=Kjesten.=
Ja, Muer er bløwn saa tungsinded, te det ett er te aa hold te. Og _a_
ska ha æ Skyld for aal Ting.
=Karen Mari.=
A gir dæ kuns æ Skyld for jen Ting: te du smed mæ en hwell Kaal[338]
paa æ Dar, endda æ Gaard ett kund omvær[339] ham.
[338] _hwell Kaal_, dygtig Karl.
[339] _omvær_, undvære.
=Kjesten=
{(med ny Graad).}
_A_ ka heller ett omvær ham. Det er det, der er saa forfærdelig. Aa
bette Thames, hwad ska vi tow arme Kwindfolk grief te.
=Thames=
{(ser ud af Scenen).}
Gi jer nu still te æ! Der kommer jo vis hans Faa'r[340]; a saâ, te
han for lidt sin gik ind te æ Kjø'mand. Hwem ved hwad Hjælp der ku
vær ved _ham_.
[340] _Faa'r_, Far.
=Povl Hedemark=
{(med en Æggekurv paa Armen; han er bleven noget duknakket).}
Goddaw og Gudhjælp jer!
=De andre.=
Tak og dæ detsamm!
=Thames.=
Ja, nu er der nøj aa ta ind ved æ Høns.
=Povl.=
Ja aaeja. De ynder jo det her mild Vejlo.
=Thames.=
Sej mæ, Povl, om en maa vær saa fri aa spør: Haar du hør nøj fræ
Anton i æ Sidsten?
=Povl.=
Jow, det war ett sær. {(Med Bævren i Stemmen.)} Han -- -- haar
saamænd -- -- skrøwen javnhen flink te mæ i Vinter, a maa ett sej ham
andt paa. Men nu hører a walsajt -- -- ett mir -- -- fræ ham.
=Kjesten=
{(ængstet).}
Da er han da'wl ett rejst!
=Povl.=
A tær ett sej, om han _er_ rejst endno, men a frøjter for æ.
Det sidst a høt fræ ham, da skrøw han, te der gik en Skif paa Frejda;
men han vidst ett, om han ku blyw færdig te aa ta med'en, helsen
maatt han vent te Wojnsda. Se Frejda det war jo iguer. Om han saa er
bløwen færdig, det er æ jo, det kommer an paa. Andt kan a saamænd ett
sej jer.
=Thames.=
Ja, det er Urd nok. Tak ska du ha, Povl!
=Povl.=