{[76] Et Par enkelte Smaatræk ville give en Forestilling om,

hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om

Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad

Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Møde

med Bevidstheden om, at den afgjørende Kamp forestod i de

allernærmeste Dage, og med Følelsen af i Øieblikket at være lidet

oplagte til det daglige stille Arbeide, lød der et enkelt heftigt

Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde været klar og strax

derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle

nervøst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ældste Datter (mine

andre Børn vare bortreiste til Frederiksværk) næste Dag at seile ud

til Humlebæk, hvor jeg vilde søge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg

efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra

Hæren indløbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om

Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert Øieblik

syntes at høre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en

Vogn for at kjøre ind til Kjøbenhavn. I Rungsted modtog jeg

Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjøbenhavn med

Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbæk den 24de), i Skodsborg

havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest

for Slesvig skulde være tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg

under et optrækkende og løsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10

om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en

Fodgænger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i

Kjøbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt

Slag og om Besættelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik

jeg strax hen til Konseilpræsidentens nærliggende Palais, men fandt

Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den

Aften nøies med et paa Gaden kjøbt og læst Skillingsblad. -- Da jeg

den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mødte

den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg

og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger

Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var

erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at

opfordre ham til ikke at skænke en saadan Kilde Tiltro og gik over

til Dagens Gjerning, skjøndt visselig ikke uden Angst. Endnu den

6te Oktober ved Lykønskningskuren hos Kongen i Anledning af hans

Fødselsdag meddelte nuværende Admiral Irminger mig, at et kort

forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en

Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem

Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel

endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at

den kunde holdes. Samme eller næste Dag indtraf imidlertid

Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at

der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.}

Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den 2den August i

London den Protokol, i hvilken Stormagterne, af hvilke dog Østerrig

først lidt senere tiltraadte med et vist Forbehold, erklærede

Opretholdelsen af det danske Monarki i dets hidtilværende Udstrækning

for at være vigtig for den europæiske Ligevægt, et Resultat, der

væsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til deres Politik,

og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske Krav tilfredsstilledes og

seirede over Insurrektionen, forsaavidt denne gik ud paa en

fuldkommen Løsrivning. Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor

den saaledes givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets Dele

paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes, at Rammen ikke

udsattes for paany at sprænges, eller at, hvis en saadan Sprængning

indtraadte (hvad jeg for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede

mig for at antyde eller udtale som Forudsætning), det egentlig danske

Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens Løsning gjaldt det at

benytte den vundne Stilling: den seirrig hævdede Besiddelse af

saagodtsom hele Slesvig. Derhen vendte sig da, medens den danske

Bestyrelse af Slesvig foreløbig ordnedes og de sidste Kampe kæmpedes,

min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste

Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet af 13de Oktober

1850, der nu er trykt i dansk historisk Tidsskrifts femte Rækkes 4de

Bind (for 1883), hvori jeg anbefalede, at vi snarest muligt selv

skulde fremtræde med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og

administrative Forbindelse med Holsten og det øvrige Slesvigs med

Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om Monarkiets Ordning.

Det lykkedes mig ikke at vinde, jeg vil ikke sige Samstemning med,

men end ikke blot alvorlig Opmærksomhed for Forslaget; alle mine

Kolleger skrækkedes tilbage fra en Løsning, der havde saavel den

rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition som

Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig, nu stolende paa at

fastholde hele Slesvig. -- Med Grev Sponnecks Sendelse over Berlin

til Wien indlededes istedet Notabelforhandlingerne i Flensborg. --

Det havde maaske været rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra

Begyndelsen af havde været ledende for mig med Hensyn til Statens

Sammensætning og Begrændsning, og til hvilken jeg ene havde nogen

Tillid, saaledes tilbagetrængtes og opgaves, paa det Tidspunkt var

traadt ud af Ministeriet. Jeg lod mig imidlertid bevæge til at blive

dels af et, omend ikke stærkt, Haab om at se Tanken fremkomme paany

efter resultatløse Forsøg i andre Retninger, dels af Trangen til at

fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene for det mig betroede

specielle Ministerium: Almueskolevæsenet i Lovsform saavidt, at der

ingen Tvivl blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i saa

Henseende givne Løfter[77].

{[77] Udgiverens Anmærkning: Som Supplement til, hvad der her og

nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet og

Arbeide for Delingstanken, henvises til de som Tillæg II aftrykte

Aktstykker.}

Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen af

Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke blot Folket, men

ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal. Da jeg en Dag i

Slutningen af Juli eller de allerførste Dage af August gik over

Slotspladsen henimod Løngangsporten nærmest Kirken for at begive mig

op i Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt

paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad mig trine ind til sig.

Efter min Indtrædelse spurgte han mig, om Kongen havde havt Bud hos

mig for at spørge om, hvor Biskop Mynster for Øieblikket opholdt sig.

Da jeg bejaede dette og paa hans yderligere Spørgsmaal, om jeg

vidste, hvorfor Kongen ønskede Biskoppens Nærværelse, havde svaret,

at jeg formodede, at Kongen maaske vilde kommunicere, betroede

Overhofmareschallen mig, at Kongen vilde have Biskoppen hentet for at

vie ham til Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne

Efterretning, som jeg i næste Øieblik meddelte mine Kolleger,

den største Bevægelse hos disse, og det besluttedes, at

Konseilpræsidenten uopholdelig skulde gjøre Kongen, der tilfældigvis

var i Kjøbenhavn, de indstændigste Forestillinger imod dette

Giftermaal, som, foruden hvad der iøvrigt lod sig indvende derimod,

medførte, at der under de Forhandlinger, som netop da paa Grundlag af

Londonnerprotokollen skulde føres om Thronfølgen i Danmark, ikke til

Understøttelse for den fra vor Side ønskede Afgjørelse kunde hentydes

til Muligheden af et nyt standsmæssigt Ægteskab. Konseilpræsidentens

Forestillinger, om hvis Kraft og Bestemthed jeg ikke tør dømme, bleve

imidlertid uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne

foretage Videre i dette Anliggende[78].

{[78] Som et Kuriosum anfører jeg, at jeg nogen Tid efter modtog

anonyme Breve med Bebreidelser for, bevæget af en Pengegave, at

have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster selv, med

hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen, gjorde,

saavidt jeg véd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at det

temmelig skandaløse Forhold dækkedes ved Ægteskabets Form.

Hvorledes de øvrige Ministre stillede sig til det nye Forhold, véd

jeg ikke; Rosenørn og jeg afleverede, da vi nogen Tid efter

Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og

forudsaae, at vi efter Referatet som sædvanlig vilde blive tilsagte

til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved

Taffelet, uden at der iøvrigt foregik nogen Præsentation.}

I selve Arvefølgespørgsmaalet var det naturligt, at Keiseren af

Rusland som Repræsentant for det Oldenburgske Hus fik en væsentlig

Indflydelse, og at der ikke kunde træffes nogen Afgjørelse uden hans

Samtykke. Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al Magt

maatte arbeides hen til at faae en Thronfølger, der ikke var Danmark

og det danske Folk aldeles fremmed, eller som endog medførte ligefrem

tydske og slesvigholstenske Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var

givet med Hensyn til en Søn af Storhertugen af Oldenburg, der var

bragt paa Bane; om en ligeledes under Omtale bragt Søn af den i

Petersborg levende Prinds Peter af Oldenburg vidstes blot i denne

Henseende Intet. Prinds Frederik af Hessen, Søn af Christian den

VIII's Søster, Landgrevinde Charlotte, der havde været gift med

Keiser Nikolais Datter, var nærmeste Arving til den tydske Stat

Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at vinde danske Sympathier.

Der var altsaa for os kun Tale om at arbeide hen til Valget af

Prinds Christian af Glücksburg, Søn af den som dansk Officer saare

hæderlig bekjendte Hertug Vilhelm af Glücksburg (tidligere af

Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck) og af en Søster til Dronning Marie

Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik af Hessens Søster samt

født og opdragen i Kjøbenhavn, og som derhos under hele Krigen havde

staaet i den danske Hær og deltaget i Felttogene. Det er et slaaende

Bevis paa den Mangel paa en Smule Mod og simpel Værdighed, der

karakteriserede Reedtz som dansk Udenrigsminister, til hvilken Post

han var bleven udnævnt den 6te August 1850, at han i en Note, der

skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens Dom, og

hvori alle de ovenfor nævnte fire Kandidater vare betegnede som

mulige, vægrede sig ved at optage enhver Antydning om, hvem den

danske Regjering og det danske Folk helst kunde ønske til Konge.

Først efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under hvilken jeg

strax og dernæst Clausen og Sponneck erklærede øieblikkelig at ville

tage vor Afsked, hvis han ikke gav efter, lykkedes det til

Henstillingen til Keiseren at faae tilføiet, at, hvis der skulde

tages noget Hensyn til det danske Folks Ønsker og Følelser, vare

disse ubetinget for Prinds Christian af Glücksburg. Da endelig Sagen

var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis fulde Samtykke det

Hele var indledet og fremmet, i et egenhændigt Brev skulde bevidne

Keiseren sin Tilfredshed med Valget af Prinds Christian og udbede sig

hans Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjørelse og

Sanktion, vægrede Kongen sig pludselig, forbitret over den

Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets øvrige Medlemmer

iagttog ligeoverfor Grevinde Danner, ved at skrive Brevet, idet han

yttrede, at det altid kunde ske senere, og at han vilde betænke sig.

Men, da Statsraadet erklærede, at en Udsættelse i det Øieblik vilde

være en grov Fornærmelse mod Keiseren, for hvilken Ministeriet ikke

kunde eller vilde paatage sig Ansvaret, gav Kongen efter; Sagen gik i

Orden og bekræftedes derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni

1851. Om mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu her at

burde tilføie, at jeg paa den Tid ikke havde det ringeste personlige

Bekjendtskab til Prinds Christian eller hans Gemalinde og, saavidt

jeg erindrer, aldrig havde vexlet noget Ord med ham, men Hensynet

til, hvad Fædrelandets Vel krævede, lod mig ikke noget Øieblik være

usikker eller lunken. Navnlig betragtede jeg, hvor varmt jeg end

omfattede de nordiske Folks Broderskab og Ønsket om muligst nær

Sammenslutning imellem dem, den hos Andre opstaaede Tanke om en

dynastisk Forbindelse med Sverrig-Norge ved Kong Oscars (eller senere

Carl XV's) Kaldelse til den danske Throne som et Hjernespind; jeg

vidste altfor vel, at hverken Stormagterne, navnlig Rusland, vilde

finde sig i en saadan Udvidelse af Huset Bernadottes Magt eller dette

Hus vove alvorlig at gribe og forfølge en saadan Plan, om den end,

saalænge den blev et blot Phantasibillede, hos samme kunde vække en

platonisk Kjærlighed, eller det svenske og norske Folk gjøre

Opofrelser for en saadan Tanke, ligesom ved roligt Overlæg heller

ikke den store Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed, kunde

overses, som Opretholdelsen af et fælles Kongedømme for tre Folk med

tre forskjellige Forfatninger vilde medføre.

Den ovenfor nævnte Notabelforhandling i Flensborg i 1851 fik, som man

kunde forudse, det Udfald, at det forelagte Udkast blev vedtaget med

nogle Ændringer af et (kongerigsk-slesvigsk) Flertal, men ubetinget

forkastet af et betydeligt Mindretal. Paa at skaffe dette kun af det

dansksindede Flertal vedtagne Notabelprojekt Anerkjendelse hos

Stormagterne, navnlig Rusland og Østerrig, der efter Grev Sponnecks

Reise til Wien mere og mere indblandede sig i vore Anliggender, var

der imidlertid ikke at tænke. Den Maade, hvorpaa Slesvig efter dets

Besættelse styredes af Tillisch først som Regjeringskommissær og

derpaa som Minister, stred ganske mod den russiske Regjerings, som

jeg ovenfor har sagt, i Grunden gottorpske og slesvigholstenske

Opfattelse, mod hvilken det kun vilde have været muligt at kæmpe

med Held ved Opstillingen af et nyt System: Deling efter

Nationaliteterne. Selv Ruslands Vrede over Oprøret mod Souverænen og

Løsrivelsen, hvorpaa dets Deltagelse for Danmark kun beroede,

opveiedes af Misfornøielsen med det hele konstitutionelle Væsen i

Kongeriget og dettes demokratiske Karakter. Til at bekæmpe denne

Stemning og fjerne Misforstaaelser var den i Helstatens og

Absolutismens Tradition uddannede, uklare og holdningsløse, kun i de

overleverede diplomatiske Former indøvede Reedtz, der i Sommeren 1851

sendtes til Warschau for personlig at forhandle med Keiser Nikolai og

Grev Nesselrode, saare lidet skikket, men Opgaven var ganske vist i

sig selv af den omtalte Mangel paa et positivt og klart Standpunkt

yderst vanskelig. Med en uhyggelig Følelse af hele Stillingens

Usikkerhed havde jeg i Juni 1851, som ovenfor antydet, tiltraadt en

Reise til Jylland for uanmeldt og uden al Opsigt at se Noget af

Almueskolevæsenet dér, da jeg pludselig kaldtes tilbage ved

Efterretningen om, at Reedtz fra Warschau havde sendt en Beretning om

Keiser Nikolais yderlige Forstemning imod det danske Ministerium med

særlig Betegnelse af Clausen og Madvig som Repræsentanter for den

demokratiske Retning og som dem, der ved den i Tydskland mod dem

herskende Forbitrelse vare til Hinder for en Udsoning, hvorfor de,

hvis de vare hæderlige Mænd, burde nedlægge deres Poster. Som Følge

af disse Beretninger fra Reedtz indgav hele Ministeriet Begjæring om

Afsked. For Clausens Vedkommende, hvis hele Stilling som Minister

uden Portefeuille havde været uden rigtig Betydning, blev Afskeden

definitiv; mig derimod søgte Grev A. V. Moltke, der atter dannede det

nye Ministerium, tilligemed de øvrige Medlemmer af dette, navnlig den

ogsaa da som Minister uden Portefeuille indtrædende Grev Carl

Moltke-Nütschau, en oprindelig helt tydsk, streng Monarkist af den

gamle Skole, redelig og hæderlig, men stivsindet og kantet, ivrigen

at fastholde, dels fordi man, hvis ogsaa jeg traadte ud, frygtede for

et altfor stærkt Sammenstød med Rigsdagen, dels fordi man havde en

Følelse af, at en fuldstændig Eftergivenhed ligeoverfor den

russisk-keiserlige Indblanding i Ministeriets Sammensætning baade

var ydmygende og indeholdt en Tilstaaelse af den keiserlige

Bedømmelses Rigtighed. Endnu denne Gang lod jeg mig overvinde af de

samme Grunde, som havde holdt mig fast i Efteraaret 1850: det

forfængelige Haab, at, naar Notabelprojektet, hvorover den officielle

Betænkning endnu ikke forelaae, viste sig uigjennemførligt, Tanken om

en forsonende Adskillelse imellem Nationaliteterne kunde gjøre sig

gjældende, -- samt Lysten til at fuldføre det begyndte Arbeide paa en

Reform af Almueskolevæsenet. Men Ministeriet af 13de Juli 1851 blev

uden fast System og indre Sammenhæng. Gjenoprettelsen af Kongens

Myndighed i Holsten, for hvilket Land Grev Reventlow-Criminil den

28de Juli udnævntes til Minister, indtraadte under Forudsætninger,

der yderligere bandt Udviklingen til en Retning, som jeg ikke kunde

følge. Da Reedtz havde arbeidet sig aldeles fast og træt og derfor

forlangte sin Afsked, maatte Afgjørelsen komme med Indtrædelsen af

den nye Udenrigsminister. Med Statsraadets Samtykke forhandlede

Ministerpræsidenten Moltke med den i 1848 af Ministeriet udtraadte,

men siden som Kabinetssekretær hos Kongen forblevne Geheimeraad

Bluhme om Overtagelsen af denne Post, men under den bestemte og

tilsagte Forudsætning, at Bluhme efter Indtrædelsen frit og ubunden

skulde konferere med Statsraadet om den Vei, der skulde følges i

Underhandlingerne. Istedet herfor forelagde Bluhme, som den 18de

Oktober overtog Udenrigsministeriet, imidlertid forinden uden

Forhandling med Statsraadet den russiske Gesandt her: Baron

Ungern-Sternberg et udførligt politisk Udkast til den danske

Regjerings Fremgangsmaade og blev derom enig med ham. Derved var

Grundlaget for de fremtidige Veie og Bestræbelser i, hvad der angik

Monarkiets Ordning, saaledes paa Forhaand fastslaaet, at man ikke

kunde komme bort derfra uden i høi Grad at støde Rusland, selv om det

havde været muligt i Statsraadet at samle en Flerhed for en anden

Retning, hvilket det ikke var. For mig blev da kun tilbage at opgive

en Stilling, i hvilken jeg ikke kunde hindre, hvad jeg ansaae for

fordærveligt. Jeg troer heller ikke, at Bluhme ugjerne saae

min Udtrædelse som et Tegn paa, at man ogsaa med Hensyn til

Personligheder ganske rettede sig efter Ruslands Anskuelse. Det

varede ikke længe, inden min Beslutning stod fast og blev udtalt, --

men under frugtesløse Bestræbelser fra A. V. Moltkes og flere af mine

andre Kollegers Side for at holde paa mig af Hensyn til Rigsdagen og

under Arbeidet paa at finde min Efterfølger hengik nogen Tid, saa at

min Afsked først udfærdigedes den 7de December 1851.

Dermed vendte jeg tilbage til den Virksomhed og Livsopgave, som jeg

tre Aar iforveien havde forladt, og jeg vendte tilbage dertil med

fuld Hengivelse. Under 23de December 1851 ansattes jeg atter som

Professor i klassisk Philologi, idet der, da Professor Ussing havde

indtaget min Plads, oprettedes en extraordinær Plads for mig med den

samme Løn, som jeg vilde have havt, hvis jeg uafbrudt var bleven ved

Universitetet, og med Rettigheder som Professor ordinarius, og

samtidig udnævntes jeg paany til Embedet som Undervisningsinspektør

ved de lærde Skoler, der havde henstaaet ubesat, idet den aarlige

Examenskontrol var bleven besørget af den tidligere Rektor ved

Vordingborg Skole, Professor F. O. Lange[79][80].

{[79] Min Gage i de to Embeder blev saaledes 2200 Rdl. og 1000

Rdl.}

{[80] Ved de af mig selv foranledigede Bestemmelser om Adgangen til

Husleieportion vilde jeg senere have lidt et Tab i saa Henseende,

hvis ikke mine Kolleger uden Opfordring havde vedtaget at indføre

mig paa min tidligere Plads i Aldersrækken.}

Jeg forlod Ministeriet med Følelsen af i Fædrelandets vigtigste Sag

ikke at have naaet det Maal, hvorefter jeg stræbte, medens jeg i de

mig specielt betroede Anliggender, uden at gjennemføre store

Reformer, dog havde faaet Adskilligt ordnet og Andet forberedet og

derhos ført Bestyrelsen med samvittighedsfuld Orden og Omhu i liberal

Aand og i humane Former. Jeg medtog derhos en ikke ringe Berigelse i

Livserfaring og Livsanskuelse, derimellem ogsaa en skærpet Bevidsthed

om min Stilling til dybe Spørgsmaal. Baade de nærmeste og langt

senere Aar have bragt mig dyrebare Beviser paa, at min Færd,

hvorledes man end dømte om min politiske Dygtighed og Kraft, havde

skaffet og bevaret mig Agtelse og Velvillie hos mine Medarbeidere og

Undergivne i Ministeriet, hos mine Universitetskolleger, hos

Rigsdagen og hos den talrige Række af Embedsmænd, paa hvis Skæbne jeg

som Minister havde udøvet Indflydelse.

Mit Familie- og Husliv havde i de tre Aar, i hvilke jeg var Minister,

i det Væsentlige bevaret sin tidligere stille Gang uden Forstyrrelse

og uden synderlig Forandring i dets ydre Form. Til enten selv at

udvikle et synderlig rigere Selskabsliv eller at deltage deri hos

Andre fattedes der mig og Mine baade Midler og Tilbøielighed. Min

hjemlige Omgang indskrænkede sig idethele til den tidligere

Vennekreds, om denne end ved selve Forholdenes Natur efterhaanden

blev noget udvidet, hvortil ogsaa det bidrog, at min Ven: Pastor

Marckmanns Hustru og to Børn boede hos os i nogle Maaneder i den

første Vinter (1850-1851), efterat han fra Kapellaniet ved Frelserens

Kirke var forflyttet til et Embede i Jylland. Egentlig politiske

Elementer hørte ikke til min Omgang hjemme. Mine Børn, af hvilke min

yngste Søn først i Aarene umiddelbart før 1848 ved Operation var

bleven befriet fra en Blindhed paa begge Øinene, der havde rammet ham

i de første Barneaar, gik i Løbet af disse Aar sunde og glade fra

Barndommen over til den første Ungdom; begge mine Sønner besøgte i

1850 min Moder og mine Søstre paa Bornholm, kort før min ældste Søn

blev Student. -- Min økonomiske Stilling var med de forøgede

Udgifter, trods al Sparsomhed og mig vist hjælpsom Imødekommen, ikke

bleven forbedret, og jeg forlod Ministerpladsen med dens ikke høie

Lønning med forøget Gjæld.

VI.

VIDENSKABELIG, UNIVERSITETS- OG SKOLEVIRKSOMHED MED FORTSAT

DELTAGELSE I DET POLITISKE LIV.

1852 til 1884.

Idet jeg forlod Ministeriet og vendte tilbage til Universitetet

og Videnskaben, kunde jeg dog ikke frigjøre mig fra en fortsat

politisk og parlamentarisk Virksomhed ved Siden af min specielle

Hovedgjerning; deri hindredes jeg saavel af min egen engang vakte

Interesse for de offentlige Anliggenders Behandling og Udvikling som

af Følelsen af paatagne Forpligtelser. Det vil være naturligst i

Sammenhæng med det foregaaende Afsnit her først at betragte denne,

den politiske, Side af mit Liv og min Gjerning i den paafølgende

Aarrække for siden at gaae over til den anden Side, hvor, som jeg

haaber, et selvstændigere, mere sammenhængende og fyldigere Indhold

vil vise sig.

Livserindringer · 第 15 / 28 段