* * * * *
Det var Foraar. Den franske Lærer havde ladet Vinduerne lukke op, og
den lune Luft fra Gaarden, hvor Lindetræsrækken stod i Knop, gjorde
Gymnasiasterne døsige. Læreren gennemgik Stilen med den røde Duks ved
Siden af sig ved Katedret, mens Eleverne hang med døde Øjne over
Bøgerne, kun Benene gik langs alle Bænkene uroligt som hidsige
Perpendikler.
Læreren faldt hen og glemte Teksten, stirrende ud i den lyse Gaard, og
mens han tav, og Duksen--som evindeligt--befølte, frem og tilbage, det
tætte Udslet paa sin Pande, hørte man ikke andet end Bænkenes stadige
Smaaknirken under de urolige Ben.
-Naa--hvor var vi, Læreren vendte sig mod Duksen, der fik Hænderne ned
med et Ryk. De skulde gaa til en Læge med _det_, Sonne, sagde han og
førte Penneskaftet hen mod den megen Blomstring.
Den røde Duks bøjede Hovedet væk fra Lyset, og langs Bænkene holdt
Benene inde og blev stille med ét, som gik der en Engel gennem
Klassen.
-Hvor var vi saa? sagde Læreren igen. Han gik videre....
Herluf og Hein gik hjem fra Skolen sammen. Herluf kom meget hos
Etatsraadens og i det hele--sammen med Hein--meget ud. De var kønne og
velvoksne begge to og blev bedt til net Fyld paa handelsaristokratiske
Baller. De valsede godt og var grumme sikre i Væsen. I Stilhed levede
de alligevel i evig Mistro til, om man tog dem ret alvorligt:
-Men--Frøken--det var mig. Hein demonstrerede med sin Klaphat
(Klaphatten forlod ham aldrig) for Frøken Kornerup, der gik ved Armen
af en Kandidat.
-Men, Gud, var det Dem, Hein--som jeg studerede for at tyde Deres
Navn! Og Frøkenen gik med sin Kandidat.
Hein fløjtede sagte bag sin Klaphat. Det hændte oftere, at Damerne
resultatløst studerede for at tyde deres Navnechiffer. Han vendte sig
til Herluf--de holdt sig altid sammen--der konverserede en fregnet
syttenaarig i fodfri Kjole om Udstillingen:
-Nej--han kunde ikke finde det--det gjorde ham ondt: Der var intet
_Foredrag_ i det Billede ... Baade Herluf og Hein talte vægtigt om
hvad det var, benyttende alle Slags Kunstord--med en stadig hemmelig
Fornemmelse, som gik de frem paa tynd Is, indtil det blev dem en Vane,
der ikke mere generede.
-Ja, det nyttede ikke ... Den fregnede vidste, det var en »landlig«
Smag: Men hun elskede nu én Gang Carl Helsted....
-Han har Hjerte, sagde hun og saa' sværmerisk ud. Hun havde Underbid.
Hein blev ved at fløjte svagt, mens han saa' ud mod Kandidaten og
Frøken Kornerup, der fløj under Lysekronen saa taktfast i Mazurkaen
som et Par Traner paa gloende Tallerkener.
-Det er os, sagde »den landlige Smag«....
Da Herluf og Hein gik hjem, skældte de Damerne ud og raillerede over
deres Klæder som et Par Kommis'er fra en Modebutik. De blev forsorne
og brugte højst »indgaaende« Ord om alting--ligesom paa Danseskolen:
-Gæs, sagde Hein endnu en Gang og borede Hænderne i Frakkelommerne.
Om Søndagen efter Middag sad de i Heins Stue, der var udstafferet med
nogle gamle Møbler fra et forhenværende Rygeværelse. De talte kun
lidt, sad mest og røg og døsede.
-Du, sagde Hein langsomt. Ja--hvad mon det egenlig bli'r til?
-Hvilket?
-Med _En_, sagde Hein og stirrede ud i Luften.
-Ja, sagde Herluf og stirrede ud i Rummet, han ogsaa ... Hvad mon?
Ud paa Foraaret, da Examen nærmede sig, fik de Extratimer om Aftenen.
Det trak ofte ud til Klokken ti, før de kom hjemad. De gik i Flok hen
gennem Stræderne mod Frederiksberggade.
En ældre »Dame« fra Kvarteret stod sædvanlig Forpost paa et af
Hjørnerne med sin Silkeparaply som Gevær ved Fod. Hun lod til
Ynglingene falde nogle stille Kæleord, der besvaredes med Skældsnavne.
Det blev til Raaheder, som regnede over Pigen. Viceduksen puffede
hende i Rendestenen, saa Damen hvinte, og det gik løs med Skældsord
igen.
-_Sludder_, sagde Ole Martens, der kom til og skød de andre væk--han
drev altid afsted sine halvhundrede Skridt bag de andre--God Aften,
Marie, sagde han og rakte Damen Haanden som en Veteran en gammel
Vaabenbroder.
-Man véd s'gu nok, hvorfor I kvidrer, sagde han med sin Bas, idet han
gik videre bag de andre.
-_Rønnebær_, sagde han og spyttede ud mellem Fortænderne.
Klassen gik videre i Tavshed med sande Dobbelthager af noget, de
troede var sædelig Indignation. I deres Klub var der holdt Foredrag
mod Prostitutionen.
* * * * *
Seks-otte Uger før Eksamen døde Herlufs Bedstefader. Tanten vilde
straks veksle Hus, og de flyttede ind i en ledig Lejlighed paa Hjørnet
af Nørregade og Volden. Herluf repeterede om Natten oppe paa sit
Kvistværelse, Tanten bragte selv Spirituslampen og Kaffen op, før hun
gik tilsengs: nu var Herluf den eneste, Frøken Minna havde at sysle
om.
Og hun lukkede Døren for Herluf bag sin Bogbunke med et varsomt »God
Nat«.
Læst blev der egenlig ikke saa meget. Dertil tog »Arrangementet« for
megen Tid: det hele med at indrette sig som en Mand, der læste til
Eksamen. Huen var ogsaa købt efter den skriftlige Prøve og skulde
frem foran Spejlet; og saa faldt han i Tanker med Øjnene ud paa
Himlen, der lidt efter lidt blev bleg og graa og saa atter rødmede mod
Morgen.
Han lukkede Døren op til den lille Altan. Luften var sval og fuld af
den natlige Fugtighed. Arbejdet laa forladt over det hele store
Vold-Terrain. De halvrejste Husmure med deres store Stilladser; paa
Byggepladsene Voldene af de røde Mursten; og langs Boulevarden
Graastenene og Børene, som Brolæggerne havde ladet staa midt i den
opgravede Jord--alt laa det stille, en Stund, i Dagen.
Herluf blev siddende--med Huen paa--ved Gelænderet og saa', naar de
kom til Arbejde.
De første var Daglønnerne, som sendrægtigt fik aabnet Laagerne i
Plankeværkerne og fik alle Redskaber sanket sammen. Men snart kom der
fler, hele Flokke, der vekslede muntre Hilsener; Murerne skiftede Tøj
og kom til Vejrs--op ad alle Stiger; og Brolæggerne tog fat, paa den
bare Jord, og hamrede....
Den hele Luft blev fuld af klingre Hammerslag og Sang, mens Tridser
gik og Trillebørene skurrede: De byggede det nye København.
Herluf stod op, med Huen bagaf; uden Stemme i Livet, ud i den dejlige
Luft sendte han nogle Indianerskrig, han troede var Sang--som vilde
han overdøve alle de klingende Hamre:
Nu var det forbi--Vestergadeliv og Tranghed. Nu begyndte _han_ at
leve--med det nye København.
Og han saa', mens han blev ved at synge, langt op i den sommerlyse
Himmel, som han stod _der_, paa sin Kvistaltan, over sit store
København, med sin flunkende Hue.
... Saa blev han Student.
Om Aftenen var de alle i Tivoli--drev under Træerne, Arm i Arm, sang,
blev vejede og drak, hele Flokken med de nye Huer.
Det rigtige Sold blev holdt i Divanen. Paa Verandaen blev Bollen
brygget. Og midt som de sad og det var talt og sunget, og mens Musiken
lød dernede, sprang Herluf op paa Bordet; midt imellem Bolle og
Flasker og Glas, skreg han, svingende sin nye Hue, ud i Vrimlen om den
lyse Koncertsal et:
-Leve København!
Og Folk dernede blev staaende og saa' ham, Russen paa sit Bord, og
viftede og hilste og lo, mens Studenterne skreg i Jubel deres lange
Hurra....
* * * * *
Herluf Berg stod endnu ved Vinduet i sit Kontor. Himlen brændte over
Slot og Kirke, mens det var, som hørte han hint gamle Rus-Jubelraab
igen--glide sammen med Lyden af alle Victoria-Teatrets triumferende
Hamre.
-Ja--det var Virksomhed, sagde han og, stirrende ud paa Himlen,
tilføjede han sagtere i en Tone, som vidste han ikke selv om sine egne
Ord:
-Og man kom løs, sagde han.
Han gik ned. Det var blevet sent. Budet, Hr. Sørensen, var allerede
kommet igen efter Middag og læste sine Psalmer ved sin Pult i
Forværelset. Man saa' hans Ansigt i Profil med den evig aabne Mund
(Hr. Sørensen var Gendøber og henlevede sit Liv med evindelig aabnede
Læber, enten i berettiget Forbavselse over, at det efter ti Aars
Tjeneste endnu ikke nogensinde var lykkedes ham at sortere
Provinsaviserne i de rette Rum i Reolerne, eller fordi han bestandig
sang uhørlige Psalmer; den fromme Indskrift over Pulten straalte imod
Lampen: