Konseilpræsidentens pludselige Død, hvorom jeg personlig modtog
Underretning, idet jeg som Viceformand i Landsthinget i Formandens
Sted var ifærd med at aabne et Møde. Ved dette Dødsfald opløstes
Ministeriet, og til min største Overraskelse kaldtes jeg samme eller
næste Dag til Kongen for at modtage Opfordring til at danne et nyt
Ministerium. Skjøndt nu den Stemning, som jeg maatte forudsætte, at
der i det Øieblik var tilstede imod mig i Kongens Omgivelser, i og
for sig maatte gjøre mig betænkelig, troede jeg dog, da Kongen
aabenbart befandt sig i Forlegenhed og kom mig naadig imøde, ikke
strax at burde give et ligefremt Afslag. Men, da jeg paa den anden
Side følte, at jeg, der hverken stod i Spidsen for endog blot en
Brøkdel af et Parti i Repræsentationen eller havde Tilbøielighed til
eller Talent for overhovedet at danne og sammenholde noget Parti,
derhos endnu mindre vilde have nogen Udsigt til, i Betragtning af de
herskende Stemninger, at danne et saadant paa Grundlag af den Løsning
af Striden med Tydskland, der efter min Mening burde tilstræbes som
den ene naturlige og varige, hvortil endvidere kom, at jeg foruden
andre Betingelser for at indtage Pladsen som Konseilpræsident savnede
Evnen til at lede Forhandlingerne med Udlandet, lovede jeg kun Kongen
at forsøge, om det skulde være muligt at tilveiebringe en Kombination
uden eller med mig ved Forsoning mellem de to Mænd, der havde
bekæmpet og afløst hinanden som Hovedledere af den danske Politik
siden 1852: Bluhme og Hall. Jeg gjorde ogsaa med Halls foreløbige
Samtykke et Forsøg i saa Henseende hos Bluhme, men fandt, inden vi
kom ind paa de speciellere Spørgsmaal, en saa bestemt Uvillie hos ham
imod en personlig Samvirken med Hall, at jeg strax maatte opgive den
nævnte, i sig selv ganske vist noget naive Tanke. Jeg underrettede
umiddelbart efter Hans Majestæt derom og bad mig samtidig fritagen
for et Hverv, som jeg ikke ansaae mig voxen, hvorpaa Kongen henvendte
sig til Hall. Efterat jeg kort før Middag havde faaet Fritagelse af
Hans Majestæt, modtog jeg iøvrigt om Eftermiddagen et Besøg af den
mig hidtil kun af Ydre bekjendte svensk-norske Gesandt, Grev
Wachtmeister, der kom for at meddele mig, at han af sin Regjering ved
en telegraphisk Depeche var opfordret til at tilkjendegive mig, at
den med Fornøielse vilde se mig i Spidsen for det danske Ministerium
og med mig fortsætte det venskabelige Forhold, hvori den havde staaet
til det Hallske Ministerium. Denne i et saa tidligt Øieblik lidt
besynderlige Meddelelse besvarede jeg med den Oplysning, at jeg
allerede hos Hans Majestæt Kongen havde frasagt mig al Deltagelse i
det nye Ministeriums Dannelse. Samme Aften reiste jeg med Professor
Steen ganske stille til Slagelse for at udføre en mig af
Kultusministeriet overdragen Undersøgelse af den derværende
Realskole.
I Efteraaret 1863 forelagde, som bekjendt, Hall som Konseilpræsident
og Udenrigsminister Rigsraadet Udkastet til en ny Fællesforfatning
for Kongeriget og Slesvig med et til den danske Rigsdags Forbillede
sig meget nærmende Tokammersystem. Udkastet, der paa engang
opretholdt den danske Opfattelse af Slesvigs Stilling og tiltalte den
i Kongeriget overveiende politiske Retning, gik igjennem første
Behandling med en saadan Lethed og Tilslutning, idet der kun fra
yderste Høire og Andræ ytredes Betænkelighed, at jeg, da jeg efter
min Stilling som Præsident ikke kunde udtale mig, følte mig
foranlediget til imellem første og anden Behandling i et lille, under
en let gjennemsigtig Anonymitet udgivet Skrift ("Om Udkastet til
Grundlov for Kongeriget Danmarks og Hertugdømmet Slesvigs
Fællesanliggender osv. af en Tilhører") at forsøge paa at fremkalde
en alvorligere Prøvelse af samme. Idet jeg deri erkjendte og
forsvarede Berettigelsen til og Nødvendigheden af under de givne
Forhold, da man allerede brugte Forfatningen af 2den Oktober og
Rigsraadet som Forfatning og Fællesrepræsentation for Kongeriget og
Slesvig alene, at søge en mere tilfredsstillende Form for samme,
opfordrede jeg dog stærkt til ikke at overse og paa den nye
Forfatning at overføre de Mangler, der fandtes og allerede havde vist
sig ved den danske Grundlov, især med Hensyn til Landsthingets
Sammensætning og Bestemmelserne om Finantsloven, hvilke Bestemmelser
man da allerede i Praxis havde udvidet til alle saakaldte
finantsielle Love, og antydede dernæst (S. 20 og 21) baade den
provisoriske Karakter, som den Forfatning, man vedtog, i visse
Punkter maatte have med Hensyn til den endelige Fastsættelse af
Statslegemets Omfang og Begrændsning, og navnlig, at der maatte
skjelnes imellem "Vedtagelsen" og Forfatningens "virkelige endelige
Ikrafttræden", for hvilken Betingelserne maaske ikke øieblikkelig
vilde være fuldt tilstede. Hvorvidt Hall dengang er gaaet i sin
Forventning om at kunne gjennemføre og opretholde den Forfatning, han
foreslog, og hvorvidt han selv dengang har været hildet i den falske
Opfattelse af Ytringer af Bismarck, som senere er bleven gjort
gjældende, og har set Tilsagn, hvor saadanne i Virkeligheden slet
ikke vare givne, hvad jeg har omtalt og oplyst i den tidligere nævnte
Afhandling i Dansk historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 4de Bind for
1883[86], kan jeg ikke sige, skjøndt hans Udtalelser især under
tredie Behandling (se f. Ex. Rigsraadstidendens Sp. 1299) antydede en
mærkelig Tillid. Men mig var det i ethvert Tilfælde klart, at
Tydskland og Preussen aldrig vilde tillade og de øvrige Magter aldrig
understøtte den fuldstændige Gjennemførelse af Fællesforfatningen for
Kongeriget og Slesvig, d. e. i det Væsentlige Virkeliggjørelsen af
Eiderprogrammet fra 1848. Jeg antog imidlertid og maatte antage, at
ogsaa Hall gik ud fra, at, naar Fællesforfatningen forelaae som et
Udtryk for den kongerigske og Størstedelen af den slesvigske
Befolknings bestemte Forlangende, da var derved givet det bedste
"Udgangspunkt" for nye Forhandlinger, hvilke da nødvendig maatte
dreie sig om, hvad der skulde indrømmes de tydske Fordringer ved
territorial Indskrænkning af det Slesvig, der blev under den
opretholdte Forfatning, skjøndt jeg tilstaaer, at jeg ogsaa da ikke
lidt tvivlede om, hvorvidt Hall under Kampen med de enkelte og
øieblikkelige Vanskeligheder tænkte hele Situationen tilende og
stillede sig et besindig beregnet, men fast Slutningsmaal. Den ved
tredie Behandling af Forfatningsudkastet tilføiede og vedtagne
Bestemmelse om Forfatningens Ikrafttræden den 1ste Januar 1864 blev
yderst betænkelig ved Frederik VII's imidlertid indtraadte farlige
Sygdom, der to Dage efter Forfatningsudkastets Vedtagelse (13de
November) endte hans Liv (15de November). Det er grundforkert at
antage, at Frederik VII's Død omstyrtede et Værk, der ellers med
Sikkerhed vilde have staaet opreist og enten være blevet aldeles
uanfegtet eller let have beseiret Anfegtelserne. Protesterne vilde
være komne ligefuldt, og Danmark maatte indtil en vis Grad have givet
efter for dem i den ene eller den anden Retning. Men Stillingen
ligeoverfor Protesterne vilde ganske vist have været bedre og
Leiligheden til en Forhandling med nogenlunde Udsigt til et billigt
Udfald været en ganske anden. Frederik VII indtog nemlig som #født#
Repræsentant for det gamle Monarki en sikrere Plads ligeoverfor
Udlandet, og selve de forskjellige Vendinger, som han og hans
Ministerier i femten Aar havde foretaget, gjorde for hans Vedkommende
den nye Vending mindre paafaldende og lovede den en roligere
Modtagelse. Og paa den anden Side stod hans Anseelse herhjemme hos
den store Masse af Befolkningen saa høit og fast, at man lettere
vilde have fundet sig i de Indrømmelser, som han havde maattet gjøre
Udlandet, maaske gjennem en foreløbig Suspension af den nye
Forfatning, men i ethvert Tilfælde med Hensyn til det Landomraade,
hvorfor den opretholdtes. Med den nye Konge forholdt det sig ganske
anderledes. Indsat til Arving ved en ikke mange Aar forinden tagen
Beslutning havde han ikke været og kunde ikke antages at ville blive
Gjenstand for særlig hensynsfuld Behandling fra Udlandets Side, og
Thronledigheden fremkaldte derhos Begjærligheder, der før ikke havde
vovet sig frem. I Indlandet krævede man paa den anden Side med
Heftighed som Betingelse for Thronbestigelsen den ubetingede
Underskrift under den den folkelige Følelse tiltalende Forfatning og
forlangte dernæst dens fulde Opretholdelse. Det var aldeles
naturligt, at den nye Konge, stillet imellem denne Stemning og de
fremmede Magters dels skarpe Protester og Fordringer, dels
indtrængende Formaninger om Eftergivenhed, betænkte sig og følte sig
trykket. De første Dage efter Thronskiftet vare pinlige, ogsaa særlig
for mig som Formand i den Forsamling, hvis Beslutning krævedes
sanktioneret og underskreven af den nye Konge. Der udeblev ikke
Spørgsmaal til mig fra forskjellige Sider, gaaende ud paa, om
Rigsraadet dog ikke uden videre kunde gjenoptage Sagen og forandre
sin Beslutning, hvilket jeg naturligvis maatte erklære for aldeles
umuligt. Underskriften gaves, og Dagen efter udtalte jeg i Spidsen
for Rigsraadet dets Lykønskning til den nye Konge og hans Dronning
paa Kristiansborg med samme dybe Bekymring i Hjertet, med hvilken jeg
den 13de om Aftenen havde meddelt Udfaldet af Rigsraadets
Slutningsafstemning. Kort efter sluttedes min Virksomhed som dettes
Præsident. -- I Resten af November og December havde jeg ingen Del i
nogen politisk Forhandling, indtil jeg pludselig om Morgenen den 23de
December igjennem Overhofmarechal Oxholm anmodedes om samme Aften i
det af Kongen dengang endnu beboede lille Palais i Amaliegade at
deltage i en Forhandling imellem et Antal mere fremtrædende Mænd af
de forskjellige politiske Partier, der kunde føre til en Afgjørelse
af Spørgsmaalet om det hidtilværende Ministeriums Forbliven eller
Dannelsen af et nyt og til en Plan for den nærmeste Tids Politik. Som
Deltagere i dette Møde, hvilket jeg derhos ved min Ankomst dertil om
Aftenen blev anmodet om at lede, kan jeg kun med Bestemthed nævne
Hall, Andræ, Lehmann, Monrad, Krieger, Fenger, Bluhme, David og
Algreen-Ussing, men der var i det Hele omtrent tyve tilstede,
derimellem vistnok ogsaa Tscherning. Forhandlingen varede fra Klokken
omtrent 8 til Midnat, men var lidet aaben og indgaaende og blev
resultatløs. Et nedslaaende Indtryk gjorde paa mig den Bitterhed,
hvormed nogle Medlemmer syntes mere at lægge Mærke til deres
Modstanderes, det hidtilværende Ministeriums og det saakaldte
nationalliberale Partis, Forlegenhed end til Fædrelandets farlige
Stilling. Jeg maatte endnu i den sildige Aftenstund meddele Hans
Majestæt Udfaldet, navnlig at der hverken var fremkommet noget
Grundlag for et nyt Ministerium eller en kraftig Tilslutning til det
nuværende paa Grundlag af et bestemt Program, udenat der til denne
Meddelelse fra min Side knyttede sig nogen nærmere Samtale med Hans
Majestæt. Faa Dage efter dannede Monrad det nye Ministerium, udenat
jeg aner, paa hvilken endelig Udvei hans Tanke var rettet[87].
{[86] Naar jeg har maattet bestemt benegte, at Bismarck i Oktober
1863 havde givet nogetsomhelst Løfte om at ville respektere et
Danmark til Eideren, og tvertimod hævde, at han paa det Tydeligste
havde taget sit Forbehold i denne Henseende med en Antydning om at
ville gjøre Tilstanden lige utaalelig for begge Partier, har jeg
naturligvis dermed slet ikke villet negte, at han ved Frederik
VII's Død gjorde en saare paafaldende Vending og indtog en anden og
langt fjendtligere Holdning end før. -- En kyndig Ven har iøvrigt
gjort mig den Bemærkning, at der dog ved Opfattelsen af Bismarcks
Holdning og Ytringer i Oktober 1863 burde tages Hensyn til den
Forbitrelse, som den daværende engelske Gesandt her: Lord A. Paget
viste over Protesterne i November som aldeles stridende mod
tidligere Erklæringer. Men dertil maa svares, dels at Paget
udentvivl væsentlig havde sin Forestilling om, hvad der var sagt i
Oktober, fra Hall, dels at Bismarcks Optræden i November maatte
overraske i Sammenligning med hans tidligere Tone, selv om han slet
intet Tilsagn havde givet.}
{[87] En med Bogstavet g betegnet, af mig skreven Artikel i
"Dagbladet" for 2den Februar 1864 -- "Hvor er i dette Øieblik Faren
for Danmarks Ret og Selvstændighed?" -- viser, at jeg dengang
nærede Frygt for, at Monrad skulde lade sig drage ind i Forslag og
Tilsagn, der tilsidst vilde føre til Opgivelsen af alt nationalt
Grundlag for vor Politik.}
Derpaa fulgte da Krigen, den ulykkelige, men, lad mig paany med stærk
Overbevisning udtale det, ingenlunde uhæderlige, ja i dens største og
væsentligste Afsnit tillands: Kampen paa Dybbøl endog ærefulde Krig.
Skjøndt jeg under den sad stille hjemme, kun deltagende i Sorgen,
ikke i Farerne, forundtes det mig dog ikke at sørge i Taushed. --
Preussen, Østerrig og Tydskland havde i første Linie stillet
Fordringen om Novemberforfatningens øieblikkelige og fuldstændige
Ophævelse, medens de ligesaalidt da som tidligere udtrykkelig angave
eller antydede, hvad der skulde følge efter, idet de ei engang
tilbagetoge eller udelukkede nogetsomhelst af de videstgaaende
slesvigholstenske Krav. Krigen begyndte med, at den danske
Overgeneral efter et Par Dages mindre Fægtninger ansaae det for
nødvendigt at forlade en Stilling, hvis Forsvar efter dens
Udstrækning og Fjendens store Overmagt og bedre Udrustning i en høist
ugunstig Aarstid oversteg Armeens Kræfter, men som uheldigvis ved
Siden af dens rent militære Betydning havde en dyrebar symbolsk for
den patriotiske Følelse, og under store Anstrengelser at føre Hæren
tilbage til Dybbøl. Udentvivl havde han, som det nu erkjendes, fra
det rent militære Standpunkt gyldig, i ethvert Tilfælde forsvarlig
Grund dertil, men der opstod en Række Klager og Beskyldninger imellem
ham, Krigsministeren og Konseilpræsidenten om Tilbagetogets
Iværksættelse uden Krigsministeriets og Regjeringens Vidende og
Samtykke, en Strid, der førtes ganske aabenlyst og ikke kunde Andet
end forvirre det almindelige Omdømme, da den endtes med Generalens
Afskedigelse, efter hvilken Hæren i fjorten Dage var uden definitivt
udnævnt Anfører. Derved fremkaldtes da høitlydende Ytringer og bitter
Kamp mellem to stærkt modsatte Stemninger. Der gaves endel Mennesker,
overveiende i de bedrestillede Klasser af Samfundet, hvem de senere
Aars konstitutionelle Bevægelser med deres i Kongeriget temmelig
udprægede demokratiske Retning vare saameget imod, at Ophævelsen og
Tilintetgjørelsen af en konstitutionel Forfatning i og for sig selv
var dem behagelig og betragtedes som en Udsigt til videre
Systemforandringer; der vare Andre, der uden at gaae saavidt dog
ifølge Opdragelse, Livsstilling og Livsvaner saae temmelig ligegyldig
paa de konstitutionelle Former og ikke ugjerne lod dem vige for, hvad
de kaldte Monarkiets Enhed, idet de kun meget overfladisk overveiede,
hvormeget af denne Enhed vore Fjender vilde levne, og til denne
sidste Klasse hørte ganske vist endel af Hærens ældre og høiere
Officerer. Men, medens Officererne, omend en enkelt uklog og
ubesindig Ytring faldt fra dem, i det Hele gjorde deres Pligt med
Resignation, ja med opofrende Iver og Heltemod, opløftedes der af den
førstbetegnede Klasse i Forening med nogle Officerers Familier og
Venner et Skrig imod den uforsvarlige Krig for et Stykke Papir, og
man var fra den Side ikke langt fra i General Mezas Tilbagetog at se
en politisk Handling nærbeslægtet med General Monks Kontrarevolution
i Storbritannien i 1660 og udtalte sig i fornemme Saloner, paa
offentlig Gade og i Blade saaledes, at der baade kastedes en Skygge
paa Hærens Ære, hvis Kampberedvillighed droges i Tvivl, og høie
Personer udsattes for skjæve Forestillinger og Domme, som om de ikke
stode dette Uvæsen fjernt. Paa den anden Side opstod der hos den
menige Mand, navnlig i Hovedstaden, hvor i den store Masse under en
Krigs Omskiftelser den patriotiske Følelse lettest taber Maadehold og
Ligevægt, en bitter Stemning imod Alle, der ikke ansaaes for
tilstrækkelig krigerisk stemte, og tildels imod Hæren selv, især dens
høiere Befalingsmænd, idet man, ubekjendt med den ufuldendte
Omorganisation af Armeen og med vort Artilleris og især vore
Infanterivaabens langt ringere Beskaffenhed, stillede saare ubillige
Fordringer, en Stemning, der desværre næredes af enkelte Blade,
navnlig det da endnu af skandinaviske Drømme forblindede "Fædreland",
ikke uden stundom betænkelige Hentydninger, og det kom endog i
Hovedstaden til enkelte Pøbelexcesser ved den regjerende Dronnings og
Enkedronningens Palaiser under Kongens Fraværelse. Disse Udvæxter
kastedes af Modpartiet sammen med Alt, hvad der aandede Iver for
den engang begyndte Krigs kraftige Førelse, under Navnet:
"Kjøbenhavneri". Under disse Omstændigheder troede jeg, at der var
Anledning til alvorlig Paamindelse til begge Sider, og jeg gav den
uden Skaansel, men heller ikke ganske uden Virkning i "Dagbladet" for
1ste til 3die Marts 1864 under Titelen: "Dannevirkestillingens
Opgivelse og Stemningerne i Anledning deraf", jfr. en Bemærkning af
mig i "Berlingske Tidende" for 5te Marts[88]. -- Derefter fulgte den
haarde og seige Kamp paa Dybbøl, hvis Fortjeneste vi, der sad hjemme,
ikke strax fuldt kunde paaskjønne, fordi vi ikke vidste, hvor svage
Forskandsningerne vare ligeoverfor det riflede Skyts af svært
Kaliber, og hvilken uhyre Overvægt Bagladegeværet gav det preussiske
Infanteri[89]. Det var da ogsaa undskyldeligt, at vi, da
Vaabenstilstanden nærmede sig, ønskede, som jeg erindrer selv at have
udtalt ved et tilfældigt Møde med Hall, at den sidste Kraft maatte
blive sat paa at bevare Dybbøl indtil efter Stilstandens Indtræden,
fordi det vilde være af Betydning i det Øieblik, da den indtraadte,
endnu at have Fod paa Slesvigs Fastland. Men Regjeringen og specielt
Krigsministeriet kan det ikke tilgives, at det ikke efter de paa
Stedet kæmpende høieste Officerers Indstilling befalede eller tillod
de ødelagte Værkers Rømning, og det maa beklages, at den personlig
brave, men Overkommandoen aldeles ikke voxne General Gerlach hverken
selv turde paatage sig Ansvaret derfor eller overlade General du
Plat, der tilbød sig dertil, at paatage sig Ansvaret[90]. Hvis Hæren,
overladende de fuldstændig ødelagte Værker til Fjenden, frivillig var
gaaet over til Als, vilde ikke blot et stort og unyttigt Tab,
derimellem af nogle fortrinlige Officerer, være undgaaet, men
Indtrykket af og Mindet om to Maaneders ærefulde Modstand var ikke
blevet fordunklet ved en ulykkelig Slutning og Hærens moralske Kraft
var bleven bevaret for de følgende Begivenheder. -- Om de derpaa i
London paafulgte Underhandlinger skal jeg kun sige, at, hvis de ikke
efter Sagernes Stilling fra vor Side kunde indledes med et Forslag
til Slesvigs Deling, burde i det Ringeste det Forslag, der senere fra
anden Side fremkom i denne Retning, ikke blot ikke været afvist, men
grebet af al Magt som sidste Udsigt til at bevare Noget.
{[88] Denne Artikel fremkaldte selvfølgelig forskjellige
Modartikler, deriblandt særlig i "Flyveposten" for 8de og 10de
Marts af afdøde Major Dinesen til Katholm, som jeg imødegik i
"Dagbladet" for den 17de Marts. -- Jeg troer ikke ganske at burde
forbigaae, at jeg senere paa en noget særlig Maade kom tilbage til
Talen om det saakaldte Kjøbenhavneri. Under Kongens Reise i Jylland
i Eftersommeren 1864 blev der i et Referat i "Berlingske Tidende"
lagt ham nogle Ord i Munden, i hvilke Jydernes besindige
Fredsommelighed rostes i Modsætning til Kjøbenhavnernes
uforstandige Raab paa Krig. Jeg gik ud til den nye Konseilpræsident
Bluhme og gjorde ham meget indtrængende opmærksom paa, hvor
uheldigt det var at lade Kongen paa denne Maade tage Parti, især
ligeoverfor hans Hovedstads Indbyggere, og hvor ubillig i sig selv
Bebreidelsen var mod Kjøbenhavnerne, der havde hengivet sig til en
ikke unaturlig og af Regjeringen selv tidligere begunstiget
Stemning. Efter en temmelig varm Debat lovede Bluhme mig en
Berigtigelse af Referatet, og den kom et Par Dage efter.}
{[89] Nogle Ytringer i 3die Stykke af min ovennævnte Artikel om
Forpostfægtninger vilde være faldne anderledes, hvis jeg dengang
havde vidst saa meget om Bagladegeværet, som jeg snart efter
lærte.}
{[90] Du Plat var just en af de ovenfor betegnede lidet
konstitutioneltsindede eller specifik nationale Officerer, men med
den ubrødeligste Pligttroskab og Æresfølelse.}
Spørger man mig, ved hvis Skyld Danmark har mistet Hertugdømmerne
(forsaavidt der ved Holsten, der aldrig helt, undtagen fra 1806 til
1815, har tilhørt den danske Krone, kan være Tale om at miste), da
svarer jeg, at Holstens Adskillelse fra Danmark var en uundgaaelig
Følge af den i Tydskland vakte nationale Enhedstanke og vilde være
indtraadt, hvilke kunstige Midler man end, selv med Kongerigets dybe
Fornedrelse, havde anvendt derimod, hvad senere Begivenheder overfor
andre Magter vistnok tilstrækkelig have godtgjort. At et Stykke af
Slesvig maatte følge med Holsten, var forskyldt ved lang Forsyndelse
i Fortiden; at hele Slesvig tabtes, derfor hviler Skylden paa dem,
der ikke havde havt Mod til at aabne deres egne og Folkets Øine;
hverken yderste Høire eller yderste Venstre skal her hovmode sig; de
vare allerblindest. Den lidenskabelige Partiskhed, hvormed man, som
det gaaer under store Ulykker, søgte at vælte Skylden over paa et
enkelt Parti og nærmest en enkelt Mand, Hall, bragte mig til i et i
December 1864 udgivet Skrift: "Den nationale Politik og det danske
Monarki" at forsøge at skaffe en billigere Bedømmelse Indgang; jeg
troer ikke, at det i Form og Fremstilling noget tunge Skrift gjorde
eller under de givne Forhold og Stemninger kunde gjøre stor Virkning,
skjøndt Indholdet vel fortjente Overveielse, selv om visse Mangler og
Svagheder maatte være stillede i et noget mildt Lys[91].
{[91] Til et andet lille Skrift, som jeg udgav i det følgende Aar:
"Personalunion mellem Danmark og Slesvig-Holsten" (først trykt i
"Dagbladet"), er det vanskeligt nu at forstaae Anledningen. Dengang
var der imidlertid virkelig i Anledning af opstaaede Rygter og
Forhaabninger Grund til at paavise, hvor ydmygende for os og hvor
farligt for vor Selvstændighed det vilde være, hvis vor Konge
tillige blev Fyrste i en fuldstændig i Tydskland indlemmet Stat:
Slesvig-Holsten, og hvor uheldigt det vilde blive for vort
Kongehuses Forhold til Folket, hvis den Tro udbredte sig, at slige
Drømme næredes af Kongen og hans Slægt.}
I det ved Novemberforfatningen dannede Rigsraad, bestaaende af to
Thing, indtraadte jeg i Landsthinget ifølge umiddelbart Valg i
Kjøbenhavn. Den væsentligste Opgave for dette Rigsraad, der holdt tre
overordentlige Sessioner i 1864, 1864-65 og 1865 og en ordentlig i
1866, var -- næst Reguleringen af de finantsielle Forhold med Hensyn
til de Anliggender, der havde været bestemte til at være fælles for
Kongeriget og Slesvig, og en Mængde Anliggender, der stod i
Forbindelse med Krigen og de ved dens Udfald fremkomne Forhold, --
Fastsættelsen af de Betingelser, hvorunder Novemberforfatningen og
Rigsraadet skulde ophæves og vige Plads for den fornyede Grundlov for
Kongeriget og for Rigsdagen. I de forskjellige Forhandlinger derom
tog jeg baade i Thinget selv og i Udvalg og Fællesudvalg ikke
ringe Del, navnlig sluttende mig til Bestræbelsen for ved denne
Leilighed at give Rigsdagens Landsthing en mere tilfredsstillende
Sammensætning, en Bestræbelse, som jeg naturligvis paa tilsvarende
Maade med ligefrem og aaben Vedgaaelse af, hvad jeg savnede i den
hidtidige Ordning, understøttede i Rigsdagens samtidige Forhandlinger
om Revisionen af Grundloven, der førte til den gjennemsete Grundlov
af 28de Juli 1866; men der forefaldt under disse Forhandlinger Intet,
som jeg finder Anledning til her særlig at omtale; paa ved denne
Leilighed at tilveiebringe bedre Bestemmelser om begge Things
Delagtighed i Finantslovens Behandling var der efter Sagernes
Stilling for mig ingen Anledning til at gjøre noget Forsøg; det vilde
dengang være blevet uden ethvert Resultat.
Ligesaalidt føler jeg, efter hvad jeg allerede ovenfor i
Almindelighed og særlig med Hensyn til Tiden før 1865 har bemærket om
min Rigsdagsvirksomhed, her Opfordring til at dvæle i det Enkelte ved
denne, som den fortsattes efter Grundlovens Fornyelse fra 1866 indtil
1874. Jeg stræbte nu som tidligere at gjøre min Pligt og at bidrage
til de forelagte Sagers omhyggelige og grundige Prøvelse i sømmelig
Form. Som Medlem af Udvalg deltog jeg i Behandlingen af en Række
vigtige Lovudkast, dels saadanne, der efter tidligere Stilling og
efter Personlighed laae mig nærmere, saasom om Valgmenigheder
(1867-68), om Besættelse af Præsteembeder i Folkekirken og om de
geistlige Embedsmænds Lønning (1870-71 og 1871-72), dels ogsaa af
saadanne, til hvilke jeg ikke medbragte nogen særlig Forudsætning, ja
som endog syntes at ligge mig meget fjernt, saasom om Indkomstskat
(1866-67), om en Livsforsikringsanstalt (1867-68 og 1869-70), om
Lønninger for Retsbetjente (1869-70), om Digevæsenet (1872-73), i
hvilken Sag jeg troer ved et Foredrag ved Slutningen af første
Behandling at have fremkaldt en fuldstændig og mærkelig Vending. Ved
andre Sager greb jeg ind i Forhandlingen uden saadan særlig Stilling,
enten fordi intet Udvalg var nedsat, saasom ved Lovudkastet om
Undervisningen i de lærde Skoler (1870-71), et Lovudkast, som jeg
senere hen vil komme til at omtale, og om Almueskolevæsenet
(1873-74), eller fordi jeg efter Sagernes Beskaffenhed mere tilfældig
og kun fra enkelte Synspunkter følte mig opfordret til Deltagelse,
saasom ved Værnepligtsloven (1868-69), hvor jeg iøvrigt i Anledning
af Spørgsmaalet om de ordinerede Geistliges Stilling blev Medlem af
og Ordfører for det nedsatte Fællesudvalg, og om Hærens Ordning og
Lønninger ved Hæren (1866-67). Jeg erindrer med Tilfredshed, at jeg
ved første Behandling af det sidstnævnte Lovudkast tidligere end
nogen Anden i Rigsdagen med fuld Bestemthed udtalte mig om
Nødvendigheden af Fæstningsanlæg uden udtrykkelig at nævne
Kjøbenhavn, men allerede dengang med Tanken fast rettet paa dette
Punkt[92].