=Nørholm.=
Tøv lidt, Hr. Andersen. Naar De nu hører af Hr. Rævsgaards egen Mund,
at han fortryder sin Optræden og beder Dem om Tilgivelse -- -- --
=Visti.=
Det sidst haar a ett høt nøj te.
=Nørholm=
{(vender sig mod Wolle Rævsgaard).}
Jamen, det ved jeg, Hr. Rævsgaard gjør.
{(Wolle Rævsgaard tier.)}
=Visti.=
Ja, da kund æ vær lisse raar aa hør æ aa æ Mand sjel.
=Wolle Rævsgaard.=
A sejer, som a saa far, te det er møj muligt, a gik forvidt; og haaj
æ wot i Daa, haaj a optrajn paa en naaen Maad.
=Nørholm.=
Det er jo dog Indrømmelse nok, Hr. Andersen. Lad os endelig ikke
hænge os i Ord!
=Visti.=
Ja men a maa ha _fuld_ Oprejsning. Her er ett nøj aa slaa aa paa!
=Nørholm.=
Er det dog ikke den største Oprejsning, Manden kan yde Dem, at han
fortryder sin Uret imod Dem; desuden tilbyder han Dem sin Datter,
Gaarden, Ejendommen, kort sagt alt, hvad De dengang paa en saa
haanende Maade joges bort fra. Til Gjengjæld forlanger han kun, at De
skal staa ham bi, saa han kan slippe om ved denne kompromitterende
Sag uden Æresafkortelse. Og det kan De ved et Offer, som De maa
bringe, om ikke for Hr. Rævsgaards saa for den Kvindes Skyld, som De
jo dog elsker, og hvis Far De sandelig ikke maa bringe Vanære over.
=Visti.=
Ja, Hr. Nørholm, De ser vistnok Sagen lidt for møj fræ Wolles
Standpunkt. A næjter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue
anner Mennesk, men a er da heller ett søen en Pjalt, te a vil ha hind
for enhwer Pris. Og det du gjord _mæ_ den Daa -- ja a sejer dæ,
Wolle, det vild vær en _mild_ Straf, om a lod dæ gaa i æ Towthus for
æ!
_Det_ haar pint mæ ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa,
hwor ett a tint paa'et. A kund vær saa glaad, a _være_ vild -- kam
_det_ mæ i Tanker, te du haaj javed mæ ud af di Stow som en Hund,
mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa æ -- den Præjst, der haaj
komfemired mæ, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden -- ja,
saa kund æ Vred _vild_ op i mæ, saa a kund ha slavn dæ i di
Stjern[49], te du kund ha vælt ved æ!
[49] _Stjern_, Pande.
=Nørholm=
{(med sin Haand paa Vistis Skulder).}
Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krænkelser!
=Visti.=
Det kan De sajtens sej, Hr. Nørholm; for den Slaw kund aldrig ramm
jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner,
der kommer nidfræ. Vi er som prikked med Naal fræ smo aa, lig fræ wor
Skueltid og op, saa læng vi løwer. Nue glemmer letter end anner. A
haar aaltid hat wanskele ved æ. Og saalæng Wolle Rævsgaard ett ka byw
sæ saa møj, te -- -- --
=Wolle Rævsgaard.=
A haar jo saa dæ, te a fortryder æ, hwad vil du mæ da mir?
=Visti.=
Kand du ett rækk mæ di Haând paa æ, saa er æ ett møj bevendt med di
Fortryden.
=Nørholm=
{(hvisker).}
Rævsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De
fortabt.
=Wolle Rævsgaard=
{(rækker nølende Haanden ud).}
=Nørholm.=
Lad saa alt gammelt Nag være forbi. Og lad os nu komme til den
egentlige Sag.
De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rævsgaard i Øjeblikket sidder
i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i Øjeblikket at
være i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har
mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke _De_ hjælper ham.
=Visti.=
A hjælper _ham_?
=Nørholm.=
Ja, det baade _maa_ og _skal_ De.
=Visti.=
Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dækk _ham_ mej?
=Nørholm.=
De skal ikke være alene om Tabet. _Jeg_ vil hjælpe, og jeg skal søge
at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000
Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til
Veje.
=Visti.=
De 2000 spiller osse en star Rolle for mæ end de vild spille for
Dem. De er spaared sammel ved 2-3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a
saa for'em?
=Nørholm.=
Som jeg sa' før, faar De først og fremmest Hr. Rævsgaards Datter, som
De jo elsker?
=Visti.=
Ja, det gjør a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i
Forvejen.
=Nørholm.=
Naa, var De det! -- Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr.
Rævsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, æ Gaard og æ Dætter -- det skuld jo da gjan føl'es ad.
Anderledes haar a aalle tint.
=Nørholm.=
Er det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?
=Visti.=
Ja, hwad tho, æ Gaard -- -- -- Hwormøj er der wal tebaag aa'en, nær
enhwer kræwer sin?
=Nørholm.=
Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne
i Øjeblikket ikke i den bedste Gjænge, men kommer der et Par
energiske Hænder til, der forstaar at spænde den rette Hest for
Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det
_er_ ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.
=Visti.=
Naa, er _det_ saa en Aftaal', te a faar æ Gaard imud aa indskyd de
4000?
=Nørholm.=
Endnu et: Det er jo en Selvfølge, at De gi'r de gamle en hæderlig
Aftægt?
=Visti.=
Ja, det forstaar sæ. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og
kyl ham og hans paa æ Dar, for det _a_ fæk æ Gaard.
=Nørholm.=
Giv saa hinanden Deres Haand paa det! {(De rækker atter hinanden
Haanden over Bordet.)} Nu har De Grund til at være glad, Hr.
Rævsgaard. -- Tak, Hr. Andersen!
Nu synes jeg, det kunde være paa Tide at lade gaa Bud efter Frk.
Rævsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i
Sagen.
=Wolle Rævsgaard=
{(halvt oprømt).}
Ja, da war æ sand. Hind kund vi misæl snaar ha glemt! {(Kalder ud i
Kjøkkenet.)} Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!
=Trine=
{(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti).}
Men, Jøsses, hworden gaar _det_ te, te du er her?
=Visti.=
Jow, a haar tawn Mud te mæ. Og a tror snaar, a _er_ nok saa walkommen
som sidst.
=Wolle Rævsgaard.=
Hmm!
=Trine=
{(i stigende Undren).}
Men hwad er her gavn for sæ?
=Nørholm.=
Sig mig, Frk. Rævsgaard, hvordan vilde De stille Dem til en lille
Overraskelse?
=Trine.=
Jamen hwad er æ, der gaar af jer aalsammel? Faa'r sejer jo slet ingen
Ting.
=Nørholm=
{(gravalvorlig).}
Deres Fæstemand Hellig Mads, født Nielsen, har hævet Forlovelsen med
Dem og opsagt Dem Huldskab og Troskab!
=Trine.=
Det _er_ da Løwn! _(Styrter hen mod Faderen.)_ -- Er æ sand, Faa'r?
=Wolle Rævsgaard=
{(sagte).}
Ja, vis er det!
=Trine.=
Saa _haar_ a heller aalle wot saa glaad i mi Daw!
=Nørholm.=
Det var jo overordentlig heldigt; ellers, ifald De havde været altfor
bedrøvet, havde Deres Far sørget for en til at trøste Dem. Jeg mener
Visti Andersen der.
=Trine=
{(i Jubel).}
Nej, _haar_ Faa'r gin hans Mind!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, ta I kuns hinaaen, og si om I kan ha lidt bejer Held, end a haar
hat; for min haar sgu wot knowred[50].
[50] _knowred_, knudret.
{(De unge rækker hinanden Haanden og taler sammen med lykkelige Øjne.
Omsider smutter =Trine= ud i Kjøkkenet.)}
=Esper Vøvtrup=
{(stikker Hovedet ind ad Gangdøren).}
Ja, saa tar a æ Kratt[51], Wolle; nu fand a'en endele.
[51] _Kratt_, stor Haandrive.
=Nørholm.=
Aa, Hr. Vøvtrup, kom indenfor lidt!
=Esper Vøvtrup.=
Ja, her gaar a og vrøder[52], men a haar sgu tront[53].
[52] _vrøder_, roder.
[53] _tront_, travlt.
=Nørholm=
{(slaar ud med Haanden mod Visti).}
Maa det være mig tilladt at præsentere Dem for den nye Ejer af
Hegnsgaard.
=Esper Vøvtrup.=
Hwa ... hwa ... hwad sejer De! Er Hegnsgaard sol? Te Visti?
=Visti.=
Ja, a haaber te du vil blyw mæ en gued Nôbo?
=Esper Vøvtrup.=
_Det_ kan a Dæwlen slaa mæ lid; søen er æ, det ska vær! Nu kommer der
Skrej[54] i æ Sager!
[54] _Skrej_, Skred.
Haar du saa gin ham æ Dætter oven i æ Handel, Wolle?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja hwad, Gaard og Dætter ... de tow Ting skuld en jo ett wal skjell
ad, hwor en ett haar mir end de samm.
=Esper Vøvtrup.=
Det er sgu rigtig Taal! Men hwad haar du da gjord med Mads? Haar du
saat ham paa æ Dar?
=Wolle Rævsgaard.=
Aa, han gik endda sjel.
=Esper Vøvtrup.=
Saa møj desbejer, Fallill! Han war ett _mi_ Ganning[55]. A kan nu
jen Gaang ett med de Folk, som en kan løjt, far en kan si dem.
[55] _Ganning_, den, jeg lider.
=Nørholm.=
Hør, Hr. Vøvtrup; den nye Mand her i Gaarden skal ganske ufortøvet
bruge 2000 Kr. -- det kan jo foreløbig være ligegyldigt til hvad --
er De bange for sammen med mig i Sognets Sparekasse at kavtionere for
denne Sum?
=Esper Vøvtrup.=
Nej Gu er a ett, nær det er te Visti. Wolle haaj a ett wot nær saa
driste ved.
=Nørholm.=
Tak, Hr. Vøvtrup!
{(Ka Rævsgaard, Trine og Bitte Fip kommer ind fra Kjøkkenet.)}
=Ka Rævsgaard.=
Men, Wolle, hwad er æ endda for nø underle Ting, en hører! -- -- Og
Visti -- --! Aaeha endda!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, bette Muer, nu kan vi spænd fræ. Her vil ett blyw Brug for _wos_
mir.
=Ka Rævsgaard.=
Og Mads, der kund opfør sæ søen! A _troed_ æ aalle om ham!
=Trine.=
Nej, Muer, du vild jo aalle hør paa, hwad _a_ saa. For a vidst nok,
hwad _han_ war for en Fillifut.
=Ka Rævsgaard.=
Ja tillykk da, bette Visti, nær det ett kan vær anderledes!
{(Rækker Haand og græder.)}
=Bitte Fip.=
Tillykk, Visti! Saa det er dæ, der skal haa æ Dætter.
Ja, æ Pig er gued nok; men hun vil da gjan læ enaaen gjør det streng
Arbe, og en kan jo ett rigtig hold te æ, si'n en fæk dæ her Tilfald.
=Visti.=
Ja, vi kommer jo nok ud aa æ med hinaan, Fip.
=Fip.=
Ja, du war en raar Dreng, hwadfor skuld du saa blyw en ild Mand.
Og her _kan_ sgu gjan trænges te, te der kommer ny Kwot i æ Spil her
paa Hegnsgaard!
{(Tæppe.)}