=Præsten=
{(indtrængende).}
Sig aldrig det, Thomas, vi har alle sammen noget at bede om, enhver
især. Om De vilde gaa med i Kirken i
Dag, skulde De høre min Udlægning om den Ting: "Bede, saa skulle I
faa, søge, -- --"
=Thames=
{(falder ind).}
-- -- "saa skul-de I _fin-de_". Jow, jow, jow, Hr. Pastor, søen aa
forstaa. Det war ett sær {(bogstavret):} _Dette maa altid ligge os
paa Sin-de!_ Men det _a_ vild bed Dem _tink_ ved, Hr. Pastor, det er
nu følgendes: Det staar grumme skidt te i Hwolgaard.
=Præsten.=
Hos Karen Marie?
=Thames.=
Ja, akkuraat. A ved snaar ett hworden æ sølle Kwind' ska klaar æ, for
der er ett en Ting, der vil lykkes og ett en Høwed, der vil trywes,
sin Anton kam aa æ Gaard. Gammel Karen Mari hun græder æ Nætter med æ
Daw, hun sir grangivelig ud _som_ en Dødning.
=Præsten.=
Siger De det, Thomas! Det gjør mig sandelig ondt at høre. Hvad var nu
egentlig Grunden til, at Anton saa pludselig brød op fra Hvolgaard,
hvor han jo dog havde tjent i saa mange Aar.
=Thames.=
Tho det war de Ung, de kund jo ett spændes[280].
[280] _spændes_, enes.
=Præsten.=
Naa de kunde ikke mere lide hinanden.
=Thames.=
Lid hinaân! jow, det kund de endda saa møj wal; det war ett nær søen.
=Præsten.=
Jamen, hvad saa da?
=Thames.=
Aa, om a maatt sej æ. A tror ett, der war andt i æ Vej end det, te de
holdt _for_ møj af hinaan.
=Præsten.=
Ja, men det plejer Folk jo dog ikke at gaa fra hinanden for.
=Thames.=
Jow somm'tider wal; nær der kommer en Kil imell. Og det war justement
det, der kam hér.
=Præsten.=
Men hvem var dog samvittighedsløs nok til at gaa mellem de unge
Mennesker?
=Thames.=
Ja, det tær a wal nap[281] nok snakk om. Men helsen troed a
forresten, te æ Præjst vidst bejer Beskejn om den Ting.
[281] _nap_, knap.
=Præsten.=
Nu maa De tale ud, min gode Thomas!
=Thames.=
Ja _skal_ a sej æ, saa _skal_ a sej æ. For den Kil a ymter om, det
war nok akkuraat æ Student.
=Præsten.=
Holger! Min Søstersøn! De mener, at Holger har spillet ufint Spil!
=Thames.=
Ja-a, pæn ka en jo ett kald æ.
=Præsten.=
Gaaet mellem to lykkelige unge Mennesker! Uforskammede Knægt! Jeg
skal sandelig lære ham!
=Thames.=
A er ræj for, han ogsaa anner Stejer haar wot paa Spil.
=Præsten.=
Jamen det er jo skammeligt! Gaar den Knægt saadan og misbruger min
Godhed.
=Thames.=
Ja, nu er a wal kommen te aa sej nøj, som a ett maatt. A er helsen
ett kræng for[282] aa bær Sladder om, men det haar gjord mæ ondt aa
si, som det gaar i Hwolgaard. Og kund De, Hr. Pastor, rett en bette
Graân ved æ, saa war æ saamænd Alms[283] aa gjør æ.
[282] _kræng for_, hægen efter.
[283] _Alms_, en god Gjærning.
=Præsten.=
Ja, det kan De sandelig tro, jeg skal. Den Knægt skal komme paa
Porten strax.
=Thames.=
Jaja; baare det saa ett haar drøwen forlæng. Men nu maa a nok te
Pampren[284]!
[284] _Pampren_, Trippen.
=Præsten.=
Nu skal De ha' Tak, fordi De sa' mig det, Thomas ... Hum-hum!
Uforskammede Ka'l; saadan at misbruge min Tillid! Hvad maa dog ikke
hans Mor tænke om mig?
Aa, inden De gaar, Thomas, maa jeg ikke vise Dem min nye Karudsedam.
Vi gaar lettest denne Vej.
{(Peger ud til højre.)}
{(Kort efter Banken paa Døren ud til Gangen; højere Banken. Omsider)}
=Anton=
{(ind).}
Naa, her er ingen!
{(Gaar lidt omkring og kigger paa Bogryggene.)}
=Holger Darling=
{(styrter ind uden Banken og raaber):}
Aa, mine Handsker! {(Ser Anton.)} Hvad, er De her?
=Anton.=
Ja, hér er _a_.
=Darling.=
Jeg troed, min Onkel var her.
=Anton.=
Det troed _a_ ogsaa, men da han nu ett er her, saa faar vi tro om
ijen.
=Darling.=
Er det sandt, at De rejser til Sjælland i Morgen?
=Anton.=