{Sommeraften. En knoldet Kjærflade med Led og Ledstolper; Grøfter
hist og her. Maanelyset falder bredt ned over en Aaflade, der bugter
sig ud mod Nathimlen; langs Aabredderne Rør og Siv, længst ude
Mosebryg. Til højre et =lysende Vækildsbaal=, om hvilket der danses
af Mænd og Kvinder i Bondedragter. -- Man venter paa næste Dans,
sveder og tørrer sig over Ansigterne. Per Søwren sidder paa en
Forhøjning af Græstørv og stemmer Fjolen til en Springdans.}
=Anders Forkarl.=
Naa, Pejr, hwad blywer æ saa te! Kom nu med'en, men vi haar æ Warm.
=Per Søwren.=
Ja, how, how! Gi jer slirend[22] te æ! Der er laant te Minnat og
længer te i Maaen. Og a maa først ha mæ en Skraa. For den, der skal
kjør godt, han skal smør godt. {(Putter en mægtig Ville i Kjæben;
griber Fjolen.)} Nu skal I hør mi Brumbassi!
[22] _slirend_, sindigt.
{(Spiller en Runddans[23]; de andre synger og danser til. Dansen
standser. Enkelte Par strejfer omkring.)}
[23] _en Runddans_, f. Eks. "Æ Mand ud aa æ Haardhid" eller en
anden typisk jydsk Folkedans.
=Anders.=
Skal vi nu ett legg wor Bjen fræ wos en Ywblik og si, om ett der
skuld vær en bette Kukmand[24] aa find, der kund kluk lidt for wos;
saa kund æ jo vær, te der war jen, der kund kwed wos en Vis saa læng.
Hwor er Palle? Han kan jo saa manne, som der er Ærter i en
Fjerdingkar.
[24] _Kukmand_, Gjøg, ogsaa Klukflasken.
=Alle.=
Ja; Palle skal syng!
=Palle Hjorddreng=
{(rejser sig op).}
Hwa ska _a_ syng?
=Trine.=
Syng den, du sang i Jaes, da a mødt dæ paa æ Wajs med æ Høwder.
=Palle=
{(synger =Tagfatvisen=, mens der gaar Flasker rundt i Laget med Mjød
til Pigerne og Brændevin til Karlene).}
A haar tjent Jens Masen
nu hal'anden Aar,
skjønt han er en Asen
_i_ og _om_ hans Gaard.
A maa pass hans Høwde,
a maa ref hans Fyld[25]. --
Haar æ ett aa løw ve,
saa faar a æ Skyld.
A haar gy hans Roesstok[26],
a haar past hans Lamm,
drøwen med hans Goesflok
_aa_ og i æ Damm.
Rejen med hans Følkloj,
fløtt en affentov[27],
rend æ Gaard si Møll'boj,
nær di anne sov.
Der haar ingen frej mæ,
a haar hat æ streng,
skjønt æ Stod'er stej mæ
næjsten uden Peng.
... Kom mi bette Kipkal,
kom mi bette Kwi!
Hosbond han er hwipgal
søen mud Awtensti.
Derfor maa du rapp dæ
nu mi bette Gul;
her haar a di Klap'træ;
hwor haar du di Mul.
Bløw wor Hosbond hwipgal,
det war ild aa spør,
kom, mi bette Kipkal,
med di løjen Ør!
[25] _ref hans Fyld_, ribbe Hønsefjer etc.
[26] _Roesstok_, Rosenstok.
[27] _affentov_, nu og da.
=Anders.=
Tak, Palle! Men vi maa ha mir af den Slaw, men vi _er_ ved æ.
Trine, nu maa _du_ syng.
=Trine.=
Hwadfor skal a?
=Anders.=
Jow; for du vil helst.
{(Trine rusker ham i Haaret.)}
=Anders.=
Av da! Syng saa den, du lær af hind, Ann Katrin, der løb omkring og
tegged.
=Trine.=
_Hwem_, sejer du?
=Anders.=
Aa, det ved du da nok! Hind der war gywt med ham den flott Skrædder,
som vi kaldt Greven af _Saksen_.
=Trine.=
Naa-aa!
{(Rejser sig op og staar lidt.)}
=Anders=
{(til Visti, som ligger lige op ad Trine).}
Aa, Visti, læd nu vær aa trækk hind i æ Bjen _saa_ læng. Det kan der
jo blyw Tid te sin.
{(Visti dukker sig genert.)}
=Trine=
{(synger).}
Ung Kjesten red sine Foler til Vands,
horrihej!
Der sad ved Aaen den sorte Frans,
horrihej.
Og Frans han hvøvted[28], og Kjesten gled
paa nøgen Fod i hans Arme ned --
hor-ri-hej!
Gud naade dig, Kjesten, i Franses Arm --
horrihej!
du aldrig laa ved saa falsk en Barm,
horrihej!
Han lokker alle de Piger smaa,
der færdes hist ved den dampende Aa --
hor-ri-hej!
Hvad hjælper Vægren en Pigelil --
horrihej!
naar Natten kogler, og Manden vil --
horrihej.
En Sivbusk ved en lullende Aa
er svigefuld Grund at hvile paa,
hor-ri-hej!
Det var alt langt over Midjenat,
horrihej!
før Kjesten fik sine Foler fat,
horrihej.
Saa blommende rød hun hjemad red;
_hans_ Kys bestandig paa Kinden sved, --
hor-ri-hej!
Ej mere saa hun den sorte Frans,
horrihej!
ej mere rider _hun_ Føl til Vands,
horrihej;
men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa,
mens Taarer drypper paa Vrist og Taa,
hor-ri-hej!
[28] _hvøvted_, vinked.
=Anders.=
Tak skal du ha, bette Trine. Frans war en Skurk, det vil a indrømm;
men Piger med baar Fedder i Maanskjen er heller ett nem aa staa for
for syndige Mennesker; de kan gjør jen æ broged nok med Hueser paa.
-- Men nu maa vi ha nø andt i æ Spil, for her er fuedkold, saa æ
Mand, han laa med hans Bjen i æ Bæk.
Æ Doeg bløder foruden og æ Swed forinden, saa vi taaler ett længer aa
legg still. Men her baag ved er der en udmærket Liegplads; Per Søwren
kan saa pust saa læng; der er inu en Par Stænk i æ Flask {(rækker ham
Flasken)}. Mir faar du ett, for mir haar vi ett.
=Per Søwren.=
En Skjælm, der gir mir end han haar, læd mæ kuns faa æ Levninger!
=Anders=
{(snapper en af Pigerne om Livet og danser ud bag Baalet).}
Den her Vej med Sølvtøjet!
{(De andre følger.)}
=Hellig Mads=
{(der ubemærket er kommen tilstede, træder pludselig i Vejen for
Trine).}
Godawten, Trine! Læd mæ sej dæ lig tow Urd.
=Trine.=
Er æ Gudsurd?
=Mads.=
Ja, om saa war! Saa vidt er æ wal ett kommen med dæ, te du ett kan
taal aa hør _dem_?
=Trine.=
Jamen hwer Ting te _si_ Tid; a haar wot te Kjerk jen Gaang i Daa, og
vil du præjk for mæ, saa render a fræ dæ. Men haar du helsen[29] nø
godt aa sej mæ, saa faar a jo hør paa dæ en Ywblik.
[29] _helsen_, ellers.
Aa, gaa saa læng, Visti!
{(Visti gaar; man hører under hele Samtalen de andres Leen og
Larmen.)}
=Trine.=
Naa, hwad er æ saa, du vil mæ?
=Mads.=
A vil først og fremmest sej dæ Tak for den Helsen, a fæk fræ dæ.
=Trine.=
A ved ett, a har send _dæ_ nø Helsen.
=Mads.=
Jo--ow! A war iguer henn aa levir en Par Stud; saa mødt a di Faa'r,
og saa saâ han, te han skuld hels mæ fræ hans Dætter; hun kam snaar
øwer og si te mæ.
=Trine.=
Ja, det er aalsammel nøj, mi Faa'r gjør paa hans egen Beram. Du
sorger jo sjel for, te a sir dæ saa tit, te a kan spaar mæ mi
Helsner, om a ajted aa send dæ nue, hwad a for Resten ett gjør.
=Mads.=
Men vil du da aalle blyw _min_?
=Trine.=
Ett mæ mi gud Villi, det er da't aa lyw for dæ.
=Mads.=
Men nær nu Sjæl drages mod Sjæl -- er det saa ett en yndig Syn for
Herren?
=Trine.=
Det kan saamænd godt vær. A tror i de hiele, te du forstaar dæ bejer
paa _Sjæle_ end a gjør; men saa forstaar a mæ nok saa godt paa
Mennesker, og det er Mennesker, a tar atter.
For Resten er æ jo nø godt Plevver, nær du vil faa mæ te aa tro, te
_di_ Sjæl "drages" af _min_. Sej heller, te _di_ Obligationer drages
af mi _Faa'rs_ Obligationer, _di_ Hundredkronesedler af _hans_
Hundredkronesedler, _di_ Fiedstud af hans Fiedstud, for der er æ nok,
æ Hummel stikker. _Du_ tror, mi Faa'r haar en hiel Del Peng paa Rent
-- men du _kund_ jo da ta Fejl.
=Mads=
{(forbavset).}
Hwad sejer du! Er di Faa'r ett en walholden Mand?
=Trine.=
Ja, det ved a ett nøj om, men det er da wal ett saa hiel sikker.
Ja, si du det, nu tar di Sjæl aallered Afstand, og det vil a ogsaa
gjør med baade Krop og Sjæl -- Godnat, Mads!
=Mads.=
Aa, tøw inu en _bette_ Krumm!
=Trine.=
Nej, nu haar a virkelig hør nok paa di Præjkerads; du haar jo ett nøj
aa sej mæ iløwle. -- {(Kalder overgivent.)} Visti ... Halløj!
=Visti=
{(bag Scenen).}
Her er a!
=Mads=
{(bønlig).}
Trine, du skal blyw!
=Trine.=
Nej, du kan tro nej, din helle Habakuk!
{(Leende ud.)}
=Mads=
{(hen for sig).}
Ja, de sejer jo rigtignok, te Wolle haar begynd aa spill møj Kwot ...
Men saa møj Peng _han_ arved ... Og hwad der kan blyw, det er jo da
hindes.
{(Grunder videre, alt mens han saa godt som muligt holder Øje med
Legepladsen.)}
=Anders Forkarl=
{(svedig og forpustet ind for at søge efter en Ølflaske).}
Hwad, Mads, er du her! Ja, det er jo aaltid raar aa ved sæ i Nærhied
aa en Gudsbaaen, men helsen troed a ett, te det her war rigtig atter
_di_ Katekismus.
=Mads=
{(messende).}
"Prøver alt, men bevarer det bedste!" -- Haar du tint ved det?
=Anders.=
Nej, a ett; men a troer nok, Trine haar. For for lidt sin kam hun jo
fræ _dæ_, og nu gik hun justement lig ad æ Sønden med Visti.
=Mads=
{(forfærdet).}
Men hwor kan _de_ da ha aa gaa hen?
=Anders=
{(polisk).}
Ja, hwem kan ved æ! A tint, om ett det kund vær Jens Masens Kal'hus.
=Mads=
{(mere og mere urolig).}
Da maa a si aa sni'rend dem!
{(Styrter ud til venstre.)}
=Anders=
{(raaber).}
Lykk paa Rejsen, Mads; og tag dæ i Ajt for Kræn Tammesens
Skottørvgrav!
{(Bag Scenen høres stadig Raabene: »To Mand frem for en Enke« og »Par
om Par -- spring ud =ad=!« De legende Par suser nu og da ind over
Scenen med Larm og Latter og svinder paa den anden Side. En ung Pige
kommer ind i stærkt Løb, skarpt forfulgt af »Enken«. I Mørket snubler
hun over Per Søwren, der er falden i Søvn ved Flasken.)}
=Per Søwren=
{(vaagner og raaber).}
Æ Fjol, æ Fjol; pas endele paa æ Fjol!
=Anders=
{(iler til og hjælper Pigen op).}
Oppedas, mi bette Lam; stur Pig'er slaar sæ ett, især nær de falder i
æ Kjar. Med minder du stødt dæ paa den gammel Udgaangsøg.
{(Peger paa Per Søwren; Pigen ler og spræller.)}
=Anders.=
Nej, først en bette Kys for Umme[30] og Tidsspild. Godt! Den næjst!
[30] _Umme_, Umage.
{(=Hun= piler igjen af.)}
=Anders=
{(til Per Søwren).}
Nu war æ sgu snaar paa Tid, du ga wos lidt mir Mosik, Pejr, istejfor
aa legg der aa flyd i Vejen for Trafikken. -- Du faar di Donner
lovlig billig i Awten.
=Per Søwren=
{(søger efter sin Hue; gaber).}
Tho a war nær bløwen søvne.
=Anders.=
Nær! -- Du haar jo gjord æ Egn usikker med di Snorken i snaar en Tim.
=Per Søwren.=
Nej, nu øwerdrywer du æ! -- Men nu skal vi, karenmæ, osse ha nø Lyw i
æ Klud. Der er da't en jenle Drip i æ Flask inu.
=Anders.=
Nej, ett saa møj som der kan læsk en Høn.
{(Legen er imens opløst, Karle og Piger med hinanden om Livet kommer
ind paa Scenen.)}
=Jonna=
{(søger at stive Hjorddrengen af).}
Bette Palle haar sgi kiget for dyft i æ Mødflask; han ser ud, som han
var falden fræ æ Høg og te æ Kukmand[31].
[31] _falden fræ æ Høg og te æ Kukmand_, et Udtryk for
Nedslaaethed.
{(Hun anbringer ham i Forgrunden i Nærheden af det nu tildels slukte
Baal, hvor han falder i Søvn.)}
=Anders.=
Skal vi nu hwil lidt, saa synger Per Søwren nok en Vis for wos. --
Syng den om dæ sjel, Pejr; den gjør du bejst.
=Per Søwren=
{(synger og spiller under udtryksfulde Gebærder).}
Med Bisselæ'r i mine Sko
og godt Humør til Færden,
med ringe Mønt, men Tørst for to, --
saadan kom jeg til Verden!
Min Mor gik rundt og Grise skar,
min Far han spilled paa Lire,
hvis det var ham, der var min Far,
for Sognet har skjænket mig fire,
for een -- det var for lidt for Per Søwren.
Og jeg gaar rundt fra Hus til Hus
og klinker gamle Fade,
og limer Hank paa skaaret Krus
og holder Godtfolk glade.
At sidde ved en halvtømt Kop
og kildre Fjol paa Halsen,
mens Pigebørn gjør høje Hop
og tumler sig i Valsen --
Hej, det er et Liv for Per Søwren!
Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
naar jeg har Mønt i Pungen;
den Mand, der slider støvet Sti,
maa ogsaa læske Tungen.
En Mark paa Disken slænger jeg:
"Nu Vært, lidt rap paa Haanden!
Een Pæl til dig og to til mig,
saa skal vi fugte Aanden --
men een -- det er for lidt for Per Søwren!"
I hvert et Sogn der sad en Tøs
for mig i stille Venten,
og naar tilsidst jeg rev mig løs,
hun fulgte mig til Stenten;
der sa' hun mig et ømt Farvel
og kyssed mig paa Panden,
men bagved næste Sogneskjel,
der mødte mig -- den anden, --
for een -- det var for lidt for Per Søwren.
Ja, saadan fo'r jeg Landet om
og stavred over Heden,
fra Storken fløj, til Viben kom,
og Sommeren var leden.
Den Sommerdag blev aldrig lang,
naar Tørsten først var slukket, --
een Lærke over Issen sang,
og een mod Munden klukked,
for een -- det var for lidt for Per Søwren.
Og gaar det saa en Dag paa Hæld
med Krus og Rus og Resten,
saa gjør jeg op min Syndergjæld
og træder ind for Præsten:
Du Mand, hvis Fag det er at tro --
naar jeg er død og borte,
bed saa for mig en Bøn, nej to,
og ikke altfor korte, --
for een -- det er for lidt for Per Søwren.
Thi Folk af min Kaliber, Præst,
de glemmes let i Vrimlen,
de bydes sidst til Livets Fest,
og de har længst til Himlen.
Og var jeg undertiden slem,
saa hils dog din Vorherre,
og sig fra mig: Jeg kjender dem,
der var adskilligt værre,
og dog kommer ind før Per Søwren.
Men snart er Per en gammel Knægt
med Skimmelsvamp paa Tanden;
han slingrer under Livets Vægt,
hans Øl staar surt i Kanden.
Og er en Dag der ingen Per
at øjne under Festen,
da trænges ej til Spørgen mer,
enhver vil gjætte Resten:
Godnat og Guds Fred med Per Søwren!
{Efter en kort Pavse rejser der sig en Larm i Selskabet. En Pige
styrter leende ud af Flokken; en Karl, der vil tage et Kys fra hende,
løber efter; Pigen render Hovedet mod en fremmed Mandsperson og
udstøder et Hvin.}
=Wolle Rævsgaard=
{(træder ind fra venstre med løftet Stok; Flokken flygter over Hals
og Hoved. Wolle Rævsgaard frem mod Per Søwren, der ikke er kommen
med).}
=Per Søwren=
{(holder Fjolen op over sit Hoved og raaber):}
Slaa _mæ_, men skaan æ Fjol!
{(Kvask! Fjolen splintres.)}
=Per Søwren=
{(hulkende).}
Mi jennest Rigdom paa Jorden!
{(Gaar bøjet bort med Fjolen ved Strengene.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(styrter hen mod den sovende Palle; griber ham).}
_Dæ_ fæk a da fat i!
Du skal slipp for Bank, hwis du sejer mæ, hwor mi Dætter holder te.
=Palle.=
Av, Av! A ved æ ett!
=Wolle Rævsgaard.=
Saa maa a prøv, om ett mi Kjep ved æ. {(Rap! Hyl!)} Naa, hwor saa?
=Palle=
{(vrider sig).}
A ved ett nøj, men du kan jo si ind ad æ Dar, nær du gaar forbi Jens
Masens Kal'hus.
=Wolle Rævsgaard=
{(slipper Palle).}
Jens Masens Kal'hus! {(Fløjter.)} Der fløw en Stork op[32]!
[32] _Der fløw en Stork op_, der gik en Praas op for mig.
{(ud.)}