[190] _laant henn_, langt borte.
=Darling.=
Spil os saa en Aftenvals her mellem Kaalene.
{(=Thomas= spiller; =Darling= snupper i en Hast =Kjesten= om Livet;
med en halvt undskyldende Bøjning hen mod =Anton= la'r hun sig føre i
Dansen. De andre parvis efter. =Store Ane= hjanter af Sted med
Havredrengen.)}
=Karen Mari=
{(i Døren).}
Aa træj endda ett paa mi Skalotløg! Ta jer endele pæn iwor[191];
{(forstærket)} æ Bi, æ Bi! aa, _kom_ endda ett te æ Bi!
[191] _iwor_, i Vare.
{(Anton har staaet stille første Omgang. Nu kommer)}
=Svenske Stina.=
Finder jag her en Enkemand! Skal inte vi to slaa Pjalterne sammen for
denne Omgang? Det er saa förtjusande at faa svänga sig lite Gran!
{(Anton er rasende, fordi han blev narret for Kirsten; da han er
kommen ud foran Bistadet, retter han et drabeligt Spark imod det, saa
det trimler omkuld. Et vildt Skrig rejser sig fra Pigerne, efterfulgt
af sanseløs Flugt; de fleste forsvinder bag om Stuelængen. =Fisker
Thames= la'r sig dumpe plat ned paa Maven mellem Kaalene. Kort efter
rejser han sig forvirret op og styrter med Favnespring ud af
Kaalgaarden. Lidt efter kommer =Anton= frem, fægtende med sin
afkrængede Vest, han er ophovnet i Ansigtet af Bistik, nærmer sig
Vippebrønden og trækker en Spand Vand op.)}
=Kjesten=
{(kommer forpustet frem af Gangdøren).}
Aa, du alstyrende, hwor _sir_ du ud! Men hwad gik der ogsaa af dæ; du
ved da, te æ Bi er ett søen aa spøg mej!
=Anton.=
Det er _a_ fandenmæ heller ett! Bryd _du_ dæ aalle om _mæ_. _Mi_
Hued[192] kan snaar vær kjøn nok te det, a skal brug en te. Ta du dæ
heller af Darling. Han haar maaskisæ ogsaa faat lidt aa blæs paa.
[192] _Hued_, Hoved, Ansigt.
=Kjesten.=
Nej, Darling fækk ett en jeneste Stik.
=Anton.=
Nej, Fanden hytter sin!
=Kjesten.=
Men Anton, _er_ du da rejn sær. Ubav endda, hwor _sier_ du ud! Læd nu
mæ hjælp dæ.
=Anton=
{(skjærer de vildeste Ansigter).}
Hwad mon _du_ vil hjælp mej?
=Kjesten.=
Med aa pill æ Brojjer[193] ud. A haar da ogsaa wot stukken af Bi
engaang, a ved helsen nok, hwad _det_ er! {(Hun drejer hans Kind ind
i Lyset).} Men du er saa laang, a ka ett ret komm te.
[193] _Brojjer_, Brodder.
=Anton=
{(blidnet).}
Hworden vil du da ha mæ?
=Kjesten.=
Læd wos sætt wos her ved æ Kjeldramm.
{(Finder Brøndskamlen; hun sidder, han ligger paa Knæ med sit Hoved i
hendes Skjørt; hendes Fingre løber over hans resne[194] Ansigt.)}
[194] _resne_, ophovnede.
=Kjesten.=
A ska low for, te du er bløwn standed[195]!
[195] _standed_, pyntet, lavet til.
=Anton.=
Er der manne Brojjer?
=Kjesten.=
Om der er manne? De sejjer[196] snaar som Tænd i en Kaar[197].
[196] _sejjer_, sidder.
[197] _Kaar_, Karte.
=Anton.=
Da er der ogsaa en jawn Swej[198] i'æ.
[198] _jawn Swej_, god Svie.
=Kjesten.=
Her ka æ Finger ett gjør æ ud aaljen[199]. A maa ha en Stikknyw[200].
[199] _aaljen_, alene.
[200] _Stikknyw_, Slagtekniv.
=Anton=
{(løfter forfærdet Hovedet).}
Men hwad vil du endda brug den te?
=Kjesten.=
Aa lig du nu baare still. A vil prøv, om a ett ku faa æ te aa
sald[201]. {(Raaber):} Nikoline!
[201] _æ te aa sald_, det ophovnede til at svinde.
=Nikoline=
{(i Bryggersdøren).}
=Kjesten.=
Aa ta mæ lig den stur Stikknyw ved æ Lowtsbjælk; men taef ett
nøj[202] i æ Tykmjælk.
[202] _taef ett nøj_, tab ikke noget.
=Nikoline=
{(frem med Kniven, som =Kjesten= haandterer fra Kind til Kind i
Antons ophovnede Ansigt).}
Naa, gjør æ nø Gavn?
=Anton.=
Aa, det dolmer[203] da saa dejlig!
[203] _dolmer_, dulmer.
=Kjesten.=
Nu ka du godt staa op, Anton.
=Anton.=
Maa a ett blyw her lidt endno?
=Kjesten.=
A skuld jo hen aa ha æ Gjæs ind. -- Det er nu det samm, men det war
en gued Lær'streg te dæ. Hwad vild du spark te æ Bi for?
=Anton=
{(oprørt).}
Og hwad vild _du_ rend aa flyv med æ Student for?
=Kjesten.=
Ja, a tint nok, det war derfor du maatt ud med di Gal[204]! Maa a
maaske ett dans med hwem a vil, uden først aa spør _dæ_ om Forlov? A
vist forresten knap, hwem a danst mej, fâr a war mødt i æ. Og den der
vil ha _mæ_ te Makker, han maa helst vær virm[205] paa æ Sokker.
[204] _Gal_, Arrigskab.
[205] _virm_, rap.
=Anton=
{(studs).}
Nej, a er jo kuns en Bûndklods, a er ett fin nok te aa ta paa _dæ_.
=Kjesten.=
Fin og fin! Du er gued nok paa _di_ Maad, men der kund jo ogsaa vær
anner, der war gued nok.
=Anton.=
Ja, a ved nok, hwem du nu tinker paa. A behøwer ett aa si mir, end a
haar sit. Men a ska nok komm af jer Vej.
=Kjesten.=
Du truer jo lig'fram.
=Anton.=
Aa, det er vis ett nø Trusel for dæ. Her sejjer a og snakker saa
angermodig[206] te dæ, saa æ Væggi ku rævn; men om a gi i æ Jurd af
Sorre øwer, te du ett vil kjendes ved mæ, du vild syng og vær lig
glaad.
[206] _angermodig_, ømt og mildt.
=Kjesten.=
Snak om en Ting! Hwor _ka_ du nu sejj og sej søne Pladder.
=Anton=
{(oplivet).}
Vild du ett! Ja, men, -- saa ka æ jo vær, te du iløwle holder nøj af
mæ?
=Kjesten.=
Aa, Herregud, Anton, du er da en _sære Baa'n_[207] af saa stur en
Kaalmennesk aa vær! {(mens hendes Hænder dvæler lidt ømmere paa hans
svulne Kinder).} Nu kan a et find flir Brojjer; tykkes du nu, det
haar linned[208] nøj?
[207] _sære Baa'n_, underligt Barn.
[208] _linned_, bedret sig.
=Anton.=
Aa, Kjesten, nær a ligger her, med mi Kind paa di Knæ, saa er a det
lykkeleste Mennesk, der ka løw paa Guds Jurd. Hworfor ka vi ett
aaltid ha æ søen.
=Kjesten.=
Ja men, Anton, søen haar du jo aalle snakked te mæ fâr!
=Anton.=
Nej, en faar æ jo sjalden saa, som det _skuld_ sejes, fâr det er
forlæng.
=Kjesten.=
Jamen, hwad er det saa, der skuld sejes?
=Anton.=
Du ved æ godt, Kjesten, men du vil spøg med mæ imell Staând, og det
er ett aaltid, te a _taaler_ Spøg. Du ka gjør en gued Mennesk af mæ,
men du ka ogsaa lav mæ te saa møj nø ussel nøj.
=Kjesten.=
Da gjør a æ saamænd ett med mi gued Villi.
=Anton.=
Hworfor ligger du dæ saamøj atter den Student?
=Kjesten.=
Du tror, der er nøj mell mæ og Darling?
=Anton.=
Nu ska du ett spill saa helle, bette Kjesten. A haar wal ogsaa
Øwn[209] i æ Hued.
[209] _Øwn_, Øjne.
=Kjesten.=
Tho a ved snaar ett, hwad du haar. _I_ æ Tid er de bløwen nøj smaa.
-- Saa skuld en ett kund ta en Swingom med en pæn ung Fyr, uden te
det skuld udlegges paa en beskidt Maad?
=Anton.=
Jow Kjesten, det er ett nær søen, men her er æ, a taaler saa lidt. Ja
det vil sej, hwis a vist, te du ett ment nøj med æ, men det ved i
Pig'er vis ett aaltid sjel.
=Kjesten.=
Aa, a er da heller ett en _hiel_ Baa'n, men du er ett aaltid lig nem
aa blyw klog paa. -- Hwad ska det nu smaag aa, te du truer mej aa
rejs aa æ Land? Tror du ett, te der ku blyw nok aa udrett for dæ
herhjemm?
=Anton.=
Jow, aaltfor møj maaskisæ, hwis a sku gjør det, anner vil ha mæ te aa
gjør. Du ved jo, mi Faa'r vil ûnd mæ æ Stej derhjemm.
=Kjesten.=
Nej, det vidst a forresten ett. Men hwad sworer du te det?
=Anton.=
Ja, den _vil_ a hwerken ej heller ha, for ud paa den Hied[210] vild
_a_ gaa tilgrund! det ved a; men det ka mi Faa'r ett forstaa. Og det
gjør mæ saa ondt aa skuld sej ham æ, for a er ræj for, te det vil
rejn knus ham. A haar ett wot hjemm i manne Tider af den Grund. A
_kan_ ett bind mæ te den Hiedbrakk[211], hwor knap en Moldhwalp ka
faa æ Fød, endsej en Menneskbaa'n ...
[210] _Hied_, Hede.
[211] _Hiedbrakk_, Hedelod.
Men hwem er det, der snakker ud paa æ Vej?
=Kjesten=
{(ser ud).}
Det er jo di Faa'r -- og æ Præjst! Det er aalle ward, te _de_ skal si
wos sammel. Ska vi ett smutt ind i æ Lysthus.
{(=Pastor Hansen= og =Povl Hedemark= kommer med Vejen, der løber
forbi Kaalgaarddiget. Det er nu under Solnedgang.)}
=Præsten.=
Naa, De har faaet al Sæden ind, Povl?
=Povl Hedemark.=
Aajow, Hr. Pastor, a haar ogsaa faat en godt ind.
=Præsten.=
Ja, De er en brav og stræbsom Mand, Povl, et Særsyn i disse løbske
Tider.
=Povl.=
Aaja! En kratter jo ved, saalæng en kan.
=Præsten.=
De har skabt Dem et dejligt lille Hjem deroppe paa Sandet. Det er mig
altid en Glæde, naar jeg kjører der forbi til Annexet at se, hvor
alting er pynteligt og pænt omkring dette lille Hjem. Sandelig,
Nøjsomhed med Gudsfrygt, ja, det er en stor Vinding, som Paulus
siger.
Vi Præster er vel nok dem, der ser Landet mest i Søndagsklæder. Deres
Hjem derude paa Heden har altid været mig saadan et Søndagshjem. Hvor
tit er jeg ikke bleven mødt af denne Duft af Timian og Lavendler fra
Deres lille Have, og Røgen fra Deres Skorsten fulgte min Vogn paa
Vej. Thi Røgen fra saadant et lille ensomt Hus, den bærer saa langt
og fortæller én saa meget om Lykke og Arnefred. Ja, De er i Sandhed
lykkelig, Povl Hedemark!
=Povl.=
Ja, a tykkes ogsaa sjel, a haar en bette knøw[212] Hjemmen. Men, det
haar jo ett wot lutter Søndaw dem a haar hat dèrud. Mi Kuen gik jo
syg i manne Aar, og det war ett aaltid lig nem aa faa æ Fød ud aa æ.
Der war jo ett uden den baar Lyng, da a kam derud. Men a haar laa Fur
te Fur, og nu ka en Famili, der ett stiller stâr Fordringer end min,
godt begynd aa løw aa æ. Men nu er a ogsaa ved aa blyw træt, Hr.
Pastor.
[212] _knøw_, pæn.
=Præsten.=
Ja, det _har_ de sandelig Lov til at være. Og hvordan har De saa
tænkt Dem Fremtiden.
=Povl.=
Jow si, Hr. Pastor Hansen, a _haar_ jo da en Søn, Anton, De ved. Ja,
han tjener da forresten ved æ Enkikuen her i Hwolgaard. A ved ett
retter, end han skikker sæ wal.
=Præsten.=
Anton var en opvakt Dreng ved Konfirmationen, og heller ikke siden
har jeg hørt andet end godt om ham. Saa er det maaske Deres Mening at
tilbyde ham Hjemmet?
=Povl.=
Jow, tho han er jo den nærest.
=Præsten.=
Sandelig en smuk Ordning!
=Povl.=
Det er jo den jenest Baa'n, Worherr haar levnt mæ. De anner haar a jo
maatt bær op paa æ Kjerregaard, som æ Præjst vil how. Aa, hwor det
gjord mæ ondt med den sidst! Han war en sær raar bette Dreng. _Han_
kund gaa æ Daw ud og dulle alisid[213] med mæ, saa bette han war, og
hold i æ Stud dje Temm[214], nær _a_ gik og plowed. Men han maatt jo
afstej -- _te_ de anner, da æ Tæring kam. _Det_ war Numer fem. Mi
_Kuen_ war gjev for mæ, men bette Søren -- det war det haard'est.
[213] _dulle alisid_, smaatrippe ved min Side.
[214] _Temm_, Tømme.
Da a haaj faat ham kaast hen, og a ijen sku ha fat paa mi Arbed -- a
haaj ligfram saa ondt ved aa faa æ Plov igaang; a vild hwer Yw'blik
fornemm atter den her bette Haând paa æ Temm.
Haaj _han_ løwed, saa tror a bestemt, te han haaj faat æ. Det er i
Daa hans Døddaa. De sir, Hr. Pastor, a gaar med en bette Krans. Den
vild a ha op paa hans Grav. Ja, _han_ war den gjevest!
=Præsten.=
De er en god og ædel Mand, Povl Hedemark!
{(Solen gaar ned bag Huslængerne, Kirkeklokken ringer fra det hvide
Taarn.)}
=Præsten.=
Nu i Jesu Navn, saa gik den Dag til Ende! Nu ringes Solen ned.
=Povl.=
Saa maa a nok si aa skynd mæ, inden de lukker æ Stett[215]. Faawal,
Hr. Pastor!
[215] _æ Stett_, Kirkegaardslaagen.
=Præsten.=
Farvel, Povl, og Gud velsigne Dem og Deres Søndagshjem. {(Gaar
videre.)}
{(=Anton= og =Kjesten= kommer frem af Lysthuset.)}
=Anton.=
Ved du, hwad det war, mi Muer og mi smaa Søskend død aa?
=Kjesten.=
Nej.
=Anton.=
Simpelthen: Mangel paa det tørre Brød. Og dér skuld _a_ ta Arr atter
Faa'r. En søen Ligkist er det, Pastoren kalder for en Søndagshjem.
=Kjesten.=
Pastor Hansen ved aaltid aa find saamanne kjønn Urd.
=Anton.=
Ka du saa forstaa, te a maa rejs mi Vej?
=Kjesten.=
Ja men ... ka du ett blyw hér?
=Anton=
{(med Eftertryk).}
Det ved _du_ og ett a.
{(Tæppe.)}