min Fader i 1868 var bleven Medlem af Videnskabernes Selskab i
Upsala, i 1869 af Videnskabernes Akademi i München, i 1871 af de
tilsvarende Selskaber i Gøttingen og St. Petersborg, i 1876 af det
tilsvarende Selskab i Kristiania og af det franske Instituts
"academie des inscriptions et belles lettres" (hvis "Correspondant"
han havde været i flere Aar), i 1877 af "academia dei Lincei" i
Rom, i 1878 af "the royal society" i Edinburg og i 1885 af det
helleniske philologiske Selskab i Konstantinopel.}
Da Eieren af Bryggeriet Carlsberg J. C. Jacobsen i 1876 med storartet
Gavmildhed stiftede "Carlsbergfonden" til Fremme af videnskabelige
Formaal og stillede denne Stiftelse med dens rige Midler under en
lønnet Bestyrelse af 5 Medlemmer, som vælges paa 5 Aar af
Videnskabernes Selskab, valgtes jeg til at indtræde i denne
Bestyrelse og gjenvalgtes senere dertil, idet jeg tillige af mine
Kolleger i Direktionen kaaredes til dens Formand. Den derved mig
tilfaldne Indflydelse paa videnskabelige Arbeiders og Foretagenders
Understøttelse og Fremme har jeg i Forening med mine Medbestyrere
bestræbt mig for at anvende samvittighedsfuldt. -- En lignende
Indflydelse paa et ganske specielt Omraade og med meget ringere
Midler betroedes mig ved den mig den 30te Mai 1879 efter A. W.
Scheels Død givne kongelige Udnævnelse til 2det Medlem af Bestyrelsen
for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse, der i sin Virksomhed
iøvrigt væsentlig forfølger philantropiske og patriotiske Formaal.
At jeg efterhaanden gjennemgik en Række Trin af Rang, Titler (den 6te
Oktober 1852 udnævnt til Etatsraad, den 1ste Januar 1856 til
Konferentsraad) og Ordensdekorationer er der kun forsaavidt Grund til
at omtale, som jeg ønsker at fremhæve, at det ingenlunde er undgaaet
min Opmærksomhed, at den efter min virkelige Embedsstilling og
Virksomhed usædvanlige og uforholdsmæssige Mængde og Grad af deslige
Udnævnelser, der er falden i min Lod, for en stor Del er fremkaldt
ved tilfældige Omstændigheder. Jeg ønsker i denne Henseende her at
lette mit Hjerte ved en Forklaring og Forsikring. Da i Efteraaret
1859 daværende Finantsminister Fenger henvendte sig til mig om for
den forestaaende Samling af Rigsraadet paany at overtage Pladsen som
Præsident, udtalte jeg for ham, at denne Stilling, foruden dens
iøvrigt paa den Tid lidet tiltrækkende Beskaffenhed, ogsaa derved
blev mindre behagelig, at Regjeringen selv i sit Mismod over
Protesterne mod Raadet og Slesvigholstenernes Udtræden deraf syntes
at behandle dette mindre hensynsfuldt, og kom derved til at nævne de
nylig samtidigen Landsthingets og Folkethingets Formænd tildelte
Dekorationer som Dannebrogsmænd med Forbigaaelse af Rigsraadets
Formand. Denne tilfældige Ytring havde til Følge, at jeg faa
Dage efter (den 2den Oktober) overraskedes i høi Grad ved at
benaades med Storkorset af Dannebrog, en Æresbevisning, der af
Universitetsprofessorer kun var bleven H. C. Ørsted tildel henimod
Slutningen af hans lange Bane (-- den 18de Novb. 1871 blev jeg først
Dannebrogsmand). Men, kan det her bebreides mig ved en ubetænksom
Ytring at have foranlediget mig tildelt en overdreven og aldeles
udenfor mine Tanker liggende Udmærkelse, vil jeg paa den anden Side
ikke fortie, at jeg ikke blot med Overraskelse, men med Undseelse og
Sorg modtog Elephantordenen ved Universitetets Jubelfest. Meddelelsen
herom gjordes mig Pintsedag 1879, tre Dage før Festen. Jeg følte mig
aldeles overvældet ved mod Slutningen af mit Professorliv at skulle
modtage en Æresbevisning, som ikke blot ingen Universitetslærer
nogensinde havde opnaaet eller kunnet tænke paa at opnaae (-- og jeg
havde dog havt H. C. Ørsted og A. Øhlenschlæger til Kolleger --), men
som bestandig havde været betragtet som Lønnen for udmærkede
Tjenester i Statens høieste og vigtigste Stillinger; jeg betragtede
det paa engang endog som et politisk Misgreb at forringe den
Anseelse, hvori Elephantordenen traditionelt stod ogsaa ligeoverfor
Fremmede, ved en Anvendelse udenfor den almindelig forudsatte snevre
Kreds og som en Byrde for mig under mine øvrige beskedne Livsvilkaar
at betegnes som henhørende til "de høie Herrer" (grands seigneurs);
jeg forestillede Ministeren dette og bad ham indstændigen foranledige
Udnævnelsen tagen tilbage, og, da han erklærede, at dette var
ham umuligt, henvendte jeg mig, hvor optagen jeg end var af
Festforberedelserne, i samme Øiemed til Justitsministeren og til
Geheimekabinetssekretæren, men, da ogsaa disse betegnede Sagen som
endelig afgjort, maatte jeg lade det blive derved. Naturligvis var
det iøvrigt nærmest Universitetet i det Hele, som man ved denne
Udnævnelse vilde vise en Opmærksomhed i dets Rektors Person, da der
ikke kunde tillægges ham som endnu fungerende Embedsmand en
Rangtitel. Det var da ogsaa nærmest paa Universitetets Vegne, at jeg
modtog de Dekorationer som Ridder af den hvide Ørns Orden[112] og
som Storofficer af Æreslegionen, ved hvilke samtidig den russiske og
franske Regjering[113] vilde vise deres velvillige Deltagelse i vort
Universitetsjubilæum[114][115], ligesom det ogsaa skyldtes dette
Jubilæum, at jeg af vort juridiske Fakultet da kreeredes til "doctor
juris", hvad jeg unegtelig efter mine Interesser satte Pris paa[116],
og at jeg kort efter valgtes til Æresprofessor ved Universiteterne i
Odessa og Kiew. -- Ved Andet af denne Art (Udnævnelse til
Geheimekonferentsraad 28de December 1881 osv.) er der ingen Anledning
til at dvæle.
{[112] Udgiverens Anmærkning: Det bør dog maaske bemærkes, at i
Kommunikationsskrivelsen fra den russiske Undervisningsminister,
Grev Tolstoy betegnedes Modtageren som: "considéré à iuste titre
comme doyen des latinistes du monde entier".}
{[113] Frankrig har jeg dog besøgt, men med Rusland er jeg aldrig
traadt i anden Forbindelse, end at jeg i 1874-75 for de fire danske
Philologer, som da modtog Ansættelse i Rusland, førte Forhandlinger
derom gjennem det danske Gesandtskab i St. Petersborg med det
russiske Undervisningsministerium.}
{[114] Ogsaa mit Valg i 1876 til udenlandsk Medlem af det franske
Institut: "academie des inscriptions et belles lettres", efterat
jeg i flere Aar havde været dets "correspondant", skyldtes maaske
noget en Sideindflydelse: Forstemningen mod Tyskland.}
{[115] Paa en noget lignende Maade var jeg nærmest som Følge af min
Nærværelse som en af vort Universitets Repræsentanter ved
Universitetsjubilæerne i Leyden, Kristiania og Lund bleven udnævnt
til Ridder af den nederlandske Løveorden (i 1875) og til Storkors
af Nordstjerneordenen (i 1868) og St. Olafsordenen (i 1871). -- Da
jeg i 1869 under mit Ophold i Italien blev Ridder af den preussiske
Orden "pour le mérite" (dens Fredsklasse), var det derimod
unegtelig en Ære, der vistes Philologen, uden at jeg her skal komme
ind paa de Betænkeligheder, som jeg under Hensyn til Tydsklands
Forhold overfor Danmark nærede ved at modtage samme, men som jeg --
paa forud underhaanden sket Forespørgsel -- troede at burde
tilsidesætte.}
{[116] Som Følge deraf kunde jeg ikke modtage det mig i 1884 ved
Universitetsjubilæet i Edinburg tilbudne Valg til "Doctor of
laws".}
Mit Familieliv hengled i Aarrækken fra 1851 til 1879 uforstyrret i
den stille Skikkelse og de beskedne Vilkaar, hvori det tidligere var
ført. I 1852 (den 3die August) døde min Moder, 75 Aar gammel,
efterat jeg kort forinden havde havt Leilighed til at besøge hende
for sidste Gang i min Fødeby, der i 1873 hædrede mig ved at vælge mig
til Æresborger, ligesom Bornholmere paa min 70aarige Fødselsdag i
1874 lode min Buste opstille ved Indkjørslen til Byen Nord fra. -- En
rig Nydelse og Glæde fandt jeg og alle Mine saagodtsom hver Sommer
ved et forfriskende Landophold paa forskjellige Steder. Saaledes
besøgte jeg forskjellige Sommere i længere Tid min yngre Broder Lægen
og hans Hustru først paa Frederiksværk og senere gjentagne Gange i
Haderslev (i 1854, da jeg feirede mit Sølvbryllup dér i al Stilhed
med min Familie og min nær derved i Hoptrup boende Ungdomsven
Marckmann, i 1866, i 1873 og senest i 1883[117]). I 1855 benyttede
jeg under min Ven Bojesens og Hustrus Fraværelse Rektorboligen i Sorø
og i 1871 opholdt jeg mig en kort Tid ved Geheimeraad Halls Velvillie
paa Herlufsholm. I 1858 og 1860 boede jeg paa Nybrogaard ved
Bagsværd, i 1863 i Hellebæk, i 1869 ved Nyholte Kro og i 1865, 1867,
1868 og 1870 paa forskjellige Steder mellem Rungsted og Vedbæk, og i
denne sidste Egn har jeg derpaa fra 1874 stadig havt Sommerbolig i
det af min Familie leiede saakaldte "Jægerhuset" under Smidstrupgaard
i Kanten af den smukke Folehaveskov med en herlig Udsigt over Sundet
og med Leilighed for mig til at tilfredsstille min fra Barndommen
bevarede Trang til Søbade. Vor Kreds udvidedes i 1867, da min ældste
Søn, nu Assessor i Landsoverretten i Kjøbenhavn, tilførte mig en
Datter af min oftere nævnte, afdøde Ven, Professor i Mathematiken
Chr. Jürgensen som Svigerdatter, og med dem have vi havt fælles
Sommerophold saavel andetsteds som stadig paa Jægerhuset[118]. Paa
dette sidste Sted feiredes ogsaa i 1879 mit Guldbryllup (den 7de
August) kort efter Universitetsjubilæet; min allerede dengang
svagelige trofaste Hustru overlevede iøvrigt kun denne Glædesdag lidt
over et Aar (død 19de Septb. 1880, henved 83 Aar gammel).
{[117] Under Besøget i 1883 afholdtes der den 24de April et smukt
Festmaaltid for mig af en stor Del Nordslesvigere, hvilket
selvfølgelig beredede mig en stor Glæde, om end blandet med megen
Vemod.}
{[118] Dér havde jeg ogsaa særlig Leilighed til at fortsætte min
Samværen med forskjellige yngre philologiske Studenter, idet mit
svage Syn gjorde mig det nødvendigt at have en saadan boende i min
umiddelbare Nærhed for daglig at assistere mig i flere Timer som
Sekretær, -- og der samledes jævnlig uden særlig Indbydelse Venner
af mig og mine Børn med os saavel som om Vinteren Onsdag Aften i
min Bolig i Kjøbenhavn.}
Jeg har allerede tidligere omtalt de af mig hvert Aar til Landets
forskjellige Egne foretagne Examensreiser, hvortil knyttede sig
enkelte Smaaudflugter, f. Ex. til Himmelbjerget og Silkeborg osv. I
1856 fik jeg derhos Leilighed til med mine Døtre at gjøre et kort
Besøg paa Møen. En endnu større Betydning for mig havde i dette
Tidsrum, foruden de ovenfor omtalte korte Besøg ved nogle fremmede
Universiteter i Anledning af Jubelfester, et Par længere Reiser i
Udlandet. -- I 1860 tilstodes der mig saaledes et lille Beløb
(saavidt jeg mindes: 400 Rdl.) for under en Reise, der dog tillige
væsentlig skulde tjene til Forfriskelse, at gjøre mig noget bekjendt
med det franske lærde Skolevæsen: #enseignement secondaire#; paa et
længere Ophold i Tydskland forbød Stemningen imod Danmark og særlig
mod Præsidenten i Rigsraadet mig at tænke. Reisen gik da i den sidste
Halvdel af August i hurtig Flugt ned til Bodensøen og derfra over
Kostnitz og Schaffhausen (Lauffen) ind i Schweitz, hvor jeg i
en Tid af omtrent 14 Dage besøgte Zürich og Egnene omkring
Vierwaldstättersøen og gjorde et let Bekjendtskab med Alpenaturen ved
en Fodvandring fra Thun over Interlaken til Meyringen og derfra
gjennem Grindelwalddalen tilbage til Thun[119]. Derfra reiste jeg
over Bern og Neufchatel til Genf, hvor jeg under et Ophold af en halv
Snes Dage -- de første, jeg tilbragte i franske Omgivelser, -- gjorde
et flygtigt Bekjendtskab med det derværende Akademi eller Gymnasium,
medens jeg tillige besteg det Genf mod Syd begrændsende Mont Salève.
Fra Genf reiste jeg til Lausanne og dernæst hurtigen gjennem Wallis
og over Simplon til Mailand, idet jeg kun gjennem Taage og Regn
skimtede Lago maggiore ved Arona. Fra Mailand, hvis Domkirke og andre
Bygninger og Kunstsamlingen i Bréra i høi Grad sysselsatte mig,
medens jeg kun kunde gjøre et flygtigt Besøg i det Ambrosianske
Bibliothek, gjorde jeg en Udflugt til Comosøen (Bellaggio og Villa
Carlotta) og tog derfra over Valpladsen ved Magenta forbi Marengo og
Alessandria over og, hvis man paa Grund af de mange Tunneler vil
udtrykke sig saa, gjennem Appenninerne til Genua, hvor jeg ikke
forsømte Malerisamlingen i Palazzo Brignole eller Dorianernes
Mindesmærker (Palads og Kirke), og hvor jeg modtog et mægtigt Indtryk
af det udenfor den herlige By sig udbredende Middelhav. Efter en
Udflugt til Villa Palavicini, hvor jeg første Gang, en deilig
Septemberdag, saae Sydens Flora i fuld Pragt, gik jeg tilsøs til
Nizza, paa hvilken By med dens Omgivelser jeg kun kunde ofre to Dage,
men hvor jeg dog benyttede Leiligheden til at se de i Nærheden
liggende Levninger af et romersk Amphitheater og at besøge det herlig
liggende Kloster Cimiès (Cimella-Cemenelium), i hvilket jeg havde en
ret interessant Samtale med en af sit Bekjendtskab med Rousseau og
Voltaire sig rosende Munk. Ligesom fra Genua til Nizza havde jeg
ogsaa fra Nizza til Marseille en høist ubehagelig Dampskibsreise ved
Nattetider uden nogen Leilighed til Iagttagelse af eller Glæde over
Hav og Kyst, og Schweitz og Italien havde opholdt mig saalænge, at
jeg, ene beriget med et overfladisk Indtryk af Marseilles storartede
Havn, uopholdelig maatte ile over Lyon og Dijon til Paris. Opnaaelsen
af Adgangen til at hospitere i de franske, navnlig parisiske, Lyceer
var dengang forbunden med saamange Formaliteter, idet Sagen maatte
gaae igjennem det danske Gesandtskab, det franske Udenrigsministerium
og Undervisningsministeriet, at Tilladelsen dertil først meddeltes
mig lige før min Afreise og derfor ikke benyttedes. Desto friere
kunde jeg anvende Tiden, saavidt den strakte til, paa Louvres og
Luxembourgs Kunstskatte og paa at faae et klart Billede af Paris og
dens nærmeste Omgivelser (St. Cloud og Versailles) som Skueplads for
de store historiske Begivenheder, der allerede fra min første
Skoletid stærkt havde beskæftiget mig. Efter 19 Dages Ophold i Paris
gik jeg over Lüttich, Aachen og Köln i Oktober tilbage til Hjemmet.
Det laae i Sagens Natur, at jeg ved en saa hurtig Reise ikke kunde
tænke paa at gjøre dybere Indblik i videnskabelige og litterære
Forhold eller træde i nærmere aandelig Berørelse med betydelige
Personligheder, men maatte søge Udbyttet i de vexlende Naturindtryk,
som jeg stræbte at gribe og fastholde klart, og i Beskuelsen af
Kunstværker og Monumenter og Kulturlivets ydre og iøinefaldende Præg.
Dog bevarer jeg en venlig Erindring om den Velvillie, hvormed i Paris
Philologerne og Litterærhistorikerne Hase, Le Clercq og Eggér og
Historikeren Geffroy, hvilken sidste jeg allerede havde truffet i
Kjøbenhavn, kom mig imøde, og det var ikke uden Interesse, at jeg ved
en Fest i Institutet, af hvis ene Afdeling jeg senere blev Medlem,
vexlede nogle Ord med den næsten fra Aarhundredets Begyndelse
bekjendte Physiker Biot og den fra den Orléanske Parlamentarismes Tid
berømte Villemain. -- Min tidligere nævnte korte Udflugt til Wien i
August 1863 (i det Hele ikke fulde fjorten Dage) savnede dog ikke
udenfor Arbeidet i det keiserlige Bibliothek et pikant Indtryk, idet
jeg, under Keiser Franz Josephs Fraværelse ved den saakaldte
Fyrstedag i Frankfurt, der var beregnet paa at byde Preussen Spidsen,
saae Prinds Carl af Preussen inspicere Wiens Garnison som Del af det
østerrigske Forbundskontingent; at Preussere og Østerrigere den
følgende Vinter i Forening skulde trænge ind i Danmark, anede dengang
Ingen.
{[119] Jeg kan ikke negte mig fra denne Fodvandring at hidsætte et
Par Træk til Betegnelse af, hvorledes jeg paa den frigjorde mig fra
Studerekammerets Erindringer og hengav mig til Omgivelsernes friske
Indtryk. Fra Giessbach steg jeg uden nogensomhelst Veiledning
gjennem en vildsom og skovrig Klippeegn ned i den nedre Haslidal;
pludselig overraskedes jeg af en voldsom Larm og Banken, der syntes
at foregaae indenfor de glatte Klippeflader paa min høire Haand, og
blev et Øieblik noget uhyggelig tilmode, indtil jeg opdagede, at
det Hele kun var Gjenlyden af de Arbeider, der foregik ved et
Veianlæg i det ligeoverfor mod Nord liggende Bjergpas Brünig, og
paa en Gang fik Klarhed over, hvorledes de oldnordiske
Forestillinger om de i Bjergenes Indre smedende Jætter rimeligvis
ere opstaaede. I Rosenlavi paadrog jeg mig en heftig Forkølelse ved
hed og træt at lægge mig til at sove i det eneste Værelse i
Hotellet, der kunde indrømmes mig, men hvor Gulvet lige iforveien
var vasket. Forkølelsen blev efter den umiddelbart paafølgende
Vandring over "Grosser Scheideck" i Grindelwald og efter Besøget af
den nederste Del af Gletscheren til en Feber, som jeg paa egen
Haand kurerede ved et varmt Bad i en meget primitiv Badeanstalt for
Fragtmænd og Bjergførere, idet jeg ledsagede Badet med en dygtig
Slurk Vin for at falde i Søvn. Næste Dag var jeg istand til med en
Fører at ride over "Kleiner Scheideck" til "Wengern-Alp" ad
Bjergstier, der unegtelig saae noget betænkelige ud for en Mand,
der aldrig havde været Rytter eller havt Talent i den Retning, og
som ikke siden 1846 (paa Kahlenberg ved Wien) havde besteget en
Hest.}
I 1869 opfyldtes, da jeg næsten var 65 Aar gammel, min i Barndommen
vakte og under mine philologiske Studier idelig fornyede og skærpede
Længsel efter at se det Italien, hvoraf jeg i 1860 kun havde berørt
det nordlige Forland (det gamle Gallia cisalpina) og endda kun dettes
vestlige Del, -- og ved et, efterat Reisen allerede var besluttet i
et mindre Omfang, anonymt af en Kreds af velstaaende Medborgere, hvis
Navne jeg først flere Aar efter maatte faae at vide, til min
Raadighed stillet Beløb af 3000 Kr., hvilket jeg efter nogen
Betænkning modtog, og for hvilket jeg blev dem megen Tak skyldig,
lykkedes det mig at give min Reise et Omfang i Tid, Rum og
Behagelighed, som væsentlig udvidede og forøgede dens Udbytte. Den
20de Marts forlod jeg Kjøbenhavn for over Hamborg, Kassel og München,
hvor jeg venlig modtoges af den gamle L. Spengel, af Halm og Christ,
men kun tilbragte en enkelt Dag, at ile over Alperne og Brennerpasset
til det med Længsel imødesete Land. Det første Indtryk var ikke
opmuntrende. Betagen af et pludseligt og stærkt Mismod over min
utilstrækkelige Forberedelse til Reisen, særlig over min Mangel paa
Færdighed i Italiensk, førtes jeg i mørk Stemning og i mørk og kold
Nat paa Jernbanen fra Innsbruck igjennem Etschdalen til Verona, hvor
Veiret var koldt og stormende[120] -- hvilket dog ikke hindrede mig i
at glæde mig over Amphitheatret, Kirken St. Zeno og Scaligernes
Mindesmærker --, og under Rækker af Regnskyl og gjennem Uveirsskyer,
der ikke stod tilbage for den mørkeste Novemberdag i Norden,
fortsattes Reisen uden Standsning over Vicenza og Bologna og over de
snebedækkede Apenniner, indtil jeg, medtagen af Kulde, om Natten
naaede Florents for at finde et Par Timers Hvile i et slet Hotel i en
Udkant af Byen. Næste Dag var imidlertid Alt forandret. I varmt
Solskin foer jeg, destoværre altfor hurtig, forbi det gamle
Østetruriens Byer (Cortona, Arezzo) og Trasimenersøen gjennem Umbrien
(Spello, Perugia) til Foligno, hvor jeg paa Jernbanestationen fik en
dansk Hilsen, og derfra ind i Tiberegnene og til Rom, som jeg naaede
den 30te Marts. Endnu fulgte der en kold og mørk Dag, men den sidste.
{[120] Jfr. Side 43.}
Jeg var i min fremrykkede Alder og med et allerede aftagende Syn ikke
kommen til Rom eller overhovedet til Italien for at sammenligne
Haandskrifter, dechiffrere Indskrifter eller gjøre andre
archæologiske Detailstudier, men for dels at nyde den umiddelbare
Glæde over alt det Skjønne i Natur og Kunst, dels at vinde et klart
Overblik, omend kun i store Omrids, af de naturlige Forhold og
Betingelser, under hvilke den romerske Stat og overhovedet det
romerske Liv i Oldtiden havde udviklet sig, og over det gamle Roms i
Monumenterne fremtrædende topografiske Skikkelse i det Store. I begge
Retninger havde jeg et rigt Udbytte og stor Tilfredsstillelse. Jeg
fandt mig, understøttet af en naturlig Evne til hurtig og sikkert at
orientere mig, strax meget let tilrette i Rom og dets nærmeste
Omgivelser (-- allerede den første Aften vandrede jeg Kl. 9 alene fra
Ripettaen gjennem en Række Gader til Hotellet ved Kirken Sta Maria
sopra Minerva --) og færdedes uafbrudt uden Træthed og uden ængstelig
Forsigtighed mellem Kunstsamlingerne og Mindesmærkerne, ogsaa de fra
den romerske og pavelige Middelalder, hvis Historie levende havde
interesseret mig. Den vundne Belæring var, uden Fordybelse i
specielle Enkeltheder, ikke ringe. Naar man fra Kirken S. Pietro in
Montorio, det gamle Ianiculums Høidepunkt, udover den nedenfor
liggende By og Kampagnen tydelig ser Byerne paa Albanerbjergene og
skimter Volskerbjergene, falder der et eiendommeligt Lys over den
ældste romerske Historie, og mig i det Ringeste tiltrak Caecilia
Metellas Monument ikke meget stærkere end de ligeoverfor liggende
Levninger af en middelalderlig Borg. Samtidig glædede jeg mig ved
Samlivet med danske Venner og Bekjendte, som tilfældigvis i det
Foraar og Sommer talrigen samledes i Rom; vi vare paa en Gang syv
forhenværende danske Ministre dér, nemlig foruden mig Hall, Casse
(begge med deres Familier), Lehmann, Wolfhagen og en kort Tid
Rosenørn-Teilmann og Krieger. Til disse kom Familien Hammerich fra
Iselingen, V. Bergsøe, en kort Tid Skuespillerinderne Fru Eckardt og
Frk. Bournonville og ligefør min Afreise Malerne Marstrand og
Skovgaard, med hvem jeg derfor kun traf saavidt sammen, at jeg mange
Aar efter i en da udgiven Samling af Breve af Marstrand med
Tilfredshed kunde læse et Vidnesbyrd af ham om, at, medens de andre
Danske fordetmeste vare tagne bort fra Byen, Madvig endnu færdedes
der med ungdommelig Kraft og Munterhed. Ikke ringe Fornøielse
skaffede mig ogsaa en ved Kvartetsang forbunden Forening af Musikeren
Ravnkilde, Maleren Rosenstand og Billedhuggerne Børjeson (svensk) og
Hartmann, der venlig sluttede sig til mig, og med hvem jeg gjorde et
Par Udflugter. Albanerbjergene fra Albano til Rocca di Papa og Monte
Cavo gjennemvandrede jeg med Rosenstand; andre Dele af disse Bjerge
gjennemstreifede jeg alene; den østlige Del (Frascati med det gamle
Tusculum i Nærheden) besøgte jeg med Hall og Lehmann, Tivoli med dets
Vandfald og Hadrians Villa med Hall og Casse og deres Familier.
Volskerbjergene vare paa hint Tidspunkt meget usikre for Reisende, og
Ostia beklager jeg at have forsømt, medens jeg derimod foretog en
Udflugt til Cervetri (Cære), hvor jeg baade saae et Par gamle
etruskiske Grave og hos to Brødre, der havde forpagtet Fyrst
Ruspigliosi's store Landeiendom deromkring, fik et lille Indblik i
den Maade, hvorpaa romerske Fyrstefamilier drive deres Eiendomme; jeg
opholdt mig nemlig hos Forpagterne den Dag, da nogle hundrede fattige
neapolitanske Arbeidere modtog deres Løn for i nogle Dage forinden at
have besørget Høsten paa den uhyre Mark, hvis stadige Besaaen med
Hvede, saalænge den vilde bære, udgjorde hele Dyrkningen; efter
Betalingen drog den hele Flok om Natten gjennem den romerske Kampagne
til det neapolitanske Grændsedistrikt, hvor den hørte hjemme[121]. --
Hvor lidet jeg end havde nogen Sympathi for Pavens verdslige
Herredømme, maatte jeg dog for mig selv betragte det som et Held, at
jeg lærte at kjende det pavelige og gammeldags Rom, inden det i det
næste Aar gik op i Kongeriget Italien; jeg saae Pio Nono ved flere
kirkelige Ceremonier, men ikke i Vatikanet.