Høistærede Hr. Kollega!
Ved Deres forestaaende Reise[135] ere det danske Monarkis fremtidige
Udviklings-Udsigter fra deres Side, som hidtil have holdt paa
Danmarks Ret ligeoverfor Slesvigholsteinismen eller den denne
optagende gamle Helstat, lagte saaledes i Deres Hænder, at det i det
Ringeste er klart, at man ikke vil kunne komme tilbage fra, hvad De,
omend uden Fuldmagt til at afslutte Noget, foreløbig indrømmer og
anerkjender, eller senere fastholde eller tilbageerobre, hvad der
ikke nu for visse Eventualiteter reserveres. De vil da tilgive, at
jeg i Erkjendelse af Øieblikets afgjørende Vigtighed med faa Ord
privatim og med den af denne Meddelelsesform følgende Uforbeholdenhed
udtaler for Dem, hvad der ligger mig paa Hjerte, om jeg end derved
for den allerstørste Del kun henviser til Punkter, der af Dem ere
overveiede, og hvorom nu hverken Beslutning kan tages eller Forskrift
gives. De véd, at for mig personlig de praktiske Vanskeligheder, det
i mine Tanker Kunstige og Komplicerede ved det Organisationsprojekt,
som De i Grundtræk medtager, har en stor Vægt trods den Dygtighed og
Kløgt, hvormed det er udkastet og motiveret. Men, afset herfra, kan
jeg ikke tænke mig, at det vil lykkes Dem enten at faae Fyrst
Schwarzenberg selv til at gaae saaledes ind derpaa, at man havde en
nogenlunde Sikkerhed for dets Gjennemførelse, naar Preussen og det
øvrige Tydskland gjorde Modstand -- som de visselig ville --, eller
at bevæge Baron Meyendorff til bestemt Virken derfor enten nu hos
Schwarzenberg og Østerrig eller siden mod Østerrig og Tydskland, især
da det Sidste vilde være betinget for en Del af Englands Anskuelse og
Optræden. Det Høieste, De i denne Retning vil kunne opnaae, er i mine
Tanker en mindre Paatrængen paa, at vi øieblikkelig og før "de
agtbare Mænds" Sammentræden skulle erklære os for en Helstat bygget
paa den ugunstige Fortolkning af status quo ante. Der bliver da
tilbage at undersøge, hvorvidt man kan aabne en Indgang for saadanne
Forslag og Ideer, der, naar det principale Forslag maa frafaldes, dog
yde Danmark nogen Løn for Kampen og nogen Sikkerhed for Fremtiden.
Det gjælder at vinde, hvad der kan vindes, for den danske
Nationalitet baade i og for sig og som eneste solide Bærer af et
politisk Legeme med Sammenhængskraft og af en selvstændig politisk
Eiendom for Kongehuset, naar dette skal betragtes som Statens Eier
efter autokratiske Synsmaader; men naturligvis maa Nationaliteten
saalidet som muligt fremtræde som Noget, hvorfor der gjøres
Fordringer for dens egen Skyld; den maa (hos Meyendorff overveiende)
betegnes som politisk Moment og #Middel#, tildels (hos Schwarzenberg)
som en Hindring, som ikke kan omgaaes; jeg skulde aldeles ikke
beklage mig, hvis jeg ad usynlige Veie kunde høre Dem baade hos M. og
Schw. spotte lidet, trække med nogen Medlidenhed paa Skuldrene over
de bornerte nationale Bestræbelser osv., naar kun Formaalet i
Realiteten fremmedes; anderledes vilde det tildels forholde sig hos
Englændere; der kunde Nationalitetshensynet med tilbørlig
Forsigtighed -- især befriet fra al Bismag af professorship -- mere
direkt gjøres gjældende. Særdeles magtpaaliggende maa det i mine
Tanker være, forsaavidt man kommer ind paa dette Thema, at adskille
Nationalitet og Skandinavisme og fremhæve, hvorledes Savnet af
Tilfredsstillelse og Tillid hjemme, af en tryg Overvægt i den egne
Stat er det, der i Danmark lettest fremkalder de skandinaviske Ideer
og Stræben for deres praktiske Realisation. Det forekommer mig
dernæst, at, ligesom Successionssagen i og for sig er af største
Vigtighed, saaledes vil ogsaa et stærkt fremtrædende Ønske om dens
Ordning som det, der skulde give det i Spidsen trædende dynastiske og
hel-monarkiske Princip fornyet Styrke og Fasthed, være egnet til at
skaffe andre beskedent bagefter fremtrædende Synspunkter en
velvilligere Betragtning. Den Tanke, som jeg nu for min Del ønsker
under denne Form forberedet, sat i fornyet Bevægelse, prøvet med
Hensyn til dens mulige Antagelse -- thi videre kan der jo #nu# ikke
gaaes --, kjender De altfor vel, til at jeg her udførlig skal komme
ind paa dens Fremstilling; hvorledes den bedst forskjønnes i den
Retning, der kan regne paa Bifald, vil De udentvivl selv bedst
udfinde. Naar det Søgte betegnes som en indre, Lovgivning og
Administration lettende, det materielle Samkvem mindst mulig
afficerende og ligeoverfor Udlandet forsvindende Demarkationslinie,
der for Fremtiden skal befrie Kongen for de besværlige Forhandlinger
og Foranstaltninger i Anledning af Nationalitetskonflikter, afviges
der ikke fra Sandheden; Delingsnavnet maa jo undgaaes saameget [som]
muligt og det Hele fremtræde som en Koncession til Holsten og navnlig
til det holstenske Ridderskab og Godsbesidderklassen, der, naar
Dänischwold og Schwansen administreres med Holsten, næsten bliver
uberørt af Demarkationslinien, en Omstændighed, der ogsaa i
Virkeligheden skaffer Tanken Indgang hos Nogle af Klassen. I Wien vil
der vel ikke være nogen særlig Adgang til at erfare, hvorvidt Tanken
paa en saadan Løsning aldeles og endelig er opgiven og bortkastet af
Lord Palmerston, men, træffer De Lord Westmoreland, vilde det vel
endda ikke være saa vanskeligt at føle sig frem. Men, hvad det især
ligger mig paa Hjertet at udtale, er Følgende. Jeg tør ikke lukke
Øinene for den Mulighed, at De ligesaavel finder Adgangen spærret for
en til Delingen sig nærmende Tanke[136], til hvilken De jo heller
ikke har den Tillid som jeg, som for en Løsning i Retningen af det
udkastede Projekt, og at det forekommer Dem umuligt og unyttigt at
udskyde Fastsættelsen af Grundformen for den endelige Ordning endog
blot til de "erfarne Mænds" Sammenkomst; jeg haaber og ønsker af
Hjertets inderste Grund, at dette ikke maa være saa; men jeg vil og
tør ikke undlade at tænke mig, at De kunde bringes til at anse en
anden og virkeligere Helstat end den, De forleden kaldte saaledes,
for en uundgaaelig Nødvendighed og da med Deres deciderede og paa det
Praktiske rettede Karakter besluttede selv at gaae ind paa Tanken og
at træde i Spidsen for dens Gjennemførelse til mindst mulig Skade for
Danmark. For dette yderste Tilfælde anraaber jeg Dem da ret inderlig
om at redde det eneste Værn for Nationaliteternes ligeberettigede
Stilling i Slesvig, den eneste Form, hvorunder denne kan blive til en
Virkelighed, derved, at det nordlige Slesvig i det, der mest
umiddelbart berører og bestemmer Folkedannelsen, i Kirke- og
Undervisningsvæsen underlægges en med Kongeriget fælles Bestyrelse,
saaledes som hidtil Als og Ærø (skjøndt paa Als med mindre Virkning
formedelst Hertugens Indflydelse) og det Tørninglehnske, hvilke Deles
hidtilværende Stilling afgiver det bedste Udgangspunkt for at skaffe
denne, den beskedneste og sidste, Fordring Indgang som præfigureret i
status quo ante. Hvad derved vil være reddet, er, skjøndt lidet af
Udseende, endda et værdifuldt Resultat, især i Forbindelse med
Toldgrændsens Ophævelse; nu derimod at opgive ogsaa her, hvad der ved
Tillisch's Bestyrelse er vundet, gjenoplivet og forberedet, vilde
være at slaae Danmarks Sag det sidste og dybeste Saar. Naturligvis
hører med hertil Retten til slesvigske Embeder efter en Dannelse,
vunden ligegyldig om i Kjøbenhavn eller Kiel. At jeg ved saa særdeles
at lægge Vægt paa denne Sag som det Sidste og Yderste, der maa søges
reddet, ikke just ledes af Stræben efter at udvide min Virkekreds og
Indflydelse, behøver jeg ikke at sige. Under en saadan Sagernes
Vending vilde der ikke være Spørgsmaal for mig om nogen Deltagelse i
Regjering eller høiere Bestyrelse, en Sphære, hvorfra jeg, ogsaa hvis
vore Anliggender, som Gud give, tage en bedre Gang, saare gjerne
trækker mig tilbage. Intet vilde falde mig lettere end at gjøre
Plads for en Anden, hvis en god eller taalelig Løsning kunde vinde
større Udsigt ved at befries fra Andel i det Skin af ensidig
Nationalitetsbestræbelse og doktrinært Demokrati, der nu engang, det
vide vi jo alle, klæber ved Ministre, der 1848 vare Professorer.
{[135] Den bekjendte Reise til Berlin, Wien osv. om
Notabelprojektet (Projektet om "de agtbare Mænd"). #Udgiveren#.}
{[136] Tilføiet Randbemærkning: Skjøndt jeg vil være en af de
sidste til at troe paa Umuligheden, maa jeg resignere.}
Held og Lykke ledsage Deres Reise til vort Fædrelands Bedste!
Deres ærbødigst hengivne
#J. N. Madvig#.
Hr. Finantsminister, Grev Sponneck, R. af D.
* * * * *
Kjøbenhavn, den 23de December 1863, Aften.
Deres Excellence
véd, at jeg siden Hans Majestæts Thronbestigelse to Gange, foruden de
officielle Leiligheder, har havt den Ære at tale med Hans Majestæt om
offentlige Anliggender: Mandagen den 14de dennes og i Løverdags. Den
første Gang dreiede Samtalen sig væsentlig kun om Muligheden af at
bevirke Forfatningsloven af 18de November tagen tilbage ved det da
endnu samlede Rigsraad, hvilken Mulighed jeg efter min Overbevisning
maatte saagodtsom bestemt benegte; i Løverdags havde jeg at meddele
Hans Majestæt Resultatløsheden af den imellem de dengang samlede Mænd
førte Forhandling, et Udfald, jeg iforveien anede, især efterat have
mærket Stemningen hos de Enkelte, medens vi samledes og nogle
Øieblikke ventede Hans Majestæt. Der foresvævede, frygter jeg,
Allerhøistsamme en Tanke, som ikke lader sig realisere: Dannelsen af
et moderat Koalitionsministerium uden en forudgaaende Fastsættelse af
og Enighed om de Hovedpunkter, der, medens Andet lades tilside og
henstaaer aabent, ikke noget Øieblik kunne være uafgjorte, fordi der
strax skal handles med Hensyn til dem. Jeg var ikke berettiget til i
det sildige Øieblik, da jeg bragte Meddelelsen, medens de øvrige
Herrer endnu ventede, at gaae ind paa en almindeligere Udtalelse om
Situationen, hvortil jeg ikke var opfordret af Hans Majestæt, og jeg
indskrænkede mig altsaa til væsentlig at berette, at de Forsamlede
med ringe Nuancer og én Afvigelse, som jeg nævnte, havde udtalt sig
for Bibeholdelsen i det Hele af det hidtilværende Ministerium. Tillad
nu, Deres Excellence, at jeg, dreven af Øieblikkets Alvor og
Vigtighed, forelægger Dem et Par Bemærkninger, som jeg vilde ønske,
jeg havde havt Ret til at udtale for Hans Majestæt Kongen i
Løverdags, og som i den Tid af to Dage, der siden er hengaaet, have
paatrængt sig mig stedse stærkere. Det er en overordentlig
bekymringsfuld og farefuld Stilling, at vi endnu intet Ministerium
have. Ikke blot lide øieblikkelig de største og vigtigste Interesser
og Anliggender, men der tilføies os ved den blotte Udsættelse stor og
varig Skade. Jeg vil antage, at Krigsministeriets Virksomhed
fortsættes, at Hæren med hvert Øieblik bliver kampdygtigere for
det Tilfælde, at der skal kæmpes, at vi ikke overraskes
halv-organiserede; og dog maa Krigsministeren nødvendig savne fuld
Autoritet og sikker Ledelse fra den almindelige Politiks Synspunkt
med Hensyn til Anordningen af Forsvaret; men dernæst forsømmes Alt,
hvad der skulde foretages fra Udenrigsministeriets Side til kraftig
Protest, til Indsigelse og Bearbeidelse; et Anarki, lig det i Holsten
(hvor man har været utilgivelig svag ved Hesteudredningen og meget
andet), kan begynde i enkelte Dele af det sydligste Slesvig; men
fremfor Alt vor hele Stilling ligeoverfor Udlandet svækkes; vi faae
Udseendet af at være i en Opløsningstilstand, tvivlende om vor egen
Ret, den Regjering, der endelig dannes, betragtes som revolutionær,
og her hjemme lammes ethvert Opsving. Gud bevare mig nu fra at give
Kongen Skyld herfor; jeg véd, siden jeg igaar (Søndags) om Morgenen
Kl. 11 forlod Geheimeraad Hall ved Hans Majestæts Palais, ikke et Ord
om, hvad der senere er forhandlet; men jeg frygter én Ting: at Hans
Majestæt ikke med tilstrækkelig indtrængende Aabenhed af Hall er
opklaret om #den absolute Nødvendighed af en decideret Politik#, et
fast System, der maa være tilstede før og med Mændene, og at maaske
det personlige Spørgsmaal heller ikke opfattes ganske klart, hvortil
selve Udtalelsen i Løverdags kan have for en Del bidraget. Hans
Majestæt vil ikke uden yderste Nødvendighed styrte sig og Landet i en
Krig fuld af Farer og rig paa Offre og Byrder; Hans Majestæt vil,
selv naar Krigen tages, have antydet sit til Forsoning villige
Sindelag, og han troer, at Personerne kunne bidrage til at betegne
denne Forsonlighed, ikke at tale om, at der kan være Personer, med
hvilke det kan falde Hans Majestæt mindre let at forhandle, naar han
nødtvungen maa gaae den haardere Vei, fordi han troer, at de ikke
vurdere og føle, hvad han maa overvinde. Men, Deres Excellence, der
gives i dette Øieblik ingen Koncession (-- uden Henvisning til en
Forhandling og Afgjørelse af Alt under fremmed Medvirkning og Mægling
--), som Kongen med Nytte kan gjøre, uden saadanne, der ligge aldeles
udenfor Muligheden ligeoverfor Indlandet og Folket (Folket i bedste
Forstand). Preussen og Østerrig vilde ikke standse Exekutionen uden
Opfyldelse af Forpligtelserne fra 1852. Men hvorledes skulle disse,
om vi end nok saameget gaae ind paa Østerrigs og Preussens
Fortolkning, kunne udfindes og formuleres, da begge Magter aldrig
have villet formulere dem? Men sæt, at vi fandt, hvad man tidligere
vilde, og indrømmede det, om det end var det mest Ydmygende og
Umulige! Kunde Østerrig og Preussen #nu# hæve Exekutionen i Henhold
dertil? Lad Kongen erklære -- hvad han aldrig uden at sætte sin
Throne og sit Hus i den øiensynligste Fare herhjemme kunde erklære
--, at han indrømmer Slesvigs og Holstens administrative og i det
Indre lovgivende Forening, at han i Fællesstaten giver Slesvig og
Holsten ligesaamange Repræsentanter som Kongeriget! -- Vil det hjælpe
Noget? Vil ikke det frankfurtske Tydskland og ville ikke de tydske
Stormagter, drevne af uimodstaaelig Magt, nu fordre i ethvert
Tilfælde Afgjørelsen af Arveretten baade i Holsten og Slesvig,
altsaa en Supremati over Slesvig, der er lig med dets Inddragen i
Forbundet, men dernæst Hertugdømmernes Adskillelse fra Danmark? Er
ikke Scheel-Plessen bleven afvist med Personalunion og Slesvigs
Deling? Alt Andet, hvad Hans Majestæt kan og vil indrømme, og som
muligvis tilsidst maa indrømmes med Hensyn til Finantsforhold,
Sprogforhold osv., vil til at standse Stormen fra Tydskland i dette
Øieblik være aldeles magtesløst. En anden Sag er det, at Hans
Majestæt ligeoverfor de andre Magter kan antyde vid Frihed for
Underhandlinger om disse Anliggenders Ordning; men Kampen kan
ikke afvendes uden ved den Art af Indrømmelser, der gjøre
Underhandlingerne overflødige, men tillige -- jeg siger det aabent --
Dynastiets Bestaaen i Danmark tvivlsom. #Efter# en Kamp, ja da kan og
maa man finde sig i store Opoffrelser, hvis Kampen er endelig afgjort
og ulykkelig uden Hjælp, og den Konge, med hvem man har kæmpet og
ligget under, vil være Folket en kjær Ulykkesfælle, til hvem det vil
være stærkere bundet; men #før# Kampen -- det gaaer ikke an. Men, er
dette nu saaledes, da maa Hans Majestæt se at finde et Ministerium,
der uden Overmod, uden Trods, men med Kraft og Enighed optager
Kampen, leder den og Landets Anliggender under den og under de, om
muligt, samtidige Underhandlinger andetsteds. Det kan kun skade i
Ministeriet at optage Mænd, der enten slet ikke ville Kampen under
nogensomhelst Betingelse, eller som dog #ene# have Øiet heftet paa de
Mangler, der kunne hefte ved den hidtilværende indre og ydre Politik,
og ville begynde med #enkelte# Koncessioner før Underhandlingerne. Og
det er dette Forsøg, jeg er bange for, man gjør, idet man stræber
efter et #ved Blanding# modereret Ministerium; et saadant faaer man
langsomt, sandsynligvis #slet ikke# istand; faaer man det, vil det
hverken vække stor Tiltro eller handle med Kraft, og om føie Tid vil
det opløses ved Splid. Systemet: Modstand for at hævde Danmarks og
Slesvigs Uafhængighed af Tydskland og Holsten og Lauenburgs Forening
med Monarkiet #enten# i en Fællesforfatning, hvorom man er villig til
at forhandle under Mægling, #eller# i Personalunion, maa #nu# tages
helt og decideret, men med al mulig Fjernelse af Revolutionsaand,
Nationalfanatismus eller haardnakket Paastaaelighed i, hvad der er
Gjenstand for Lempelse og Udjævning. Kan der nu til dette System
findes brugbare Mænd (endog blot dygtige Forretningsmænd uden
politisk og parlamentarisk Fortid), der ikke ere mærkede saaledes
ligeoverfor Udlandet som et Par af de nuværende Ministre, nu vel, saa
tage man dem; ja, gives der til at gjennemføre dette System en anden
Udenrigsminister og Konseilpræsident end Hall, da tage man ham; Halls
Navn har ogsaa sin Misklang, og jeg vil ingenlunde sige, at han har
den Alvor, Fasthed, Forsynlighed, Energi og Utrættelighed, som kunde
ønskes; men i vort lidet Land og ved den nu engang bestaaende
Adskillelse af Partier og Anskuelser véd jeg ikke, hvor den bedre
eller ligesaa gode Mand til begge Poster, der i dette Øieblik ikke
let lade sig adskille, skal findes. Altsaa, mod at tage andre, mindre
markerede, ved deres hele Opfatning, Væsen og Optræden Hans Majestæt
mere tiltalende Personligheder er der ingen Indvending, jeg troer
ikke engang imellem dem, der betegnes som Ministeriet Halls Venner:
men Systemet kan ikke let forandres med Undtagelse af en freidigere
Indgaaen paa Forhandlinger, et villigere Initiativ til at #søge#
Løsning og fjerne underordnede Punkter, og, kan Systemet ikke
forandres, tør der ikke dannes et Ministerium, der fra den første Dag
bærer Spiren til Halvhed og Uenighed i sig. Det kan være tungt, meget
tungt for Kongen at hengive sig til et System, som han ikke troer
frit for Ensidighed; men han #maa#, og hans Fjender have, synes mig,
gjort Valget lettere ved at afkaste enhver Bro, hvorover han kunde
nærme sig. Staterne af den 3die Gruppe i Tydskland (-- jeg siger
ikke: alle Fyrsterne personlig --) ville i dette Øieblik et fra
Danmark adskilt Slesvig-Holsten, og hverken Preussen eller Østerrig
har Mod og Kraft til alvorlig at vise dem tilbage. Wrangel og Prinds
Friedrich Carl af Preussen ville ikke kæmpe #imod# Sachserne og
Hannoveranerne, og de ville ikke staae stille og se disse kæmpe. Men,
kunne og ville Preussen og Østerrig holde igjen, da ville de det kun,
naar vi med Bestemthed erklære og fastholde, at, efterat nu
Exekutionen er indtraadt uden Modstand fra vor Side, have vi ikke
Mulighed til nogen Indrømmelse, førend vor Konge er anerkjendt og
internationale Underhandlinger aabnede om hele Anliggendet, idet vi
afvise enhver tydsk Afgjørelse af noget Spørgsmaal for Slesvigs
Vedkommende. Hvad Forhandlingerne ville føre til, maae vi afvente og
maaske finde os i Noget, der forekommer os haardt og meget ubilligt;
men vi kunne ikke begynde anderledes.
Jeg har følt mig destomere opfordret og forpligtet til at udtale
dette for Deres Excellence, som jeg i det Øieblik, da jeg i Løverdags
talte med Deres Excellence, førend jeg gik til Hans Majestæt, kun
uden nogen egentlig Motivering ytrede Tvivl om Nytten af at forhandle
om Dannelsen af et Ministerium af #moderate Mænd#, førend man
nogenlunde var enig om Opgaven for dem. Tillad mig endnu, hvad Hans
Majestæts og hans Dynastis Interesse, forsaavidt den tænkes for sig,
angaaer, ganske kort at formulere min Mening saaledes: Ved en
vidtgaaende Indrømmelse i dette Øieblik er Hans Majestæt udsat for
Intet at opnaae i Udlandet, men vis paa at tabe i Indlandet; ved en
Optræden for, hvad Danmark anser for sin Ret, kan han muligen blive
Hersker over et formindsket Land, men han bliver sikkert Hersker; thi
fra Danmarks Throne vil Ingen fortrænge ham.
Undskyld, Deres Excellence, min Paatrængenhed med min Hengivenhed
for Hans Majestæt og den udmærkede Høiagtelse, hvormed jeg har den
Ære at være
Deres allerærbødigste
#J. N. Madvig#.
Hans Excellence,
Hr. Overhofmarechal, Generalmajor Oxholm,
Stork. af Dbg., Dbgsmand, pp.