nærmest at omtale, hvad der hørte til mit særlige Fag og Kald,
sluttede sig til min Lærervirksomhed ved Universitetet og fik Udtryk
i litterære Frembringelser. Dette Arbeide blev drevet med Iver og
Flid og fik et ikke ringe Omfang. Efter at have indhentet, hvad der i
tre Aar var forsømt i at følge og benytte den philologiske
Litteratur, og fuldendt Forarbeiderne til mine Forelæsninger over den
græske Side af Oldtiden, optog jeg, som tidligere antydet, i to
Universitetsprogrammer fra 1856 og 1857 den almindelige Undersøgelse
om Sprog og Sprogudvikling, som jeg havde indledet i 1835 og 1842,
ved en grundig Bearbeidelse af de grammatiske Betegnelsers (vel at
mærke: ikke blot Formers) Væsen, deres Opgave, Midlerne og Veiene til
deres Frembringelse og Udvikling fra en sporadisk Begyndelse til
sammenhængende Systemer og den heraf fremkommende Forskjellighed i
Sprogstammernes Bygning og Karakter samt Betegnelsessystemernes
Forhold til Sprogenes Brugbarhed i Meddelelsens og Kulturens
Tjeneste. Med disse to Afhandlinger, hvori paa mange Steder
ligesaafuldt taagede saakaldte sprogphilosophiske Forestillinger som
klassiske Philologers Fordomme og ensidige Opfattelser angrebes og
afvistes, var i Hovedsagen Grundlaget for min hele Sprogbetragtning
fremstillet; dog bleve ikke uvigtige Afsnit, som jeg i mine
Forelæsninger udførte eller dog berørte (f. Ex. om den lexikalske
Betydningsrigdoms Udfoldning og Bevægelse, om Forholdet mellem Tale-
og Skriftsprog, om Sprogrigtighed og Sprogfeil o. s. v.), tilbage, og
deraf fremkom kun enkelte Antydninger i en senere (i 1871) ligeledes
som Universitetsprogram udgiven Afhandling: "Sprogvidenskabelige
Strøbemærkninger", medens en i 1866 i Videnskabernes Selskab
foredragen og i Oversigterne over dets Forhandlinger gjengiven Række
"Bemærkninger om Sprogenes Udvikling af deres syntaktiske Midler"
særlig gik over til Fremstillingen af nogle specielle Phænomener i
Latin og saaledes kom til at staae imellem den almindelige
Sprogbetragtning og den specielle klassiske Philologi. I Sammenhæng
fremtraadte denne Række af mine Arbeider først i den tidligere nævnte
tydske Oversættelse i mine "kleine philologische Schriften", der
udkom i 1875. Det blev derfor nødvendigt i Fortalen til denne Samling
at gjøre opmærksom paa, at den hele Betragtning af Sprogets Fremkomst
og Udvikling, der i de da nærmest foregaaende Aar af Amerikaneren
Whitney var given i Arbeider, som i engelsk og tydsk Form havde
fundet ikke ringe Udbredelse, ikke faa Aar forinden i alle væsentlige
Punkter og med skarpere dialektisk Opløsning af modsatte og afvigende
Opfatningsmaader var fremsat af mig, og at Whitneys Fremstilling
stundom indtil det enkelte Udtryk saa stærkt nærmede sig til min, at
Formodningen om en Benyttelse af mine Arbeider uvilkaarlig havde
paatrængt sig mine yngre Venner og heller ikke havde ladet mig
uberørt. Mod denne Formodning har Whitney, der er en Mand af meget
omfattende og selvstændige Studier, gjort Indsigelse, og jeg opgiver
den gjerne for blot at beholde og fremhæve den Bekræftelse af
Sandheden i den i de paagjældende Arbeider fremsatte Betragtning, der
ligger i Grundtankernes uafhængige Fremtræden og Gjennemførelse paa
to saa fjerne Steder, medens jeg dog ikke kan undlade ved
Sammenligning af den fortsatte Benyttelse og Indflydelse af
Whitneys Skrifter i Modsætning til mine Afhandlinger at se en ret
mærkelig Prøve paa den uheldige Stilling, hvori det mindre Folks
Videnskabsmænd befinde sig ligeoverfor dem, der færdes paa et
vidt udstrakt Folke- og Sprogomraade. Min (og Whitneys) hele
Sprogbetragtning gaaer ud paa i Sproget at erkjende og eftervise det
af Menneskets Forestillingsliv umiddelbart fremkaldte og skabte
Meddelelsesmiddel i dets af Forestillingernes Udvikling uden
beregnende Bevidsthed fremdrevne Uddannelse og i denne Uddannelse at
forfølge de naturlige Analogier og deres tilfældige Brydninger og
Spring, altsaa overhovedet at se Sproget i det hele i dets Forhold
til Aandslivet, af hvilket det bæres, og hvilket det tjener, og
dernæst tillige i dets Sammenhæng med Folkelivet paa dettes
forskjellige Trin og i dets historiske Forgrening. I den saavel
Sprogbevægelsens Natur opklarende som Folkenes Sammenhæng igjennem
Sprogene opsporende sammenlignende Sprogforskning erkjender jeg da
ogsaa fuldkomment Betydningen af Lydforskningen, forsaavidt den
efterviser de sammenhængende Bevægelser og Overgange i det af
Naturen tilbudne bløde og for Tilfældigheden mangesidig tilgængelige
Stof og de deri liggende fint udspundne Slægtskabsmærker, men jeg
negter ikke, at jeg tillægger en Phonetik, der forsøger at opstille
et regelmæssigt System af faste Love og ensidig fordyber sig i denne
rent ydre Side af Sproget, næsten ligesaa ringe Værd som de
overvundne Forestillinger enten om Sprogets usvigelige Logik eller om
dets Liv som en i sig selv udenfor Menneskene voxende og skabende
Organisme.
Denne almindelige Betragtning af Sproget i dets Stræben efter
Konsekvens og i dets Konsekvensen dog brydende Bøielighed og usikre
Griben gjorde sig da ogsaa heltigjennem gjældende i min Opfattelse af
de to klassiske Sprog og i Forklaringen og Bedømmelsen af de deri
forekommende Phænomener og af de historiske Tvivl om Sprogbrug og
Betydning og traadte herigjennem i nær Forbindelse med min kritiske
Behandling af de gamle Skribenters Text. Den sidstnævnte Side af mine
Studier fik efter min Tilbagekomst til Universitetet en enkelt
omfattende Opgave i Behandlingen af den romerske Historiker Livius's
Text. Under min gjentagne opmærksomme Læsning af denne for den
romerske Oldtidskundskab saa overordentlig vigtige Forfatter havde
jeg efterhaanden, foruden at fremdrage en Mængde oversete og med Uret
tilsidesatte haandskriftlige Læsemaader eller Textrettelser af ældre
Philologer, selv med Benyttelse af de bedste Haandskrifters Spor
gjort et stort Antal for Meningen og for det rigtige Udtryk mere
eller mindre vigtige Rettelser, af hvilke ikke faa dels vare meddelte
i mine philologiske Skrifter, især Opuscula Academica, dels komne i
Omløb blandt mine Tilhørere og yngre Venner. Efterat min jævnaldrende
Ven: Rektor Ingerslev i en af ham foranstaltet Skoleudgave med
Anmærkninger af tre Bøger af Livius (21de-23de) efter særlig
Tilladelse havde offentliggjort og benyttet mine Rettelser til en
Række Steder i disse tre Bøger, lededes jeg baade ved Andres
Opfordring og ved den Interesse, som Syslingen med og den skarpere
Begrundelse af de Rektor Ingerslev meddelte Rettelser havde havt for
mig selv, til at foretage en sammenhængende Bearbeidelse af det hele
Bidrag, som jeg saae mig istand til at yde til Berigtigelsen af
Livius's Text, og saaledes fremkom mine i Aaret 1860 trykte
"Emendationes Livianæ", der paany bleve udgivne i 1877. Skriftet
knytter de enkelte Textrettelser og Bemærkninger til en forudskikket
methodisk Prøvelse af Overleveringskildernes Beskaffenhed og
Sammenhæng for hvert af de opbevarede Afsnit af Livius's Værk og
indeholder tillige en stor Mængde mere eller mindre omfattende
Bemærkninger om latinsk og speciel liviansk Sprogbrug. Her som
tidligere ved Bearbeidelsen af Cicero de finibus var det nødvendigt
stundom temmelig skarpt at rydde op i en vis philologisk Slendrian og
at paavise Manglerne ved nogle samtidige Arbeider af tydske
Philologer paa samme Omraade, og derved fremkaldtes naturligvis en
vis Modstræben og Uvillie mod den siden 1848 ogsaa af andre Grunde
ikke velsete Forfatter, men som ikke hindrede Bogen fra snart at
gjøre sig gjældende som Udgangspunktet og Grundvolden for en ny og
sikrere Fastsættelse af Livius's Text, en Indflydelse, der ogsaa
viste sig ved at fremkalde en temmelig talrig Række Bidrag til
Bearbeidelsen af Livius, som i det Hele søgte at slutte sig til min
Methode, vistnok med meget forskjelligt Held. Den Tanke laae nu nær
til den i disse Emendationes givne Behandling af en Række enkelte
Steder, i hvilke jeg havde egne nye Resultater at meddele, at føie en
hel Udgave af Livius, hvori Texten var fastsat efter de samme
Grundsætninger i Valget imellem Haandskrifternes Læsemaader og
Benyttelsen af Andres gode og sikre Rettelser, og denne Tanke
udførtes efter Opfordring fra forskjellige Sider med Understøttelse
af min Ven og Kollega Ussing i 1861 og de følgende Aar. Denne Udgave,
hvis enkelte Dele efterhaanden ere optrykte flere Gange, gav
naturligvis ved den fortsatte Prøvelse Anledning til ikke faa nye
Textrettelser, navnlig i stort Omfang i de sidste fem Bøger, idet jeg
dels selv i Sommeren 1863, dels min Discipel og Ven, nuværende Rektor
Forchhammer nøiagtig i Wien sammenlignede det eneste Haandskrift,
hvori disse Bøger ere opbevarede.
En Modsætning til denne omfattende Beskæftigelse med en enkelt
Oldtidsskribent dannede mit næste større Skrift, mine i 1871 og 1873
i to Bind udgivne "Adversaria Critica", hvortil i 1884 kom et mindre
tredie Bind. Min Bestræbelse for paa alle Hovedpunkter at vinde en
selvstændig Beskuelse af den græske og romerske Oldtid igjennem den
opbevarede Litteratur havde, som allerede anført, ført mig til en
gjennem hele min Professorvirksomhed uafbrudt fortsat og navnlig i
den anden Periode af min akademiske Virksomhed udvidet Læsning af
Oldtidsforfatterne, saavel de græske som romerske, der, med
Udelukkelse af enkelte afsides liggende Skrifter, efterhaanden i
Sammenhæng var naaet omtrent ned til det andet og tredie Aarhundrede
efter Christus, medens jeg naturligvis sporadisk i stor Udstrækning
havde syslet med langt sildigere Skrifter og Levninger. Under denne
ogsaa i sproglig og textkritisk Henseende, skjøndt naturligvis i
forskjellig Grad, omhyggelige Læsning var der nu opstaaet en Række
Textrettelser, som samlede nedlagdes og udgaves under den anførte,
ogsaa ved tidligere Philologers Arbeider benyttede Titel
("Adversaria" betegner egentlig: en Kladebog, Optegnelsesbog),
indledede med en almindelig, ved talrige Exempler oplyst Fremstilling
af Konjekturalkritikens Opgave og Methode. Det saare adspredte Stof,
som Værket i det Enkelte indeholder, kunde naturligvis kun
efterhaanden komme til Benyttelse og Anvendelse ved nye Udgaver af de
mange enkelte behandlede Oldtidsskrifter. Det voldte nogen
Overraskelse, at jeg, efterat jeg hidtil væsentlig havde indskrænket
mig til den romerske Litteratur, her ogsaa gjorde Krav paa ikke
ganske ringe Medvirkning ved de græske Forfatteres Bearbeidelse,
skjøndt min græske Syntax kunde have forberedt noget herpaa, og at
jeg, hvis tidligere kritiske Arbeider væsentlig havde beskæftiget sig
med to Prosaforfattere, Cicero og Livius, ogsaa berørte Digterne,
baade de græske og latinske, og denne Udvidelse af min textkritiske
Virksomhed saaes ikke overalt med velvillige Øine, saameget mere som
jeg paa ikke faa Steder i Arbeidet havde tilføiet almindelige, ikke
altid behagelige Bemærkninger om de enkelte Oldtidsforfatteres nyere
og nyeste philologiske Behandling. Hos mig selv var denne omfattende
textkritiske og særlig konjekturalkritiske Virksomhed fremkaldt ved
en logisk og æsthetisk Trang til skarp og klar Opfattelse af de gamle
Skribenters Forestillinger i Forhold til den gyldige Sprogform og de
historiske Forudsætninger under Hensyn til de sandsynlige Afvigelser
fra det Korrekte og Almindelige, og denne Trang næredes og
understøttedes ved den efterhaanden opstaaende Følelse af en vis
Sikkerhed og Virtuositet og ved den vundne Erkjendelse af en
videnskabelig Methode for Bedømmelsen af den Paalidelighed, hvormed
vi overhovedet besidde de gamle Skribenters Text og i det Enkelte
kunne prøve og eventuelt berigtige Overleveringen. Den tankeløse
Syslen med Læsemaader og Varianter, den grundløse Tvivl og de
famlende og letfærdige Indfald, de ofte aabenbare Forvanskninger af
Sprog, Tanke og Indhold, der tumle sig paa dette philologiske
Omraade, have altid været mig modbydelige, og som første Hovedregel
gjaldt det mig at søge fast Grund og Udgangspunkt og ledende
Begrændsning for den omskuende Søgen. Men, hvorvel jeg stundom maaske
under Læsningen af de gamle Forfattere kan have ladet mig fastholde
og hendrage for meget af denne Interesse for Textens Rigtighed, tabte
jeg dog aldrig Hovedformaalet: alsidig Beskuelse af Oldtiden og
dybere Indtrængen i enkelte Hovedsider af dens Udvikling af Syne.
Vidnesbyrd herom vare nogle mindre, til Philologiens reale og
historiske, baade græske og romerske Side hørende Afhandlinger,
som jeg efterhaanden i dette Tidsrum udgav, nemlig: "Om Granius
Licinianus" (i 1857 i Oversigten over Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger), "om den dramatiske Poesis Frugtbarhed og de
ydre Betingelser derfor hos Athenæerne" (i 1863 i Tidsskrift
for Philologi og Pædagogik), "en Bemærkning om Forholdet mellem
Folkets og Domstolenes Kompetence hos Athenæerne, den saakaldte
Γραφὴ παρανόμων" (i 1864 i Videnskabernes Selskabs Oversigt), "om
Befalingsmændene og Forfremmelsesvilkaarene i den romerske Hær,
betragtede i deres Sammenhæng med Standsforholdene hos Romerne i det
Hele" (Universitetsprogram af mig som Rektor for 1864), "Bemærkninger
over T. Livius' Fremstilling af den romerske Historie med Henblik
paa den antike Historieskrivning i det Hele" (1876 i Videnskabernes
Selskabs Oversigt) og endelig: "Bemærkninger om enkelte Punkter af
den romerske Strafferetspleie i Republikens Tid" (Universitetsprogram
i mit Rektorat for 1879). Disse Afhandlinger bleve, med Undtagelse af
den sidste, derefter optagne i mine fornævnte "kleine philologische
Schriften" i 1875. -- I 1867 udgav jeg derhos, ligeledes som
Universitetsprogram, det allerede under Afsnitet for 1826 til 1848
omtalte[107], første Stykke af "Kortfattet græsk Metrik eller
Fremstilling af de græske Digteres Versbygning", hvis 2det Stykke
jeg desværre ikke senere har fundet Leilighed til at udarbeide. I
1873 lod jeg i Tidsskrift for Philologi og Pædagogik efter Opfordring
trykke nogle af mig i philologisk Samfund forinden fremsatte
Bemærkninger om "En nylig funden græsk Indskrift" (i Thisbæ), ligesom
jeg i samme Tidsskrift senere fremsatte forskjellige mindre sproglige
Bemærkninger.
{[107] Se ovenfor Side 107.}
Afhandlingen om Befalingsmændene i den romerske Hær, i hvilken en
vigtig og med den hele aristokratisk-timokratiske Karakter af den
romerske Statsordning paa det Nøieste forbunden Særegenhed i
Hærindretningen første Gang opklaredes paa en Maade, der ikke tillod
eller har fundet Indsigelse i Hovedsagen, betegner i Forbindelse med
de tidligere latinske Afhandlinger om de romerske Kolonier og om
tribuni aerarii samt de to sidstnævnte Afhandlinger fra 1876 og 1879
den under hele min philologiske Virksomhed fastholdte Stræben efter
en klar og omfattende Erkjendelse af det romerske Statsliv i dets
hele indre Sammenhæng og historiske Udvikling indtil Overgangen til
det byzantinske Rige, og de vare saaledes Forløbere for det
omfattende Arbeide, hvormed jeg i Hovedsagen afsluttede min
historisk-philologiske Forfattervirksomhed: "Den romerske Stats
Forfatning og Forvaltning" i to Dele, 1881-82, paa Tydsk i de samme
Aar[108]. Skjøndt først endelig redigeret og udgivet efter min Afgang
fra Universitetet, hænger dette Værk dog paa det Nøieste sammen med
min Professorvirksomhed som fremkaldt af denne og i alle Retninger
forberedet under den. Dets karakteristiske Eiendommelighed vil jeg
selv nærmest sætte i den alsidige, efter et harmonisk Totalbillede
stræbende Opfattelse af de til enhver Tid jævnsides i Sammenhæng sig
udfoldende Instituter og deres historiske Fremskriden og Omændring og
i den besindige Ro, hvormed under Betragtningen af det mægtige
historiske Phænomen den for de forskjellige Tidsaldre og tildels for
de forskjellige Sider af Indholdet i Fylde og Paalidelighed saa
yderst ulige historiske Overlevering er prøvet og sammenholdt med
den indre Udviklings naturlige Konsekvens og frie Tilfældighed, med
fast Adskillelse imellem fuld og sikker Vished, ubestemte Omrids og
udfyldende Formodning og med Fjernelse af al vilkaarlig Konstruktion.
Men ved denne Bestræbelse kom mit Værk nødvendigvis i Modstrid med
Retninger, der, fremtraadte og udviklede i Tydskland, ogsaa havde
vundet Indgang i England og Frankrig: baade den Niebuhrske, der
benytter den ogsaa af mig fuldkomment erkjendte Usikkerhed i den
ældre romerske Overlevering til ved phantasirig Gisning at udmale den
ældste og ældre Tids Forfatning endog i Enkeltheder og giver disse
Hypotheser Indflydelse paa Opfattelsen og Skildringen af den senere
Romerstat, medens for mig den senere, hos samtidige eller næsten
samtidige Vidner i brede Træk fremtrædende Skikkelse af de romerske
Statsindretninger danner Udgangspunktet, hvormed Overleveringen om
det Ældre og Oprindelige ved naturlig Forklaring af virkelige
Forandringer og Traditionens Misforstaaelser skal bringes i
Sammenhæng, -- og den Mommsenske, der lader de romerske Instituter
udvikle sig efter visse theoretiske Grundbegreber, der underlægges
den ældste Folkebevidsthed. Da min Fremstilling i sammentrængt og
overskueligt Omfang skulde sammenfatte den romerske Stats Forfatning
og Forvaltning ligefra den ældste Tid ned til Overgangen i den
byzantinske Form, tilstedede den aldeles ikke den detaillerede
Bevisførelse, som jeg ved et Par enkelte Afsnits monographiske
Behandling tidligere havde givet. Den var derhos lige langt fra at
anbefale sig ved Foredragets rhetoriske Pragt og ved en til Skue
baaren Originalitet i Synsmaade; det var, som jeg sagde i Fortalen,
Originalitet nok paa dette Omraade ikke at jage efter Originalitet.
At nu en saadan Fremstilling let og hurtig skulde trænge igjennem og
i sin Helhed gjøre sig gjældende, derpaa regnede jeg ved Udgivelsen
ikke, men at den efterhaanden vil skaffe sig Indgang og holde sig
opreist, derom nærer jeg en rolig Forventning.
{[108] Ved den tyske Bearbeidelse havde jeg det Uheld, at den
forresten samvittighedsfulde holstenske Skolemand, der skulde staae
mig bi ved Oversættelsen og Korrekturen (tidligere en kort Tid min
Tilhører), var betagen af en Forkjærlighed for gammeldags Udtryk og
Vendinger (f. Ex. "Mund" for "Vormundschaft", "sintemal" o. s. v.),
der beredede mig ikke ringe Besvær med Fjernelsen og hist og her
efterlod Spor, der ikke gjorde min sammentrængte og noget tunge
Stil lettere.}
Min philologiske Virksomhed som Lærer og Forfatter har været baaren
af en dyb Overbevisning om Betydningen af, hvad jeg ofte har kaldt
den autoptiske Beskuelse af de primitive, til fuld Udvikling og
Bevidsthed bragte og i Ordets klare Form bevarede Kulturskikkelser
som Grundlag for den moderne Dannelse og for den denne Dannelse
forberedende og styrkende Undervisning. Men ved Siden af den af denne
Overtydning udspringende Glæde ved mit philologiske Arbeide gik, som
jeg ovenfor har sagt, en tidlig vaagnet og omend tilbagetrængt, dog
aldrig udslukt Trang til Syslen med andre og mere almindelige
Erkjendelsesproblemer. Denne Trang forstærkedes med Aarene og ved
Livets Kampe og Erfaringer, og den gjorde sig endmere gjældende, da
med mit Syns Svækkelse og, hvad Læsning og Skrift angaaer, Udslukning
fra 1876 af Beskæftigelsen med Oldtidens Skrifter og Monumenter i den
hidtidige indtrængende Form blev mig mere og mere vanskelig. Efterat
derfor Værket om den romerske Statsforfatning, der for en Tid havde
fremkaldt den ældre Interesse i fuld Energi, var tilendebragt, har
mit philologiske Arbeide, foruden den fornyede Textrevision af Dele
af Livius og Cicero med de derved fremkaldte Overveielser, væsentlig
indskrænket sig til at forfølge, hvad der af nye Mindesmærker og
Vidnesbyrd fremkom om det romerske offentlige Liv[109], og til
fornyet Læsning af enkelte Oldtidsskrifter (særlig Homer) til
Gjenoplivelse af det almindelige Indtryk[110]. Muligvis har en vis
Forstemning over den smaalige og adspredte Travlhed, der ofte har
gjort sig gjældende i den philologiske Litteratur, idet, med ringe
Indblik i det Centrale af Oldtiden og dens Litteratur, afsides
Bipunkter uforholdsmæssig fremhæves eller ofte behandlede Spørgsmaal,
tildels af ringe Vigtighed og uden Stof til nogenlunde sikker
Besvarelse, gjennempløies med nye Gjætninger, bidraget noget til
denne Indskrænkning. Det ligger i den klassiske Philologis Natur, at
den af sine Dyrkere mere kræver klar og indtrængende Tilegnelse og
Beskuelse i Forhold til den moderne Bevidstheds skiftende
Standpunkter end omfattende nye Resultater, og man ledes derfor ofte
til det Ønske, at Forfatterfrugtbarheden paa dette Omraade var
mindre, end den nu fremtræder, navnlig i Programmer, Disputatser,
Kommentarer over visse Forfattere og Afhandlinger i Tidsskrifter.
Men Hovedgrunden til den forandrede Retning i min aandelige
Sysselsættelse laae dog andetsteds.
{[109] I denne Sammenhæng skal jeg endnu kun anføre, at jeg den
21de Marts 1884 i Videnskabernes Selskab fremsatte nogle
"Bemærkninger om Forskjellen mellem de hos Grækerne og Romerne
gjældende Bestemmelser og Vedtægter om Slavers Frigivelse og de
Frigivnes Stilling" (trykte i Oversigten over Selskabets
Forhandlinger), og at jeg den 23de April 1885 i philologisk Samfund
leverede et Par Bemærkninger til Livius (om Centumviralretten m.
m., se Udsigten over dets Virksomhed for 1884-1885).}
{[110] Udgiverens Anmærkning: Til den til Erindring om den afdøde
unge, dygtige franske Philolog Charles Graux, med hvem min Fader
var kommen i venskabelig Forbindelse, udgivne Samling: "mélanges
Graux" leverede han endelig en lille Artikel om Fragmenter af
græske Digtere hos Athenæus.}
Jeg har allerede gjentagende havt Leilighed til at nævne min
Forbindelse med philologisk historisk Samfund, der blev stiftet i
1854, og i hvis Møder jeg gjerne og jævnlig deltog for derigjennem at
vedligeholde og udvide min Forbindelse med de yngre philologiske
Studerende og det ikke udelukkende af den klassiske Retning. -- Men
ogsaa til Studenterne som Helhed traadte jeg paany i nærmere
Forbindelse, da Studenterforeningen den 13de April 1878 efter H. N.
Clausens Død valgte mig til Æresmedlem, og da man ved mit
Professorjubilæum i 1879 opstillede min Buste dernede og Studenterne
bragte mig et Fakkeltog. Ved begge Leiligheder afholdtes der
Festligheder med smukke Sange af Ploug, E. Lembcke o. s. v. Min høie
Alder og mit Syn tillod mig naturligvis kun i ringe Grad at deltage i
de Unges Samliv, men jeg fandt dog Leilighed til at vise min
Taknemmelighed ved der at holde tvende Foredrag: i 1879 "Om Begrebet
og Betydningen af Folkeeiendommeligheden (Nationalkarakteren)" og i
1880 "Om de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige
Aandsliv og Kulturbevægelsen", begge kort efter trykte efter
Hukommelsen i det da stiftede Letterstedtske Tidsskrift, af hvis
Bestyrelse for Danmark jeg var bleven Medlem i April 1875. -- Ved min
mangeaarige Deltagelse som gammel Examinator og Æresgjæst i de gamle
Studenters Jubelfester skal jeg ikke her dvæle, skjøndt den har
beredet mig megen Glæde ved den ogsaa derigjennem vundne Bekræftelse
paa det gode Forhold, hvori jeg altid har staaet til de Studerende.
Jeg kan selvfølgelig ikke slutte Oversigten over dette Afsnit af mit
Liv og min Virksomhed uden endnu særlig at berøre mit Forhold til det
danske Videnskabernes Selskab, i hvis Arbeider jeg ikke blot deltog
som Medlem -- jeg har, som allerede omtalt, leveret flere Bidrag
dertil ogsaa efter min Tilbagetræden fra Universitetet --, men for
hvilket jeg derhos fra 14de Mai 1852 i en Aarrække fungerede som
Arkivar eller, som Stillingen nu rigtigere betegnes, som Redaktør,
idet det paahviler den nævnte Funktionær at besørge Udgivelsen af
Selskabets Skrifter. Efter at have nedlagt denne lønnede Post,
fungerede jeg derhos efter A. S. Ørsteds Død først en kort Tid som
Vicepræsident for Selskabet og blev derpaa fra 1867 valgt og senere
gjenvalgt til dets Præsident. Hovedledelsen af Selskabets Virksomhed
har iøvrigt efter Selskabets Vedtægter og hele Indretning altid
ligget hos Sekretæren, medens Præsidenten -- hvilken Post fra den
første Præsidents: Grev Holsteins Tid stadig havde været beklædt af
Statsembedsmænd i de høieste Stillinger og først ved Ørsted og
endmere ved mig gik over til et af Selskabets ordentlige Medlemmer --
egentlig kun har at repræsentere Selskabet udad og at lede
Forhandlingerne i Møderne. I denne sidste Henseende er det lykkedes
mig at vinde og vedligeholde mine Kollegers Velvillie og maaske at
bidrage til at afværge et og andet Sammenstød. Men jeg blev unegtelig
overrasket, om end paa en glædelig Maade, da mine Kolleger i
Selskabet, i Anledning af 50 Aarsdagen for min Indtræden i samme, den
27de December 1883, til Minde om min Virksomhed i og for Selskabet
toge den Beslutning, at der hvert 5te Aar skulde kunne tildeles en
dansk Forfatter en Guldmedaille under Navn af den Madvigske
Æresmedaille som Belønning for et Skrift over Emner af sproglige
eller historiske Videnskaber, hvilken Medaille derhos samtidig
overraktes mig i Anledning af mit Skrift om den romerske
Statsforfatning og Statsforvaltning[111].