{Det indre af et Kjærhus, som det anvendes til Kalvene i den hede
Sommertid; det er lyngtakt, loftløst, Gulvet dækket med Strøelse;
Bræddevægge; en Fjæl fattes hist og her; i Bagvæggen midt for Scenen
en raat sammenføjet Dør. Maanelyset falder ind ad Aabningerne i Væg
og Tag.}
=Hellig Mads=
{(glider forsigtigt ind; river en Tændstik, lytter og løber skyndsomt
hen i Krogen til venstre.}
{Lidt efter =Visti= og =Trine=).}
=Visti.=
Læd mæ ryw en Swavlstykk.
=Trine.=
Nej, for Guds Skyld, læd det vær! En kund fytt det hiele aa. A
mærker, der er saa møj Halm herind.
{(De gaar begge over i Skurets modsatte Ende.)}
=Visti.=
Her sejjer en jo som i si Muers Drawkistskuff.
=Trine.=
Ih si, hwor dejlig æ Maan skjenner! En kan ordenlig blyw rør ved æ. A
war da bløwen saa warm af den Tumlen rundt; men nu kan a jo hwil mæ.
{(Lægger sig tættere til ham.)} Aa, hwor er æ endda raar aa sej søen
aaljen sammel med dæ; det er lissom en bløw en hiel anden Mennesk. Og
saa aa vær fri for den Klodrians Øwerhæng.
=Visti.=
Hwor bløw han aa?
=Trine.=
Aa, han storked wal aa hjem. -- Du kan endda tro, a saatt ham en slem
Skræk i æ Bælle.
=Visti.=
Hwordan da?
=Trine.=
Jow, a saa, te mi Faa'r war vis nok ett den rig Mand, han blev tavn
an for.
=Visti.=
Det kund du maaskisæ ha Ret i. Gud ved, hwordan han sejjer i æ?
=Trine.=
Ja, men, du skuld lig ha sit hans Ansigt! -- Uh, a kund ha spytt paa
ham.
Han blywer da ogsaa den jen Daa mir nærgaaend end den naan. Og saa
haar han jo aalle andt i æ Mund end Guds Urd og Gris og Sped'kal. Og
saa som han løjter!
=Visti.=
Hwad er det da aa?
=Trine.=
Aa, han wasker sæ wal aalle.
Nu skal a fortæl dæ en Spil. Han war jo herøwer i Forgaars, og saa
sejer mi Faa'r te mæ, te a skuld vis ham æ Haw. Og a gik jo da saa
ogsaa med ham, det forstaar sæ; og te aa begynd mej saa snakked han
forresten hiel fornuftig. Men saa lig paa jen Gaang saa griber han mæ
om mi Lyw og gir mæ en Kys, te ubav endda! Du _kan_ tro, te det war
en stram jen aa faa nied!
=Visti.=
Men hwad gjord da du?
=Trine.=
Mæ? A saatt mæ sku saa laant ud paa æ Skammelend, som a kund komm;
men tror du saa ett, æ lied Asen kam baag atter og saa, om ett vi
skuld bed wor Fadervor sammel som et Par rigtig Guds Bø'n. -- Nej,
helsen Tak, swor a. A er mynde for aa bed mi Fadervor uden di Hjælp,
hwis a faar nø Lyst te _det_. -- Og saa gik a mi Vej. Saa haar a ett
sit ham far nu i Awten. Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan
sejj i Fred for søen en Stod'er.
=Visti.=
Er han nu saa rig, som æ Urd gaar?
=Trine.=
Ja, vis er han rig; men læ ham gaa te anner med hans Rigdom. A
trænger ett te'en. {(Kjælen.)} Men ved du, hwad a trænger for?
=Visti=
{(i Tanker).}
Nej.
=Trine.=
Aa, snak om en Ting! Du er saa sær i Awten.
{(Knuger og kysser ham.)}
=Visti.=
A saa og tint paa nøj.
=Trine.=
Hwad war det?
=Visti.=
Om ett a skuld begynd aa lær Mejerivæsen. Saa kan æ endda vær, te di
Faa'r heller ga sæ.
=Trine=
{(begejstret).}
Ja, _det_ skuld du! Mejerister haar jo en gued Stilling, og saa er de
aaltid saa pæn i dje Tøj.
=Visti.=
Tror du, du kan vent paa mæ saa læng; det tar jo en Par Aar heller
tre.
=Trine.=
A kan vent paa dæ te Dommedaa, om _det_ skal vær, nær a ved, du
holder af mæ, og a maa raad mæ sjel.
Men du ved ett, hwad a maa gaa i gjemmel derhjemm. Mi Muer er jo
sygele og forfalden te den samm slemm Hellehied, som Mads lider aa;
saa hun ved ett nø bejer end ham. Og mi Faa'rs Finger klør jo atter
aall de manne Peng; saa a gaar saamænd derhjemm som en Knipp Hy mell
tow Æsler -- den jen plukker i mæ fræ den jen Sid, og den naaen fræ
den naaen Sid -- og Mads -- den størst Æsel af dem aalsammel -- han
trækker i mæ fræ aall Sider. -- Men a skal nok hold æ Ører styw, saa
læng a kan; men en er jo ett mir end en Mennesk. -- Og a vil derfor
ett hør ondt af dæ, i Fald a skuld blyw _tvungen_ te aa ta ham.
=Visti.=
Jamen, saa vidt gaar æ wal ett?
=Trine.=
Saa vidt! Du kjender nok ett rigtig mi Faa'r. -- Du skuld ha sit ham
i Jaes, da du haaj røwn dæ fræ ham; -- a troed, han haaj gin mæ Haak.
Det _war_ nu ogsaa forfærdelig kjedelig, te han skuld ta dæ i _mi_
Seng. Nu blywer han inu mir paapassele heratter.
=Visti.=
Ja, hvem Fanden kund ved, te han laa der og glynt den Tid Daws!
=Trine.=
Tys! Det lyder, lissom der war jen, der traj haa'dt i æ Jurd her
udenfor. Der bløw osse søen en Skjesu[33] dernied, da vi gik her hen;
baare det ett er mi Faa'r! Han saa, da a gik, te hwis a ett war
kommen tebaag, te æ Klokk ti, saa skuld han hent mæ med hans Igikjep.
[33] _Skjesu_, Larm.
{(I det samme slaaes der med en Stok paa Bræddevæggens Yderside; de
to elskende springer øjeblikkelig op.)}
=Visti=
{(hviskende).}
Herhen! {(De stiller sig begge klods op ad Væggen i umiddelbar Nærhed
af Døren; denne stødes op.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(stormer ind. I samme Nu smutter de to ubemærket ud. =Wolle= famler
omkring i Blinde som Trolden, der lugter Menneskekjød. Faar fat i
=Mads=, der hales frem og gjennembankes).}
=Mads=
{(brøler).}
Men Wolle, Wolle, Wolle! Er du da gawn hiel fræ Snøws og Samling!
=Wolle Rævsgaard=
{(der opdager Fejltagelsen).}
Men Herregud, Mads, er æ dæ! -- -- Haar _du_ da mi Dætter ved dæ?
=Mads=
{(der kun kan tænke paa sin garvede Ryg).}
Aa Jøsses da, mi Ryg, mi Ryg! Kund du da ett ha sit dæ for som en
Kristenmennesk og ett søen slaa nied for Fued, som en ryv flintrende
gal jen.
=Wolle Rævsgaard.=
Aa, tilgi mæ nu, Mads; du kan da nok tænk, te a ment ett nø ondt med
æ. Og hwor kund a ved, te du laa her og vrødt[34]?
[34] _vrødt_, rodede.
=Mads.=
Tho, det er da ett saa underle. A haar wot øwer i Bjaarkjær til
Bønnemød, og da a saa kam her forbi, saa fæk a da søen en Trang te aa
gaa her ind for i Ro aa bed en Bøn te mi Frelser. Og her maa a wal
saa vær sluppen i Søvn; for a mærked ett te nøj, far du begynd aa
tæsk løs paa mæ.
=Wolle Rævsgaard.=
Haar du da ett sit nøj te mi Dætter?
=Mads.=
Hwor skuld a ha sit nøj te hind?
=Wolle Rævsgaard.=
Den Sat--! den lied Dreng, der fæk mæ i den Tro, te _hun_ og æ
Andenkaa'l, war gavn _her_hen.
Men vær nu ett altfor vred paa mæ, Mads. Hwad vi er jo aalsammel
syndige Mennesker, hwis Gjerninger er Skrøbeli'hid.
=Mads.=
Ja, aaeja! Men der kund da gjan vær nø Maad med æ!
{(han ømmer sig videre, mens de begge forlader Skuret.)}
{(Tæppe.)}