Berg blev baade døv og ør paa den gyngende Bro, hvor han stod, midt
mellem Victoriateatrets Himmel og Jord--saadan blev der banket, hamret
og høvlet; i ét Net af Stilladser og Bjælker og Stiger klang Murskeer
og Hamre, oppe og nede, gennem Tridsesnurren og Raab: Ohøj--ohøj, lød
det fra Kælderen som fra Maven af vældige Bugtalere.
Berg blev svimmel, naar han saa' derned, hvor Stilladserne groede op
af Mørket paa svære Ben og spredte sig i hele Rummet, lige op til
Kuplen, hvor Lugerne lo mod Dagen--én Kæmpekrop, hvor alting sang og
virkede ... Højst oppe hang Malerne, som Fluer, under Loftet, og
trallede i Kor »Kyssenes Sang« ned over Støjen...
Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede;
Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet
blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge
Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten--Frokosten! og Berg
og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger:
Hold i Tovet--Tovet, raabte Martens, som var underst. Vejen var ikke
saa rar, før de fik en solid Stentrappes faste Grund under Fødderne.
Den unge Adolf ventede paa dem med Bogholder Spenner, Martens
Faktotum, der sagde, at Kokken umulig længere kunde holde »den lille
Forfriskning«.
Men Martens blev ved at vise frem, mens de gik hen gennem
Balkongangsrummet, bukkende frem under Malerstilladser og hoppende
udenom Kalkbøtter og over Brædder:
-_Der_ skulde være Marmorpuds, og _der_ skulde være Forgyldning ...
Martens pegede og Martens viste.
Bygmester Martens begyndte altid ivrigt paa Forklaringerne af sine
Herligheder og fandt saa ikke Ordene og stod blot og førte den højre
Arm gennem Luften, som om han udbredte den ganske Pragt af Stuk og
Puds og Kulører for sine glade Øjne, der altid straalede som et Barns
over hans egne Undere.
-Ja, ja, sagde han saa. Det er Interessen. Og han gik videre og
nynnede. Nynne gjorde Martens altid, højere og højere, mens det
svirrede for hans Øjne med Forgyldning og Marmorpuds, naar han gik om
i sine Bygninger. Det var saadan en Rest af Vanen fra den Tid, hvor
han havde sunget over Høvlebænken.
Hr. Spenner, der gik bagved med Hr. Adolf, mindede igen om Kokken. Men
Modellen maatte man da se, mente Martens. Den stod jo bare lige
herindenfor i »Foyeren«--Martens sagde »Foé-en«, han snublede altid
over de mange fremmede Ord i sine »Bygninger«--; de brød gennem mange
skærmende Sækkelærreder, der spærrede Døraabningen, ind i Foyeren,
hvor Arbejdernes tøj hang paa interimistiske Knager, og en Mængde
Ølflasker garnerede Væggene. Modellen stod velforvaret paa et
Fjællebord.
Martens dækkede Stykket af med en Haand saa varsom, som løftede han
Dynen lidt fra en Vugge, og de stod alle fire og saa' paa
Papiermaché-Modellen, mens Martens tog Loftet af, saa man kunde se det
indvendige, og Adolf bukkede sig ned og pustede til den lille Vimpel
paa Taget, saa den viftede.
De læste »Victoria« paa Vimplen og blev alle fire ved at le, fordi den
saadan kunde vifte, naar man pustede.
Berg slog lidt mod Modellen med en Kno:
-Ja--kunde man bygge af _det_ Materiale, sagde han over til Martens.
-Ja, sagde Martens og kneb Øjnene sammen, mens han blev ved at le med
sin Kluklatter: Det er »Interessen«, sagde han. Han slog et
Sækkelærred til Side fra en høj Hylde, hvor der var stillet en Række
Gipsstykker op--dansende Basunengle til Logebrystningerne. Hva' tror
De, det er? sagde han og rakte Armen op for at tage et af Stykkerne,
stadig med det samme Ansigt som en Dreng, der viser et legetøj.
Han strakte Gipsstykket frem mod Berg med Vrangen ud: Det buttede
Drengebarn var det tyndeste Pap.
-Satan, sagde Adolf og slog med sin svipstok op mod Englene. Satan
--saa man bli'r fiffige, sagde han og stod og gottede sig, mens han
ligesom vejede den hule Papengel i den anden Haand.
De lo alle, mens de igen brød ud gennem Sækkelærrederne for at komme
ned og hjælpe paa kokkken.
Victoria-Restaurant'en var allerede aabnet i Sidefløjen med fire Sale
og tolv Kabinetter.
De gik gennem alle Salene ind paa Nr. 10, Hjørnestuen paa første Sal,
hvor Bordet var dækket med Servietterne som virtuosmæssige Svanehalse
paa Kuverterne. De var blevet svært sultne paa Vandringen og sagde
nogle Lovord over Maden med Mundene fulde. Martens sad og hilste
rundt, saa glad over sin Koks Kunster som en Hundehvalp i et Spil
Kegler, og sagde:
-Det gør godt i Næsen, naar Laaget bli'r taget af Fadene.
Martens nød iøvrigt lækkermundet alle sine Maaltider i Restauranten
nu. Hjemme var han næsten kun om Natten og om Søndag Eftermiddag.
Han sad da efter Bordet i et Hjørne af »Salen« i Sofaen og saa' ud paa
Pragten af Fløjl, Loftsdekorationer og indlagte Møbler, der var
stillet op ganske som i hans Restaurationssale, men som her, hvor der
manglede Publikum, saa' døde og stive ud, som de endnu stod i et
Magasin.
Hans Kone gik stille om paa de skinnende hvide Lærreder mellem Dørene
og syslede. Til daglig kom hun ikke i Stuerne, men blev i Sovekamret
og Badeværelset, der var det mindste Rum i hele Huset. _Der_ havde hun
strax stoppet alle seks Børn sammen og vuggede og vissede fortumlet
videre, saa godt hun kunde.
Fru Martens var efter Aar og Dag endnu ikke kommet sig af Forbavselsen
over deres »Ophøjelse«; og hun gik om Søndag Eftermiddag rundt om
Martens paa Lærredsstykkerne, saa forsigtigt, som om hun ikke turde
træde, og talte hviskende, halvt af næsten overtrosk Ærefrygt for hele
Manden og halvt af noget som Angst for, at det hele kunde være forbi
igen, hvis man traadte for haardt til eller gjorde nogen Slags Støj
mellem Væggene.
Naar hun saa Ugen igennem vissede og vuggede, spurgte Fru Martens
stadig sig selv paany, hvordan det egenlig var gaaet til. Da de
giftede sig, var Martens kun Svend, og de havde blot én Stues Indbo.
_Hun_ havde sparet deres første trehundrede Daler.... da var det Daler
endnu ... De første trehundrede Daler ... Fru Martens blev siddende
med en lille Bygmester Martens i Armene: hendes Forstand kom ikke
videre.
Martens tænkte sjældent paa Fortiden. Det hele var gaaet saa ganske
naturligt til, som alting gaar naturligt til. Han havde »klasket« et
Hus op, som alle andre Svende, med Laan paa hver Sal og Prioriteter
til Taget--han havde bare sat Gipsgesimser i Gadeværelserne og givet
malede Lofter, og saa havde han solgt og bygget nyt og solgt igen,
stadig mere hidsig paa Farver, og Gips og Snørkler paa Dørene....
-Som »Interessen« nu er, sagde han til Arkitekterne.
Og da de andre holdt op, Kammeraterne, og sad som Grundejere og tog
deres jævne leje paa Broerne, blev _han_ ved, stadig med Facader,
Forgyldninger og Spejlglas, taget ligesom i en hel Rus af Imitation og
skinnende Kulører--ligesom han i Læretiden havde siddet og klattet
Farver paa Skillingsbilleder for hver opdrevet Toskilling--hele Tiden
halvt forundret over sine egne Vidundere.
Man var saa begyndt at tale om hans Bygninger; og Omtalen drev ham
videre til nye Raffinementer, han søgte Hjælp hos Arkitekter og
Dekoratører, byggede og byggede ... Bevarende, under det altsammen,
Smaamandens kærlighed til det grelle i Kulørerne og Uvægerligt
byggende alle sine Huse--disse Huse med deres monumentale belgiske
Ovne indførte fra Sverig, de imiterede Broncekaryatider paa Trapperne,
de forgyldte Gelændere og eftergjorte Parketgulve--ubekvemme,
indskænkende og snævre, ubevidst bevarende Arbejderens Maal, der er
vant til de smaa Rum, hvor man kan række med Hænderne mellem Væggene,
og til en tung Luft.
Han tilbragte sine Søndagstimer i sin Sofakrog--han arbejdede
aldrig om Søndagen og afgjorde aldrig nogen forretning paa en
helligdag--legende med Børnene og seende paa sin Stue, hvor
»Hædersgaver« fra hans Arbejdere stod rundt om og pyntede, saa »døde«
som alt det øvrige.
En »Hædersgave« var et stort gammeltysk Skab, indrettet som Pengeskab.
Pengeskabet var iøvrigt tomt. Alt, hvad Penge angik, havde Spenner at
raade med, og forresten var der aldrig meget med rede Mønt at gemme;
det gik i Forretningen mere med Veksler, der var saa gode som Penge.
Martens skrev sit Navn, der galdt som fuld Valuta, paa de blaa Papirer
med en egen sitrende, stolt Fornemmelse, stirrende paa de store Tal
med Haandværkerens Øjne, der overfor Kapitalen bevarer noget som en
ærefrygtsfuld og næsten ængstelig Ærbødighed--selv nu, hvor han
regnede op i de hundredetusinder.
--Frokostselskabet havde stillet den første Sult og begyndte at drikke
flittigere til smaa Mundfulde. Spenner, der sad tilbords som en
tyvagtig Hankat, der labber Fløde, begyndte at tale om Martens'
Ejendomme.
-Det var Tiden at bygge nu, sagde han ... Igaar havde de solgt Nr. 11
... Som varmt Brød gik det med Salg og med Bortleje.
-Ja--sagde Adolf--nu har man Avance. Han lod en tung Burgunder flyde
paa Tungen og smækkede.
De talte om alle Martens' Foretagender, om Køb og Salg og udlagte
Byggegrunde og nye Gader, saa det rullede med Tusinder. Spenner sad
hele Tiden med dukket Hoved og vaskede Bordet med Haanden, som om han
uafbrudt »forduftede« det meget Guld ned i sit Skød; Martens talte om
et Sommerhotel--ved Bellevue--paa Strandvejen ... Et Sommerpalæ ...
-Med Broer, sagde han, Broer over Strandvejen--Ekstra, ekstra, Hr.
Berg, det er Interessen ... Med Broer, sagde han igen og kom ikke
videre, men byggede sit Sommerpalæ i Luften med begge Armene.
Adolf slog sit Glas i Skum: Ja, sagde han, nu er det Tiden at sætte
sine Penge paa Rente.
En af Kellnerne kaldte Spenner fra Bordet. Det var en Lejer, der vilde
underskrive en Kontrakt:
-Ja, ja--det gaar, sagde Martens glad, idag flyttede han ind
derhjemme--den lille Fuldmægtig. »Den lille Fuldmægtig« var Assessor
Canth, der var flyttet ind paa Martens' tredje Sal.
De havde stadig faaet flere smaa Retter, og Vinflaskerne gik om i
Kurve. De talte igen om Teatret, om Lejesummen og om Direktører--da
Spenner kom tilbage.
-Men Pokker til Leje, sagde Adolf, De--Spenner ...
-Det var Grunden, der var saa dyr. Den og Pilloteringen havde kostet.
-Pilloteringen? spurgte Berg.
-Ja--det var jo _det_ ... hvad havde den ikke slugt for Penge: Huset
laa jo midt i Stadsgraven ... sagde Spenner.
-Ja--Satan til Historie med den Grund, sagde Adolf.
-Og Vandet har vi endnu i Kældrene, sagde Martens.
-Ja--om man nu havde Direktøren, sagde Spenner og »dukkede«. Bogholder
Spenner dukkede altid Hovedet ned mellem Skuldrene, naar han sagde
noget, som om han vilde gemme sig for sine egne Ord, og det saa' ud,
som om han stangede.
-Men Alverden søger jo, sagde Berg.
De var naaet til »Fuglene« og sad mætte, lænede tilbage, med
Servietterne i Skødet, mens de talte i Munden paa hinanden. Ja--_der_
blev nævnt Folk--det var den halve By, der blev nævnt af Rygtet--til
Direktør.
-Saagar jeg, sagde Berg og lo, blev spurgt igaar: Jeg skulde vel være
Direktør ...
-Ja, raabte Adolf, vi to--Berg--os to.
Spenner dukkede og vaskede Dug: Hvorfor ikke? sagde han. Det vilde vel
have sin Interesse.
Berg blev ved at le, mens de andre i Spøg, leende og drikkende,
vedblev at tale med »Dhrr. Direktører« om stykker og Billetpriser og
Skuespillerengagementer.
-Ja, sagde Berg: Naar man kunde slaa en Jøde ihjel ...
De rejste sig fra Bordet for at drikke Kaffen ved Vinduerne. De
takkede for Mad, rødmussede og højrøstede, fik Cigarer tændt og slog
vinduerne op. Ovre i Passagen strømmede Middagssværmen forbi i Solen,
Luften var høj og klar. De slog sig ned om Likørflaskerne, seende ud
over mængden, glade og vædende Tungerne med smaa Glas.
Adolf stødte sit Glas mod Bergs: Konsortiet leve, sagde han. Og han
begyndte igen at lægge Planer om Koncerter, om Turnéer og om
Sommerforestillinger med fremmede Kunstnere: September! Hvad taler De
om September? der kan tjenes Guld i September, sagde han, det er de
Rejsendes Maaned ...
-Der er jo ingen Provinser mere, sagde han og slog Haanden ud mod
Passagen og Mængden. Det er jo kun ét eneste stort København, det
hele....
De smilte alle ud over Middagssværmen, og Spenner sagde: Og saa
trækker man dem ogsaa over Sundet.
-Ja, sagde Adolf, over Sundet skal de.
De blev stille, hver i sine Tanker, blæsende smaa, fine Røgskyer frem
for sig i luften. Støjen nede fra trængte op til dem, og de sad,
smilende og saa' paa deres Glas, hvis Vædske blev gylden i Lyset.
-Ja, sagde Adolf. Det er det, det gælder om; og de tømte Glassene og
brød op.
Berg og Adolf var ganske hede og opildnede, da de kom ned paa gaden og
skiltes ovre paa Hamtorvet;
-Men ligegodt, sagde Adolf. Tænk over det--det er en _Idé_.
-Snak, sagde Berg. Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken
om »Direktoratet«--saa tosset det end var.
-Naa--adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han:
»_Jeg_ skyder Pengene ind.
Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten
paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.
I Redaktionsstuerne var Persiennerne nede for Solen og Luften stram af
de nye Olietæpper paa Gulvene. Redaktionssekretærstolen, Hr. Gravesens
Embedssæde, i den første Stue var tom, paa et Hjørne af Skrivebordet
laa der en Flettekurv.
Flettekurven var Tegnet paa, at Fru Gravesen var i Redaktionen. Fru
Gravesen holdt af at opsøge sin Mand i Redaktionstiden--væbnet med
Fletteposen--for at afgøre pinligere huslige Udgifter (i Familien
Gravesen kunde iøvrigt næsten alle Udgifter henregnes til de pinlige):
heroppe forbød Hensynet til »De Herrer« Gravesen at blive højrøstet
eller simpelthen at gaa og smække med Døren.
-Ja, sagde Fru Gravesen hjemme med et lille Suk: Saa maa jeg vel ind
til »Fa'er«.
Der var igen noget, det _maatte_ skaffes til Pigebørnene. Caroline,
giv mig mit Tøj! sagde Fru Gravesen. Hun fik Fletteposen og Tøjet--den
længste Tid af Aaret var Fru Gravesens Tøj en grundtvigiansk Straahat
og en Atlaskes Mantille--og kom ned ad Trapperne. De to Klaverer
fulgte hende langt hen ad Vejen.
Familien Gravesen boede paa Østerbro i et »Gevinst-Hus«. De seks
Frøkener uddannede sig--som Bier--til praktiske Erhverv, et Par i hver
Etage. Hele Huset var fuldt af Skalaer, Solfeggier og italiensk
Bogholderi.
Hvert Kvartér kom en af Bierne ud paa Trappen og hvinte »Ro«; Om
Amalie blot et Minut kunde holde op med sine Hyl.
Amalie kvidrede i Stuen; der blev smækket med en Dør: Om Vilhelmine
vilde holde Næsen hos sig selv--man maatte vel have Lov til at øve
sig. Amalies Hoved kom tilsyne ved Kældergelænderet og skingrede op
efter i Trappegangen.
Alle Frøknerne Gravesen svirrede ud af de respektive Døre og hvinte,
rødtoppede over Gelænderne--samtlige Damer Gravesen var Chatteringer
af rødt--: Ja, Amalie kunde vel osse la' vær' ... Aldrig havde man et
Sekund Ro for Amalie....
-Pyh--Gud ved, hvor tit Vilhelmine tog sine Poter fra Klavéret....
-_Saa?_ om Ida bare vilde passe sig selv, kom det fra Kvisten, fra
Frøken Frederikke, der var med Stilebog og Blæk i Ansigtet. Alle havde
de Røster i Diskanten.
-Aa, maa jeg være fri....
-Naa--det véd vi da om Vilhelmine, at hun bare øver for at irritere os
andre....
-Hold du din Mund, Frederikke.
-Uf--Ida bliver naturligvis raa, hvinte Vilhelmine.
Det gik fra Kælder til Kvist; saa smækkede Dørene--hele »Gevinsten«
rystede, naar en af Frøknerne Gravesen bad om Ro--Amalie sendte den
siste Pil op til de uregelmæssige Verber paa Kvisten:
-Hm--det véd man vel, hvem der kan klæde sig selv, skingrede hun.
Frøken Amalie var Medlem af Holmens Kirkekor og holdt sig selv med
Paaklædning....
Med Skalaer og Verber vedblev nu uforstyrreligt oppe og nede i
Gevinsten. Frøknerne Gravesen var udmattede og havde ikke Vejr.
Fru Gravesen asede til Byen; hun havde en Gang, som hun var knækket i
Knæerne, men hun brugte aldrig Sporvogn af Hensyn til Udgiften.
Naar hun kom ind paa Kontoret, nejede hun for Medarbejderne i den
første Stue--Fru Gravesen havde været gift syv og tyve Aar i »Byen«,
men hilste endnu stadig med et provinsielt Ungpigeknix, under
Grundtvigianerhatten--og hun og Hr. Gravesen gik ind i et lille
Brædderum, der benyttedes af Extra-Korrektørerne, og hvor der en Tid
blev debatteret heftigt og halvhøjt.
-Tror du, det er til mig, Gravesen? sagde Fru Gravesen træt, naar
Redaktionssekretærens lille Skindpung endelig var kommet frem til
Udbetaling.
Naar hun gik, kniksede Fru Gravesen igen, med et sky Blik til
Redaktørens lukkede Dør. Fru Gravesen betragtede Redaktøren som noget,
der var meget nær op til Guddommen.
Medarbejderne lod klogelig Redaktionssekretæren sunde sig lidt over
sin Ordensliste efter Fru Gravesens Afgang.
Da Fruen var vel afsted, bad Berg om Papir; han vilde sidde her og
skrive, han gad ikke gaa ind til sig selv. Han fik Papiret og satte
sig hen i en Krog, men han fik ingenting skrevet. Han var tung og lidt
fortumlet i Hovedet og sad og saa' frem gennem de stille Stuer, hvor
Solen gennem Persiennerne kastede sine regelmæssige Pletter hen over
Gulvene, og Medarbejderne sad, den ene bag den anden, lænede over
deres Borde.
Hr. Gravesen havde snærret sin første Forbitrelse op i Talerøret til
Sætteriet--Faktoren hørte altid paa Stemmen, naar der havde været
Udgifter til Pigebørnene--; nu havde han et ledigt Øjeblik og skrev
med Albuen paa Lommetørklædet og Frakkekraven krøben højt op bag til,
mens han bukkede sig. Hans »ledige Øjeblikke« tilhørte den modnere
Ungdom, han belærte den utrætteligt i Oversættelser efter det
engelske. Han havde gjort det i tredive Aar og troede endnu, at han
var anonym og at det var en Hemmelighed.
Berg fik ikke skrevet en Linje. Den store Hurtigpresse begyndte at
tage fat til Aftennumret og sendte sine uafladelige, hastigt klaprende
Stød op gennem Huset. I Redaktionsstuerne rørte sig ingen. Gravesen
blev ved at sidde bøjet, fyldende Side paa Side og læggende dem til
Bunke: Han lignede en Skildpadde som han sad, rundrygget med opkrøben
Frakkekrave og dukkede.
Den eneste Afveksling i _den_ Mands Tilværelse var hans »Viser«. Han
havde været Fører paa et af de første Studentertog, og han havde
endnu en humoristisk Aare, som de tog til, ved Rusgilderne i
»Studenterforeningen.« Ved særdeles festlige Lejligheder var han ogsaa
Medlem af Studenterdeputationer, med en meget gammel og vejrbidt Hue,
der Aar for Aar faldt ham længere ned i Ansigtet, som om Hjerneskallen
skrumpede ind med det øvrige....
Inde i det næste Kontor sad Krans. Han havde ikke løftet Hovedet fra
Papiret saalænge Berg sad der. Han kom Klokken ni om Morgenen og satte
sig paa Plads paa sin Luftpude; i tre Timer skrev han Bogstav til
Bogstav. Klokken tolv var han saa færdig med Føljetonromanen og havde
tjent til Huslejen. Og han spiste sin Frokost, det sammenlagte
Smørrebrød, uden at rejse sig, siddende foran sit Bord, stirrende ud
gennem Stuerne, der endnu var tomme. Berg plejede just at komme paa
den Tid og satte sig i Sofaen med en Avis.
-Berg--laaner De mig femhundrede Kroner? sagde Krans.
-Saa vilde man ta' Ferie, sagde han og blev ved at sé ud i Stuerne,
mens der kom noget som et Lys i Øjnene med de blodige Aarer.
-Ja--lo Berg--om jeg kunde.
Krans strakte Armene i Vejret: Aa--ja, sagde han og lagde igen de
lange Papirer til Rette: Man maa være glad, at man kan tjene Føden.
Der blev smækket med et Par Døre, saa det fo'r i Berg. Det var Hr.
Stær, med Revision paa »Literatur«: Der var strøget otte Linjer, han
kunde næppe tale--otte Linjer....
-Der er strøget _halvtreds_, sagde Hr. Gravesen tørt.
-Men otte Linjer, som _maatte_ ind ... Otte Linjer midt i Tankegangen.
Hr. Stær satte sig, han begyndte at læse op af Revisionen, og
korrigerede alt, som han læste, hidsigt, med en blaa Blyant, skønt han
vidste, Maskinerne gik, og intet blev rettet.
Hr. Stær led alle Helvedes Kvaler ved hver strøget Linje og hvert
ombyttet Ord Paa tyvende Aar løb han i »journalistisk Virksomhed«
Væddeløb omkap med Familiens Fornødenheder, Hurtigpressen og sin egen
Tanke.
-Netop Knudepunktet, sagde han--midt i Knudepunktet--men det er jo
det, man aldrig sér, sagde Hr. Stær, forpint og fægende med den blaa
Blyant.
-De hører jo Maskinen, sagde Gravesen. Han gik uforstyrrelig over til
et Par Depecher.
Men Hr. Stær blev ved med sine otte Linjer, krammende med sine
forskrevne Fingre i sit Skæg. Tilsidst sagde han: Hvorfor arbejder man
her. Vil De sige mig--hvorfor slider man sig op i denne Anstalt? Her
gælder det jo dog blot--at faa Numret fuldt.
-Ja, sagde Gravesen.
Stær faldt tilbage i Stolen med Revisionen over sine Knæ. Maskinen
klaprede op gennem Huset, højere og højere, som om den blev betaget af
et voksende Rasen under Fodringen. Faktoren mødte med sin Mappe: han
havde ikke Manuskript nok til Morgennumret.
Hr. Gravesen skød Skuffer op og i--Skufferne i de nye »Egetræsborde«
gik aldrig op, Fyrretræet havde været fugtigt--og rodede efter
»Indsendere«. Der maatte være Manuskript i Udlandet. Og Hr. Berg skrev
jo »Bagstykke«.
Berg krammede Papiret sammen og rejste sig: Nej, sagde han. Det blir
ikke til no'et.
Stær stod ogsaa op fra Stolen og sagde: Og naturligvis just naar man
endelig en Gang har faaet noget sagt, sagde han og han gik ind i
Læsestuen med Berg. Et Par af »d'Herrer« sad og stod med Dagens
Aviser. Hr. Stær lod sin Forbitrelse gaa ud over Aktieselskabet: der
var _Hø_ i de nye Sofaer og Skrivebordene faldt fra hinanden, saa de
skrævede.
Aktieselskabets ny Udstyr var Egetræsmøblement med Staalhængsler paa
alle Skufferne og alvorlige Sofaer, hvis sténhaarde Sæder og Rygge var
betrukket med brunt Klæde. Udstyret var leveret af Bygmester Martens
første Leverandør.
Stær var allerede borte og havde smækket Døren i, ind til sig selv.
Han satte sig foran sit Bord, bestandig oprørt, tænkende paa sine otte
Linjer: En Maskine er man, sagde han, en Maskine. Man maa en Gang
_gaa_ fra denne Anstalt.
Han faldt sammen, træt, som en slagen Mand: Hver Aften tænkte Stær paa
»hellere _gaa_ fra denne Anstalt«; og hver Dag blev han, og skrev
videre for at leve som en Mand, hvis Blod blev tappet draabevis.
-Ja, ja, sagde han, ja, ja--det er ikke anderledes. Han stod op og tog
Frakken paa for at gaa hjem. Hr. Stær gik saa tungt i Trapperne, som
om han bar de Mile af Papir, han i tyve Aar havde skrevet fulde, i
_en_ uhyre Victoriarulle paa sin Ryg.
Berg gik hen ad Gangen, ind til sig selv, for at sé, om der var
Korrektur. Hans Kontubernal, Arnoldsen--»en af Bergs Generation«, som
Redaktøren sagde--sad ved det andet Skrivebord og de hilste paa
hinanden med et Nik. Der laa paa Bergs Bord hverken Korrekturer eller
Breve, og han drev frem og tilbage paa Gulvet uden Lyst til at tage
sig noget til.
-Den Maskine, sagde han irriteret.
-Hvilket? Arnoldsen løftede Hovedet fra sit Papir: Ja ... sagde han og
skrev videre. Berg saa', henne fra Døren, paa Arnoldsens sært hvide
Ansigt og den kvindelige Mund, hvis Læber uafladeligt sitrede, naar
han skrev.
-Hvad skriver De? sagde han.
-Aa--nogle Noter ... Arnoldsen blev siddende bøjet.
Berg havde faaet Arnoldsen til »Bladet« efter at have læst et
Manuskript af ham, som Arnoldsen havde smidt i Kakkelovnen samme Dag,
som Berg havde sagt, der var Talent; og nu, da han var kommen i
Virksomhed, naaede det Dag for Dag aldrig videre end til
Generalforsamlings-Referaterne og »nogle Noter«.
-Hvor var De iaftes, sagde Berg.
-I Rømersgade--der var Gudsforhandling. Han havde en sløret Stemme,
der altid sitrede, saa man næsten troede, han stammede, og han bed sig
uafladelig med sine smaa Tænder i Læben, mens han talte.
Han sad lidt, saa sagde han: Har De været der?--Nej, sagde Berg, ikke
iaar.
-Hvor de Folk kæmper--hvor de slider--med deres Uvidenhed. Han
fortalte med Øjnene i Bordet, i sine besynderlige, hakkende Udbrud, om
Mødet:
-Det var om Verdens Skabelse--i de seks Dage--paa tiende Aften havde
de talt om de seks Dage og om første Mosebog--_tiende_ Møde, sagde han
og lod den knyttede Haand falde ned mod sit Bord.
-De skulde hellere ikke gaa der, sagde Berg. Hvad nytter det?
-Man lider med dem, sagde Arnoldsen med sin sitrende Stemme.
Han bøjede sig over sit Papir og vendte tilbage til sine »Noter«. Det
var Smaanotitser, han samlede, om Fattigforhold i London, om
Elendigheden rundt i Verden, om de sociale Nødstilstande, Notitser,
over hvilke han lod sine tre og tyve Aar ruge halve Dage, og som blev
trykt i »Bladet« med Petit, ved Siden af Kulissenyhederne.
Redaktøren kaldte Arnoldsen for »Bergs hvide Mand« og værnede
»Noterne« mod Hr. Gravesen, der var forbitret: Man kunde vel i det
mindste holde sig Nihilister fra Halsen--mente han.
Redaktøren sagde: Naa--det er af de Nihilister, som ikke slaar ihjel;
og »Noterne« blev staaende.
»Nihilisten« kunde undertiden komme paa Kontoret, bleg som var han
syg:
-Hvad jeg har sét for Ansigter, sagde han med en Stemme, som om han
frøs, hvad man sér for Elendighed--for magre, for gamle, elendige
Ansigter ... han malte nervøst disse Ansigter for Berg; og han sad
hen, stirrende paa sit Papir, bundet og knækket ved den blotte
Erindring om disse Fattigansigter til Gaden, til han igen begravede
sig i sit ørkesløse og skrivermæssige Arbejde--fortæret som af en
Feber, af sin raadløse og stumme Fanatisme, af et stumpt og
møjsommeligt undertrykt Raseri over sin egen Mangel paa Handleevne,
Magtesløsheden overfor al den Verdenskummer, han saa'.
-Han har s'gu Skt. Veitsdans, sagde Lille-Gerster, som afskyede ham.
Hr. Gravesen kørte ham venskabeligt rundt til
SporvognsselskabsGeneralforsamlinger og reducerede saa Referatet til
ti Linjer, naar han endelig Klokken halv tolv naaede ind til Kontoret
ude fra Smallegade.
Berg havde staaet og sét paa ham. Nu gik han hen til Skrivebordet og
tog et Par Manuskript-Konvoluter frem af en Skuffe. Men han kom ikke
længere end til at spekulere over Skriften ... Alle Mennesker omkring
Tyverne havde dog kun to Slags Skrift. Den ene Part en rund
Barneskrift, der ikke var kommet bort fra Skønskriftbogen, kun var
alle Bogstaver skrumpet sammen og rynkede som et overgemt Æble; de
andre, hvis Bogstaver gav sig stramme nok, havde i Grunden blot strakt
de samme tynde Jomfru-Tegn den gale Vej, som havde de rejst dem med en
Stiver under hvert Bogstav....
Der lød et rask Bank med to Knoer, der meldte Lange.
-Da', Børn--kom han ind. Hvordan gaar 'et? Goddag, Hr. Arnoldsen. Han
kom til Sæde.
-Tak. Og dig? sagde Berg.
-Tak--brillant. Brillant s'gu ... Sidder nede paa Boulevarden disse
Formiddage, dejlige Formiddage, du--føler s'gu, hvordan det vokser for
En ... Billeder faar man, med et Lys over--Lange fangede dette Lys med
sin hule Haand og klaskede det paa sine »Billeder«--Har s'gu forresten
et Par Smaastumper med, sagde han flottere, som jeg vilde læse for
dig.
Arnoldsen gjorde Mine til at ville rejse sig fra sit Arbejde: Bliv
bare siddende, kære, sagde Lange. De forstyrrer ikke. Han havde faaet
en Bunke Papirer op af sin Lomme af Format som Kancelliakter og rodede
rundt--paa hvert Ark svømmede der kun et Par enkelte læselige
Sætninger rundt mellem mange sære Tegn--: Besynderligt--jeg havde s'gu
et Gulv, et brillant Gulv--kan s'gu ikke finde det ... han blev ved at
rode....
-Det var et Gulv. forstaar du--Lange viftede med Haanden--et Balsals
Gulv, du, sét ind gennem Dørene--med Støv henover og en Stump
Garnering helt inde og en »Sonne« paa en Væg, du, i forgyldt
Ramme--hva? De Folk har altid Sonne, sagde han med et lille
Forstaaelsens Nik, gamle Sonne, du....
-Og saa kommer Snakken, indefra Dameværelset, hvor hun ta'er Tøjet paa
... Lange læste et Par Linjer, stadig malende, bevægende den ene
Haand--Forstaar du, _det_ skal jo nu _udføres_, forstaar du ... Saadan
lidt søvnig Snak--som de er--med Støv i Øjnene....
-Her er et brillant Sted i Kotillonen--i siste Tur, naar de er blevet
saadan rigtig smidige i Livene ... Han læste igen....
-Men--det var s'gu egenlig ikke det, jeg vilde læse--Jeg har faaet
hende ned i Drosken (han søgte) hvor de siger Farvel--med en Arm ud
over Vogndøren, i Lyset ... Brillant Lys paa den arm, sagde han, naar
hun kører ... Storartet Lys over Handsken.
Berg havde i et halvt Aar sét hver lille Skønhedsplet i Lyset paa den
Arm. Du skulde sé at gøre det færdigt nu, sagde han. Han følte en
Maskine dernede skar ham i Ørene.
-Færdigt, sagde Lange. Det kan jo gøres færdigt paa et Par Dage ...
Han rejste sig op og gik op og ned ad Gulvet med et meget misfornøjet
og tvivlende Udtryk: Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de Folk _sér_,
sagde han. _Jeg sér_ Gulvet--som jeg sidder i Rygeværelset--ind gennem
Dørene--med Væggene og et Par Stole ... Med et Par _Menneske_øjne ser
jeg....
-_Saadan maa det gøres,_ sagde han og standsede. Men jeg véd s'gu
ikke, hvordan de andre _sér_, sagde han.
-Og _præker_--De véd s'gu alt muligt ... Jeg vilde være glad du, om
jeg bare fik én lille Følelse boret ud--det er, Fanden ta' mig,
Kunsten: at finde det ene, lille Ord....
-Ordet, der gi'er det, sagde Lange med overbevisning.
-Ja, sagde Berg sukkende, det er det.
-Men jeg véd s'gu ikke, hvordan de andre _sér_, sluttede Lange. Han
begyndte at samle sine Akter sammen. Gaar du med ned ad Gaden, sagde
han.
-Nej--jeg har lidt at gøre endnu, sagde Berg, han fulgte ham ud. Da de
var kommet udenfor, sagde Lange med en Forstaaelsens Gebærde: Spørg,
hvordan han derinde har syntes om det ... Man maa s'gu vide, hvad
Populus mener, sagde han. Berg vidste, Arnoldsen mente intet.
-Hvad bliver det forresten til med ham, gade Lange med sit tvivlende
Udtryk og sagtere.
-Naa, sagde Berg og trak lidt paa Skuldrene.
-Ikke til noget? sagde Lange med Lys over ansigtet; det er _det, jeg_
altid har sagt. Farvel, du.
Lange skred fløjtende ned ad Trappen, mens Berg gik ind i Redaktionen.
Inde i Redaktionsstuerne var det allerede begyndt saa smaat at
mørkne. Det var de halvt private Audiensers behagelige Time. Inde i
»Læsestuen« havde en Skuespiller, der gik sin Direktørs Ærinde, med en
Reklame i hver Lomme, i en Sofakrog fat i Bagstykke-Leverandøren, Hr.
Isack, hvem han tiltroede betydelig Indflydelse.
En betroet Embedsmand fra Konferensraad Heins Bank underholdt Krans,
som ved en Pult sammentalte sine Linjer i Morgennumret:
-Kapitalen burde naturligvis tage Sagen i sin Haand, sagde han, Stedet
var jo henrivende, Stedet havde jo alle Betingelser--der var Tale om
»Marienlyst«, som et Aktieselskab maatte kunne gøre til et evropæisk
Bad--... Men Publikums Interesse maatte vækkes først.
-Man maatte have Publikums Interesse vakt, sagde Bankherren.
Inde i Redaktionssekretærens Værelse var Lampen allerede tændt paa
Skrivebordet. Redaktøren havde ført Professor Gerster ind til Hr.
Gravesen. Professoren talte i Familiens bløde Tone, siddende med
Benene slaaet behageligt over Kors i sin Lænestol:
-Der var ganske vist endnu længe til Kongressen--men den almægtige
Presse--og Professoren gjorde en Haandbevægelse frem mod Hr. Gravesen,
der altid blev ligesom lidt bredere i Stolen i Tiden fra fem til
seks--kunde man aldrig gøre sig bevaagen for tidlig....
Redaktøren stod ved Siden af og stirrede ud paa Himlen, der begyndte
at farves rød over Slottet, som man saa' som en mørk Kolos helt nede
for Enden af Holbergsgade. Redaktøren var en soigneret Mand, der mest
hørte til, med et lidt træt Udtryk. Han var behagelig--med et let Skær
af Ligegyldighed overfor alle Medarbejderne undtagen overfor Hr. Stær,
der angreb hans Nerver. Han ønskede frem for alt ikke Støj i sin Avis
og ansaa _»Le Figaro«_ for Mønstret af et Blad.
-Ja. Kongressen skulde være skandinavisk--med Indbydelse til de finske
Læger ... Og det var projekteret at forbinde den med en Udstilling--Af
hygiejnisk Indhold....
De Herrer talte halvhøjt ind gennem Stuerne, hvor det lidt efter lidt
blev mørkt. Kun Gruppen om Hr. Gravesens Lampe--hvortil den militære
Medarbejder, Kaptejn Petersen, falden for Aldersgrænsen, havde sluttet
sig--var fuldt Lys. Efter den egentlige Kontortids Slutning var
Yderdørene lukkede, og Maskinens Støj lod kun herind som et hyggeligt
Akkompagnement af fjern Brusen. De Herrer blev ivrigere, og Bankherren
sagde højt til Krans:
-Ja--det er Maalet, min Ven, vi maa vække Publikum; og henne fra
Sofahjørnet i Mørket sagde Skuespilleren med sin markerede Stemme:
-Ganske vist--der var tænkt paa en fransk Ballet--men, oprigtig talt,
vore egne gør det s'gu ligesaa godt ... og de to Herrer lo halvhøjt
gennem Stuerne, mens Professoren, der støttede Hagen i sin Haand,
sagde i sin alvorlige Tone: Ja--Hygiejnen er upaatvivlelig Samfundets
første Livssag.
Samtalen blev afbrudt af en lille Mand. der kom ind gennem Læsestuen
og holdt sig tilbage i Halvmørket, da han saa', der var fremmede. Det
var lille Hr. Canth, som forlegen sagde, at det var ingenting, han
vilde blot sige Redaktionssekretæren et Ord....
»Ordet« var et Par Fribilletter til Fru Canth, som han fik stukket i
Lommen i en Krog. Fru Canth sendte saa jævnligt »Manse« i
Billetmission til Redaktionssekretæren, som hun titulerede »Gamle
Næstsødskendebarn« og lod give sig Kindkys, naar de mødtes.
Berg havde faaet Tøjet paa, og mens han knappede sine Handsker, sagde
han, irriteret ved dette glatragede Komediantansigt med de tykke
Kæber--som et Udbrud af hele disse Par Timers Lede:
-Naa--hvad er det saa for en Løgn, vi skal debitere, saa uformodet
højt, at det hørtes gennem alle Stuer og der pludselig blev stille,
mens Berg gik.
En Sætter kom imod ham ude paa Gangen og sagde, at en tysk Herre var
gaaet ind og ventede paa hans Værelse. Berg sagde, man kunde dog gerne
havde sagt, han var gaaet ... Ja--men--det var en tysk Herre.
Den tyske Herre var Impressario Hr. Theodor Franz. Hr. Theodor Franz
svedte--det var den sjette Visit hos Pressen--men sagde, han var som
genfødt.
-Min Herre, sagde han, Skandinavien er en Lystrejse--det er en
Rekreation.
Berg spurgte, hvad Hr. Franz bragte iaar. Hr. Franz bragte en Buket
--en Stjerne-Buket, desværre, det er det eneste....
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz med et Suk, de Tider er forbi,
hvor man bød paa et Program med seks Numre.
Og han begyndte at trække et Par Reklamer frem, idet han talte om den
københavnske Presse. Han kaldte den en Presse af Rang, og han kunde
sige, han satte særlig Pris paa den københavnske Presse:
Den københavnske Presse forstod _Sagen_, sagde han, og var
_deltagende_.
-Ja, min Herre, sagde han. Deres Presse har megen _Fantasi_.
Han havde sat som et fedt Punktum og pustede, med Hænderne paa sine
Knæ. Berg følte Forpligtelsen til at fylde Pavsen med en Kompliment og
sagde:
-Ja, min Herre, det er jo kun en Pligt at være imødekommende mod
»Stormestren« blandt Impressarioer.
-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der modtog Komplimenter med bredt
Bryst: Det er kun et Talent.
Hr. Theodor Franz lod Øjnene falde i sin Notitsbog og blev pludselig
oprørt. Han havde bemærket Fattigskattens ti Procent. Fattigskatten
fornærmede ham, han kaldte de ti Procent en Krænkelse.
-Min Herre, sagde han, jeg forstaar det ikke. Vi bringer Kunstnere
--vi bringer Verdensberømtheder, og man brandskatter os som
Menageriejere....
Men Hr. Theodor Franz blev hurtigt formildet, og han talte om
København. Han besang den, han fandt ikke Ord for at lovsynge den. Han
gik hen til Vinduet og talte stadig højere og højere. Dette var
utroligt; dette var endelig en By. Dette var Foretagelsesaand--en
Storstad, her kunde man anlægge Kapitaler.
-Min Herre, sagde han, jeg er forsigtig--forsigtig, jeg har femten
Aars Erfaring. Men ti Stjerner, min Herre, ti Stjerner fører jeg til
København--i en Sæson.
Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse
Gade, sagde han:
-Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at
have arbejdet.
Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store
Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig. Han talte om de nye
Staddele, om Victoriateatret--»Min Herre,« sagde han, »Tusinderne vil
dryppe fra Væggene«--om Voldene, der var mejet bort, om »National«, om
Strømmen allevegne:
-Ja, min Herre, sagde han. Her er Jord for en Verdensstad.
-Hvorpaa venter Skandinavien, raabte han, paa hvem venter man? Norden
venter paa København, sagde han. Jeg afgør en Sukces med ti Depecher
fra København.
Berg hørte ikke mer. Han drømte med et Smil, med Hovedet støttet i sin
Haand. Og uden selv at vide det traadte han hen til Vinduet, og han
stirrede smilende ned ad den lyse Gade mod det store Slot.
Hr. Theodor Franz var blevet meget varm og kunde næppe faa Vejret. Han
holdt inde og tørrede den begejstrede Sved af Panden.
-Ja vel, min Herre, sagde han, det er et lykkeligt Land.
Berg vidste knap om sine egne Ord, da Hr. Theodor Franz brød op, og
han fulgte ham tildørs med en Kompliment. Han var i Tankerne paany
vendt tilbage til denne »Spøg« fra Restauranten; til den Plan, som
ikke vilde vige fra ham: dette Teater, der fortryllede ham, saa fuldt
af Liv; hvor alt virkede, som byggede de derinde en hel Stad; dette
Teater, som blev ham et Symbol, det store Symbol paa denne ganske By,
der begyndte at _leve_.
Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de
udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den
buldrende Maskine--Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange,
der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte
deres eget Talent og kom ikke videre--en evindelig Marsch paa Stedet
af hele dette »skrivende« Kompagni.
Og han selv?
-Nej, nej--han havde heller intet Digtertalent--hele hans Talent, han
vidste det nu, havde kun været _hans Samliv_ med denne By....
Og gaaende frem og tilbage paa Gulvet, et Bytte for al den Bevægelse,
denne Dag havde opsamlet hos ham, saa' han, som et Landskab, Solen
pludselig belyser--hele sit Liv, det fjerne ganske nær.
* * * * *
Erindringen om hans første Hjem i Skovridergaarden paa Als viste sig
altid først for ham i _det_ Billede: den runde Dam med sin
Grønsværkant, hvor Barnepigen sad med Benene op under sig og strikkede
paa sin Hose, samt Lysthuset foran Dammen med de fire hvide Søjler og
ved Siden af Gangbrædtet, hvor han listede sig frem skævende og bange
for at kigge ind i »Lunden«, hvor der var ganske stille, og hvor
Barnepigerne sagde, at _der_ boede »den store Mand«....
Herluf legede rundt om Dammen, og ovre paa den anden Side krøb han op
paa Stakittet og holdt sig fast: Ude paa Engen vadede Landsbydrengene
i Aaen med deres bare Ben og langt borte laa »Fa'ers Skov«--til han
faldt ned og skraalte, og Barnepigen satte i med et: Naa--saa ... og
fik ham samlet op.
Saa faldt de i Søvn, begge to, ved Siden af hinanden paa Grønsværet,
mens Myggene stak dem, saa Herluf havde Buler over hele Kroppen.
Til Moders Fødselsdag blev der bundet Kranse til Lysthuset, af
Guldregn og Sirener, og »Thebordet« var dækket derinde om Morgenen.
Fremmede Damer gik rundt om Dammen i stive Skørter og sad i Solen paa
Bænkene og lo med deres Kopper i Hænderne, mens lille Herluf løb rundt
i Fløjelsblusen og bød Kager om.
Om Formiddagene legede Herluf i Gaarden: Mo'er holdt Udkig fra sit
Vindu. Han jog--langt borte--efter Kalvene, saa de satte i Galop fra
Vandtruget paa deres slatne Ben; Rugehønen laa med bredte Vinger over
Kyllingerne i Solen ved Stalddøren--de rullede ligesom smaa gule Æg
mellem Gaardstenene ... Og Lars kørte Hø ind, mens Moderen lukkede
alle Vinduer op, for at Duften kunde trække ind i Stuen, og saa kom
Ruglæssene med alle Ørentvistene....
Lars fandt alle Mettes Killinger oppe i Høet over Toftene, det var en
hel Kurv fuld af smaa, snøftende Blinddyr, som Herluf bragte ind i
Køkkenet for at give dem Mælk ... Da de blev druknet i Dammen,
allesammen i en Sæk, græd Herluf saa længe, til han tilsidst kom i det
mørke Kammer....
Og saa blev det koldt, og Havedøren blev til et Vindu, og Moder lo ad
Fader, naar han gik i sine store Træskostøvler til Skoven og slog paa
Ruden til Farvel.
Moderen sad ved Vinduet om Eftermiddagen, Herluf stavede med Bogen i
hendes Skød; siden saa' han Billeder, liggende paa Gulvet, paa Maven,
mens Moderen syede--Plejlens Lyd hørte man gennem den stille Gaard.
Lars og Daglejeren tærskede i Loen....
-Mo'er, sagde Herluf paa én Gang, midt som han laa over sin Billedbog,
er du lykkelig?
Moderen lo. Hvad den Dreng har for Idéer, sagde hun.
-Ja, sagde hun saa og lod Sytøjet synke: jeg er lykkelig.
-Naa, sagde Herluf blot og laa igen stille paa sin kuglerunde Mave
over Billedbogen--halve Timer. Vintersolen krøb ind til smalle Striber
henover Gulvtæppet.
Moderen rejste sig og de gik over i Loen; Lars og Daglejeren tog til
Huen og tærskede videre, og Moderen satte sig paa en Bjælkekant med
Fødderne højt op under sig og saa' til. Herluf krøb ogsaa op--han
dukkede altid frem bag Moderens Skørter--og Søren tog Sæd op i den
hule Haand og viste Fruen, hvor den skæppede.
Naar det begyndte at skumre, gik de hen ad Poppelalléen forbi Haven
til den lille Bænk. Der sad de, mens Solen gik ned bag Degnegaarden,
og Klokkerne begyndte at ringe.
Degnens tykke Tine kom med et Tørklæde over Hovedet. Munden stod ikke
paa Degnens Tine, og altid havde hun travlt med at lægge sine Kjoler
ud i Sømmene. I Skovriddergaarden var det, som alle maatte lé, bare de
saa' hendes runde Ansigt.
Paa »Mørkningsbænken« nikkede »Tine« til hver, der kom forbi paa
Vejen, og kaldte ham ved Navn, og snakkede løs igen:
-Nej, nej, sagde hun. Peer Nils kan hverken leve eller dø, stakkel ...
Tine tumlede med de syge i det ganske Sogn. Hendes Kur var: Vinduer op
og faa dem i Solen.
-Ja, hun ka' løvte En, sagde den lamme Peer Nils, Degnens Tine ka'
løvte En, og Taarerne løb det gamle »Mimredyr«--som Tine kaldte
ham--ned ad Kinderne bare ved Tanken.
De sad alle tre paa Mørkningsbænken, til Klokkerne hørte op at ringe,
og der blev stille, i Genbogaarden kom Drengen frem og lukkede
Gaardporten.
-Der er Skovrideren, sagde Tine. Hun hørte ham altid først, naar han
kom paa Vejen. Og snakkende gik de alle hjem ad Alléen.
I Degnegaarden gik Moder og Herluf op for at drikke Kaffe om
Eftermiddagen. Det var som alting skinnede i Degneboligen: Stuerne og
den lille runde Degn og Tine og Madammen, og Solen, syntes man, stod
altid ind i Stadsstuen over det sandstrøede Gulv.
Ingen havde heller saa rask til Vaffeljernet, som Madam Bølling.
Efter Kaffen sad Moderen og Tine i Stadsstuesofaen og sang. Med ét
satte de op at danse og valsede over Gulvet, saa alle Madam Bøllings
fine Sandstjerner fløj; Tine var Kavallér og svingede, saa Skørterne
viftede:
Smukke Pige med det sorte Haar, Se lidt paa mig. Hør hvor bankende mit
Hjerte slaar, Jeg elsker dig. Nej, Hr. Jæger, nej.
Lad mig gaa min Vej, Hvis Mama det saa', Vil jeg Utak faa. Paple,
Paple, Paple. Paple Pap, Det tror jeg knap.
Det var Tyrolervals. Tine slog Armen om Fru Berg, saa det kladskede,
Madam Bølling nynnede med paa sin Stol.
Smukke Pige med det sorte Haar, Sé lidt paa mig....
Herluf gjorde ogsaa Spring, foran Spejlet, med Fingrene i Munden:
_Han_ skulde danse--han skulde danse, raabte Tine. Hun og Fru Berg
pustede i Sofaen med hinanden om Livet, mens Herluf skulde danse. Han
hoppede som en Kakelak med Tungen stiv i Munden--gamle Bølling lo, saa
hans Mave gyngede under Vesten.
Saa satte Tine i igen og valsede og sang:
I Kongelunden vort Bryllup skal staa Med Dans og klingende Spil
Enhver, der har Lyst, kan se derpaa. Vi indbyde alle, store og smaa,
Til Festen i Kongelunden. Trallera....
De svingede, saa de ikke havde Vejr.
-Syng, syng, raabte Tine aandeløs: De Gamle sang; gamle Bølling slog
Takten med Foden som ved Psalmesangen i Kordøren, og Herluf blev helt
vild og fór om i Rundkreds som Hesten »Zampa«, han havde set paa
Markedet i Avgustenborg, mens han hylede:
Til Festen I Kongelunden....
-Skovrideren, sagde Tine, og standsede midt paa Gulvet. Berg stod i
Døren, og de blev alle stille, ligesom halvflove i det, til Tine fik
Berg budt op og valsede.
Naar de kom hjem fra Degnens, sad Moderen i Mørkning til The. Hun
sang ved Klaveret--det var Visen om »Lille Grete«--med en svag, dæmpet
Stemme, der knap naaede frem i Stuen, Berg aabnede sin Dør paa Klem,
Herluf sad ganske stille paa sin Skammel.
Ak, kæreste Hr. Guldsmed, Jeg har kun Sorg og Savn, Min Grete rejser
fra mig I Dag til København. Nu vil jeg gerne be' ham. Min gode Mester
Vig, At gøre mig en Guldring Og skrive indeni: Farvel, farvel, lille
Grete!
--Det var de korte Dage. Slud og evig Regn. Fru Berg og Tine kom
forfrosne i store Sjaler til Mørkningsbænken. Hjemme blev der slet
ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i
Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der
ikke.
Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde
Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer.
-Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs. De sad
igen stille, mens Hundene blev ved at jamre: Det er ikke til at holde
ud, sagde Berg. Han rejste sig for at gaa op til Hundene. Moderen og
Herluf blev alene og hørte hans Skridt over Loftet.
-Mo'er, sagde Herluf stille op imod hende i Mørket: Døer da Kongen?
-Gud forbyde det, sagde Moderen. Herluf tog om hendes Knæ, hun havde
saa underlig en Stemme.
--Moderen og Herluf sad endnu med Tine paa Bænken, skønt det længst
var blevet mørkt. En Gang imellem hvidskede de en Sætning--med de
Stemmer, hvormed i de Dage alle talte, som om de havde en Kulde i
sig--om det eneste, man talte og tænkte: om den syge paa Glücksborg.
Man sagde, det var igaar blevet værre med Kongen.
Vejen laa stille og øde. Kun Pilene paa Genbohegnet svajede i Mørket.
-Mon han er ved Samling, sagde Tine.
-De siger jo Nej, sagde Moderen.
De hørte en Vogn, der arbejdede sig tungt gennem den opblødte Vej: Det
er Posten, sagde Tine og rejste sig. De saa' ham komme frem i Mørket
vandrende ved Siden af sit Øg.
-Jakob Hans, raabte Tine, hvordan er 'et?
-Jakob Hans standsede sit Køretøj og stod lidt. De sier, han er død,
sagde han saa.
-Iaftes.
Moderen og Tine græd højt, Herluf trykkede sig ind imellem dem. Posten
satte langsomt sit Øg i Gang igen gennem Mørket: Godnat, Jakob Hans,
sagde Tine gennem Graaden.
De blev ved at græde ved Siden af hinanden: Jeg tænkte det, sagde
Tine. Uglerne var saa slemme iaftes.
Berg kom bag ved dem: I véd det, sagde han. Moderen lænede sig til
ham; lidt efter lidt hørte de op at græde og stod stille.
-Nu skal Klokkerne gaa, sagde Tine.
-Ja, sagde Berg.
-Hent Deres Forældre, Tine, sagde Moderen. Lad os være sammen.
De gik hjemad, Berg holdt Herluf i Haanden. Da de kom ind, gik Herluf
ud i Køkkenet og Borgestuen og sagde til hver:
-Kongen er død, og saa' paa, hvordan hele Huset græd.
* * * * *
--Man ventede Krigen hver Dag. Brød den ud, maatte Berg med som
Reserveløjtenant, og han vilde have sin Kone og Herluf bort i alle
Fald: i Skovridergaarden maatte der dog ansættes en Vikar. Og han
vilde være roligere, naar han vidste Kone og Barn i Behold hos sin
Fader og Søster i København.
Hun gav efter; iaften skulde de, hun og Herluf, rejse med Dampskibet,
som anløb Sønderborg ud paa Natten.
Det var en fugtig og taaget Dag. Fru Berg gik sidste Gang om til hvert
et Sted i Gaard og Have; Herluf stolprede hende i Hælene. Hun stod i
Stalden hos den blissede Ko--det var Fanny, som havde givet Mælk til
Herluf, da hun ikke længere taalte at amme ham--; hun stod og kløede
Fanny kærtegnende mellem Hornene, den var saa kælen og vilde slikke
hendes Haand:
-Saa sørger Lars jo for hende, rigtig godt for hende, sagde hun.
-Det ka' Fruen være tryg paa, sagde Lars, som ogsaa var paa Vej til at
vande en Høne foran den blissede.
Køerne vendte Hovederne i Baasene og brølte langtrukket og dæmpet,
mens »Fruen« lukkede Stalddøren.
De gik om langs Længen forbi Hønsehuset: Ja, den spættede var trofast
... den lagde Æg til det sidste, og de bøjede ind bag Hækken ved
Dammen. Herluf tog Moderens Haand, mens de gik. Ved Lysthuset
standsede de. Der hang paa Slyngrosen om den ene Søjle en frisk lille
Gren, da Moderen saa' den, begyndte hun at græde igen og brød den af.
-Mo'er--kommer vi hjem til din Fødselsdag, sagde Herluf.
-Jeg véd ikke, sagde Moderen, som græd.
De gik ind gennem Lunden; i dens Udkant laa der en Høj. Henne over
Landsbyen gik Solen ned. Det vor som en fjern Brand over Skyerne;
foran dem laa Eng og Aa og Gaarde og »Fa'ers« Skov. Fru Berg saa' frem
derover, længe, længe; græde gjorde hun ikke mer, stod kun bleg og
stille.
-Mo'er, sagde Herluf og trak i hende, men hvorfor maa vi rejse.
Moderen rørte sig ikke: Fordi Fjenden er over os, sagde hun. Og Herluf
stod stille, ligesom den Gang, han havde været i Kirke.
Om Aftenen sad de i Stuen. Fader og Moder i Sofaen, Faderen sad hele
Tiden og klappede Moders Hænder, Herluf havde han paa Skødet.
-Ja, det er Tid, sagde Faderen. Moderen rejste sig og begyndte at tage
tøjet paa, men hun lod det ligge og gik hen til Vinduet, hvor hun græd
med Hovedet mod Stolpen.
Da Vognen var forspændt, kom Tine som en Stormvind med sit Tørklæde
over Hovedet.
-Naa, naa, sagde hun og lo med Graaden op i Halsen. Vi skal nok muntre
Skovrideren ... Det er fra Moders Urtepotter, sagde hun og stak et Par
Blomster til Fru Berg; hun kunde ikke tale mere.
Ude paa Gangen stod alle Folkene paa Hosesokker, der var en Snøften i
hele Klyngen. Fru Berg rakte Haanden til hver: Mo'er, sagde Herluf,
du har ikke givet Haanden til Hans Husmand, Mo'er, du har ikke givet
Haanden til Hans Husmand, Mo'er ... Da Maren Malkepige fik Haanden,
gav hun sig til at hyle, som om den Onde vilde tage hende, og slog
Forklædet op om Hovedet.
Tilsidst kom de da ind i Kalechen: Farvel, Hans Husmand, blev Herluf
ved at raabe; og Vognlygtelyset faldt hen over Dagligstuevinduerne og
»Kontoret« og saa over Poppeltræerne--de var ude af Gaarden.
Oppe ved Mørkningsbænken stod Tine og vinkede med sit Tørklæde. Hun
løb med Vognen og rakte Haanden ind over Forlæderet. Saa tog Herluf
paa at græde.
Da de kom til Sønderborg Havn, laa Dampskibet allerede der ude og
stønnede med sine Lanterner. Baaden var klar. Baadfolkene løb rundt
med Lygter; da Herluf kom ned i Baaden og følte det gyngende under sig
og saa' det sorte Vand, græd han igen og vilde hjem. Faderen tog ham
paa Skødet paa Toften.
De var snart ude. Afskeden maatte gøres kort. Moderen og Herluf var
oppe ad den lille Trappe ved Hjulhuset, og Styrmanden holdt sin Lygte
op mod Bergs Ansigt, der stod paa det nederste Trin.
-Nej, sagde Berg, jeg bliver.
Og der blev pebet, og Skibet begyndte at ryste under Maskinen. Baaden
saa' man knap mer, kun Lygterne inde ved Havnen.
-Mo'er, sagde Herluf og tog hende i Kaaben, Mo'er, Fa'er græd.
Moderen svarede ikke. Hun troede, hendes Øjne vilde kunne finde ham i
Mørket endnu--hendes Mand.
Skibet stødte saa tungt op mod Sønderborg Slot.
De saa' ikke Mand og Fader mer. Berg faldt ved Dybbøl i Skanserne. Det
var Fru Berg, som om det kun var noget, hun havde vidst og ventet, og
som om det slet ikke gav nogen Forandring--uden Immortelkransen, hun
bandt om hans Billede over Sofaen.
Hun syntes, hun havde _altid_ siddet ørkesløs her i disse trykkende
Stuer og stirret ud paa den træge Vester-Gade og hørt Svigerindens
langsommelige Pløjen gennem »Napoleons Felttog«, som hun igen begyndte
forfra for den Gamle. Ved hver Lyd fo'r Fru Berg sammen: Det var vel
Herluf, der gjorde Ulykker igen. Den Dreng var blevet saa kejtet af
lutter Forskræmthed, at han ikke rørte sig uden at gøre Skade.
-Marie, skreg den Gamle fra den lille Stue, Marie....
-Ja, ja, sagde Moderen, hun var allerede paa Vejen til Gerningsstedet.
-Naar han blot la'er mine Piber hænge, skingrede Bedstefaderen. Er det
mine _Piber?_ skreg han ud gennem Dørene. Ikke en Time lod han Marie i
Ro med sine Piber: Naar han blot la'er mine Piber _hænge_, blev han
ved.
-Ja ja--ja--ja, sagde Marie.--Men kunde Bedstefader ikke flytte dem
derind? Her kom Herluf saa sjældent....
-Ja, ja, Marie, de blir nok flyttede, de blir nok snart flyttede ...
Men min Tid blir de hængende, min Go'e, sagde han rystende, min Tid
skal de ha' Lov at blive hængende, min Go'e, blev han stædigt ved, med
sin halve Hoste, der aldrig blev til mér end til en Stønnen, og som
dog fyldte hele Huset.
-Skal jeg ikke læse for dig, sagde Marie.
-Tak min Go'e, sagde Bedstefaderen, stadig stiv, hvis du vil....
Marie læste et Par Sider, mens den Gamle stadig rømmede sig og
flyttede sig i Stolen: Tak, sagde han saa, men du er vist træt nu ...
Hvor er Minna? sagde han.
-Hun kommer vist strax, sagde Marie og lagde Mærket i Bogen. Hun
sukkede.
-Ja--ja, du sukker min Pige ... ja, ja, det er ikke Skovridergaarden
... Vi andre, vi har siddet her fem og tredive Aar ... tit baade
_Sommer_ og Vinter, sagde han. »_Sommer_ og Vinter« glemte han aldrig,
det refererede sig til et Par Somre, hvor han ikke havde været
inviteret til Skovridergaarden.
Marie svarede ikke; lidt efter kom Minna, og hun vendte tilbage til
sit Vindu.
-Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende
ikke--hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa
Læsningen.
Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs.
Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa
Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.
-Men Herluf dog, sagde Moderen, saa inderlig træt bebrejdende, _kan_
du dog ikke ta'e dig iagt?
Herluf dukkede over Misgerningen--han var paa Veje til at blive rent
ud skeløjet af evig ond Samvittighed--og fik lykkeligt Jorden smurt ud
over endnu et Stykke Gulv.
-Men Herluf dog, sagde Moderen og tog ham væk.
Man maa jo huske, han er et Barn, sagde Tanten og holdt Hænderne mod
Tindingerne med det glatkæmmede Haar. Sofie, sagde hun og aabnede den
listeslaaede Dør til Køkkenet: Vil du bringe Fejeskuffen ... Herluf er
kommet til at rive min Azalia ned....
-_Kan_ du Tabellen? sagde Moderen.
Herluf gryntede og gik sidelængs hjem i sin Krog ... Han gik i Skole
ved »Frue Plads« hos to Frøkener, i Vejret skød han saa leddeløs og
blegnæbbet som et Vinterskud.
... Sofie var inde med Husholdningstavlen, det skete, naar Herluf var
i Seng og den Gamle til Ro. Svigerinden borede Hænderne i Tindingerne.
-Hva' skal man dog gi' Jer, sagde hun træt. I er jo vant til
Afveksling ... Ja, ja, Sofie, tag saa et Stykke Bryst--et halvt Pund
mere, véd du....
-Men, Herre Gud, sagde Fru Berg fra den anden Side Lampen ... det
behøves jo ikke, Minna....
-Et Barn har dog Appetit, sagde Tanten gudhengivent. Sofie gik; Frøken
Berg var altid saa anstrængt af Tavlen.
-Ønsker du ellers noget? sagde hun, naar hun var færdig med
»Berlingskes« Føljeton, som hun nød med Strikkepinden mod Overlæben
for Gaben; hun behandlede endnu stadig Svigerinden som en Gæst.
-Nej Tak, sagde Fru Berg og tændte Lyset, der ventede. De vexlede
»Godnat«, og Fru Berg gik op til sig selv paa tredje Sal, med sit Lys.
Hun gik saa slæbende som en gammel Kone opad Trappen: Det var
Regnestykket, det evige Regnestykke, der lagde som Bly i hendes Bén.
-Nej--hun naaede ikke videre, kunde ikke komme videre end til den
Smule Klæder og Skolepengene--Skolepengene, som vilde stige--og
Værelset her i Leje....
-Sov dog, sagde hun og lagde Tæpperne om Herluf, som aldrig sov, før
hun kom op, brændende hed som han laa i Sengen, af Angst ved at ligge
alene i Mørket, alene i Etagen her ovenpaa.--Mo'er--gaa i Seng,
hvidskede Herluf fra Tæpperne. Fru Berg sad paa Sengekanten og
stirrede ind i sit Lys med Hænderne i sit Skød.
-Sov dog, sagde hun igen. Hun stod op og lagde Bordtæppet sammen til
Natten--det var det gamle Bord derhjemmefra--og trak Hylstrene over
Sophapuderne: det var hendes Brudegaver endnu....
Naar hun var kommet i Seng, græd hun i Puden ganske stille. Herluf
stod op og listede sig ud af sin Seng: Mo'er hviskede han ved hendes
Hovedgærde.
-Mo'er, du skulde ikke græde sagde han. Og han begyndte selv at græde
stille som hun, mens hun tog ham ind under Tæppet, og de laa i Mørket
tæt ind til hinanden.
-Mo'er, hvidskede han, hvem boer nu hjemme?
-Fjenderne, sagde hun.
-Og har Bøllings Fanny? sagde han.
-Ja--Bøllings har Fanny.
Herluf faldt hen og drog Vejret dybt i Søvne. Saa løftede hun varsomt
sin lange tynde Dreng og bar ham over Gulvet, i Armene, paa de bare
Fødder, hen i hans egen Seng.
... Frøken Minna havde tændt sin Lampe paa mælkehvid Fod og var gaaet
ind til sig selv. Hendes Værelse var et lidet Rum med meget
pertentligt hvidt, lagt over Krusejern; »Hjortens Flugt«, »den lille
Hornblæser« og »Stjerneskud« i Pragtbind om Sykurven; og »Marie og
Magdelena«, i en bleg Udgave over Sengen.
Naar Frøken Berg var kommet i Nattøjet, slukkede hun Lampen og listede
ud for at lukke Dørene paa Klem.
Hun sov jo som en Hare for at høre efter den Gamle.
Tiden gik. Tre Aar efter at de var kommet til København, døde Fru
Berg. Herluf blev hentet hjem fra Skole, Bestyreren kom selv ind og
klappede ham paa Hovedet, mens han begyndte at hulke højt, i Klassen.
Tanten stod ved Trappegelænderet hjemme og tog imod ham og græd. Alle
Døre stod aabne; han greb om Tanten og vilde ikke ind: Kom, sagde hun.
-Er det min Dreng? det var Moderens Stemme, hun sad op i Sengen, men
hendes Øjne kunde ikke sé mere.
-Min Dreng, sagde hun, hun følte hans Haar med sin Haand: min lille
Dreng.
... De græd alle, og Tanten tog ham op, hvor han laa. Der var saa
stille i Kammeret.
Det var en travrig Begravelse fra Kapellet ude paa Kirkegaarden, faa
Folk og ikke mange Kranse. Herluf gik med Præsten bagved Kisten.
Da de kom hjem, var Stuerne fine, med rene Gardiner som til Jul og
Pintse. Men da de kom tilbords, med Vin paa Bordet, Damerne i deres
sorte Kjoler, begyndte Herluf at hulke, saa de maatte bringe ham fra
Bordet.
Han sad og borede sig ind i Krogen under Pibebrædtet, mens han
græd--til én af Piberne faldt ned, og der blev et helt Oprør. Inde fra
Lillestuen skreg Bedstefaderen, og alle stod fra Bordet.
Herluf løb op i deres egen Stue og gemte sig. Dér sad han i en Krog
til om Aftenen, da Tanten kom op og sagde: Nu skulde han komme ned,
Bedstefa'er var ikke mere vred. Men Herluf tog paa at hulke igen: han
syntes, nu var først hans Moder rigtig død.
Nede i Stuen sad de sorte Damer og hæklede om Lampen.
* * * * *
Og Tiden løb. Herluf var længst i Latinklasserne.
Det var Lørdagens sidste Time. Tredje »Fælleds« havde Gymnastik. Solen
stod ind ad Vinduerne paa Kalkvæggen, og Støvet slog i store Skyer af
de gamle Hømadratser under Realisternes Længdespring. De Studerende
stod og skød Ryg i Geled langs Væggen som en Rad Flagermus, der er
kommet i Dagen.
Hr. Atterbom, der udenfor Gymnastikken tilhørte Toldboden, var
begejstret og gned sit Lugteorgan, som om han gav sig selv
»Skrabnæse«.
-Godt Jensen, godt Jensen--det er Appel. Realistfuksen Jensen satte i
Skjorteærmer ind paa Høpuden. Godt, godt! Hr. Atterbom gav
Guldrandskasketten et Fur. Saa vore Bænkebidere, raabte han.
Vore Bænkebidere var de Studerende: Madratsen ind, sagde Hr. Atterbom;
Madratsen blev flyttet nærmere til Kridtstregen. De studerende tog
Tilløb med nogle smaa, skrutryggede jomfrunalske Hop og krænkede
Ansigter: Naa, naa, bli'r 'et til no'et? naa, naa, kommer man afsted?
Bænkebiderne faldt ned ved Siden af Madratsen, som Oldenborrer fra et
rystet Træ.
-Naa, for Satan--_om igen_. Hr. Atterbom raste. Herluf Berg hoppede
om: Jomfrubuks, skreg han. Herluf bad om Lov til at gaa ud at drikke
Vand, han havde Trykken for sit Bryst.
-Naa, Appel, Hesten frem....
Det gav et Ryk i de syv syge, som pyldrede rundt i Krogene, med nogle
ynkværdige Ansigter--i Mangel af Attester. De syv Blegsotskandidater
krøb ud i Solen for at slæbe Hesten og vendte saa tilbage til
Mandagslektierne, med Hænderne paa Panden.
Realisterne lagde for, mens de studerende regnede smaa Mandags-Opgaver
i den hule Haand. Den rødhaarede Duks sluttede Censuren: han førte
Privatbog over alle tre hundrede syv og firs Disciples Flid og
Opførsel.
Der blev en stærk Bevægelse. Det var Ole Martens, der trampede ind og
smækkede med Døren. Han havde været hos Rektor for at hente
Karakterbog med Anmærkning for »at sove lydeligt og gentagende«, og
var tykskindet, som havde han Faaresyge. Selv de syge listede frem af
deres Kroge for at syne ham:
-Ja, vrængede han til alle Forespørgsler ta' 'en, Mariane....
-Godt, godt, Guldrandskasketten gik bagad af Extase, der har vi
Jensen--godt, godt--han ta'er som en _Danser_ ... Naa--frisk, Hr.
Atterbom klappede: Saa løfter vi Enderne....
Tilraabet var til de studerende. Hr. Atterbom blev altid »raa«, naar
han stod ved Hesten mellem Realisterne, der tog imod i Skjorteærmer og
spyttede i Hænderne.
-Naa, naa, saa sætter vi i; Hr. Atterbom talte som en Kusk, der driver
et gammelt Øg, mens den rødhaarede lagde for som en skræmt Kapellan
for Bispen. De andre fulgte efter gennem Salen som forblæste Høns.
-Hva', hva'? Hr. Atterbom blev ved: er 'et Mandfolk--hva' si'er jeg,
er' et ikke Kællinger--hva', hva'? de springer som lamme Lopper....
Latinerne faldt baade paa to og paa fire: Dyrplageri, vrissede Duksen
og børstede sine Knæ; han havde Ansigts Skt.-Veitsdans af rødhaaret
Arrigskab og Forlæsthed.
-Nej, sagde Hr. Atterbom sørgmodig og forskød sin Paryk, det er s'gu
Kællinger. Han kommanderede de blegsotttige frem igen for at flytte
Hesten. Nu skulde de have Skraastangsøvelser til Slut.
Herluf Berg præsenterede en daarlig Finger og blev dimitteret.
Han lagde sine Bøger sammen for at gaa--under arrige Hvislelyd fra
Væggen--og Ole Martens slog ham Følge.
De gik op ad Gaardtrappen i Hovedbygningen ind i den lange Klassegang.
Luften var tung og noget blandet. Det bornholmske Uhr ligeoverfor
Sokrates's Buste dikkede gnavent gennem den søvnige Summen, der stod
ud gennem Dørene. En Gang imellem hørte man en Skraben, som om Heste
rørte sig i Baasen.
-Ja-a, sagde Ole og slyngede Bogremmen med et Knald ind mod Væggen ved
Siden af Sokrates, saa Vismanden rystede:
-Den ganske Bule skulde han straffe gentagende.
Det rungede i hele Gangen, mens de røg ned ad Trappen.
Da Herluf naaede Vestergade, stak han næsten i Løb i en pludselig glad
Lørdagsfornemmelse, og den snævre, gamle Trappe tog han i to Spring,
saa den knirkede--alting var snævert, og alting knirkede hjemme i
Vestergade:
-Om du vilde tænke det _mindste_ paa din Bedstefader, sagde Tanten, da
han stormede ind.
Efter Bordet læste han Lektier oppe paa sit eget Værelse. En Gang
imellem sprang han op og raabte Remserne, mens han trampede op og ned
ad Gulvet, med Hænderne i Lommen.
Der blev dunket i Gulvet nedefra--det var Bedstefaderen, som nu mest
laa i Sengen, der mindede ham med en Stok mod Loftet--Herluf krøb til
Krogs og fortsatte sine Remser uden Legemsøvelser. Nu var han vant til
det snævre Hus.
Klokken otte skulde han til Dans. Han klædte sig paa og gik ned:
-Nu gaar jeg, sagde han.
-Naa. Tanten skulde til at tage fat paa »Tavlen«. Hvis du saa vilde
huske iaften at lukke Gadedøren _lidt_ sagtere.
Herluf mumlede og kom afsted.
Han dansede paa Hr. Bonnesens Kursus ved Holmens Kanal. Ynglingene tog
Dansesko paa i Forstuen: God Aften, Hr. Bonnesen--God Aften, Hr.
Bonnesen, traadte hver ind og skrabede ud.
-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen hver og bukkede. Han var
en lille Mand med graanet Kunstnerhaar og knækkede Ledemod, der bar
blød Krave som Malerne i »Mesterens« Pontemolle.
-Bonnes_o_n, Bonnes_o_n, rettede Hr. Bonnesen; han talte i Polkatakt.
Holdning, Holdning--mine Damer--Damerne var kommet ud fra Toilettet
og gik i Gulvet i Klump: Runde Albuer, mine Damer--runde Albuer....
Undervisningen begyndte. Damerne og »min Laura« kom paa Plads til
Polonæse. »Min Laura« var en barhalset og strygebrædtsformet Niece,
som dansede for i fodfri Kjole og hæleløse Laksko. Damerne travede
afsted efter Laura, Salen rundt, som Gæs over en Stubmark, mens Hr.
Bonnesen rettede:
-Mine Damer, pas paa Ryggen--Gratie, Gratie--Frøken Hilda, Maven ind
... Smaa Trin--tænk Dem, det er paa Østergade ... bedre, strax bedre
... lille Frøken Hilda, nu bøjer vi ind i Vimmelskaftet....
-Altsaa _nu_, Hr. Bonnes_o_n klappede: Hilsen til »den mødende Herre«
... Altsaa nu en sart Hilsen ... Hænderne i Muffen: Jeg er Herren ...
Mine Damer: Hilsenen er Indledningen til Bekendtskabet.
Ved Herrevæggen bag Hr. Bonnesen blev der fniset, mens Damerne
trippede forbi Dansemestren med fremskudt Mave og hilste med
Øjenbrynene. Man var meget sejgt anlagt ved Herrevæggen, og hele
Damekorpser regaleredes med Fællesbetegnelsen »Hønsehuset«.
-Mine Damer, mine Damer, tror De det er _indtagende?_ ... Mine Damer,
mine Damer, De _afviser_ jo Herrerne (Hr. Bonnesen gjorde en
veltalende Gestus over mod Herrevæggen) ... Min Laura--du, sagde han.
Laura traadte frem og hilste ved at bøje den bare Hals som en Svane,
der bliver fodret med Tvebak.
-Godt, godt, Hr. Bonnesen holdt de udspilede Hænder frem i Luften som
en Orkesterdirigent, der fremtryller et Pianissimo:
-Ja--sagde han, en Hilsen maa have den kyske Gratie! Ikke for lidt og
ikke for meget.
Derpaa var der pavse.
-Ja, mine Fruer, sagde Hr. Bonnesen foran de »Paarørende« ved
Vinduerne: Man underviser for Livet.
Naar Damerne gik, »peb Herrerne dem ud« ned ad Trapperne: Aanden
blandt Ynglingene var yderlig skeptisk,--naar de gik i Flok.
Men henne i en Port eller paa et Hjørne ventede hver enkelt i Skjul,
til _hun_ kom forbi.
Herlufs Flamme var et Aar ældre end han. Han kom »hjemme«, og de
spillede Filippine, hvor han vandt en lille Kniv, som han gemte i
lyserødt Silkepapir, og som foraarsagde ham Hjertebanken, naar han tog
den frem.
Men efter at Kursus'et var endt, gik han en Dag op til Stadsgraven
ved Skt. Pederstræde og kastede Kniven i Vandet--»fordi det var dog
ingenting«.
Foraaret gik. Om Aftenen, naar han var færdig med Lektierne, sad
Herluf i Stuen nedenunder; Tanten læste Berlingskes Roman med den
diskrete Strikkepind, mens Herluf slugte Jordans Bind med Haaret
strittende til alle Sider.
-Hvad er det, du læser? sagde Tanten, som vendte Berlingske.
Herluf mumlede.
-Gud véd, om det passer for din Alder, sagde Tanten.
Herluf mumlede igen og slugte videre.
Tanten gabede stærkt over de sidste Spalter med en lang Lyd bag
Strikkepinden som en Vinds sørgmodige Klagen i en Kakkelovn. Saa gik
de i Seng.
Sommeren kom. Hele Familien havde abonneret i Tivoli, og lune Aftener
blev Bedstefaderen transporteret ind til Koncertsalen, hvor Tanten
Klokken seks gik over og »belagde« en Krog.
Hen paa Sommeren talte alle Mennesker kun om Krigen, der trak op,
mellem Frankrig og Tyskland. Lærerne lod Lektierne være og holdt i
Timerne lange Foredrag, udviklende Situationen--især Geografilæreren,
som havde været med ved Dybbøl. Hjemme ventede Herluf om Aftenen paa
Konen med Berlingske udenfor Gadedøren, og han læste op af det fugtige
Blad midt i Stuen, saa Stemmen gik fra ham, højrød i Hovedet, mens
Bedstefaderen rejste sig halvt op i sin Stol og strakte de rystende
Arme frem; Tanten havde knuget de foldede Hænder fast ind mod mit
Bryst: Krigen var brudt ud.
Om Faderens Billede hængte Tanten en Krans af friske Forglemmigejer.
--Det var i Tivoli, hvor efter en julihed Dag den halve By var
strømmet ind. Fra Rummet ved Koncertsalen slog Støj og Stemmer op--i
en lummer Luft--som fra en Kedel i Kog. Inde i Salen var der tomt,
Numer efter Numer. Alle maatte ud, røre sig og føle sig sammen. Talte
blot om ét og det samme: _det_, man ventede nu, hvor Kejseren var
rejst fra Compiegne og stødt til Hæren.
Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin
Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i
Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre.
Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg,
for at se.
-Hva' er' et? skreg den gamle, hva' er' et? Det lød som en Explosion,
saa Salen rystede, et Skrig, mens alle Hatte blev svinget. Den gamle
stod op, Stokkene tabte han....
-Sejr, Sejr! raabte de fra Bordene. Og som Væggene var aabnede Sluser,
hvor man brød ind over Borde og Bænke, mens alle skreg af Jubel, saa
Rummet drønede--var Salen fyldt i et Nu af rasende, der raabte, Hoved
ved Hoved, paa Marseillaisen:
-Marseillaisen!
Frøken Minna og Herluf støttede den gamle og fik ham ud: Jeg vil _sé_
det, sagde han. Jeg vil sé det. Han blev ved at tale, med rystende og
ophidset Stemme, om Isted og Dybbøl og Sønnen, mens de ventede i
Flokken foran Tavlen.
-Læs 'et, sagde han til Herluf. Og Herluf læste Depechen fra
Saarbrücken:
I Formiddags Kl. 11 tog Franskmændene Offensiven. Efter en alvorlig
Fægtning jagede de Preusserne ud af Saarbrücken. Kejseren og den
kejserlige Prins vare tilstede ved Operationerne: Kl. 4 Eftermiddag
vendte de tilbage til Metz. Franskmændenes Tab var ubetydeligt.
Bagved og rundt om dem raabte de Hurra igen. Den gamle blev længe ved
at staa foran Tavlen og førte de knugede foldede Hænder op og ned, for
de gik. Han begyndte at snakke igen og vilde ikke støttes, mens de gik
frem gennem Horderne, der sang. En Gang imellem standsede han og
nikkede.
Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna
gemte. Hun hentede den--hun var ganske højtidelig og bleg--og den
gamle tog den:
-Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa
sit Skød, med rokkende Hoved.
Tilsidst kom han til Ro, men han blev ved at snakke inde fra Sengen,
ind til Tanten, der sad ved Vinduet i Stuen, bleg i Sommernatslyset.
-Ja, Fa'er, sagde hun. Ja--Faer. Men sov nu....
Lidt efter lidt blev han stille, og Tanten og Herluf sad tavse i den
halvlyse Stue--ovre fra Tivoli naaende Sangen herind.
Herluf saa' hen paa Tanten. Hun havde taget Faderens Billede ned af
Karmen og sad og stirrede paa det, mens hun holdt det i begge Hænder.
Herluf var ellers aldrig »kærlig« mod Tanten, men nu listede han hen
og tog hendes Haand.
-Hvor de synger, sagde han sagte.
Hun nikkede og blev ved at beholde hans Haand:
-Husker du din Fader? sagde hun.
-Ja, sagde Herluf. Godt.
Hun begyndte at tale om hans Fader, mens hun holdt sin Haand paa
Herlufs Hoved, sagte for ikke at vække den gamle: om den Tid, han var
paa Akademiet--Akademiet var det jo den Gang--og hun kom paa Bal
derude, og herhjemme kom Kammeraterne--om Søndagen--naar de havde fri
... hele Klassen. Henrik var jo saa godt lidt.
Frøken Minna blev ved at fortælle med en mild lykkelig Stemme--om
Broderen, om Kusinerne, om Ungdomslivet ... da Henrik var hjemme.
-Ja--saa blev Kusinerne forlovet ... Tante Jette og Tante Ida ... og
kom til Jylland.
-Det var to Gange Brudepige i ét Aar....
Hun blev ved at fortælle med sin dæmpede Stemme for ikke at vække den
gamle; Herluf satte sig paa Forhøjningen: ovre fra Tivoli lød Sangen
endnu.
-Ja, det var Tider, sagde hun. Hun tav lidt, og Herluf skottede op i
hendes Ansigt. Men saa blev din Fa'er forlovet--og tog Afsked af
Etaten, sagde hun og lod de foldede Hænder falde ned i Skødet.
Hun tav en Tid, til hun lo igen af et gammelt Minde.
-Herluf, sagde hun. Er du ikke sulten? Herluf var meget sulten. Jeg
ogsaa, sagde hun. Kom. De listede op og gik paa Tæerne gennem Stuen.
Det var Tanten, der lo, naar Dørene knirkede.
Ude i Spisekamret tog hun alt ned fra Hylderne. Herluf maatte hjælpe:
-Du bliver stor, sagde Tanten--du er snart saa høj som din Fa'er.
De spiste og lo og gnavede af alting. Men dog, sagde Tanten, det er
snart Dag. Det begyndte at blive lyst, og de spiste endnu. Herluf fik
Rødvin i et Vandglas, og de drak og klinkede, mens Tanten fortalte:
-Saadan havde de spist, i gamle Dage, herinde, med lukket Dør, naar
de kom hjem fra Bal, Henrik og hun; og de havde snakket, mens hun sad
her op paa Bordet i sin hvide Kjole--lige til det blev Dag ... den
lyse Dag....
Tanten begyndte at sætte Tingene ind igen: Ja, sagde hun og saa' ud i
Luften. Det var den Gang. Og hun faldt hen i Tanker, mens hun dækkede
for Smørkrukken.
Herluf sagde »Godnat«. Det var, som han var helt beruset, da han kom
op og stod ved Vinduet, hvor den stærke Morgenluft slog ind imod ham.
Dernede gik endnu et Par og sang:
Allons enfants de la patrie....
Han faldt knap i Søvn, før han maatte op igen og i Skole.
Og saa kom de _sande_ Efterretninger. Og blev ikke troet. Og da de
_maatte_ troes, førtes der i Skolen lange Debatter, hvor pludseligt de
mest ustridbare fo'r op og slog løs; og i et Nu laa den hele Klasse i
ét meningsløst vildt Prygleri--paa Livet løs, til ingen kunde mer....