ubesvaret, fordi jeg dengang og i de nærmest paafølgende Uger ikke
til Gjengjæld for dets Oplysninger og Bemærkninger havde noget at
meddele, der kunde være Dem af Vigtighed, tillader jeg mig atter i
et efter min Mening meget vigtigt Øieblik at sende Dem nogle Linier
for at lette mit bekymrede Sind og for lidt nærmere at forklare
Forholdet med en Meddelelse, der samtidig hermed vil indløbe til Dem
og Deres Kolleger fra Udenrigsministeriet. De Herrer ville derfra
modtage en Opfordring til at erklære Dem om et Spørgsmaal, der maaske
i dette Øieblik kan synes at falde noget pludselig ligesom ned fra
Himmelen, fordi man hverken paa hint Sted eller i Statsraadet selv
tidligere har villet forelægge sig eller Andre det, ligesom man ogsaa
nu, mig undtagen og #indtil en vis Grad# Sponneck og Clausen, nødig
rykker frem dermed, Spørgsmaalet om Muligheden af at opnaae
en Løsning af vore Forviklinger ved en under hvilketsomhelst
Navn fremtrædende Deling af Slesvig, altsaa om, hvad der ved
Underhandlernes Afreise til Berlin kaldtes den eventuelle Basis for
Underhandlingerne. Jeg beder Dem om, at Spørgsmaalet, hvordan saa
Deres Mening er, maa blive alvorlig overveiet med Hensyn til Alt,
hvad der i Berlin kan tages med til dets Belysning, og med Hensyn til
de noget forskjellige Maader, hvorunder en saadan Udvei kunde blive
betraadt, og at vi ret snart maae faae et muligst veiledende Svar.
Paa Præliminariernes Basis efter den danske Opfatning har jeg for min
Del aldrig ventet at naae nogen Fred, fordi Preussen ikke uden stærk
Tvang kunde slutte den og Ingen for vor Skyld vilde anvende denne
Tvang; i mit Hjerte tilføier jeg -- men det er nu blot min
individuelle Mening --, at en Fred paa den Basis vilde medføre et
saare forviklet og kunstlet og i visse Henseender ubilligt Forhold;
om dette sidste (Ubilligheden) mindes jeg stærkt, naar der, sædvanlig
gjennem Clausen, fra dansksindede, skjøndt tildels tydskfødte
Slesvigere meddeles mig Opfordringer til at virke for, at det
#paalægges alle# Slesvigere at studere i Kjøbenhavn, ikke at besøge
Kiel o. s. v. Med pinlig Følelse har jeg da betragtet den lange,
møisommelige og, trods hele vore Underhandleres Klogskab, Fasthed og
Ufortrødenhed, frugtesløse Arbeiden paa dette Grundlag. At der ad
denne Vei ikke vil opnaaes noget Resultat, ser jeg nu ogsaa af Dem i
et Brev til Clausen[133] udtalt, og Erkjendelsen heraf paatrænger sig
efterhaanden selv dem, der, som vor hjertensgode Konseilpræsident,
kunne holde længe fast ved Haab og længe berolige sig ved at lade
Sagen glide hen fra Dag til Dag. Vor Stilling er imidlertid saare
alvorlig og betænkelig og kræver en snarlig Afgjørelse eller dog
bestemt Tilnærmelse til den. Vore Finantser udtømmes; Tilstanden i
Slesvig er utaalelig og i Sydslesvig til Spot for os; Nationens
Stemning vil, saa herlig den end har vist sig, dog tilsidst slappes,
især da der til dens Opløsning medvirker [paa den ene Side] en
radikal Opposition i konstitutionel Form og Frihed (medens [der] hos
vore Modstandere er endel af den revolutionære Enhed og Energi) og
paa den anden Side Misfornøielsen med Rigsdagen. Vor indkaldte Armee
koster Penge, unddrager Landboerne en overordentlig Del af
Arbeidskraften og lider sagtens selv ved den ørkesløse Stillestaaen;
det var udentvivl et stort Misgreb, at vi, bevæget af en
Utaalmodighed og Harme, som jeg ofte og længe har bekæmpet hos mig
selv og Andre, indkaldte den ifølge nogle Ytringer fra Pechlin og
Reedtz om deres og Meyendorffs Mening om det Ønskelige i, at vi stode
rustede. Sloges Armeen, vilde Folkets Interesse følge Kampen og
glemme meget Andet, som nu beskæftiger dets Tanke. Der er saaledes
herhjemme opstaaet et i det Hele med Bondevennerne identisk og af
Tscherning ført Fredsparti, -- og, hvorledes Tscherning springer om,
véd De; han kan altsaa uden Vanskelighed kaste sig paa at opgive Alt
og foregøgle sig og Andre, at dette er Danmarks Frelse. Til denne
Stemning, som imidlertid endnu er undselig og vil vige, naar en
virkelig fremadskridende Bevægelse til en god Fred, var det end
gjennem Kamp, klart viser sig, have da ogsaa Mændene fra Holsten
ikke forsømt at henvende sig; de have ivrig søgt Tscherning,
medens de ligesaa ivrig, navnlig Reventlow-Farve, bearbeidede
Diplomaterne, især den for Bearbeidelse fra den Kant let tilgængelige
Ungern-Sternberg; (vel var det, at vi fik deres Forslag trukket noget
frem til Belysning; nu ere Heinzelmann og Prehn reiste, og jeg
venter, at Greven faaer et høfligt consilium abeundi). De store
Magter ere kjede af os, og da de, hvilket atter og atter viser sig,
hvergang en ny Vending forsøges, ikke forstaae, hvorpaa det for os,
for det danske Folk, kommer an ved Slesvig -- Noget, hvortil vi
maaske bidrage ved at lægge mere Vægt paa Adskillelsen fra Holsten
end paa Tilslutningen til Danmark --, kunne vi pludselig se en
Afgjørelse kastet os over Hovederne, der indeholder et mere eller
mindre maskeret Slesvig-Holsten, medens vi herhjemme, idet vi stivt
holde paa Præliminarierne og ikke ville vige derfra, kunne faae
Fredsdemonstrationer, der aldeles svække vor Stilling. Under saadanne
Omstændigheder maae vi paa enhver Maade søge en virkelig Fremskriden
til Afgjørelsen. Med de Stipulationer om Medvirkning ved
Arvefølgereguleringen og om indtil en vis Grad at holde Indblanding
ude, som fra vor Side forlanges, kan nu vistnok en Separatfred med
Preussen anses som et Skridt til Afgjørelse, hvorved imidlertid altid
endda staaer i Baggrunden Spørgsmaalet (hvortil jeg antager, at en
Ytring af Meyendorff, som Kammerherre Reedtz har meddelt, sigter:
"at Danmark saa ogsaa maatte vide, hvad det vilde gjøre med
Hertugdømmerne"), paa hvilken Maade Danmark, efter foreløbig at have
kuet Insurrektionen, vil tilveiebringe et Forhold, som det har Magt
til at opretholde uden at ødelægge sig selv. Kommer derimod en saadan
Separatfred ikke istand, vil man herfra forlange uhindret at udføre
Vaabentilstandens første hemmelige Artikel, og man maa maaske gjøre
saa; men det forekommer mig, sandt at sige, at mine Kolleger, dels af
Frygt for Delingstanken (Moltke, Bardenfleth, Hansen, Zahrtmann),
dels af en vis patriotisk (Clausen) eller militær Harme (Zahrtmann
og især Hansen, der nu synes at ville have Krig à tout prix, medens
han dog kaster al Skyld i Striden paa Kasinomændene, d. e. paa den
danske Side, og til andre Tider erklærer det for urimeligt at slaaes
uden den fuldstændige Garanti for, at Tydskland bliver udenfor) baade
overse Vanskeligheden ved nu at komme tilbage til hin Artikel og
Faren for en større Krig og fremfor Alt, at Sagen ikke er endt,
hverken naar vor Armee staaer Norden for Eideren eller, om Gud saa
vil, ved Elben, men at Spørgsmaalet atter vender tilbage om den
Ordning, hvorved det da kan blive os muligt at trække vor Armee
tilbage igjen og vinde Fred. Mig forekommer det nu -- uagtet jeg
gjerne indrømmer, at det i alle Tilfælde kan blive nødvendigt at
rykke frem med Armeen og da i Guds Navn vil stemme for at gjøre det
med al mulig Kraft --, at det #iforveien# bør forsøges og overveies,
om ikke det, der er Danmark bedst, idet Ringeste bedst imellem det
Mulige, kan opnaaes paa den #eventuelle# Basis, hvad enten nu en Fred
udtrykkelig sluttes derpaa eller i Henhold til en derpaa aftalt og
indledet Overenskomst eller endog blot saaledes, at det ved Siden af
en Separatfred med Preussen udtales og søges billiget, navnlig af
Rusland og England og samtykket af Preussen, at det er paa denne
Maade, at Kongen vil ordne Forholdet, naar Ordningen overlades ham.
Naturligvis er der kun Tale om en Deling og Forbindelsen af et Stykke
af Slesvig med Holsten under Forudsætning af Successionens Ordning
(fælles for Danmark og det hele Slesvig med Holsten) og Holstens
Forbliven udenfor den preussiske Union. Det er klart, at Forslaget
til en Deling, baade for at blive fordelagtigt og for at finde
Indgang hos Kongen og Andre, navnlig Moltke, allerhelst maatte
fremkomme fra Slesvigholstenernes Side; det Næste var, at det,
ligesom i Misfornøielse med Standsningen af de fuldførte
Underhandlinger, gjenoptoges som sidste Udvei af Rusland eller
England og bødes begge Partier; direkt fra os kan det ikke uden
stor Fare udgaae. Jeg tilstaaer, at jeg i gjentagne Samtaler
med Heinzelmann, der oftere opsøgte mig, tildels ogsaa med
Reventlow-Farve har lagt dem Tanken saa nær, som det var mig muligt
uden selv at gjøre et Forslag, idet jeg har forestillet dem, at det
var deres Sag, da de indsaae, at deres her fremsatte Forslag var
aldeles uskikket til at vinde Indgang, at udfinde en anden Vei,
hvorved den nordslesvigske og sydslesvigske Interesse fandt sin Ret,
og overveie, om de efter den her iagttagne Stemning troede derved at
kunne udrette mere. Jeg har nu ved et igaaraftes i Statsraadet, i
Henhold til en tidligere fra min og Clausens Side tagen Reservation,
stillet Andragende bevirket, at det Spørgsmaal skulde forelægges vore
Underhandlere, som de idag modtage fra Udenrigsministeriet. Ogsaa
Clausen og Sponneck (vel og Rosenørn) ønskede det forelagt; de helde
til Deling, men saa subsidiært, at jeg frygter, at de først da
alvorlig gribe Tanken og ville handle efter den, naar det er for
sildigt. Moltke og Bardenfleth stemte for Spørgsmaalets Forelæggelse
i den Formening, at det vilde blive besvaret med et simpelt Nei. Jeg
beder indstændig om, at et Nei i det Ringeste maa være tydelig udtalt
med Hensyn til alle Eventualiteter eller de Eventualiteter bestemt
angivne, hvorunder et Nei kunde gaae over til et Ja, og at en mulig
Dissens ikke skjules. Vi staae paa et Punkt, hvor man ikke for at
komme ud af det med hinanden tør skjule eller tilbagetrænge sin
Overbevisning.
{[133] Et Brudstykke af dette Brev af 8de Juni 1850 findes i
Clausens Levnedsoptegnelser S. 372. Udgiveren.}
Naar jeg betænker, under hvilke Forhold og Indtryk De har tilbragt nu
snart 6 Maaneder i Berlin, ser jeg først ret, hvilket Offer der
forlangtes af Dem, dengang vi bade Dem gaae derhen, og, idet jeg
føler, hvad De har gjort for os, glæder det mig destomere, at De ved
legemlig at udholde Anstrengelser og Bekymringer saa vel har befriet
os fra den Bebreidelse, vi, navnlig Clausen og jeg, ellers havde
maattet gjøre os.
Gud lade dem finde en Vei, der leder ikke først og fremmest til vore
Modstanderes Ydmygelse, men til vort Vel!
Med den oprigtigste Høiagtelse
Deres ærbødigste og hengivne
#J. N. Madvig#.
P. S. Statsraadet har ikke villet indrømme mig at opsætte et Møde
under Kongens Forsæde, hvori skal delibereres om Separatfred eller
Forlangendet at rykke ind efter den hemmelige Artikel, til den Tid,
da Deres og Kollegers Svar kan være her. Imidlertid ligger det i
Sagens Natur, at i hint Møde Intet kan vedtages, der præjudicerer
Indflydelsen af De Herrers Svar, eller at ogsaa jeg for min Del
maatte træde ud. Vi ere sædvanlig skikkelig langsomme; kommer det saa
engang med Hast, ile vi stærkt.
Høivelbaarne
Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., Dm. pp.
* * * * *
Berlin den 15de Juni 1850.
Høitærede Hr. Minister!
Hele Dagen er medgaaet til en Konference med Hr. Usedom,
Deliberationer og andre uopsættelige Forretninger og den yderst
knappe Tid, som er mig levnet, tillader mig kun i allerstørste Hast
at nedskrive nogle Strøtanker, fornemmeligen til Svar paa Deres
ærede Brev af 11te d. M. Vi ere alle tre enige i at erklære os
bestemt imod, at den "eventuelle Basis" nu bringes frem under
Underhandlingerne her. Den er aldeles uforberedt og vil bringe os ind
i en uoverskuelig Række af nye Forviklinger. Selv Preussen, som nok
vilde gaae ind paa samme, naar det selv kunde faae Fordel af den,
vilde komme i stor Forlegenhed ved et Forslag om denne Basis. England
og Rusland vil den være imod, og de ville ikke kunne bringes til at
foreslaae den uden i alt Fald efter megen Overveielse, Raadslagning
og Brevvexling. Noget aldeles bestemt kan man imidlertid ikke sige
derom, da aldrig under Underhandlingerne er sket den mindste
Antydning i den Retning fra nogensomhelst Kant. Efter flere
Overveielser blev det mellem os vedtaget, at vi i vort officielle
Svar skulde indskrænke os til det officielle Spørgsmaal. Kun vil
Pechlin i sit Navn vedlægge nogle yderligere Bemærkninger, da Ideen
tidligere er forsvaret af ham. Skulde der nu tænkes paa Ideen, maatte
det efter min Mening helst ske ved en direkte Forhandling med
Hertugdømmerne. Jeg vilde foretrække Delingen for det af Modpartiet
paatænkte Slesvig-Holsten, d. e. disse Hertugdømmer forbundne
indbyrdes i administrativ og legislativ Henseende og med Kongeriget
kun ved Personalunion, da, naar Monarkiet skal opløses i to
ligeberettigede Stater, den danske Del helst maatte blive saa stor
som muligt, men jeg troer ikke, at et Slesvig-Holsten kan sættes
igjennem, med mindre Danmark forsømmer en klog og retfærdig Politik.
Jeg vilde sandsynligvis ogsaa foretrække Delingen for et aldeles
selvstændigt Slesvig, men om et saadant, som er alle Partier imod,
kan der neppe længere være Tale, efter at vi ere komne bort fra
Præliminarierne, paa hvilke vi dog endnu holde snarere som et
Medusahoved end som et hjælpende Nødanker. Hvad staaer da tilbage,
naar man ikke vil gaae ind paa Delingen? Enten at tilkæmpe sig fri
Raadighed over Slesvig eller Helstatsideen. Jeg har indtil den sidste
Tid troet, at det Første var muligt, men jeg er bleven meget tvivlsom
i saa Henseende efter de seneste flere Skuffelser, fornemmelig af de
Forhaabninger, som vi have sat til Petersborg og Varschau. Herfra
hørte vi stærke Toner, medens Preussen endnu var noget moderat, men
de ere blevne svagere og svagere, eftersom Preussen har vist sig mere
og mere perfid. Ved egen Vaabenmagt -- om man end kunde tænke paa i
Tidens Længde at støtte sig derpaa -- kunne vi neppe sætte en saadan
Adskillelse af Slesvig og Holsten igjennem, som de kongelige
Tilkjendegivelser af 24de og 27de Marts 1848 forudsætte. Tydskland,
som er enigt i at holde paa Forbundsbeslutningen af 17de Septb. 1846,
vil ikke tillade det, og der er kun lidt Haab for os om fremmed
Hjælp. Den eneste Mulighed er kun, at de venskabelige Magter, naar vi
først kunne faae de tydske Tropper ud af Slesvig, ikke ville tillade,
at disse komme derind igjen. Vi trænges saaledes hen paa
Helstatsideen, som jeg havde troet begraven, idet Oprøret opstod.
Helstaten anses af de venskabelige Magter som den eneste #kloge# og
#retfærdige# Politik, da Danmark ved organiske Baand bør søge at
knytte sine Dele sammen og bør anerkjende, at den gjennem Sekler
bestaaende, skjøndt i Tidernes Løb paa forskjellig Maade
modificerede, men siden 1831 ved flere kongelige Tilsagn garanterede
Forbindelse mellem Slesvig og Holsten giver en Ret til fremtidig
Bestaaen. Ikke blind for de Misligheder, som Helstaten fører med sig,
maa jeg dog for min Person foretrække den for Delingen, og jeg troer
ikke, at den enten i Danmark eller Hertugdømmerne vil møde saa stærk
Modstand som i Aaret 1848. Det har vist sig, at det Ønskelige ikke
altid er opnaaeligt.
Det er paatrængende nødvendigt, at Statsraadet fatter skarpt i Øie,
hvad Danmark #kan# og #bør# gjøre med Hensyn til Hertugdømmerne, og
hurtig handler derefter. Det gjør mig ondt, at de fremkomne
Fredsforslag ere saa slette, og at vi paa Grund af den stærke
Rustning ere komne næsten i den Nødvendighed at maatte benytte den
1ste hemmelige Artikel. Følgerne af den fornyede Konflikt ere
uoverskuelige.
I et Brev, som jeg har modtaget idag, siges, at Rygtet gaaer i
Kjøbenhavn, at Baron Meyendorff har gjort de danske Underhandlere og
Reventlow-Preetz Forslag om en fælles Statholder for begge
Hertugdømmer. I den Anledning vil jeg, især da jeg i mit sidste Brev
til Minister Clausen ikke skrev noget om den fælles Statholder,
bemærke, at det, førend vi modtoge Underretning derom fra Kjøbenhavn,
har været mig aldeles ubekjendt, at M.[134a] i sine Samtaler med R.
P.[134b] har gaaet ind paa Ideen om en fælles Statholder. Det
forundrer mig saa meget mere, som saavel jeg som mine Kolleger have
flere Gange sagt ham, at Danmark, i det mindste saalænge det holdt
paa Præliminarierne, ikke kunde gaae ind paa nogetsomhelst Fællesskab
i Hertugdømmernes Bestyrelse. Specielt har der ogsaa for flere
Maaneder siden været talt om Umuligheden af en fælles Statholder.
{[134a][134b] Meyendorff og Reventlow-Preetz? Udgiveren.}
Jeg nødes til at slutte og vil ønske, at der maa være Sammenhæng i
disse neppe læselige Linier, som Tiden ei tillader at gjennemse.
Med sand Høiagtelse
Deres
ærbødigste og hengivneste
A. W. #Scheel#.
Hr. Minister Madvig, R. af D.
* * * * *
Berlin den 18de Juni 1850.
Høistærede Hr. Minister!
Mit Brev af 15de d. M. skrev jeg under urolig Bekymring over det
Standpunkt, hvorpaa vor Sag er bleven bragt, og under det ubehagelige
Indtryk, som var blevet efterladt fra Konferencen samme Dag med Hr.
v. Usedom. Naar jeg hertil lægger, at jeg maatte skrive i største
Hast og under idelige Afbrydelser, maa jeg frygte for, at der er
meget at udsætte paa Indhold og Form af Brevet.
Man byder os en Fred, hvorefter den fjendtlige Armee skal vedblive at
holde et af de danske Lande besat. Denne Bestemmelse gav Anledning
til følgende Samtale mellem Baron Pechlin og Usedom. P. Hvad er
Øiemedet? U. At observere. P. Hvem? U. Dem eller (lagde han rettende
til) hele Verden. P. Vil Preussen da altsaa endnu efter Freden
betragte os som Fjender? U. Nei, men lignende Exempler har man havt i
Frankrig 1815, og, da Freden lader mange Spørgsmaal aabne, kan
Tydskland ikke trække sine Tropper ganske tilbage. Heraf følger
altsaa, at Preussen ved selve den saakaldte Fred betinger sig en
fjendtlig Stilling i vort Land for at kunne faae de uafgjorte
Spørgsmaal løste til sin Fordel. At en slig Fred er uantagelig,
forekommer mig klart, og det havde heller ikke stor Vanskelighed at
overbevise Baron Meyendorff derom, uagtet han raader os at gaae ind
paa enhver Fred, naar den kun er nogenlunde antagelig. Da Preussen
vil forbeholde sig at tage Stilling hvor det skal være i Holsten, kom
dets Tropper uden Tvivl til at tjene den slesvig-holstenske Armee som
Repli og besatte vel, saasnart denne rykkede ind i Slesvig, Rendsborg
og Eidergrændsen. Jeg frygter for, at det samme vil ske, dersom vi
benytte den 1ste hemmelige Artikel af 10de Juli 1849. Vel skal
Preussen efter denne trække sine Tropper ud af begge Hertugdømmer,
men, da det tillige skal opfordre Tydskland til at opfylde den
Forbundspligt at gjenoprette lovlig Orden i Holsten, var det ikke
usandsynligt, at det under Tydsklands nuværende Forhold vil paa sin
Vei selv overtage denne Forbundspligt. At trække sig ud af Sagen har
Preussen enten ikke Lyst eller ikke Mod til.
Kan Danmark gjennemføre, hvad det har kæmpet for? Forsaavidt derunder
indbefattes Adskillelse mellem Slesvig og Holsten, har jeg ikke troet
det letteligen muligt uden paa Grund af Præliminarierne. Derfor har
jeg holdt fast ved dem og søgt paa enhver Maade at fjerne fra hvem
det skulde være den Tanke, at Danmark igjen kunde tilstede den
forrige Forbindelse imellem Hertugdømmerne, og gjøre det indlysende,
at dette i høieste Grad vilde udsætte Danmarks Vel og Europas Fred
for ny Fare. Af de fremmede Diplomater er det især paa Baron
Meyendorff, at man har maattet søge at virke. Han er gaaet
fuldkomment ind paa de fremførte Grunde, men har ikke tillagt dem
den Vægt, som vi gjøre. For ham er det Hovedsagen, at det danske
Monarkis Integritet sikres, og, naar dette er opnaaet, mener han, at
det er af underordnet Vigtighed, hvorledes Forholdet mellem
Hertugdømmerne bliver ordnet, eller at endog Statsklogskab raader til
at styrke Forbindelsen mellem alle Monarkiets Dele. Lignende Ytringer
gjenlyde fra St. Petersborg. Da nu derhos Baron Meyendorff ikke
arbeider saa meget for nogen Ting som paa at forhindre en Konflikt
imellem Rusland og Tydskland og det er kjendeligt samt i og for sig
naturligt, at Rusland søger at undgaae en slig Konflikt, troer jeg
ikke, at vi fra sidstnævnte Magt kunne vente tilstrækkelig Hjælp til
at opnaae en Fred endog paa Præliminariernes Grundlag, i det mindste
ikke, hvis Preussen byder en anden Udvei, som Rusland finder
antagelig. Dette stemmer ogsaa ganske med det Budskab, som Meyendorff
bragte fra Varschau. Vel faae Præliminarierne ifølge dette Budskab en
fornyet Styrke, naar Preussen ikke gjør andre antagelige Forslag, og
endmere, dersom Londoner-Protokollen, dens Artikel 3 indbefattet,
bliver underskreven, men efter det Foranførte og de Betragtninger,
som jeg i mit Brev til Minister Clausen af 8de d. M. har opstillet
angaaende Preussen, maa jeg dog anse det i høieste Maade tvivlsomt,
om Preussen nogensinde kan bringes til at undertegne en saadan Fred
paa Præliminarierne, som vi kunne være tjente med. Da Preussen
fremkom med sit Fredsforslag af 17de April, fandt Alle det i den Grad
urimeligt, at man troede, at vor Sag vilde blive bragt et godt Skridt
fremad ved det Indtryk, som det vilde gjøre ved de fremmede Hoffer.
Lord Palmerston kaldte det uantageligt, Grev Nesselrode infamt. Men
nu raader man os til at gaae ind paa dette Forslag, i alt Fald med en
Forandring i Artikel 3, naar det kun kan blive til Sandhed og faae en
virkelig Freds Virkning, navnligen derved, at Preussen trækker sig ud
af begge Hertugdømmer. Fra den Tid, en saadan Stemning har vist sig,
-- fra sidste Halvdel af Mai -- har jeg maattet forelægge mig selv og
omhandle med mine Kolleger det Spørgsmaal, hvorhen vi føres ved at
antage en saakaldet simpel Fred, og jeg har maattet sige mig, at
dette snarest er mod Helstaten, hvilken jeg i de foregaaende
Forhandlingers lange Tid har betragtet som en Umulighed. I den simple
Fred vil Preussen have et Forbehold af Tydsklands og Danmarks
gjensidige Rettigheder for derved at holde Spørgsmaalet om
Hertugdømmernes Ret til Forbindelse aabent. Dette Spørgsmaal skal
altsaa senere omhandles med Tydskland. Antages det nu end, at
Danmarks Paastand: at denne Forbindelse var af en saadan ren
administrativ Natur, at Regjeringen har været beføiet til at hæve
den, er rigtig, saa maa det dog anses for temmelig afgjort, at
Tydskland ikke vil anerkjende Rigtigheden deraf, og jeg frygter for,
at vi, hvis fremmede Magter lægge sig derimellem for at forhindre en
ny krigersk Konflikt, heller ikke ville vinde deres Anerkjendelse. De
ville under Sagens tvivlsomme Beskaffenhed helst holde sig til den
længe bestaaende status quo. Under Samtalerne med Baron Meyendorff,
der ikke kan holdes fri for mange tydske Indskydelser, har jeg ikke
kunnet bringe det videre end til at faae ham til at indrømme, at det
kan være #tvivlsomt#, om Hertugdømmerne have nogen egentlig Ret til
fortsat administrativ Forbindelse. I sit Hjerte anerkjender han
maaske saadan Ret, og han mener ialtfald, at Billighed taler for at
indrømme Forbindelsen, som Hertugdømmerne sætte saa stor Pris paa, og
at Danmark overvurderer den Fare, som deraf kan befrygtes. Under
slige Omstændigheder vil det være #ved Hjælp af Helstaten, at man maa
beskytte sig mod det selvstændige Slesvig-Holsten#. Den franske
Gesandt Persigny antager vel, at Frankrig, England og Rusland, naar
Fred først er afsluttet og vi have faaet Tydskerne ud af vore Lande,
ikke ville tillade, at Tydskland paany angriber Danmark eller
navnligen lader sine Tropper gaae over Eideren for den gamle Strids
Skyld, og troer derfor, at det i Virkeligheden bliver Danmark
overladt uden fremmed Indblanding at ordne Slesvigs Forhold. Men,
foruden at jeg ikke er overbevist om, at vi kunne stole derpaa, saa
vil det dog have den største Vanskelighed at indføre og opretholde
ved Vaabenmagt en Tilstand, som de fleste Indvaanere i Hertugdømmerne
og hele Tydskland anse for Uret, især da vi fra fremmede Magter end
ikke kunne vente nogen moralsk Understøttelse, eftersom de ville være
tilbøielige til at antage, at Foranstaltningen er baade uklog og
ubillig. Forholdet vilde være et andet, hvis vi fik en Fred efter
Præliminarierne; thi Retsspørgsmaalet vilde i saa Fald være afgjort
til Danmarks Fordel.
Netop for en stor Del for ikke at komme ind paa Helstaten antager
jeg, at De er tilbøielig til Deling (den eventuelle Basis). Delingen
vil tilfredsstille Nationalitetshensynene, give Ro i vort
konstitutionelle Liv og gjøre Statsmaskinen simplere, end naar der
skulle være baade Rigsstænder og Landsstænder og man begge Steder
skal forhandle baade paa Tydsk og Dansk. Men, skjøndt jeg derfor
maaske vilde berolige mig ved en udført Deling, vilde jeg ikke have
Dristighed nok til at gribe saa voldsomt ind i den historiske
Udvikling. Jeg ængstes ikke ved den oftere fremførte Paastand, at
Tydskerne, naar de først havde faaet et Stykke af Slesvig, senere
vilde fordre Resten. Men jeg frygter for, at det Baand, der skulde
holde de to Dele af det danske Monarki sammen, vilde blive saa svagt,
at det enten snart ved Tydsklands Tiltrækningskraft vilde briste,
eller ialtfald ikke kunde forhindre, at de to Dele i Sager angaaende
baade den indenlandske og udenlandske Politik gik hver i sin Retning.
Forholdet er ikke det samme som med Sverrig og Norge; thi disse
Stater ere ved deres hele Beliggenhed og flere Omstændigheder
henviste til at følge samme Politik, navnligen med Hensyn til
Udlandet. Heller ikke troer jeg, at man kan henvise dertil, at vi
efter Præliminarierne søge at sætte Holsten i en isoleret Stilling;
thi, ei at tale om, at vi ikke derved rive et Land over, som i
umindelige Tider har udgjort et Hele, og at Tabet af Holsten ialtfald
vilde være mindre, end om et stort Stykke af Slesvig fulgte med, saa
antager jeg, at Hertugdømmerne ved de mange Baand, som sammenknytte
dem og skulde vedblive, om den fælles Forvaltning end hævedes, og ved
en ensformig Udvikling ville holdes fastere sammen end efter Delingen
den nordlige og sydlige Del af det danske Monarki, da disse
sandsynligvis vilde blive udviklede i forskjellig Retning. Skjøndt
jeg ikke anser det for en Lykke, at vi have Tydskere Nord for
Eideren, kunne de dog, da vi nu engang have dem, gjøre Nytte ved at
holde fast paa deres Brødre Syd for Floden. Ved deres Forbindelse mod
Nord hindres de derhos fra at følge bemeldte Brødre. Angaaende
Delingen kunde vel endnu nogle Betragtninger være at tilføie, men, da
Papiret er fuldskrevet, vil jeg standse for denne Gang.
Med uskrømtet Høiagtelse
Deres ærbødigste og hengivneste
#A. W. Scheel#.
Høivelbaarne
Hr. Minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet,
Dr. Madvig, Ridder af Dannebroge pp.
* * * * *