=Wolle Rævsgaard.=
Ræber!?
=Nørholm.=
Ja, han har jo dog faaet de fleste af Pengene baade denne Gang og
tidligere.
=Wolle Rævsgaard.=
Den fjedted Stod'er! Haar De nowtid hør, te han haar hjulpen nue uden
aa æ Dyn og i æ Halm?
=Nørholm.=
Naa, saa er der jo Mads, Svigersønnen.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, ham haar a ogsaa gued nok tint ved som den jennest, der kund vær
Taal om.
=Nørholm.=
Jeg tror sikkert, det var _hans_ Vogn, der holdt heromme ved Møllen
med et Læs Grutning; De skulde lade en af Deres Folk løbe derom og se
efter, om han ikke selv var der.
=Wolle Rævsgaard=
{(gaar til Kjøkkendøren og kalder):}
Fip!
=Bitte Fip=
{(ind).}
A tytt, du raaft ad mæ. Haar du nøj, du vil mæ?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, løb lig om te æ Møll og si atter, om ett Mads skuld vær der; og
hwis han er der, saa bed ham om aa komm te æ Dar i en Snaarhied.
=Bitte Fip.=
Aa, du haar aaltid nok aa jav jen atter! Nu skuld a hat æ Unnen
færdig.
{(Fip ud.)}
=Nørholm.=
Ja Mads det er en Mand, der er over sine Sager.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, der er ingen small Stejer.
=Nørholm.=
Blot han nu ikke stiller sig paa Bagbenene, for det er en Karl, der
ved, hvad Penge er værd.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, slaar _han_ æ Haând af mæ, saa haar a ett andt aa grif te end aa
hæng mæ sjel.
=Nørholm.=
Aa, Snak, Rævsgaard. Der kan findes Udveje, ingen har tænkt paa.
Hovedsagen er som sagt, at der handles gesvindt.
=Mads=
{(ind, klædt som Vognkusk, med Bødeklude og Sækkelærredsforklæde).}
Goddaw i Herrens Navn, og Gud bewor wor Indgaang og wor Udgaang!
Vil du snakk med mæ, Wolle?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, Mads; du maa ett find æ underle, men a er da kommen i en sær
faale Forlejenhied; derfor war æ, at vild gjør mæ saa fri aa spørg,
om du ett for gammel Venskabs Skyld og i Jesu Christi Navn vild læ mæ
en Haând lig nue faa Daw?
=Mads.=
Er æ Peng, der er Taal om?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, aaeja; a er kommen i Baagstaând; men du _skal_ ett kom te aa
fortryd æ, om du hjælper mæ terett.
=Mads.=
Ja manne Tak, det er saa møj godt det. Men en Swigersøn -- han skuld
jo da snaarere ha Peng end ud med Peng, nær Ret skuld vær; søen haar
a da aaltid forstavn æ.
Hvor stur er saa di Betryk?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja si, a wanter jo lig jenle 4000.
=Mads.=
Fir Tusind! Ih, kjere himmelske Fader; hwor skuld a faa _dem_ fræ! Og
hwad vil du gjør med aall de Peng. Fir Tusind! A tror, æ Mand primer!
Haaj æ endda wot -- for a vil sej -- fir Hunder, det haaj en wal
kommen øwer. Men det her! -- -- Nej, nej, nej! Snak aalle te _mæ_ om
_det_!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, men bette kjære Mads, saa gaar a tegrund!
=Mads.=
Hwad gjør du?
=Wolle Rævsgaard.=
A gaar i æ Towthus. -- Det er æ Mejeri ...!
=Mads.=
Haar du tavn aa æ Kass?!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja.
=Mads=
{(forfærdet).}
Jamen saa er du jo rungenired! Og det er dæ, der haar lowed mæ di
Gaard kwit og fri, hwad Daa a vild ha en, nær a vild ta di Dætter! --
A haar nok hør fræ anden Sid, te hwad _du_ saa, det skuld en putt i
si Udelomm; men a troed endda ett, te du war saa laant nied paa æ
Brink med di Sager. Men søen gaar æ enhwer, der ett ta Frelseren med
sæ i si Gjerninger. A tytt nok, te Worherre og Frelser hwisked mæ i
Øret, te den Forlowels war ett atter _hans_ Villi. A troed læng, te
du ajted at træde den trange Sti til Omvendelse, men atter hwad du nu
fortæ'ler, saa sir a, te det er paatid, en kommer hérfræ, for det er
ikke Guds Aând, men Belials Aând, der regenirer her i æ Gaard.
A rister Støvet af mine Føder.
=Nørholm=
{(der har løbet urolig frem og tilbage under denne Samtale).}
Ryst saa med det samme Halmen af Deres Træsko og Skidtet af Deres
Klæder, men opsæt det, til De kommer udenfor; der kunde ellers let
blive altfor snavset herinde.
=Mads=
{(mod Nørholm).}
A gaar, for I skulle ikke dwæle i de ugudeliges Forgaarde eller i de
uomvendtes Pawlowner, siger den Herre Zebaoth. {(Til Wolle
Rævsgaard.)} Vil du hels di Dætter og sej, te mi Samvittighed
forbyder mæ at ægte en Pige, hwis Fader aabenlyst nedtræder Guds rene
og hellige Bud.
Og bed saa din Frelser om, te han snaarest maa hjælp dæ ud af den
Badulje!
{(Gaar.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Nu er a levired! -- Mæ arme Mennesk!
=Nørholm.=
Ja, det er i Nøden, man prøver Vennerne.
=Wolle Rævsgaard.=
Det haaj a aalle troed om Mads.
=Nørholm.=
Ikke det! Da har jeg saagu aldrig troet andet. Et Menneske, der i den
Grad rutter med gudelige Floskler, ham tror jeg ikke over et Dørtrin.
{(=Fip= kommer ind.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Hwad skal _du_, Fip?
=Fip.=
Aa, det er den sølle jen, ham Per Søwren, der staar herud og hejster
for at faa dæ i Taal. Han sejer, han haar Boj te dæ.
=Wolle Rævsgaard.=
Ih, læd ham da komm ind.
{(Fip aabner for ham.)}
=Per Søwren=
{(ængstelig frem, da han ser Nørholm).}
Bav, bav! Er der saa stur fremmed! Ja a ajter saamænd ett nø
Uskikkelehid. _A_ haar Ærind.
=Wolle Rævsgaard.=
Hwad er da _di_ Ærind, Pejr?
=Per Søwren.=
Jow, hør ikkuns nu. A war kommen herøwer te æ Mejerist, mi Søstersøn
I ved -- aa, hwor haar _han_ gued Daw, den Kaa'l! -- Nu, saa sejer
han te mæ: Morbror, sejer han -- for han kalder mæ aaltid Morbror, og
han forajter ett den fatte, for det han sjel er kravlt i æ Vejr --
kan du ett rend øwer te Hegnsgaard med en Brew for mæ, sejer han.
Jow, sejer a, det faar a wal, nær du vil swor mæ te æ Fjol saa læng,
og du vil lov mæ, te æ Mand ett hiel rywer æ Hued af mæ. {(Søger i
Frakkelommen efter Brevet.)} For du hower jo nok sidst, Wolle, da war
du ildworre[44], og da gav du sgu mi Fjol en slem Singeldus; a haaj
nær aalle faat en kaldt te Lyd mir. I Daa sier _du_ jo næjsten ud,
som war æ _dæ_, der haaj faat di Fjol slavn i Stykker!
[44] _ildworre_, galsindet.
{(Wolle ta'r mod Brevet og rækker til Gjengjæld Per Søwren en
Krone.)}
=Per Søwren.=
A haar faat mi Betaling.
=Wolle Rævsgaard.=
Det ka vær det samm, Pejr, ta du kuns, hwad a byder dæ.
=Per Søwren.=
Ja men, Jøsses, en hiel Krown, en hiel Krown! Haar du nu ogsaa Raad
te æ, Wolle.
{(Mumler videre, mens han gaar mod Døren.)}
Jøsses, en hiel Krown!
=Wolle=
{(læser).}
=Nørholm.=
Var det fra Visti Andersen?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja.
=Nørholm.=
Naa, hvad skriver han?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, nu er hunderogølle ud. Mi Daw er tal.
=Nørholm.=
Aa, Snak! -- Hvad siger da Brevet?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, der staar, te æ Mejeri er øwerrend af Folk, der vil ha dje
Maanedspeng. Især skal æ Husmænd vær rejn iband. Det war jo ogsaa
dem, der arbed imud mi Valg.
=Nørholm.=
Javel; paa den anden Side er det jo ogsaa dem, der trænger haardest
til Skillingerne.
=Wolle Rævsgaard.=
Han skrywer, te der war en Flok der lig nu, som saa, te de vild komm
ijen imaatidle, og war der da ett Peng te dem, saa vild æ blyw meld
te æ Øwrighied.
_Er_ der saa anner Udvej for mæ end aa gjør en Ulykk paa mæ sjel?
=Nørholm.=
Lad nu den taabelige Snak fare! Hvad vilde De opnaa derved andet end
at ligge som en Bedrager i Deres Grav med et ruineret Hjem og en
skammet Familie ovenpaa Dem.
Nej, som jeg siger, der er maaske _endnu_ en Redning, een eneste.
Jeg tænker paa Mejeristen.
=Wolle Rævsgaard.=
Paa Visti!
=Nørholm.=
Ja.
=Wolle Rævsgaard.=
Ved De da ett, paa hwad Fued vi staar med hinaân?
=Nørholm.=
Jeg ved -- fordi jeg saa det -- hvilken Behandling De gav ham i Fjor
i denne Stue. Jeg sa' dengang ikke noget til det, fordi det ikke er
min Vane at blande mig mer end nødvendigt i andres Sager. Men jeg
husker, at jeg var meget pinligt berørt deraf, fordi det gik ud over
en dygtig Karl, der umuligt kunde ha' generet ved Deres Bord.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, det kan jo vær, a gik forvidt i mi Hidsighied. Baagatter er en
aaltid klog.
=Nørholm.=
Ja, De gik _altfor_ vidt, Hr. Rævsgaard. Det kan være galt nok at
saare en Mand, der er udgaaet fra de bedrestillede; men det er ti
Fold værre at krænke et Smaamandsbarn; de glemmer det aldrig. De er
anderledes ømtaalelige, hudløse, æresprikne end vi andre. Fordi de
har mindre at værge om, værner de det til Gjengjæld med langt
stærkere Energi; deres Forfængelighed, deres Æresbegreb -- naar de
duer noget! -- gaar langt dybere i dem end i os. Det er som en
indgroet Negl, der smerter ved det mindste Tryk. -- Jeg siger Dem
derfor, at gaar den Plan itu, som jeg nu skal tillade mig at
fremsætte for Dem, saa er det ene og alene Deres fordømmelige
Optræden ved denne Lejlighed, der bærer Skylden for det.
=Wolle Rævsgaard.=
Jamen hwordan kan De nu egentlig tro, te Visti kan udrett nøj i den
her Sag?
=Nørholm.=
Visti bærer i dette Øjeblik Deres Skæbne i sin Haand. -- Han har
holdt af Deres Datter gjennem mange Aar, men De har kjæmpet mod dette
Forhold som en rasende i Haab om at rejse Deres Gaards sunkne Aktier
ved Hellig-Madses Arvesølv. Nu er _den_ Forhaabning gaaet rabundus.
Siden den hellige Skabilken gik ud af denne Dør, er Deres Datter fri.
Nu kommer det kun an paa, om Vistis Godhed for hende er stærkere end
hans Had til Dem. Er den det, da er _De_ reddet.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja men, de 4000 inden i Maân! Hwor skal _de_ komm fræ?
=Nørholm.=
Som Formand for Egnens Sparekasse er jeg vidende om, at Mejeristen
har en Sparekassebog paa 2000 Kr.; desuden er han saa vel estimeret,
at _han_ inden Aften med Lethed vil kunne rejse Resten af Pengene,
hvad De paa Sagens nuværende Standpunkt ikke kan.
Det er derfor mit Raad, at De hurtigst muligt skal lade spænde for og
lade Deres Karl kjøre over og hente ham.
=Wolle Rævsgaard=
{(grundende).}
I Guds Navn da! {(Aabner Vinduet til Gaarden og raaber)}: Anders!
{(=Stemme= udenfor.)} Ja!
=Wolle Rævsgaard.=
Kom ind lidt! {(Anders ind.)} Hør, ta de tow brown og kjør øwer te æ
Mejeri og hels Visti -- fræ _mæ_ --, du helser fræ _mæ_ -- og sejer,
te han maa _endele_ ta med dæ. A haar nø møj vigtig aa snakk med ham
om. Hører Du?
=Anders.=
Ja, a haar hør æ.
=Wolle Rævsgaard.=
Men pas paa den treaars; hun er nøj rej for æ Stjat. Og læd æ saa gaa
i en Snaarhid.
=Anders.=
Ja, a skal saagu ett dryw æ Vej ind.
{(Gaar.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(til Døren og raaber):}
Men ta ett æ Arbejdsfjervogn; ta den, vi fik lakired op, og leg de
nøj Hynder paa! {(Lukker atter Døren. Til Nørholm, mens han dog
stadig holder Øje med Karlen ude i Gaarden.)} Hvad om han nu er tavn
ud!
=Nørholm.=
Nej, ved den her Tid er han sikkert hjemme.
=Wolle Rævsgaard=
{(aabner atter Vinduet og raaber ud til Anders):}
Tag ett _de_ Sel'er! Du ved jo, hwor de anner er.
=Anders=
{(udenfor).}
Er de ett gued nok. En skuld sgu tro, a skuld hen aa hent Kongen.
=Wolle Rævsgaard.=
Gjør som a bed dæ! Og læ æ gaa fræ æ Haând!
{(Lukker Vinduet. Pavse. Lidt efter Piskeknald og Vognrummel.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Nu kjor han. A vil ett ha nø Row øwer mæ, inden han er her ijen.
=Nørholm.=
Der er aldeles ingen Grund til at frygte for, at han ikke skulde ta'
med. Tilmed da De lader ham hente i Deres bedste Kjøretøj. {(Efter en
Pavse.)} Sig mig, Hr. Rævsgaard, ved Deres Kone eller Datter noget om
Sagen?
=Wolle Rævsgaard.=
A tror ett, de haar faat Nysmaal om æ inu.
=Nørholm.=
Saa sig dem ikke noget. Hvorfor skal de blandes i det -- om det kan
undgaas.
{(Ny Pavse. Wolle Rævsgaard søger mod Døren.)}
=Nørholm=
{(ser mistænksom efter ham).}
Hvor gaar De hen, Rævsgaard?
=Wolle Rævsgaard=
{(forpint).}
Aa, a ved æ snaar ett. A er saa sær ved æ, te a vild ønsk, te a kund
_søkk_ i æ Jurd og blyw der med det samm.
=Nørholm.=
Mand Dem dog op, Rævsgaard. Der er jo Haab endnu!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, ja, ja! A gaar udenfor og sir atter æ Vogn.
=Nørholm.=
Jaja. Men De tænker ikke paa dumme Streger?
=Wolle Rævsgaard.=