Himlen bevare mig fra Spandremmen. _(høit)_ Disse Poeter fortalte mig,
og bandte derpaa, at de havde hørt for en Vished, at de havde stiaalet
en Sølvskee af et Kiøkken. Jeg haver, om jeg selv skal sige det, intet
ont Gemyt, og det smerter mig overmaade at høre min Næste fordømmes
efter blotte Byerygter, og jeg var bange for at Poeterne skulle besværge
deres Bagvaskelse ved Bordet i Nærværelse af de Fremmede. Der har de den
hele Sammenheng.
Grete.
Nu forstaaer jeg dem. Deres hele Adfærd ved Bordet har jeg seet, den gav
tilkiende at de var et skikkeligt Menneske og ingen Snyltegiest. Jeg
troer dem paa deres Ord, men sig mig, hvor er de kommen i Lav med de
Kieltringer, og hvor er de kommen til den Krands.
Julie.
Poeterne har sat mig den paa.
Grete.
For Himmelens Skyld kast den pokker i Vold, den er som et lidet
Brændemerke paa Panden af dem, som bære den.
Julie.
Jeg er lystig af min Natur, jeg hørte tale om disse Poeters
Naragtigheder, og lod mig krone for at faae des større Anledning til
Latter, der ligger Krandsen. _(hun kaster den)_ Farvel Madam.
Grete.
Farvel Jomfrue, eller hvem hun er, og skye slet Selskab.
_(Julie gaaer.)_
Tredie Scene.
Grete. Jens.
Grete.
Nu maae jeg vække Mæcenas.
_(hun giver hannem jammerlig Prygl med Spandremmen.)_
Vogn op Patron.