sammen med den ene Forpagter ved den Vogn, der var sendt ham imøde
fra Forpagterboligen ved det saakaldte Slot, var hans første
Spørgsmaal til Kudsken, om den dobbeltløbede Bøsse, som denne førte
med, var vel ladet. Da jeg i den Anledning spurgte, om Egnen var
saa usikker, at han ikke turde kjøre det korte Stykke, vel noget
over en Fjerdingvei, uden Vaaben, svarede han, at Egnen vel i
Almindelighed ikke var usikker, men at han imellem disse Mennesker,
der vidste, at han i Rom havde hentet Penge til Betalingen, ansaae
det for sikrest at have et godt Vaaben hos sig. Paa Tilbageveien
til Rom traf jeg i en stor Jernbanevogn af ringeste Klasse sammen
med det vildeste Selskab, hvori jeg, saavidt jeg erindrer,
nogensinde har befundet mig, nemlig en Mængde aldeles berusede,
skrigende og bandende hvervede Rekruter af forskjellige Nationer:
Franskmænd, ogsaa tydske fra Elsass, Belgere og Irlændere, der
under nogle gamle Underofficerer førtes til det pavelige
Zuavecorps. Imellem Rekruterne havde forvildet sig en stakkels
Tyrk, der efter Krimkrigen var kommen til Paris og nu vendte
tilbage til sit Hjem; under idelig Fremstammen af tyrkiske Bønner
nedslugte han halvt nødtvungen den Vin og Brændevin, som Zuaverne
bød ham. Da vi nærmede os Rom og Kasernen, indtraadte dog en
melankolsk Taushed hos de fleste, tildels vel af Træthed.}
Fra Rom, hvor jeg ogsaa tilegnede mig noget større Kundskab og
Færdighed i Italiensk[122], gik jeg til Neapel, men kunde destoværre
kun anvende omtrent fjorten Dage til at nyde Stadens og Egnens
Naturskjønhed og levendegjøre de dertil sig knyttende rige Minder.
Det følger af sig selv, at jeg hverken forsømte Vesuv og Pompei eller
Ischia og Sorrent; jeg naaede ikke Capri, men vel Salerno og Amalfi,
og jeg havde ikke Raad til at leie en Eskorte af 6 Gendarmer, uden
hvilken det just i de Dage ikke ansaaes for sikkert at gjøre en
Udflugt til Tempelruinerne ved Paestum. -- Under Natteopholdet ved
Pompeii paadrog jeg mig ved et Insektbid en Inflammation og en Byld
paa det venstre Haandled, der fulgte mig paa Tilbageveien fra Neapel
over Rom til Florents og under mit imellem Bygningerne, Gallerierne
og det medicæiske Bibliothek delte Ophold i denne By efterhaanden
foraarsagede mig heftige Smerter, saa at jeg, efter en Udflugt til
Fiesole, maatte lade Bylden aabne af en tydsk Læge, som, da der
samtidigen i Juli indtraadte en endog for Florents usædvanlig stærk
Sommervarme, strengt paalagde mig at opgive Venedig og hurtig over
Mailand at søge til Bjergene. Destoværre tabte jeg paa Jernbaneturen
over Modena, Parma og Piacenza til Mailand ved et tilfældigt Uheld
(Savnet af mine Briller) det fulde Indtryk af den sydlige Pobreds
yppige Frugtbarhed, der skulde have erstattet mig den ved Nedreisen
lidte Skuffelse. Heldigvis kunde jeg derimod temmelig uforstyrret af
Smerte nyde Reisen fra Mailand over Lago Maggiore og igjennem
Tessindalen, og fra Airolo kunde jeg endnu, skjøndt med Armen i et
Bind, gaae omkaps med tre unge franske Abbéer, der gjorde en
Feriereise fra Seminariet i Rom til Hjemmet, op til Hospitiet paa St.
Gotthard. Over Luzern begav jeg mig derpaa til den lille By Immensee
ved Zugersøen, hvor jeg et Par Uger legemlig udhvilede mig og samlede
de fra Italien medbragte Indtryk under daglige Vandringer i Omegnen
af Rigi og Küssnacht.
{[122] Som Lærer og Parleur i Italiensk anbefalede Skandinaverne en
uægte Søn af en ældre bekjendt svensk Billedhugger, og jeg antog
ham da ogsaa til at give mig nogle Timer; han begyndte
Undervisningen med en særlig overfor mig overmaade snurrig
Undersøgelse, om jeg var saaledes i Besiddelse af almindelige
grammatikalske Begreber, at han kunde spare sig Forklaringen af,
hvad en Artikel var, osv.}
I Begyndelsen af August mødte min yngste Datter og Søn mig, kommende
direkte fra Hjemmet, i Luzern, og vi foretoge derpaa, efter at have
besteget Rigi, en Tur igjennem Reussdalen til Hospenthal og derfra
forbi Galenstock over Furka til Foden af Rhonegletscheren. Derfra
vandrede vi over Maienwand og Grimsel gjennem Over-Haslidalen forbi
Vandfaldet ved Handeck til Meyringen og Interlaken, hvorfra
vedvarende Regn drev os tilbage over Brünig gjennem Unterwalden til
Luzern. Efter at have besøgt Zürich og Schaffhausen gik vi over
Freiburg og Heidelberg videre til Hjemmet. -- Jeg har dvælet
saalænge ved denne Reise, fordi den baade for Italiens og Schweitz's
Vedkommende har efterladt mig en rig Skat af skjønne Billeder og
glade Erindringer.
Ligesom i 1861 fik jeg i 1870 Leilighed til at sammenligne de fra
Italien i det foregaaende Aar medbragte Naturindtryk med Billeder af
en meget forskjellig, men derfor ikke mindre tiltrækkende Karakter,
idet jeg midt under den Spænding, som Udbrudet af den tydsk-franske
Krig og de første Begivenheder i den havde fremkaldt, efter et
tidligere givet Tilsagn, ledsaget af min ældste Datter, reiste
gjennem Sverrig til Kristiania for der at holde en Række
Forelæsninger over Sprogets almindelige Liv og Væsen, et Led i den
Række af Forsøg, der i nogle Aar gjordes med at oplive og støtte
Forbindelsen imellem de nordiske Universiteter ved Optræden af
enkelte Docenter fra det ene ved et af de andre. Jeg erindrer endnu,
hvilket eiendommeligt Indtryk den stille Fred i Vermelands ensomme
Skovbygder gjorde paa mig, medens Sindet ikke kunde frigjøre sig for
Tanken paa den skæbnesvangre Kamp, der rasede i Mellemeuropa. I
Kristiania modtog jeg Efterretningen om Katastrofen ved Sédan. Den
Modtagelse, mine Forelæsninger og jeg selv personlig fandt, var mig
saare glædelig, og denne Glæde forøgedes ved Udflugter i Byens
skjønne Omegn og til Ringerige. I det Indre af Norges storartede
Fjeldnatur fik jeg derimod heller ikke denne Gang Leilighed til at
trænge ind, og endnu mindre kunde der derom blive Tale ved min senere
Deltagelse i det andet nordiske Philologmøde i Kristiania i 1881,
ved hvilket jeg den 10de August holdt et i det Letterstedtske
Tidsskrift efter Hukommelsen trykt Indledningsforedrag: "Hvad er
Sprogvidenskab?" og ligeledes paa anden Maade -- ligesom under
Philologmødet her i 1876 -- deltog i Forhandlingerne.
De Aar, som jeg efter min Afgang fra Universitetet har tilbragt i
stille Fred i mine Børns Kreds og i glædelig Omgang med mine
tidligere Embedsbrødre og andre Venner, have ikke bragt ydre
Begivenheder, der fortjene her at omtales. Ved Siden af den allerede
omtalte indskrænkede Efterhøst af philologiske Studier, hvorom ogsaa
det i disse Aar udkomne tredie Bind af mine Adversaria critica bærer
Vidnesbyrd, og en mere omfattende Udfyldning af det Overblik over den
nyeuropæiske Historie og Kulturudvikling samt Philosophi, som jeg
allerede tidligere havde søgt at tilegne mig, har der været levnet
mig Ro til at hengive mig til de Betragtninger over Livets og
Tilværelsens dybere Spørgsmaal, som i tidligere Aar specielle
Fagstudier og Deltagelse i Livets praktiske Opgaver kun havde levnet
ringe Raaderum, om end Driften dertil altid var tilstede og
efterhaanden skærpedes. Men, hvorledes jeg paa dette Omraade har
forsøgt at finde Ro og Hvile og at forene Tankens Trang til Klarhed
med Følelsens Inderlighed og Kjærlighedskravet, derfor er det ikke
her Stedet at gjøre Rede[123].
{[123] Anmærkninger af Udgiveren:
1) Til Supplering af Billedet af min Faders Virksomhed i det sidste
Aarti troer jeg endnu her at burde nævne følgende af ham ikke
ovenfor omtalte, mig bekjendte Artikler fra hans Haand i vore
offentlige Blade for de paagjældende Aar: "De klassiske
Forestillinger for Ubemidlede" af "j" i "Dagbladet" for 18de Oktober
1875, "Om Ministerpensioner" af "n" i "Dagbladet" for 7de December
1875, "En Indsigelse fra en Lægmand" i "Dagbladet" for 5te December
1876, rettet mod Cand. juris, nu Professor Lassens Artikler kort
forud i "Dagbladet" om Lægmænds Deltagelse i Strafferetspleien,
"1ste Juli 1677 til 1ste Juli 1877" i "Dagbladet" for 30te Juni 1877
til Anbefaling af Oprettelsen af Monumentet for Niels Juel (-- min
Fader var Formand for den Komité, der havde dannet sig i dette
Øiemed, og holdt Talen ved Monumentets Afsløring den 21de September
1881, se Bladene for samme Dag --) og "Om det paatænkte Monument for
Maleren Carstens" under Navn i "Fædrelandet" for 30te April 1880.
Tilføies bør det ogsaa her, at min Fader i "Illustreret Tidende" for
1ste Januar 1865 og 30te Juli 1871 havde skrevet udførlige
Nekrologer over sine Ungdomsvenner Rektorerne Bojesen og Henrichsen.
2) I nogle fundne, iøvrigt ganske kortfattede Optegnelser med min
Faders egen Haand fra 1845 om hans Livsforhold indtil da, som jeg
ikke véd benyttede nogetsteds, indeholdes følgende Udtalelser om ham
selv fra den Tid, der synes mig ikke at savne al Interesse, idet de,
skjøndt over 40 Aar gamle, ganske vise den samme Grundanskuelse som
hans seneste Meddelelser: "Hans (d. e. min Faders) Fremstilling vil
altid synes at savne Fylde, Rigdom og Lethed, fordi han stedse vil
søge at reducere de omkring Punktet ubestemt oscillerende og
flerformige Tankebevægelser og Tankeudtryk til den muligst korte og
stringente Formel. Hans videnskabelige Karakter, saaledes som han i
det Ringeste selv opfatter den, er en Stræben efter sikker Klarhed
gjennem Skepsis og udtømmende Diskussion og Grundlag. Han er derfor
i visse Maader langsom og streng i sin Bedømmelse af Undersøgelser
og Systemer, hvori han troer at se rutineret Bevægelse i givne
Formler og uprøvede, ikke faste Kategorier istedetfor virkeligt, til
det Inderste gjennemført Tankearbeide. Han har havt at forsone og
bringe i Ligevægt en Aand, der i visse Retninger hænger stærkt
sammen med det nordiske Hjem og deler de romantiske og moderne
Interesser, og som paa den anden Side tidlig havde hengivet sig til
den klassiske Oldtid som Kulturforudsætningen for den nyere Tid. I
hans Sysselsættelse med Oldtiden kunde der, efterhaanden som
Forholdene klarede sig for ham, ikke være Tale om en paa særlig
Congenialitet beroende Hvile og Nydelse i Oldtiden -- med en
Opfattelse af samme som den #bedste# Tid i den Betydning, hvori
gammeldags Philologer toge dette, eller som det forstaaes af
Philosopher, der lade de af dem selv opstillede, men med den
haardnakkede Nutid i Strid værende Idealer boe i den ingen
haandgribelig Modstand gjørende Oldtid --, men meget mere om en klar
streng videnskabelig Methode i Behandlingen af Grundlaget for al
Oldtidskundskab, nemlig Sproget og de gamle Skrifters Kritik og
Exegese."}
Tillæg I.
1. OM KONG FREDERIK VII.
2. NATIONALITETSPRINCIPET I POLITIKEN.
Til min Faders Optegnelser om hans eget Liv havde han som Tillæg
føiet nogle under 22de November 1885 dikterede kortfattede
Bemærkninger om Kong Frederik VII, hvilke han selv tillagde en vis
Betydning og ialtfald havde tænkt sig engang offentliggjorte samt,
saafremt hans Livserindringer bleve udgivne, utvivlsomt i Forbindelse
med disse. Idet jeg derfor nu nedenfor lader disse Bemærkninger
aftrykke, har jeg dog troet efter den Maade, hvorpaa min Fader havde
knyttet dem til den Tale, som han den 7de Januar 1864 holdt ved
Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII paa Kristiansborg
Slot (Universitetets egen Festsal var under Reparation), først at
burde lade den nævnte Tale, der vel i sin Tid blev trykt i dens
Helhed, men ikke var tilsalgs, og som saaledes ikke har været let
tilgængelig og er lidet kjendt, ligeledes aftrykke her. Det vil
derved ogsaa bedst ses, hvorledes Talen og de efterfølgende
Bemærkninger stille sig til hinanden.
Endvidere havde min Fader efterladt sig nogle Bemærkninger om
Nationalitetsprincipet, hvilke han, hvad selve Indledningen til dem
viser, ligeledes eventuelt havde tænkt sig medtagne som Tillæg, og
som derfor her trykkes saaledes.
Udgiveren.
1. Tale ved Universitetets Sørgehøitid for Kong Frederik VII af J. N.
Madvig.
Høistærede, høit anselige Forsamling af Medborgere af alle Klasser og
Stænder, af Embedsbrødre og Medstuderende! Sorgen over den gode Konge
skal ikke være taus eller ordknap. Kongen i Graven kræver Ordets
Vidnesbyrd og Hæder; Folkets Smerte finder Lettelse og klarer sig ved
Udtalelse; men denne Form af Sorgen, der søger sit Udtryk i fyldige
Ord, har sin tilmaalte Tid, den begrændses af Livets Færd, Livets
Opgaver, Livets Glæder, Livets Bekymringer. Sorgen skal ikke
forsvinde, men den skal forvandle sig til en vemodig Erindring, der
stille gjemmes i Sindet. Det er næsten to Maaneder siden, at Kong
Frederik VII kaldtes bort fra os; siden den Tid har Klagen lydt
gjennem mange Stemmer; hans Lig er under Folkets Ledsagelse ført til
hans Fædres Hvilested; Kirken har udtalt sit alvorsfulde, sit
trøsterige Farvel til ham; den stille Taushed, der hvilede over
Landet, er ophørt; Glæden -- nei, ikke Glæden (thi den har været
sparsom i Danmark i denne Jul), men i det Ringeste den livlige Færd
og Adspredelserne mærkes atter. Bekymringerne omringe os saaledes fra
alle Sider, de trænge saaledes ind paa os, at de kun lade lidet Rum
tilbage for Tanken til at vende sig mod Fortiden. Hvi da en ny
Sørgehøitid? Hvi har den danske Høiskole samlet sig og indbudt
Medborgere til at samles med sig, og det paa en Tid, hvor den ikke
engang kan modtage sine Gjæster i sin egen Hal, i de Omgivelser, der
minde om dens eiendommelige daglige Virksomhed, men maa modtage dem
paa et Sted, der vækker ganske andre Erindringer end Høiskolens? Stod
da Frederik VII i et saa særeget nært Forhold til Høiskolen, at den,
ikke tilfreds med at dele det almindelige Udtryk af Landets Sorg,
særlig maa hæve sin Røst? Har Høiskolen Noget at sige om Frederik VII
af saa eiendommeligt Indhold, at det ikke tør tilbageholdes? Frederik
VII var ogsaa os en god og naadig Herre; under hans Regjering have vi
set vore Lærekræfter udvidede, vore Læremidler forøgede, forbedrede,
forskjønnede paa en Maade, som vi taknemmelig paaskjønne; naar vi
nærmede os til ham, modtoges vi med venlig Nedladenhed; den
akademiske Ungdoms muntre Færd, de begeistrede Udbrud af dens
Følelser betragtede han med Velbehag. Men Frederik VII vilde ikke
selv regnes blandt de Fyrster, der særlig søge Musernes eller den
alvorlige Pallas Athenes Gunst. Naar hans Blik i Tanken vandrede hen
over Statslivets og det borgerlige Livs forskjellige Kredse, da tør
vi ikke troe, at det med Forkjærlighed dvælede paa det Omraade, hvor
vi have at arbeide. Det er en anden Grund, som opfordrer os til
særlig at samles. De protestantiske Universiteter, for største Delen
stiftede eller udvidede af høihjertede Fyrster i Reformationens
Aarhundrede, have altid med Hengivenhed sluttet sig til deres
Landsherrers Person, dels i taknemmelig Erindring, dels fordi de deri
udtrykte Bevidstheden om, at de arbeidede ikke blot i Videnskabens
almindelige Tjeneste, men ogsaa for det særlige Fædrelands Oplysning
og for Statens Vel; de have gjort Fyrsternes Mærkedage til
deres egne. Der var en Tid, da Evnen til at indklæde Tanken i
sammenhængende, fyldig og smagfuld Form udenfor Kirken ikke let
fandtes uden ved Høiskolen, og den Form, hvori Tanken dér indklædtes,
var dengang ikke Folkets egen; det var en fremmed, men fælles for det
hele lærde Europa, og det lærde Europa faldt dengang nærmere sammen
med det dannede end nuomstunder. Det hørte med til den kongelige
Herlighed, at Kongens Minde ogsaa skulde hædres og bevares i det
ligesom almindelige europæiske Sprog. Den fremmede Form er
forsvunden, den ærefrygtsfulde Skik er vedligeholdt. Ved alle danske
Kongers Død siden den Konges Tid, der fornyede og foryngede
Universitetet, har dettes Røst ladet sig høre, navnlig ved alle
Enevoldskongernes Død, og den Hæder, der er vist samtlige
Enevoldskonger, skulde ikke unddrages den sidste Enevoldskonge, ham,
der var det i kort Tid, men frivillig hørte op at være det; det
skulde ikke synes og siges, at Indskrænkningen af Magtfylden
formindskede Hengivenheden eller dens Udtryk. Saa har vor Konge
villet det, saa ville vi det selv, og derfor have vi samlet os til
Frederik VII's Minde.
Ved dette Minde ville vi et Øieblik dvæle, som det sømmer sig Mænd,
hvis daglige Gjerning er Tankens og Prøvelsens i Sandhedens Tjeneste.
Tankens, Prøvelsens, i Sandhedens Tjeneste? Er det da Meningen her at
gaae til Historiens fulde, strenge Granskning af Frederik VII's Liv
og Regjering, at sætte os til Doms over den døde Konge? Er det
Meningen her at mønstre hans hele Færd, i hans Regjering skarpt at
adskille, hvad der tilhørte ham selv og hvad hans Medarbeidere, hvad
der var fri Beslutning og hvad der var Tidens og Forholdenes Værk? Er
det Meningen, borttagende baade Kongekaaben og Kjærlighedskaaben at
efterforske og udregne, hvormeget der ogsaa i hans Liv og Væsen
fandtes af menneskelig Svaghed og Skrøbelighed, for derefter smaalig
at udregne Summen af den Fortjeneste, der bliver tilbage, og at
anvise ham sin Plads blandt Regenter? Nei, dertil er det ikke Tiden;
dertil er fremfor Alt ikke Stemningen hos os; dertil have de, i hvis
Navn jeg taler, ingen Beføielse og have ikke villet overdrage mig
nogen; dertil føler jeg selv mindst noget Kald. Der er i denne
Forsamling mere end én, der ifølge den Stilling, han har havt til den
bortgangne Konge og til hans Regjeringsvirksomhed, kan have et
Vidnesbyrd at aflægge for Historien; vi ville ikke foregribe det,
ikke forsøge ligesom at tage det fanget. Vi bøie os for, vi dele og
istemme Folkets Sorg og Folkets kjærlighedsfulde Dom om dets døde
Konge, men, idet vi agte og istemme den, ville vi et Øieblik
fremkalde for os Hovedpunkterne deri og se, fra hvilken Side de
fornemmelig have deres Gyldighed og Betydning. Folkets Dom om Kongen
ved hans Død og nær derefter dannes ikke ved en Opløsning af hans
Regjering i dens enkelte Bestanddele, Foretagender og Begivenheder og
Prøvelse deraf; Folket og allermest det danske Folk, der i
Aarhundreder har været vant til i en Regjeringshandling at se den
umiddelbare Udstrømning af Kongens egen Villie, adskiller ikke Kongen
fra hans Medarbeidere, ligesaalidet som Regenten fra Mennesket.
Dommen fremkommer ved en almindelig Følelse af Folkets hele Skæbne
under Kongen, ved det hele Indtryk, Folket har modtaget af sin Konge
i hans Fremtræden for det og, for at bruge gammeldags, men
betegnende Ord, i hans Omgængelse med det; og, naar Folket dog just
vil fastholde Kongens Personlighed, da fastholder det den ikke
gjennem en omhyggelig Betragtning af Karakteren i dens finere
Sammensætning, af Elementernes Forhold og Vexelvirkning deri, men det
holder sig til den udprægede og fremtrædende Form, under hvilken
Kongen, naar han umiddelbart viste sig for Folket, traadte det imøde.
For hvem af os er det dernæst skjult, at der i Folkets Omdømme om
dets bortgangne Konger optages Meget, der væsentlig vidner om Folkets
egne Stemninger, dets Ønsker, dets Forventninger og dets Sorger? Vi
tør vel sige, at i det hele Billede, der umiddelbart efter en Konges,
især efter en elsket Konges Død, danner sig af ham hos den store
Masse af Folket, er der og maa der være Noget, som erindrer om, hvad
vi hos Oldtidens Folk kalde Mythe og Sagn; men Mythen har sin
Sandhedskjerne, som Historien ikke tør vrage eller bortkaste. Lader
os, idet vi tale om Frederik VII, fremdeles ikke glemme et Hensyn,
som har en stor Betydning saavel i den umiddelbare nærværende
Paaskjønnelse som i al historisk Bedømmelse. I vigtige Livsforhold, i
ansvarsfulde og indflydelsesrige Livsstillinger kommer det ikke blot
an paa den rene Personlighed hos den, der skal indtræde og virke i en
Stilling, men ligesaameget og fornemmelig paa Forholdet mellem
Personligheden og Øieblikket og den Opgave, som just Øieblikket byder
og forelægger. Dette gjælder ikke mindst om Konger; thi Kongen kan
ikke vælge, ikke forandre sin Gjerning og Opgave; kaldet til den ene
bestemte Livsopgave ved Arv, ikke ved særlig Tilbøielighed og Valg,
maa han tage den, som den tilfalder ham. En flersidigere Begavelse og
en stærkere Drift til selvstændig Indgriben, der dog ikke naaer enten
til en genial Gjennemskuen af Forholdene eller mægtig Omdannelse af
dem, udretter stundom mindre end en jævnere og villigere Tilslutning
til det Givne, Imødekommen mod det af Tid og Begivenheder Medførte.
Lader os prise det som en Lykke for Frederik VII og hans Folk, at
hans hele Væsen og Personlighed særdeles egnede sig for de
Omstændigheder, for de Forhold, under hvilke han maatte overtage og
bære Kronens Byrde, og lader os søge en ikke ringe Fortjeneste i den
heraf fremgaaede villige Samvirken med Folkets Stræben.
Hvad dømmer da Folket om Frederik VII? Det siger, at han var en dansk
Konge i Væsen og Sind, at han var en folkelig, en frihedselskende
Konge, Frihedens Begrunder i sit Rige, at han var et Værn og Skjold
for sit Folk og at der, trods al den Møie og Kamp, han og hans Folk
maatte gjennemgaae sammen, dog var Lykke ved Frederik VII.