hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om
Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad
Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Møde
med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i de
allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være lidet
oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt heftigt
Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været klar og strax
derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle
nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ældste Datter (mine
andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk) næste Dag at seile ud
til Humlebæk, hvor jeg vilde søge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg
efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra
Hæren indløbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om
Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik
syntes at høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en
Vogn for at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg
Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med
Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg
havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest
for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg
under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10
om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en
Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i
Kjøbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt
Slag og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik
jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men fandt
Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den
Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad. -- Da jeg
den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mødte
den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg
og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger
Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var
erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at
opfordre ham til ikke at skænke en saadan Kilde Tiltro og gik over
til Dagens Gjerning, skjøndt visselig ikke uden Angst. Endnu den
6te Oktober ved Lykønskningskuren hos Kongen i Anledning af hans
Fødselsdag meddelte nuværende Admiral Irminger mig, at et kort
forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en
Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem
Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel
endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at
den kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid
Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at
der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.}
Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den 2den August i
London den Protokol, i hvilken Stormagterne, af hvilke dog Østerrig
først lidt senere tiltraadte med et vist Forbehold, erklærede
Opretholdelsen af det danske Monarki i dets hidtilværende Udstrækning
for at være vigtig for den europæiske Ligevægt, et Resultat, der
væsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til deres Politik,
og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske Krav tilfredsstilledes og
seirede over Insurrektionen, forsaavidt denne gik ud paa en
fuldkommen Løsrivning. Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor
den saaledes givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets Dele
paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes, at Rammen ikke
udsattes for paany at sprænges, eller at, hvis en saadan Sprængning
indtraadte (hvad jeg for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede
mig for at antyde eller udtale som Forudsætning), det egentlig danske
Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens Løsning gjaldt det at
benytte den vundne Stilling: den seirrig hævdede Besiddelse af
saagodtsom hele Slesvig. Derhen vendte sig da, medens den danske
Bestyrelse af Slesvig foreløbig ordnedes og de sidste Kampe kæmpedes,
min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste
Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet af 13de Oktober
1850, der nu er trykt i dansk historisk Tidsskrifts femte Rækkes 4de
Bind (for 1883), hvori jeg anbefalede, at vi snarest muligt selv
skulde fremtræde med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og
administrative Forbindelse med Holsten og det øvrige Slesvigs med
Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om Monarkiets Ordning.
Det lykkedes mig ikke at vinde, jeg vil ikke sige Samstemning med,
men end ikke blot alvorlig Opmærksomhed for Forslaget; alle mine
Kolleger skrækkedes tilbage fra en Løsning, der havde saavel den
rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition som
Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig, nu stolende paa at
fastholde hele Slesvig. -- Med Grev Sponnecks Sendelse over Berlin
til Wien indlededes istedet Notabelforhandlingerne i Flensborg. --
Det havde maaske været rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra
Begyndelsen af havde været ledende for mig med Hensyn til Statens
Sammensætning og Begrændsning, og til hvilken jeg ene havde nogen
Tillid, saaledes tilbagetrængtes og opgaves, paa det Tidspunkt var
traadt ud af Ministeriet. Jeg lod mig imidlertid bevæge til at blive
dels af et, omend ikke stærkt, Haab om at se Tanken fremkomme paany
efter resultatløse Forsøg i andre Retninger, dels af Trangen til at
fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene for det mig betroede
specielle Ministerium: Almueskolevæsenet i Lovsform saavidt, at der
ingen Tvivl blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i saa
Henseende givne Løfter[77].
{[77] Udgiverens Anmærkning: Som Supplement til, hvad der her og
nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet og
Arbeide for Delingstanken, henvises til de som Tillæg II aftrykte
Aktstykker.}
Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen af
Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke blot Folket, men
ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal. Da jeg en Dag i
Slutningen af Juli eller de allerførste Dage af August gik over
Slotspladsen henimod Løngangsporten nærmest Kirken for at begive mig
op i Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt
paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad mig trine ind til sig.
Efter min Indtrædelse spurgte han mig, om Kongen havde havt Bud hos
mig for at spørge om, hvor Biskop Mynster for Øieblikket opholdt sig.
Da jeg bejaede dette og paa hans yderligere Spørgsmaal, om jeg
vidste, hvorfor Kongen ønskede Biskoppens Nærværelse, havde svaret,
at jeg formodede, at Kongen maaske vilde kommunicere, betroede
Overhofmareschallen mig, at Kongen vilde have Biskoppen hentet for at
vie ham til Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne
Efterretning, som jeg i næste Øieblik meddelte mine Kolleger,
den største Bevægelse hos disse, og det besluttedes, at
Konseilpræsidenten uopholdelig skulde gjøre Kongen, der tilfældigvis
var i Kjøbenhavn, de indstændigste Forestillinger imod dette
Giftermaal, som, foruden hvad der iøvrigt lod sig indvende derimod,
medførte, at der under de Forhandlinger, som netop da paa Grundlag af
Londonnerprotokollen skulde føres om Thronfølgen i Danmark, ikke til
Understøttelse for den fra vor Side ønskede Afgjørelse kunde hentydes
til Muligheden af et nyt standsmæssigt Ægteskab. Konseilpræsidentens
Forestillinger, om hvis Kraft og Bestemthed jeg ikke tør dømme, bleve
imidlertid uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne
foretage Videre i dette Anliggende[78].
{[78] Som et Kuriosum anfører jeg, at jeg nogen Tid efter modtog
anonyme Breve med Bebreidelser for, bevæget af en Pengegave, at
have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster selv, med
hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen, gjorde,
saavidt jeg véd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at det
temmelig skandaløse Forhold dækkedes ved Ægteskabets Form.
Hvorledes de øvrige Ministre stillede sig til det nye Forhold, véd
jeg ikke; Rosenørn og jeg afleverede, da vi nogen Tid efter
Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og
forudsaae, at vi efter Referatet som sædvanlig vilde blive tilsagte
til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved
Taffelet, uden at der iøvrigt foregik nogen Præsentation.}
I selve Arvefølgespørgsmaalet var det naturligt, at Keiseren af
Rusland som Repræsentant for det Oldenburgske Hus fik en væsentlig
Indflydelse, og at der ikke kunde træffes nogen Afgjørelse uden hans
Samtykke. Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al Magt
maatte arbeides hen til at faae en Thronfølger, der ikke var Danmark
og det danske Folk aldeles fremmed, eller som endog medførte ligefrem
tydske og slesvigholstenske Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var
givet med Hensyn til en Søn af Storhertugen af Oldenburg, der var
bragt paa Bane; om en ligeledes under Omtale bragt Søn af den i
Petersborg levende Prinds Peter af Oldenburg vidstes blot i denne
Henseende Intet. Prinds Frederik af Hessen, Søn af Christian den
VIII's Søster, Landgrevinde Charlotte, der havde været gift med
Keiser Nikolais Datter, var nærmeste Arving til den tydske Stat
Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at vinde danske Sympathier.
Der var altsaa for os kun Tale om at arbeide hen til Valget af
Prinds Christian af Glücksburg, Søn af den som dansk Officer saare
hæderlig bekjendte Hertug Vilhelm af Glücksburg (tidligere af
Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck) og af en Søster til Dronning Marie
Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik af Hessens Søster samt
født og opdragen i Kjøbenhavn, og som derhos under hele Krigen havde
staaet i den danske Hær og deltaget i Felttogene. Det er et slaaende
Bevis paa den Mangel paa en Smule Mod og simpel Værdighed, der
karakteriserede Reedtz som dansk Udenrigsminister, til hvilken Post
han var bleven udnævnt den 6te August 1850, at han i en Note, der
skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens Dom, og
hvori alle de ovenfor nævnte fire Kandidater vare betegnede som
mulige, vægrede sig ved at optage enhver Antydning om, hvem den
danske Regjering og det danske Folk helst kunde ønske til Konge.
Først efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under hvilken jeg
strax og dernæst Clausen og Sponneck erklærede øieblikkelig at ville
tage vor Afsked, hvis han ikke gav efter, lykkedes det til
Henstillingen til Keiseren at faae tilføiet, at, hvis der skulde
tages noget Hensyn til det danske Folks Ønsker og Følelser, vare
disse ubetinget for Prinds Christian af Glücksburg. Da endelig Sagen
var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis fulde Samtykke det
Hele var indledet og fremmet, i et egenhændigt Brev skulde bevidne
Keiseren sin Tilfredshed med Valget af Prinds Christian og udbede sig
hans Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjørelse og
Sanktion, vægrede Kongen sig pludselig, forbitret over den
Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets øvrige Medlemmer
iagttog ligeoverfor Grevinde Danner, ved at skrive Brevet, idet han
yttrede, at det altid kunde ske senere, og at han vilde betænke sig.
Men, da Statsraadet erklærede, at en Udsættelse i det Øieblik vilde
være en grov Fornærmelse mod Keiseren, for hvilken Ministeriet ikke
kunde eller vilde paatage sig Ansvaret, gav Kongen efter; Sagen gik i
Orden og bekræftedes derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni
1851. Om mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu her at
burde tilføie, at jeg paa den Tid ikke havde det ringeste personlige
Bekjendtskab til Prinds Christian eller hans Gemalinde og, saavidt
jeg erindrer, aldrig havde vexlet noget Ord med ham, men Hensynet
til, hvad Fædrelandets Vel krævede, lod mig ikke noget Øieblik være
usikker eller lunken. Navnlig betragtede jeg, hvor varmt jeg end
omfattede de nordiske Folks Broderskab og Ønsket om muligst nær
Sammenslutning imellem dem, den hos Andre opstaaede Tanke om en
dynastisk Forbindelse med Sverrig-Norge ved Kong Oscars (eller senere
Carl XV's) Kaldelse til den danske Throne som et Hjernespind; jeg
vidste altfor vel, at hverken Stormagterne, navnlig Rusland, vilde
finde sig i en saadan Udvidelse af Huset Bernadottes Magt eller dette
Hus vove alvorlig at gribe og forfølge en saadan Plan, om den end,
saalænge den blev et blot Phantasibillede, hos samme kunde vække en
platonisk Kjærlighed, eller det svenske og norske Folk gjøre
Opofrelser for en saadan Tanke, ligesom ved roligt Overlæg heller
ikke den store Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed, kunde
overses, som Opretholdelsen af et fælles Kongedømme for tre Folk med
tre forskjellige Forfatninger vilde medføre.
Den ovenfor nævnte Notabelforhandling i Flensborg i 1851 fik, som man
kunde forudse, det Udfald, at det forelagte Udkast blev vedtaget med
nogle Ændringer af et (kongerigsk-slesvigsk) Flertal, men ubetinget
forkastet af et betydeligt Mindretal. Paa at skaffe dette kun af det
dansksindede Flertal vedtagne Notabelprojekt Anerkjendelse hos
Stormagterne, navnlig Rusland og Østerrig, der efter Grev Sponnecks
Reise til Wien mere og mere indblandede sig i vore Anliggender, var
der imidlertid ikke at tænke. Den Maade, hvorpaa Slesvig efter dets
Besættelse styredes af Tillisch først som Regjeringskommissær og
derpaa som Minister, stred ganske mod den russiske Regjerings, som
jeg ovenfor har sagt, i Grunden gottorpske og slesvigholstenske
Opfattelse, mod hvilken det kun vilde have været muligt at kæmpe
med Held ved Opstillingen af et nyt System: Deling efter
Nationaliteterne. Selv Ruslands Vrede over Oprøret mod Souverænen og
Løsrivelsen, hvorpaa dets Deltagelse for Danmark kun beroede,
opveiedes af Misfornøielsen med det hele konstitutionelle Væsen i
Kongeriget og dettes demokratiske Karakter. Til at bekæmpe denne
Stemning og fjerne Misforstaaelser var den i Helstatens og
Absolutismens Tradition uddannede, uklare og holdningsløse, kun i de
overleverede diplomatiske Former indøvede Reedtz, der i Sommeren 1851
sendtes til Warschau for personlig at forhandle med Keiser Nikolai og
Grev Nesselrode, saare lidet skikket, men Opgaven var ganske vist i
sig selv af den omtalte Mangel paa et positivt og klart Standpunkt
yderst vanskelig. Med en uhyggelig Følelse af hele Stillingens
Usikkerhed havde jeg i Juni 1851, som ovenfor antydet, tiltraadt en
Reise til Jylland for uanmeldt og uden al Opsigt at se Noget af
Almueskolevæsenet dér, da jeg pludselig kaldtes tilbage ved
Efterretningen om, at Reedtz fra Warschau havde sendt en Beretning om
Keiser Nikolais yderlige Forstemning imod det danske Ministerium med
særlig Betegnelse af Clausen og Madvig som Repræsentanter for den
demokratiske Retning og som dem, der ved den i Tydskland mod dem
herskende Forbitrelse vare til Hinder for en Udsoning, hvorfor de,
hvis de vare hæderlige Mænd, burde nedlægge deres Poster. Som Følge
af disse Beretninger fra Reedtz indgav hele Ministeriet Begjæring om
Afsked. For Clausens Vedkommende, hvis hele Stilling som Minister
uden Portefeuille havde været uden rigtig Betydning, blev Afskeden
definitiv; mig derimod søgte Grev A. V. Moltke, der atter dannede det
nye Ministerium, tilligemed de øvrige Medlemmer af dette, navnlig den
ogsaa da som Minister uden Portefeuille indtrædende Grev Carl
Moltke-Nütschau, en oprindelig helt tydsk, streng Monarkist af den
gamle Skole, redelig og hæderlig, men stivsindet og kantet, ivrigen
at fastholde, dels fordi man, hvis ogsaa jeg traadte ud, frygtede for
et altfor stærkt Sammenstød med Rigsdagen, dels fordi man havde en
Følelse af, at en fuldstændig Eftergivenhed ligeoverfor den
russisk-keiserlige Indblanding i Ministeriets Sammensætning baade
var ydmygende og indeholdt en Tilstaaelse af den keiserlige
Bedømmelses Rigtighed. Endnu denne Gang lod jeg mig overvinde af de
samme Grunde, som havde holdt mig fast i Efteraaret 1850: det
forfængelige Haab, at, naar Notabelprojektet, hvorover den officielle
Betænkning endnu ikke forelaae, viste sig uigjennemførligt, Tanken om
en forsonende Adskillelse imellem Nationaliteterne kunde gjøre sig
gjældende, -- samt Lysten til at fuldføre det begyndte Arbeide paa en
Reform af Almueskolevæsenet. Men Ministeriet af 13de Juli 1851 blev
uden fast System og indre Sammenhæng. Gjenoprettelsen af Kongens
Myndighed i Holsten, for hvilket Land Grev Reventlow-Criminil den
28de Juli udnævntes til Minister, indtraadte under Forudsætninger,
der yderligere bandt Udviklingen til en Retning, som jeg ikke kunde
følge. Da Reedtz havde arbeidet sig aldeles fast og træt og derfor
forlangte sin Afsked, maatte Afgjørelsen komme med Indtrædelsen af
den nye Udenrigsminister. Med Statsraadets Samtykke forhandlede
Ministerpræsidenten Moltke med den i 1848 af Ministeriet udtraadte,
men siden som Kabinetssekretær hos Kongen forblevne Geheimeraad
Bluhme om Overtagelsen af denne Post, men under den bestemte og
tilsagte Forudsætning, at Bluhme efter Indtrædelsen frit og ubunden
skulde konferere med Statsraadet om den Vei, der skulde følges i
Underhandlingerne. Istedet herfor forelagde Bluhme, som den 18de
Oktober overtog Udenrigsministeriet, imidlertid forinden uden
Forhandling med Statsraadet den russiske Gesandt her: Baron
Ungern-Sternberg et udførligt politisk Udkast til den danske
Regjerings Fremgangsmaade og blev derom enig med ham. Derved var
Grundlaget for de fremtidige Veie og Bestræbelser i, hvad der angik
Monarkiets Ordning, saaledes paa Forhaand fastslaaet, at man ikke
kunde komme bort derfra uden i høi Grad at støde Rusland, selv om det
havde været muligt i Statsraadet at samle en Flerhed for en anden
Retning, hvilket det ikke var. For mig blev da kun tilbage at opgive
en Stilling, i hvilken jeg ikke kunde hindre, hvad jeg ansaae for
fordærveligt. Jeg troer heller ikke, at Bluhme ugjerne saae
min Udtrædelse som et Tegn paa, at man ogsaa med Hensyn til
Personligheder ganske rettede sig efter Ruslands Anskuelse. Det
varede ikke længe, inden min Beslutning stod fast og blev udtalt, --
men under frugtesløse Bestræbelser fra A. V. Moltkes og flere af mine
andre Kollegers Side for at holde paa mig af Hensyn til Rigsdagen og
under Arbeidet paa at finde min Efterfølger hengik nogen Tid, saa at
min Afsked først udfærdigedes den 7de December 1851.
Dermed vendte jeg tilbage til den Virksomhed og Livsopgave, som jeg
tre Aar iforveien havde forladt, og jeg vendte tilbage dertil med
fuld Hengivelse. Under 23de December 1851 ansattes jeg atter som
Professor i klassisk Philologi, idet der, da Professor Ussing havde
indtaget min Plads, oprettedes en extraordinær Plads for mig med den
samme Løn, som jeg vilde have havt, hvis jeg uafbrudt var bleven ved
Universitetet, og med Rettigheder som Professor ordinarius, og
samtidig udnævntes jeg paany til Embedet som Undervisningsinspektør
ved de lærde Skoler, der havde henstaaet ubesat, idet den aarlige
Examenskontrol var bleven besørget af den tidligere Rektor ved
Vordingborg Skole, Professor F. O. Lange[79][80].
{[79] Min Gage i de to Embeder blev saaledes 2200 Rdl. og 1000
Rdl.}
{[80] Ved de af mig selv foranledigede Bestemmelser om Adgangen til
Husleieportion vilde jeg senere have lidt et Tab i saa Henseende,
hvis ikke mine Kolleger uden Opfordring havde vedtaget at indføre
mig paa min tidligere Plads i Aldersrækken.}
Jeg forlod Ministeriet med Følelsen af i Fædrelandets vigtigste Sag
ikke at have naaet det Maal, hvorefter jeg stræbte, medens jeg i de
mig specielt betroede Anliggender, uden at gjennemføre store
Reformer, dog havde faaet Adskilligt ordnet og Andet forberedet og
derhos ført Bestyrelsen med samvittighedsfuld Orden og Omhu i liberal
Aand og i humane Former. Jeg medtog derhos en ikke ringe Berigelse i
Livserfaring og Livsanskuelse, derimellem ogsaa en skærpet Bevidsthed
om min Stilling til dybe Spørgsmaal. Baade de nærmeste og langt
senere Aar have bragt mig dyrebare Beviser paa, at min Færd,
hvorledes man end dømte om min politiske Dygtighed og Kraft, havde
skaffet og bevaret mig Agtelse og Velvillie hos mine Medarbeidere og
Undergivne i Ministeriet, hos mine Universitetskolleger, hos
Rigsdagen og hos den talrige Række af Embedsmænd, paa hvis Skæbne jeg
som Minister havde udøvet Indflydelse.
Mit Familie- og Husliv havde i de tre Aar, i hvilke jeg var Minister,
i det Væsentlige bevaret sin tidligere stille Gang uden Forstyrrelse
og uden synderlig Forandring i dets ydre Form. Til enten selv at
udvikle et synderlig rigere Selskabsliv eller at deltage deri hos
Andre fattedes der mig og Mine baade Midler og Tilbøielighed. Min
hjemlige Omgang indskrænkede sig idethele til den tidligere
Vennekreds, om denne end ved selve Forholdenes Natur efterhaanden
blev noget udvidet, hvortil ogsaa det bidrog, at min Ven: Pastor
Marckmanns Hustru og to Børn boede hos os i nogle Maaneder i den
første Vinter (1850-1851), efterat han fra Kapellaniet ved Frelserens
Kirke var forflyttet til et Embede i Jylland. Egentlig politiske
Elementer hørte ikke til min Omgang hjemme. Mine Børn, af hvilke min
yngste Søn først i Aarene umiddelbart før 1848 ved Operation var
bleven befriet fra en Blindhed paa begge Øinene, der havde rammet ham
i de første Barneaar, gik i Løbet af disse Aar sunde og glade fra
Barndommen over til den første Ungdom; begge mine Sønner besøgte i
1850 min Moder og mine Søstre paa Bornholm, kort før min ældste Søn
blev Student. -- Min økonomiske Stilling var med de forøgede
Udgifter, trods al Sparsomhed og mig vist hjælpsom Imødekommen, ikke
bleven forbedret, og jeg forlod Ministerpladsen med dens ikke høie
Lønning med forøget Gjæld.
VI.
VIDENSKABELIG, UNIVERSITETS- OG SKOLEVIRKSOMHED MED FORTSAT
DELTAGELSE I DET POLITISKE LIV.
1852 til 1884.
Idet jeg forlod Ministeriet og vendte tilbage til Universitetet
og Videnskaben, kunde jeg dog ikke frigjøre mig fra en fortsat
politisk og parlamentarisk Virksomhed ved Siden af min specielle
Hovedgjerning; deri hindredes jeg saavel af min egen engang vakte
Interesse for de offentlige Anliggenders Behandling og Udvikling som
af Følelsen af paatagne Forpligtelser. Det vil være naturligst i
Sammenhæng med det foregaaende Afsnit her først at betragte denne,
den politiske, Side af mit Liv og min Gjerning i den paafølgende
Aarrække for siden at gaae over til den anden Side, hvor, som jeg
haaber, et selvstændigere, mere sammenhængende og fyldigere Indhold
vil vise sig.