=Darling.=
Ja, det skal jeg da rigtignok. Der er jo Skyttefest i Haabro!
=Præsten.=
Men derfor kunde du dog godt først ta' med _mig_ i Kirke.
=Darling=
{(rivende i Slipset).}
Æh! -- Nej, søde Onkel, det er aldeles umuligt. Æh -- for Sat -- --
--
=Præsten.=
Men Holger dog!
=Darling.=
Jeg skal sige dig, Onkel, jeg loved at ordne noget ved Præmierne.
=Præsten.=
Ak ja, den Ungdom, den Ungdom! Tumle og danse -- og lade de hvide
Haar ene om at pynte op i Guds Hus. Jeg havde haabet, du var bleven
hjemme i Formiddag. Anton er her jo om lidt.
=Darling.=
Anton, hvad skal han her?
=Præsten.=
Han vil sige Farvel til sin gamle Præst. Han har jo kun Amerika i
Hovedet. Det er sørgeligt med dette dygtige Menneske. Men saadan gaar
det altid, de dygtige stryger deres Kaas, men Skravlet -- det skal vi
nok faa Lov at beholde. -- Jeg maa vel nok hilse Anton fra dig?
=Darling.=
Hilse -- -- Anton Povlsen?
=Præsten.=
Ja, du er jo kommen saa meget i Hvolgaard denne Sommer.
=Darling.=
Ja, rigtig meget. Jo, Onkel, det kan du godt. Og ønsk ham saa en
rigtig behagelig Rejse. Farvel, Onkel!
=Præsten.=
Farvel, min Dreng, Herren se dine Veje!
{(Darling møder i Døren):}
=Fisker-Thames=
{(med en aflang Halmpakke under Armen).}
Goddaw, Hr. Pastor!
=Præsten.=
Goddag, gamle Thomas. Saa _De_ lever endnu?
=Thames.=
Aaja, Ukrud forgaar ett saa let, som skrevet staar.
=Præsten.=
Da er det saamænd sjælden, man ser Dem, Thomas. Hvad skylder jeg Æren
i Dag ?
=Thames.=
Aajow, Pastor Hansen, det skal a saamænd sej Dem. A er jo bløwen lidt
baagatter med mi Poskoffer, og saa haar Worherr nu lig send mæ en
bette Fisk, ret en kjøn bette Butti[267], som a vild be Dem saa pæn
om ett aa forsmaa. Tho stur Gawer sworer mi Haardkuen wal ett te, men
den Krumm a formaar er gi'n aa en gued Villi.
[267] _Butti_, trind én.
=Præsten.=
De maa ikke gi' _mig_ Deres Gaver, gode Thomas. De er en fattig Mand,
som kan ha Stræb nok med at klare for Dem selv.
=Thames.=
Nej, søen maa De ett snakk, Hr. Pastor. A er migi ingen Knyk[268] i.
A ka swor enhwer sin.
[268] _Knyk_, Armod.
A haar:
en Lam i mi Towt
og en Pøls paa mi Lowt,
godt Humør og en Hjelbred af Guld, sue møj[269] mir behøwer a ett.
[269] _sue møj_, ret meget.
=Præsten.=
Sandelig en morsom Tale at høre i vore Tider, hvor alle jamrer sig,
og det gode Humør er paa Vej til at dø helt ud.
=Thames.=
Ja søen er _det_:
Manne raaler[270] og skaar ett[271],
anner praaler og haar ett.
[270] _raaler_, hyler.
[271] _skaar ett_, skader intet.
Tho a kund walsajtens ogsaa ha faat nøj aa skroll øwer[272], lissom
saamanne anner, hwis det kam an paa det. Men det war en Mundheld mi
salig Faa'r haaj:
[272] _skroll øwer_, gjøre Væsen af.
Godt Humør og en frisk Skraa
gaar kjekke Ka'le Verden rundt æpaa.
Og de Ord laa _a_ ved mæ. Den fatte, han maa lid møj, men ka han hold
ved hans Humør, saa er han ett saa fatte endda. Haar de først tavn
den fræ wos, saa Gud naad wos!
=Præsten.=
Jaja, gode Thomas, De har hæget smukt om Deres.
=Thames.=
A haar altid past paa a hold æ Hued lig mell æ Skoldre. {(Vikler
Halmen til Side paa Fiskepakken.)} Men hér ska De nu si æ bette
Kannis[273] {(Ta'r Fisken paa den flade Haand.)} De ka trow, en slow
godt med si Haal[274], inden a fæk en te aa fald teføj.
[273] _Kannis_, Gavtyv.
[274] _Haal_, Hale.
=Præsten.=
Sandelig, en dejlig Fisk, rigtig en dejlig Fisk {(ta'r hans Haand).}
Tak for Deres gode Gave, Thomas! De er en brav Mand; men hvor kan det
være, at jeg ser Dem saa sjælden i Kirken?
=Thames.=
Jo--o--ow, a ska sej wos, Hr. Pastor, søen mødt under æ Præjken, da
bejer[275] æ Fisk aaltid saa brølgodt -- -- og saa -- -- æh -- -- ja,
saa er æ jo swær, forstaar De, aa gaa fræ æ. For Gud naad wos, vi er
jo syndige Mennesker ind ad en Kant og "hænger ved det jordiske
Gods".
[275] _bejer_, bider.
=Præsten.=
Ja, det er Tidens Skjødesynd at forsømme Guds Hus. Husk dog paa,
Thomas, at nu begynder Alderen at melde sig for os begge.
=Thames.=
Jow, aaejow, a ska ett muedsej æ Præjst i _det_. Kjerk _er_ jo Kjerk,
det skal aalle næjtes, men helsen haaj a jo tint, ja, blyw nu ett
vred, Hr. Pastor, -- te _a_ haaj lissom mi egen Kjerk dernied ved æ
Aa. Kjøn er der aaltider, men aalle kjønner end søn'en Sønda
Attermejje[276] nær aalting hwiler. Saa er der en Fisk, der slaar op,
saa er der en bette Fowl, der hwipper[277], og synger lidt for si
Unger. Og de Blomster, de Blomster! Ja, dem ka a nu aalle blyw træt
aa aa gaa imell. Og nær saa æ Klokk begynder aa ring sammel, saa maa
De ett trow andt, Hr. Pastor, end det ogsaa begynder aa ring inden i
mæ, sjel om a ett haar æ Degn te aa syng _for_. Ande[278] Kjerkgaang
haar a sjalden kjend; læd en nu vær ring nok, saa haar en da aaltid
hør, te det er bejer aa sejj i æ Krowr[279] aa tink paa æ Kjerk end
sejj i æ Kjerk aa tink paa æ Krowr.
[276] _Attermejje_, Eftermiddag.
[277] _hwipper_, vipper med Halen.
[278] _ande_, anden.
[279] _Krowr_, Kroen.
=Præsten.=
Naa, naa, naa, Thomas.
=Thames.=
Ja, saa taaler vi ett mier om _det_. Men der war da helsen ogsaa en
naaen bette ring Ting a gjan vild snakk med æ Præjst om, nu men a er
kommen i mi pæn Klæjer.
=Præsten.=
Sæt Dem, gode Thomas, og sig De kun mig, hvad De har paa Sinde.
=Thames.=