Dje Slips er gavn op.
=Darling=
{(hen til Spejlet, næsten grædende).}
Det er ogsaa fortvivlet, at der ikke er et Menneske her i Huset, der
forstaar at binde et Slips.
=Anton.=
Ja, det er elendig, De ett sjel forstaar æ, nær De nu endlemaal[285]
vil gaa med søen nø Kram.
[285] _endlemaal_, endelig.
Hwem ska saa vær Dje Baldame i Awten?
=Darling.=
Baldame?
=Anton.=
Ja, ska De ett te Skyttefest?
=Darling.=
Jo, med Deres Tilladelse: jeg skal til Skyttefest.
=Anton.=
Hwormanne Piger skal De egentlig ha forfør, inden De tar fræ æ Egn?
=Darling=
{(flabet).}
Aa, lad mig se, saadan en halv Snes Stykker, eller skal vi sige et
Dusin, det er saadan et rundt Tal.
=Anton.=
Er Kjesten i Hwolgaard saa imell _dem_?
=Darling.=
Med Kirsten begyndes der paa et nyt Dusin.
=Anton.=
Dem ka a ett snakk mej. Der er formøj Flâf[286] i Dem. Men ved De,
hwem Kjesten er? Det er den bejst Pig baade laant og nær. _Gjør De
hind Fortræd_ -- ja, De ved jo, te a er ved aa pakk mi Kram for aa ta
te Amerika {(med sammenbidte Tænder)} men ... a kund jo ogsaa gjør nø
andt nøj og saa gaa ad æ Towthus! -- Den Pig kan a ett aasi te nue
anner ... Jow, te en alworlig Mennesk, der holdt af hind for hinne
egen Skyld, og ett baare for det hun er en Frowentimmer. -- Aa,
Holger Darling, vis nu jen Gaang, te ogsaa De ka handel som en honnet
Kaalmennesk. Rend atter all de Tøser, der render atter Dem og Dje
stur Slips, men læd Kjesten vær den, hun er!
[286] _Flâf_, Flab.
=Darling.=
Hvem har udnævnt Dem til Kirstens Barnepige?
=Anton.=
Det haar a wot, saalæng hun sjel vild. Nu maa a ett vær æ længer. A
ved nok, te Kjesten tror, hun nu ka værg sæ sjel. Men det ka ingen
Pigbaan. Det er skrøbele Postelin, der er i det Skaf[287]. Vil ett
Mands Bravhied værg dem, saa Gud naad dem!
[287] _Skaf_, Skab.
Gi mæ nu Dje Haând paa, te De vil læ mi Kjærest -- a miner: Kjesten
-- te De vil læ hind gaa, nær a forlaader æ Land!
De holder Dje Haând tebaag. De vil ett! Ja, _saa tar a sjel_.
{(Griber Darling fast om Haandleddet.)}
=Darling.=
Men hvor bliver dog Onkel af. Ih, Menneske, De er jo ganske forrykt.
{(Kaster Armen frem og tilbage.)}
=Anton=
{(holder krampagtig fast).}
Nej, her blywer'en, indte De gjør, som a ber Dem. De _skal_ trykk mi
Haând! Hører De! Og lov saa, te De ett vil forfør mi ...
{(De brydes stærkt, Darlings Slips ruller atter ud.)}
=Anton.=
Nu fild ijen Dje Slips, Dje dejlige Slips; den De fanger aal de manne
Piger i {(med sammenbidt Raseri):} Skal _a_ ett bind Dje Slips for
Dem {(griber efter hans Strube).}
=Darling=
{(trænges op i en Krog mod Boghylderne).}
Hjælp, han kvæler mig!
=Præsten=
{(kommer i Døren).}
Hvad er dog dette! _Kjære_ Venner!
=Anton=
{(behersker sig).}
Aa, Hr. Pastor, a skuld hjælp Darling med aa faa bunden hans Slips,
for er den i Uorden, er der et møj ved Personen dér paa Lav.
=Præsten=
{(giver Haand).}
Velkommen Anton! Som du ryster paa Haanden!
=Anton.=
Ja, det war jo halles uwant Arbed. A tror næjsten, det war godt, De
kam og to mæ fræ æ.
=Præsten=
{(til Darling).}
Og du Holger, hvor har du kunnet nænne at gjøre mig saa bedrøvet! Jeg
har hørt det om dig, jeg ikke vil nævne. Ta' en andens Kjæreste og
det paa den Maade. Nu har jeg bare eet at sige dig: Gaa ind og pak
din Kuffert!
=Darling.=
Det er dog for galt; men Onkel, maa jeg ikke forklare mig?
=Præsten.=
Nej, jeg kan slet ikke tale med dig efter dette. Du har gjort mig
_saa_ bedrøvet; jeg som har behandlet dig som min egen Søn og saa ...
Nej, jeg kan ikke tale med dig! Og din Mor, hvad skal jeg svare
hende? Gaa nu ind, som jeg siger! {(=Darling= ud.)} -- Jeg gamle
Mand, som viser alle og enhver Tillid. Og saa behandler man mig paa
den Maade. Aa, hvor er det skammeligt! {(Til =Anton=.)} Var du ved at
lægge voldsom Haand paa ham? Ja, jeg forstaar din Fortvivlelse, kjære
Anton. Men kan det ikke gjøres godt endnu? Sæt dig ned og lad os tale
alvorligt sammen.
=Anton.=
Med Kjesten blywer æ aalle godt. Hun er forgjord af den Springfyr.
=Præsten.=
Men er det ikke fejl saadan at flygte fra Kampen? Vil du dog ikke
vente og se, hvad Virkning det kan gjøre, at Holger kommer paa
Porten?
=Anton.=
A rejser foreløbig til Sjælland, og saa snaar æ Tjel[288] er aa æ
Jurd: te Amerika. Helsen sku der ski stur Forandringer herhjemm.
[288] _Tjel_, Frosten.
=Præsten.=
Jaja, min unge Ven, jeg kan jo ikke hindre dig deri, men jeg tror nu,
du handler altfor overilet. Tænker du heller ikke paa din gamle Far
-- {(det banker).} Kom ind!
=Povl Hedemark=
{(ind).}
Goddaw.
=Anton=
{(svagt).}
_Det_ war det væst!
=Præsten.=
Goddag, gamle Povl. Er det maaske Sønnen, De søger?
=Povl.=
Ja, tho a hør, te han skuld vær gavn her hen, og da a læng haar hat i
Ajt[289] aa søg ham, saa er det hér maaske endda ett den galest Stej,
vi kund træff hinaan. Og en ska nok skynd sæ, om en vil ha ham i
Taal, atter hwad a hører.
[289] _i Ajt_, i Sinde.
=Præsten.=
Ja rejse, rejse! det er de unges Parole; men vi gamle vi maa smukt
blive siddende; hvad gamle Povl!
=Povl=
{(til Anton).}
Saa _er_ æ sand, te du tinker paa aa draw fræ wos?
=Anton.=
Ja, det er sikker nok. Den Tank haar a hat læng.
=Povl.=
Ja, det er _det_, a er saa kid aa[290], Anton, te du haar hat det i
_di_ Tanker saa laang Tid og saa aalle snakked te di gammel Faa'r om
æ. Du ved, hwor stur Pris a sætter paa dæ, du er mi jenest
Baa'n[291]; a haar ingen anner aa forlid mæ te end dæ; vil du nu rejs
aa æ Land, saa er æ jo snaar, som haaj a laa _dæ_ ved æ Sid af de
anner.
[290] _kid aa_, kjed af.
[291] _jenest Baa'n_, eneste Barn.
=Anton.=
Ja, Faa'r, du maa ett tro, det er nøj, a gaar let te. Saa war a nok
kommen te dæ. Men a vil ett længer gaa herhjemm og gjæld for
Kaast'kjæp[292] og kyl'es af det jet og i det andt og saa endda skuld
vær lig'glaad. Det ka godt vær, a blywer skuffed i Amerika ogsaa, men
heller det ud i det Fremmed end gaa herhjemm og ved, te en ett ka
komm op; en være saa dygtig en være mô, saa _er_ en føj te aa læ sæ
indrull i "de Meniges anden Klasse".
[292] _Kaast'kjæp_, Kastekjæp.
=Povl.=
Ja, men, Anton, det er æ, a er kommen for aa sej dæ: du behøwer et aa
rejs ud for aa blyw di egen Mand, du ka komm hen paa æ Hied te mæ og
faa æ bette Hjemmen.
=Anton=
{(ser tavs til Siden).}
=Præsten.=
Lyt til din gamle Faders Stemme!
=Povl=
{(indtrængende).}
Du kommer saa sjalden hjem aa sir te di Faa'r, helsen skuld a ha vist
dæ, hwor æ bette Stej er gavn teframm ad i de sidst Aaringer; det vil
vis ogsaa æ Præjst hold med mæ i. Det _er_ en bette gjæv Plet, det ka
du lig sej aa!
=Præsten.=
Ja, det har jeg ofte sagt til din Far, Anton; det er mig en inderlig
Glæde at se den Trivsel, der er i alting omkring dit Barndomshjem.
Jeg har altid kaldt det for det lille Søndagshjem paa Heden.
=Povl.=
Og du ka faa æ uden Peng. Der _er_ jo ingen anner te æ. Det er jo
_dæ_, a haar gan aa tint paa for hwer Spaadfuld Jurd, a haar vend
derud!
=Anton.=
Ja, Faa'r, a mistyder ett di Tilboj og den gued Mjening du haar med
æ, men Faa'r -- a kan ett ta imud æ[293] -- -- saa gjân, a ogsaa
vild.
[293] _imud æ_, imod det.
=Povl=
{(næsten i Graad).}
Naa. -- Du ka ett ta imud æ! Hører De det, Pastor Hansen; han ka ett
... ta imud æ! Han forsmaar mi Gaw. Det _er_ ett nøj for ham! Baare a
saa haaj hat udstridt, for her i Verden blywer der ett mir Gled for
_mæ_ aa vent!
=Præsten=
{(til Anton).}
Knus dog ikke et stakkels Faderhjærte! Han kommer jo til dig med det
bedste han ved: sit lille Søndagshjem.
=Povl=
{(i sine egne Tanker).}
Hwi gik a saa dér i aall de manne Aar og jawnt Knold paa Knold, nær
han nu ett tykkes, det er nøj ward? A gjord æ, forre te[294] han sku
faa æ bejr, end _a_ haaj hat æ. A trowed, te a gik og sled for jen af
mi egen; nu haar a jo saa iløwle kuns gan i Dawlej for anner. Nær
Fremmed ska ha æ atter mæ, hwor er saa æ Løn for mi Sled!
[294] _forre te_, for at.
=Anton.=
Ja, Faa'r, aal det, du dér sejer, forstaar a hwer Krumm[295], og det
gjør mæ saa ondt, ja, saa forfærdelig ondt; og for ett aa hør dæ sej
æ, er æ, te a er bløwen fræ dæ.
[295] _Krumm_, Smule.
A haar den størst Beundring for di Sled. Men _a_ kan ett trækk di Sel
paa; den vild gnav mæ, saa a bløw baade vild og gal; og det miner
Folk, te a haar nok aa i Forvejen. A kan ett som du pikk Guldkjanner
op aa en Saândbrink; a er en naaen Tids Mennesk, der ett er tilfreds
ved blot aa faa æ Fød -- for den faar en Regnworm jo ogsaa. Tho æ
Fød, den _kund_ a maaske faa deropp paa æ Hied; skjønt det er nok
somm'tid, Faa'r, det haar knævn _dæ_ haadt nok; men æ Fød det er det
mindst for _mæ_. Nej, a maa ha nøj aa prøv mi Evner paa! Og i _mi_
Aalder og med _mi_ Syn aa læ sæ bind te en Stump Hiedmark opp mell æ
Lyngbakker -- nej, Faa'r, det maa du ett forlaang; det vild vær som
aa sætt en Haar i Tyr[296].
[296] _en Haar i Tyr_, en Hare i Tøjr.
=Præsten.=
Nej, lille Anton, _du_ ejer ikke det, som er bleven din fromme Far
til _hans_ Livs Velsignelse: Tilfredshedens gyldne Naadegave.
=Anton.=
Nej, det haar De Ret i, Hr. Pastor! Tefredshied -- det er en Wor a
aaltid haar kjowt i smaa Partier. Tefredshied for den Fatte forre te
den Rig ka faa Ro te aa tyg _aa_ æ Mund. Saamanne Smaafolk som mulig
op paa æ Hied, saa er de ett i æ Vej for dem Stur. Men a skal ett læ
mæ dryw ud i Ørkenen; skal a blyw herhjemm, saa vil a knag mæ ha en
Bej[297] med de anner ... Helsen ka a rejs. Verden er stur. Der er
tusind og tusind te, der er rejst fâr _mæ_, og det ett af de ringest!
[297] _Bej_, Bid.
=Præsten.=
Nej, det er saa sandt, saa altfor sandt, hvad du _dér_ siger, Anton.
Det hører til _mit_ Livs sørgeligste Erfaringer at ha' oplevet det,
_jeg_ har maattet opleve, mens jeg har boet i dette Hedesogn; at se
alle de dygtige, men _fattige_ Karle, altid de dygtigste, saa snart
de har naaet Modenhedsalderen, -- saa se dem forlade Hjem og Arne og
det elskede Fædreland for at søge Lykken i det fremmede. Naar jeg
læser i min Avis, at nu er der atter én eller anden udvandret Dansk,
som har udmærket sig derude -- ja, jeg forsikrer jer, jeg kan sidde
og skamme mig, blive saa inderlig bevæget paa mit Lands Vegne, at vi
maatte vrage ham, mens de fremmede forstod at faa hans Evner til
Spiring. Saadan _burde_ det jo ikke være.
=Anton.=
Ja, sir De _det_, Hr. Pastor! De maa gi mæ Ret. En Land der ett
behandler si Ungdom annerledes, den Ungdom, der haar Næv paa æ Skawt,
fortjener den, te vi ska hold wos te en? Hwem vild ett gjân blyw
herhjemm og ta si Torn sammel med de anner, nær en maatt arbed paa
lig Velkaar, men det bejst aa æ Land er jo tavn op af Persowner, der
bogstavelig aalle haar hat dje Hinner paa en Spaad, og tebaag te vi
anner blywer tit ett andt end den usleste Knyg'saând[298].
[298] _Knyg'saând_, Flyvesand.
=Povl.=
Ja, æ Saând ka ogsaa godt gi _nøj_, nær det helsen faar si Passen.
=Anton.=
Ja, Faa'r du haar slidt aall di Lyw, og hwad haar du faat ud aa æ? Mi
Søskend er død hwerjen, wor Muer fæk tidle hinne Knôg[299]. Du war
jen af de stærkest Mænd, da _du_ saatt dæ nied paa æ Hied. Hwad er du
nu!
[299] _hinne Knôg_, sit Knæk.
=Povl.=
Nej, nu er æ Hjelbred jo ved aa sald[300].
[300] _sald_, svinde.
=Anton.=
Og hwormanne ledde Timer haar du wal hat i di Løwtid?
=Povl.=
Aa saamænd, manne war æ jo ett.
=Anton.=
Og dengaang, du ga dæ i Lav med æ Lyng som ung Mennesk, mon du da
haaj tint[301], te det skuld ha tavn saa haadt paa dæ og din?
[301] _tint_, tænkt.
=Povl.=
A haaj wal knap nok tint, te det war nap[302] saa taang en Stien aa
trill mej. Tho det gik jo endda noweledes[303] i æ Førstning; da haaj
en jo no faa Spaarskjellinger aa tær po, men da de saa gik ad, og det
jet slo fejl og det andt slo fejl, saa war æ saamænd manne Gaang
stræng, især den Tid da di Muer bløw tavn nied, og en stod aaljenne
med æ. Ja, a haar saamænd list mæ fræ de Smaa manne Nætter og gavn ud
paa æ Hied og vrejn mi Hinner te Worherr, om ett han vild kjend mæ en
Raad, saa a kund skaff en Stø Brød aa gi æ Bø'en.
[302] _nap_, slet.
[303] _noweledes_, nogenledes.
=Anton.=
Hører De det, Hr. Pastor; søen sir æ tit ud indvendig "det lille
Søndagshjem paa Heden".
=Præsten.=
Nej, kjære gamle Povl, _har_ De haft det saa tungt! Og det har De
aldrig sagt _mig?_
=Povl.=
Aa, det kan en jo tidle nok komm te aa bekjend, te en ett wal ka
reterir sæ[304]. Og det gik jo da ogsaa nok saa godt, da a først kam
te nø Besætning.
[304] _reterir sæ_, klare sig selv.
=Anton.=
Jamen med di Sled skuld du jo ha wot jen af de rigest Mænd i æ Sovn.
=Povl.=
Ja, vi ka ett aalsammel blyw Herremænd.
=Anton.=
Nej, det er heller ett æ Mjening aa æ. Men ka du nu forstaa, hwad a
saâ, te _a_ ett ku trækk _di_ Sel[305] paa?
[305] _Sel_, Sele.
=Povl.=
Ja, du maa ett læ dæ bind for _mi_ Skyld. A er en gammel opsledt
Mand, der nødde skuld gaa i æ Lyssen for nue.
-- Men jen Ting _kund_ du da gjân lov mæ, inden du forlaader æ Egn
for aall Daw; te du vild ta med mæ hjem aa si æ; det ku da'tt skaad
dæ nøj[306].
[306] _ku da'tt skaad dæ nøj_, kunde da ikke skade dig noget.
=Anton.=
Det vild a endlemaal[307] ogsaa gjân tjen dæ i, Faa'r, hwis a ett war
ræj for, te a skuld føl mæ swag. For nær a maa sætt mæ saa bestemt
imud aa komm derud aa bo, saa er der jo mir end jen Ting i æ Vej. Mæ
og Kjesten -- vi er færdig med hinaan.
[307] _endlemaal_, ærlig talt.
=Povl.=
Ja, det haar a jo guednok lædt mæ forlyd mej.
=Anton.=
Derfor maa a saalaant herfræ som a ka komm. For bo en Stej, hwor en
ku resikir aa mød _hind_ hwerandt Lidt, si hind gaa paa æ Awer og
flytt æ Kyer, heller maaskisæ kyr te Kjerk med en naaen Mand ved æ
Sid af sæ -- nej, det kund a'tt udhold. Derfor, kjere Faa'r -- du maa
ett frist mæ!
=Povl.=
Jaja da. Det skal a saa -- heller ett {(rejser sig langsomt og med
Taarer)}. Naa -- -- maa a saa -- -- -- sej dæ Faa -- -- wal, Anton.
Gud vær -- -- -- med dæ!
{(Gaar mod Døren; Præsten følger ham.)}
=Anton=
{(synker ned paa en Stol).}
Hwor møj mir mon a haar aa rykk øwer, fâr a ka komm afstej!
{(Tæppe.)}