Folkethinget og fandt dér snart ikke blot Leilighed, men en stærk
Opfordring til at udtale mig om min Stilling og Stræben i den Post,
som jeg havde forladt, og om min Betragtning af den politiske
Situation, der var indtraadt, og den Stilling, der var indtagen af
Ministeriet Bluhme, som allerede den 27de Januar 1852 havde afløst
Ministeriet Moltke og den 28de Januar, selve Fireaarsdagen efter
Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, havde udfærdiget
Kundgjørelsen om den nye Plan for Monarkiets Ordning, nemlig ved
Monrads Forespørgsel til Ministeriet den 3die Februar 1852. Idet jeg
ved den Leilighed stærkt fremhævede, at Ministeriet udtrykkelig havde
betegnet den opstillede Helstatsplan ikke som fremgaaet af fremmed
Tryk, men som valgt efter dets egen Overbevisning om det Rigtige og
Bedste, og idet jeg opgav at reise en principiel Modstand derimod, da
den Vei, som jeg havde foretrukket at gaae, nemlig at kjøbe en ren
dansk (dansk-slesvigsk) Stat ved Afstaaelse af et Stykke af Slesvig
til et løsere med Danmark forbundet Holsten, ikke havde fundet nogen
kraftig Tilslutning, udtalte jeg strax aabent, hvilken Stilling der
ved Kundgjørelsen var indtraadt med Hensyn til Grundloven og
Kongerigets derpaa byggede Forfatning, idet jeg brugte det Udtryk, at
Grundloven fra dette Øieblik af maatte ansees for at hvile,
forsaavidt angik de Anliggender, der nu bleve fælles for alle
Monarkiets Dele og den deraf dannede Helstat. Formanden: Andræ troede
ikke at kunne tillade, at nogen Del af Grundloven sagdes at hvile;
jeg véd ikke, hvorvidt han selv i det Øieblik troede paa den
Grundlovens vedvarende Gyldighed og fulde Kraft, som han formelt og
officielt mente at burde hævde; at jeg i Virkeligheden havde Ret,
følte vel Mange strax, og snart overbevistes Alle derom. Forresten
deltog jeg kun Lidet i den allerede langt fremrykkede Sessions
Arbeider, fraregnet den kjedelige og resultatløse Forhandling om det
af mig forelagte Theaterlovforslag. Da ved de i Sommeren 1852 (den
4de August) foretagne Valg til Folkethinget Andræ ikke havde stillet
sig til Gjenvalg, kaaredes jeg, der var bleven gjenvalgt i
Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, ved Rigsdagens Aabning i Efteraaret
til Formand i Folkethinget, paa hvilken Plads jeg bestræbte mig for
at vise den samme Fasthed og Upartiskhed, som havde betegnet
Andræs Ledelse af Forhandlingerne. Den neutrale Stilling, som
Formandspladsen forlangte og gav, ophørte imidlertid, da det
kongelige Budskab om Arvefølgesagens Ordning forelagdes den forenede
Rigsdag, der i Oktober 1852 sammentraadte ved Siden af Rigsdagens
sædvanlige Forhandlinger i de adskilte Thing. I det i den nedsatte
Udvalg af 25 Medlemmer, hvoraf jeg blev Medlem, deltog jeg vel ikke i
den Opposition, der fra J. E. Larsens og Andres Side reistes i
Realiteten mod et Punkt i den foreslaaede Ordning, nemlig Ophævelsen
af den kognatiske Arveret til Thronen, en Opposition, der paa en
Opsigt vækkende Maade understøttedes i et af Geheimearkivar Wegener
udgivet og til den gamle Statsminister Stemann dediceret Flyveskrift,
da jeg hverken i sig selv lagde Vægt paa Vedligeholdelsen af den
kognatiske Arveret eller kunde negte, at de med Stormagterne førte
Forhandlinger syntes at gaae ud fra og forudsætte dens Ophævelse. Men
det forekom derimod mig saavelsom flere andre, ingenlunde mod
Regjeringen vrangvillige Medlemmer (P. D. Bruun, Hall, Knuth, Monrad,
F. F. Tillisch og Unsgaard), at man i Budskabet havde valgt en
uheldig Form ved uden nogensomhelst i de førte Forhandlinger liggende
tvingende Grund at stille Ophævelsen af hele Kongelovens Arvefølge i
Spidsen og lade Prinds Christian af Glücksburgs Kaldelse til Thronen
indtræde som et mere tilfældigt end i historiske og Retsforhold
begrundet Arrangement -- istedetfor først at knytte den nye
Thronfølge til Kongeloven og opretholde den danske Krones med
Kongelovens Arvefølge forbundne Rettigheder og Krav med Hensyn til
Slesvig og Dele af Holsten for fjernere Tilfælde og derefter ophæve
den kognatiske Arveret. Vi foreslog derfor i den den 10de Januar 1853
afgivne Betænkning, at den Form og Gang, der forekom os den rigtige,
skulde følges i den Statsakt, hvori den nye Arvefølge efter
Vedtagelsen af Kongen skulde kundgjøres. Da Sagens Behandling var
bleven afbrudt ved den ganske kort efter Betænkningens Afgivelse
indtraadte Opløsning af Folkethinget, fordi dette ikke havde vedtaget
det forelagte Lovudkast om Toldgrændsens Flytning til Elben, og da
Budskabet paany i samme Form var blevet forelagt den efter Fornyelsen
af Folkethinget (den 26de Februar) atter i Marts 1853 sammentraadte
forenede Rigsdag, optog jeg, der paany var bleven gjenvalgt i samme
Kreds, med mine Meningsfæller det samme Forslag, og jeg talte ivrig
derfor og bidrog derved tillige med dem til, at der ved den endelige
Afstemning ikke afgaves det nødvendige Antal Stemmer for simpel
Tiltrædelse til det kongelige Budskab. Jeg nærer endnu den
Overbevisning, at vi baade i Sagen selv havde Ret, og at Regjeringen,
uden at støde paa Vanskeligheder fra de fremmede Magters Side, kunde
have gjort en Indrømmelse paa dette Punkt, skjøndt jeg vel erkjender,
at en vis Misstemning kunde være bleven fremkaldt over, at den danske
demokratiske Rigsdag overhovedet vilde tillade sig at tale det
mindste Ord med i denne paa Aftaler med Stormagterne beroende Sag,
men en Misstemning, som neppe havde været uovervindelig, hvis Bluhme
havde havt Mod og Lyst til at bekæmpe den. Men med det Flyveskrift
("om Arvefølgesagens Behandling i den forenede Rigsdag"), hvori jeg
efter anden Samling gjorde Rede for min Optræden, og hvori jeg
erklærede ikke atter at ville stille mig til Valg til Folkethinget,
burde jeg, eftersom jeg nu betragter Sagen, have endt min Modstand.
Det var udentvivl et, tildels ved Bluhmes mod de tidligere
Ministerier ubillige Optræden foranlediget, Misgreb, at jeg fortsatte
Indsigelsen, da Ørsted som nyindtraadt Premierminister i den i Juni
Maaned for tredie Gang sammentraadte forenede Rigsdag, hvori jeg fik
Plads som imidlertid i Kjøbenhavn valgt Medlem af Landstinget, atter
forelagde Budskabet uforandret og fordrede dets ubetingede Antagelse.
Jeg burde have indset, at Regjeringen nu ikke kunde give efter uden
at forøge den antydede Misstemning og ganske svække sin egen
Anseelse, og at Sagen ikke havde den praktiske Betydning, at man
derfor burde paadrage sig Miskjendelse, som om Modstanden havde andre
og skjulte Grunde eller fremgik blot af Nag til Ministeriet. I
ethvert Tilfælde var det mig ikke ganske værdigt, at jeg ved den
endelige Afstemning var fraværende tilligemed nogle Medlemmer, der
stode paa et andet Standpunkt (J. E. Larsen, Clausen og nogle Faa
til). At denne min Opposition i Spørgsmaalet om Formen, hvorunder den
nye Arvefølge skulde vedtages, ikke havde det Allermindste at gjøre
med min Stemning ligeoverfor Sagen selv og den nye Thronfølger,
er det, efter hvad jeg allerede ovenfor har sagt, aldeles
unødvendigt at udtale. Jeg vedblev som før at betragte det som
saare magtpaaliggende, at Thronfølgeren -- efter et Udtryk, som jeg
erindrer blev brugt derom i en russisk Regjeringsmeddelelse, -- blev
sat muligst en évidence, Noget, der just ikke laae Frederik VII paa
Hjerte, og kom i det bedste Forhold til sine fremtidige Undersaatter.
Jeg erindrer, at jeg, da jeg mødte Andræ og Hall, idet de kom fra det
første Statsraad, i hvilket de som Ministre havde deltaget, bragte
denne Sag paa Bane og af dem modtog Underretning om, at det lige
var vedtaget, at Prindsen skulde træde ind i Geheimestatsraadet.
Jeg betragtede med stor Harme den usømmelige Maade, hvorpaa
"Fædrelandet", i, som det syntes, fortsatte Drømme om en
dynastisk-skandinavisk Forbindelse, oftere omtalte og hentydede til
Thronfølgeren, og, da jeg ikke lagde Skjul paa denne Harme, var det
forsaavidt ret naturligt, at "Fædrelandets" Forbitrelse ved en sidste
og afgjørende Leilighed udgød sig i de groveste Udbrud imod mig,
nemlig da jeg ved Thronskiftet i 1863 som Præsident i Rigsraadet med
dettes fulde Samstemning bragte den nye Konge og Dronning dets Hilsen
og Lykønskning[81][82]. -- Til personlig Nærmelse til ham som Prinds
havde jeg derimod hverken indre eller ydre Opfordring, og jeg
betraadte med Undtagelse af et enkelt Selskab i Anledning af
Rigsraadets første Aabning ikke hans Bolig tidligere end i Slutningen
af 1859, da jeg den samme Dag, paa hvilken Frederiksborg Slot om
Aftenen brændte, følte mig dreven til at henvende mig til ham for
indstændig at bede ham om ikke at modtage den Stilling, som den da
nysindtraadte Udenrigsminister, Baron Blixen-Finecke havde foreslaaet
Kongen at give ham som Statholder og kommanderende General i Holsten
(eller i Holsten og Slesvig) med Bolig i Altona; jeg forudsaae
nemlig, som vistnok mange Andre, at Prindsen derved vilde blive bragt
i en for hans Fremtid i høieste Grad farlig Stilling mellem paa den
ene Side den tydske Befolkning, navnlig det slesvigholstenske
Ridderskab, som han skulde skaane og søge at vinde, og paa den anden
Side det danske Folk, der ængstelig vilde vogte paa ethvert af hans
Skridt. Hans kongelige Høihed beroligede mig ved bestemt at udtale
sin egen Beslutning om ikke at gaae ind paa Tilbudet.
{[81] Udgiverens Anmærkning: Min Faders Tale og "Fædrelandets"
Angreb paa ham i den Anledning findes i det nævnte Blad for 23de
November 1863.}
{[82] Destoværre vare disse Drillerier mod Thronfølgeren og denne
gjentagne Fremdragen af Carl XV af Sverrig og Norge, f. Ex. da
denne var tilstede ved en Høstmaneuvre i Dyrehaven og sammes
Omgivelser, hvor Prinds Christian kommanderede den ene af de to mod
hinanden opererende Afdelinger, ved hvilken Leilighed Carl XV i
"Fædrelandet" i Modsætning til vor Thronfølger fremhævedes, som om
han var en prøvet Feltherre, stundom ikke Frederik VII
ubehagelige.}
Efter Arvefølgesagen fulgte i Rigsdagssessionen 1853 til 54 -- i
hvilken jeg som Medlem af Landsthinget deltog i de almindelige
Lovarbeider, navnlig ved det vigtige Tyendelovforslag og som Medlem
af Udvalget om et Par Almueskolevæsenet berørende mindre Lovudkast,
-- Regjeringens Forslag om Grundlovens Indskrænkning til Kongerigets
særlige Anliggender for at gjøre Plads til den paatænkte
Fællesforfatning for Monarkiet. Under første Behandling af denne Sag
ansaae jeg mig, idet jeg sluttede mig til den i Folkethinget
vedtagne Bestemmelse, at den endelige Beslutning om Indskrænkningen
først kunde tages, naar Rigsdagen var bleven bekjendt med
Fællesforfatningens Indhold, for nødt til at optræde temmelig
skarpt mod Premierministeren Ørsted. Jeg hævdede nemlig dels,
at det allerede var uheldigt, at der, førend Nogen kjendte
Fællesforfatningen, var kommet til at bestaae i deres hele Anlæg
væsentlig forskjellige Specialforfatninger for Kongeriget og for
hvert af Hertugdømmerne, hvis ligelige Tilslutning til og Sammenhæng
med Fællesforfatningen derved blev vanskeligere at tilveiebringe,
dels at Erindringen om Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, af
hvis Underskrivere tre, derimellem Ørsted selv, havde Plads i det
daværende Ministerium, nødvendig medførte, at man før Vedtagelsen af
Grundlovens Indskrænkning krævede Sikkerhed for, at Kongeriget i
Fællesforfatningen fik den det efter Omfang og Indbyggerantal
tilkommende Ret. Da Ørsted herpaa svarede, at Hertugdømmerne ved
Oprøret havde forspildt den i 1848 dem tilstaaede Begunstigelse,
kunde jeg ikke undlade at udtale, at den nye Forfatning ikke skulde
bygges paa Gunst eller Straf, men paa naturlig Ret og med Erkjendelse
af, at dennes Krav i 1848 ikke var fyldestgjort overfor Kongeriget,
ligesom jeg heller ikke kunde forbigaae den mærkelige Ytring af
Krigsministeren, at han ikke havde mindste Kundskab om, hvorledes
Fællesforfatningen tænktes indrettet, hvorved der kastedes et
eiendommeligt Lys paa den ubegrændsede Frihed, som Ministeriet
forlangte med Hensyn til denne Forfatnings Dannelse for sig eller
for et muligt andet Ministerium. Ved Siden af, hvad jeg savnede
hos Ørsted som Statsmand, navnlig med Hensyn til Indsigt i
Nationalitetens Betydning, maa jeg anse det for et Bevis paa hans
store Humanitet, at dette Sammenstød ikke havde mindste Indflydelse
paa mit Forhold til ham som Kultusminister i min særlige
Embedsstilling som Undervisningsinspektør og heller ikke blev til
Hinder for, at, da derpaa ved Forordningen af 26de Juli 1854 et
Rigsraad af foreløbig 20 kongelig udnævnte Medlemmer oprettedes, jeg
strax kaldtes til Medlem af samme. Denne Kaldelse kunde jeg
imidlertid ikke modtage efter min Opfattelse af den i Forordningen
fastsatte Fællesforfatnings Beskaffenhed baade med Hensyn til
Repræsentationens Sammensætning (20 kongevalgte Medlemmer af 50 i det
hele) og dens Kompetence, der for en stor Del kun var raadgivende, i
Forhold til den Forpligtelse, jeg som Underskriver af Grundloven af
1849 ansaae mig for at have til at holde paa en virkelig
konstitutionel Forfatning, og jeg begjærede derfor, medens de 11
andre for Kongeriget Udnævnte modtog Kaldelsen, Fritagelse derfor og
fik den ogsaa under 28de August, dog først efter en fornyet
Opfordring til at indtræde og efter en temmelig varm forudgaaende
Forhandling med Indenrigsministeren Tillisch.[83] Da det imidlertid
ikke paa nogen Maade laae i min Hensigt at træde i et bestemt
Oppositionsforhold til Regjeringen, og da Sammenstød i Rigsdagen
maatte skade de Interesser, for hvilke jeg som Embedsmand skulde
virke, frasagde jeg mig samtidig (den 12te Juli) min Plads i
Landsthinget og blev altsaa udenfor Rigsdagen i Sessionen 1854-1855.
{[83] Om de i den Anledning stillede Opfordringer og udspredte
Rygter og af mig offentlig afgivne Erklæringer henvises til Bladene
for det nævnte Tidspunkt.}
I 1855, efterat i December 1854 det nye Ministerium, hvori Hall og
Andræ fik Plads, var dannet, indtraadte jeg derimod ved de nye Valg
(den 12te Juli) atter i Landsthinget, i hvilket jeg derefter vedblev
at have Sæde som Medlem, i de senere Aar som første Medlem, for
Kjøbenhavn, indtil jeg i 1874 frabad mig Gjenvalg. -- Som Medlem
deltog jeg med Alvor og Omhu i Landsthingets Forhandlinger saavel i
den Periode, i hvilken det efter Rigsraadets Oprettelse var
indskrænket til Kongerigets særlige Anliggender (indtil 1865), som i
den paafølgende, da Rigsdagen atter var indtraadt i sin fulde
Myndighed; men, da Gjenstandene for denne min Virksomhed ikke
bestemtes ved mit eget Valg, men ved de Thinget forelagte Udkast, og
da jeg hverken ved indre Drift, idet Middelpunktet for mit Arbeide og
mine Bestræbelser nu laae i min videnskabelige og min Embedsgjerning,
eller ved nogensomhelst Partistilling lededes til at sætte mig en
særlig Rigsdagsopgave, er der ingen Grund til i disse Optegnelser at
dvæle synderlig ved Enkelthederne i dette mit Rigsdagsarbeide.
Naturligvis kaldtes jeg baade ved indre Tilskyndelse og Andres
Opfordring og Valg først og nærmest til Deltagelse i Behandlingen af
Gjenstande, der berørte det tidligere af mig bestyrede Ministeriums
Omraade, saasom, idet jeg foreløbig indskrænker mig til den første
Del af det angivne Tidsafsnit, af de fra Regjeringen udgaaede
Lovudkast om Almueskolevæsenet (1855-56), om Menighedsraad (1860-61)
og hele Geistlighedens Lønning (1860-61 og især 1861-62) og om
Lønningerne ved Universitetet (1863-64). Navnlig medførte det i
Sessionen 1861-62 forelagte Udkast om Forandringer i de Geistliges
Lønning for mig som Formand og Ordfører i det nedsatte Udvalg et
meget betydeligt Arbeide ved at lede de saare omfattende
Forhandlinger i dette og gjøre Rede for dem fra mit og de mig
nærmeststaaende Medlemmers Standpunkt; til det egentlige
Lønningsspørgsmaal, der ikke førtes til nogen Løsning, knyttede sig
en temmelig heftig Forhandling om de til Kirken henlagte Midler, idet
fra en Side (Clausen og endnu stærkere Stiftsprovst F. Nielsen)
Kirkens egentlige og særlige Eiendomsret over disse opstilledes og
forsvaredes, medens jeg alene i disse Midler kunde se en af Staten
til Kirken henlagt og ved Grundloven denne som Folkekirke tilsikret
Understøttelse og kun fra dette Standpunkt bestemt modsatte mig
letfærdig og hensynsløs Indgriben og Løsriven. Men ogsaa i
Behandlingen af Sager, der laae udenfor det nævnte Omraade, gjorde
jeg efter Evne min Pligt, enten denne nu paalagdes mig ved særlig
Kaldelse som Udvalgsmedlem, saasom ved Kjøbenhavns Kommunallov
(1856-57), ved Loven om Eftertryk (1857-58) og ved det af B.
Christensen indbragte Forslag til Lov om Fæstes Overgang til
Selveiendom (1857-58), ved hvilket sidste jeg som Ordfører motiverede
den Dagsorden, hvorved Sagen anbefaledes til Regjeringens Overveielse
og Fremme, eller kun krævedes af min egen Overveielse, saasom ved det
oftere gjentagne Lovudkast om Erklæringers Meddelelse, om hvilket
jeg, da det første Gang forhandledes (1856-57), ligefrem sagde
Sandheden. Overhovedet bestræbte jeg mig ved enhver betydeligere Sag
for paa den ene Side at henvise til dens Sammenhæng med almindelige
Grundsætninger og med beslægtede offentlige Forhold og Interesser og
paa den anden Side at udtale mig om den selv med Klarhed og
Bestemthed, men tillige med det nødvendige Hensyn og ad begge Veie at
bidrage til at holde Landsthingets Forhandlinger paa en vis Høide af
Indholdsfylde og Sømmelighed.
Efterat det anden Gang den 29de Juni 1855 sammenkaldte foreløbige
Rigsraad havde givet sit Samtykke til det samme forelagte Udkast til
en Fællesforfatning for Monarkiet og til en midlertidig Valglov til
Rigsraadet og Kundgjørelsen af 29de August om Indskrænkning af
Grundloven var udkommen og dernæst Forfatningsloven var bekjendtgjort
den 2den Oktober s. A., valgtes jeg ved de umiddelbare Valg den 13de
Februar 1856 i første Kreds (Sjællands Stift) selvsyvende til Medlem
af Rigsraadet[84], -- og under 19de Februar udnævntes jeg derpaa
efter saare kort forudgaaet og ganske uventet Varsel ved kongelig
Reskript til som Præsident at lede dets Forhandlinger i den første
Session, der aabnedes den 1ste Marts samme Aar, et Hverv, der senere
efterhaanden (28de Marts 1857, 12te Jan. 1858, 14de Septb. 1859 og
23de Jan. 1862) overdroges mig for alle de paafølgende Samlinger
indtil 1863 inklusive. Den hele Stilling, hvori jeg saaledes
indtraadte og i flere Aar forblev, var i mange Maader vanskelig og
lidet tilfredsstillende. Jeg erkjendte, at de i Januar 1852 givne
Tilsagn om Tilveiebringelsen af en Fællesforfatning for hele
Monarkiet tvang det i December 1854 indtraadte nye Ministerium
(Scheele, Hall, Andræ osv.) til i det Ringeste foreløbig at fortsætte
de af Ministeriet Bluhme-Ørsted begyndte Forsøg, og jeg paaskjønnede,
at den i 1855 givne Forfatningslov samtidig dog havde en sandere
konstitutionel Karakter end den i 1854 kundgjorte; men der fattedes
mig, som det af det Foregaaende vil være klart, blandt Andet baade
paa Overbevisning om Forsøgets #indre# Berettigelse og paa Tillid
til, at det vilde lykkes. Jeg troede imidlertid ikke at turde negte
min Hjælp, naar den forlangtes, til, at Forsøget gjordes loyalt, og
jeg var ikke istand til at paavise nogen Anden, der i det Hele havde
bedre Betingelser for at yde den hos mig forlangte Understøttelse. Af
de ledende Ministre stod jeg i et personlig venskabeligt Forhold til
Hall og Andræ, uden at der dog enten strax bestod eller senere
udviklede sig nogensomhelst Fortrolighed eller mere indgaaende
politisk Tankeudvexling. At Scheele, med hvem jeg før Rigsraadets
Aabning ikke havde havt nogensomhelst Berøring, ved Karakter,
Dannelse og Optræden ligesaavelsom ved tidligere Stilling og
Forhold var lidet skikket for Pladsen som Premierminister og
Udenrigsminister, blev mig meget snart klart; men ogsaa ligeoverfor
Hall, der strax med Andræ øvede stor Indflydelse, og som senere med
Udenrigsministeriet fra 10de Juli 1858 overtog Hovedstyrelsen, opstod
der efterhaanden hos mig Tvivl, om han havde sat sig nogen Grændse
for Forsøg og Udveie og fuldt gjennemtænkt hele Stillingen, om jeg
end vedblev at erkjende hans Kløgt i at bekæmpe de enkelte
Vanskeligheder. -- Min Opgave som Præsident blev det med Upartiskhed
og Ro at opretholde Orden og Sømmelighed i en Forsamling, i hvilken
ikke blot to Sprog vare ligeberettigede, men af hvis Medlemmer et
ikke ringe Antal (det slesvigholstenske Parti) ligefrem bestred den
Forfatnings fulde Gyldighed, i Henhold til hvilken Forsamlingen
forhandlede, medens fra den anden Side ikke ganske Faa længselfuldt
skuede tilbage til Kongerigets Grundlovs og Rigsdags Forskrifter og
Former som for dem langt mere tilfredsstillende. Den stærke Prøve,
hvorpaa jeg efter nogle Forpostfægtninger snart stilledes i saa
Henseende under Hovedkampen: den lange og heftige Forhandling af
Scheel-Plessens og 10 andre holstenske Medlemmers Andragende om
Fællesforfatningens Forelæggelse for de holstenske og slesvigske
Provindsialstænder og den lauenborgske Landdag, lykkedes det mig dog
at bestaae saaledes, at selv Forslagsstillerne tildels udtrykkelig
udtalte deres Anerkjendelse, medens jeg ligeoverfor dem og deres
efterfølgende Protester hævdede Forsamlingens Ret og Myndighed, og
jeg troer, at man ogsaa baade i Resten af denne Samling og i de
senere i det Hele var tilfreds med min Ledelse af Forhandlingerne og
med den Maade, hvorpaa jeg søgte at forbinde Bestemthed med
velvillige og forsonlige Former. -- Men den virkelige Gjennemførelse
og Opretholdelse af Forfatningen af 2den Oktober 1855 og af
Rigsraadet som Repræsentation for hele Monarkiet viste sig snart
umulig ligeoverfor indre og ydre Modstand, og, da Forfatningen den
6te November 1858 var bleven ophævet for Holstens og Lauenborgs
Vedkommende, henslæbte det saaledes indskrænkede Rigsraad en mat
Tilværelse under Følelsen af, at Forudsætningerne for dets Indretning
og Former ikke længere vare tilstede, medens samtidig de diplomatiske
Forhandlinger om Monarkiets Stilling og Forhold bevægede sig
langsomt og usikkert. Et forbigaaende Stød i denne langsomme
Bevægelse føltes herhjemme, da i 1859 det af den holstenske
Stænderforsamling paa Grundlag af et letfærdigt Indfald af Lord John
Russell byggede Forslag til en Ordning af det danske Monarki, ifølge
hvilket Monarkiets Fællesanliggender uden nogen Fællesrepræsentation
skulde behandles og afgjøres i Landsdelenes (Kongerigets, Slesvigs og
Holstens) ligeberettigede særlige repræsentative Forsamlinger, fra
dansk Side blev anbefalet af den tidligere Finantsminister, Grev
Sponneck i en Brochure: "Den holstenske Stænderforsamling og
Forfatningssagen" som indeholdende Skridt til en brugbar Løsning. Den
Harme, som fremkaldtes hos mig over, at et saadant Misfoster, der paa
engang nedsatte Kongeriget til en Trediedel af Indflydelse i
Monarkiet og fordømte Regjering og Bestyrelse til Afmagt og Lamhed,
kunde finde en Forsvarer herhjemme, blot fordi det bevarede Skinnet
af et til Elben gaaende Monarki med falsk Navn af dansk, gav jeg
Udtryk i en lille Brochure under Titlen: "De holstenske Stænders
Forfatningsforslag og Grev Sponneck", der gjorde fuldstændig Virkning
og blev uden Tilsvar.[85] Hele Projektet, som neppe fra de holstenske
Stænders Side var ret alvorlig ment, faldt til Jorden og forsvandt
sporløst, men det var ikke uden Beklagelse, at jeg havde maattet
optræde saa skarpt og saa afvisende mod en tidligere Kollega. -- I
Slutningen af November samme Aar afskedigedes som bekjendt det
Hallske Ministerium pludselig og uventet, og der dannedes den 2den
December et nyt Ministerium under Forsæde af den hidtilværende
Amtmand i Frederiksborg og Formand i Folkethinget Rotwitt, der i sin
Stilling som Amtmand var kommen i et nærmere Forhold til Kongen og
hans Omgivelser, med Baron Blixen-Finecke som Udenrigsminister og
forresten sammensat af svage og uprøvede Kræfter. Ikke saameget
nogen stærk Hengivenhed for Hall som Minister som Overtydningen om,
at hele Ministerforandringen var fremkaldt ved en Hofintrigue
(forsaavidt man under Frederik VII kunde tale om et Hof), der for en
stor Del dreiede sig om en underordnet og lidet værdig Personlighed,
Civillisteintendanten Berling, men især Frygten for de Eventyr,
hvorpaa den aldeles uberegnelige Blixen-Finecke kunde indlade sig, en
Demokrat legende overmodig Aristokrat, der særlig støttede sit Krav
om en stor politisk Rolle paa i sin Tid at have været Bismarcks
Skolekammerat, bragte mig til i et Flyveskrift under Titlen:
"Ministeriet af anden December, betragtet fra Monarkiets Standpunkt",
der udkom i Begyndelsen af 1860 (naturligvis, som de tidligere
nævnte, under mit Navn), at udtale mig skarpt om det hele
Ministeriums Tilbliven og tildels om dets enkelte Medlemmer. Et af
Baron Blixen-Finecke paatænkt Skridt, den i Kongens Omgivelser ikke
med Gunst omfattede Thronfølgers Fjernelse ved en meget betænkelig
Ansættelse i Holsten, er ovenfor omtalt.
{[84] Mit Valg dengang foregik kun med en meget lunken
Understøttelse, for ikke at sige ialtfald delvis Modstand fra det
Partis Side, der betegnedes som det nationalliberale, til hvilket
jeg ikke af samme blev henregnet eller med Rette kunde henregnes.}
{[85] Den udkom samtidig paa Tydsk og oplevede tvende Oplag.}