-Ja, jeg følte dog Trang til selv at sige det til vor Sjælesørger.
Enkefru Abel brugte igen sit Lommetørklæde: I saadan alvorlige
Øjeblikke, sagde hun.
Gamle Pastor slog sig paa Maven af Fornøjelse. Jordbærlikøren kom paa
Bordet med Smaakager. Fru Linde sad i Sofaen med Fru Abel, for at faa
at vide, hvordan det var "blevet". Det var "blevet" i et Lysthus ...
ved Stranden....
Gamle Pastor drak med Louise-Ældst.
-Naa, naa, man véd, hvordan det gaar, naar der først er gaaet Hul ...
Der kommer Bevægelse i Tingene, sagde gamle Pastor.
-Hr. Pastor, Tanken om, at man skulde miste dem begge--min sidste ...
Enkefruen fik et Anfald af frygtsom Ømhed mod sin sidste.
Den sidste var saa kælen som et lille Føl i Anledning af Dagen.
-Saa kan hun saamæn endnu blive et rigtig rart Menneske, sagde Fru
Linde, hun satte Kagetallerkenerne sammen, da de var gaaet. Der er dog
god Bund i dem, Linde.
-Himlen véd, hvad Agnes vil sige....
Agnes var i Skoven med nogen Ungdom.
-Naa, saa Gud være lovet da, sagde hun ved Hjemkomsten, da hun hørte
det.
-Gud forbarme sig, de knuser jo det lille Mandfolk, sagde Agnes, hun
stod ved Perronlaagen og saa' efter Familjen Abel, der havde hentet
Svigersøn.
Det lille Mandfolk fløj rundt mellem Medlemmerne Abel, saa hjælpeløs
som en Bønne i en Kværn.
-Naa, sagde Agnes: paa ham ser man da, at han har Vand i Hovedet.
Hun tog Katinka om Livet, og de gik ind i Haven.
-Ja, sagde hun og lukkede Laagen: nu er de "løkkelige".
De satte sig under Hylden. Pludselig sagde Agnes:
-Nu rejser jeg ... I næste Uge. Jeg har sagt det hjemme.
-Dette her er jo ikke til at holde ud. Agnes rev de paa Bordet
nedfaldne Blade i smaa Stykker. En Gang maa det vel ta'e en Ende.
Katinka sad og stirrede ud i Rummet: Tror De, Agnes, man rejser bort
fra sine Sorger, sagde hun stille.
-Man faar jo ogsaa Arbejde ... Lærerinde-Prøven. Der er jo ikke andet
... For at sætte sig bag et Glasvindu paa et Posthus er dog for
morsomt ... og til noget alvorligt er det for sent.
Katinka nikkede: Ja, sagde hun. Det er #det#.
-Hm, sagde Agnes, saa mange Chancer har vi "Kvinder" egenlig ikke; de
første fem og tyve Aar af vor Tilværelse danser vi rundt og venter paa
at blive gift--og de sidste fem og tyve sidder vi hen og venter paa at
blive begravet....
Agnes satte Albuerne paa Bordet og støttede Hovedet i Hænderne.
-Dejligt, sagde hun ud i Luften.
Pludselig holdt hun Hænderne for Ansigtet og brast i Graad.
-Og som man saa vil længes, sagde hun.
Hun græd længe med Ansigtet i Hænderne. Saa lod hun Armene falde ned
paa Bordet. Hun saa' paa Katinka; den dejlige Kone sad bøjet frem med
Hænderne i sit Skød; langsomt løb Taarerne ned ad hendes Kinder.
-Hvor De er god, sagde Agnes og rakte sig over mod hende ... Dejlige
Kone....