vor nuværende Konges Fader, ved Siden af Opgavens andre
Vanskeligheder ogsaa nærede Betænkelighed med Hensyn til de
Karaktertræk, der allerede da fremtraadte hos Prindsen.}
Det var allerede før Christian VIII's Død erkjendt og afgjort, at
der, for at hindre den truende Opløsning af Statslegemet, maatte ske
en yderligere Modifikation og Indskrænkning i den overleverede
Enevælde, end der var sket ved Provindsialstændernes Indførelse. En
Stræben efter ikkedestomindre kraftig at standse Enevoldsmagtens
Forringelse laae nu visselig udenfor Frederik VII's Tanke; det
Magtbegjær, der er forbundet med energisk Lyst til handlende
Indgriben i de almindelige Anliggender og med Drift til Arbeide,
Anstrengelse og Kamp for at gjøre sin Villie gjældende, fandtes ikke
hos ham, omend de, der have tjent ham og forhandlet med ham, vide, at
stundom ogsaa efter den indtraadte Forandring af Regjeringsformen
besynderlige Erindringer om den ældre Magtfylde og Indskydelser om at
bruge denne forbigaaende kunde opstaae. I Almindelighed var han dog
tilfreds med at beholde Kongemagtens ydre Attributer og Fordele og at
indrette sit daglige Liv, sine nærmeste Omgivelser og sit Hof efter
sit eget Behag. Men, ligesaa lidt som Fastholden af Absolutismen
saaledes kan bebreides ham, ligesaa lidet kan der være Tale om en paa
egen Overveielse og Erkjendelse bygget Beslutning om at indskrænke
Enevælden og i denne Indskrænkning at gaae til denne eller hin
Grændse. Han underskrev uden Indvending det under Christian VIII
forberedte Forfatningsreskript af 28de Januar 1848 og gav i Marts
efter for de da stillede Fordringer, da ogsaa under Trykket af
Bevægelserne i Europa og af det Oprør, der maatte kues (jfr. Side
150). Hvorvidt Kongen paa nogen Maade har deltaget i Forhandlingerne
om det Grundlovudkast, der udarbeidedes og forelagdes af
Martsministeriet, véd jeg ikke, men har dog aldrig hørt mindste
Antydning derom. Udkastets Behandling i den grundlovgivende
Rigsforsamling og de Forandringer, det der undergik, berørte ham
saagodtsom slet ikke. Kongens Stilling til Spørgsmaalet om Slesvigs
Deling, hvorpaa Martsministeriet strandede og opløstes, var efter min
Overtydning ganske overveiende bestemt ved Andres Indflydelse, dels
herhjemme, dels udenfra. Derhos skabte det ved en Slags Overrumpling
tilveiebragte morganatiske Ægteskab og de derved fremkaldte
Stemninger (f. Ex. i Forholdet til de kongelige Slægtninge)
Vanskeligheder ogsaa udenfor Kongens særlige Omgivelser, saasom i
Forhandlingen om Arvefølgesagen, og Indflydelser fra hin Kilde bleve
senere hen ogsaa følelige ved Forholdet til Ministerierne og
ved Omskiftninger i deres Sammensætning. At herved en saa
underordnet Personlighed som den fra Bogtrykker til Kammerherre og
Civillisteintendant forfremmede Berling kunde faae en Rolle, var
beklageligt. En uheldig Følge af Ægteskabet med Grevinde Danner var
derhos en vis Isolation, idet det Selskab, som naturligst og nærmest
skulde have sluttet sig til Hoffet, være sig nu som Følge af en
strengere Sædelighedsfølelse eller af lettere Anstandshensyn, holdt
sig fjernt, hvorvel jeg ikke vil negte, at hos en Del af
Aristokratiet Misfornøielse over Regjeringsforandringen virkede noget
med. Ogsaa overfor Udlandet svækkedes den nedarvede Kongeværdigheds
Anseelse noget. Uheldig virkede derhos hos dem, der kom Kongen
nærmere, særlig den hos ham efterhaanden stærkt udviklede
Tilbøielighed til at gjøre sig interessant ved Fortællinger, i hvilke
ikke blot Sandheden, men ogsaa Sandsynligheden tilsidesattes, og som
undertiden ved Omtale af egen Daad og af Deltagelse i Fare og Kamp
bleve særdeles stødende[126]. -- En vis Paaholdenhed og Smaalighed,
der stundom vistes fra den i Forhold til den ringe Anledning til
Repræsentation og Familieudgift ret rundelig udstyrede Civillistes
Side, havde ikke sit Udspring fra Kongens egen Tilbøielighed, men fra
dem, der bag ham sørgede for sig selv; en morganatisk Gemalinde
opsamler ikke uden Driftighed i tretten til fjorten Aar en Formue af
omtrent syv Millioner Kroner, foruden hvad der kan være tilflydt
Andre. -- Kongens huslige Forhold bleve derhos i de sidste Aar
formørkede og ulykkelige og bidrog uden Tvivl deres til en ikke ringe
Uregelmæssighed i Diæt og til ved deraf opstaaet eller forværret
Sygdom at forkorte hans Liv[127].
{[126] For ikke længe siden læste jeg et forunderligt Forsøg paa at
forklare Kongens Fortælling til en høi hannoveransk Officer, der
som Afsending var stedt til Audiens hos ham, om sin i Slaget ved
Idsted haardt saarede Haand. Jeg erindrer meget tydelig, hvor
uhyggelig alle Nærmerestaaende dengang berørtes af denne Scene. Men
hvad vil man da sige til det i Thorsøes Skrift om Frederik VII's
Regjering S. 259-261 aftrykte Brev fra Frederik VII til Kong Oskar,
i hvilket han paa det Klareste antyder sin personlige Deltagelse i
den første Indrykning i Slesvig i April 1848, Fægtningen ved Bou og
Flensborgs Indtagelse? Med dette Brev maatte en dansk Officer reise
til en fremmed Monark, som naturligvis havde fuld Kundskab om det
virkelige Forhold. Ved et Besøg i Jylland fortalte Kongen nogle
Bønder, imellem hvilke befandt sig den oplyste og hæderlige
forhenværende Stænderdeputerede og Rigsdagmand Ole Kirk, om
Grundlovens Tilblivelse, at han som Kronprinds, da hans Fader
tænkte paa at give en Forfatning, men naturligvis af de gamle
Ministre modtog ubrugelige Forslag, havde udbedt sig selv
Tilladelse til at levere et Udkast; dette var af hans Fader blevet
henlagt, men af ham selv efter Thronbestigelsen fremdraget fra dets
Gjemme og forelagt den grundlovgivende Rigsforsamling.}
{[127] At en saadan uregelmæssig Levemaade ved Siden af legemlig
Anstrengelse og Uforsigtighed under den som Adspredelsesmiddel
grebne antikvariske Undersøgelse af en Mose var stærkt medvirkende
til at fremkalde Kongens sidste Sygdom og give den en uheldig
Vending, derfor har jeg modtaget personlige Vidnesbyrd af den
paalideligste Art.}
For den store Almenhed bleve de Skyggesider, der her ere antydede,
ubekjendte eller bemærkedes dog kun lidet, medens Kongens naturlige
Jævnhed og Godmodighed, hans Nedladenhed og hans Mildhed mod Ringere
i og udenfor hans Tjeneste vandt ham Hengivenhed, saameget mere som
disse Egenskabers Virkning understøttedes af en tiltalende og værdig
Skikkelse og af en ikke ringe Evne til at optræde en Tidlang paa
rette Maade ved offentlige Leiligheder. Naar hertil kommer den store
Befolknings naturlige og netop ved Enevoldsmagten nærede Forestilling
om enhver Lovgivningsakts, altsaa ogsaa Grundlovens Udgang fra
Monarkens personlige Initiativ og Beslutning, bliver Folkestemningen
mod Kong Frederik VII og den Erindring om og det Billede af ham, der
har forplantet sig hos den store Mængde, forklarlig. -- Naar man ofte
stærkt har fremhævet hans Danskhed, da maa dog herved bemærkes, at
denne væsentlig fremtraadte som en umiddelbar Hengiven til de
Omgivelser, hvori han var opvoxet og havde levet uden for Exempel i
yngre Aar nogensinde at være bragt i nærmere Berørelse navnlig med
tydsk Dannelse eller at have følt Trang til i denne Retning at udvide
sin Synskreds. Hans Interesse for danske Oldtidsminder forbandt sig
ikke med nogen Drift til mere omfattende og dybere Kundskab i nordisk
og dansk Historie. Oprøret i de tydske Landsdele trængte ham
nødvendig til desto stærkere at slutte sig til den tro blevne Del af
Monarkiet.
Statuen foran Kristiansborg og de overalt omkring i Landet opreiste
Mindesmærker for Frederik VII staae vistnok efter streng historisk
Betragtning mindre som Erindring om en positiv Kongedaad end som
Minde om en uden Kongens Modstand fuldbyrdet Regjeringsforandring;
men ogsaa den betimelige Eftergiven for Omstændighederne har sin
Fortjeneste, især naar den fuldbyrdes og opretholdes af en velvillig
Personlighed uden Vrangvillie og Bitterhed. Guldkrandsen paa Kisten i
Roskilde af danske Kvinder lader sig mindre forsvare; thi et
ridderligt Forhold til Kvinden og en derved betinget Optræden laae
vistnok neppe for Frederik VII's Natur. -- Den Anskuelse, at en
Forlængelse af Frederik VII's Liv vilde have afværget de Danmark i
1864 overgaaede Ulykker, indeholder kun saamegen Sandhed, at der,
hvis Kongen havde levet længere, vilde have været Leilighed til endnu
under Benyttelse af den Modstandskraft, som den nedarvede Kongeslægts
sidste Repræsentant bar i sin Person, at forsøge en sidste og endelig
Løsning af den til det Yderste strammede Knude, medens Tiden hertil
og Støtten derigjennem faldt bort ved Kongens Død; men, om Forsøget
vilde være blevet gjort paa rette Maade og have faaet et forholdsvis
heldigt Udfald, lader sig ikke sige.
2. Nationalitetsprincipet i Politiken.
Anerkjendelsen af Nationalitetsprincipets Berettigelse i Politiken
har for mig en saadan Betydning, og der hersker mærkværdig nok endnu
saa mange Misforstaaelser i denne Henseende, at jeg i Tilslutning til
den Berøring af dette Punkt, som i Fremstillingen af min egen
Livsvirksomhed gjentagende har fundet Sted, troer her endnu engang at
burde i al Korthed og Simpelhed sammenfatte, hvad jeg tidligere paa
forskjellige andre, tildels afsides liggende Steder har ytret derom.
I og for sig antager jeg ikke, at nogen tænksom Mand tvivler om, at
Statssamfundene bygges og bæres af og adskilles efter Folkene, d. e.
Menneskesamfund, der sammenholdes i et særligt, ved Sprog og
Meddelelsesmiddel betinget og begrændset Fællesskab af Forestillinger
og Overleveringer, og i hvilke hvert enkelt Medlem ved Fødsel og
Opdragelse i Sproget modtager et uudsletteligt og for ham selv
uforglemmeligt Mærke, og der gives heller ikke nu eller gaves i
Fortiden i Historien nogen kraftig og stærk Stat, uden at den
tilhørte et saadant Folk, en saaledes mærket Nationalitet. Det
falder Ingen ind at betvivle denne Nationalitetens Betydning ved
Stater som England, Frankrig, Spanien eller endog blot ved det salige
romerske Riges: "deutsche Nation". Men Forholdet kan ganske vist
enkelte Steder fordunkles og forbigaaende forvanskes. Folk kunne ved
Omstændighedernes Magt opløse den Stat, hvori de tidligere helt
boede, i mindre Stykker og ligesom Huse, saaledes som det i sin Tid
skete i Tydskland, hvor der da opstaaer et Savn af og Trang til
Helheden, medens andetsteds fremmed Indblanding og Vold kan medvirke
til slig Opløsning, som i sin Tid i Italien. Paa andre Steder
undertrykker et stort Folk mindre mægtige og kraftige Folk eller
Folkeafdelinger, og det herskende Folks Statsomraade udstrækkes da
udover dets egne Grændser og omfatter Lydfolk under sin strengere
eller mildere Vælde. Men, fordi Rusland saaledes hersker over Polen
og Finland osv., ophører den russiske Stat ikke at være baaren af det
russiske Folk som det, der giver den Enhed og Styrke. Man hører i
russiske Regjeringskredse maaske ikke altid gjerne tale høit om
Nationaliteten som Statsgrundvold, fordi denne Tale medfører Tanken
paa den Ret, der f. Ex. paakaldes af Polakkerne til at danne deres
særlige og selvstændige Stat, og fordi overhovedet Forestillingen om
Folket som Statens Eier og Bærer ikke maa træde for stærkt frem i et
om ikke despotisk, saa dog saare autokratisk regjeret Land; men
Keiseren af Rusland véd dog meget vel, naar det gjælder, at paakalde
det russiske Folk. Særlig ilde synes Talen om Nationaliteten som
Statens Grundvold dog at lyde, hvor der i et enkelt Tilfælde paa en
Tid, da Folket i det Hele stundom glemtes over dets Repræsentant:
Fyrsten, er under særegne Sammenstød af mindre Folk med ufuldkomne
Statsdannelser frembragt et kun ved dynastiske Baand, ved
Overleveringens Magt og Omgivelsernes Tryk sammenholdt Aggregat eller
Konglomerat, en kunstig Stat, som i Østerrig. Men netop en saadan
Stat viser særlig Nationalitetsprincipets Betydning, thi Historien
lærer, at den i sig bærer en Svaghed og Følelse af Svaghed, som den
vel søger at dølge, men ikke kan dølge; hele Østerrigs Historie
ligesaameget som dets nuværende Tilstand, da det har maattet opløse
sig i to sidestillede Stater og kun med yderste Møie har undgaaet
yderligere Opløsning, vidner saaledes noksom herom[128]. --
Erkjendelsen af Nationalitetens Berettigelse som Statsgrundlag
er stundom bleven forvexlet med en uhjemlet Fordring om en
Grændseregulering af de bestaaende Stater efter nøiagtige
Nationalitetsdelinger uden ethvert Hensyn til Traktater og Folkeret,
ja med Forglemmelse af de uundgaaelige Overgange og Blandinger, og
den har derfor undertiden i konservative Diplomaters Øine faaet et
revolutionært Skin. Til at fremkalde og befæste dette Skin bidrog
Napoleon III ikke Lidet ved den Maade, hvorpaa han i sin urolige
Politik brugte Nationalitetsprincipets Navn til Skærm for
egoistiske Bestræbelser, medens han ikke tog i Betænkning at kræve
tydske Kompensationer for Preussens Magtforøgelse og deslige.
Nationalitetsprincipet betragter jeg i disse Bemærkninger kun som
Udtrykket for en Naturlov, til hvilken der ved Bedømmelsen af
Staternes Styrke og ved Bestræbelsen for at forøge, befæste eller i
det Ringeste ikke at formindske denne maa tages Hensyn; om Forholdet
imellem en vistnok deri liggende Berettigelse for hver Nationalitet
til at stræbe efter selvstændig Bestaaen og den historiske og
positive Folkeret handles der derimod ikke her.
{[128] Tidsskriftet "Deutsche Rundschau" bragte for nogle Aar siden
et i det russiske Udenrigsministerium affattet Dokument for Lyset,
hvori den østerrigske Stats i dens brogede Folkeblanding grundede
Svaghed paa det Skarpeste var udviklet tilligemed Ruslands
Interesse i at bevare og benytte denne svage Skabning.}