der var givet ham ved hans Fødsel, udviklede og pleiede han med den
Hengivelse, der ved at rette den almenmenneskelige Sympathi særlig
mod det Nærmeste og mod den Kreds, hvori hver er stillet til at
handle og lide vel eller ilde, giver den en praktisk Skikkelse i en
varm Fædrelandskjærlighed; hans jævne Væsen optog ikke og stræbte
ikke efter noget Fremmed; ingen Forfængelighed drev ham til at
tilegne sig andre Landes og Folks Former for at behage Flere og vinde
en større Anerkjendelse; han elskede sit Fædrelands Naturskjønheder,
han elskede dets Sæder og Skikke, han elskede dets Minder, han
elskede dets Sprog. Der boede tidlig i ham en stærk, til klar Tanke
sig fremarbeidende Følelse af, at ethvert Folk er en bestemt
Personlighed i Historien, udtrykt i særegne Livsformer, udtalende sig
i sit eget Sprog; han havde Følelse og Erkjendelse af Vigtigheden af
at bevare denne Personlighed ukrænket hos Folket i fyldig, ren
Skikkelse og Bevidsthed; han følte og saae, at i denne bestemte Form,
i denne under al Udvikling bevarede Enhed af Folket laae det, der
skulde bære Staten, og at Folket var Mere og Andet end et Antal af
Mennesker samlede indenfor en vis geografisk Grændse og forbundne
ved ydre og tilfældige Baand. Men hvorfor dvæle vi saalænge ved
Noget, der synes saa simpelt og naturligt, allermest for Kongen, der
skal føle sig som sit Folks Spidse, som dets første Mand, og som, for
at være det, allermest og allerførst maa i Sandhed være En af Folket?
Vi vide for det Første og bør sige os selv, at der for den danske
Konge har været og endnu er en særegen Vanskelighed ved at
gjennemføre den Opgave at være en i Sind og Væsen dansk Konge; der
har været og er den Pligt for ham ved Siden af et fuldt og stærkt
dansk Sindelag at bevare Velvillie og Sympathi for den anden
Nationalitet, der ogsaa har en Plads under det danske Scepter, for
den Nationalitet, der i dette Øieblik har vendt sig saa fjendsk imod
os, at det er vanskeligt, som vi bør og ville, at bevare Billigheden
i Tanke og Tale om den. Vi vide dernæst, at hele dette Forhold en Tid
lang var blevet forvansket til Unatur, at der har været en Række
danske Konger, der baade selv glemte og tillode deres Omgivelser at
glemme, at de herskede og levede i Danmark, og at det første Mærke
paa al deres Færd burde være Danskhedens. Men Kong Frederik VII var
jo dog ikke den første Enevoldskonge, hvem vi kunne tillægge den
Roes, at han var en i Sandhed dansk Konge. Enhver af de Ældre af os
erindrer selv, hvilken god og ren dansk Mand i sin hele Fremtræden
Frederik VI var; og Frederik VI var ikke blot umiddelbart i sit eget
Væsen og Liv en dansk Mand og Konge, hvortil han -- det være sagt til
Andres Roes og Ære -- var bleven opdragen; han satte ikke blot det
Danske eller fandt det under hans egen Barndom sat paa dets rette
Plads i Kongens Hus, i Kongens nærmeste Omgivelser, i det Land, der
særlig kaldes Kongeriget Danmark, men hans Tanke rettede sig -- og
denne Fortjeneste var særligere hans -- paa at hævde Danskhedens Ret
der, hvor Grændsen for dens Udstrækning mere eller mindre var
forrykket og forrykkedes Dag for Dag; destoværre gjennemførte han
ikke sin Tanke. Christian VIII var en i sin Person og sin Dannelse
dansk Mand; hans Sind havde aabnet sig for, hvad der i danske Former
var frembragt af Dygtigt i Videnskab og Skjønt i Kunst, og han havde
udentvivl modtaget langt mere omfattende og stærke Indtryk fra denne
Side end Frederik VII; men han følte ikke saa skarpt, hvor det var,
der skulde kæmpes, og hvorledes der maatte kæmpes for Danskheden;
hans Natur var mildere, maaske svagere; dette Forhold blandedes for
hans Blik med andre politiske Hensyn og fordunkledes deraf;
Begivenhederne havde endnu ikke lagt det saa rent og aabent for i
dets hele Betydning. Næsten i det samme Øieblik, da Frederik VII
overtog Regjeringen, trykkede Fjenderne ham det Sværd i Haanden og
det Skjold i Armen, som han skulde bære og hæve, ikke blot for
Danmarks Land, men ogsaa for Danmarks Folk i dets Karakter som dansk.
Han optog gjerne, hvad der bødes og paalagdes ham; han sluttede sig
med Inderlighed til sit Folk i dets hele Særegenhed; han bar høit og
freidig til Skue dets Mærke i sit Væsen og i sin Tale; han var stolt
af at være den danske Konge, af at bære et Navn, for hvilket Folket
vandt ny og frisk Hæder.
Naar vi, idet vi prise Frederik VII som en i Sind og Væsen dansk
Konge, minde om Konger, der ikke vare sig deres Forhold til Folket i
dets Eiendommelighed, dets Sæder og dets Sprog bevidste, ikke
sluttede sig til det i denne Eiendommelighed og værnede om dens
Enemærker, da paatrænger der sig en Betragtning og en dertil knyttet
Fortrøstning, som det synes mig naturligt at give Ord. Spørge vi, hvo
den Konge var, der ved Enevoldsmagtens Indførelse tillige paatrykkede
for længere Tid den danske Kongeslægt, den danske Kongeborg et
halvfremmed, unationalt Præg, da var det ikke en Prinds af et nyt
Hus, men en Søn af den ægte danske Kong Christian IV, af ham, om hvem
Frederik VII saa gjerne mindede sig og Andre. Opdragelsen for en
Bestemmelse uden for Danmark løsnede ham fra den danske Naturgrund
og den ved Enevælden indtraadte Adskillelse fra Folket, de dermed
følgende spændte Forhold selv til den Klasse af Folket, der stod
Thronen nærmest, fastholdt ham og tildels hans Efterfølgere i en
falsk Retning. I Modsætning til denne Bortvendelse fra den givne
Naturgrund skulle vi se en fri, bevidst, personlig Tilslutning til
det valgte Folk, til det Folk, som har kaldet Fyrsten, støttet af den
Forbindelse og inderlige Berøring imellem Konge og Folk, som den
gjenfødte Frihed medfører, at fornye og styrke Naturgrunden for den
danske Kongeslægts danske Væsen.
Frederik VII var en folkelig Hersker. Naar jeg her om Frederik VII
bruger et Ord, hvori af Forskjellige lægges en temmelig forskjellig
Betydning, da tænker jeg ikke nærmest og troer, for at Ordet i dets
Anvendelse her skal have et baade bestemt og sandt og særligt
Indhold, ikke nærmest at burde tænke paa en politisk Opfattelse og
Bedømmelse af Standsforhold og deres Betydning i Statsordenen; jeg
tænker paa Kongens Personlighed i dens Fremtræden og i dens frie
Forhold til det Menneskelige, uafhængigt af de politiske Former,
Indretninger og Adskillelser; jeg tænker paa det uhildede Sind, den
aabne Sands for Anskuelsers og Følelsers jævne Udtryk, for Livets
Bevægelser ogsaa i smaae Forhold, i simple og ukunstlede Former og
den heraf følgende sikkre og tillidsfulde Optræden imellem det menige
Folk, den Lethed til og Glæde ved at færdes med det og forstaae det,
som hørte til Kongens Væsen. Der er høitbegavede Personer, som ikke i
deres Berøring med Andre kunne unddrage sig en stærk og overveiende
Indflydelse, et afgjort Præg af den særlige Kreds, i hvilken de ere
opdragne og leve, af den særlige Plads, paa hvilken de ere stillede i
Samfundet; medens deres Sind har Rum for Menneskehedens Anliggender i
videste Omfang, lære de ikke let at forstaae, hvorledes menneskelige
Tanker og Følelser yttre sig paa de forskjellige Trin af Stilling og
Dannelse, og de kunne derfor heller ikke selv blive forstaaede: selv
bundne til en vis afmaalt Udtrykkets og Fremtrædelsens Form, kunne de
kun ret hengive sig til, hvad der kommer dem imøde i en lignende
Form, og finde sig derved paa mange Maader ligesom afspærrede. Vi
ville ikke sige, at Frederik VII besad en ved Reflexion uddannet dyb
og omfattende Menneskekundskab; det er ikke den, hvorpaa det her
kommer an; men han var ikke indskrænket til en snever Livsform; han
var ikke bunden ved den særlige Horizont, der begrændser Livet, set
fra Thronen; han havde bevæget sig imellem Folk paa Samfundets
forskjellige Trin, lige ned til den egentlige Almue; han kunde se
deres Anliggender, og hvad der laae dem paa Hjerte, fra et nært og
rigtigt Synspunkt; han fandt i sin jævne og aabne Natur Nøglen til at
forstaae, hvad der boede hos de lavere Stillede, til at fatte de Ord,
hvormed de talte, den Form, hvori de fremtraadte, og, idet han
forstod dem, blev han forstaaet af dem; han kunde hengive sig til
dem, han kunde lade Mennesket skues gjennem Kongekaaben, medens denne
dog passede og sluttede sig fast om hans Skuldre. Overalt, hvor han
fremtraadte for Folket, følte og udtalte det, at Kongen var som en af
de Andre, og at han dog ikke blot var som en af de Andre, men at han
med det Samme var Konge.
Fremfor Alt var dog Frederik VII en frihedssindet og frihedselskende
Konge; han gav, han gjengav det danske Folk Friheden og han gav den
med rundelig Haand. Lader os dog et Øieblik overveie, hvad der ligger
i disse Ord: "han gav, han gjengav". Da Frederik VII besteg sine
Fædres Throne, vare henved 200 Aar henrundne efter den mærkelige
Begivenhed, da den danske Konge, som det sagdes, med fuldt Samtykke
af Folket, og, som det ligger for Dagen, uden nogen Modstand fra dets
Side, tillagde Kongedømmet udelukkende al Ret og Myndighed i Staten,
saa at fra dette Øieblik Kongemagten ikke længere betragtede sig som
fremgaaet af Folket, som Folkets Spidse og Statslegemets Afslutning,
men som nedstegen fra Himmelen med en særegen Sendelse, med en
særegen Ret til at beherske et den ovenfra til Varetægt og
Ledning betroet Folk. Se vi lidt nøiere til, er det danske
Enevoldsherredømme, saaledes som det grundlagdes 1660 og
derefter udøvedes, i sin Opfatning af Kongemagtens Oprindelse, i
Regjeringsgrundsætningerne og deres Udøvelse aldeles ikke væsentlig
forskjelligt fra, hvad der paa samme Tid gjorde sig gjældende i de
fleste af de europæiske Fastlandsmonarkier. Den danske Kongelov er
dog tilsidst ikke Andet end en udførlig Omskrivning, endog formildet
ved et religiøst Hensyn, af den enkelte Sætning, hvori en fransk
Konge sammenfattede sin Betragtning: _l'état c'est moi_. Hvad der
giver Indførelsen af Enevoldsherredømmet i Danmark en særegen
Karakter, er for det Første just det, at vi kunne tale om en saadan
enkelt Akt, en udtrykkelig Indførelse, at vi kunne angive Aarstal og
Datum, fra hvilken de danske Konger bleve Enevoldsherrer, og dette
staaer i Forbindelse med den forunderlige Modsigelse, at man i det
Land, hvor man tidligst og bestemtest udtalte Læren om den absolute
og uindskrænkede Ret, som Kongen havde, og denne Magts guddommelige
Oprindelse, en Udtalelse, der imidlertid ikke i sin hele Fylde og
Klarhed traadte frem for Lyset førend en hel Del Aar efter 1660 ved
Kongelovens Publikation, med det Samme paaberaabte sig Overenskomsten
med Folket og grundede Retten derpaa. Der var imidlertid andre
Forhold, som gave det danske Enevoldsherredømme, saalænge det
fortsattes i sin fulde og strenge Skikkelse, sin Særegenhed og en
visselig uheldig Særegenhed. Den Ret, Kongedømmet alene tiltog sig
paa hele Folkets Vegne, var i Tiden nærmest forud for 1660 i
Virkeligheden ikke udøvet af Folket; en enkelt Stand havde
efterhaanden samlet alt det Væsentlige deraf; men, idet den politiske
Ret toges fra denne Stand, Adelen, indtog denne i Begyndelsen en
overvunden Modstanders Stilling ligeoverfor Kongedømmet, og dette,
der ved Indførelsen af Regjeringsforandringen havde benyttet
Fremmede, ogsaa fra de Landsdele, som allerede dengang stode i
Forbindelse med det danske Rige, førtes til, som Modvægt mod den
misfornøiede og mistænkte danske Adel, at omgive sig med en anden
fremmed Adel. Da Adelen efter Datidens Forhold var det Led, som
sammenbandt Kongen med Folket, fulgte just heraf hin Adskillelse af
Kongemagten fra det danske Folk som dansk. Enevoldsherredømmet blev
derved tillige et i lang Tid for Folkets Nationalitet ligegyldigt,
derfra bortvendt Herredømme. Folkets Ret udøvedes dernæst, sagde jeg,
umiddelbart før Enevoldsherredømmets Indførelse næsten ganske af en
enkelt Stand; den øvrige Befolkning eller dog den just i Danmark og
især i den Tid langt overveiende Del af Befolkningen: Bondestanden --
thi Stadbefolkningen var da forholdsvis ringere i Tal og Betydning
end nu -- var allerede i lang Tid nedtrykt, i den sidste haarde og
trange Periode endnu mere end tidligere, og det syntes, som om
Enevoldsherredømmet fra sin høie Tinde aldeles tabte Blikket for
denne Del af Befolkningen; det vilde, kunde det synes, udsone sig med
Adelen ved at lade Folket endyderligere bøies under dens Magt. Derfor
fulgte der med Enevoldsherredømmet en endnu større Svækkelse af al
folkelig Dygtighed og Kraft, af al folkelig Eiendommelighed, end
ellers vilde have været Tilfældet. Naar vi nu imidlertid sige, at
Enevælden i Danmark ophørte med Frederik VII, hvormeget og hvor
Forskjelligt sammenfatte vi da ikke under dette Navn, og hvormeget
staae vi da ikke Fare for i altfor høi Grad at betragte som en enkelt
Handling, hvad der var en lang Udvikling, som fik sin Afslutning, sin
store og afgjørende Afslutning ved Frederik VII? Enevoldsmagten
bestod visselig i Formen indtil Frederik VII's Tid; men hvilken
uendelig Forskjel er der ikke i Anskuelserne om Kongemagten og
Folket og i den hele Maade, hvorpaa disse Anskuelser gjordes
gjældende i Gjerning og udtaltes i Ord, imellem Frederik III's og
Frederik VI's Dage? Hvilken uhyre Forskjel er der ikke imellem hvad
Griffenfeldt skrev under Frederik III, og hvad Christian Colbjørnsen
udtalte i Christian VII's Navn og efter den Mands Bud, som dengang
endnu ikke hed Frederik VI? Frederik VI gjengav under sin Faders Navn
Folkets Masse den personlige og individuelle Myndighed og
Selvstændighed; men derved grundlagde han med Nødvendighed Ophævelsen
af Enevoldsmagten. Frederik VI tænkte vistnok ikke selv paa dette
Maal, i det Ringeste ikke som saa nært. Han havde set den store og
stærke Rystelse, der fra Frankrig var udgaaet over Europa; han saae
det mægtige Krigerherredømme, der fulgte derefter, og efter dets Fald
Forsøgene med konstitutionelle Formers Indførelse paa Fastlandet; han
oplevede i den sidste Del af sit Liv en ny Folkebevægelse, der reiste
sig mod Enevoldsmagten i dens Form og i dens hele Væsen. De
Bestræbelser, der under den første franske Revolution herhjemme havde
yttret sig enkeltvis og ifølge deres umiddelbare Forbindelse med
denne tildels vildt og excentrisk, trængte sig roligere, men
alvorligere og stærkere frem henimod Slutningen af Frederik VI's
Regjering og fremkaldte ikke ringe Afvigelse fra den tidligere
Statsform. Folket skulde høres, men det skulde dog endnu ikke
beslutte. Den Konge, der næsten i 50 Aar efter sin bedste
Overbevisning havde regjeret for Folket, kunde ikke tilsidst selv
gaae over til ogsaa at regjere med Folket. Kravene vare heller ikke
stærke nok; Folket var ikke modent; thi i den politiske Modenhed er
Villien, den enige og samlede og paa et bestemt Maal rettede Villie,
et stort Moment. Efter Frederik VI fulgte Christian VIII, der heller
ikke endnu vovede at gaae til Opgavens Løsning, under hvem andre
Sorger, Bekymringen for Monarkiets Sammenhold, trængte sig imellem;
og, steg end Folkets Længsel efter en fri Statsordning, fremkom der
dog ikke nogen Begivenhed, der kunde tænde ligesom en elektrisk Gnist
og ved den forene Kongens Sind og Folkets Ønsker. Da traadte Frederik
VII til. Lader os ogsaa lægge Mærke til, at Frederik VII opgav
Enevoldsherredømmet efter en i kun kort Tid ført Regjering. Det er
ikke for Regenten let at bortkaste den Form, hvorunder han længe med
god Villie og Stræben har hersket, saaledes at ved Forandringen det
Forbigangne stilles i Skygge og ligesom fordømmes ved Siden af det
Nye. Men heller ikke begyndte Frederik VII sin Regjering umiddelbart
med at give Friheden; Gaven af Frihed er ikke en saadan ensidig
Handling ligeoverfor et blot modtagende Folk. Det Oprør udbrød, der
krævede Folkets hele Kraft og Styrke til at staae imod. Da blev det
paa engang klart for Folket, at det ikke kunde overlade selv den
bedste, selv den ædleste Konge hele Ansvaret for den Kamp, som nu
skulde begynde, og for Kongen, at han maatte frigjøre den Kraft, til
hvilken han skulde stille saa store Fordringer. Frederik VII, som
endnu ikke havde levet sig ind i, regjeret sig ind i den faste
Forestilling om, den fulde Vane til det usvækkede Enevoldsherredømme,
gav Folket Friheden, idet hans Sind mødtes med Folkets Røst. Og den
Gave, han saaledes havde skænket i sin Regjerings Begyndelse, den
bevarede og hævdede han derefter med trofast Sind i de indholdsrige
Aar, der fulgte efter. Han kunde ikke undgaae at lade forandrede
Forhold og nye Hensyn, der gjorde sig gjældende fra hele Monarkiets
Standpunkt, faae Indflydelse paa de Former, under hvilke Folkets
Medvirkning i Regjeringen skulde udøves ikke blot for en Landsdel, om
end den største Landsdel; men han blev sin Gaves Væsen tro under alle
Forhold. Har Frederik VII aldrig noget Øieblik fortrudt sin Gave? Har
han aldrig noget Øieblik ønsket Enevoldsmagten tilbage? Hvo kan sige
det? Der er vel ingen Mand i vigtig Stilling, der er vel ingen
Konge, som ikke i enkelte Øieblikke, med den bedste Villie til at
bruge Magten vel, vilde ønske at have større Magt end han har. Men
Ønsket blev hos ham aldrig til Villie og Stræben, til en udover
Øieblikket virkende Attraa. Han bevarede Folket den Frihed,
han engang havde givet det, og, at han bevarede den med den
Overbevisning, at det var en god og heldbringende Gave, udtrykte sig
allermest i den, jeg turde næsten sige, naive Glæde og Stolthed,
hvormed han altid selv utvungen og naturlig gjenkaldte for Folket,
naar han stødte sammen med det, den Forandring, der var foregaaet, og
at han selv havde indført den. Lad da Frederik VII medtage fra os,
hans Samtidige, til Historien Erkjendelsen af og Vidnesbyrdet om, at
han ved Frihedens Gave fuldstændig udsonede den Slægt, til hvilken
han hørte, med Folket, at han fyldte og udslettede den Kløft, der i
Fortiden havde dannet sig mellem Folk og Regjering, og som hans
nærmeste Forgængere, trods det kjærligste Sind imod Folket, ikke
havde formaaet aldeles at udslette. Vi ville tænke os ham hvile i sin
Grav rækkende den ene Haand til Enevoldskongerne og helst til dem,
som vare ham nærmest i Tid, i Slægt og i Aand, men rækkende den anden
Haand til den Slægt, der skal komme og fortsætte hans Værk. Thi saa
vilde den strenge Skæbne, at Enevoldsmagtens Stifters mandlige Slægt
ikke skulde strække sig længere end Enevoldsmagten selv; den, som
fuldendte Forsoningsværket, skulde være den Sidste af denne Slægt, og
Herredømmets Førelse efter den nye eller fornyede Frihedslov skulde
overgives til en anden Regentrække.
Frederik VII var sit Folks Værn og Skjold. Han var det ikke ved
udmærket Krigerdygtighed eller Feltherrekunst, ikke ved sjelden
Statsmandskløgt, ikke ved glimrende enkelt Bedrift. Hvormed værgede
han da for os? Der hvilede paa hans Person en Slægts ved Traditionens
Magt styrkede Ret. Den blev ikke altid agtet; vi skulle ikke tillade,
at de, der nu med Vold fare frem mod Danmark, sige, at de have
oppebiet Frederik VII's Død for at reise Avindsskjold mod vort Land,
for at sønderrive Monarkiet; de reiste det allerede mod Frederik VII,
da det Gøglebillede af Ret, som de nu paaberaabe sig, ikke i nogen
Maade blot som Skin var tilstede. Men til Overvindelse af det
dumdristige Forsøg og al den Understøttelse, det fandt, laae der en
stor Styrke just i den nedarvede Ret, og denne Styrke lagde Frederik
VII med klar og stærk Villie i Vægtskaalen for sit Folk. Han skilte
sig ikke fra det, han handlede ikke for sin særlige Interesse; idet
han stolede paa sit Folks Dygtighed og Mod, hengav han, tryg ved dets
Forsvar, Alt, hvad der tilhørte ham, til at værne for det. Vi ville
ikke prise Frederik VII som en stor Personlighed, men vi ville sige,
at Alt, hvad han var, Alt, hvad han eiede, hengav han til og for sit
Folk med rolig og fast Beslutning.
Han havde Lykke med sig. Han maatte kæmpe en vanskelig Kamp; der
vedblev under hele hans Regjering uafgjorte Stridigheder om
Landsdelenes Forhold, og han maatte imødese nye Kampe; men hvormeget
opnaaede han ikke? Han nedslog det Oprør, der havde reist sig mod
ham, og han nedslog det saaledes, at han med det Samme opreiste sit
danske Folks gamle Hæder. Hvormange betydelige Foretagender saae han
ikke ved Siden deraf udvikle sig ved hans og Folkets indbyrdes
Samvirkning, Foretagender, som en Enevoldshersker ikke vilde have
havt Mod eller Kraft til at begynde og gjennemføre? Og hvormeget
udrettede ikke Folket selv ved den frigjorte Kraft uden Regjeringens
Hjælp? Han gjennemlevede en Regjering, fuld af Møisommeligheder og
Vanskeligheder, men som efterlod hans Folk stærkere, end han modtog
det. Og derfor siger Folket, naar det vender sit Øie mod de
Uveirsskyer, som nu optaarne sig, mod de Farer, som nu reise sig fra
alle Sider: Dette var ikke kommet, hvis vi havde beholdt vor gamle
Konge. Men vi tør ikke uden Indskrænkning følge Folket i den
Slutning, det i sin Taknemmelighed for det Forbigangne drager deraf.
Det var jo ikke først ved Kongens Død, at Truslerne reiste sig; de
vare jo tilstede før, og, havde de end da en anden Form, syntes de
ikke at rettes saa langt, som nu, hvo af os tør dog sige, at de, hvis
de vare komne til Udførelse, vilde have holdt sig indenfor den
snevrere Grændse? Vi se, at nu Et besluttes, et Andet udføres, og det
kunde vel være sket ogsaa imod ham. Men fremfor Alt maae vi erkjende,
at, naar det hedder: "Dette vilde ikke være hændet, hvis Frederik VII
havde levet", saa indbefatter dette #hvis# efter menneskelige Vilkaar
et "saalænge", og i dette #saalænge# ligger da tillige, at det dog
engang maatte komme. Lader os takke Frederik VII for det Værn, han
var os, saalænge han kunde; men lader os søge det Værn, vi nu behøve,
hos os selv og hos den, der sætter sig i Spidsen for os med fornyet
Adkomst. Den Grundvold, paa hvilken Frederik VII stod i Forsvaret for
sit Monarki og sit Folk, er ikke i alle Maader uforandret; en ny
Fyrsterække, ved Blodets Baand nær knyttet til den forrige
Kongeslægt, er kaldet til Thronen; men den er tillige støttet paa en
Grundvold hentet fra Monarkiets Begreb og dets nedarvede historiske
Ret. Vi ville samle os om denne Slægt og om dens Ret. Vi skulle give
vore Fjender den Roes, at de ikke forsøge at drage vor Konge fra os;
de trænge og trykke ham ind imellem os. Lader os da slaae Kreds om
ham; lader os forsvare ham og ham forsvare os. Det er ikke ved ham,
at Truslerne og Farerne komme; de komme mod ham og mod os samtidig.
Retfærdige Gud! Lad vor nye Konge og Herre, hvis det er muligt,
begynde sin og sin Slægts Regjering i Fred! Bøi de Mægtige til
Retfærdighed og til at støtte vor retfærdige Sag; men, hvis Krig ikke
kan undgaaes -- vi trodse ikke paa vor Magt, vi udæske Ingen --,
skænk os da Styrke i den nødvendige Kamp og giv os gjennem en
hæderlig Krig en god Fred! Giv os Maadeholdets og Billighedens Aand,
at vi ikke udstrække vore Krav længere, end vor Ret gjør det
nødvendigt; men giv os ogsaa Fasthedens og Kraftens Aand, at vi staae
imod, hvor der skal staaes imod; giv os Besindighedens og
Bestemthedens Aand, at vi ikke overile os, men heller ikke vakle og
famle i Usikkerhed; giv os fremfor Alt Endrægtighedens Aand!
Algode Gud! Vi skilles ikke ad i disse vor Høiskoles Forsamlinger
uden ogsaa at rette en Bøn til Dig for os selv. Vi ere Fredens Mænd;
vor Gjerning er den, om hvilken det allerede er sagt i fjerne Tider,
at den ikke kan trives under Vaabenlarm. Vi bede ogsaa for os selv om
Fred, men om den Fred, der baader vort Land. Beskyt os og vor
Gjerning, men beskyt fremfor Alt vort Folk, beskyt vort Land, beskyt
vor Konge!
Bemærkninger om Kong Frederik VII.
Den 7de Januar 1864 tilfaldt det mig som daværende Rektor ved
Universitetet efter en ved dette nedarvet Skik, der ikke kunde eller
burde tilsidesættes, at holde en Mindetale over Kong Frederik VII ved
en Sørgefest, der paa Grund af Forhindringer for Benyttelsen af
Universitetets egen Festsal havde maattet opsættes og fandt Sted i
Folkethingssalen paa Kristiansborg. Alles Sind var i det Øieblik,
næsten to Maaneder efter Kongens Død og længe efter hans Begravelse i
Roskilde med sædvanlig kirkelig Høitidelighed, betaget af Tanken paa
den yderst farlige politiske Stilling og den nærforestaaende Krig;
men ved Siden af det Utilfredsstillende i under saadanne Forhold
overhovedet at holde en ny Sørgetale gjordes Opgaven mig endnu
vanskeligere, ikke blot ved Andres stridende Stemninger ligeoverfor
Frederik VII, men især ved min egen Dom og Følelse. Jeg skulde yde
Pietet og Sømmelighed, hvad der skyldtes dem, uden at hykle en
Mening, jeg ikke havde, eller aflægge et Vidnesbyrd, for hvilket jeg
ikke vilde bære det historiske Ansvar. Det er rimeligt, at dette
Forhold svækkede Talens Virkning, der under de givne Omstændigheder
aldrig kunde blive stor; men jeg er ved nu atter paa Tryk at
gjennemlæse, hvad jeg dengang sagde, ikke utilfreds med den Form, jeg
valgte, og det Forbehold, som jeg i Indledningen til Talen tog til
Fordel for den sande og strenge historiske Doms Ret, som det da ikke
var Tiden og Stedet til at gjøre gjældende, ligeoverfor de Stemninger
og Betragtninger, som særlig Øiebliket gav naturlig Berettigelse og
Betydning[124]. Jeg antydede, at blandt de da Tilstedeværende var der
mere end én, der kunde have et Vidnesbyrd at aflægge for Historien om
den bortgangne Konge. Af disse ere de fleste gaaede bort senere uden
at have udtalt Vidnesbyrdet, og, hvorvidt de, der ere tilbage, eller
nogle af dem ville aflægge det, omendog først til Offentliggjørelse
efter deres Død, véd jeg ikke. Derimod voxede, udbredte og befæstede
sig den Opfatning om Kong Frederik VII, som jeg betegnede som
beslægtet med Mythen, i Offentligheden paa en Maade, der er traadt
Historiens Ret og Krav for nær, om jeg end har bemærket, at den i den
seneste Tid har fundet Modsigelse hos Enkelte. Jeg føler mig derfor i
min Samvittighed forpligtet til for min Del her at nedlægge
Vidnesbyrdet uden at lade mig afskrække ved det Betænkelige, der
ligger i at udtale en mindre gunstig Dom om den Konge, man har tjent,
og af hvem man i det Hele har været behandlet naadigen; men jeg
haaber at gjøre det med Bevarelse af et sømmeligt Hensyn til dette
Forhold.
{[124] Se Talen ovenfor Side 289 til 292.}
Frederik VII fødtes og opvoxede i sine første Aar under lidet
heldige Forhold og Varsler; hans Moder blev brødefuld og beskæmmet
skilt fra Faderen og fjernet; Faderen drog fire Aar efter Sønnens
Fødsel til Norge og siden efter et nyt Giftermaal til Udlandet, saa
at han først fra 1821 af kunde have et nært Tilsyn med Sønnens
Opdragelse. Under disse Omstændigheder have de oprindelig ikke
fortrinlige intellektuelle og moralske Anlæg neppe faaet den bedste
Pleie. En vis Tilbøielighed til lunefulde og drillevorne Brud paa
Orden og Forskrift og til betænkelig Udmaling i Beretning og
Fortælling bemærkedes og omtaltes allerede i Drengeaarene, ikke
usandsynlig nedarvet fra Moderen. Tidlig blev han Gjenstand for
Planer sigtende til igjennem ham at se den gamle Kongeslægt
forplantet med særligt Hensyn til begge fra Frederik V nedstammende
Liniers Forening, Planer, der, hvad ikke bør lades uantydet, vistnok
bleve mere betænkelige ved en Legemsfeil hos Prindsen. Kun med
Bekymring modtog de Mænd, der kort efter Prindsens Forlovelse med
Prindsesse Vilhelmine skulde lede hans Udenlandsreise, dette
Hverv[125]. Skilsmissen fra den første Gemalinde fulgtes af en Art
Forvisning (til Fredericia), der ikke var skikket til at hæmme en
Tilbøielighed til at søge mindre godt Selskab, som allerede tidligere
var fremtraadt. Ogsaa det andet Ægteskab maatte opløses, og under og
efter dette knyttedes en illegitim Forbindelse med en Dame, der drog
sin tidligere Forlovede eller Beskytter med sig ind i Prindsens Kreds
som Omgangsven og betroet Mand og overhovedet fremtraadte
fordringsfuldt og lidet sømmelig. At disse Forhold og Omskiftelser
ikke vare egnede til at hæve og styrke Selvagtelsen, er klart nok.
Frederik VII medbragte, da han tiltraadte Regjeringen, en godmodig
og jævn Natur, men uden sædelig Holdning, ringe Dannelse, liden
Tilbøielighed til aandelig Sysselsættelse og Anstrengelse og ligesaa
liden Kraft til selvstændig Handling, forbunden med en noget stædig,
men svag Karakter.