Et Par Dage efter rejste Katinka "hjem".
Hendes ene Broder havde en Købmandsforretning i hendes Fødeby; hos ham
boede hun; de andre Brødre havde alle Vinde spredt.
Svigerinden var en rar lille Kone, som bragte Barn til Verden hvert
Aar og trimlede halv genert og fortrykt rundt i sit evige Svangerskab.
Hun var blevet meget magelig og en Del fordummet. Hun kom jo ikke til
stort mer end til at føde og amme.
I Huset var der altid en af Stuerne, hvor man ikke var naaet til at
faa Gardinerne op. De laa renstivede og ventede spredte over alle
Stole. Vasket blev der altid om de mange Smaa; der var Smaasnore
allevegne med Linned og Sokker. Maden til Maaltiderne blev aldrig
færdig i rette Tid, og der var altid for faa Tallerkener, naar man
endelig kom tilbords.
-Lille Mi og Mo'er spiser sammen, sagde den lille Kone.
Dørene klaprede uafladelig, og hver halve Time hørte man et Hvin som
af stukne Grise gennem Huset. Det var en af de Smaa, som faldt ned et
eller andet Sted i Krogene. De havde altid Buler for og bag.
-Naa, sagde Broderen. Nu igen--
-Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer, sagde den lille Kone.
Hun sagde altid: Ja, hvad skal jeg gøre, Kristoffer; og saa' hjælpeløs
ud.
Lidt efter lidt kom der med Katinka Ro i Huset. Hun trængte til at
have noget at gøre, til at vide, hun var nyttig; og hun gik saa
lydløst om, mens alt blev gjort.
Den lille Svigerinde sad som lettet og smilte taknemligt fra sin Stol
i en Krog--hun sad altid i Krogene, bag en Sekretær eller ved Siden af
Sofaen--med sit forknytte Smil.
Katinka blev helst derhjemme inden Døre. Her var de gamle Møbler
hjemmefra og alle de gamle Ting: Faderens Mesterstykke, Egetræskabet
med de udskaarne Figurer paa Dørene--hjemme stod det i Stadsstuen,
midt imellem Vinduerne.
-Det er Moses og hans Profeter, sagde Faderen. Katinka syntes, at "de
Mænd" var det forunderligste af alt i Verden.
Og Marmorbordet, som var blevet købt paa en Auktion, og hvor de "fine
Ting" stod i symmetriske Rader: Sølvsukkerskaalen med Kanden og
Sølvbægeret, der var en Hædersgave fra Lauget.
Mens hun gik rundt og ordnede Huset, fandt Katinka stadig Erindringer
derhjemmefra, en gammel Kop med Inskription, et gulnet Skilderi, tre,
fire Tallerkener....
De gamle Tallerkener, med de blaa Kinesere og Haven med de tre Træer
og den lille Bro over Bækken ... Hvor de dog havde fortalt hinanden
mange Historier om de Kinesere, hjemme om Søndagen, naar de brugte det
fine Stel.
Katinka bad, om hun maatte beholde de gamle Tal-lerkener.
-Om Du #maa#? sagde den lille Kone ... Aa, Gud--det er jo kun Skaar
(#alt# var Skaar der i Huset)--her bliver alt skamferet ... men hvad
skal jeg gøre?
Katinka blev, som sagt, helst inden Døre, eller hun gik op paa
Kirkegaarden til Graven. #Der# oppe var bedst. Hun syntes tit, hun var
som en Enke, der sad dér ved sin Mands Grav.
Han var død saa hurtig, de havde levet sammen saa kort, og nu var hun
alene, helt alene.
Bedst som hun sad, læste hun Indskriften paa Gravstenen, Faderens og
Moderens Navne.
Om de havde elsket hinanden? Faderen, der altid brummede og sad og
blev vartet op--og Moderen, der var blevet saa ganske anderledes, da
han var død, som om hun blomstrede op igen med ét....
Saa #lidt# hun dog havde kendt til sine Forældre.
Ja, saa lidt de kendte til hinanden--alle Mennesker, som levede og gik
rundt ved Siden af hinanden....
Katinka lænede Hovedet mod Taarepilens Stamme. Hun følte en bitter
Sørgmodighed, hun aldrig før havde kendt.
Paa Gaderne eller i Byen kom hun sjældent. Der var saa meget nyt
allevegne, og alt var anderledes end den Gang. Lutter nye Ansigter, og
nye Navne, Folk, hun ikke kendte.
Hun havde været henne i den gamle Gaard. Der var bygget Bagstuer i
deres gamle Værksted. Og der var sat Vinduer ind og nye Døre; og der
var lavet Gavlkammer i deres gamle Dueslag.
Katinka gik ikke mere ind i den gamle Gaard.
Thora Berg havde hun mødt paa Gaden.
-Men, det,--jo, det var den gamle Stemme--det er jo Katinka....
-Ja.
-Men Pigebarn--hvor kommer du her? ... Og ligner ganske dig selv....
-Og du, sagde Katinka, hun havde Taarer i Øjnene.
-Jeg--forbarme sig--jeg er jo bosiddende her--siden i Foraaret--vi
blev forflyttet.
-Ja--min Pige--der er løbet noget Vand i Stranden ... Du har vel ingen
Børn?
-Nej.--
-Tænkte det nok. Tak du din Gud--min Pige--jeg har fire ... og fem
Pensionærer ... Ja--man skal ikke række langt med næstældste
Kaptejnslønning....
-Men du ... Hvor boer I, Børn--stadig paa det gamle Sted ... Aa
Gud--vi ved Militæret har jo ikke blivende Arne....
Thora blev ved at tale. Katinka gik ved Siden af hende og saa' paa
hende. Egenlig var det det samme Ansigt; men det var blevet som
strammet i alle Linjer og saa gult og spidst mod Hagen.
-Du sér paa mig, min Pige, sagde Thora, ja, du, det er just ikke bar
Klubballer at leve....
Hun sagde, hun vilde besøge hende og tage hende med hjem i Reden.
-Men det er Repetitionstid, du--og vi sidder til Halsen i franske
Gloser....
De skiltes. Katinka blev staaende og saa' efter hende. Hun havde en
kort, stumpet Fløjelstrøje paa og en gul Kjole. Det var alt sammen
taget paa skraa, og saa' ud, som det var lidt for snævert.
De saas først igen omtrent en Uge efter i Kirken.
-Om man kommer udenfor sine Døre? Ja--har jeg ikke villet være hen hos
dig hver Dag, sagde Thora. Kom nu til os paa Onsdag, du ... Onsdag
Klokken tre ... Onsdag har man mest Fred, sagde hun.
Katinka var der om Onsdagen.
Thora var i Køkkenet, da hun kom, og Katinka ventede i Dagligstuen.
Stuen var for stor til Møblerne, Thoras gamle Udstyrsmøbler, der var
blevet slidte og blegede: de stod og ligesom strakte sig for at naa
hinanden langs Væggene. Ved Vinduet stod der en moderne Blomsterholder
med en Gummiplante og en Rørflugtstol med et broderet Tæppe. Det var
Pragtmøblerne.
Paa Bordet laa nogle Digtsamlinger i falmede Bind og et Par
Rhinpanoramaer, Erindringer fra Kaptejnens og Thoras Bryllupsrejse.
Paa høje gultapetserede Vægge hang der nogle Blomsterstykker i smalle
forgyldte Rammer. Det var Roser og Stedmodersblomster med store
Dugdraaber, der saa' ud som Glasperler, spredt over Bladene. Katinka
kendte dem, Thora havde malet dem som ung Pige.
-Ja, man pynter op med de gamle Talanger, du, sagde Thora, hun kom
ind, mens Katinka saa' paa Rosene med Glasperlerne.
Kaptejnen aabnede Døren i Lærredsfrakke og Fliptøj: #Skal# der spises?
spurgte han.
-Vi har jo fremmede, Dahl, sagde Thora. Og Døren blev lukket. Dahl
tegner Kort du, sagde hun.
Kaptejnen kom til Syne igen i Løbefrakke. Meget kært, meget kært,
sagde han og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet. Naar Kaptejnen ikke
tegnede Kort eller kommanderede, havde han altid en Forfalds-Datum og
et langt Regnestykke i Hovedet. Det var Rester fra Løjtnantsdagene og
Bryllupsrejsen med de to Rhinpanoramaer.
Thora sad og snakkede en hel Mængde. Katinka tænkte paa, hvor hun dog
havde faaet nogle urolige Øjne, som saa gik til Døren, og saa til
Dahl, mens hun blev ved at pludre.
-Den er et Kvartér, sagde Kaptejnen.
-Drengene er ikke kommet, sagde Thora.
-Og derfor spiser vi ikke, sagde Kaptejnen. De maa vide, Fru Bai, det
er Drengene, som er Herrer i Huset.
Thora sagde ingenting. Kaptejnen satte sig paa en afsides Stol ved
Skrivebordet. Rygstykket faldt af.
-At den Stol dog aldrig kommer hen, sagde han.
-Ja--Dahl....
-Vi har nu ventet paa det et halvt Aar, Fru Bai, sagde Kaptejnen. Han
bukkede let henimod hende. Det er saadan #Skik# her i Huset.
Drengene meldte sig ned ad Loftstrappen som den vilde Jagt.
-Der er de, sagde Thora. De gik ind i Spisestuen. Kaptejnen havde budt
Katinka Armen, Thora satte stille det nedfaldne Rygstykke op igen, saa
det støttede mod Væggen.
-Hvor har I været? sagde Kaptejnen.
-Vi har badet, sagde Drengene. De havde røget en Time paa en
Grøftekant og saa stukket Hovedet i et Vandfad.
-Disse er #mine#, sagde Thora. Og med mine mente hun en niaars Dreng
og tre vandkæmmede Smaapiger.
Kaptejnen spiste Natron til Maden og tørrede efter hver Mundfuld
Napoleonsskægget, der var vikset og velplejet i det trætte Ansigt.
Kaptejnen talte om Lønningsforholdene ved Jærnbanen.
Drengene var fem Godsejerlømler, der sad i Realklasser. De kaldte
"mine fire" for "Tiggerungerne" og gav regelmæssigt den niaars
Buksevand. Forresten var de ret godmodige.
De aad som Ulve og sagde, at de var aldrig mætte, undtagen "hjemme paa
Gaarden".
Den niaars sad med store, gammelkloge Øjne og saa' fra Drengene til
Thora.
-Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede, sagde
Kaptejnen; han rakte Katinka Agurkesalaten i et skaaret Fad.
-Aa, det kommer saa let, Hr. Kaptejn, sagde Katinka.
Den ene af Drengene blev ved halvhøjt at bede om flere Kartofler; han
havde set, der ikke var fler paa Fadet.
-Der er Agurker, sagde Thora: Vil Dahl ha'e mer....
-Du faar jo selv ingenting, sagde Katinka. Vi har jo--kære....
-Kære Fru Bai, sagde Kaptejnen, det er hendes Fornøjelse. Her i Huset
kender vi ikke til den Ting, som hedder Ro.
Thora skar Kødet for den mindste af de Vandkæmmede:
-Hr. Kaptejnen er i saa godt Humør idag--ka' du høre, sagde hun og lo.
Hva' Kaptejn?
Kaptejnen var altid i det Humør.
-Hvad fik Gustav i Geografi?
-Godtspørgs, kom det med Bas fra en Tallerken.
-Tror Gustav, at hans Fa'er vil være tilfreds med det?
-Fa'er er lige glad, sagde Bassen.
De rejste sig fra Bordet. Alle Døre i hele Huset klaprede efter
Drengene.
-Ja, Fru Bai, sagde Kaptejnen. #Det# er Thoras Invasion.
-Hun er bange for, vi en Gang kunde faa Fred i Huset.
Kaptejnen gik til sine Kort. Thora rumsterede med mange Slags
Kaffeblandinger bag Selvkogeren.
-Kan jeg dog ikke hjælpe dig? sagde Katinka.
-Tak, min Pige.
Thora havde faaet røde Pletter paa Kinderne og holdt sig i
Tindingerne: Det er altid lidt meget om Middagen du, sagde hun.
-Men du ta'er det osse for uroligt, Thora, sagde Katinka, som selv var
ganske hed.
-Naar man har det Styr fra Morgen til Aften, min Pige, sagde Thora.
Hun kom ikke til Ro ved sit Sybord. Døren gik uafladelig. Drengene
havde svoret, at "den Kaffesludder sku' de ikke ha'e"--og de rutschede
hvert Minut op og ned ad Loftstrappen for at spørge om Gloser.
Thora holdt Haanden for Panden og gik fra Engelsk til Tysk.
Den niaars "øvede" i Spisestuen.
-Nikolaj--altid skal du øve, naar jeg har Hovedpine ... Hold dog op!
Nikolaj listede stille fra Klaveret. Thora skændte altid paa sine
"egne", naar hun var ble ven pint af "Fødepumperne".
Thora satte sig hen i Sofahjørnet og trak Benene op under sig, som hun
saa ofte gjorde som ung Pige.
De talte om Folk i Byen.
-Ja, det er lutter ny Familjer--de gamle er borte.
-Ja, de gamle er borte, sagde Katinka. Hun saa' paa Thora, der havde
lænet Hovedet mod Sofaryggen og lukket Øjnene. Hvor dybt de var faldet
ind, hendes Øjne.
-Jeg véd snart ingen andre af de gamle end din Broder, sagde Thora.
-Aa, jo, dog....
Thora lo: Gud, din stakkels Svigerinde, sagde hun: er hun virkelig ved
det igen?
-Ja, Stakkel.
De sad lidt. Saa sagde Thora og aabnede Øjnene:
-Ak, du--vi er her jo alle for Forplantningen.
Thora lukkede Øjnene, og de to Veninder sad tavse.
-Ja--du, sagde Thora saa: Livet er underligt.
Katinka blev ikke til The. Hun sagde, hun havde lovet at komme hjem.
Hun trængte til at komme ud i frisk Luft og være ene. Da hun kom ned
paa Gaden, fik hun den Idé, at hun vilde gaa lidt hen til "Frøkenen".
Der var saa stille hos den Gamle og saa uforandret. Katinka bøjede om
i Frøkenens Gade. Hun fik Taarer i Øjnene ved at se de tre grønne
Linde udenfor Vinduerne. Hun havde ogsaa siddet med Graaden i Halsen
hos Thora--hele Tiden.
Hun gik op ad den lille Trappe ved Siden af den grønne Kælderhals og
bankede paa. Lugt af Roser og Sommeræbler slog hende imøde, da hun
lukkede op.
Frøkenen nussede om med Rosenblade bredt ud paa Avispapir paa
Sovekammersengen, til Potpourri.
-Og de fra Holmstrup havde været der--alle de unge Piger....
-De vil jo ha'e deres Bær af Træet, siger hun--nu er det paa Slut....
Katinka maatte ud at se Træet og "mine Roser"....
-Der havde just lige været tre Roser til Madam Bustrøms Krans--ja--der
havde været det....
-Tre Roser havde der saamæn været....
De gik ind igen. Frøkenen smaasnakkede ud og ind, saa hendes Ord tabte
sig mellem Dørene. Katinka sad paa Forhøjningen; hun sagde kun nu og
da et Ja eller et Nej. Gennem den aabne Køkkendør saa' man ud i den
grønne Have, Fuglene kvidrede, saa det hørtes herind.
Hvor her var stille, som om der slet ingen anden Verden var.
Katinka saa' paa de gamle Billeder, gulnede i deres skæve Rammer, hun
genkendte hvert et. Sølvkaffekanden paa Bordet, Pragtstykket med de
tre Par ægte Kopper, og paa Konsollen foran det graanede Spejl de fine
Nipsting dækkede af udbredte Lommetørklæder, og Stykkerne over Gulvet
til alle Døre, og Kattene, som snurrede rundt paa deres Puder.
Hun kendte det alt.
Frøkenen blev ved at smaasnakke og gaa ud og ind. Katinka hørte ikke
mer. Det begyndte at skumre herinde, hvor Lindene skyggede, og de
gamle Kroge laa i Halvmørke.
Det var anden Gang Frøkenen nævnte Huus' Navn ude fra Køkkenet.
Katinka fór sammen. Hun troede, hun selv havde sagt det højt, i
Tanker.
-Der er jo en Hr. Huus paa Jeres Egn, sagde Frøkenen igen.
-Ja, Forvalter Huus, sagde Katinka. Kender De ham?
Frøkenen kom frem i Døren. Men om hun kendte ham! Han var jo kødeligt
Næstsøskendebarn til Fætter Karls paa Kærsholm.
-Dem fra Kærsholm, der var gift med Lundgaarder i to Led.
Og hun begyndte at fortælle om Huus og om hans Moder, der var en
Lundgaard--af de Lundgaarder paa Falster--og om deres Gaard og om hans
Slægt og om Fætter Karl paa Kærsholm og om den ganske Familje, mens
hun gik frem og tilbage.
Hun tændte Lys i Køkkenet og hun syslede med Roserne inde i Sovekamret
paa Sengen. Katinka sad stille i sin Krog og hørte kun hans Navn, der
bestandig vendte tilbage.
Første Gang, at hun hørte hans Navn i alle de Uger.
-Men hvordan er han? sagde Frøkenen. Hun kom ind og løftede Katten,
der sov, op af Lænestolen, og hun satte sig nedenfor Forhøjningen med
Hænderne foldede over Katten i sit Skød.
Katinka begyndte at tale--nogle almindelige Ord, tøvende, og som om
hun tænkte paa noget andet. Men saa tog det hende: at tale om ham, at
nævne hans Navn, at kunne nævne hans Navn.
Og hun fortalte om Julen og om det blaa Sjal og Nytaarsaften, da han
kom i Slæden, og Vinternætterne, naar de fulgte ham paa Vej under de
mange Stjerner....
-Ja, sagde Frøkenen fra sin Stol, ja, det er rare Mennesker ... de
Huus'er.
Katinka blev ved at tale med dæmpet Stemme gennem Halvmørket, fra sin
Krog.
-Da Foraaret kom, hvordan han havde hjulpet hende i Haven; han havde
plantet Roserne ud; han kunde alting....
-Ja, sagde Frøkenen, det er en rar Familje.
-Og Sommerdagene der kom--og Markedet ... alt fortalte hun om--
Frøkenen var begyndt at nikke i sin Stol--Frøkenen blev let søvnig,
naar hun skulde høre--og snart sov hun med Hænderne foldede over sin
Kat.
Katinka holdt inde og sad tavs. Udenfor blev Gassen tændt og lyste
Stuen op: Billederne paa Væggen, det gamle Uhr og Frøkenen, som sov
med sin Kat paa Skødet og Hovedet ned paa Brystet.
Frøkenen vaagnede og løftede Hovedet:
-Ja, sagde hun, han er et rart Menneske.
Katinka hørte ikke, hvad hun sagde. Hun rejste sig blot for at gaa og
komme bort. Og ude i den friske Luft, langs Vejene bagom Byen, hvor
hun gik, var det kun som hendes Længsel voksede for hvert eneste
Skridt.
* * * * *
Et Par Dage efter fik hun en Morgen Brev fra Bai. Det mærkeligste her
er gaaet for sig, skrev han, er med Huus. Forrige Uge rejste han til
København i Forretninger, sagde han. Og nogle Dage efter skrev han saa
til Kiær, kan du tænke dig, at han bad ham løse ham fra hans Plads.
Han havde faaet Lejlighed til at rejse til Holland og Belgien, skrev
han--paa et Stipendium kan du tænke dig, og vilde sende en
Stedfortræder, og denne Stedfortræder kom igaar. Kiær bander og jeg
var ogsaa ked af det, nu, vi havde vænnet os saa godt til den
Tørvetriller.
Brevet laa opslaaet foran Katinka paa Bordet. Og hun havde læst det
igen og igen: Hun havde ikke vidst, at hun dog haabede. Men hun
#havde# troet, det var altsammen kun en Drøm: et #Under# maatte ske.
Men hun #maatte# se ham igen, og han vilde ikke rejse.
Og nu #var# han dog rejst. Rejst og borte.
Broderbørnene snadrede om hende ved deres Mælkebrødskopper:
-Tante, Tante Tik!
Den næstmindste faldt ned af Stolen og brølede.
-Jesus, dog, faldt Emil, sagde den lille Kone.
Katinka løftede Emil op og tørrede hans Ansigt, og, uden selv at vide
det, vendte hun tilbage til sit Brev.
Rejst og borte.
Men nu vilde hun hjem, være hos sig selv og ikke blandt disse
#fremmede# Mennesker.
Idetmindste vilde hun hjem.
* * * * *
Det var den sidste Eftermiddag, hun var der. Barnepigen var draget i
Plantagen med Flokken.
Katinka og Svigerinden sad alene i Stuen. Svigerinden rugede over sit
Børnetøj.
Saa lagde, midt som de sad, den lille Kone Hovedet ned over Syæsken og
hulkede.
-Men Marie, sagde Katinka, men Marie dog....
Hun rejste sig og gik hen til Svigerinden. Hvad er der dog, Marie,
sagde hun.
Den lille Kone blev ved at hulke ned i sin Syæske.
Katinka tog hende om Hovedet og talte stille til hende. Men Marie
dog--Marie dog.
Den lille Kone løftede Ansigtet op: Ja, sagde hun, nu rejser du....
-Og du var saa god ved mig ... Hun hulkede og lagde igen Hovedet ned
over Syæsken. Saa god ved mig ... Jeg som altid gaar i #dette# her....
-Altid....
Katinka var rørt; hun knælede ned paa Gulvet foran den lille Kone og
tog hendes Hænder: Men, Marie, sagde hun, det bli'r jo anderledes.
-Ja--og den lille Kone blev ved at græde med Hovedet ind til
hende--naar jeg er blevet gammel en Gang, eller naar man døer....
Katinka løsnede hendes Hænder fra Ansigtet og vilde tale.
Men saa saa' hun Svigerindens Barneansigt, der var vaadt af Taarerne,
og den stakkels lille vanskabte Figur; og stille gik hun tilbage til
sin Plads, mens den lille Kone blev ved at græde.
Om Aftenen gik Katinka op paa Kirkegaarden. Hun vilde sige Farvel til
Forældrenes Grav.
Hun mødte Thora. Hun havde bragt en Krans op til sin Moders Grav; det
var hendes Fødselsdag.
De to Veninder stod sammen foran Graven.
-Ja du, sagde Thora, naar vi en Gang alle ligger med Næsen i Vejret.
De skiltes ved Katinkas Gravsted.
-Man træffes altid igen i denne Verden, sagde Thora.
Katinka gik ind paa Gravstedet og satte sig paa Bænken under Pilen.
Hun saa' paa den døde Sten med dens Bogstaver, og hun syntes, at hun
havde tabt alt i Verden--ogsaa sin Ungdoms Hjem.
Hvad var det vel blevet alt sammen? Graat og forpint og saa
elendigt--alting.
Hun saa' Thora for sig med hendes urolige Øjne, og hun hørte
Kaptejnens: Der er Skaar paa Porcellænet for at hædre de fremmede ...
Og hun saa' sin lille Svigerindes Ansigt, mens hun havde grædt.
-Og her--denne Plet med den døde Sten og de to Navne--det var nu hele
Mindet om hendes Ungdom og hendes Hjem.
Hun sad længe. Og hun saa' ind over det Liv, som hun nu skulde føre,
og det var, som slog det sammen over hende, alt sammen, #en# eneste
utænkelig, fremskyllende Haabløshed.
* * * * *
Hun kom ud af Vognen ned paa Perronen, og hun lod sig kysse af Bai. og
Marie tog hendes Ting, og hun havde blot én Tanke: at komme ind i
Stuerne--ind.
Det var hende, som Huus maatte være derinde og vente.
Og hun gik i Forvejen og aabnede Døren til Stuen, der ventede ren og
fin; til Sovekamret; til Køkkenet hvor alting skinnede; rent og--tomt.
-Men, Gud, hvor har dog Fruen skæmmet sig, begyndte Marie, som slæbte
Sagerne.
Og saa gik det løs, mens Katinka, bleg og træt, var faldet hen paa en
Stol--om den hele Egn. Om hvad der var sket og hvad der var snakket.
Omme i Kroen havde de haft Sommergæster, som kom med Sengested og det
hele, og i Præstegaarden havde de ligget lige op til Taget....
-Og Huus, der var rejst ... paa en Studs....
-Ja, jeg tænkte det ... For han var hernede den sidste Aften ... og
mig var det akkurat, som han gik og sagde Farvel til det Hele--inde i
Stuen sad han alene--og ude i Haven ... og herude paa Trappen hos
Duerne.
-Naar rejste han, sagde Katinka.
-Nu er 'et vel to Uger siden....
-To Uger....
Katinka rejste sig stille og gik ud i Haven. Hun gik rundt i Gangen;
hen til Roserne; ned under Hylden: Her havde han været for at sige
hende Farvel--paa hver Plet, paa hvert Sted. Hun havde ingen Taarer.
Hun følte næsten som en stille Højtidelighed....
Der lød et glad Halløj henne paa Vejen. Hun hørte Agnes' Stemme i et
stort Kor. Hun næsten f6r op: Her vilde hun ikke se dem straks.
Agnes fløj i hende med Velkomst som en stor Hund, saa hun nær var
faldet over Ende; og hele Præstegaardsselskabet kom ind til Chokolade
og der blev dækket op i Haven under Hylden, og de blev alle lige til
Otte-Toget.
Toget bruste afsted, og de var atter borte,--man hørte dem støje henad
Vejen--; Peter Banekarl havde faaet Mælkespandene bort, og Katinka sad
alene paa Perronen.
-Ja, sagde Bai fra Vinduet: fra Huus skal jeg da hilse....
Tak.
-Hm, hvor Dagene bliver korte ... Og Satan til kold Vind....
-Du skulde dog komme ind....
-Ja, jeg kommer.
Bai lukkede Vinduet.
Støjen af Præstegaardsfolkene døde bort. Alt var stille og øde.
Katinka blev siddende foran de tavse og skumrende Marker. Her skulde
hun nu leve.
* * * * *
Ida-Yngst havde jo skrevet det i alle sine Breve den sidste Maaned.
Men Fru Abel turde ikke haabe. Hendes Ida-Yngst var saa sangvinsk.
Nu satte hun sig med Brevet i Haanden ved Siden af Komfuret paa den
vaade Karklud og skraalte.
Louise-Ældst var gaaet Tur for at finde Champignons omkring
Doktorboligen. Da hun kom hjem, sad Enkefruen endnu paa sin Køkkenstol
og rokkede.
-Hva' er 'et, sagde Louise-Ældst, hun syntes Moderen sad og saa' saa
underlig ud.
-Ida, min Yngste, begyndte Enkefruen at hyle.
-Vrøvl, sagde Louise-Ældst. Moderen rakte hende Brevet med en Gestus
som Heltemødrene i Tragedien.
Louise-Ældst læste koldsindigt. Det er jo rart, sagde hun ... for
hende.
-Hun har jo haft en hel Sommer.
Louise-Ældst gik ind og hamrede paa Klaver. Saa, som hun vel sad,
brølte ogsaa hun med Hovedet ned over Tangenterne.
-Du vil vel gratulere, sagde hun pludselig bedst som hun hulkede.
-Hva' si'er du?
-Jeg si'er, du skal vel gratulere, sagde Louise-Ældst og tørte Øjne.
Hun begyndte at føje sig efter den nyskabte Situation.
-Ja, min Pige, sagde Enkefruen mat.
-Jeg kan jo bringe Depeschen ned. Jeg gaar ind om i Præstegaarden ...
Du til Jensen og Møllerens ... Louise-Ældst ordnede Felttoget. Hun
forstod, hun var ialfald Svigerinden.
Hun var barnlig og raabte "Leve Postvæsenet", da hun løb bort fra
Stationen--og svingede med sin Parasol.
Han var ved Postvæsenet.
Enkefruen gik lykkelig fra Jensen til Møllerens og græd over, at hun
skulde miste sin Due:
-Joakim Barner--af de adelige Barner, sagde Enkefruen. Han er
beskæftiget ved Postvæsenet.