-Ak, Gud, jeg har jo set det, sagde hun. Jeg saa' det godt. Men de véd
ikke hvad de vil, Fru Bai. De véd ikke, hvad de vil, min Ven....
-Det er Ungdommen--en anden Ungdom nutildags, lille Fru Bai. De gaar
og spø'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige
for Livstid--
-Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta'et
det onde med det gode i tredive Aar....
-Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en
Gang lukker vore Øjne.
Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist.
Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest. Det var, som der kom
saadan Ro med ham.
Naar han sad ved en Kvartskillings med Kalotten og spillede fint med
det glade, gamle Ansigt:
-Der ser De, min Fa'r, sagde han, naar han tog Stikkene hjem.
De to Gamle smaaskændtes.
-Det er, som jeg siger dig, Linde....
-Om du vil tro mig, min Pige ... og han bredte Stikkene ud.
-Dem, lille Frue, det er Dem.
Katinka faldt hen. Hun sad og saa' paa de to Gamle.
-En Karo-Dame ... der ser De, min Fa'er....
Den sidste Robber spillede de med Blind. Katinka gik om og ordnede til
Bordet. Man spiste stadig bedre og bedre hos Bais. Bai havde saa mange
Livretter, som Katinka lavede.
Der var mange Dage, hvor hun havde sin Gang i Køkkenet fra om Morgenen
tidligt og kogte og brasede efter Opskrift og Kogebog. Svære
Kunststykker, hvor der skulde baade skrabes og skrælles.
-Træt satte Katinka sig ned paa Kødblokken og hostede.
-Fruen aser sig en Svindsot til, for at de bare ka' stoppe i
Munden-det blir Enden, sagde Marie.
-Vil du ha'e Genever, siger Katinka.
-Hvis du har--
Naar han nikkede, saa' man, at Bai havde faaet Dobbelthage. Han lagde
sig i det hele ud. Med en lille koket Runding under Vesten og
Smilehuller for Knoer.
-Saa er der færdigt, siger Katinka.
-Tak, min Pige, siger Bai.
Der var i den sidste Tid kommet saadan noget sultanmæssigt over Bai.
Det kom maaske med Korpulencen.
-Tak min Pige, vi spiller ud, siger han igen.
Katinka sætter sig paa en Stol ved Bordet og venter. Gamle Pastor ser
hen paa Bai over det dækkede Bord til hans stille Kone. Katinka
støtter Hovedet i sin Haand.
-De, Borgmester, siger gamle Linde over til Bai.
Katinka rejser sig. Der var noget glemt paa Bordet ... Døren lukker
sig efter hende, og Gamle Pastor ser igen hen over det lyse Bord og
paa Bai, som holder Kortene over den kokette Begyndelse:
-Ja, Forstander, siger gamle Pastor, De er en lykkelig Mand i Deres
Hus.
Bagefter sidder de ved Mælkepunchen og Smaakagerne: Det er de gode
Ægtemænd, der holder af Sødt, siger Fru Linde: Bai vil have flere
Vanilliekranse frem af Kassen.
Og de gnasker videre rundtom Lampen.
-Vil De ikke spille lidt, siger Fru Linde.
-Eller synge os én--én af Agnes', siger gamle Pastor.
Katinka gaar hen til Klaveret. Og hun synger dæmpet med sin svage
Stemme Sangen om Marianna.
Gamle Pastor hører til med foldede Hænder og Fru Linde lader
Strikketøjet synke.
Under Gravens Græstørv sover
Stakkels Marianna--
Kommer Piger, græder over
Stakkels Marianna.
-Tak, sagde gamle Pastor.
-Tak, lille Fru Bai, sagde Fru Linde.
Hun saa' ikke rigtig Maskerne, før hun havde faaet Øjnene tørret.
Katinka blev siddende med Ryggen til de andre. Langsomt faldt Taarerne
fra hendes Kinder ned paa Tangenterne.
-Ja, Ungdommen nuomstunder har mange Ideer, sagde gamle Pastor. Han
saa' hen for sig og tænkte paa Agnes.
De rejste sig for at gaa og Fru Linde tog Tøj paa i Sovekamret. De to
Lys for Spejlet var tændte. Der var saa lyst og hyggeligt med alt det
hvide om Sengen og Toiletspejlet.
-Ja, sagde Fru Linde, om vi fik Agnes at se i saadan et Hjem. Hun
snøftede endnu mens hun bandt sine Hattebaand.
-Jeg følger Pastorens, sagde Bai. Man maa ha'e lidt Motion....
-Ja, sagde Pastoren. Man maa røre sig efter den Aal i Gelée.
-Man spiser for godt paa Stationen. Mo'er har forbudt mig at sætte min
Fod her om Lørdagen.
-Jeg gaar ikke længer, sagde Katinka og blev staaende i Døren.
Doktoren vil have, at jeg skal være forsigtig med min Hoste.
-Nej, gaa ind, Efteraaret er den værste Tid.
-Godnat, Godnat.
-Katinka gik ind. Hun tog et gammelt Brev fra Agnes frem, krøllet og
forlæst, og hun lagde det under Lampen:
... Og saa havde jeg haabet at den første Tid var værst, og at Tiden
skulde læge. Men den første Tid er god og ingenting mod nu. For da er
det en Smerte, hvor alting er nær. Men naar det saadan taber sig, Dag
for Dag, ligesom Jord der skrider, og hver ny Morgen, der vækker os,
skal blot fjerne os længere. Og nyt kommer der ikke, Katinka, ingen
Skygge, men bare alt det gamle, Minderne, som vi trevler og trevler i
og sidder over ... saa er det ligesom der sad et stort Sugedyr paa
vort Hjerte. Minder er en Ulykke for baade Legeme og Sjæl.
Katinka lænede sig tilbage med Hovedet mod den kolde Væg. Ansigtet var
saa blegt i Lampeskæret. Hun havde ingen Taarer fler.
Bai kom hjem.
-Det blev sent, sagde han, Satan saa Tiden løber ... Jeg faldt ind et
Sted med Kiær....
-Det var Kiær, som vilde bede ... Jeg mødte ham ... her paa Hjemturen.
-Er det blevet saa sent, sagde Katinka blot.
-Ja--den er over ét ... Bai begyndte at klæde sig af: Pokker til
Følgen hjem, sagde han.
Bai fulgte i den sidste Tid altid "hjem". Han gik til Kroen: Naa, saa
maa man vel hjem at vogte Hus og Ild, sagde han og tog Farvel med
Gæsterne.
Han "vogtede" det i Kroen hos en Pige, som om Sommeren havde haft
korte Pufærmer over et Par bløde Arme. Klokken blev et, og den blev to
mens han "vogtede" det.
-Du ku' jo ogsaa gaa i Seng, sagde han til Katinka. Du sidder oppe i
Kulden.
-Jeg vidste ikke, det var saa sent....
Sengen knagede derinde under Bai, han strakte sig.
Katinka satte Blomsterne i Række ned paa Gulvet. Hun hostede, naar hun
bøjede sig.
-Pokker til Gigt, sagde Bai, saa den værker.
-Jeg kunde jo gnide dine Arme, sagde Katinka.
Det var blevet en Aftenproces, at Katinka gned Bai paa Armene med en
Mirakelsalve mod Gigt.
-Aa, det kan være, sagde Bai. Han vendte sig et Par Gange og sov ind.
Katinka hørte Nattoget. Det larmede over Broen og naaede ind med
Klapren--nu var det sust bort.
Katinka gemte Ansigtet i Lagenerne for ikke at vække Bai med sin
Hoste.--
* * * * *
Vinteren kom, og Jul. Agnes var hjemme, og "Postvæsenet" kom om
Juleaften til Abels.
Lille-Jensen og Bel-ami var paa Stationen som ifjor. Nu blev Bel-ami
baaret aldeles officielt.
-Den er blevet blind, sagde Lille-Jensen. Dyret var saa dovent, at det
ikke gad aabne Øjnene.
Da Træet var tændt, bragte Bai en lukket Depesche og lagde den paa
Katinkas Bord.
Depeschen var fra Huus....
Bai og Lille-Bentzen smaasov i Kontoret. Katinka og Jensen sad i
Stuen, hvor Træet brændte ned.
Lille-Jensen nikkede i Blundet og stødte Hovedet mod Klaveret....
Katinka saa' paa det slukkede Træ. Hendes Haand gled sagte hen over
Huus' Depesche, som laa i hendes Skød.