{(Et Øjeblik senere.)}
=Esper Vøvtrup.=
Ih, Goddaw, Hr. Nørholm! Naa, saa det stur Haardku'n har søjt sammel
i den her Hjørn aa æ Bøj; aaeja, hwor _møj_ er, vil _mir_ te.
=Nørholm.=
Saa er det formodentlig af den Grund, at _De_ kommer.
=Esper Vøvtrup.=
Ja, det kund sgu hjælp nøj, om a mødt mell æ Herremænd med _mi_
Fjerdingkar.
=Nørholm.=
Naa, det er jo ikke Hartkornet, man lever af.
=Esper Vøvtrup.=
Nej, det er sgu skidt aa lav Brød aa. Det kan a si paa mi Nôbo her.
_Hans_ Mark er, misæl, ved aa komm ind i en sølle Behandling. Hworden
Fanden er æ nu ogsaa, han gaar og moger med æ. _Han_ legger
Kartofler, nær enaaen er ved aa tænk paa aa ta'em op. Og saa søne
Pilliker te Hejst, han kyrer aa grasser[45] mej! A vild misæl skamm
mæ ved aa legg en Tæmm paa'em.
[45] _grasser_, knokler.
=Nørholm.=
Nej, det er jo ikke som i fordums Dage paa Hegnsgaard; da var der
Race i Rævsgaards Besætning.
=Esper Vøvtrup.=
Nej! der er bløwen Adskjel. Haar De sit paa den Knapstrupper, han fæk
i sidst Wolborre Markend?
=Nørholm.=
Nej.
=Esper Vøvtrup.=
De haar ett laa Mærk te, hworden en løver paa æ Skanker. Det er mi
Salighid aa si te, akkuraat som a vil sej, te en slog Lyng med den
jen Bien og graved Tørv med den'aan.
{(Wolle Rævsgaard ind.)}
=Esper Vøvtrup.=
Naa, der haar en æ Mand! Saa er æ wal bejst en faar si Lu aa.
{(Fjerner ironisk Huen.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(siger intet, men gaar tværs over Gulvet mod den anden Dør).}
=Esper Vøvtrup.=
Hør, Wolle, a war gavn her øwer, om ett du kund laan mæ di Hejstryw,
for min er misæl gavn i Bork[46].
[46] _i Bork_, itu.
=Wolle Rævsgaard=
{(i Døren).}
Ta'en, ta'en -- om Du kan find'en!
{(Ud.)}
=Esper Vøvtrup.=
Hwad Fanden gik der af _ham_, søen som _han_ hænd med æ Ører?
=Nørholm.=
Aa, der kan jo altid være _noget_, der trykker.
=Esper Vøvtrup.=
Er æ æ Kwot ijen?
=Nørholm.=
Maaske.
=Esper Vøvtrup.=
Ja, det gaar en Brøl'gaang med Wolle. {(En Vogn rumler ind i
Gaarden.)} I, tho det war jo æ Mejerist. Er han kommen ud aa kyr i
Stads i Wolle Rævsgaards Vogn. Det er sgu vis aalle passired ham far.
Ja, den Kaa'l, ham skuld han sgu læ ta æ! Han haar læng gavn og
smisked atter æ Dætter, og han skuld sgu læ æ Pig faa hinne Villi med
den, hun kan lid; og saa læ den naaen Sluri[47] gaa; det vild a misæl
gjør, om det var _mi_ Dætter. Mads kan vær gued nok, men det er da en
sølle Slunder; og saa den her øwerdrøwen Hellehid, det er da nø lied
nøj.
[47] _Sluri_, Dosmer, slusket Mandfolk = Slunder.
Nej, ham der {(nikker ud i Gaarden)} han skuld sgu snaar sætt
Hegnsgaard i Matrikel!
Naa, men a maa ud og find den her Himstrigims, for a haar sgu
tront[48].
[48] _tront_, travlt.
{(Ud.)}
{(Wolle Rævsgaard og Visti kommer samtidigt ind fra forskjellige
Sider; de mødes midtvejs og hilser stivt paa hinanden som
Parlamentærer fra to fjendtlige Magter.)}
=Visti.=
_Du_ vil snakk med _mæ_?
=Wolle Rævsgaard.=
Jow, det vild a.
=Visti.=
A troed næjsten, vi tow haaj aasnakked for aall Daw.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, søen kan æ jo Woimellstaând føj sæ anderledes, end en sjel haaj
tint.
=Visti.=
Er æ om Mejerisager?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja; vis er æ det.
=Visti.=
A kund tink æ. Det er ogsaa paa æ hyw Tid, om det skal nytt nøj. Og
_Snak_ kan ett gjør æ ret læng.
Sej mæ, hworden kan det vær, te du i Guer ett betald æ Folk dje Peng?
=Wolle Rævsgaard.=
For a haaj'em ett.
=Visti.=
Det vil sej, du haaj hat'em, men haaj gin 'em ud atter di egn Beram.
=Wolle Rævsgaard=
{(tier).}
=Visti.=
Mon du rigtig haar tint ved, hwad det betyder ett aaljen for dæ sjel,
men ogsaa for mæ?
=Wolle Rævsgaard.=
For dæ? Hwor kan den Ting komm te aa rør _dæ_?
=Visti.=
Naa, det tror du ett? Du haar ett skinked det en Tank, te a kund komm
te og staa i en twetydig Lys ved den Histori? -- Da kan a sej dæ, te
der er mir end jen, der haar mummelt om, te søne nøj ett godt kund
gaa for sæ heller uden _mi_ Vidend og Villi. Og søne Beskyldninger
vil a ett ved aa aa sej. Den Guedhid, a haar mødt ved _dæ_, er ett af
den Slav, te a skuld gaa hen aa sætt mi Rygte øwerstyr for aa dækk
øwer _dæ_. Det war derfor paa Tid, te du saa dæ om atter æ Peng; for
det kan a sej dæ, te er de ett betald inden i Maân -- -- ja, a
behøwer jo ett aa sej mir; du haar jo faat mi Brew?
=Nørholm=
{(træder nu hen til de to).}
Hør, mine gode Mænd, ad den Vej kommer De aldrig til nogen
Forstaaelse men gjør bare hinanden ondere og bitrere.
Tillad mig at gjøre et Forsøg paa at mægle Dem imellem. Jeg ved, jeg
allerede har Hr. Rævsgaards Billigelse og haaber paa, Hr. Visti
Andersen, at De ogsaa giver mig Deres, da det jo næppe er Deres
Hensigt for enhver Pris at bringe Deres gamle Husbond i Tugthuset,
selv om De muligvis kunde ha' adskilligt at bære Nag til ham for.
-- Vel, Hr. Andersen?
=Visti.=
Nej, a skal med Fornywels laan Ør te, hwad Proprietæren kan ha aa sej
i den Sag.
=Nørholm.=
Godt! Maa jeg da begynde med at sige Dem, Hr. Andersen, at der er
sket noget her i Dag, som muligvis kunde faa en afgjørende Betydning
for hele Deres Stilling til Sagen.
=Visti.=
Hwad er da det?
=Nørholm.=
Det er, at Mads Nielsen har hævet sin Forlovelse med Frk. Rævsgaard.
{(Der gaar en Trækning af behagelig Overraskelse over Vistis
Ansigt.)}
=Visti.=
Naa--aa! Men a kan i Grunden ett si, hwad det kommer den her Sag ved.
=Nørholm.=
Ikke det? De lader lidt tungnem i Dag, Hr. Visti Andersen; det ligner
Dem ikke. -- Jeg maa da søge, om jeg ikke kan trænge ind til Deres
Forstaaelse ad anden Vej.
De ved, Hr. Andersen, at jeg var til Stede den Dag for nu snart et
Aar siden, da Hr. Rævsgaard viste Dem ud af sit Hus paa en Maade, som
-- det indrømmer jeg -- maatte krænke Dem lige til Hjærteroden.
{(Visti bider sig i Læben.)} At _jeg_ misbilliged Udvisningen, kan
vel i denne Forbindelse være Dem nogenlunde ligegyldigt, men jeg ved,
at endogsaa Hr. Rævsgaard tit har ønsket det ugjort.
=Wolle Rævsgaard.=
Jow, a gik for vidt.
=Visti.=