I Rigsforsamlingen, der aabnedes den 23de Oktober, blev det, medens

man endnu ikke var rykket langt frem i Forhandlingerne om en

Forretningsorden, snart bekjendt, at der var indtraadt Uenighed i

Ministeriet, og at en Krisis var udbrudt. Uden Anelse om, at denne

kunde komme til at berøre mig selv, fandt jeg kun Anledning til ikke

uden Virkning at bekæmpe en hos en Del af Forsamlingen fremtrædende

Tilbøielighed til ubetimelig at gribe ind i Krisens Gang og

Udvikling. Pludselig anmodedes jeg af Grev A. V. Moltke, hvem det af

Kongen var overdraget at danne et nyt Ministerium, om en Samtale i

hans Palais og kunde vel, efter hvad der forlød om det Clausen gjorte

Tilbud om at overtage Kultusministeriet og hans Vægring derved,

formode Samtalens Hensigt. Greven, med hvem jeg ikke siden 1830 havde

havt den mindste Berørelse, trængte med den ham eiendommelige

elskværdige Godmodighed ind paa mig for at bevæge mig til

at hjælpe ham til at afslutte den besværlige Opgave og hindre

de Ubehageligheder, som en Forhaling let kunde fremkalde i

Rigsforsamlingen og andetsteds. Efter en Dags Betænkning gav jeg mit

Tilsagn, og Ministeriet udnævntes den 16de November, idet Clausen

indtraadte som Minister uden Portefeuille med Bibehold af sit

Professorembede. Jeg har siden forelagt mig og forelægger mig

i dette Øieblik paany med Alvor det Spørgsmaal, om jeg handlede

rigtig i dengang at ombytte min hidtilværende Virksomhed med

Ministerstillingen, og om jeg ved at gjøre det lededes af rene

Bevæggrunde. Jeg kjender for godt den menneskelige Svaghed og min

Delagtighed i den til at turde paastaae, at ingensomhelst Lyst til

Indflydelse og Anseelse hin Dag ubevidst eller halvbevidst har rørt

sig i min Sjæl, men jeg tør med frelst Samvittighed erklære, at jeg

aldeles overveiende lod mig bestemme af Hensyn til Pligt, maaske

skjærpet ved en Trang til selv at vinde en alsidigere Livsuddannelse

og en fyldigere Beskuelse end den, som den uafbrudte Færden mellem

Bøger og Studenter ydede. Jeg kunde heller ikke troe, at jeg

fortrængte Nogen, som med Hensyn til de stillede Hovedformaal kunde

og vilde gjøre Forsøget med bedre Evne, eller som medbragte bedre

Forudsætninger. Til Forklaring af min Beslutning skal jeg iøvrigt

endnu kun gjøre en kort Bemærkning om den daværende Situation og min

egen politiske Anskuelses Forhold til den. Det var, skjøndt ingen

officiel Bekræftelse fremkom, ingen Hemmelighed, at Martsministeriets

Opløsning, bortset fra andre Disharmonier imellem Personer og

Karakterer, var fremkaldt derved, at Udenrigsministeren: Grev Knuth

tilligemed tre andre Ministre: Lehmann, Monrad og Tscherning havde,

da de danske Befuldmægtigede ved de i London forestaaende

Underhandlinger om Monarkiets Anliggender skulde forsynes med

Instruxer, forlangt, at der for det overveiende sandsynlige

Tilfælde, at det saakaldte Eiderprogram, der gik ud paa, at Slesvig

med Bibehold af særlige provindsielle Institutioner skulde

konstitutionelt forbindes med Kongeriget til at danne den egentlige

danske Stat, hvortil det tydske Hertugdømme Holsten skulde staae i et

friere og løsere Forhold, ikke helt lod sig gjennemføre, skulde

optages som subsidiært Grundlag en Beføielse til at gaae ind paa en

Udskillelse af en Del af det sydlige Slesvig, der da skulde forbindes

med Holsten, medens Resten forbandtes med Kongeriget (Slesvigs

Deling), men at Kongen, støttende sig til de øvrige Ministre, havde

afslaaet dette. Da hele Ministeriet var enigt om den principale

Paastand, der skulde opstilles, og da det var aldeles urimeligt at

antage, at de tre, den ældre Regjering tilhørende og dens Anskuelser

nærmere staaende Ministre: Moltke, Bluhme og Bardenfleth skulde have

villet sætte alt ind derpaa med Afvisning af enhver anden Udvei, laae

det nær at antage, at der, medens Eiderprogrammet tilsyneladende

fastholdtes, bagved Afslaget skjulte sig Tanken paa at opnaae en

Ordning ved saadanne Lempelser med Hensyn til Slesvigs Stilling,

hvorved det kom til at danne et fælles Mellemled imellem Kongeriget

og Holsten og derved ogsaa bandt dette nærmere til det øvrige Monarki

(den saakaldte Helstatstanke). Til denne Side heldede da ogsaa

rimeligvis i det Hele det fremmede Diplomati, der helst regnede med

den bekjendte gamle Størrelse: det danske Monarki, uden at bryde sig

om dets indre Forhold og de store Betænkeligheder, som en saadan

kunstig Ordning indeholdt, men ganske vist og fremfor Alt den Magt,

til hvem vi nærmest støttede os i Kampen mod "Oprøret" og Tydsklands

Indblanding, nemlig Rusland, der hverken i og for sig sympathiserede

med en efter nationale Hensyn beregnet, klar og bestemt Afgjørelse

eller med milde Øine saae paa, hvad der fremkom fra den demokratiske

Side af Ministeriet. Naar nu jeg, der stedse har betragtet

Nationaliteten som den sande og eneste faste Grundvold for Staterne,

og som heller ikke i mere end én Henseende kunde undgaae Betegnelsen

som Demokrat, indtraadte i det Ministerium, som Grev Moltke i

November 1848 dannede, var det med den bestemte Hensigt at vogte paa,

at der ikke ved de fremtidige Underhandlinger vedtoges Noget, der

tilføiede det danske Folks og dets Nationalitets berettigede Krav

Skade eller fremkaldte Fare for samme, og saaledes opfattedes ogsaa

af Almenheden min og Clausens Stilling og Opgave, og denne Opfattelse

omgav os med en vis Popularitet, om end ikke hos de egentlige

"Bondevenner"; men jeg var ogsaa temmelig sikker paa, at denne Gunst

ikke fulgte mig, naar jeg aabenlyst vedkjendte mig, at jeg betragtede

en Afstaaelse af en Del af Sydslesvig ikke blot som det, hvortil vi

efter forgjæves Forsøg i andre Retninger maatte komme tilbage, men

som det, hvorpaa vi egentlig direkte burde styre løs, og som i og for

sig selv var billigt og rigtigt. I det første Statsraadsmøde, i

hvilket jeg deltog, udtalte jeg klart og tydelig, at jeg, villig til

at underkaste mig den da givne Situation og de deraf følgende

Forsøg, men overbevist om disses Frugtesløshed, forbeholdt mig i sin

Tid at komme tilbage til den Udvei, der for Øieblikket ikke turde

betrædes.

Under den heftige indre Bevægelse og overhængende Fare udenfra var

der i Marts 1848 ved en Forbindelse imellem Repræsentanter for det

Overleverede og de nye, hidtil udenfor Administrationen staaende

Mænd, der bares frem af Folkestemningen, blevet dannet en Art

foreløbig ministeriel Diktatur, hvori imidlertid det sidste Element

ikke blot ved Antallet havde en afgjort Overvægt. Da nu just

Ministrene af denne Side i November traadte ud, fordi de hverken hos

Kongen fandt Bifald eller hos Befolkningen turde regne paa

Understøttelse for den Modifikation i deres oprindelige Program, som

de erkjendte for nødvendig, i det Ringeste som subsidiær Udvei, var

det naturligt, at den til den anden Side hørende Ministerpræsident,

hvem det overdroges at danne det nye Ministerium, vel ikke paa

Grundlag af en vedtagen Forfatningslov, men dog ligeoverfor en

allerede til Vedtagelsen af en saadan Lov sammentraadt Forsamling og

et denne forelagt Udkast, søgte sine Medarbeidere overveiende

imellem Mænd, der allerede før Marts Maaned havde havt Andel i

Regjeringsforretningerne og Plads i Kollegierne, men saaledes, at

Frygten for et Brud med den nye Retning i Statslivet og med den

nationale Stræben udelukkedes. Det nye Ministerium rykkede derved i

Personer og Former lidt længere til Høire, men uden nogen Reaktion.

At iøvrigt noget nærmere bestemt Hensyn paa en harmonisk Samvirken

gjorde sig gjældende, vil jeg ikke sige. De Kræfter, der overhovedet

vare til Raadighed, tillode ikke noget strengt Udvalg, og

Gjennemførelsen af et saadant Hensyn laae ikke for Grev Moltkes

Personlighed ligesaalidt som efterhaanden at paatrykke det engang

dannede Ministerium en nogenlunde fast Gang. Grev Moltke var en saare

elskværdig Privatmand, en _grand seigneur_ med fuld Følelse af denne

Stillings Forpligtelser, og havde Styrke nok til den passive

Opofrelse for at lette Statsmaskinens nogenlunde jævne Gang at

underkaste sig den ikke altid behagelige Samvirken med Mænd af meget

afvigende Anskuelser, Livsvaner og Omgangsformer; men han besad

ligesaalidt klart og omfattende Blik paa indviklede Statsforhold som

streng Arbeidsomhed eller energisk Beredvillighed til Meningskamp. I

selve sin Godmodighed og sin sociale Stilling fandt han Midler

til at omgaae Vanskeligheder og udskyde Afgjørelser. Uden

nogensomhelst diplomatisk Øvelse eller Erfaring paatog den mere end

tresindstyveaarige Mand sig Ledelsen af Udenrigsministeriet,

understøttet med Hensyn til det Formelle ved den diplomatiske

Korrespondance af en brav, men hverken ved Begavelse eller ved i

høiere Stillinger vunden Erfaring fremragende og derhos meget sygelig

Mand: Kammerherre, siden Geheimeraad A. H. Bille. Den Karakter af

ubestemt Passivitet, der herved paatryktes Regjeringen, var

imidlertid under de givne Forhold maaske endog ret heldig, indtil det

Tidspunkt, da det i Slutningen af 1850 eller Begyndelsen af 1851

gjaldt om at benytte den relativt gunstige Stilling til en

selvstændig og aktiv Optræden. Af de civile Ministre medførte Bang

som Indenrigsminister stor Arbeidskraft og Arbeidslyst, omfattende

juridisk Indsigt og, navnlig hvad Landboforholdene angik, ogsaa

administrativ Erfaring, men der fattedes ham Forstaaelse af høiere

politiske Spørgsmaal og Karakterfasthed; hans Betragtning

havde ligesom hans ydre Væsen ofte noget Vulgært og Simpelt.

Finantsminister Grev Sponneck (den eneste der foruden den senere

indtraadte Rosenørn med mig endnu er tilbage af dette Ministeriums

Medlemmer) forenede betydeligt Talent og Fagkundskab med ungdommelig

Kraft og Mod; han ledede baade sit eget Ministerium med Dygtighed og

Sikkerhed og hævdede i det Hele en ikke ringe Indflydelse. I

almindeligere politiske Spørgsmaal vare hans Anskuelser imidlertid

neppe meget faste, og man mærkede vel hos ham en vis aristokratisk

farvet Lyst til med Benyttelse af Omstændighederne at naae en

overlegen Rolle og Stilling. Krigsministeren: General Hansen

medbragte fra sin Tjeneste i Frederik VI's Generalstab og i

Generalkommissariatskollegiet den ældre militære Rutine; han besad

Sands for Orden og Regelmæssighed og en til Stivsind og stødende

Særhed udartende Fasthed; det hele konstitutionelle Væsen var ham

fremmed og imod; i Felttoget 1848 havde han havt Sammenstød med den

udmærket begavede Stabschef Læssøe og kunde ikke overvinde sin

Uvillie mod ham; det faldt ham derhos overhovedet vanskeligt at

fastholde Grændsen imellem sin Virksomhed som Krigsminister og

Førelsen af den aktive Armee, en Vanskelighed, hvortil jo ogsaa vore

smaae Forhold kunde bidrage Noget. Bardenfleth, en saare elskværdig

og agtværdig Personlighed, men hverken særdeles skarpsindig Jurist

eller hurtig og sikker i en Debat, og Zahrtmann, der havde tabt noget

af Sømandens Energi og Djærvhed som Adjutant og Hofmand hos

Christian VIII, gjorde sig ikke meget bemærkede udenfor deres

Specialministerier. Moltke, skjøndt i sit Væsen og sine Følelser

grunddansk, Hansen og Zahrtmann havde Vanskelighed ved at gjøre sig

fortrolige med andre Forestillinger om Monarkiets og dets Deles

Sammenhæng end dem, hvorunder de længe havde virket, især med Tanken

om en løsere Stilling for Holsten. Bardenfleth og Sponneck holdt vel

paa Slesvigs Tilslutning til Kongeriget, men uden at gjøre sig

Nationalmodsætningens Forhold til det slesvigske Spørgsmaal ret

klart. Bang gik med sine Tanker ikke meget udover Kongeriget, til

hvilket hans tidligere Opgaver ganske havde indskrænket sig.

Rosenørn, der i September 1849, efter at være nedkommen fra Island,

hvor han var Stiftamtmand, afløste den af Ministervirksomheden trætte

Bang som Indenrigsminister, var en arbeidsom og samvittighedsfuld

Mand med mange Kundskaber, men fortabte sig selv i sit eget Fag lidt

i smaalig Detail og var i almindeligere politiske Spørgsmaal uklar

og i Debatten ofte uheldig. Imellem disse Mænd indtraadte nu jeg

aldeles blottet for administrativ Øvelse og Rutine, ubekjendt med

alle Former. Det faldt mig imidlertid ikke vanskeligt temmelig hurtig

at sætte mig ind heri og i den mit Specialministerium vedkommende

Lovgivning, dels ved Hjælp af en vis fra min Barndom stammende

Aandsretning, dels, hvad jeg med stor Tak paaskjønnede, ved den

Understøttelse, som jeg fandt hos min tidligere Foresatte, nu min

Departementschef: Konferentsraad J. O. Hansen. Andre Vanskeligheder

berededes mig paa den ene Side ved mit saare ringe Bekjendtskab

saavel med det hele høiere Embedspersonale som med de hidtil udenfor

Embedsstanden politisk virksomme Mænd (-- thi med den yngre politiske

Opposition og Journalistik havde jeg som anført heller ikke hidtil

staaet i nogensomhelst nærmere Forbindelse --), paa den anden Side

ved min Uvanthed til det høiere Selskabslivs Former og det vedvarende

økonomiske Tryk, hvorunder jeg levede[60]. Adgangen til ved nogen

Berørelse med de fremmede Diplomater baade at lære deres

Forestillinger nærmere at kjende og maaske at indvirke berigtigende

paa dem, i det Ringeste forsaavidt de i mig og Clausen blot saae

radikale Demokrater, afskares mig tillige ved min med Undseelse

forbundne Mangel paa Færdighed i Fransk og derhos ved den

besynderlige Isolation, hvori de fremmede Diplomater levede efter

Opløsningen her i Landet af enhver Art af regelmæssig kongelig

Repræsentation. Alle disse Forhold ligesaavelsom min Mangel baade

paa Evne og Lyst til at samle om mig Noget, der lignede et Parti,

forbød mig at stræbe efter en ledende Stilling i Statsraadet, hvorvel

jeg ikke negter, at jeg tiltroede mig selv at se mere tilbunds i vor

politiske Stilling og Betingelserne for dens Klaring end de fleste af

mine Kolleger, og i Rigsdagsforhandlingerne ikke savnede Evne til i

rette Øieblik at gribe virksomt ind. Personligen stod jeg i det

bedste Forhold til alle mine Kolleger med Undtagelse af General

Hansen, der en Tidlang nærede og ytrede en dog efterhaanden

forsvindende Uvillie imod mig.[61] I Statsraadet stod naturligvis

Clausen mig nærmest som Repræsentant for den samme Grundanskuelse,

men dels gik han meget nødigen ind paa den Indrømmelse, hvortil

Nationalitetsprincipet maatte føre med Hensyn til Sydslesvig, dels

fordunkledes hans Betragtning af Holstens Forhold ved en under den

lange tidligere Kamp mod tydsk Overmod og tydske Overgreb naturligen

fremkaldt Bitterhed, der navnlig fremtraadte ligeoverfor

Universitetet i Kiel. I indre Spørgsmaal mærkedes det undertiden, at

Clausen som Minister uden Portefeuille ikke ret overskuede de

praktiske og administrative Krav og stundom paavirkedes noget

formeget af sin Stilling som theologisk Universitetslærer. Naar jeg

nu ved i Erindringen at sammenfatte Totalbilledet af det Ministerium,

om hvis enkelte Medlemmer jeg her har talt, og ved at maale den deri

samlede politiske Dygtighed stundom kommer til at tænke paa de Ord,

hvormed Axel Oxenstierna opmuntrede sin Søn Jacob, da denne

havde Betænkelighed ved at paatage sig Underhandlingerne ved

Fredskongressen i Münster og Osnabrück: "_Nescis, mi fili, quantilla

prudentia mundus regatur_," vil jeg dog dermed ingenlunde have sat

det hele Ministerium eller mig selv lavere end mange andre

konstitutionelle Ministerier, hvori ikke -- en sjelden Undtagelse --

en overlegen genial Styrer leder det Hele. Det var et Ministerium af

redelige, uegennyttige Mænd, og det blev et efter de givne

Omstændigheder for Landet og sig selv, saalænge det bestod, lykkeligt

Ministerium; Aarene 1849 og 1850, ja Størstedelen af 1851 høre til

Danmarks bedste og ærefuldeste Aar.

{[60] Ministerlønnen var i den Tid, hvori jeg fungerede, med

Undtagelse af de allersidste Maaneder, 4500 Rd. med Fradrag af en

Krigsskat af over 300 Rd. -- Jeg bør dog ikke her lade uomtalt, at

der ved Udgangen af 1849 gjennem nysnævnte Hansen fra en Rigmand,

hvis Person baade da og altid senere holdtes bestemt skjult for

mig, tilstilledes mig 4000 Kr., forat jeg, lettet for økonomisk

Tryk, kunde vie al min Kraft til den mig da paahvilende Gjerning.

Efter den smukke Maade, hvorpaa det skete, mente jeg ikke at turde

fastholde min første Vægring ved at modtage Beløbet.}

{[61] Engang gik denne Uvillie saavidt, at han i Statsraadet efter

en Udtalelse af mig erklærede, at han vel ikke havde hørt, hvad

Kultusministeren sagde (-- Hansen var virkelig noget tunghør --),

men forud vidste, at han var uenig med ham; jeg undlod ikke meget

skarpt at hævde hans Forpligtelse til Opmærksomhed for hans

Kollegers Meninger og deres Grunde, og denne Paamindelse blev ikke

uden Virkning.}

Ministeriets Forhold til Kongen var strengt statsretslig set

naturligvis noget forskjelligt før og efter Grundlovens Vedtagelse; i

Virkeligheden kom Spørgsmaalet herom dog ligesaa lidt frem som om

Ministeriets Stilling til Slesvig og Holsten efter Vedtagelsen af den

foreløbig alene i Kongeriget i Kraft traadte Forfatning. Efterat

Enevoldsmagtens Tøiler i Marts 1848 vare faldne Frederik VII ud af

hans ikke stærke Hænder (-- thi deri bestod, naar vi ville tale

sandt, Gaven af Friheden --), havde Kongen trukket sig tilbage til

Frederiksborg i Omgivelser efter sit Valg og ytrede ikke synderlig

Deltagelse for de offentlige Anliggender eller i det Ringeste Lyst

til alvorlig at sysselsætte sig med dem eller gribe ind i dem. Det

laae ikke for Grev Moltke, hvormeget han endog bevarede den nedarvede

Hengivenhed og Ærbødighed for Monarken, at fremkalde en Forandring

heri ved maaske besværlige Forhandlinger og ved nøiagtige Regler og

Former. Jeg erindrer ikke, om det nye Ministerium efter dets Dannelse

i sin Helhed præsenteredes for Kongen; men vist er det, at Kongen

meget sjeldent deltog i Statsraadets Forhandlinger, selv ved vigtige

Spørgsmaal baade om ydre og indre Anliggender, og heller ikke krævede

eller modtog meget indgaaende Beretninger derom. Kun i Sager, der

berørte Kongens Sympathier og Antipathier i Forhold til Personer,

stundom blot grundet i Luner, kunde enkelte Gange Vanskelighed

opstaae. Var Ministeriets Handlefrihed paa Grund heraf stor,

forringedes paa den anden Side (-- jeg vilde krænke min Overbevisning

ved ikke at sige dette --) den Understøttelse, som, navnlig i

Underhandlingerne med Udlandet, den nedarvede Kongeværdighed skulde

yde, ved visse personlige Svagheder hos Frederik VII, derimellem en

Mangel paa Herredømme over Indbildningskraft og Ord. Hvorvidt ved

Ministerskiftet i November 1848 og atter mod Slutningen af 1851 en

diplomatisk Indflydelse, navnlig fra russisk Side, har paavirket

Kongen igjennem en Kanal udenfor Ministeriet, derom har jeg ingen

Vished. Det i November 1848 af ham givne Afslag paa den af Flertallet

af Martsministrene gjorte Indstilling om et subsidiært Grundlag for

Forhandlingerne i London kan jeg efter mit hele Kjendskab til

Frederik VII's Karakter ikke tilskrive ialtfald en bestemt Beslutning

af ham selv[62].

{[62] Til den Formløshed, der karakteriserede den Tid, hvorpaa

Novemberministeriet dannedes, og den nærmeste Tid derefter, hørte

det ogsaa, at Ministrene slet ikke forestilledes for Medlemmerne af

Kongehuset, selv ved det første Sammentræf med et Par af disse

(Prinds Ferdinand og Landgreven af Hessen) hos Kongen. Det tog sig

under slige Forhold temmelig besynderligt ud, at, da der kort efter

Novemberministeriets Dannelse arrangeredes et meget beskedent

Festmaaltid i Anledning af Overhofmarskalk Levetzau's

Embedsjubilæum, jeg, der visselig hidtil havde staaet ham og hans

Embedsstilling saare fjernt, opfordredes til at udbringe

Festskaalen, fordi Levetzau havde modtaget en Plads som

Overdirektør for de kongelige Samlinger under Kultusministeriet.

Jeg benyttede Leiligheden til at udtale min Erkjendelse af Formens

og Anstandens Betydning for det offentlige Liv og min Paaskjønnelse

af Levetzau som Repræsentant for denne Form og Anstand. Jeg følte

virkelig denne Paaskjønnelse. Levetzau var ingen Mand af dyb

Dannelse eller streng Karakterfasthed, men han var en velvillig

Personlighed med smuk og ædel Form.}

For min Andel i det samlede Ministeriums Virksomhed og for

Bestyrelsen af det mig særlig betroede Ministerium skal jeg nu i det

Følgende efter Evne søge at gjøre Rede.

Det nye Ministerium begyndte sin Virksomhed med Dagen efter dets

Udnævnelse i Rigsforsamlingen at erklære (se dens Forhandlinger Sp.

345), at det vilde fortsætte det Regjeringssystem, der var fulgt af

det tidligere Ministerium, og at det vedkjendte sig det forelagte

Grundlovsudkast i dets Helhed. Forinden imidlertid det til et Udvalgs

Overveielse overgivne Grundlovsudkast kom til Forhandling i

Forsamlingen, optoges dennes Tid, efterat den havde fastsat sin

Forretningsorden, af Behandlingen af det samtidig forelagte Udkast

til en Lov (Forordning) om Værnepligten, som herefter skulde være

almindelig. Denne Gjenstand indeholdt direkte kun ét Punkt, der

berørte mig som Kultusminister, nemlig Spørgsmaalet om den geistlige

Ordinations Forhold til Værnepligten. Dette Punkt fremkaldte

imidlertid, efterat jeg havde klaret nogle Misforstaaelser med Hensyn

til Adgangen til geistlig Ordination (Forhandlingerne Sp. 619), ikke

synderlig Strid eller Vanskelighed. Derimod gav den saakaldte

Septemberlov -- d. e. Forordningen af 23de September 1848 om en

extraordinær Udskrivning af hidtil ikke værnepligtige Mandspersoner,

fødte i Aarene 1823, 1824 og 1825, en Forordning, der ogsaa fandt

Anvendelse paa et Antal Studenter, -- baade ved en særlig af den

bekjendte Jurist: Professor J. E. Larsen derom stillet Interpellation

og ved at inddrages under den almindelige Forhandling om

Værnepligtssagen Anledning til udførlige og heftige Forhandlinger,

hvori uden Tvivl fra visse Sider Misstemningen mod Forordningens

Ophavsmand: Tscherning havde sin Del. I denne Forhandling kunde jeg,

da man idelig kom tilbage til Studenterne, et Punkt, hvorpaa hverken

Krigsministeren eller Justitsministeren ret kunde gaae ind, og hvori

min Kollega Clausen i ikke ringe Grad sympathiserede med Angriberne,

ikke undgaae at tage Ordet, og jeg gjorde det med fuld Overbevisning

til Forsvar for Forordningen og dens Anvendelse paa Studenterne, idet

jeg tillige tilbageviste de allerede ved denne Leilighed fra

Grundtvig fremkomne uklare Lovprisninger af Frivilligheden som

almindelig Kilde til at tilveiebringe Krigsmandskabet, men fuldtud

anerkjendte den Nytte, som de Frivillige og derimellem ikke mindst de

Frivillige af Studenterstanden havde ydet Hæren i det foregaaende

Felttog. Det lykkedes mig ved dette Foredrag (Forhandlingerne Sp.

1005) fuldstændig at afslutte Forhandlingen af det nævnte Spørgsmaal

og derhos at sikre mig en vis Betydning i Forsamlingen, medens jeg

ved denne bestemte Optræden slet Intet tabte hos de akademiske

Borgere.

I Grundlovssagen hverken vilde eller kunde Ministeriet vel forlade

det Grundlag, som indeholdtes i det af det foregaaende Ministerium

forelagte Udkast, men det hævdede dog i sin den 12te Februar 1849

afgivne Erklæring (Forhandlingerne Sp. 1474) Retten til og

Nødvendigheden af at undergive dette, der var udarbeidet

efter de dengang paa det europæiske Fastland gængse og af den

engelske Forfatnings ydre Former uden Indtrængen i dens Væsen og

Forudsætninger abstraherede konstitutionelle Forestillinger, uden

Tvivl med særlig Benyttelse af den belgiske Forfatningslov, men

tillige under Indflydelse af den i 1848 baade andetsteds og her

stærkt fremtraadte demokratiske Bevægelse, en indgaaende Prøvelse.

Opmærksomheden maatte saavel fra Ministeriets som fra det af

Forsamlingen nedsatte Udvalgs Side først og fornemmeligen rette sig

paa Bestemmelserne om Folkerepræsentationens Sammensætning. Jeg

nærede dengang som nu den Overbevisning, at den Forestilling, som man

har hentet fra England om et Tokammersystems afgjørende Betydning for

en rolig og besindig Udvikling, men som man har maattet søge at

tilfredsstille med ganske andre Elementer end de hidtil i England

givne og uden at kunne støtte dem ved Traditionens Magt og andre

sociale Forholds Bistand, ikke var fuldt berettiget, og at det, som

tilsigtes, lod sig bedre og fuldstændigere opnaae ad en simplere Vei,

navnlig i en mindre Stat som vor, nemlig ved i ét Kammer at optage i

passende Forhold og Styrke de særlige konservative Elementer og ved

Bestemmelser, der sikrede Forretningsgangen mod al Overilelse (-- thi

i et græsk eller norsk Etkammersystem har jeg aldrig set noget

Mønster --). Jeg lagde heller ikke Skjul paa denne Overbevisning;

thi, hvad der i den af Ministeriet den 24de Marts 1849 afgivne

Erklæring om Repræsentationsspørgsmaalet sagdes om en i Ministeriets

Skjød fremtraadt afvigende Anskuelse til Gunst for et Etkammersystem

(Forhandlingerne Sp. 2147), angik væsentlig og, saavidt jeg erindrer,

næsten alene mig. Men, da jeg hverken i Ministeriet eller i den mere

konservative Side af Rigsforsamlingen kunde vente at finde nogen

Understøttelse herfor, sluttede jeg mig til Bestræbelserne for at

give Landstinget et bedre Grundlag end den i Udkastet som eneste

Middel opstillede Diætløshed for Medlemmerne. Ved den endelige

Behandling blev det, da Bang trak sig tilbage, mig, der paa

Ministeriets Vegne maatte føre Kampen, først imod et Forslag

af Andræ, der gik ud paa et ubrugbart Etkammersystem (27de

April 1849, Forhandlingerne Sp. 2917), dernæst for det fra

Udvalget efter Forhandling med Ministeriet fremkomne Forslag til

Landstingets Sammensætning i de meget stærkt bevægede Møder den

30te April og 1ste Mai, i hvilke efter Afvisning af temmelig

bitre Angreb og Beskyldninger mod Ministeriet Sagen gjennemførtes

og Grundlovsarbeidet frelstes fra Standsning og stor Forstyrrelse

(Forhandlingerne Sp. 2952, 2962, 2975, 2997 og 3014). At det

saaledes i 1849 vedtagne Grundlag er blevet bedre og sikkrere i

1866, erkjender jeg; men, at det da dannede Landsthing i sin

særskilte Stilling øver en bedre og kraftigere Indflydelse paa

Lovgivningsarbeidet i Almindelighed, end de samme Elementer vilde

have øvet i en enkelt Forsamling, derom maa jeg endnu tvivle. Derimod

har jeg ingen Tvivl om, at det var et stort Misgreb og Uheld, at man

i 1849 af doktrinær Respekt for Tokammersystemets Renhed opgav det

Forslag, der først var gjort af Udvalgets Flertal og betingelsesvis

anbefalet og tiltraadt af Ministeriet, at Finantsloven skulde

behandles i forenet Rigsdag, altsaa under lige Medvirkning af begge

Things Medlemmer. Vistnok var den af Ministeriet først stillede

Betingelse med Hensyn til Antallet af Landstingets Medlemmer i

Forhold til Folkethingets ikke ganske bleven opfyldt, men man var dog

kommen den meget nærmere: i ethvert Tilfælde burde der været

underhandlet yderligere, hvorved man maaske var kommen til den

endelige Afgjørelse af Finantsloven i et efter et endnu bedre Forhold

dannet Fællesudvalg, istedetfor at Udvalgets Flertal, forladt eller

dog ikke fastholdt og støttet af Ministeriet, trak sig tilbage og

altsaa Udkastets Bestemmelse blev staaende. Denne giver vel

tilsyneladende Landsthinget lige Ret med Folkethinget over

Finantsloven, men berøver det i Virkeligheden Evnen til at opretholde

eller indføre nogensomhelst ikke absolut bunden Bevilling mod

Folkethingets Flertal, naar det ikke vil fremkalde en Konflikt, til

hvis Løsning Forfatningen intet Middel byder. Min egen personlige

Mening i denne Sag findes noksom antydet i Rigsdagstidenden Sp. 6367

ff., hvor jeg ogsaa tilstrækkelig efterviste, at i andre Stater med

Tokammersystem det første Kammer enten slet ingen Del havde i

Finantsloven eller kun en uvæsentlig[63]. Min uforandrede

Betragtningsmaade af hele dette Forhold fik jeg som Landsthingsmand

tidlig og flere Gange Leilighed til at udtale (man se f. Ex.

Landsthingstidenden for 5te Session 1853-54 Sp. 1954 og for 7de

Session 1855-56 Sp. 1051 ff.) og har senere paa andre Steder gjort

den gjældende, navnlig i mine i 1882 udgivne "Bemærkninger om

Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen

af Finantsloven med særligt Hensyn til den sidst sluttede

Rigsdagsforsamling" og de dertil sig sluttende "yderligere

Bemærkninger". Medens jeg nedskriver disse Blade (April 1885), have

vi Leilighed til atter at skjønne, til hvilke Følger og Tilstande en

virkelig Konflikt imellem begge Rigsdagens Thing paa dette Omraade

fører.

{[63] Besynderligt er det, at der i Rigsforsamlingen fra ingen Side

reistes noget Spørgsmaal om, hvilken Betydning den i Udkastets § 23,

Grundlovens § 24, indeholdte Bestemmelse om, at Rigsdagen ikke uden

Kongens Samtykke kan blive sammen udover to Maaneder, skal have ved

Siden af Bestemmelsen om en Finantslovs Nødvendighed og Manglen af

enhver Forskrift om Rigsdagens eller de enkelte Things Pligt til

inden en vis Tid at fuldende dennes Behandling. Dette er et

Vidnesbyrd mere om, at man slet ikke tænkte de Finantsloven

vedkommende Spørgsmaal fuldt tilende.}

Livserindringer · 第 11 / 28 段