Ministeriums Vedkommende føiedes i anden Session 1850 en temmelig
betydelig Indgriben i Forhandlinger, der angik to andre Ministerier.
B. Christensen havde kort efter Sessionens Begyndelse indbragt et af
ham i Forening med Tscherning affattet Udkast til en Kommunallov, der
gik ud paa en Deling af Riget i to store Kredse, Jylland og Øerne,
med næsten fuldstændig Sondring i alle Anliggender, der paa nogen
Maade kunde betegnes som kommunale, hver med en Landshøvding i
Spidsen, udrustet med en Myndighed og en Besættelsesret til en Mængde
Embeder, hvorved Kongemagten og Centralregjeringen aldeles lammedes
og den betænkeligste Forvirring maatte indtræde. Det var af den
største Vigtighed, at de yderst farlige Konsekventser, hvortil dette
Lovudkast, hvis det endog blot for en ringe Del sattes igjennem,
vilde føre, og at den statsopløsende Tendents, der, tildels vistnok
Koncipisterne ubevidst, gik derigjennem, blev paavist og tilbagevist,
saa at ingen Del af Spirerne kom til Udvikling; men denne Opgave laae
udenfor den daværende Indenrigsminister Rosenørns Synskreds; han
tabte sig under den første Behandling (den 1ste November) i en Række
lidetsigende Detailbemærkninger, billigende, misbilligende og
tvivlende, og det saae næsten ud til, at Lovudkastet vilde faae en
vis Anerkjendelse ved Henvisning til anden Behandling, maaske med
ikke ringe Stemmeflerhed og med Nedsættelse af Udvalg. Jeg tog da i
sidste Øieblik Ordet for i et indtrængende Foredrag at belyse
Forslagets hele Karakter og samle Grundene derimod under bestemte,
skarpt fremtrædende Hovedpunkter; Følelsen af Sagens Vigtighed gav
mig Kraft, og ved den umiddelbart paafølgende Afstemning ved
Navneopraab negtedes Overgang til anden Behandling, et Udfald, der
baade i Statsraadet og hos Publikum udenfor Rigsdagen hilstes med
mere end almindeligt Bifald[70]. Mindre iøinefaldende, men af mere
positiv Betydning var min Medvirkning ved Presselovens Behandling. Da
den Tilstand, der var tilveiebragt ved en provisorisk Forordning af
24de Marts 1848, som ophævede alle efter Trykkefrihedsforordningen af
1799 givne Bestemmelser om Pressens Brug, var uholdbar og uklar,
havde Justitsministeren Bardenfleth allerede i den første
Rigsdagssamling 1850 i Landsthinget indbragt et Lovforslag om
Pressens Brug, der med ikke uvæsentlige Ændringer gik over til
Folkethinget, men dér, efterat et nedsat Udvalg havde foreslaaet
yderligere Forandringer, paa Grund af den fremrykkede Tid ikke kom
til videre Behandling. Forstemt over Udkastets Modtagelse fremlagde
Ministeren intet nyt Forslag i anden Rigsdagssamling 1850, men
derimod indbragte syv Medlemmer af Folkethinget, derimellem Damkier,
Hall, Krieger og Schack, med Benyttelse af det tidligere Udkast og
Forhandlingerne derom, et Forslag til Lov om Pressens Brug. Til dette
Forslag stillede Justitsministeren sig under første Behandling
temmelig uvenlig, og Udsigten til en Overenskomst syntes meget ringe.
Da jeg imidlertid baade i Forslaget saae et i det Væsentlige brugbart
Grundlag og ansaae et Brud imellem Regjeringen og den nævnte Side af
Folkethinget, der i det Hele støttede den, for meget uheldigt,
navnlig i denne Sag, tog jeg ved Slutningen af første Behandling
Ordet for at anbefale Forslaget til Fremme. Ved anden Behandling
syntes Forholdet imellem Forslagsstillerne og Justitsministeren ikke
at blive bedre, og en ny Vanskelighed opstod, idet Clausen meget
heftig opponerede mod den Paragraf i Forslaget, der angik
Beskyttelsen af religiøse Trossamfund og Sædeligheden mod Krænkelser
i Pressen, som utilfredsstillende, medens jeg i det Hele maatte
tiltræde og forsvare den. Efter Slutningen af anden Behandling
lykkedes det mig imidlertid at tilveiebringe en fortrolig Forhandling
i Bardenfleths Bolig mellem Forslagsstillerne og Bardenfleth, Clausen
og mig, i hvilken jeg, som jeg ved tredie Behandling udtalte,
overtog Mæglerens Rolle. En Overenskomst kom istand ved gjensidige
mindre Indrømmelser og Lempelser, og, idet de deraf følgende
Ændringsforslag gik igjennem ved 3die Behandling, skjøndt Clausen
endnu var misfornøiet med § 8, vedtoges Lovudkastet af Folkethinget
med meget stort Flertal. I Landsthinget maatte jeg derefter ved
første Behandling paatage mig Lovudkastets og navnlig den omstridte
ottende Paragrafs Forsvar mod Ørsteds og Blechingbergs heftige
Angreb; ved anden og tredie Behandling opgav de og deres
Meningsfæller Kampen, og Lovudkastet gik da stille igjennem begge
Behandlinger og bestaaer endnu som gjældende Lov om denne vigtige
Gjenstand.
{[70] Den samme snevre Synskreds og Fortabelse i Smaating (navnlig
nye Benævnelser) viste sig over alt i det Udkast til en
Kommunallov, som den flittige og kundskabsrige Indenrigsminister
selv udarbeidede og forelagde Statsraadet efterhaanden i Løbet af
Vinteren 1850-1851. Naar i Statsraadsmøderne, der den Vinter
sædvanlig holdtes om Aftenen i et Værelse paa Kristiansborg, de til
Afgjørelse nærmest foreliggende Sager vare behandlede og Theen
indbragt, pleiede Grev Moltke med godmodig Resignation at sige:
"Saa maae vi vel have lidt Kommunallov", hvorpaa et langt, roligt
Foredrag af Indenrigsministeren begyndte, af og til afbrudt ved en
høist mistænkelig Lyd fra Marineministerens Lænestol. I
Rigsdagssamlingen 1852 indbragte Rosenørn som Medlem af
Folkethinget sit Forslag til liden Glæde for Thinget og for sig
selv.}
* * * * *
Allerede længe inden Grundlovsforhandlingen var bragt tilende og
Grundloven sanktioneret, havde jeg maattet deltage i Ansvaret for en
Fornyelse af Krigen, da Tilstandene i Slesvig vare utaalelige og
Underhandlingerne hverken skrede frem eller kunde ventes, i hvilken
Retning de end førtes, at ville give et for det egentlige Danmark
endog blot taaleligt Resultat, saalænge de maatte føres paa Grundlag
af den ved Vaabenstilstanden af 1848 og dens Forvanskning
tilveiebragte Besiddelsesstand, hvorved hele Slesvig var i Fjendens
Magt. I Krigsførelsen selv havde naturligvis jeg som de øvrige civile
Ministre kun den Andel, der kunde ligge i at støtte Krigsbestyrelsens
Bestræbelser ved alle Midler, hvorved dog en ganske overveiende Rolle
tilfaldt og med stor Dygtighed udførtes af Finantsministeren, og
maaske raadgivende at indvirke paa visse almindelige Planer for
Kampens Ledelse. I sidstnævnte Henseende indtraadte strax en vigtig
Overveielse, idet Krigsministeren, under Udtalelse af Mistillid til
den i den danske Hær selv tilstedeværende høiere Krigserfaring og
strategiske Indsigt -- en Mistillid, der specielt rettedes mod
Læssøe, -- forlangte og, ikke med min gode Villie, fik Samtykke til
at indkalde en fremmed, hvilket, da man var udelukket fra Tydskland,
vilde sige en fransk, General til at overtage Overanførselen eller i
det Ringeste udkaste Felttogsplanen. Efter nogen Søgen henvendte
Hansen sig til den af den aktive Tjeneste udtraadte General Fabvier,
der tidligere havde været Stabschef hos Marechal Marmont, og med hvem
Hansen havde gjort Bekjendtskab i Grækenland, hvor Fabvier
organiserede og kommanderede græske Tropper paa samme Tid, som Hansen
i Forening med to andre danske Officerer (Schlegel, senere Chef for
Ingeniørkorpset, og Tscherning) var nedsendt til det franske
Armeekorps, der en Tidlang stod paa Morea. Fabvier gjorde ved
Ankomsten til Kjøbenhavn intet gunstigt Indtryk, og den Plan, han her
fremsatte for Felttogets Aabning, maatte ved nogen Eftertanke
forekomme Enhver som et høist besynderligt Indfald. Den gik ud paa,
at en Del af den danske Armee, der forudsattes i sin Helhed ikke at
være istand til ligefrem at møde den fra Holsten over Slesvig
nordefter mod Flensborg og videre fremrykkende fjendtlige Styrke og
optage Kampen med den, skulde landsættes i Svandsen og der indtage en
Stilling, hvor den truede Fjendens høire Flanke og derved hindrede
hans Fremtrængen[71]. Det faldt ikke Fabvier ind, at Fjenden, der
antoges stærkere end vor Hær, naturligvis strax vilde vende sig imod
denne, som, hvis Kampen gik den imod, vilde trænges ned til Kysten og
dér, hvis Infanteriet eller en Del deraf optoges paa Skibe, ialtfald
efterlade Artilleri og Kavalleri som Fjendens Bytte. Medens i
Kjøbenhavn baade Andre og jeg studsede over denne Plan, for hvilken
Forbilledet syntes at have været Udkastet til en Landgang og et lille
Streiftog af græske Palikarer, udtalte Læssøe, der endnu da var
Stabschef hos den Overkommandoen over Armeen paa Als og i Sundeved
førende General Krogh, da Krigsministeren med Fabvier reiste derover,
en streng og skaanselløs Kritik over Fabviers Planer og Ytringer, ved
hvilken Kritik Hansen, der havde indkaldt ham, ikke berørtes
behagelig og hans Stemning ligeoverfor Læssøe ikke blev bedre. Han
lod imidlertid Fabvier falde, og denne forsvandt uden i Danmark at
efterlade sig andet Spor end Antegnelsen i Statskalenderen af det
Storkors, han selv medtog, og de to Ridderkors, hvormed to saakaldte
Sekretærer hos ham dekoreredes og endnu opføres i vor Statskalender.
De nærmest paafølgende Begivenheder ere noksom bekjendte. Ulykken ved
Ekernførde gav Anledning og Paaskud til at fjerne Krogh og Læssøe,
der afløstes af den kække og kamplystne Bülow og den brave og
forstandige, men ikke geniale Flensborg; den danske Hærs Hovedstyrke
trak sig, efterladende en Besætning paa Als, tilbage til
Nørrejylland, og efter den blodige og resultatløse Kamp ved Kolding
den 23de April og nogle mindre Fægtninger ved Gudsø osv.
indesluttedes Hovedstyrken i Fredericia eller gik under Bülow over
til Fyen, medens en anden Del under Rye hæderlig førtes tilbage mod
Nord forbi Aarhus til Helgenæs, hvorhen den forfulgtes af Preusserne,
idet Fredericia indesluttedes og beleiredes af Insurgenthæren. Under
disse Omstændigheder gjaldt det i April, Mai og Juni for Ministeriet
om baade selv at beholde Mod og Fatning og at opretholde Modet hos
Befolkningen. Jeg erindrer, hvorledes Marineministeren Zahrtmann
kaldtes ud af Statsraadsmødet paa Kristiansborg for af sin Adjutant
at modtage og bringe os andre Efterretningen om Tabet af to af
Marinens bedste Skibe ved Ekernførde, og dernæst hvorledes jeg
Morgenen efter Kampen ved Kolding, da jeg uden nogen Anelse
om denne Begivenhed kom op i Ministerialbygningen, dér traf
Indenrigsministeren Bang aldeles overvældet og ude paa Gangen
høiligen jamrende over det forfærdelige Myrderi og det store Tab. Jeg
spurgte ham øieblikkelig, om der var tabt Faner eller Kanoner eller
et stort Antal Fanger; da han benegtede dette, men vedblev at jamre
over de 700 Døde eller Saarede, sagde jeg noget skarpt, at vi, da vi
opsagde Vaabenstilstanden, maatte have gjort os det klart, at man
ikke førte Krig uden at have Døde og Saarede, og bad ham indstændig
om at dæmpe og skjule sin Forsagthed; jeg bør dog tilføie, at Bang
ved Modtagelsen af Efterretningen fra Ekernførde havde vist langt
større Fatning og i det Væsentlige redigeret den korte og besindige
Meddelelse, der derom udgik. Ikke mindre tydelig bevarer jeg
Indtrykket af en Samtale, som jeg omtrent i Slutningen af Mai havde
ganske alene og i fuld Fortrolighed med Krigsministeren om Udsigten
for Fredericias Modstand, hvorom han mistrøstig udtalte, at
Fæstningen for Ærens Skyld maatte og vilde holde ud nogle Uger, men
da maatte forlades eller falde; dengang var, derpaa er jeg vis, endnu
ikke Tanken opstaaet om Befrielse ved et stort Udfald og Angreb. At
Planen dertil derefter lagdes og forhandledes imellem Hansen, Bülow
og Flensborg og dernæst udførtes med Ro og besindig Kløgt og holdtes
saa fuldstændig hemmelig, at ingen af Krigsministerens, naturligvis
urolige og utaalmodige, Kolleger -- jeg troer ikke engang
Marineministeren -- havde nogen Anelse om Forehavendet, regner jeg
Hansen til stor Fortjeneste. Hvem det første Initiativ tilhører, véd
jeg ikke, men allerede temmelig tidlig gjorde der sig hos flere af
Ministeriets civile Medlemmer den Forventning gjældende, at Bülow
ikke godvillig vilde sidde stille i Fyen og se paa Fredericias Fald.
Da nu Sponneck, Clausen og jeg frygtede for, at Bülows Handlelyst
skulde lammes ved Hansens Indblanding og Flensborgs for store
Betænksomhed, maaske ogsaa fordi det var os forebragt, at Bülow
gjerne vilde have beholdt Læssøe til Stabschef, tillode vi os et
Skridt, der kun kan undskyldes med, at Alt stod paa Spil; vi skrev i
Forening til Bülow, at vi forudsatte, at han var sig sin Stilling og
sit Ansvar som kommanderende General, der havde at handle efter egen
bedste Overbevisning, bevidst, og at han, hvis han enten fandt sig
trykket af Indblanding fra Krigsministeriets Side i de egentlige
Krigsoperationer eller ønskede nogen Forandring i Stabschefsposten,
skulde finde den kraftigste og afgjørende Støtte i Statsraadet, naar
han henvendte sig dertil. Bülow svarede fuldkommen korrekt, at han
tog hele Ansvaret for at handle eller undlade at handle paa sig, og
at han var fuldkommen tilfreds med sin Stabschef. Under Beleiringen
af Fredericia modtog jeg ligesom tidligere jævnlig Breve fra den ved
Hæren ansatte Feltpræst Boisen (senere død som Stiftsprovst i Ribe),
og, da disse begyndte at bære Spor af Mismod ikke blot hos
Brevskriveren, men ogsaa, hvis han ellers saae rigtig, hos en Del af
Mandskabet og enkelte endog høierestaaende Officerer (derimellem dog
i intet Øieblik den tapre Kommandant Lunding) samt at udtale et noget
utaalmodigt Ønske om Fred, indskærpede jeg ham ved enhver Leilighed,
som hans Embedsgjerning medførte, eller som iøvrigt tilbød sig, at
udtale, at han var vis paa, at ogsaa Regjeringen ønskede Fred, men en
hæderlig og varig, og at en saadan kun kunde opnaaes, naar ved en
heldig og ikke ubetydelig Vaabendaad Slesvigholstenernes
øieblikkelige Overmod nedstemtes og derved Betingelsen for et ikke
for den danske Befolkning ydmygende Samliv tilveiebragtes. Jeg har
Grund til at antage, at disse mine Udtalelser fik en anden og større
Publicitet, end der var tilsigtet, men de skadede i ethvert Tilfælde
ikke. Udentvivl ved urigtig Opfattelse og Fremstilling af Boisen
opstod en Art Mythe om, at Oberst Lunding, da han hørte om dette
Brev, forlangte det af Præsten og efter Læsningen i opbrusende
Heftighed besluttede at foretage et større Udfald og kun ved sin
Stabschefs og Andres Forestillinger bragtes derfra. Urigtigheden af
denne Fortælling er bevidnet mig af nuværende General Ernst, der
dengang stod Kommandanten i Fredericia meget nær; dog formoder jeg,
at mit Brev til Boisen ikke er blevet Lunding ubekjendt[72]. Den af
mig ønskede Vaabendaad kom, forberedet fra anden og kompetent Side,
stor og glimrende den 6te Juli. Som et Tegn paa, hvorledes mit som
Andres Sind i hine Dage med yderste Spænding dvælede ved Fredericia,
skal jeg, hvor smaaligt det end kan synes, dog anføre, at jeg et Par
Dage iforveien en Morgen fortalte min Hustru, at jeg havde drømt, at
Bülow paa Grund af en stor Seir var udnævnt til Generallieutenant.
Den 7de Juli gik jeg tidlig om Formiddagen ud for at have en Samtale
paa Amalienborg med Overhofmarechal Levetzau om hans Udnævnelse til
Overdirektør for de kongelige Kunstsamlinger, men maatte paa Veien
besøge en Barberstue. Paa mit henkastede Spørgsmaal, om der fortaltes
noget Nyt i Byen -- Morgenaviser udkom dengang ikke --, svarede
Barberen, at han havde hørt fortælle, at der skulde have staaet et
Slag, hvori vi skulde have taget over 1000 Fanger, men at det vel
ikke var sandere end saamange andre Rygter. Uden at kunne søge
nærmere Bekræftelse maatte jeg gaae til en halv Times Konference med
Levetzau, hvorefter jeg ilede hjem for fra Hjemmet atter at gaae ned
i Ministeriet, idet jeg sagde til min Hustru, at, hvis Efterretningen
var sand, vilde vi holde en lille Familiefest til Middag. I Bredgaden
(jeg boede dengang i Dronningens Tvergade) mødte jeg tre mig
bekjendte Embedsmænd, derimellem den senere Stiftamtmand i Lollands
Stift, Baron Holsten, der fortalte mig, at de faa Øieblikke iforveien
havde talt med Marineministeren, der havde sagt dem, at der
telegrafisk (naturligvis ved optisk Telegraf) af Overkommandoen var
forlangt Midler til at transportere 1800 tagne Fanger. Jeg ilede da
tilbage for at sige til Portneren i den Gaard, hvori jeg boede, at
han skulde gaae op til min Hustru og sige, at "det var sandt", og
fortsatte, efter at have ligeoverfor hans Tvivl og Forundring
gjentaget den korte Besked, min Vei til Ministerialbygningen for at
søge nærmere Efterretninger. Om Eftermiddagen holdt jeg Seiersfest i
Dyrehaven, hvor jeg med mig selv og mødende Venner ivrig drøftede
Spørgsmaalet, om Bülow efter Seiren havde fortsat Forfølgelsen mod
Veile for at fuldende Opløsningen af den ad denne Vei flygtende
Fjendeskare eller vendt sig mod Kolding og hvad der stod imellem
Kolding og Als. Jeg erfarede snart, at min Fantasi havde taget for
rask Flugt; den lange og haarde Kamp havde udtømt Kræfterne og krævet
nogen Hvile; at en energisk Impuls fra Stabschefens og en udholdende
Anstrengelse fra Kavallerikommandoens Side uden synderligt Offer
kunde have forøget Seirens Frugter i Antal af Fanger og erobrede
Vaaben, er vel imidlertid utvivlsomt.
{[71] Thorsøe lader i sit Værk: "Kong Frederik den Syvendes
Regjering" denne Plan være General Hansens egen; maaske var den
begges i Forening.}
{[72] Udgiverens Anmærkning: Blandt min Faders Papirer har jeg
fundet flere Breve fra nævnte Feltpræst (Feltprovst?) Boisen,
skrevne fra Fredericia i 1849, som bekræfte det ovenfor berørte,
ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af
27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en
Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne -- der
vistnok forlængst havde glemt, at han havde bevaret disse Breve, --
ikke har husket Indholdet aldeles nøiagtig. Det hedder nemlig deri:
"Til min Prædiken idag (1ste Pintsedag) gav Ministerens Skrivelse
mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes baade Himmelfreden
og Landefreden maatte tilkæmpes, og hvor vigtigt det var ikke at
blive træt, men at holde ud til Enden. Jeg viste ogsaa Kommandanten
den Del af Deres Skrivelse, som De havde paalagt mig at kundgjøre,
og han glædede sig i alle Maader over Deres Ord; men, da han endog
forlangte en Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at
opfylde dette Ønske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg
siger Dem, at han vilde have denne Skrivelse for at retfærdiggjøre
nogle nye Forsøg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde
udsætte Armeen for store Farer og Byen for Ødelæggelser". Den 28de
Mai er derhos tilføiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten, og han
begjærede atter at læse det af Deres Brev, som jeg havde meddelt
ham -- --; hans Ytringer i denne Anledning vare af den
Beskaffenhed, at de høilig foruroligede mig. -- Imorges skrev jeg
derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer kun var, at jeg
skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet til
Udholdenhed og umulig kunde være at udøve den allermindste
Indflydelse paa de Kommanderendes militære Foretagender, ligesom at
intetsomhelst Ansvar kunde falde paa den #private# Brevskriver. --
-- Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten, hvori han aldeles
beroliger mig med Hensyn til min ytrede Frygt." -- De nævnte Breve
tjene iøvrigt til at bekræfte, at der hos adskillige Militære havde
dannet sig den Anskuelse, at Krigsministeren ikke lod
Generalkommandoen have fornødne frie Hænder.}
Under hele Felttoget vare de diplomatiske Forhandlinger fortsatte,
men deres Sæde forlagt fra London til Berlin, hvor de førte til de
paa Danmarks Vegne af Reedtz den 10de Juli 1849 undertegnede
Fredspræliminarier og den dermed forbundne Vaabenstilstand, under
hvilken Slesvig skulde bestyres af en Regjeringskommission, sammensat
af et dansk, et preussisk og et engelsk Medlem, og Sydslesvig holdes
besat af preussiske Tropper, Nordslesvig af et neutralt -- svensk --
Troppekorps. At disse Underhandlinger og deres tilsyneladende
Resultat, Fredspræliminarierne, i sig selv bare Spiren til og vare
fordømte til Ufrugtbarhed, laae i Sagens Natur, saalænge man fra
dansk Side holdt fast paa den fulde Eiderpolitik, som man hverken
havde Kraft til at gjennemføre eller kunde faae Understøttelse for
hos Stormagterne (og som, vil jeg tilføie, hvis den en kort Tid var
bleven seirrig, utvivlsomt kun vilde have ført til et fornyet
slesvig-holstensk Udbrud), medens Tydskland ligesaa bestemt fastholdt
Schlesvigholsteinismens Paastande og Preussen kun ved Ruslands Tryk
gik ind paa Noget, der ad Omveie maatte føre tilbage til, hvad
Rusland i sig selv begunstigede, et løst sammenklistret, saakaldet
dansk Monarki, indenfor hvis Grændser den kun lidet beskaarne
Schlesvigholsteinisme dels beholdt, dels søgte at gjenvinde sin
tidligere Stilling og ventede paa bedre Leilighed til at gjentage,
hvad der foreløbig ikke var lykkedes. England havde fra den Tid, da
den af Palmerston optagne Tanke om en Deling af Slesvig var afvist
fra dansk Side, kun beholdt tilbage en vis ubestemt Interesse for det
danske Monarkis ydre og nominelle Opretholdelse og sluttede sig
derfor til Rusland. Underhandlingerne førtes af Mænd (i London
Reventlow, i Berlin Reedtz), der uden al Erkjendelse af de nye
Forholds Krav og uden nogensomhelst selvstændig Opfattelse kun
bevægede sig i de overleverede Forestillinger[73]. Opgaven for den
Del af Ministeriet, der stod paa et nationalt Standpunkt (og til
denne Side sluttede sig endnu dengang i det Hele Sponneck), var
altsaa at forhindre, at man bandtes ved uforsigtige Udtalelser og
Forpligtelser, og at paase, at falske Argumenter og Paastande
paavistes og bleve imødegaaede. Til en saadan Virksomhed gav
Udenrigsministeren, Grev Moltke os andre forsaavidt Adgang, som den
diplomatiske Korrespondance, især saalænge Kammerherre A. H. Bille
var Moltkes Medhjælper, i stor Udstrækning droges ind i Statsraadet
og forhandledes der, hvorved det ikke sjeldent faldt i min Lod at
staae Bille bi med Hensyn til Opfattelsen og Redaktionen af
Beslutningerne. Man søgte altsaa at holde Sagen hen, indtil et
Omsving herhjemme kunde tilveiebringes og Initiativet til en virkelig
definitiv Løsning tages herfra. Men allerede dengang frygtede jeg,
hvad der siden er blevet mig endnu klarere, at et saadant Omslag, der
skulde udgaae fra de Ministre, der vare stemplede som Demokrater,
efterhaanden blev desto vanskeligere, jo mere de saakaldte
venskabelige Magter satte sig fast i de gamle Forestillinger og bleve
kjede af vor Nølen. Og dog var Øieblikket til at fremtræde med den
engang forkastede Delingspolitik, hvorpaa Clausen gjorde et Forsøg,
endnu ikke kommet, ikke blot fordi Tanken ikke endnu havde skaffet
sig Plads nok og Beviset for den rene Eiderpolitiks Umulighed endnu
ikke var ført fuldt ud, men fordi Danmarks militære Stilling,
saalænge endnu ingen dansk Soldat stod i Slesvig udenfor Als, var for
ugunstig. Tiden kom et Aar senere, men Indsigt og Mod svigtede da. De
efter Fredspræliminarierne og Vaabenstilstanden af 10de Juli 1849 i
Berlin under Englands Mægling fortsatte Underhandlinger, hvori fra
dansk Side tilligemed Pechlin og Reedtz den klare og faste Jurist A.
W. Scheel deltog, førte, som bekjendt, ikke til nogen virkelig og
endelig Ordning af den dansk-tyske Strid, men kun til den ubestemte
og foreløbige Fred (paix pure et simple) imellem Preussen og Danmark
af 2den Juli 1850[74][75]. Men ved denne Fred opnaaedes dog den meget
vigtige Fordel, at Slesvig rømmedes af de fremmede Tropper, og at det
tillodes Kongen af Danmark at sætte sig i Besiddelse af dette
Hertugdømme, forsaavidt han saae sig istand til at gjennemføre og
hævde dets Besiddelse. Fredstraktaten blev altsaa Signalet til en ny
virkelig Krig, idet den danske Hær fra Nord rykkede ind i Slesvig,
samtidig med at den med betydelige Kræfter fra Tyskland understøttede
slesvigholstenske Insurgentarmee rykkede ind deri fra Syd. Det
ingenlunde farefrie Foretagende kronedes med Held i det blodige, vel
mere ved Hærens og dens Føreres Tapperhed end ved fortrinlig Ledelse
vundne Slag ved Idsted, og, hvad der her var vundet, befæstedes ved
Midsunde og Frederiksstad. Med hvilken Spænding ogsaa jeg ikke blot
som Dansk, men som Medlem af det Ministerium, der bar Ansvaret,
fulgte disse Begivenheder, behøver ikke at siges[76].
{[73] Det hørte overhovedet med til den lidet gunstige
Eiendommelighed ved Stillingen i Aarene 1848 og næstefter, at
Danmark i Udlandet overalt repræsenteredes af Mænd, der stode en
national dansk og en konstitutionel Opfatning fjernt, og som
derfor, hvor personlig hæderlige de end vare, ikke egnede sig til
hos Fremmede at klare Forestillingerne om, hvad der foregik og
tænktes i Kjøbenhavn. Men til en Fornyelse af det diplomatiske
Korps savnedes ganske Midlerne, omend Grev Moltke ellers havde
været Manden til at udføre den. O. Lehmanns Reise til Paris og
London i 1848 var ikke det heldigste Forsøg paa en Modvirkning.}
{[74] De i Mai 1850 af Grev Sponneck og mig paa Statsraadets Vegne
førte Samtaler med tre fra Holsten til Kjøbenhavn sendte saakaldte
Tillidsmænd, af hvilke dog Reventlow-Farve holdt sig aldeles
skjult, vare paa Grund af det af dem medbragte Grundlag saa aldeles
uden Betydning, at jeg kun finder Anledning til her at bemærke, at
Heinzelmann gjorde mig mærkelige Tilstaaelser om de virkelige
Sprogforhold i Mellemslesvig, hvilke han kjendte fra tidligere
Ansættelse hos Amtmanden i Flensborg. Denne havde ofte paalagt ham
at tale med Bønderne fra Landsbyerne omkring Slesvig, fordi
Amtmanden selv ikke tilstrækkelig forstod Dansk.}
{[75] Som Følge af Freden bleve flere af Ministrene dekorerede, jeg
(den 14de Juli) med Dannebrogsordenens Kommandeurkors.}