* * * * *
Familjen Abel var et rent Dueslag. Man gjorde sig forstaaelig i kælne
S-Lyde og Smaahvin.
-Mig kalder han for Musse-Mor, sagde Enkefruen. Ja, #han# gi'er os
Navne.
Naar der var fremmede, hang de Forlovede matte over et Par Stole, til
en af dem sagde "Busse-Bisse", og de forsvandt bag Dørene.
-Det er deres Sprog, sagde Enkefruen. Deres Sprog var jo lidt
vanskeligt for fremmede.
Naar Visiterne skulde gaa, blev der raabt paa "Basse" og "Bøsse" et
halvt Kvarter. De er vist i Haven, sagde Enkefruen. Basse og Bøsse var
uafladelig i Haven, de gemte sig allevegne, hvor der var lidt tæt
grønt.
Naar Basse og Bøsse kom frem, saa' de højrøde og fortumlede ud.
Louise-Ældst og det lille Mandfolk levede i Smaafægtninger med Livtag.
Det lille Mandfolk gav hende Svogerkys og kildede hende bag Dørene.
I Selskab var de allesammen søvnige og sad i Krogene. Ved Bordet sagde
Enkefruen smaa sødladne "Busse" over til "sine tre". Hun vidste ikke
selv, hvad det betød.
Var de hjemme om Aftenen, blev der ikke tændt Lys.
-Vi holder Skumring, sagde Enkefruen, allesammen.
Det lille Mandfolk sad mellem Bøsse og Lisse-Sa i Sofaen. Frøken
Jensen og Enkefruen sagde en Gang imellem noget ud i Halvmørket. Henne
fra Sofaen smaaknirkede det. Saadan sad de hele Timer.
Naar Frøken Jensen kom over til sig selv, kyssede hun sin Bel-ami paa
den kolde Snude.
Undertiden gik Basse og Bøsse ned over Markerne til Aftentoget. De
gik op og ned langs Perronen og saa' hinanden ind i Øjnene; naar de
drejede, kyssede det lille Mandfolk Bøsse-Sa paa Øret.
Katinka sad paa Perronbænken med Huus' blaa Sjal om sig; naar Toget
var borte, hørte hun de Forlovede gantes hjem over Markstien.
Katinka rejste sig og gik ind. Dagene blev korte, de maatte allerede
have Lys til The.
-Lampen, Marie, sagde hun.
Marie kom ind og stod med Lampen ved Klaveret. Lyset faldt paa
Katinkas lille smalle Ansigt og de hvide, gennemsigtige Hænder, der
blev liggende paa de sidste Taster.
-Kald paa Bai til The, sagde Katinka. Hun støttede sig til Klaveret
for at komme op fra Stolen. Hun var altid saa træt, som var der Bly i
hendes Ben.
De drak The og Bai fik Bladene til sin Toddy.
Katinka tog en Bog af Tasken. Det var bestandig de "nye" Bøger: Agnes
og Andersen havde altid skændtes om dem.
Bogen laa aaben under Lampen. Katinka kom aldrig længer end tyve Sider
i den: Livet var det dog ikke og rigtig Digt ikke heller, der kunde
tage Tankerne væk.
Hun tog sin Poesibog frem; hun havde skrevet "Marianna" ind med en
Datum. Og naar hun lagde Bogen ned igen, blev hun staaende foran
Skuffen, før hun lukkede. Den lille japanesiske Bakke laa pakket ind i
det gullige Brudeslør.
Hun gik ogsaa ud i Køkkenet. Hun havde sin Yndlingsplads paa
Huggeblokken i Krogen. Maria syede foran Tællelyset paa Bordet og lod
Munden gaa. Hun var en trofast Sjæl, som ikke glemte gammel Kærlighed.
Hun snakkede stadig om Huus Og saa ensomt som det nu var blevet.
Katinka sad tavs i sin Krog. En Gang imellem rystede hun, som hun
frøs, og hun trykkede Armene fast ind mod sit Bryst.
Marie Pige blev ved at snakke med sit store røde Ansigt ind mod det
ensomme Lys.
-Vi skulde vel i Seng, sagde Bai og aabnede Døren.
-Ja, Bai....
-Godnat, Marie.
* * * * *
Efteraaret kom med tungsindige Taageslør over Markerne. Himlen laa lav
over Dage, der sneg sig i Halvmørke fra Nat til Nat.
-De maa tage Dem sammen, lille Frue, sagde den unge Doktor, De maa
mande Dem op.
-Ja, Doktor.
-Og gaa. De maa ha'e Bevægelse. Det er Kræfterne, som er rent borte.
-Ja, Doktor, jeg skal nok gaa.
-Og ellers ikke no'et nyt? Doktoren rejste sig. Har De haft Brev fra
Frøken Agnes?
-Ja--forleden.
-De taler om at Andersen søger bort....
-Jeg hørte det, siger Katinka. Alle rejser herfra....
-Aa nej, lille Frue, der er ogsaa dem, der bliver....
-Ja, vi bliver, Doktor.
-Det er ikke rigtig godt med Fruen, siger Doktoren ude i Kontoret,
hvor han tænder Cigar.
-Nej, Satan til Historie, siger Bai.
-Der er ingen Kræfter ... Naa, god Morgen, Forstander.
-Ja, Satans ... Naa, Morgen, Doktor.
-Du maa osse gaa, Tik, siger Bai, naar han kommer ind efter Godstoget.
Du gør heller ikke no'et for det.
Katinka gik. Hun sled sig frem over Markerne mod Vind og Vejr.
Hun gik ned til Annekset. Stakaandet hvilte hun sig paa
Stævningsstenen udenfor Kirken. Kirkegaarden laa flad og blomsterløs
bag den hvide Mur. Kun Buksbomhækkene stod stive om de stive Kors med
deres Navne.
Hun gik atter hjem--over Engene. Middagstoget kom larmende over Broen
og snoede sig bort. Som en mørkere Plet i Taagens Graa laa Røgen en
lille Stund, og løste sig saa.
Paa den Side Aaen blev der pløjet. Græstørven skrælledes op i lange
Furer bag den sindige Plov.
Katinka kom hjem.
Mølleren havde været der, eller Forvalteren fra Kiærs.
-Rask Fyr, du, den Svendsen, sagde Bai til Katinka. Svært oppe i
alting, rar Fyr, du.
-Ka' jo ikke vide, hvordan han er til sit Arbejde, sagde han til Kiær.
Kiær brummede noget.
-Men en rask Fyr er han, en "Ligesindet," du gamle Kiær.
Svendsen samlede paa græske Kort og Billeder i lukkede Kuverter. Han
havde dem med ned paa Stationen, og Bai og han gik dem igennem til
Toddyen. Kigger vi lidt i "Arkivet", sagde Svendsen.
-For min Skyld gerne. Bai var altid villig.
Svendsen fik "Nyhederne" fra Hamborg mod Efterkrav.
-Satan til Griseri, sagde Bai glad. Han talte altid sagtere, naar de
"var ved Arkivet", skønt Døren var lukket.
-Satan til Griseri, gamle Svendsen, sagde han og holdt Kortene op for
Lampen.
De blev ved at se paa Kortene. Bai gned sig paa Knæene.
-Men denne er høj, sagde han. Denne er vanskelig, sagde han.
Svendsen gned sig under Næsen og snøftede.
-Steg, sagde han, Steg er 'et.
De var til Ende med Billederne og sad lidt stille ved Toddyglassene.
Det var ligesom Bai faldt sammen.
-Ja, sagde han: men hvordan er Livet, Svendsen.
-Hvordan er Livet, Gamle, med en svag Kone?
Svendsen svarede ikke.
Bai sukkede og strakte Benene ud fra sig....
-Ja, Gamle, sagde han. Ja--vist er det. Svendsen havde siddet
filosofisk tavs. Nu stod han op:
-Nej, man véd s'gu ikke, hvad der er sunget ved Ens Vugge, sagde han.
Bai rejste sig og aabnede Døren til Dagligstuen.
-Hva', sagde han, sidder Du i Mørke.
-Ja; Katinka stod op fra Krogen. Jeg sad lidt i Mørke....
-Ønsker du noget, Bai?
-Jeg følger Svendsen et Stykke, sagde Bai.
Katinka kom ind for at sige Farvel.
-Fruen er stadig noget blegnæbet, sagde Svendsen og følte paa
Lommerne, om han havde sine Samlinger.
Bai var færdig og der blev sagt Farvel.
-Gud bevar'es--Fruen maa blive inde--det er meget for køligt.
-Jeg følger kun til Laagen, sagde hun.
De kom ud paa Perronen: Det er stjerneklart, sagde Bai.
-Det melder Kulde. Godnat, Frue.
Laagen slog i.
-Godnat.
Katinka stod lænet til Laagen. Stemmerne døde bort. Katinka løftede
Hovedet: Ja--Himlen var klar og alle Stjerner oppe....
Som vilde hun klage sin Nød for det døde Træ, bøjede Katinka sig ned
og slog Armene om den fugtige Stolpe.
* * * * *
Lindes kom nu tit om Aftenen. De savnede Agnes, de to Gamle.
Og Andersen skulde ogsaa rejse.
-Han vilde jo afsted, sagde gamle Pastor. Og nu kan man risikere at
sidde her og faa en af "det levende Ord"....
Pastor andersen havde faaet Kald paa Vestkysten.