det lille Afsnit af Grundlovsudkastet, der angik de kirkelige
Forhold. Naar jeg paa det Punkt først kraftig understøttede den af
Udvalgets Flertal foreslaaede nye Paragraf om Folkekirkens Ordning
ved Lov, der med Udeladelse af den specielle Bestemmelse om et
forudgaaende Kirkemøde optoges i Grundloven som § 80, da havde dette
sin Grund i min inderlige Overbevisning baade om, at Kirken ikke i
Længden i en konstitutionel Stat kan vedblive at staae i den
Forvikling med og Afhængighed af den rent politiske Statsmagt, hvori
den i de protestantiske Lande var bragt under Fyrsternes Enevælde, og
om Nødvendigheden af at holde udenfor Grundloven specielle
Afgjørelser, som slet ikke hørte derhen, og som slet ikke vare
tilbørlig overveiede i deres Sammenhæng og Rækkevidde, f. Ex. om
Sognebaandet. Medens Vanskeligheden af Tilveiebringelsen af en saadan
Kirkeforfatningslov, hvilken Kirken væsentlig maatte give sig selv,
ingenlunde undgik min Opmærksomhed, og medens jeg navnligen var mig
vel bevidst, hvad der fattedes mig selv til ledende Medvirkning ved
dens Tilblivelse, fastholdt jeg dengang og fastholder endnu, navnlig
ligeoverfor den grundtvigianske Lære om Præstefriheden, at Staten kun
kan træde i et særligt Beskyttelses og Understøttelses Forhold og
overlade store Eiendomme og Indtægter til et paa et fast Grundlag
bygget og fuldt organiseret Samfund. En lignende Betragtning bragte
mig til ved Grundlovens § 81 at holde paa, at Tilstedeligheden af
religiøse Samfund skulde betinges ikke blot af, hvad der i dem
"foretoges", men af, hvad der i dem "lærtes", idet det religiøse
Samfund ligeoverfor Staten kun karakteriseres ved sin Lære, hvoraf
Handlingerne fremgaae, forsaavidt de skulle tilregnes Samfundet, ikke
Individerne. Derimod kunde jeg ikke slutte mig til eller støtte den
af Udvalgets Flertal foreslaaede Paragraf, som gik ud paa at sikre de
til Kirken, Skolen og milde Stiftelser henlagte Midler en særlig
Ukrænkelighed, fordi jeg ikke kunde anerkjende den hele Betragtning,
ifølge hvilken disse efterhaanden af Staten eller dog ved Statens
Medvirkning tilveiebragte og til visse Formaal henlagte Midler som en
samlet og dog efter Formaalene ingenlunde ensartet Masse ganske
skulde unddrages Statsmagtens Indflydelse uden nogen klar Bestemmelse
om, hvem der skulde regulere og vaage over den fremtidige Anvendelse.
Min Stilling syntes ved dette Punkt at ville blive saameget
vanskeligere, som min Kollega Clausen med stor Iver optraadte til
Forsvar for Paragrafen, men det blev mig snart klart, at Forslaget
vilde falde, udenat jeg behøvede aktivt at optræde derimod; min
fuldstændige Taushed var tilstrækkelig. Den samme eller næsten den
samme Taushed kunde jeg da ogsaa iagttage ligeoverfor et Forslag af
nogle Medlemmer udenfor Udvalget, der gik ud paa i Grundloven at
indbringe nogle Bestemmelser om Almueskolevæsenet.
Efter Afslutningen af Behandlingen af selve Grundlovsudkastet
forestod der mig endnu under Forhandlingen af Udkastet til Valgloven
en temmelig heftig Kamp, idet Tscherning for at svække Betydningen af
den for Valgbarhed til Landstinget i Grundloven vedtagne Betingelse
af Udredelsen af 200 Rd. i direkte Skat til Staten eller Kommunen
vilde have Tienden medregnet ved Opgjørelsen af dette Skattebeløb,
medens jeg paa Regjeringens Vegne maatte hævde, at der ved
Bestemmelsen i Grundloven ikke var eller kunne være tænkt paa
Tienden, der aldrig var opfattet eller betegnet som Stats- eller
Kommuneskat, endsige som direkte Skat, og heri fandt Medhold saavel
hos de specielt Sagkyndige som hos Forsamlingens Flertal.
Efter et strengt Arbeide lykkedes det saaledes den 5te Juni med
Sanktionen af Grundloven og Valgloven at bringe Rigsforsamlingens
Opgave tilende. Hvilke Spirer i Grundloven selv foruden de ovenfor
udtrykkelig nævnte og hvilke Tidsforhold der have havt Indflydelse
paa Opfattelsen og Anvendelsen af Grundloven, er det her ikke Stedet
at undersøge eller at udtale nogen Dom om.
Ligesom ingen af Martsministeriets Medlemmer havde Medlemsplads i
Rigsforsamlingen (-- Tscherning indtraadte først i denne efter
Nedlæggelsen af Ministerposten --), havde ogsaa Clausen og jeg ved
vor Indtrædelse i Ministeriet anset det for rigtigst strax at
nedlægge vore Mandater som Medlemmer af Rigsforsamlingen. Ved de
første Valg til Folkethinget efter Grundlovens Vedtagelse stillede
jeg mig imidlertid -- den 4de December 1849 -- som Kandidat
og valgtes paa Frederiksværk, d. e. i Frederiksborg Amts 4de
Valgkreds, med hvilken Kreds jeg iøvrigt kun havde den tilfældige
Forbindelse, at min yngste Broder da havde en udbredt og paaskjønnet
Lægevirksomhed sammesteds.
Medens Grundlovsforhandlingerne med Tilbehør varede (November 1848
til Begyndelsen af Juni 1849), havde jeg naturligvis i det mig
betroede specielle Ministerium ved Siden af at besørge de løbende
Forretninger begyndt paa de større Arbeider og Opgaver, der forelaae.
Kultusministeriet var dannet ved Sammensmeltning af, hvad der hidtil
havde hørt under Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler og
under det danske Kancellis Departement for Kirkevæsenet og
Almueskolevæsenet, hvorhos tillige derunder var inddraget de
videnskabelige Samlinger (det store kongelige Bibliothek) og de
Kunstanstalter og Kunstsamlinger (Kunstakademiet, den kongelige
Malerisamling o. s. v.), som forhen havde ligget udenfor de
kongelige Regjeringskollegiers Omraade; efter min Tiltrædelse lagdes
endnu det kongelige Theater som Nationaltheater og det dermed
forbundne Kapel ind under dette Ministerium. Af de saaledes til
Omsorg og Behandling under mig samlede Gjenstande kjendte jeg
dem, der havde ligget under Universitetsdirektionen, af egen
Erfaring, naturligvis Universitetsanliggenderne nøiere end
det lærde Skolevæsen, med hvilket jeg dog, bortset fra mine
tidligere Overveielser deraf, siden 1845 havde staaet i direkte
Forretningsforbindelse; med de øvrige Gjenstande havde jeg derimod,
hvad Indretning og Ordning angik, hidtil ikke havt nogen særlig
Opfordring til at sysselsætte mig. Det traf sig nu saa, at der ved
min Indtrædelse i Ministeriet forelaae til Afgjørelse efter flere
Aars Overveielse og Forberedelse adskillige vigtige Sager vedkommende
Universitetet og de lærde Skoler. Dette var paa den ene Side heldigt
for mig, forsaavidt det paa engang tvang mig til at udforme mine
Tanker og Meninger i bestemte Beslutninger og Forskrifter og gav mig
Leilighed til at vinde en vis Anerkjendelse for Drift og Arbeidslyst,
men det udsatte mig paa den anden Side for en heller ikke udebleven
Mistanke om ensidig Lyst til at beskæftige mig med denne Side af det
Kultusministeriet paahvilende Arbeide og ringere Iver for at fremme
de andre Sider, især dem, der hidtil havde ligget under Kancelliet,
og der unegtelig i en Række Aar havde været behandlede noget
slendriansmæssig og uden dybere aandelig Interesse hos den dermed
specielt betroede Deputerede. I Virkeligheden var denne Mistanke
meget ubillig, thi jeg rettede strax mine Tanker paa de her stillede
Opgaver; men, medens saavel disses egen Vanskelighed som mit
personlige Savn af en tidligere Forberedelse maatte rykke
Behandlingen af dem længere ud i Tiden, turde jeg ikke forsømme at
fremme, hvad der paa det andet Omraade til Gavn kunde og burde
fremmes, især da her den administrative Anordnings kortere og
lettere Vei kunde benyttes. Saaledes fremkom i 1849 og 1850 i Form af
Bekjendtgjørelse af kongelige Resolutioner en Række tildels vigtige
Foranstaltninger vedkommende Universitetet og de lærde Skoler. Ved
Universitetet forandredes ved Bekjendtgjørelse af 13de Mai 1850 den
tidligere Inddeling af det akademiske Aar -- i et Sommer- og et
Vintersemester med Sommerferien i Midten af det ene og Juleferien i
Midten af det andet -- til den endnu gjældende med et Foraars- og et
Efteraarssemester, adskilte ved de imellem Semestrene faldende
Ferier, af hvilke Sommerferien forlængedes endel, men saaledes at,
afvigende fra Konsistorii Indstilling, ved Fjernelsen af andre
Afbrydelser Forelæsningstiden nøiagtig blev ligesaa lang som før, og
under 1ste September 1850 omdannedes Sammensætningen af det
akademiske Raad, Konsistorium, paa den endnu bestaaende Maade, idet
der med Benyttelse af de forskjellige indkomne Forslag skabtes en ny
Kombination af det hidtil eneraadende Anciennitetssystem med et af
Valg fremgaaet Element, og idet der oprettedes en almindelig
Forsamling af de akademiske Lærere, hvilken det overdroges saavel
frit imellem Konsistorii Medlemmer at vælge Universitetets Rektor for
hvert Aar, hvilket Embede hidtil havde skiftet efter en fast Tour,
som at besætte fem Pladser i Konsistorium og derhos at overveie og
erklære sig om Anliggender af almindelig Interesse for Universitetet.
Ligeledes gaves der efter Andragende fra vedkommende Fakulteter ved
særlige Bekjendtgjørelser flere Bestemmelser vedkommende de
akademiske Examina, f. Ex. under 23de September 1849 om Ophævelse af
Brugen af det latinske Sprog ved theologisk Embedsexamen og
Indførelsen af en særlig Prøve for Bekjendtskab med det kirkelige og
patristiske Latin. Den vigtigste af disse Examensbestemmelser og den,
ved hvilken mit eget Initiativ og min egen Anskuelse havde gjort sig
mest gjældende, var Anordningen af 2den Februar 1849 om de Examina,
der skulde give Adgang til overordnede Lærerpladser ved de lærde
Skoler, altsaa den historisk-philologiske Skoleembedsexamen, der
afløste den i 1818 indrettede philologiske Embedsexamen, og om
polyteknisk Examen eller en Magisterkonferens som Kvalifikation for
Overlærerembede i de mathematiske og naturvidenskabelige Fag, en
Anordning, der naturligvis var af stor Betydning for de lærde
Skoler[64].
{[64] Om Foranstaltningerne vedkommende Universitetsbibliotheket er
det nok at henvise til Lindes Meddelelser.}
For Læreanstalten i Sorø var den kongelige Resolution af 12te April
1849 af afgjørende Vigtighed. Derved ophævedes ganske den akademiske
Undervisning dersteds, hvis Nytte og Betydning aldrig havde vundet
fuld Anerkjendelse, og som allerede under Christian VIII var bragt i
Opløsning for istedetfor den at grunde en Art folkelig Realhøiskole,
en Plan, der hverken havde kunnet vinde fast Skikkelse eller Tillid
og Bifald udenfor et enkelt Parti. Den gjennemgribende Forholdsregel
udgik fra min Side af en længe og ved den omhyggeligste Prøvelse
modnet Overbevisning, og Grundene for den vare saa klare og stærke,
at de enkelte Indsigelser baade dengang maatte forstumme og senere
paany have maattet vige. Jeg har gjentagne Gange paavist, hvorledes
det ridderlige Akademi i Sorø i Historien kun viser sig som et to
Gange (under Christian IV og Frederik V) gjentaget og snart mislykket
Forsøg paa, med Tilsidesættelse af den af Frederik II i Sorø
grundlagte lærde Skole, at stifte en særlig, for vor nuværende
Statsform og vor Tids Anskuelser aldeles fremmed aristokratisk
Undervisningsanstalt, og at der derfor ikke fra Fortiden kan hentes
nogensomhelst Støtte eller Pietetsgrund for Gjenoprettelsen eller
Vedligeholdelsen af en særlig, den almindelige lærde Skoles Grændser
overskridende Læreanstalt, men at ethvert Forslag til en saadan maa
retfærdiggjøres ved Paavisningen af et berettiget Formaal, der ikke
kan tilfredsstilles ved Landets øvrige Læreanstalter, navnlig
Universitetet, og af Byen Sorø som særlig skikket til dette Formaals
Realisation, og denne Paavisning er udebleven. Sidste Gang og
udførlig har jeg udtalt mig om denne Gjenstand i en Erklæring, som
jeg som Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler efter Ministeriets
Opfordring den 11te Januar 1868 indsendte over den Betænkning, der
under 9de August 1867 var afgiven af en i Anledning af et Andragende
fra Soransk Samfund om en udvidet Virksomhed for Sorø Akademi nedsat
Kommission. Denne Erklæring, der er trykt i Lindes Meddelelser
angaaende Sorø Akademi for Aarene 1857-78 (Kjøbenhavn 1880) S. 41-58
og særskilt, er skreven noget skarpt, fordi jeg følte en vis Harme
over den Maade, hvorpaa Kommissionens Medlemmer uden al Enhed og
Sammenhæng havde søgt hver lidt Plads for sin Yndlingsidé og dernæst
i Forening deraf havde sammensat et aldeles løst Skin af Helhed, men
den er fuldt retfærdig. De rige Midler, der ere samlede i Sorø,
tildels hidlagte andetstedsfra (Maribo Kloster), tildels kunstig
hidlokkede (den Holbergske og den Kalkreutzske Donation),
tildels opsparede i en lang Uvirksomhedsperiode, maae, forsaavidt
de overskride en liberal Tilfredsstillelse af Skolens og
Opdragelsesanstaltens Krav, betragtes og behandles som en almindelig
Fond til Fremme af høiere Undervisnings- og Oplysningsformaal, men
rigtignok efter en fastere Plan, end der hidtil viser sig.
Ved de lærde Skoler gjennemførtes under 13de Mai 1850 som almindelig
Norm den Undervisningsplan, der fra 1845 af foreløbig havde været
fulgt og prøvet ved tre Skoler, med de ikke store Modifikationer, som
den vundne Erfaring havde givet Anledning til, og samtidig ophævedes
den hidtilværende Examen artium, idet Modenhedsprøven henlagdes til
Skolerne. Efterat ved denne Foranstaltning den hidtilværende anden
Examens Lærestof ligeledes for Størstedelen var overgaaet til
Skolerne, gaves Bestemmelserne for det ved Universitetet
tilbageblivende philosophiske Kursus og den dertil hørende Prøve ved
Bekjendtgjørelsen af 7de September 1850. De Forhandlinger og
Overveielser, der vare indledede angaaende Indførelsen af en særskilt
Realundervisning ved de lærde Skoler, medens den videnskabelige
Realskole i Aarhus nedlagdes, bragtes derimod først tilende efter min
Fratrædelse fra Kultusministeriet.
En allerede før Ministeriets Oprettelse begyndt Forhandling om en
Indskrænkning i de lærde Skolers Antal samtidig med Skolernes
Udvidelse kom til Afslutning ved kongelig Resolution af 6te Mai 1850,
hvorved Slagelse Skole nedlagdes og Rønne lærde Skole forvandledes
til en høiere Realskole, dog under Forbehold af Forhandling med
Rigsdagen om de dens Kontrol undergivne Pengespørgsmaal, der især ved
Slagelse Skole vare af Vigtighed, et Forbehold, der opfyldtes ved det
i Rigsdagens 3die Session 1851 forelagte Lovudkast om de økonomiske
Forhold ved Nedlæggelsen af den lærde Skole i Slagelse og om Rønne
lærde Skoles Overgang til en Realskole.
En ikke liden Vægt lagde jeg paa, at det System, der i de nærmeste
Aar før min Indtrædelse i Ministeriet ved den almindelige Skolefonds
forøgede Indtægter havde udviklet sig, nemlig i større Omfang end før
at bøde paa den meget utilstrækkelige Løn for den yngste Lærerklasse,
Adjunkterne, ved Gratialer efter vilkaarligt Skjøn, afløstes af en
fast Regel for Oprykning igjennem forskjellige Lønningsklasser efter
Anciennitet, hvilket skete ved kongelig Resolution af 10de Marts
1849. Denne Resolution blev en Forløber for den nogle Aar efter
tilveiebragte Lønningslov for hele Lærerpersonalet ved de lærde
Skoler af 28de Marts 1855, forbunden med Avancementsbestemmelser, til
hvilken Lovs Tilveiebringelse jeg som Undervisningsinspektør
medvirkede og gjorde Forslag, omend den endelige Lov fjernede sig
endel fra Forslaget.
Det ligger saa klart for Dagen, at endel af de saaledes ved kongelige
Resolutioner efter Ministeriets Indstilling afgjorte vigtige Sager,
navnlig om Sorø Akademis og Slagelse og Rønne Skolers Nedlæggelse og
om de lærde Skolers Undervisningsplan, under almindelige Forhold
vilde have krævet Rigsdagens Medvirkning og Afgjørelse ved Lov, at
det ikke paa nogen Maade kunde undgaae min eller Statsraadets
Opmærksomhed, i hvilket naturligvis Sagerne forhandledes, førend de
forelagdes Kongen. Det var saaledes ganske i sin Orden, at Grundtvig
i Rigsdagens 1ste Session 1850 den 27de Juni stillede en Forespørgsel
til mig om den Berettigelse, hvormed Ministeriet havde handlet. Naar
jeg imidlertid havde paataget mig Ansvaret for den valgte
Afgjørelsesmaade og derfor vandt Rigsdagens stiltiende Anerkjendelse,
idet ingen videre Anke eller Forslag fremkom og selv Grundtvig
beroligede sig ved de af mig givne Erklæringer, hvorved Rigsdagens
Kompetence under almindelige Forhold ganske indrømmedes, da
laae Grunden hertil i den hele anomale Stilling, hvori disse
Anliggender vare komne ved, hvad der var sket og foretaget før
Regjeringsforandringen og endvidere før Grundlovens Vedtagelse, og i
den stærke Nødvendighed af at komme til en Afslutning af de svævende
Spørgsmaal, medens Rigsdagen, da den først i 1850 sammentraadte, selv
uden Hensyn til Vanskeligheden ved samtlige disse Gjenstandes
Behandling i den Skikkelse, i hvilken de stykkevis og betinget af
mange Slags Forudsætninger forelaae, var fuldt optagen af Lovudkast
om materielle Sager, der ikke taalte Opsættelse, samt endelig deri,
at den i de enkelte Sager trufne Afgjørelse i det Hele havde den
offentlige Mening for sig og derfor ogsaa grundlagde en Tilstand, der
længe holdt sig med ringe Modifikationer.
Ligeoverfor denne omfattende Række af større Foranstaltninger
angaaende det høiere Undervisningsvæsen tog unegtelig min Virksomhed
paa Almueskolevæsenets Omraade sig fattig ud, forsaavidt den maales
efter enkelte, særligen fremtrædende Ytringer; thi baade en lille
Lov om Ophævelsen af en Afgift, der under Navnet "Degnepension"
hvilede paa enkelte Skolelærerembeder, og et andet, desuden af et
Medlem af Folkethinget (Frølund) indbragt, men af mig understøttet
Lovforslag, hvorved Skolelærerne fritoges for en dem fra gammel Tid
paahvilende, men praktisk allerede for en Del ophørt Forpligtelse til
Befordring af visse Breve imellem Provster og Præster, angik kun
ubetydelige Gjenstande, og samme ringe Vigtighed havde den
Forandring, der administrativt gjennemførtes i Kaldsretten til visse
Skolelærerembeder som Følge af Grundlovens Bestemmelse om Ophævelsen
af Forrettigheder, der vare knyttede til Adel. Der forelaae
imidlertid paa hele dette Omraade ingen Forarbeider eller indledende
Skridt til enkelte særlige Foranstaltninger og Anordninger, og der
lod sig, just paa Grund af Sammenhængen imellem alle Led af det for
hele Landet ensartede Almueskolevæsen, Intet af nogen Betydning for
det Hele udrette uden ved at søge at vinde et nyt Grundlag istedetfor
den efter sin Aand og Bestræbelse saare fortjenstlige, men under
uheldige og fattige Forhold fremkomne, i Redaktionen ofte mangelfulde
og i Virkeligheden kun ufuldstændig gjennemførte og i flere Punkter
ikke længer til de ved Grundloven givne Forudsætninger passende
Anordning af 1814. Indtil dette nye Grundlag skabtes, maatte
Bestræbelserne derfor gaae ud paa saavidt muligt ad administrativ
Vei paa de enkelte Steder fuldstændigen eller dog fuldstændigere
end hidtil at gjennemføre den gjældende Anordnings Bestemmelser
om Skolernes Antal og Indretning og Lærernes Kaar, og i denne
Retning arbeidedes der af Ministeriet troligen igjennem
Amtsskoledirektionerne under besindig Lempelse imellem Strenghed
ligeoverfor Kommunerne og billigt Hensyn til Omstændighederne. En
almindelig ny Lov om Almueskolevæsenet var en Opgave, der krævede de
vanskeligste og omhyggeligste Overveielser baade med Hensyn til
Undervisningens Fastsættelse og Begrændsning og med Hensyn til alle
de ydre Midler og Betingelser i Forhold til Almuens mangfoldig
nuancerede Livsvilkaar, og den forudsatte derhos et Kjendskab til det
virkelig, ikke blot paa Papiret Bestaaende, som ikke var let at
opnaae. Det var derfor naturligt, at jeg, da Folkethingsmand Gleerup
i Rigsdagens første Session i 1850, efter Forudskikkelse af
adskillige Bemærkninger om Kultusministeriets ringe Virksomhed paa
Lovarbeidernes Omraade i Sammenligning med de øvrige Ministerier,
rettede den Forespørgsel til mig, om jeg snart vilde forelægge Udkast
til en fuldstændig Lov om Almueskolevæsenet, svarede, at jeg hverken
i denne eller den næste Session (i Efteraaret 1850) tænkte paa at
forelægge et saadant Udkast, idet jeg derhos under Henvisning til,
hvad jeg allerede strax efter Begyndelsen af Sessionen ved
Forelæggelsen af det lille Lovudkast om de saakaldte Degnepensioner
havde ytret om den ringe Opfordring, der for Øieblikket var for
Kultusministeren til at besvære Rigsdagen og afdrage dens
Opmærksomhed fra de af de øvrige Ministerier forelagte paatrængende
Udkast om materielle Gjenstande, gav en saadan Fremstilling af, hvad
der krævedes til at frembringe et forsvarligt Udkast til en
Almueskolelov, at det kunde skønnes, at jeg allerede alvorligen havde
gjennemtænkt Opgavens Beskaffenhed og forberedt mig paa den[65].
Derimod lovede jeg, hvis jeg vedblev i min Stilling indtil den
ordentlige Rigsdagssamling i 1851, at forelægge et saadant Udkast;
men selv dette Løfte blev jeg hindret fra at opfylde baade ved
Arbeidets Omfang og Vanskelighed og ved de almindelige politiske
Forhandlinger, der i 1850 og 1851 optog en stor Del af min Tid og
Opmærksomhed og iblandt Andet i Sommeren 1851 pludselig kaldte mig
tilbage fra en Reise, som jeg havde tiltraadt til Jylland for med
egne Øine at se Almueskoleforholdene der i forskjellige Egne, efterat
jeg iforveien i Stilhed havde gjort nogle lignende Iagttagelser i
Sjælland. Da jeg altsaa i November 1851 paa en Tid, hvor det var mig
klart, at jeg meget snart vilde træde ud af Ministeriet, ved en
Interpellation mindedes om mit Løfte, maatte jeg (den 10de November,
se Folkethingstidenden for 1851 Sp. 748 ff.) nøies med at forklare,
hvorledes jeg havde søgt at fremme Sagen, og hvorvidt jeg var naaet.
Efterat jeg ved Begyndelsen af 1852 atter havde overtaget min
Universitetsvirksomhed og Inspektionen ved de lærde Skoler, optoges
min Tid og mine Kræfter saa stærkt af Embedsgjerningen og Fornyelsen
af de i tre Aar tilsidelagte Studier, at jeg først mod Slutningen af
Aaret kunde lægge sidste Haand paa det i Ministeriet begyndte Arbeide
og udgive det under Titlen: "Udkast til Lov om Almueskolevæsenet
udenfor Kjøbenhavn" (det blev omdelt i Rigsdagen den 10de Januar
1853). Jeg betragter endnu dette Udkast med Tilfredshed, idet hele
Opgaven deri er søgt løst i fuldstændig og klar Sammenhæng; ikke
Lidet af, hvad der deri er foreslaaet om hele den økonomiske Side (om
Skolelærernes Løn, Alderstillæg og Pensionering og om Fordelingen af
Skoleudgifterne paa større Kredse), er mere eller mindre direkt
benyttet i den af Monrad i 1856 tilveiebragte Lov, medens der
destoværre, til Skolernes og Skolelærernes Skade, i denne blev fulgt
et helt andet Princip for Lærernes Kaldelse. At jeg strengt fastholdt
Grændsen imellem Almueskolen, d. e. Skolen for den Undervisning, som
skal ydes Alle, og som Alle skulle modtage, og den høiere Skole, hvis
Undervisning frit vælges og modtages med Offer af større Kraft, Tid
og Vederlag, men dog anviste Veien til en naturlig Fortsættelse og
fyldigere Afslutning af Almueskolen paa Landet i Analogi med
Kjøbstadsskolen, regner jeg mig ikke til særlig Fortjeneste, da man
endnu ikke dengang var kommen ind paa Forsøget paa at forkvakle baade
den obligatoriske og den friere høiere Skole ved kunstige
Forbindelser og Lempninger.
{[65] Ved at gjennemgaae mine Rigsdagserindringer har der paatrængt
sig mig en Sammenligning imellem min tilbageholdne Optræden og
noget trykkede Stilling ved denne Leilighed, og hvad der noget over
20 Aar senere tildrog sig paa det samme Lovgivningsomraade. Hall
oprullede da som Kultusminister, i Rigsdagssamlingen 1871-72 i
Landsthinget, under stærkt Bifald et tiltalende Billede af en
omfattende Reform af Almueundervisningen. I den næste Samling
(1872-73) fremlagde han i Folkethinget et Lovudkast om
Almueskolevæsenet, hvorover der efter en lidet gunstig første
Behandling afgaves en ikke opmuntrende Udvalgsbetænkning, og som
ikke fremmedes videre; i næste Samling (1873-74) forelagdes
Udkastet i Landsthinget med Antydning af, at Ministeren var villig
til ikke uvæsentlige Modifikationer; men heller ikke her naaede
Udkastet videre end til første Behandling. Hvad jeg under denne
udtalte (Landsthingstidenden Sp. 153 ff.), indeholdt ikke uvigtige,
men heller ikke ganske behagelige Sandheder.}