{Hvolgaardens Blegeplads: en Eng langs Aaen, der løber i en Bue til
venstre; i Hjørnet en Spange over Aaen med Rækværk til begge Sider.
Foraarsmorgen med klar Himmel, Dug, Sol og talrige gule Blomster.}
=Kjesten=
{(kommer over Spangen med en hvid Lærredsvæv under Armen; begynder at
brede sin Væv ud over Grønsværet langs Aaen, mens hun synger):}
Ka' Drebæk lægger sit Lat paa Bleg
og nynner i søde Drømme,
hun jævner hver Fold, hun glatter hvert Læg
med Hænder, smygende ømme.
Men dybt kan én den anden bedrøve.
Rød lagde Ka' Drebæk sin Væv paa Bleg,
det var ved Sankt Hansdagstide,
men førend Septembers Maane steg,
da var hendes Kinder saa hvide.
Thi dybt kan én den anden bedrøve.
Ka' Drebæk kjender ej Rist ej Ro,
med Haanden dækker hun Panden,
den Mand, hun for Aaringer gav sin Tro,
har Bryllup i Dag med en anden.
Saa dybt kan én den anden bedrøve.
{(Pavse; derpaa Pigestøj og Latter til højre for Scenen fra andre
Vaske- og Blegepladser):}
Hallo, hallo -- o -- o!
=Kjesten=
{(svarer).}
Hallo -- hallu -- u -- u!
=Svenske-Stina=
{(leende ind fra højre; hun er høj, lys og smuk).}
Goddag, søta Kjersta! Aa, det er saa rentut ryslig roligt alltihopa!
Har du hørt det; har du hørt det?
=Kjesten.=
Hwad haar a hør.
=Stina.=
At han skriver saa till mig: Jag faar komme hem og gifta mig.
=Kjesten.=
Ih, hwem skrywer søne nøj?
=Stina.=
Gossan min, min Elskling forstaas.
=Kjesten.=
Da war det nok lig Mad for Mowns, hwa?
=Stina.=
Ja da! ikke sandt! Før vilde han inte alls, Tosken min; nu vil han
paa sjølve Stunden.
{(Ny Latter fra højre.)}
=Kjesten.=
Hwem er _det_, der grinner[308] søen?
[308] _grinner_, ler.
=Stina.=
Det er de andre Flickorna. Vi vrider Tøj derborte ved Elven. Faar jag
kalde dem hit?
=Kjesten.=
Ja _hit_ du dem baare.
=Stina=
{(jodler).}
Hallo, hallu -- u -- u!
=Stemmer=
{(svarer langt borte).}
=Stina.=
Aa, hvor er han søt, nej! saa utomor_dent_lig søt! Se her, se her, se
her {(danser rundt).} Jag har'en i Fickan. {(Ta'r Kjærestens Portræt
op af Lommen.)}
=Kjesten=
{(med et Suk).}
Det skuld lig vær enaaen jen, der søen haaj æ Kjærest i æ Lomm!
=Stina=
{(stikker Portrættet frem).}
Titta!
=Kjesten.=
Tho da er æ en hil Stø bovn Kaa'l[309]. Han ligner jo ligfrem Anton.
[309] _en hil Stø bovn Kaa'l_, en svær smuk Karl.
=Stina.=
Mycket vakrere.
=Kjesten.=
"Wakre" end Anton! Nej, hold nu, Morlil! Der skal iløwle[310] mir te
aa stikk Anton ud! Men det forstaar sæ: enhwer Sow tykkes wal bejst
om _si_ Gris'.
[310] _iløwle_, alligevel.
=Stina.=
Aa jag er saa kjær i'en, saa jag kund spis'en {(griber Kjesten om
Livet og danser rundt)}. Saa kjær, saa kjær, saa kjær!
=Kjesten.=
Ja, det ka a rigtignok mærk. Haar han saa nøj aa byd dæ hjem paa?
=Stina.=
Hvorledes? Bjude mig hem paa. Han elsker mig saa ofantlig.
=Kjesten.=
Ja, det forstaar a hwer Krumm. Men han haar altsaa ett søen nø
Stilling.
=Stina.=
Det vet jag inte alls. Men en bra Gossa som min han vil inte la
Allerkjæresten sin svelte førdærvat.
=Kjesten=
{(med et Suk).}
Gud gi det war mæ, bette Stine, dæ søen bløw send Boj[311] atter; men
den Held ska a nok ett ha.
[311] _Boj_, Bud.
{(Nye Hallo bag Scenen).}
=Kjesten og Stina=
{(svarer igjen).}
{(En Klynge leende og springende Landsbyvaskepiger med bare Arme og
hvide Forklæder jubler ind fra højre; de slaar Kreds om Kjesten og
Stina, slaas paa Skrømt, tumler og støjer. Et Par af dem bærer en
Balje Tøj mellem sig, som de slipper ned i Engen.)}
=Kjesten.=
Det war alkjøn af jer, te I kam. Nu tykkes a, te vi ska ha en bette
Spøg for. A hører, te Swensk-Stine ska hjem aa gywtes. Ska vi saa ett
vis hind, hwordan vi ka pynt Bruj' i Danmark?
=Stemmer.=
Jow, læ wos lav nø _Kommes_!
=Kjesten.=
Nu er æ Blomster jo ogsaa saa kjøn som de blywer. Vil I nu plukk, saa
ska a pynt.
=Stina.=
Nej, hvor roligt!
{(Pigerne spreder sig plukkende over Engen, mens Kjesten og Stina
ta'r Plads midt for Scenen.)}
=Kjesten=
{(synger, mens hun pynter Bruden; de andre sætter Omkvæd til, idet de
bærer Blomster til hende).}
Nu er Dagen fuld af Sang,
og nu er Viben kommen,
Bekkasinen Natten lang
haandterer Elskovstrommen.
Plukke, plukke dugget Straa,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.
Engen er nu gyldengul
af tunge Kabbelejer,
Søndenvinde byder op,
og Dueurten nejer.
Dammen ligger Dagen ud
med Brudelys i Hænde, --
rækker højt de ranke Skud,
at Solen maa dem tænde.
Nu vil Mø med Silkestik
paa Brudelinet sømme,
den som ingen Bejler fik,
hun ta'r sig én i Drømme.
Ræk mig en Forglemmigej
og sidst en Krusemynte,
saadan slutter vi vor Leg,
saa glad som den begyndte:
Plukke, plukke dugget Straa,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.
{(=Stina= er nu pyntet med Blomster i Haar og Hat og Barm og Bælte;
da Sangen er til Ende, siger)}
=Kjesten.=
Nu, bette Stine; nu vild a ønsk, te du kund si dæ sjel. For nu er du
saa kjøn, som du blywer.
=Stina.=
O, jag er saa gladt, saa gladt, saa utomor_dent_lig gladt!
=Kjesten=
{(klapper i Hænderne).}