at vi, ikke blot fordi vi faae et Fæstningsartilleri, maae have en
Fæstning eller Fæstninger, men at vi maae have en Fæstning, fordi
vi maae have en Hær, og fordi jeg ikke kan tænke mig en Hær, der
ikke har en stærk Vaabenplads."}
Ved Landsthingets Fornyelse i September 1874 frabad jeg mig i en
Skrivelse til de daværende Valgmænd for Kjøbenhavn baade paa Grund af
min Alder, der opfordrede til Begrændsning af Arbeider og
Tankeformaal, og af mit allerede dengang stærkt svækkede Syn[93]
Gjenvalg, idet jeg betonede, at jeg vel ikke uden Betænkning og nogen
indre Modstræben i en alvorlig og vanskelig Tid trak mig tilbage fra
en Stilling, hvis Krav jeg efter Evne havde bestræbt mig for at
opfylde, og hvori der i saa lang Tid var vist mig Tillid, men hvortil
der paa den anden Side kunde ønskes yngre Kræfter, medens jeg paa det
stærkeste maatte føle mig opfordret til at anvende den Tid og den
Arbeidskraft, der endnu kunde være mig levnet, paa min Embedsgjerning
og de videnskabelige Opgaver, som jeg havde stillet mig; -- jeg
modtog derpaa fra Valgmændene en venlig Svar- og Afskedsskrivelse.
-- Skjøndt man endnu ikke da var naaet til det Punkt, at
Utilstrækkeligheden af Grundlovens Bestemmelser om Forholdet imellem
begge Thing med Hensyn til Finantsloven havde vist sig gjennem en
nødvendig bleven provisorisk Finantslov, hvad jo først skete i 1877,
havde jeg dog set Nok til at finde mine Betænkeligheder fra 1849
bestyrkede og til, at mit Sind var fyldt med en Bekymring for
Fremtiden, der destoværre har fundet sin fulde Bekræftelse paa den
Tid, da jeg nedskriver disse Blade, og jeg havde ogsaa i andre
Retninger havt rig Leilighed til at føle saavel Vanskeligheden ved at
gjennemføre en virkelig Ligeberettigelse og lige Indflydelse for to
Afdelinger af Folkerepræsentationen, naar denne Deling kun er
fremkommen ved en uhistorisk positiv Bestemmelse, som den Svækkelse
af den hele Repræsentations Totalkarakter og af de konservative
Elementers virkelige Indflydelse, der følger af disses Udsondring for
sig og deres kun tilsyneladende anseligere Stilling. -- Naar jeg ser
tilbage paa min egen Deltagelse i det politiske Liv og de
parlamentariske Forhandlinger, paatrænger der sig mig Følelsen af
derved at have lagt større Stræben efter indtrængende Erkjendelse og
Uafhængighed af traditionelle Meninger og Forestillinger for Dagen
end praktisk ihærdig Handlekraft; mest har det skortet mig paa, hvad
jeg vil kalde den agitatoriske og partisamlende Evne og Lyst; naar
jeg havde udtalt, hvad der forekom mig at være det Sande og Rette,
stundom med Klarhed og ikke uden Kraft og Iver, har jeg for ofte
ladet det blive derved og stolet formeget paa Sandhedens Magt.
{[93] Udgiverens Anmærkning: Allerede i August 1852 forundtes der
min Fader Tilladelse til at udsætte Begyndelsen af sine
Forelæsninger i samme Efteraar noget paa Grund af en da indtraadt
sygelig Tilstand af det ene Øie. Et lignende Anfald tvang ham til i
Sommeren 1857 i nogen Tid ganske at standse sit Arbeide. Den senere
Svækkelse hidrørte fra, at der paa begge Øine udviklede sig Stær,
som man ikke turde gjøre til Gjenstand for Operation under Hensyn
til en ganske vist hævet Nethindebetændelse paa det ene Øie, der
befrygtedes at ville gjenindtræde ved en Operation og da at ville
medføre fuldstændig Blindhed, medens nu dog en lille Rest af Synet
paa det ene Øie var tilbage.}
Ganske har jeg dog efter min Udtrædelse af Rigsdagen ikke kunnet tie,
hvor det forekom mig, at uberettigede og vilkaarlige Anvendelser af
traditionelle og fra Udlandet laante Forestillinger eller aabenbart
urigtige Fortolkninger af Grundloven og vor derpaa byggede
Forfatnings Indretning fremtraadte altfor kækt. Ligesom jeg, medens
jeg endnu havde Plads i Landsthinget, i en ogsaa særskilt aftrykt
Artikel i "Dagbladet" for 17de Oktober 1873 (under Mærket g):
"Finantslovens Nægtelse" stærkt havde hævdet og paavist Forpligtelsen
for hvert Thing til at vedtage en til dets Overbevisning svarende
Finantslov, saaledes fandt jeg Opfordring til i "Dagbladet" for 1876
først i en Artikel for 4de April: "Landsthinget og Situationen" at
hævde det nævnte Things Stilling overfor Ministeriet og dernæst i
ommeldte Blads Nummere for den 18de og 20de November i en Artikel med
Overskriften: "Grundloven og Ministerskifter" (ligeledes under samme
Mærke) bestemt at udtale mig imod Kravet paa en saakaldet
parlamentarisk, paa Ministeriets Overensstemmelse med Folkethinget
beroende Regjering som paa nogensomhelst Maade forudsat i vor
Grundlov, idet jeg ikke forbigik den Svaghed, hvormed Mænd, der
ellers ikke stode mig fjernt, bekæmpede Fordringen med blotte
Betimelighedshensyn, medens de af doktrinær Respekt for det engelske
Forbillede ikke vovede ligefrem at forkaste den. I 1876 udgav jeg
derhos i Anledning af det da forelagte Befæstningslovudkast en Piece:
"Om Danmarks Forsvar og dets Understøttelse ved Fæstningsværker af en
civil Mand", hvori jeg bestemt udtalte mig for Kjøbenhavns Befæstning
som Hovedsagen, hvilken Piece, der da gik ubemærket hen, senere med
mit Minde er bleven gjenoptrykt i Septb. 1880 under mit Navn af
Forsvarsforeningen for Fyens Stift[94]. Endelig kunde jeg i 1882,
hvormeget jeg end i de fleste Punkter ellers var uenig med
Folkethingets Venstre, ikke billige den Maade, hvorpaa adskillige
indflydelsesrige Høiremænd af Landsthingets og Folkethingets
Ligeberettigelse søgte at udlede Gyldigheden af Finantsbevillinger
givne alene af det ene Thing (Landsthinget), og efterviste, hvad jeg
endnu føler mig overbevist om, aldeles afgjørende Nødvendigheden af
begge Things samstemmende Bevilling (den med Navnet "Nei-Theori"
stemplede Mening) i de tidligere nævnte "Bemærkninger om
Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen
af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede
Rigsdagssamling", der fandtes for heterodoxe til at finde Optagelse i
"Berlingske Tidende"[95], og jeg føiede dertil i Anledning af en
temmelig overmodig Modartikel i "Berlingske Tidende": "Endnu et Par
Ord om Landsthingets og Folkethingets forenede Bevillingsret"[96].
{[94] Dette gav atter Anledning til, at jeg i 1881 efter Opfordring
kom til i "Vort Forsvar" at anmelde v. Hallers Skrift: "Om Strategi
og Politik."}
{[95] "Dagbladet" gav mig dog i Anledning af dets Anmeldelse af min
Piece Plads for nogle Modbemærkninger i dets Nummer for 15de August
("Endnu nogle Bemærkninger om Neitheorien").}
{[96] Udgiverens Anmærkning: Naar min Faders Piece: "Den frivillige
Selvbeskatning til Fædrelandets Forsvar og det første Fort ved
Kjøbenhavn", der udkom i December 1885, ikke findes omtalt her, er
det selvfølgelig kun begrundet i, at han allerede i Foraaret
forinden havde afsluttet Diktatet af sine Livsoptegnelser. I det
jeg derfor kun nævner samme her, skal jeg ligeledes blot nævne den
i November f. A. kort før hans Død som Manuskript i 50 Exemplarer
trykte Piece af ham: "Om og i Anledning af Høiesteretsdommen den
15de Oktober 1886", der imod hans Villie blev Gjenstand for
offentlig Omtale, idet jeg tilføier, at hans Børn have ment ikke at
burde efterkomme de til os fra forskjellige Sider efter hans Død
rettede Opfordringer om at offentliggjøre Piecen.}
For at fuldstændiggjøre den her givne Oversigt over min Medvirkning
i offentlige Anliggender udenfor min direkte Embedsvirksomhed skal
jeg endnu kun tilføie, at jeg har været Medlem af tre til Behandling
af kirkelige Anliggender ved kongelig Resolution nedsatte
Kommissioner. I den første, hvis Kommissorium, fremkaldt af Ørsted
som Minister, var af 17de December 1853, overtog jeg, efterat I. P.
Mynster var død efter Afholdelsen af et Par Møder, Formandspladsen og
søgte alvorligen at fremme saavel Afgivelsen af Betænkningerne over
de enkelte af Ministeriet forelagte Sager som Indgivelsen af et
Andragende om en Kirkeforfatning, en Sag, i hvilken jeg ansaae mig
for bunden ved den af mig som Minister paatagne Forpligtelse, og
hvori jeg sluttede mig sammen med Clausen, I. F. Fenger, Casse, Hall,
Tryde og Andre, medens Martensen, Brammer og Flere bleve staaende ved
et mere begrændset Forslag om et Kirkeraad. Kommissionens
Betænkninger og Andragender ere trykte i 1854. Den anden Kommission,
der nedsattes den 5te Juli 1859, beskæftigede sig kun med
Spørgsmaalet om Fraskiltes Vielse, der dog ikke derved bragtes til en
endelig Løsning, som det fremgaaer af den særlig trykte Betænkning. I
den 3die Kommission, der nedsattes den 18de Juni 1868 efter
Indstilling af Kultusminister Aleth Hansen, og hvori Hall førte
Forsædet, havde jeg maaske gjort rettest i ikke at indtræde, da jeg i
de mellemliggende Aar havde fjernet mig længere og bestemtere fra den
givne faste kirkelige Grundvold; men, da jeg undvigende en Erklæring
herom havde modtaget Udnævnelsen, bestræbte jeg mig for at hævde og
forsvare, hvad der fulgte af den givne konfessionelle Kirkes Væsen
som Forudsætning for Statens Forhold til den, og jeg kom herved til
at indtage et mere konservativt Standpunkt, navnlig ligeoverfor de
forskjellige Afskygninger af Grundtvigianismen, end tidligere.
Iøvrigt frembragte heller ikke denne Kommission, hvis Forhandlinger
tryktes i 1870, noget praktisk Resultat[97].
{[97] Udgiverens Anmærkning: Det bør her endnu nævnes, at min Fader
i 1878 under Mærket: "en Mand af Høire" havde i "Dagbladet" for
2den Februar og 13de Marts skrevet to Artikler om "Stiftsmidlerne
(Kirkemidlerne) og Lovgivningsmagten", den sidste fremkaldt ved en
mellemliggende Modartikel.}
* * * * *
Ved Universitetet, hvilket i Forbindelse med videnskabelige Arbeider
min Livsvirksomhed fra 1852 af atter væsentlig tilhørte, begyndte jeg
strax i Februar det nævnte Aar mine Forelæsninger og fortsatte dem
uafbrudt med Undtagelse af noget af Efteraarssemestret 1860, det
meste af Foraarssemestret 1869 og lidt af Efteraarssemestret 1870, da
jeg var borte paa Reiser, samt en enkelt Udsættelse paa Grund af
Rigsraads- eller Rigsdagsarbeide indtil 1879, i de sidste tre Aar dog
noget hindret i fuld Virksomhed ved det svigtende Syn.
Medens jeg før 1848 ifølge min Ansættelse og den overleverede
Vedtægt, som kollegiale Hensyn ikke tillode at forandre, havde
indskrænket min Lærevirksomhed til den latinske Philologi med
Undtagelse af, som tidligere berørt, halvt hemmelige exegetiske
Øvelser i de sidste Aar over græske Prosaister og af den
encyclopædiske Fremstilling af hele den klassiske Philologis Opgave
og Methode, var jeg nu ved selve min Udnævnelse til Professor i
klassisk Philologi ligesaavelsom ved Fritagelsen for de tidligere til
2den Examen holdte Forelæsninger, men fremfor Alt ved min egen indre
Drift opfordret til i Kredsen af mine Forelæsninger og Øvelser
ligelig at omfatte begge Sider af den klassiske Oldtid, og denne
Udvidelse af min Lærevirksomhed stødte heller ikke længer paa nogen
Vanskelighed fra min ældre Kollegas og Vens F. C. Petersens Side. Jeg
holdt altsaa fra nu af ikke blot exegetiske Forelæsninger og Øvelser
saavel over græske Digtere, navnlig Sophokles, Euripides,
Aristophanes og en enkelt Gang Pindar, som over Prosaister: Thukydid,
Plato, Demosthenes og andre Talere samt sjeldnere Polyb og Plutarch,
men foredrog ogsaa med stor Interesse den græske Litteraturs Historie
(indtil og med den alexandrinske Tid) og en Fremstilling af de
græske, navnlig attiske, Statsindretninger, idet jeg, efter at have
orienteret mig i de nærmest forudgaaende tre Aars philologiske
Litteratur, ved Siden af mine gjenoptagne latinske Studier begyndte
og efterhaanden gjennemførte et nyt sammenhængende Studium af den
opbevarede græske Litteratur, som jeg fra Homer af fuldstændig
gjennemgik indtil de alexandrinske Digtere (Apollonius Rhodius,
Kallimachus og Theokrit) og i Prosa (med Undtagelse af Aristoteles's
og Theophrats naturhistoriske Skrifter og den førstes Metaphysik)
helt ned gjennem Polyb, Diodorus Sikulus og Strabo lige til Plutarch
og Lukian. Af hvad der ligger efter denne Tidsgrændse medtog jeg
derhos i sammenhængende Læsning nogenlunde tilstrækkelige Prøver til
at orientere mig med Hensyn til Benyttelsen af de mangfoldige deri
adspredte Levninger fra og Erindringer om den ældre Tid; kun Athenæus
gjennemarbeidede jeg tilsidst helt, for ikke at tale om de græske
Skribenter over romersk Historie indtil og med Herodian. Ogsaa paa
den latinske Side førte jeg den fuldstændige Læsning af den prosaiske
Litteratur ned til det fjerde Aarhundrede med Tilføielse af ikke
ubetydelige Afsnit af Retskilderne. Et Vidnesbyrd om denne
Gjennemarbeidelse af Oldtidsforfatterne foreligger i mine Adversaria
Critica, hvorom nedenfor. Heller ikke de græske Indskrifter, især de
attiske, forsømte jeg; med de latinske havde jeg allerede før
beskæftiget mig ikke ganske lidet, men udvidede og uddybede Studiet,
efter at den af Mommsen grundlagte Samling havde gjort Stoffet
tilgængeligere. Mine Forelæsningers og Øvelsers Karakter blev, omend
i det Enkelte modificeret ved vunden Erfaring, i Hovedsagen den
samme som tidligere, idet jeg fremdeles stræbte efter paa Grundlaget
af en sikker Sprogkundskab, klaret ved Indsigt i Sprogets
almindelige Væsen, hos de Studerende at opbygge en alle væsentlige
Momenter omfattende Oversigt over Oldtidslivet i dets særegne og
historiske Udvikling. Jeg søgte at fremkalde Tilfredsstillelse ved
Forstaaelsesvirksomheden og alvorlig og flersidig historisk
Interesse, naturligvis med Glæde henvisende til det Skjønne og
Dygtige, især de primitive, simple og naturlige Kulturformer, men
uden begeistret Prisen af Oldtiden som den bedre Tid, som den i
uopnaaelig Herlighed straalende Menneskehedens Adel. Overhovedet
bestemtes mine Forelæsningers Form og Indhold ved min Forestilling om
den vordende philologiske Lærers Evne til at gjennemføre den Opgave,
jeg stillede den humanistiske Side af Skoleundervisningen, nemlig
dybere at begrunde Dannelsen ved Selvbeskuelse af Oldtidens
eiendommelige Kultur i Modsætning til den moderne, og ved min
derefter formulerede Anordning af den philologisk-historiske
Embedsexamen. De Unge, der henvendte sig til mig ved deres Studiers
Begyndelse, gjorde jeg mig Umage for klart at fremstille, hvad de i
Studiet havde at vente, og hvilke Krav det gjorde til dem, idet jeg
tillige opfordrede dem til at overveie, hvorvidt de troede at have
Forudsætningerne for med Held og Tilfredshed at udøve den
Undervisningsgjerning, hvortil Studiet for de Fleste maatte lede.
Forlokket til at vælge det philologiske Studium har jeg Ingen,
forsaavidt det ikke er sket ved at ses selv at drive det med Lyst og
Tilfredshed; afskrækket har jeg maaske En og Anden, maaske ikke altid
dem, der vare mindst kaldede. Men med dem, der fastholdt Valget, har
jeg arbeidet ikke blot med embedsmæssig Troskab, men med personlig
Velvillie og Imødekommen, støttende dem det Bedste, jeg kunde, og
følgende dem med Deltagelse, og jeg har al Grund til at paaskjønne,
at der er sket mig fuld Gjengjæld fra deres Side baade i
Universitetsaarene og siden.
Mine Forelæsningers i det Hele rent fagmæssige Karakter satte
mig ikke umiddelbart i Forhold til noget stort Antal af de
Studerende; men mine stadige Besøg ved Skolerne, navnlig ved deres
Afgangsexaminer, udvidede det gjensidige Bekjendtskab med en større
Kreds, hvilket tillige fremmedes ved min ikke ringe Deltagelse i
Universitetets almindelige Anliggender. Min Lærevirksomheds Form
udtrykte sig baade tidligere og i de senere Aar i den bestemtere
Udsondring af den klassiske Philologi til selvstændig, men i sin
Fremtræden begrændset Specialvidenskab i Modsætning til den tidligere
Udbredelse af et vist almindeligt philologisk, nærmest latinsk Præg
over det hele Universitetsvæsen. Den i sig selv ogsaa efter min
Mening berettigede Bestræbelse for at fjerne dette Præg, der
besværede Videnskabens og Tankens frie Udtryk, gik herhjemme paa
Grund af særlige nordiske Reminiscenser noget hurtigere frem end i
Tyskland, stundom med nogen Bitterhed og Miskjendelse af Fortidens
Forhold. Ligesom jeg gjerne havde nedlagt min Post som Universitetets
sidste latinske Programskriver, saaledes faldt det ogsaa i min Lod
ved Reformationsfesten i 1854 at holde den sidste latinske
Universitetstale, og, idet jeg delvis gav den Formen af en
"parentatio", greb jeg da Leiligheden til baade i det Hele at
paavise, hvilken Tjeneste den latinske Form havde ydet til
Videnskabens Almindeliggjørelse som europæisk Fælledseiendom, og i
Særdeleshed at fremhæve, at denne latinske Form maaske i
Reformationstiden havde været et væsentligt Værn mod en Fare for vor
Dannelses Germanisering.
Ligesom i Forholdet til de Studerende saaledes har ogsaa i Forholdet
til mine Kolleger mit fornyede Universitetsliv været et ved gjensidig
Velvillie og Imødekommen særdeles glædeligt, hvilket jeg har saa
meget mere Grund til at paaskjønne, som Tilbagetrædelsen fra en
Foresats Stilling i Rækken af de gamle Embedsbrødre ikke altid sker
uden Anstød. Det første Bevis paa mine Kollegers vedblivende
Velvillie modtog jeg -- næst (som tidligere berørt) den enstemmige
Indrømmelse af en vis til Ancienniteten knyttet Ret, som jeg ikke
havde sikret mig, -- ved Valget til Medlem af Konsistorium den 1ste
Gang, et saadant Valg foretoges efter min Tilbagevenden (den 8de
Januar 1852), og jeg havde derefter uafbrudt Sæde i samme, efter ikke
lang Tids Forløb ifølge Alder, lige til min Afgang fra Universitetet
og deltog til enhver Tid ivrig i dets og i den akademiske
Lærerforsamlings Forhandlinger. Derpaa fulgte den 11te Oktober 1855
mit første Valg til Universitetets Rektor for 1855-56, hvilket senere
fornyedes for 1856-57, 1863-64, 1866-67, 1870-71 og sidste Gang for
1878-79. -- Med særlig Tilfredshed overtog jeg kort efter min
Indtrædelse i Konsistorium Bestyrelsen af det nyoprettede betydelige
Smithske Stipendium (over 20,000 Kr. aarlig), der efter dets
Oprettelse kun et halvt Aar forinden havde været overdragen til
Krieger og blev ledig ved hans Bortgang fra Universitetet. Jeg
beholdt denne Bestyrelse (Ephori) i femogtyve Aar og troer i denne
Stilling, under Samvirkning med Fakulteterne og Konsistorium at have
bidraget Mit til, at der er blevet udrettet endel Godt. Vi bragte det
dertil, at det for yngre Videnskabsmænd og Studenter ikke blot
betragtedes som en Fordel, men som en Udmærkelse at opnaae
Stipendiet. -- Imellem de forskjellige administrative Anliggender ved
Universitetet, hvori der betroedes mig virksom Andel, vil jeg her kun
nævne Opførelsen af den nye Bibliotheksbygning, Bibliothekets
Flytning og Indlemmelsen af det Classenske Bibliothek deri, idet jeg
allerede tidligere har havt Leilighed til nærmere at omtale min
Virksomhed derved. Den Plan, hvorefter det zoologiske Museum
opførtes, fandt jeg i Landsthinget Leilighed til at støtte mod
Indsigelser og mod Ministerens (Monrads) ikke utydelige Lyst til at
opgive samme. Ligesom jeg til enhver Tid med Iver havde virket for
Universitetets og dets Læreres fælles Interesser, saaledes fik jeg
derhos endnu i mit sidste Universitetsaar særlig Leilighed dertil,
idet jeg fungerede som Formand for og tog ivrig Del i Forhandlingerne
i den af Kultusministeriet i Juli 1879 nedsatte Kommission, hvis i
Oktober s. A. afgivne Betænkning blev Grundlaget for det derefter
forelagte, men ikke gjennemførte Forslag til Lov om Tilveiebringelse
af Ligevægt mellem Universitetets Indtægter og Udgifter, og idet jeg
endvidere kom til at fungere som Formand for et af den akademiske
Lærerforsamling ligeledes i 1879 nedsat Udvalg, der under 31te
December afgav en udførlig Betænkning og Forslag om Universitetets
Lærerkræfter[98].
{[98] I Forbindelse hermed skal jeg endnu nævne en af mig i
"Dagbladet" for 3die Januar 1876 skreven Artikel: "Et Par Ord om
Examenskommissioner af en 'Ikke-Theolog'" og en Artikel i
"Berlingske Tidende" for 28de Marts 1882 under Navn, betitlet: "Et
Par korte Bemærkninger i Anledning af Forhandlingerne om Ophævelsen
af den philologisk-historiske Embedsexamen".}