{TO AAR SENERE.}
{Spisestue paa Hegnsgaard. =Ka Rævsgaard= -- en lille Kvinde med hvid
Kappe om et spidst Ansigt -- og Trine i Færd med at ordne et stort,
aflangt Bord til højre. Aaben Dør til Dagligstuen i Baggrunden; til
venstre for Døren Vindue til Gaarden. Udgang til Kjøkkenet i Krogen
til højre.}
=Trine=
{(rager inde i »Skjænken« paa venstre Sidevæg).}
A tykkes ett, her er mir end _tre_ Sølvskir; hwor er de anner ni, der
plejer aa vær her?
=Ka Rævsgaard.=
Aa, dem lod a di Faa'r faa for en Tid sin, da han war i Betryk for
Peng te æ Kommuneskat.
=Trine.=
Og de to stur Sølvbægre med wor Bejsteforællers Navn paa?
=Ka Rævsgaard.=
Ja, de gik mej ved samm god Lejlighid.
=Trine.=
Og du haar ett faat nøj tilbaag aa æ? Det er egentlig forfærdelig,
hwor Faa'r stiler hans Sager. Hwor læng tror du, det kan blyw ved aa
gaa?
=Ka Rævsgaard.=
Ja, der kommer jo te aa si nøj plukked ud her i æ Hus, imud hwad der
jen Gaang gjord. Men a tykkes indda: Saa læng han ett forringer æ
Besætning, da kan æ wal ett hiel gaa Paan paa[35]. Men han spilt en
Plag hen -- rejn og baar -- i Forgaars Næt; den Slaw hower a ild.
[35] _Paa'n paa_, Fald paa.
Men læd wos nu ett snakk om _det_, mi Baa'n. _Det_ kan jo forandres
aaltsammel, saasnaar _du_ vil. For Mads, -- _det_ er en rig Kaa'l og
en ordenlig Kaa'l og en Mennesk, der ta Worherr med sæ, i hwad han
gjør.
=Trine.=
Ogsaa nær han snyder Folk!
=Ka Rævsgaard.=
Hwor har _du_ høt, te Mads haar snydt nue?
=Trine.=
Kan du da't how den Histori om den tuberkelsyg Kow, som han haaj sol
fri for alle Fejler; da de saa drøw en tebaag paa ham ijen, slog han
hans Hinner sammel øwer hans Hued og saa: "Gud ha Lov og Tak, te en
kommer ijen! Det stod søen for mæ, da a sol en, te Worherr vild ett
ha, te a skuld skill mæ aa med den Dyr!"
=Ka Rævsgaard.=
Ja, det er nøj, Verdens Bøen faar te Rend for aa forstyrre Guds
udvalgte i dje Salighedsgjerning.
Nej, Mads, -- ham kan du tryg slaa Bund paa, mi Pig; han er en Guds
Baa'n, han sætter ett det timelige øwer det evige, skjønt han haar
fuldt op af bejje Diel!
=Trine.=
Aa, Muer, du snakker om nøj, du ett forstaar dæ paa. Du ved jo
desuden godt, hwem a holder aa og _aaltid_ haar holdt aa.
=Ka Rævsgaard.=
Ja, a skal ett sej nø ondt om Visti; han er en bovn Kaa'l; men han
kund jo da ett hold æ Gaard opp, søen som æ Sager nu staar. Og di
Faa'r kan jo ett lid aa si ham for hans Øwn; og hwad kan en snaar sej
te æ? Han kam her jo som en sølle fatte Tjenst'baa'n, der hwerken
haaj Faa'r heller Muer. A vil ett ha Urd for aa forajt den fatte, men
den, der haar ett nøj, han haar jo da ett nøj.
=Trine.=
Ja men, nu er Visti jo kommen swær godt atter æ. Hans Stilling som
Mejerist er jo med de allvillerst -- her paa æ Egn da.
=Ka Rævsgaard.=
Ja men æ Fattemærk -- den haar han jo da paa sæ iløwle.
=Trine.=
Hwad er det for en Mærk?
=Ka Rævsgaard.=
Ja, a kan ett saanyw sej dæ æ, mi Pig. Men di Faa'r, -- han kan nu
ett mej, te den der haar tjent ham som Hjorddreng, han nowtid skuld
blyw Mand i æ Gaard. -- Saa skal han osse vær bløwen Sjocialist; det
skal da ett gjør ham bejer anskrøwen ved di Faa'r.
=Trine.=
Ved du, te Visti kommer her i Daa?
=Ka Rævsgaard.=
Gjør Visti! Hwem haar da indbøjn ham?
=Trine.=
Det haar a.
=Ka Rævsgaard.=
Og du haar ett læt di Faa'r ved nøj om æ?
=Trine.=
Ne--ej; er æ _mi_ Fødselsdaa, saa skuld a da wal osse ha Lov te aa
indbyd en jenle Mennesk.
=Ka Rævsgaard.=
Blot _det_ ett tar en gal End!
{(Man hører en Vogn kjøre op.)}
=Bitte Fip=
{(i Kjøkkendøren).}
Saa kam æ Præjst!
=Ka Rævsgaard.=
Jøsses, saa maa a nok ud og ta imud. Nu kan du jo osse nok jenne gjør
æ Burd færdig?
=Trine.=
Ja, gaa du kuns ud te de fremmed.
{(Ka Rævsgaard ud.)}
=Trine=
{(til Fip).}
Aa, Fip, tøv lidt!
{(Fip sætter Træskoene med stor Omstændelighed og nærmer sig
Bordet.)}
=Trine.=
Hør, a fattes inu fir Par Knyw og Gafler; kan du ett rend ind og ta
mæ _dem_. De legger i den gul Kommode i æ nordvejst Hjørn af den
anden Skuff fræ æ Overend. Men læd wos nu si, du er geswindt.
{(Fip ud.)}
=Severin Jensen=
{(træder ind fra Døren i Baggrunden).}
Hm! Gratulerer!
=Trine=
{(skriger).}
Uh! {(vender sig om.)} Aa, a bløw da saa hentavn[36]; a troed det war
-- -- {(standser forlegen).}
[36] _hentavn_, forbløffet.
=Severin.=
Nej, det var netop det, jeg skulde sige, at _Visti_ først kunde komme
senere. De maatte endelig ikke opsætte Bordet efter ham. Der var
kommen Kjedelsyn til Mejeriet. Det er jo ikke de fremmede, en
Mejerist sætter størst Pris paa. Men saa snart, han kunde faa dem paa
Døren, skulde han komme.
=Trine.=
Tho _det_ war a endda forfærdelig kid aa, te _han_ ett kan komm te æ
Burd med de anner. Men Tak for Dje Boj; han haar æ wal helsen godt?
=Severin.=
Aakja, storartet!
=Bitte Fip=
{(ind, stryger paany Træskoene af og nærmer sig med Knivene -- evig
sur).}
_De_ laa ett i æ nordvejst Hjørn.
=Trine.=
Hwor laa de _da_?
=Fip.=
De laa akkuraat i æ _sønd_vejst Hjørn.
=Trine.=
Naa; saa er de bløwen flytt; men det war jo godt, du fand em.
=Severin Jensen.=
Hvad Fip, vil _De_ ikke sige Godda' til mig?
=Fip.=
Goddaw! Er De her? Hworden haar _De_ æ?
=Severin.=
Jotak! Og De?
=Fip.=
Aa, hwa tho! a er jo en swag, sølle Mennesk, sin a fæk mi Tilfald.
Men helsen maa en jo ett klaw. {(Til Trine.)} Nu kam den her sølle,
slemm Slagter.
=Trine.=
Ræber?
=Fip.=
Ja; a kan endda ett forstaa, hwad _han_ skuld bydes mej for. For det
ved da enhwer, te det er ham, der i de sidst Oringer haar faat di
Faa'r paa Glatis.
=Trine.=
Ja, saa er æ wal netop af den Grund, han bydes mej. Men det maa en jo
læ mi Faa'r om.
=Fip.=
Ja; te det falder sammel om wos det hiele!
{(Fip ud.)}
=Severin.=
Det er nok store fremmede en kommer imellem. Jeg saa', at Præstens
Vogn holdt her udenfor, og Proprietær Nørholms Kalesche kom nede paa
Vejen. Kommer -- _han_ ogsaa?
=Trine.=
Mads! ja, naturligvis. Hwordan skuld vi helsen faa en Stieg spist paa
Hegnsgaard?
=Severin.=
Det maa egentlig være ret anstrengende saadan i Aarevis at styre
mellem to Bejlere.
=Trine.=
Ja, det er jo ett aaltid lig grinagtig.
=Severin.=
Bliver Visti nu ikke engang imellem lidt utaalmodig af den lange
Udsættelse.
=Trine.=
De er jo hans gued Ven; De maa jo ved æ. Haar han saa Dem nøj?
=Severin.=
Ja, se Visti er jo _nu_ saadan situeret, at han udmærket kunde
forsørge en Kone; og da De jo altid har været i hans Tanke, hvorfor
skulde De saa egentlig ikke gifte Dem med ham.
=Trine.=
De kan endda ogsaa tro, te a længes atter æ! Men den Slav -- det er
ett søen aa faa alfabetisk! Og a tror nu bestandig, te vi her kommer
længst ved aa læ æ gaa si naturlige Gaang?
=Severin.=
Hvad kalder De saa den naturlige Gang?
=Trine.=
Det ska a saamænd sej Dem: A tror ett, mi Faa'r ka hold sæ ved æ
Gaard ret læng, hwis ett han ka faa en anden Slyng i æ, og gaar det
først op for Mads, te der ingen Grunker er aa hivsk[37], men Armud og
Knokkeldom til _alle_ Hjørner, saa er a vis paa, te vi er færdig med
den "Swigersøn".
[37] _aa hivsk_, at hugge.
Det maa _De_ ogsaa kunn faa Visti te aa indsi. Og saa er det halv
wunden.
Troed a ett, te det vild gaa, som a sejer, saa war a rend mi Vej for
laang Tid sin!
=Ka Rævsgaard=
{(ind fra Kjøkkenet, hilser paa Severin).}
Nu kan a wal godt be de fremmed herind? Æ Mad vinter.
=Trine.=
Ja, æ Burd er i Stand!
{(Gjæsterne begynder at komme ind i Spisestuen. =Severin Jensen= vil
trænge ind i Dagligstuen og hente et eller andet, men render i Døren
paa den stort smilende =Esper Vøvtrup=.)}
=Esper Vøvtrup=.
Ih hov, ih hov! Tho her kund æ misæl snaar ha gavn wos tow, som det
gik Mads Fæg med æ Præjst. _Han_ haaj sejjen i æ Kror, men æ Præjst
stod paa æ Stuel. Men i det samm god Lav som æ Præjst vild ud aa e
Kjerk, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind. Mads klaged jo øwer,
te han war kommen for silde.
"Ja, ja Mads," saa æ Præjst, "gid vi en anden Gang som nu her maa
mødes i de evige Boliger!" "Ja, da war æ sand," swored Mads, "søen te
wor Faa'r maatt gaa ud, nær a gik ind!"
{(Præstens og »Hellig Mads'« fortørnede Ansigter, Ræbers og Nørholms
Skogren.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Naa læd wos nu kom te æ Burd og faa nøj te æ Fød; sæt jer nu om, som
I er Venner te.
{(Man gaar til Bords.)}
=Proprietær Nørholm=
{(til den agrariske, men indskrænkede Pastor Gnatt).}
... Ja jeg har nu den Opfattelse, at Lødekøer skal behandles som
raadne Æg.
=Gnatt.=
Som hvad? Hvorledes mener De, Hr. Proprietær?
=Nørholm.=
Som Præster med Juleoffer: Lidt men godt!
{(Ræber er revnefærdig af Latter.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Naa vil I nu forsyn jer enhwer især! {(Til Severin Jensen)}: A war
endda kyw aa, te Dje Faa'r ett kund komm mej.
=Severin.=
Ja, men han er jo bedst tjent med at være hjemme, saa længe han ikke
er bedre.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, aaeja, nær en ett haar si Hjelbred -- saa er et sgu snavs.
=Esper Vøvtrup.=
Saa er _De_ maaskisæ wor Degns Søn?
=Severin.=
Ja.
=Esper Vøvtrup.=
Hwad fejler da Dje Faa'r?
=Severin.=
Aa, hans Øjne er ikke de allerbedste.
=Esper Vøvtrup.=
Hans Øwn! Ih si! Haar han faat sølle Øwn! -- Da ka de misæl ett vær
ringer end min; for mi Yw'syn den haar wot sølle i manne Or.
Nej si, nej si! Saa De er en Søn af wor Degn, heller _Jensen_ skuld a
wal sej; for han ka godt tekomm hans Titel, for vi haar aalle hat
Maag te Degn i wor Daw, hwad enten vi to ham ved Søgn eller
Høtti[38].
[38] _Høtti_, Højtid.
Han war gued baade ved Ungdomsfornywels og Ligbegjengels, og han kund
løs en Grawskrøwt op, saa der ett war en tar Yw!
=Wolle Rævsgaard.=
Hør, Esper, du glemmer aa skink dæ en Dram.
=Esper Vøvtrup.=
Tak! -- Skal a skink jen te dæ osse, Mads?
=Mads=
{(strengt).}
Nej! a bruger ett _den_ Slaw.
=Esper Vøvtrup.=
Nej, det er sand, tho du hører jo te de helle. Men hwor kan du snaar
arbejde i Herrens Vingaard og saa forajt dens Produkter?
=Pastor Gnatt=
{(sender Esper et strengt Blik).}
=Esper Vøvtrup.=
Ja, Hr. Pastor, a sejer sgu, hwad a haar Lyst te aa sej, og sin tier
a still.
Men _De_, Slagter Ræber, De er sgu da'tt for helle te aa ta en Dram.
=Ræber.=
Nej, jeg er jo, om jeg saa maa sige, lidt mere kjødelig anlagt. Ha,
ha, ha! {(Til Ka Rævsgaard).} En udmærket Mørbrad, Frue! Udmærket,
saftig Mørbrad!
=Ka Rævsgaard.=
Ja, den haar a saamænd faa't hos Olsen.
=Ræber.=
Olsen holder usædvanlig gode Varer, det siger jeg ikke, fordi han er
min Svigersøn, men ...
=Moster Malén.=
Ja, a sejer nu iløwle, te Sørensens Kjød er det bejst atter æ Priser.
=Faster Jehan=
{(yderst langsom).}
A vild osse snaar tykk -- nær det maatt høres -- te Sørensens Kjød
er, hwad a -- uden Fortræderlehied for den jen heller den naaen --
vild kald lissom en _bette_ Krumm bejer end Olsens.
{(Snakken gaar ved denne Del af Bordet videre om Kjødet.)}
=Ka Rævsgaard.=
Aa, Pastor Gnatt, er De ett saa gued aa læ æ Soes gaa ...
=Gnatt=
{(i agrarisk Disput med Nørholm).}
... Jamen det er jo dog Vorherre som skal gi' Væxten!
=Nørholm.=
Ja det er sgu meget rigtigt. Men derfor skader det dog ikke at gjøde
lidt paa Stubjorden.
=Gnatt.=
Der er et Spørgsmaal, Hr. Proprietær, der brænder mig paa Tungen: Det
hænder jo at ens Køer skal kælve?
=Nørholm.=
Ja, det vil jeg sgu da haabe for Dem, Hr. Pastor.
=Gnatt.=
Og saa kan de pludselig staa og magres og nægte at ta' Føde til sig.
Hvad gjør De ved Deres Køer, Hr. Nørholm, naar de skal kælve?
=Nørholm.=
Aa, jeg plejer at gi' dem en Flaske Bramalivselixir, indtil det
værste er overstaaet.
=Gnatt.=
Naa, er det godt?
=Nørholm.=
Ganske fortrinligt, Hr. Pastor, men Satan saa dyrt!
{(Til =Ræber=, der under hele Samtalen har vredet sig i en forborgen
Latter.)}
Han tror det, den Onde gale mig!
=Gnatt.=
Men man faar formodentlig lidt Afslag, naar man tager større Partier
ad Gangen, ikke sandt, Hr. Proprietær?
=Nørholm.=
Jo--o, der er næppe Tvivl om, at der vil blive indrømmet Pastoren en
rimelig Rabat, -- især hvis De bemærker, at det er til Køerne!
=Esper Vøvtrup=
{(til Wolle Rævsgaard).}
Sej mæ, Nôbo, er æ sand, te du er bløwen Formand for æ Andelsmejeri?
=Nørholm=
{(der har vendt sig fra Præsten, hvem Mads nu ta'r sig af, nikker
bekræftende).}
=Wolle Rævsgaard.=
Jow, nær en haar saa gued Fortaalere som Nørholm, æ Præjst og mi
Swiger ... hm! og Mads dér, saa kan en jo sajtens blyw valgt.
=Nørholm.=
Beskedenhed klæder en Yngling, men er ikke nødvendig for Dem, Hr.
Rævsgaard. Naar vi har gjort _Dem_ til Formand, saa er baade Æren og
Fordelen udelukkende paa vor Side.
=Wolle Rævsgaard.=
Maa a takk Dem, for _de_ Urd, Proprietær Nørholm.
Men De laa da sikkert ogsaa Mærk te, te der war en Del Mudstand.
=Nørholm.=
Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod
dem, der _har_ noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da
sandelig ikke værd at undres over.
Forhen talte Husmændene vore Kornstakke, nu tæller de vore Køer; i
begge Tilfælde finder de, at _vi_ fik for meget, og _de_ fik for
lidt. Eller jeg kan sige det paa en anden Maade: I gamle Dage sad
Misundelsen i Kornskjæppen, nu sidder den i Mælkespanden.
Jeg ved ikke, om det er af den Grund, at Husmandens Mælk som oftest
kommer sur til Mejeriet. {(De andre ler.)} Men vist er det, at hvis
Ole Husmand har om blot een eneste sidmavet Ko -- som han tilmed
græsser paa mine Vejskrænter -- saa forlanger han, at den ved
Valgbordet skal kunne brøle lige saa højt som mine hundrede Køer og
fire fortrinlige Præmietyre, men ikke sandt? -- det er et ganske
absurd Forlangende!
=Esper Vøvtrup.=
Ja, men haar a forstavn æ ret, saa er æ jo endele ett æ Kyer, der
stemmer, men --
=Nørholm.=
Men Køernes Repræsentant, meget rigtigt! Men det kommer jo dog ganske
ud paa eet.
Under alle Omstændigheder har De, Hr. Rævsgaard, ingensomhelst Grund
til at ta' Dem Husmændenes Opposition til Hjærte. Vi Bedrestillede
kan nu engang ikke gjøre alle tilpas, mindst Husmændene; disse Folk
er _født_ misfornøjede med Verdensordenen; det er deres Natur at være
det -- -- -- og kanske deres Ret!
=Esper Vøvtrup.=
Sej mæ, Wolle, den Formandsstilling -- smider den nøj af sæ?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, ett andt end Æren.
=Esper Vøvtrup.=
Ja, det skal jo vær jen af de "fejreste Træer i Sko-ven"; men a kan
nu nok saa godt lid _dem_, der ogsaa kan plukkes et Par Ævler aa, og
a haar ett opdaved, te _di_ Smag er forskjellig fra min, hwad _det_
angaar.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, da kan der ett skummes møj Fjedt af den Kaal.
=Esper Vøvtrup.=
Aa, du hætter sgu nok paa, -- om a kjender dæ ret -- hwordan _den_
Kow ska malkes, forre[39] den ett skal spark i æ Stripp[40].
[39] _forre_, for at.
[40] _æ Stripp_, Spanden.
Men atter hwad a her hører, saa tykkes a jo, te der paa Maader fattes
jen her ved æ Burd.
=Wolle Rævsgaard.=
Hwem skuld det vær?
=Esper Vøvtrup.=
Tho a tint paa æ Mejerist.
{(=Trine=, som under hele Samtalen har siddet i stor Uro, springer nu
op og gjør sig et Ærinde ud i Kjøkkenet.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Skuld a ett kund ta imud en Par fremmed uden æ Mejerist.
=Esper Vøvtrup.=
Aaejow; sær wal, sær wal! Men du staar som Formand for æ Mejeri og
... Ja, a ved jo ett, hwormøj en tær sej ... Ih, hwor bløw Trine aa?
{(Drejer sig om mod Kjøkkendøren. Det øvrige Selskab er nu begyndt at
lytte.)} Læd nu ogsaa vær, te han haaj fortjent en Snyd af dæ, fordet
han anbefaled æ Husmænd dje Kandidat -- tho det kund han jo godt ha
spaar -- saa vil a nu ha Lov til aa sej som _mi_ Mjenning, te vi skal
si wos godt for, om vi skal find en Mejerist, der er mir estimired --
saa maa vi komm baade til smaa og stur. Og det er iløwle nøj ward aa
ha en Mennesk, en tær stul o, paa søen en Plads.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, den Knæjt kan a nu ett lid, saa kan I for _mæ_ ha _hwad_
Mjenning, I vil.
=Esper Vøvtrup.=
Nej, du kan ett glemm, te han haar gavn i di Nøds[41] og moged og
endda vover aa sætt hans Nies op atter di Dætter. Men en maa opløw
saa manne underle Ting i wor Tider, saa det er wal endda jen af dem
mindst.
[41] _Nøds_, Kostald.
=Wolle Rævsgaard.=
Vild _du_ kanskisæ gi di jennest Dætter -- om du haaj nue -- te en
Husmandsung?
=Esper Vøvtrup.=
Ja, saagu vild a wal saa, nær det helsen war en ordenlig Mennesk.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, nu kan du jo sajt sej æ, da du ingen haar. -- Men helsen holder a
ett af dem, der søen -- burer sæ op. Der hænger saa møj ved dem af
baade det jet og det andt. -- Det er ett, som nær en er føj[42] med
æ; det gir iløwle en hiel anden Bevidsthied.
[42] _føj_, født.
=Esper Vøvtrup.=
Py! Hwem Fanden er _nu_ føj med nøj. Sejjer de ett ved dje Gaard ind
ad en End saa arm som Krag'er, i Baagstaând med Skatter og Afgywter,
ihwor de sir, og Gjeld og Forhæftels te op øwer æ Ører. Hwor manne
gaar der wal ett baagud aa æ, der fæk æ Gaard kwit og fri. I Daa er æ
mæ, i Maaen er æ dæ!
Saa sir a laant heller en ung Fyr, der haar swungen sæ op og er
bløwen te nøj, om ogsaa han saa -- som ham Taalen her er om -- er føj
ved en Ud'sid.
{(Trine er nu atter kommen ind.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Ja der maa enhwer wal ha _si_ Mjenning.
=Esper Vøvtrup.=
Ja aaeja, aaeja! Nu haar a saa dæ _min_. {(I det samme kommer =Visti=
ind fra Dagligstuen; da han passerer gjennem Døren udbryder Esper
Vøvtrup)}: Der er fandenmæ lig æ Kaa'l, vi snakker om. Læd ham nu
swor for sæ sjel!
{(=Trine= gjør Mine til at springe op, men Faderen lægger en tung
Haand paa hendes Skulder.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, Visti, du kjender wal det gammel Urd, te den der kommer sjelbøjn
skal sej paa æ Dartrin. Æ Burd her er for Gjæsterne, men skuld du vær
trængend for en Bej, saa tinker a ett, te det vil blyw dæ næjtet ud i
æ Kykken. Det vist sæ jo osse ved mi Valg, te du er kommen te aa hold
møj af "de smaa i Samfundet", og dem vil du laant snaarer træff hesud
end herind!
=Visti=
{(ser raadvild fra den ene til den anden; standser tilsidst ved
Trine).}
Hwad er det her!
=Trine=
{(fremstøder):}
Jamen, Faa'r, det er _mæ_ der haar indbøjn Visti.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, her i æ Gaard plejer æ nu aa gaa, som a vil!
{(peger bydende mod Døren).}
=Visti=
{(i vildt Oprør).}
A skal _wal_ gaa, Wolle! Og heller ska a mir sætt mi Fedder paa
Hegnsgaard, far a hentes med Hejst og Vogn.
{(Ud; Trine vil efter, men Wolle griber hende haardt om Armen.)}
{(Tæppe.)}