korte Øieblike, som kunne unddrages al den med Rigsdagens Aabning
iforgaars følgende usædvanlige Travlhed og Forstyrrelse, til ret
hjertelig at takke Dem for den og besvare den. Idet jeg meget vel,
trods Deres milde og rolige Skildring, føler det mindre Behagelige i
Deres Stilling som tredie Underhandler uden et længe baaret og
anerkjendt diplomatisk Stempel, glæder jeg mig dog først og fremmest
ved, at Deres Helbred har modstaaet Reisens og Vinterens
Besværligheder og vor Samvittighed saaledes synes at lettes for et
stort Ansvar, [og] dernæst ved, at De har vundet den Overbevisning,
at De kan gjøre vor Sag Nytte, og at De finder saadanne Egenskaber
hos Deres Kolleger, at De ikke ugjerne arbeider sammen med dem. Jeg
nærer det Haab, at det maa lykkes Dem at bevare den rolige og
uforsagte Stemning under de fremdeles efterhaanden sig udfoldende
mangehaande Vanskeligheder og Bekymringer ved Underhandlingerne. De
kan i det Ringeste være forvisset om, at vi herhjemme ikke ere
tilbøielige til at undervurdere Vanskeligheden ved Opgaven eller til
at gjøre os sangvinske Forhaabninger om snarlig, nogenlunde
tilfredsstillende Fremgang. At, som De antyder, Englands og Frankrigs
Forhold til Preussen i den sidste Tid ikke har antaget nogen
gunstigere Vending for os, derfor foreligger ogsaa her, navnlig hvad
England angaar, Indicier, skjøndt Grev M. udentvivl har beholdt for
sig selv en i det Ringeste i Formen og Tonen ikke behagelig
Meddelelse fra Lord Palmerston, maaske stukket i Lommen, hvad der
ikke burde stikkes deri. Overhovedet forøges unegtelig det
Bekymringsfulde og Vanskelige baade her og hos Dem ved vort
Udenrigsministeriums Beskaffenhed, og jeg frygter meget for, at De
stundom ikke blot kan komme til at mangle Anvisning og Understøttelse
herfra, men vel ogsaa forstyrres og ledes paa Vildspor. Denne Frygt
er baade hos mig og mine Kolleger Clausen og Sponneck i høi Grad
fornyet ved det i Deres Brev Meddelte om, hvad Kammerherre Bille har
skrevet om en Kongres af Stormagterne til Afgjørelse af det danske
Spørgsmaal (Noget, hvorom i Eftersommeren herfra taltes og skreves,
men intet Ord er hørt i Statsraadet i de sidste Maaneder) og
fornemmelig om en fælles Statholder for #Slesvig og Holsten# (!). De
Bemærkninger, som De i Deres Brev har knyttet til dette sidste Punkt,
har jeg læst med Følelsen af, at De meget skaansomt i Formen, men i
Realiteten alvorlig kritiserede en Ide, som De maatte antage havde
fundet nogen Anklang her. Os slaaer den med Forbauselse. Da der,
ligeledes for nogle Maaneder siden, taltes om, hvad der under
Forudsætning af, at Centralkommissionen fjernede Statholderskabet (--
hvad den nu ikke gjør --), kunde substitueres derfor i #Holsten#, kom
en Prindsstatholder (Landgreven) paa Bane som rimelig. I en Beretning
fra Bülow i Frankfurt om en Samtale med Radowitz nævntes nu nylig
imellem meget Andet, som denne fra sit Standpunkt pathetisk docerende
havde henkastet, ogsaa Tanken om en fælles Statholder, noget, hvorved
Statsraadet, da Beretningen oplæstes, ikke fæstede mere Opmærksomhed
end ved det øvrige, med vort hele Standpunkt aldeles uforenelige
Indhold af Radowitzes Tale, og nu er denne Idé herfra sendt til
Berlin som Opmærksomhed værdig. Udnævnelsen af en Fælles-Statholder
vilde jo være en komplet Tilintetgjørelse af Fredspræliminarierne og
Vaabenstilstanden, en Sanktion af den slesvig-holstenske Idé lig
Malmøerstilstanden og den dermed forbundne eller snart paafølgende
Opløsning eller Omdannelse af "Landesverwaltung", en fuldstændig
Triumf for Modpartiet, en Erkjendelse af det Berettigede i alle de
Optøier, der nu i snart 7 Maaneder have fundet Sted under Preussens
Ægide. I et igaaraftes afholdt Statsraadsmøde toge jeg og Sponneck af
Rygter i Blade og i Byen (-- og der er virkelig her i Byen talt om en
Prinds som Statholder i ét eller begge Hertugdømmer --) Anledning
til, uden at Nogen anede den sande Grund (naturligvis Clausen
undtagen), at spørge, om der herfra nogensinde var ytret Noget, der
kunde give mindste Anledning til et Rygte om en slesvigholstensk
Statholder, hvorpaa fulgte den formelleste Benegtelse fra Grev M.'s
og den ligeledes tilstedeværende Billes Side. Saaledes staaer altsaa
Sagen til Statsraadets vedkjendte Mening; forresten vil jeg ikke
indestaae for, at ikke Krigsministeren og Marineministeren kunde gaae
ind paa en saadan Tanke; af de andre Ministre gjorde maaske Rosenørn
det (-- hans hele Opfattelse er mig uklar --), men visselig aldrig
nogen af de øvrige, jeg troer ikke engang Grev M. Men denne løse
Tanke staaer destoværre i Forbindelse med Tanker og Bestræbelser, som
det i dette Øieblik er nødvendigt at være paa Vagt imod baade ude og
hjemme, dem, der gaae ud paa at skaffe #Kongen# af Danmark en
tilsyneladende Satisfaktion ved Tilbagevendelsen af de #oprørske#
Undersaatter under hans Scepter, medens #Riget# Danmark taber Alt,
hvorfor det har ført Krigen, og i Hertugdømmerne Alt ordnes
slesvig-holstensk. At de fremmede Magter, endog de, der have en vis
Velvillie for Danmark, af Mangel paa Indsigt i, hvorpaa det for
Danmark kommer an, kun altfor let ledes til denne Side, er
begribeligt; endnu mere gjælder det om dem, der ingen Velvillie have
for os, men blot en Interesse for at faae Sagen nogenlunde endt.
Herhjemme arbeides i samme Retning af enkelte Mænd fra Hertugdømmerne
(Reventlow-Criminil, Scheel, Blome, da han var her), der personlig
ligeoverfor Kongen som Landsherre have bevaret en loyal Holdning, og
som maaske paa visse Steder som rene Royalister ere bedre anskrevne
end de konstitutionelle Ministre; med dem sympathisere endel
Tilhængere af det ældre Regjeringssystem her, der lige indtil
Udbrudet i Marts i den danske nationale Bevægelse kun saae idel ond
Agitation og Forkerthed, og som hos Slesvigholstenerne egentlig kun
misbillige Oprøret mod Kongen, men slet ikke Systemet ligeoverfor
Danmarks Land og Folk, som f. Ex. Zahrtmann. Hertil komme de totalt
forknytte; destoværre er jeg bange for, at Kammerherre Bille har en
god Del af begge disse sidste Klassers Stemning, foruden at han er et
saare ringe Hoved. Af allerstørste Vigtighed forekommer det mig
derfor at være saavidt muligt at faae dem af de Indflydelsesrige, der
ville begribe, til at begribe noget af den danske Rigs- og
Nationalitetsinteresse i Sagen. Har Meyendorff Forestilling herom?
Kan man overtyde ham om, at Fastholdelsen af denne Interesse fra vor
Side kan være fri for enhversomhelst Stræben efter at krænke en
berettiget tydsk Interesse? --. De af Dem udkastede og af Pechlin og
Reedtz medunderskrevne Bemærkninger og Spørgsmaal angaaende
Instruktionerne bleve forelæste og gjennemgaaede i Mandags (28de
ds.); om de Finantsvæsenet vedkommende Punkter har Finantsministeren,
troer jeg, allerede særlig meddelt Udenrigsministeriet sine Ytringer;
de als-ærøiske og tørninglehnske Kirkeforhold har jeg under
Overveielse; Sagen er saare vanskelig; det, der i mange Maader var
naturligt, indeholder en Opgiven, hvis Følger Ingen kan indestaae
for. Medens jeg beskæftiger mig med dette den slesvigske Forfatning
vedkommende Spørgsmaal, faaer jeg idag fra Lars[131] Krüger i
Beftofte, en af de solideste Formænd for det danske Folkeparti i
Slesvig, et Brev med et fra ham og en Mængde Ligesindede udgaaet
Andragende om for Alting ikke for det Første at faae nogen
konstitutionel Form eller parlamentarisk Indretning i Slesvig, under
hvilken det danske Element vil bukke under, men indtil videre under
det absolute Monarkis Ægide at modtage kommunale Reformer og
Indretninger skikkede til at bryde den tydske Embedsstands
Indflydelse. Der ligger destoværre noget Sandt til Grund for disse
Ønsker, saa umuligt det end er at gaae ind derpaa ved Siden af
Danmarks og Holstens konstitutionelle Skikkelse. Korrespondencen om
Hidsendelsen af "Vertrauensmänner" vil, da den nu er endt og det
sidste Aktstykke trykt i de hamborgske Blade, imorgen blive meddelt
fuldstændig her. Det første Brev herfra er destoværre ikke udfærdiget
ganske efter det vedtagne Koncept og derved [er der] givet den anden
Side en omend kun liden Hage. Det har ikke været muligt i Statsraadet
at faae opstillet og fastholdt et fast Standpunkt for den hele Sags
Behandling, hvorved man fra først af eller dog i det andet Brev havde
kunnet udtrykke sig aabnere og klarere og strax #afvist# Formen af en
Kommission af fra begge Sider sammentrædende "Vertrauensmänner",
istedetfor at den nu kun er #ikke tilsagt# og Modtagelsen af
Udsendingene histfra til mundtlig Forhandling betinget.
{[131] Feilskrift for Hans. Udgiveren.}
Igaar eller iforgaars (jeg troer det sidste) meddelte Wynn Grev M. en
med al sædvanlig Korthed og Ugenerthed i Tone affattet Opfordring fra
Lord Palmerston til Vaabenstilstandens Forlængelse. Der blev igaar i
Statsraadet vedtaget at svare, at Danmark ikke vilde være uvilligt
til at gaae ind paa en Forlængelse, #forudsat# at der ved en
alsidig Anerkjendelse skaffedes Danmark en saadan Sikkerhed for
Vaabenstilstandens virkelige Opretholdelse, at Danmark kunde nyde
Vaabenhvilens Goder. De idag fra Slesvig modtagne Efterretninger
gjøre det end klarere, at det ikke er nok med en Anerkjendelse, men
at der ogsaa maa komme Muligheden for en bedre Gjennemførelse til. En
sikker Forlængelse af en taalelig, gjennemført Vaabenstilstand, der
tillod en næsten fuldstændig Desarmering eller dog en meget stor
Indskrænkning i Krigsforberedelserne, vilde jo i finantsiel Henseende
være af stor Vigtighed; men, som det nu gaaer, ser jeg ikke,
hvorledes "Landesverwaltung" skal holde Pinen ud 6 Maaneder endnu.
Hvad Sick har bragt, véd De. Der skal nu uden Opsættelse tages fat.
Det er forresten et surt Æble at bide i at hente sig Danmarks Konge
fra den Krog[132]; men det maa nu saa være; kun lad os ikke som
Tilgift til et anerkjendt Slesvig-Holsten faae en tydsk Konge i
Danmark selv!
{[132] En Prinds af Oldenburg? Udgiveren.}
Rigsdagens Aabning foregik da iforgaars. Da samtlige jydske og
fyenske Rigsdagsmænd laae i Nyborg, udgik i Løverdags (den 26de) en
Bekjendtgjørelse om Opsættelse af den til Mandag den 28de berammede
Aabning i "nogle faa Dage"; en bestemt Dag turde ikke nævnes for ikke
enten at bortgive mere Tid end absolut nødvendigt (-- det vil knibe
med at faae Budgettet igjennem til 31te Marts --) eller at udsætte
sig for Nødvendigheden af en ny Opsættelse. Mandagmorgen indtraf
Rigsdagsmændene, og Bardenfleth og Rosenørn reiste til Frederiksborg
for at udvirke en Sammenkaldelse til Torsdag; for at være visse paa
at opnaae denne Dag (-- man forudsatte ikke stor Lyst --) skulde de
begynde med at proponere Onsdag; denne Dag blev greben og fastholdt.
Da nu Bekjendtgjørelsen først kunde ske i Berlingske Tidende Tirsdag
Eftermiddag og i Adresseavisen Onsdagmorgen (-- Omsendelse af
specielle Tilsigelser var ikke vel mulig af Ubekjendtskab med de
fleste Rigsdagsmænds Bopæle --), fik Alle et kort, Nogle et yderst
kort Varsel, tildels da Andre allerede vare i Slotskirken.
Bondevennernes Parti er mødt fuldt organiseret; til den egentlige
faste Stok slutte sig ogsaa foreløbig de jydske Bønder, fordi Kofte
søger Kofte, samt Fraktionen Grundtvig og endel adspredte, om just
ikke bondevenske, saa dog stærkt til Venstre heldende Elementer.
Partiet har saaledes i dette Øieblik af 94 Stemmer i Folkethinget (4
ere borte) 50 eller et Par til og har iforgaars og igaar afgjort alle
Valg: Andræ, som forresten staaer langt over Partiet og vel vil holde
sig temmelig selvstændig, til Formand, Otterstrøm, der synes gnaven
over de kjøbenhavnske "lærde og fornemme Medlemmer", og Spandet til
Viceformænd, mellem Sekretærerne Gleerup og B. Rée (!), i en Komité
til at foreslaae en Forretningsorden blandt Andre Almuevennens
Redaktør I. A. Hansen. Hvorvidt det vil lykkes at sprænge denne
Phalanx og nogenlunde befrie Thinget fra dens brutale Herredømme, er
uvist. Jeg troer ikke, at der paa #denne# Rigsdag vil blive forsøgt
noget egentlig Stort eller Farligt, thi mod Kongen kan Bøndernes
Flertal ikke føres, maaske ikke engang mod Ministeriet i det Hele,
naar dette ellers optræder fast; men vort hele parlamentariske Liv
antager en fordærvelig, lav og raa Karakter; ogsaa vil Arbeidet altid
blive surt nok allerede denne Gang med Budget og deslige, og det er
vel muligt, at der vil trænges stærkt ind paa nogle Ministre, maaske
særdeles paa mig, baade fordi de Interesser, jeg skal forsvare, finde
liden Gunst hos Massen og dette Ministeriums Omraade omslutter de
videste Tumlepladse for en vis theoretisk Radikalisme, og fordi man
fra Rigsforsamlingen ifjor vil mig særlig ilde. Om jeg nu, hos mig
selv ængstet af megen Usikkerhed og Tvivl ved de sig frembydende
Hovedspørgsmaals uhyre Vanskelighed, vil holde Angrebet ud, er helt
uvist. Skjøndt jeg ser baade egen og Andres Svaghed grant nok, véd
jeg dog ikke, hvorledes i Hast noget Bedre skulde sættes istedetfor
det hele Ministerium, og det har ikke en saa fast Kjerne, at jo
partielle Modifikationer kunne blive farlige for det hele.
Deres prindselige Klient har atter været paa Bane; hverken Deres
eneste tilbageblevne Medkommissarius eller Finantsministeren kan
finde paa Raad, til hvilke de selv have nogen Tiltro.
Min Kollega Clausen beder Dem paa det venskabeligste hilset. Gud give
Dem Styrke og Held i Deres Arbeide og Dem selv Velbefindende!
Med sand Høiagtelse
Deres ærbødigste hengivne J. N. #Madvig#.
P.S. Om faa Dage vil der til Rigsdagen blive afgivet en udførlig
Beretning om Underhandlingerne fra Malmøerkonventionen af; Arbeidet
er under Revision.
Hr. Generalauditør Scheel, R. af D., D. M.
* * * * *
Berlin den 19de Marts 1850.
Høistærede Minister!
For Deres ærede Brev af 1ste f. M. er jeg meget forbunden. Der har
vistnok derefter været Tid nok til at tilskrive Dem og Anledning har
heller ikke egentligen manglet, men, naar jeg desuagtet hidtil har
undladt det, har Grunden været, at jeg ikke har havt noget Væsentligt
at meddele uden dels saadanne Efterretninger, som De ad anden Vei,
nemlig gjennem Indberetningerne til Udenrigsministeriet, har
modtaget, og dels ubestemte Indtryk af Svingningerne i den politiske
Atmosphære. Da de politiske Indtryk i de sidste Dage have antaget en
større Bestemthed, har jeg troet det passende ved nogle Linier at
udtale mig over dem. De tre Stormagter: Rusland, England og Frankrig
synes nu alle at betragte vor Sag i et gunstigt Lys og de to første
at trænge ind paa Preussen for at formaae det til ogsaa at vise sig
eftergivende og bringe Sagen til Ende; dog tilraabe de ogsaa stedse
os at vise Moderation, da de ikke gjerne ville støde Preussen og
endnu mindre bryde med samme. De os gunstige Noter fra Petersborg ere
Dem bekjendte. Den seneste gode Efterretning derfra er, at Nesselrode
har misbilliget, at de preussiske Fredsforslag, idet de udvortes bære
Præg af at holde sig paa den antagne Fredsbasis, i Virkelighed dog
fjerne sig fra samme. Den franske Gesandt Persigny vilde, strax efter
at være kommen hertil, gjøre sig vigtig og undfangede, famlende i
Mørke med Hensyn til det slesvigske Spørgsmaal, den Idé, at Preussen
skulde for sit snevrere Forbund have Holsten og det Stykke af
Slesvig, der grændser til Kieler Fjord, hvorved det vilde erhverve
Kieler Havn for sin Flaade, men at iøvrigt Danmark skulde have fri
Haand over Slesvig. Hermed mente han at tjene begge Parter. Uagtet
han forsikrede, at vi, naar vi gik ind derpaa, strax vilde have Fred,
og at Preussen var tilfreds dermed, bare hans Ytringer dog forresten
Præg af, at Ideen var rent personlig. Vi gjorde saadanne Stød imod
samme, som især vare skikkede til, at den ikke skulde finde Rodfæste
i Paris, og kunde skaffe os Oplysning om Preussens virkelige Planer.
Fra Preussens Side har man latterliggjort den, hvilket naturligvis
har krænket P.'s Egenkjærlighed. Han har derfor nu lovet ganske at
ville understøtte de Forslag, som vi gjøre, og i denne Retning er han
ogsaa instrueret fra Paris. Vigtigere er det, at Lord Palmerston i en
Depeche til Lord Westmoreland har erklæret, at det aldrig har været
hans Mening, at Slesvig skulde have en saadan Selvstændighed, som de
preussiske Forslag tilsigte, og at han endog har desavoueret et
tidligere Forslag af Lord Cowley om at gjøre Slesvigs Selvstændighed
til Fredsbasis. Paa den anden Side gjør han Vanskeligheder imod, at
de slesvigske Deputerede skulde møde paa Rigsdagen i Kjøbenhavn. Paa
Grund af de Forestillinger, hvormed Rusland og England trængte ind
paa Preussen, og Forviklingerne i de tydske Forhold synes Preussen nu
virkelig at ønske at komme til Fred. Derpaa tyde hen saavel flere os
meddelte Yttringer som den Omstændighed, at Baron Schleinitz har
begyndt selv at deltage i Konferencerne. (Han har været tilstede i to
saadanne). Han viser sig langt mere eftergivende end Usedom, der er
proppet fuld af slesvig-holstenske Lærdomme, som han gjerne vil gjøre
gjældende. Imidlertid have de ingen bestemt Erklæring afgivet om
Hoveddifferentspunkterne, men i sidste Samling (den 17de d. M.)
maatte de udtrykkeligen love Lord Westmoreland, at de skulde ansætte
næste Samling om ganske faa Dage og da afgive deres Erklæring. Den
næste Samling kan saaledes blive af stor Vigtighed. Idag antages
Sagen at skulle endeligen behandles i det preussiske Statsraad. Det
har gjort et godt Indtryk, at vi som #Koncessioner# (ifølge den
vedtagne diplomatiske Taktik) have indrømmet Slesvigs Deltagelse i
Sundtolden og i Kolonierne og en forstærket Repræsentation for
Slesvig. Men tillige ere vi blevne nødsagede til at erklære at ville
tage ad referendum Forslag om, at den fælles Rigsdag ei skal holdes i
Kjøbenhavn, men i en anden dansk By, og ikke skal komme sammen hvert
Aar. En saadan Bestemmelse er en stor Indrømmelse for Slesvig (mest
dog i Formen) og vil medføre Vanskeligheder i Udførelsen. Derhos
indeholder den en Forandring af den danske Grundlov, hvorfor, hvis
den bliver vedtagen, Rigsdagens Samtykke til Fredstraktaten vil blive
nødvendigt. Men intet Punkt i vore Forslag møder saadan Modstand som
det om en fælles Rigsdag, og, naar Hovedsagen, den fælles Rigsdag,
opnaaes, synes mig, at man maa bringe det begjærte Offer. Dette maa
iøvrigt tages under nøie Overveielse i Kjøbenhavn. Forresten have vi
hidtil ikke indrømmet Noget imod vore egne Forslag. Den fælles
Krigsmagt bestrides stærkt, men den maa #nødvendigvis# sættes
igjennem, og i saa Henseende have vi ogsaa Ruslands Understøttelse og
tildels Englands (Flaaden). Hovedindvendingen mod fælles Told- og
Postvæsen hentes fra den deraf nødvendig følgende fælles Rigsdag. En
hemmelig Grund, der dog har skinnet frem, ligger i Henseende til
Toldvæsenet deri, at Preussen for sine egne Interessers Skyld ønsker
at have den danske Toldlinie saa nordlig som muligt. For den fælles
Indfødsret have vi i sidste Samling maattet kæmpe meget. Da,
overensstemmende med vore Instruktioner, ingen Bestemmelse derom er
optagen i vore Forslag, kunne vi ikke vente at faae i Traktaten
indført en Erkjendelse af den fælles Indfødsret, og det, som vi især
maae arbeide for, er, at heller ingen modsat Regel optages. Hvad
Virkning #det# da kan have med Hensyn til fremtidige Forandringer i
den bestaaende fælles Indfødsret, at den ikke er opregnet blandt
Gjenstandene for l'union politique, bliver i saa Fald staaende
uafgjort. Meningen af, hvad jeg, ligesom jeg fik de preussiske
Forslag i Hænde, tilskrev Grev Moltke om Indfødsretten, var kun, om
det ikke muligen kunde indrømmes, at Forandringer i den maatte kunne
ske saavel paa den slesvigske Landdag som paa den særegne danske
Rigsdag. Dette har man fra preussisk Side paastaaet at maatte i alt
Fald tilstaaes som det Mindste, hvilket Westmoreland har
understøttet, men hidtil have vi stedse modsat os. Med Hensyn til
Sproget anser jeg det næsten umuligt at erobre nyt Terræn -- som vi
dog forsøge paa --, med mindre det skulde være Ligeberettigelse for
begge Sprog paa den slesvigske Landdag imod en lignende paa den
fælles Rigsdag. Angaaende de slesvig-holstenske "Kassenscheine" have
vi Intet hørt fra Kjøbenhavn. Vi have hidtil ikke anerkjendt dem, men
Debatten om dem er ikke endt. Det Nærmere om de omhandlede Punkter
vil De se af vort Svar paa de preussiske Forslag. Dette Svar, som jeg
har udarbeidet, er for længe siden færdigt fra min Haand og Reedtz
har ogsaa fuldendt den franske Oversættelse. Da deraf vil bruges en
hel Del Exemplarer, have vi troet at lette og fremskynde Arbeidet ved
at tage Aftryk paa en Metalplade, men desto værre gaaer dette mod
Forventning temmelig langsomt. Hidtil er kun 1/3 trykt. Imidlertid
sker herved ingen Standsning i Underhandlingerne, som maaske endog
bedst fremmes uden Svar, hvilket i det mindste er Westmorelands
Mening. Svaret er ogsaa mere skrevet for de venskabelige Magters end
for Preussens Skyld. Svaret gaaer fornemmeligen ud paa at skaffe den
Fortolkning af Præliminarierne, hvorpaa vore Forslag ere byggede,
Indgang. Ved de specielle Punkter i Kontraforslagene har jeg troet,
at man kunde opholde sig kortere, idet vi bestandig vise tilbage paa
de forsvarede Grundsætninger. -- Da det har trukket saa meget i
Langdrag med Debatterne om Slesvig, har jeg flere Gange slaaet paa,
at man ogsaa maatte komme frem med Forslagene angaaende Holsten og
Lauenburg, for at hele Sagen skulde kunne overskues og hurtigere
bringes til Resultat. Da denne Del af Sagen ligger udenfor min
Fuldmagt, syntes mig, at jeg ikke uden Opfordring kunde blande mig
mere ind i den; men, da intet Videre foretoges, nedskrev jeg i
forrige Uge, medens Reedtz var beskæftiget med Oversættelsen,
Artikler (7) for Holsten og Lauenburg, hvilke mine Kolleger
tiltraadte og overleverede i deres Navn ved Samlingen i Søndags (den
17de), efter at Westmoreland og jeg vare aftraadte. Der blev fra
Preussens Side ikke bemærket noget Specielt om dem, men kun spurgt,
om Overappellationsretten ikke skulde vedblive at være fælles for
begge Hertugdømmer, hvilket blev benegtet.
Skjøndt jeg ikke morer mig her og min Stilling just heller ikke er
behagelig, er jeg dog nu ret vel fornøiet med at have faaet Del i
Underhandlingerne. Grunden hertil ønsker jeg ikke at gaae
fuldstændigen ind i; ikkun vil jeg sige, at de tre Underhandlere have
forskjellige Egenskaber, som gjensidigen supplere hverandre. Med mine
to Kolleger, der upaatvivleligen ere paa deres Plads her, lever jeg i
bedste Forstaaelse. Min Helbred vedbliver at være god. -- De
venskabeligste Hilsener til Dem selv og Minister Clausen fra
Deres
med største Høiagtelse
ærbødigst-hengivne
A. W. #Scheel#.
Høivelbaarne
Hr. Minister Madvig, R. af D.
* * * * *
Kjøbenhavn den 11te Juni 1850.
Høivelbaarne Hr. Generalauditør!