Universitet til ved festlige Leiligheder at lade sig repræsentere ved
fremmede Universiteter, saaledes 1861 i Kristiania, 1868 i Lund, 1875
i Leyden og 1877 i Upsala, og mine Embedsbrødre kaldte mig hvergang
til i Forening med Rektor alene (i Kristiania F. C. Bornemann, i
Leyden Nellemann) eller med Rektor og en anden Kollega at udføre
dette Hverv. Til Festen i Upsala havde jeg faaet en personlig
Indbydelse fra Universitetet dersteds. Alle disse Reiser bragte mig
Tilfredsstillelse for vort Universitets Vedkommende og Glæde ved den
Modtagelse og Indgang, jeg personligen vandt. Det kom mig tilgode, at
min Optræden og mine Udtalelser tydede paa et friere og videre
videnskabeligt Standpunkt, paa en alsidigere Livsdannelse og paa et
livligere og mildere Sind, end man maaske havde forudsat det hos den
strenge Grammatiker og Faglærer. De knyttede Bekjendtskaber og
Forbindelser, og det ikke udelukkende med Universitetslærere, have
bevaret sig. I Kristiania fandt jeg Leilighed til i en forresten
saare bekymringsfuld Tid, nemlig i Efteraaret 1870 under den
tydsk-franske Krig, at opfriske disse Bekjendtskaber, idet jeg var
anmodet om dér at holde en Række Forelæsninger, hvortil jeg som Emne
valgte Sprogets Væsen og Liv. -- Til disse Repræsentationer af vort
Universitet paa fremmede Steder knyttede sig tilsidst det Hverv, som
mine Embedsbrødres Tillid og Velvillie overdrog mig, og for hvis
Skyld jeg indstændig var bleven opfordret til at fortsætte noget
længere i mit Embede, end jeg ellers formedelst min Alder og mit Syns
stærke Svækkelse havde villet, nemlig som Rektor at lede vort
Universitets egen Firehundredaarsfest i 1879. Det er noksom bekjendt,
at Preussens og Østerrigs aldeles vilkaarlige Ophævelse af
Pragerfredens femte Artikel i Begyndelsen af Aaret foranledigede
Universitetets Lærerforsamling til den Beslutning at opgive den
paatænkte Indbydelse til samtlige europæiske Universiteter til at
deltage i dets Fest, fordi Samkvemmet med de udentvivl i størst Antal
indtræffende tydske Universitetsrepræsentationer baade vilde have
været ydmygende og let kunde fremkalde Ubehageligheder, og at
indskrænke Indbydelsen til et Antal Videnskabsmænd fra de nordiske
Broderriger, hvem akademiske Grader tildeltes. Denne Beslutning, der
ikke toges uden Modstand, navnlig ogsaa fra Kultusministeriets Side,
anbefalede jeg selv efter alvorlig Overveielse og føler mig
overbevist om, at vi deri valgte den rigtige Vei, og at vore
Bevæggrunde forstodes rigtig baade udenfor Tydskland og ligeledes i
Tydskland. Festen selv fik maaske ved Indskrænkningen et stærkere
Præg af Inderlighed og forløb heldig og glædelig under stærk
Deltagelse af de Studerende, Statsmyndighederne og Kjøbenhavns
Kommune samt de nordiske Fremmede. Til Emne for Talen ved Hovedfesten
i Frue Kirke valgte jeg Fremstillingen af Universiteternes egentlige
Opgave: ikke ene at besidde og beherske Videnskaberne, men at bevare,
forplante og bearbeide dem i Sammenhæng og gjensidig Paavirkning,
saaledes at en sand folkelig Dannelse derfra kunde hente Udspring og
Styrke og den sig frit bevægende nationale Litteratur og Kunst der
finde Støtte ved Selvbetragtning og Tradition, overalt med Henblik
derhos paa de særlige Forhold, hvorunder vort eget Universitet, paa
engang stillet ene og sluttende sig sammen med den europæiske
Videnskab, havde virket og virker. Talen, der aabent gik ind paa ikke
uvigtige Spørgsmaal, syntes at finde Anerkjendelse[99], og jeg havde
al Grund til at glæde mig ved den Velvillie, der samtlige Festdage
kom mig imøde og lettede mig den ikke ganske ringe Anstrengelse,
ligesom den havde staaet mig bi under Festens Forberedelse og de
dermed forbundne Vanskeligheder og Meningsforskjelligheder. -- Med
denne Fest var min Universitetsgjerning i det Væsentlige afsluttet.
For at føre Rektoratet tilende og i December Termin at kunne afslutte
mine Stipendieregnskaber havde jeg dog faaet det ordnet saaledes, at
min Afsked som Professor, der bevilgedes mig under 18de August 1879,
først blev at regne fra 1ste Januar 1880, dog saaledes at jeg
fritoges for at holde Forelæsninger i Efteraarssemestret 1879. Dette
gav Anledning til, at Embedsbrødre, Studerende og Medborgere udenfor
Universitetet endnu beredede mig personlig en med talrige
Lykønskninger (Adresser og Deputationer), rige Gaver og
Æresbevisninger forbunden Afskedsfest den 17de November: 50 Aarsdagen
for min Udnævnelse til virkelig Professor (de tre Aar, i hvilke jeg
havde været borte fra Universitetet, erstattedes paa en Maade ved de
tre Aar, i hvilke jeg inden 1829 havde været konstitueret Docent og
Lektor). Særlig bør jeg her nævne det ved denne Leilighed til Ære
for mig ved Sammenskud af Landsmænd stiftede, til Universitetet
knyttede Madvigske Jubilæumslegat paa 10,000 Kr., hvoraf dog mine
Døttre skulde nyde Renten i deres Livstid, og den til Ære for mig
samtidig prægede Guldmedaille[100].
{[99] Den findes, stenografisk gjengiven, trykt i den af
Universitetet besørgede Beretning om Festlighederne.}
{[100] Allerede adskillige Aar tidligere, nemlig i 1858, havde
ældre og yngre Kolleger og Disciple glædet mig og min Familie ved
en Gave af min Buste i Marmor, udført af den ældre Bissen, og paa
50 Aarsdagen for min Docentvirksomhed i 1876 hædrede 12 ældre og
yngre philologiske Disciple, der virkede i forskjellig Retning, og
hvoraf én Nordmand, mig ved Udgivelsen af et Festskrift, ligesom
det da i Kjøbenhavn samlede 1ste nordiske Philologmøde overleverede
mig en Adresse.}
Kort efter min Afgang fremkom der under Behandlingen af
Finantslovudkastet for 1880-81 i Finantsudvalget et Forslag om at yde
mig en aarlig Extrapension, som jeg ikke mente at kunne og burde
modtage, hvad jeg lettest kan udvikle ved nedenfor at meddele
de tvende Skrivelser, som jeg i den Anledning tilstillede
Kultusministeren og Finantsudvalget[101].
{[101]
#Kjøbenhavn# den 22de Febr. 1880.
Deres Excellence!
Af "Berlingske Tidende" for igaar Aftes, der først idag er kommen
mig tilhænde, erfarer jeg til min store Overraskelse, at Deres
Excellence til tredie Behandling af Finantslovudkastet i
Folkethinget har stillet og Udvalget tiltraadt et Forslag om en
Hædersgave til mig af aarlig 2000 Kroner. Idet jeg dybt paaskjønner
den store og for mig ærefulde Velvillie, hvorfra dette Forslag er
udgaaet og hvormed det er modtaget, ser jeg mig dog nødsaget til
indstændig at bede Deres Excellence at tage dette Forslag tilbage,
som jeg da haaber, at Ingen derefter vil optage. De Grunde, der
bevæge mig til denne Bøn, skal jeg i al Korthed tillade mig at
antyde, idet jo et rent personligt Skjøn og en Følelse bestemmer
deres afgjørende Vægt for mig. Allerede de mange Beviser paa
Regjeringens Naade og Kollegers og Medborgeres Velvillie, der i
Løbet af forrige Aar bleve mig til Del, maatte hos mig stundom
fremkalde en ængstende Tvivl om, hvorvidt jeg ved min videnskabelige
eller øvrige offentlige Virksomhed havde fortjent dem, og denne
Tvivl vilde ligeoverfor en Hæder og Belønning som den nu foreslaaede
blive forstærket og mere trykkende ved et andet Hensyn. Vistnok har
jeg i mit lange Embedsliv, dog ikke ganske uden egen Skyld, havt at
kæmpe med økonomiske Sorger, og vistnok forlader jeg Statens
Tjeneste som en ganske uformuende Mand; men, foruden at jeg er
vedbleven at oppebære min fulde Embedsindtægt i flere Aar efter at
min Virkekraft var meget væsentlig svækket ved mit Syns Svaghed, har
jeg ikke blot ved min Afsked opnaaet den høieste lovbestemte
Pension, men tillige næsten samtidig havt det Held ved kongelig
Udnævnelse til Medlem af Direktionen for den
Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse at opnaae en forholdsmæssig
betydelig Biindtægt, ved Siden af hvilken jeg oppebærer en mindre
for et andet lignende, om endog kun midlertidigt Hverv. Derved ere
mine Vilkaar som pensioneret Embedsmand blevne saa gunstige i
Forhold til andre ikke mindre fortjente Embedsmænds og
Videnskabsmænds Indtægter under deres Embedsvirksomhed eller efter
den, at en yderligere Forbedring af min personlige Stilling fra
Statens Side vilde gjøre Sammenligningen meget trykkende for mig
selv, ganske bortset fra Andres Vurdering. Jeg ønsker og haaber, at
min Betragtning, der ikke formindsker min Taknemmelighed, maa findes
fyldestgjørende til at begrunde den Bøn, jeg ovenfor har fremsat og
ikke kan frafalde.
Allerærbødigst
#J. N. Madvig#.
* * * * *
#Kjøbenhavn# den 22de Febr. 1880.
Idet jeg har den Ære at tilstille Folkethingets Finantsudvalg
igjennem dets Formand Afskrift af en Skrivelse, som jeg afsender til
Hs. Excellence Kultusministeren i Anledning af et mig vedkommende
Forslag til 3die Behandling af Finantslovudkastet, beder jeg det
meget ærede Udvalg at modtage min oprigtigste Tak for den hædrende
Velvillie, hvis Resultat jeg af de i Skrivelsen anførte Grunde ikke
ser mig istand til at modtage.
Med største Høiagtelse
ærbødigst
#J. N. Madvig#.
Til
Formanden for Folkethingets
Finantsudvalg.}
Med Paaskjønnelse af at jeg efterhaanden har nydt alle de Goder og
Fordele, som Universitetet kan yde sine Lærere, vil jeg tilsidst
endnu her nævne, at jeg fra Efteraaret 1872 kom i Besiddelse af den
eneste tilbageværende virkelige Professorgaard, efterat jeg et Par
Aar iforveien havde været ubetænksom nok til at lade den gaae mig
forbi, og at jeg efter min Afskedigelse ved venlig Imødekommen af og
Overenskomst med tidligere Kolleger (Hermansen og Holten) deri er
vedbleven at have en hyggelig Alderdomsbolig i nær Berøring med de
Institutioner, hvortil jeg i saa mange Aar har været knyttet, -- samt
at jeg ved alle festlige Sammenkomster mellem Lærerne ved vort eget
og vort Nabouniversitet i de følgende Aar vedblivende er regnet med
iblandt disse.
Med Professoratet overtog jeg i Januar 1852 tillige atter det Embede
som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, som jeg i 1848 kun
havde beklædt i nogle faa Maaneder, og udførte det med Lyst og
Kjærlighed. Den personlige Inspektion af Skolerne maatte paa Grund af
mit Universitetsembede med ganske faa Undtagelser indskrænkes til og
forbindes med den Reise, jeg hvert Aar i Løbet af en Maaned foretog
for at kontrolere Afholdelsen af Afgangsexamen til vexelvis det halve
Antal af offentlige lærde Skoler og til Dimission berettigede private
Instituter. Da jeg ved de offentlige Skoler foruden Afgangsexamen
gjorde mig Umage for at se og høre saameget af Klasseundervisningen,
som det paa nogen Maade var muligt, og at samtale med Rektorer og
Lærere om Skolernes Anliggender, var Reisen travl og anstrengende,
idet den mindst mulige Tid anvendtes til Flytning fra Sted til Sted
og til Hvile; men den var tillige i dobbelt Henseende oplivende, dels
ved de vexlende Naturindtryk, som jeg nød med stor Glæde, og som
efterhaanden samlede sig til en fyldig Anskuelse af hele vort
Fædreland og dets Egne, dels og fornemmelig ved den Imødekommen og
Velvillie, som jeg næsten uden Undtagelse traf hos Lærerpersonalet og
hos de stedlige Embedsmænd, med hvem min Gjerning bragte mig i
Berørelse; jeg troer, at jeg navnlig hos Lærerpersonalet nogenlunde
fortjente denne Imødekommen ved human Optræden og ved alvorlig
Bestræbelse for at fremme dets Interesser og Vel, om jeg end ofte kun
kunde udrette Lidet. Ogsaa har jeg bevaret en glædelig Erindring af,
hvad jeg ad forskjellige Veie kunde overbevise mig om, at jeg heller
ikke af Disciplene, navnlig Dimittenderne, betragtedes med Ugunst
eller Frygt, men fandt Paaskjønnelse som en vel alvorlig, men derhos
mild og upartisk og ligeoverfor særlige Tegn paa Dygtighed eller
Bekymring og Tryk opmuntrende og deltagende Dommer. Forat
Undervisningen i de Fag, i hvilke jeg ikke turde tiltroe mig selv
nogen sikker Dom, kunde blive behørig kontroleret og de dem
repræsenterende Lærere finde Opmuntring i Berørelse med fuldt
fagkyndige Mænd, formaaede jeg med Ministeriets Tilladelse afvexlende
Universitetslærere i de naturvidenskabelige og mathematiske Fag
(navnlig oftere Steenstrup, Holten og Steen) eller i de nyere Sprog
(Bjerring) til at ledsage mig paa disse Reiser, og jeg troer, at de
derfra have bevaret Erindringen baade om alvorligt Samarbeide og
livligt og venligt Samkvem, stundom maaske med lidt Beklagelse over
den noget anstrengende Færd, jeg bød Andre, fordi et stærkt Helbred
tillod mig selv at udholde den. -- Til Inspektionsreiserne og
Indberetningerne om dem sluttede sig i den øvrige Del af Aaret
Indstillinger og Betænkninger til Ministeriet samt Cirkulærskrivelser
til Skolerne om allehaande Skoleanliggender efter Ministeriets Krav
eller af egen Drift[102]. Ministeriets Arkiv bevarer Vidnesbyrd om,
at denne Virksomhed var omfattende og indgaaende, navnlig da ogsaa i
Alt, hvad der vedkom Embedsbesættelser, Befordringer og stundom
Afskedigelser, og at jeg i denne Henseende lod mig det være
magtpaaliggende at erhverve mig paalideligt Kjendskab til hele
Personalet og i Henhold til dette Kjendskab at udtale mig for
Ministeriet aabent og uforbeholdent, men tillige billig, skaansomt og
med Overveielse af alle i Betragtning kommende Omstændigheder. Paa
den anden Side maa jeg erkjende, at de forskjellige Ministre idethele
ydede mine Indstillinger i personlige Anliggender den Opmærksomhed,
jeg kunde forlange. At de tretten Mænd, der i Tidsrummet
1852-1874[103] beklædte Posten som Minister for Kirke- og
Undervisningsvæsenet, ingenlunde alle havde tilegnet sig et nærmere
Kjendskab til eller en fast Mening om det lærde Undervisningsvæsen,
og at de, der i større eller mindre Grad havde saadan Kundskab og
Mening og en dermed forbunden alvorligere Interesse for Gjenstanden,
tildels stode paa meget afvigende Standpunkter, behøver ikke at
siges. Disse Uoverensstemmelser traadte da naturligen frem i
Behandlingen af de tildels indgribende Spørgsmaal, der efterhaanden i
Ministeriet selv eller fra forskjellige Sider udenfor Ministeriet
reistes om selve den i 1849 fastsatte Undervisningsplan, og den
omfattende Deltagelse i disse Forhandlinger, som mit Embede paalagde
mig, og som min Interesse for Sagen skærpede, kunde ikke undgaae
enkelte Gange at blive noget vanskeligere ved min eiendommelige
Stilling som den, der havde en væsentlig Del i Undervisningsplanens
Udarbeidelse og Ansvaret for dens almindelige Indførelse. Det kan
ikke være Hensigten her i det Enkelte at gjennemgaae disse
Forhandlinger, hvis officielle Aktstykker findes samlede i Lindes og
Asmussens Meddelelser angaaende de lærde Skoler for Aarene 1857-1878
(Kjøbenhavn 1879 ff.), og der, som jeg haaber, bære tilstrækkeligt
Vidnesbyrd om den Alvor og Frimodighed, hvormed jeg ligeoverfor
samstemmende eller afvigende Ministre gik ind paa Drøftelsen. --
Efterat Undervisningsplanen i det Væsentligste var bleven gjennemført
uantastet i Aarene 1850-1858[104] (-- i disse Aar var jeg i 1855
Medlem af en Kommission om Realundervisningen ved nogle lærde Skoler
og i 1857 af en Kommission om Undervisningen og Afgangsprøverne i de
lærde Skoler --), falder det første Hovedafsnit af de omtalte
Forhandlinger i Aarene 1859 til 1864 under Monrads, Engelstofts og
Heltzens Bestyrelse af Ministeriet. V. Borgen kom i sin korte
Funktionstid ikke til nogen Virksomhed i denne Retning. En livlig
Deltagelse udenfra udtalte sig i det nævnte Tidsrum i et Par Adresser
og i et ikke ganske ringe Antal af Smaaskrifter og Bladartikler
(opregnede i de nævnte Meddelelsers første Hefte S. 39), paa hvilke
jeg delvis svarede i en Piece fra August 1860: "I Anledning af de
Angreb, der nylig ere gjorte paa de lærde Skolers Undervisningsplan".
Monrad, hvis Indflydelse tillige ganske beherskede den lidet
selvstændige Engelstoft, havde dengang en stærk Tilbøielighed til at
ophæve den i 1849 trufne Grændse imellem Skolerne og Universitetet
og ved Gjenoprettelse af den saakaldte anden Examen, omend i
noget forandret Skikkelse, ganske at borttage Grundlaget for
Undervisningsplanen af 1849, men begge Ministre fandt i det Hele en
bestemt Modstand mod deres gjentagne Forslag og Henvendelser hos
Skolerne og Konsistorium, til hvilke jeg kunde slutte og støtte
mig uden at miskjende, at den siden 1849 og 1850 bestaaende
Indretning paa nogle Punkter trængte til ikke uvæsentlige
Ændringer. Min Slutningsindstilling herom fremkom til Ministeriet
under 15de Oktober 1864 og lagdes af Ministeren (Heltzen) med
ganske ringe Modifikationer til Grund for den efter kongelig
Resolution udfærdigede Bekjendtgjør. af 30te Novb. 1864, hvorved
Afgangsexamens Deling i to selvstændige Afdelinger ophævedes og
mindre Modifikationer indførtes i Bestemmelserne om de enkelte
Læregjenstande, deriblandt om Latinundervisningens Begyndelse og om
Adgang til Undervisning i Engelsk i øverste Klasse. Ved de trufne
Bestemmelser var tillige det Hensyn taget, som jeg og Andre troede,
at der kunde og burde tages til de under de forudgaaende
Forhandlinger stærkt fremtraadte Klager over Disciplenes
Overbebyrdelse. Selv fremgaaet sund og stærk fra et til kun faa Aar
concentreret Skolearbeide, men med dengang meget kortere Ferier og
under Fattigdommens tilføiede Tryk, har jeg altid havt en varm
Følelse for Bevarelsen af Disciplenes Sundhed og legemlige Velvære og
for Tilstedelsen af Adgang til barnlig og ungdommelig Forfriskelse og
Glæde; men i mange af Klagerne over Tilsidesættelse af disse Hensyn
har jeg maattet skrive en stor Del paa Forældres og Slægtninges
Uforstands og paa en slap Forlystelsessyges Regning, medens en anden
Del faldt paa en forkert Bedømmelse af Børnenes Evne til overhovedet
at gjennemgaae den lærde Skole. -- Forsaavidt nu ved Bedømmelsen af
denne Evne dog tillige unegtelig Begavelsens og dermed den naturlige
Lysts forskjellige Retning fremtræder som et berettiget Moment, saaat
mindre gode Anlæg i én Retning ikke bør udelukke Anlæg i anden
Retning fra at komme til Anerkjendelse og Udvikling, og forsaavidt et
tilbørligt Hensyn til denne Forskjellighed kan gjøre den Unges Vei
igjennem Skolen lettere, bleve i det næste Afsnit af min
Skolevirksomhed Overveielserne rettede herpaa, og disse ledede til
Loven af 1ste April 1871 om Undervisningen i de lærde Skoler. I
Forberedelsen af denne Lov og særlig i Udarbeidelsen af Udkastet
dertil, som Hall, efter at være indtraadt i Ministeriet den 28de Mai
1870, allerede i Oktober samme Aar forelagde Rigsdagens Folkething,
havde jeg ingen fremragende Andel, hvorvel jeg baade i Løbet af
Juni Maaned privat samtalte saavel med Ministeren som med
Departementschefen om det allerede i længere Tid før Halls
Indtrædelse drøftede Spørgsmaal om en Deling af Skoleundervisningen
paa dens øverste Trin, et Spørgsmaal, ved hvilket Opmærksomheden
nødvendig ogsaa rettedes paa den i Frankrig nylig indførte saakaldte
"bifurcation" af Lycealundervisningen, og deltog i den Forhandling om
Sagen, som Ministeren ved Skrivelse af 13de Juli foranledigede
afholdt med en Del Skolemænd (ogsaa Forstandere for Privatskoler) og
Professor Steen (se de før citerede Meddelelser S. 201 ff.). Medens
jeg fuldkommen billigede og selv tidlig havde henpeget paa en vis
Deling af Disciplene paa det øverste Trin i to Grupper med ikke ringe
Lempelser i de forskjellige Fag for hver af Grupperne, mente jeg
allerede dengang, at Udkastet ved fuldstændig Tilslutning til det
franske System gjorde Adskillelsen for stor og derved Undervisningen
i de høiere Klasser for hver Gruppe noget for ensidig ved fuldstændig
Udelukkelse i Skoletidens sidste og modneste Aar af Fag, med Hensyn
til hvilke jeg ikke kunde gaae videre end til at tilraade
Indskrænkning og Lettelse. Det var ogsaa den fuldstændige Adskillelse
paa det øverste Trin, der fremkaldte noget for strenge Fordringer paa
og foran det Trin, fra hvilket Adskillelsen skulde indtræde. Dog skal
jeg ikke nu kunne sige, med hvilken Grad af Klarhed i det Enkelte
Ulemperne allerede viste sig for mig i 1870. Ganske bestemt var jeg
allerede dengang, hvad jeg ogsaa udtalte og motiverede under
Lovudkastets Forhandling i Landsthinget, imod Nedlæggelsen af
Skolernes to nederste Klasser, hvorved jeg antog, at den faste
Underbygning i Kundskabselementerne og Læremethoden vilde svækkes
ikke lidet, medens det tilstræbte økonomiske Resultat vilde blive
temmelig illusorisk.[105] I Folkethinget, hvor Ministeren først
forelagde Lovudkastet, blev der af et ikke stort og i sin
Overbevisning usikkert Flertal vedtaget en fuldstændig omskabt Form
deraf, i hvilken det Eiendommeligste var Indførelsen af en
besynderlig tredie Undervisningslinie, bygget paa nordisk Sprog og
Historie, ved Siden af de to i Lovudkastet opstillede. I Landsthinget
blev derfor Hovedopgaven for Ministeren at faae Lovudkastet fra denne
aldeles ubrugelige Skikkelse ført tilbage i det Væsentlige til den,
hvori han først havde forelagt det, hvilket Resultat ogsaa opnaaedes,
hvorefter Folkethinget vedtog Forslaget, som det var kommet tilbage
fra Landsthinget. Der var dog i det sidstnævnte Thing sket nogle
Lempninger og Indrømmelser, hvormed jeg ikke kunde føle mig tilfreds,
dels med Hensyn til de nyere Sprog, af hvilke det tydske fortrængtes
fra den faste Stilling, som det efter min Mening, saa stærkt jeg end
til enhver Tid har kæmpet for mit Folks Ret mod Fortydskning og
tydske Overgreb, ifølge vore geografiske og især historiske Forhold
og hele Stilling i Kulturen bør indtage, dels med Hensyn til den
skriftlige Indøvelse i den latinske Sprogform ogsaa for de øverste
Klasser i den sproglig-historiske Afdeling af Disciple; den efter mit
Forslag i Stedet optagne franske Stilskrivning og Stilprøve var, som
jeg nu erkjender, en betænkelig Erstatning. Iøvrigt ydede jeg i
Landsthinget Ministeren min fulde Understøttelse (naturligvis med
Undtagelse af Spørgsmaalet om Klassenedlæggelsen) med Tilbagetrængen
af mine øvrige Tvivl, navnlig ved kraftig og skaanselløs Bekæmpelse
af den forkerte og sygelige Særretning, der havde fremkaldt Forslaget
om den tredie Undervisningsafdeling, et Punkt, hvori Hall baade efter
sin Natur, sin Stilling og visse Forbindelser og Sympathier var
mindre oplagt til ganske at tage Bladet fra Munden. Mig har det
igjennem min hele videnskabelige og politiske Virksomhed været en
Hovedopgave paa den ene Side at hævde og forsvare vor nordiske
Folkeeiendommelighed indenfor dens berettigede Grændser og vort
særlige Bidrag til den europæiske Fælleskultur, men paa den anden
Side uden Sky at gjøre gjældende, at kun i Tilslutningen til denne
Fælleskultur og i Anerkjendelsen af dens universalhistoriske og
centrale Udvikling finde vi det faste Grundlag for et fyldigt og
tilfredsstillende nationalt Aandsliv. -- Efter Lovens Vedtagelse og
Udstedelse medvirkede jeg endelig efter Pligt i det sidste Afsnit af
min Virksomhed som Undervisningsinspektør ved den nærmere
Udarbeidelse og Indførelse i det Enkelte af Lovens Indhold. Allerede
flere Aar iforveien havde jeg imidlertid (i en Skrivelse af 15de
Oktb. 1864, se Lindes Meddelelser S. 161) for Ministeriet udtalt, at
det turde være hensigtsmæssigt at ophæve Undervisningsinspektørens
Embede og istedet derfor at sætte en af forskjellige videnskabelige
Fagmænd udført flersidigere Kontrol med de lærde Skoler, og denne
Tanke fik ved Undervisningens Deling en endnu større Berettigelse,
og, da nu dertil kom dels min i visse Punkter fra den nye Ordning
noget afvigende Mening, dels min fremrykkede Alder og den indtraadte
Svækkelse af mit Syn, trak jeg mig under uafbrudt venskabeligt
Forhold til Hall i Slutningen af 1874 (den 14de Decb.), altsaa
omtrent samtidig med Nedlæggelsen af min Rigsdagsvirksomhed, tilbage
fra mit omtalte Embede ved Skolerne for derefter alene at arbeide i
Universitetets Tjeneste og for mig selv; at jeg ikke uden et vist
Savn afbrød Forbindelsen med Skolerne, ved hvilke jeg talte saamange
Venner og tidligere Disciple, behøver ikke at siges,[106] og min
Interesse for deres rolige Udvikling overfor nye Reformplaner har jeg
endnu i 1877 havt Leilighed til at lægge for Dagen i mine da i
"Berlingske Tidende" for den 13de Marts indrykkede og særlig
aftrykte: "Nogle Ord til Fremme af Besindighed ved den lærde Skoles
Reform" med nogle Tillægsbemærkninger dertil i samme Tidende for 11te
April s. A., foranledigede ved de da af Dr. V. Pingel fremsatte
Ideer.
{[102] Her skal jeg i saa Henseende særlig nævne de af mig under
27de Februar 1855 efter Aftale med Ministeriet udsendte trykte:
"Bemærkninger om Behandlingen af den danske Retskrivning nærmest i
de lærde Skoler, henstillede til Lærernes Overveielse af
Undervisningsinspektøren", fordi disse Bemærkninger gjentagende
have været gjorte til Gjenstand for Omtale fra andre Sider. -- En
senere Opfordring fra Ministeriet (i 1867) til at udarbeide en
egentlig Retskrivningslære, som det skulde paalægges Skolerne at
gjennemføre, mente jeg ikke at kunne efterkomme.}
{[103] Kultusministeriet bestyredes efter min Udtrædelse og indtil
min Afgang fra Undervisningsinspektoratet af P. G. Bang (udnævnt
7de Decb. 1851), Simony (3die Juni 52), Ørsted (29de April 1853),
Hall (12te Decb. 1854), Monrad (6te Mai 1859), Borgen (2den Decb.
1859), atter Monrad (24de Februar 1860), Engelstoft (31te Decb.
63), Heltzen (11te Juli 1864 ad interim), Bræstrup (7de April 65 ad
interim), Rosenørn-Teilmann (6te Novb. 65), Kierkegaard (4de Septb.
1867), Aleth Hansen (15de Mai 1868), E. Rosenørn (23de Septb.
1869), Hall (28de Mai 1870).}
{[104] Fra denne Periode skal jeg dog blot tillige nævne to
Artikler i "Dagbladet" for 11te og 13de Februar 1855, hvori jeg
under Mærket "j" imødegik fremkomne Ideer om Nedlæggelse af vore
offentlige lærde Skoler.}
{[105] Som bekjendt, har Praxis søgt at raade Bod paa, hvad der ved
de offentlige Skoler tabtes ved de to Klassers Nedlæggelse, gjennem
Oprettelsen af Forberedelsesklasser, ledede og underviste af
Skolernes Lærere og i meget nær Forbindelse med Skolerne.
Privatskolerne nedlagde naturligvis ingen Klasser, men udstrakte
tildels den forberedende Undervisning endnu længere nedad.}
{[106] En til den sidste Periode af min Virksomhed som
Undervisningsinspektør henhørende vigtig Erklæring angaaende Sorø
fra 1868 er omtalt ovenfor Side 162.}
* * * * *