temmelig pludselig at kaldes til Deltagelse i et meget vigtigt
administrativt Anliggende. Den Forhandling, der fra 1829 af var ført
om det lærde Skolevæsen, havde efterhaanden ledet Direktionen for
Universitetet og de lærde Skoler til den Overbevisning, at en
omfattende Reform var nødvendig, og, efterat Direktionen -- hvis
kraftigste og indflydelsesrigeste Medlem dengang, efter J. P.
Mynsters Udtrædelse og den svage og forhen afskedigede Engelstofts
Gjenindsættelse som første Medlem, aabenbart var den ovenfor nævnte
Etatsraad Hansen -- i Almindelighed havde sikret sig Kongens
Samtykke, anmodedes uden nogetsomhelst kongeligt Kommissorium med
kort Varsel H. C. Ørsted, J. F. Schouw og jeg om at sammentræde med
Direktionens Medlemmer til en fortrolig Forhandling om det hele
Anliggende, saaledes at altsaa Ørsted og Schouw skulde repræsentere
den mathematisk-naturvidenskabelige Side af Dannelsen, jeg den
historisk-philologiske. Forhandlingerne førtes i Hansens private
Bolig paa Grundlag af et Udkast, hvori jeg vel tør sige, at de af mig
i 1832 udtalte Anskuelser i det Hele vare optagne, navnlig hvad angik
Ophævelsen af den saakaldte anden Examen og Inddragelsen af dens Stof
med Undtagelse af Philosophien i Skolen og Henlæggelsen af
Afgangsprøven til Skolerne selv, hvis Undervisningstid udvidedes med
ét Aar[54]. Med en Anstrengelse, der navnlig for Engelstoft var
aldeles overvældende, førtes det Hele tilende i et Par Dage, og
Resultatet fremtraadte i den af Kongen approberede provisoriske
Undervisningsplan for nogle af de lærde Skoler af 1844, idet der
først skulde gjøres en Prøve med Planen i Metropolitanskolen og
Skolerne i Odense og Kolding. Til at kontrolere denne Prøve ved at
overvære Afgangsexamen i disse tre Skoler og deltage i Censuren
bestemtes Ørsted, jeg, der strax efter i "Dansk Folkeblad" gav en
Fremstilling af, hvad der ved den nye Skoleform tilsigtedes, og
Professor Velschow. De ifølge heraf i Aarene 1845-1848 foretagne
Skolereiser, der bragte mig i endnu nærmere Forhold til Ørsted, og
som for første Gang førte mig til Fyen og Jylland, ydede mig ved
Siden af Hovedopgaven en kjærkommen Forfriskelse, medens de
forberedede min senere mangeaarige og kjære Virksomhed ved de lærde
Skoler.
{[54] Ved en besynderlig Forglemmelse har Clausen i sit Skrift om
Kjøbenhavns Universitets Virksomhed i Aaret 1837 i sin Oversigt
over de i dette Aar i Konsistorium førte Forhandlinger om denne
Gjenstand aldeles forbigaaet Diskussionen i Aarene 1829-1832 om
mine da opstillede Forslag og betegnet som Udgangspunkt et Udkast
af Etatsraad Kolderup-Rosenvinge fra 1836.}
Om mine private og huslige Forhold i denne Aarrække skal jeg fatte
mig kort, thi Erindringerne derom tilhøre og vedkomme i det
Væsentlige kun mine Nærmeste. Med min trofaste og hengivne Hustru,
der to Aar før vort Bryllup med mig havde besøgt min Moder paa
Bornholm,[55] førte jeg et stille og beskedent Liv i en snever Kreds,
snart omgiven af en Børneflok, idet der indtil 1839 fødtes mig to
Døtre, to Sønner og atter to Døtre, af hvilke den ene dog døde ganske
spæd og den anden berøvedes os i en Alder af 9 Aar til bitter Sorg
den 8de Marts 1848. Ved Siden af Opdragelsen af mine egne Børn var
det selvfølgelig min ueftergivelige Pligt at fritage min Moder, der
havde gjort saa store Opofrelser for mig, for Omsorgen for mine to
yngste Brødre, af hvilke den næstyngste oplærtes til Snedker her i
Byen og den yngste opholdt sig i mit Hus i de nærmeste Aar, efterat
jeg var bleven gift, medens han gik i Skole og efterat han i 1835 var
bleven Student, indtil han som saadan blev Regentsalumnus. Jeg havde
for at gifte mig stiftet en i Forhold til mine aarlige Indtægter
betydelig Gjæld, og denne var, inden mine Indtægter forbedredes
noget ved Bibliotheksembedet, forøget saaledes, at det heller ikke
senere lykkedes mig at tilveiebringe Ligevægt, selv med Tillæg af
nogen Indtægt af litterære Arbeider, der imidlertid dengang betaltes
efter en meget lavere Maalestok end nu. Finantsielt Talent har jeg, i
det Ringeste i mine egne Anliggender, aldrig udviklet. Jeg har i en
Række Aar følt daarlige Kaars Sorg, Ydmygelse og forstyrrende og
lammende Tryk i en ikke ringe Grad, og jeg søgte i den Tid
gjentagende forbigaaende Lettelse af dette Tryk ved økonomiske
Udveie, der gjorde Ondet værre. Omtrent i 1843 indtraadte der dog en
Forbedring og Orden; men jeg gik ikke destomindre det paafølgende
Livsafsnit imøde med en ikke ringe Byrde, for hvilken det heller ikke
nogensinde senere er lykkedes mig at gjøre mig ganske fri[56]. At
dette uheldige Forhold ogsaa medførte en vis selskabelig Isolation,
er naturligt. Manden drages, naar han finder en vis Anerkjendelse,
stundom ud af denne og har i selve Anerkjendelsen en Trøst og
Opreisning; paa Hjemmet hviler Byrden helt. Med stor Glæde erindrer
jeg derfor den Vederkvægelse, som i en Række af Aar i den dengang
korte Sommerferie Opholdet i Frederikssund hos en Slægtning af min
Hustru bragte os alle, og jeg betragtede det som en Triumph, da jeg i
Sommeren 1845 selv gik til at leie et Par Værelser for min Familie og
mig paa den saakaldte gamle Bakkegaard, hvormed der, da Stedets Eier
var Enkedronning Marie Sophies Hofchef, fulgte Adgang til den dengang
for Publikum utilgængelige Søndermark. Mine philologiske Tilhørere
gik ind paa, at jeg i den Sommer læste over Cicero _de natura deorum_
om Morgenen fra Kl. 7 til 8, hvorefter jeg kunde dele hele Dagen
mellem Mark og Skov og den græske Syntax, der udarbeidedes derude. --
Til tidligere smaae Sommervandringer tilfods med nogle kjære Venner
(Bojesen, Mathematikeren Chr. Jürgensen og Astronomen P. Pedersen)
(derunder en lille Udflugt til Kullen i 1839) sluttede sig nu en
hyppigere Omgang med et Par kjære Familier (derimellem min endnu
levende Ven, Etatsraad Møhls og den ikke ubekjendte bornholmske
Pastor Marckmanns, hvis Hustru var en Datter af Notarius publicus H.
G. Olsen). Den største Opmuntring berededes mig imidlertid, da der i
1846 af Universitetsdirektionen udvirkedes mig en Understøttelse af
400 Rdl. til i Sommerferien at foretage en kort Reise i Tydskland.
Naar det i Resolutionen betegnedes som min Reiseopgave at gjøre mig
bekjendt med det tydske høiere Undervisningsvæsen, var dette et
temmelig let gjennemsigtigt Skin, idet Reisen maatte gjøres paa en
Tid, da ogsaa i Tydskland Ferierne indtraadte. Det virkelige Øiemed
saae Direktionen ligesaavel som jeg i en efter mange Aars uafbrudte
og strenge Arbeide saare ønskelig Forfriskelse, forbunden med Adgang
til i visse Retninger at udvide Blikket og til at stifte et, omend
indskrænket, personligt Bekjendtskab med tydske Videnskabsmænd, og
dette Øiemed opnaaedes. I Forening med to Venner (de nævnte E.
Bojesen og P. Pedersen) tiltraadte jeg Reisen den 31te Juli -- efter
midlertidig at have bosat min Familie i et lille Hus i Øverød ved
Søllerød -- og ilede i en deilig og varm Sommer med mine Reisefæller
hurtig, men med livlig Opmærksomhed for alt det Nye, som Natur, Kunst
og Folkeliv tilbød, over Berlin, Dresden, Prag, Wien, München,
Heidelberg, Frankfurt og Göttingen og tilbage over Hamburg og Kiel,
hvorfra jeg den 3die September igjen naaede til Kjøbenhavn.
Ved at lægge Veien fra Wien til München over Semmering gjennem
Steiermark, over Ischl og Salzburg fik jeg et foreløbigt Indtryk af
Bjergnaturen. I Berlin[57] fandt jeg den venligste Modtagelse hos
Böckh, Savigny og Zumpt ligesom i Göttingen hos C. F. Hermann og H.
Ritter (Forfatter af "Geschichte der Philosophie"); det har glædet
mig mange Aar efter at se, at Böckh udtrykkelig engang paaberaabte
sig Ytringer af mig i den Samtale, vi en Timestid førte med hinanden.
Paa flere Steder var der derimod enten ikke Tid til at opsøge de
Mænd, jeg kunde have ønsket at tale med, eller de vare paa
Ferieudflugter. Paa den sidste Del af Reisen, omtrent fra Heidelberg
af, havde jeg Leilighed til at bemærke den heftige Bevægelse, som det
kort forinden udkomne aabne Brev om Thronfølgen i det danske Monarki
havde fremkaldt, og den stærke Sympathi, som det var lykkedes
Slesvigholstenerne at vække for sig, allermest i Universitetsbyerne,
ligesom jeg ogsaa i det vestlige Tydskland modtog et levende Indtryk
af den i sig selv naturlige Længsel efter Tydsklands Enhed og denne
Længsels Retning henimod Preussen. Jeg kom til Kiel samme Dag, som
Advokat Olshausen, en af Slesvigholstenernes ivrigste Ledere, var
ført som Arrestant til Rendsborg, og maatte i Hotellet, hvori jeg
overnattede, høre paa den Kattemusik, der bragtes den da fra
Kjøbenhavn ankomne nye Chef for det i Kiel garnisonerende Jægerkorps,
for hvilket Slesvigholstenerne havde ønsket en til deres Parti
hørende Officier sat i Spidsen. -- Reisen havde i al sin Korthed for
mig været ikke blot oplivende, men frugtbringende.
{[55] Det var endnu dengang en besværlig Reise, hvorfor jeg ogsaa
kun to Gange til i hele dette Tidsrum kom derover: den ene Gang i
1843 med mine to ældste Børn, ligesom min Moder kun besøgte
Kjøbenhavn éngang: i 1840.}
{[56] Ved Normalreglementet for Universitetet af 13de Novbr. 1844
blev min Gage som Professor 1600 Rdl., hvori var indbefattet et mig
den 25de Marts 1843 tilstaaet personligt Tillæg af 200 Rdl. og den
tidligere Godtgjørelse af 100 Rdl. for at skrive Universitetets
Programmer, hvortil Forpligtelsen da var bortfalden.}
{[57] Den 23de Juni 1836 var jeg bleven valgt til Medlem af
Berlinerakademiet, ligesom jeg i 1840 blev Medlem af det
nederlandske Institut, i 1847 Medlem af philological society i
London og i 1848 af Videnskabernes Selskab i Trondhjem.}
V.
TIDSRUMMET SOM MINISTER.
1848-1851.
Af det hidtil skildrede stille Studie- og Embedsliv og af den
tilbageholdende Iagttagerstilling udreves jeg i Omvæltningsaaret 1848
først til en enkelt energisk Fremtræden i den politiske Forhandling
og dernæst til en politisk og administrativ Virksomhed, der for nogle
Aar ganske løsrev mig fra mine tidligere Beskæftigelser og gav mine
Kræfter og Bestræbelser en anden Retning. Faa Dage efter Christian
VIII's Død den 20de Januar 1848 offentliggjordes Reskriptet af 28de
Januar, indeholdende de naturligvis ialtfald i det Væsentlige før
Thronskiftet fastsatte Grundtræk af en paatænkt Fællesforfatning for
hele Monarkiet. Det var mig ikke noget Øieblik tvivlsomt, at
istedetfor den Svaghed og Vaklen, over hvilken der hidtil kunde
klages, forelaae der nu det afgjørende Valg af et System, ved hvilket
det danske Monarkis Karakter fra Grunden af forvanskedes og det
danske Folks Ret opofredes for en endda meget usikker Bevarelse af
den ydre løse Sammenhæng imellem de Landsdele, der vare blevne
samlede under det danske Kongehus, i Form af en ligedelt dansk-tydsk
Stat, i hvilken, forsaavidt den vedblev at bestaae, det tydske
Element vilde underkue det fra Begyndelsen af nedværdigede danske, og
at man derfor var kommen til et Punkt, hvor en bestemt Indsigelse
maatte reises, en Afvisning udtales. Grundtrækkene gik, som bekjendt,
ud paa en fælles Stænderforsamling med ligemange Deputerede fra
Kongeriget [c. 1,300000 Indbyggere] og fra de forenede Hertugdømmer
[c. 800000 Indbyggere], hvis Forbindelse udtrykkelig bekræftedes, med
afvexlende Møde i Kongeriget og i Hertugdømmerne. I Hovedsagen
bedømtes vistnok Reskriptets Indhold paa samme Maade af alle udenfor
Regjeringskredsen staaende, over vore offentlige Forhold tænkende
Mænd; men Ordførerne for Oppositionen havde hidtil saa ensidigen lagt
Vægt paa en konstitutionel Forfatning for hele Monarkiet, at de
bragtes ud af Fatning og ligefrem forbløffedes ved denne
eiendommelige Imødekommen. Et Par Dage efter Reskriptets
Offentliggjørelse traf jeg i botanisk Have hos J. F. Schouw sammen
med Clausen, L. N. Hvidt, L. Høyen, Lehmann, Monrad, Ploug og
Tscherning til en Samtale derom, uden at jeg nu kan gjøre Rede for,
hvorledes eller af hvem jeg, der ellers slet ikke hørte til denne
Kredses Fortrolige, var bleven indbudt til Mødet. Stemningen var
saare trykket, og L. N. Hvidt udtalte tilsidst, at Folket var mat og
modløst og ikke kunde sættes i en kraftig Bevægelse, hvorpaa man
efter nogen Indsigelse af mig og Høyen skiltes ad. Inderlig utilfreds
og misfornøiet gik jeg hjem og skrev samme Aften og næste Formiddag
den Artikel, der, efter at være gjennemlæst af en eneste Ven (den
ovenfor nævnte Magister P. Pedersen), sendtes til "Fædrelandet"s
Redaktion og optoges i "Fædrelandet" for 4de Februar: "Et Par Ord om
det i Hans Majestæts Reskript af 28de Januar 1848 antydede Grundlag
for en Forfatning i dets Betydning for den danske Nationalitet."
Artiklen, der var skreven med den stærkeste Overbevisning og varmeste
Følelse, vakte, tildels just derved, at den kom fra en navngiven
Mand, der hidtil havde holdt sig ganske udenfor den politiske
Polemik, en ualmindelig Opsigt og fremkaldte i vide Kredse den
Stemning og den tillidsfulde Tilslutning, som man havde tvivlet om at
kunne fremkalde. Pressen tog tilorde, og i en hos Professor Clausen
den 23de Februar holdt Forsamling af 45 Mænd med mere eller mindre
indflydelsesrige Navne, hvoriblandt ogsaa jeg var, vedtoges den
Erklæring imod Forfatningsreskriptet, som derefter trykkedes i
"Fædrelandet" for 28de Februar. Men med dette Møde ophørte
foreløbigen min Deltagelse i Bevægelsen,[58] og jeg blev i det Hele
udenfor de Begivenheder, der nu paafulgte, og som vel ikke vare uden
Paavirkning af den fra Februarrevolutionen i Paris udgaaede
almindelige Bevægelse, men især bleve drevne frem ved de ogsaa af hin
Bevægelse paavirkede Optrin i Holsten og Sydslesvig, der endte med
aabenbart Oprør og Brud af Statsforbindelsen. Grunden til denne
Afholdenhed fra min Side var aldeles overveiende den dybe Sorg, der
rammede mig, idet mit yngste elskelige Barn i de sidste Dage af
Februar angrebes af en Hjernebetændelse og efter haarde Lidelser
bukkede under for Sygdommen den 8de Marts. Men desforuden havde Andre
baade ved Anlæg og Evner og ved tidligere Virksomhed ikke blot et
langt nærmere Kald til at gribe ledende ind i Folkebevægelsen, men
ogsaa en almindelig anerkjendt Berettigelse og Forpligtelse til en
aktiv Deltagelse i Dannelsen af en ny Statsform og i Sagernes
Styrelse under denne. Om den hele Situation vil jeg iøvrigt nedenfor
komme til at udtale mig nærmere; men om Nødvendigheden af at ombytte
den alderssvage Absolutisme og dens Bærere med en friere og
folkeligere Regjeringsform og med nye og yngre personlige Kræfter var
der, hvad jeg strax bør nævne, for mig ingen Tvivl. Jeg sluttede mig
forsaavidt gjerne til Martsministeriet og ønskede det oprigtigen Held
til Løsningen af dets ligesaa vanskelige som for Fædrelandet vigtige
Opgaver, om der end hos enkelte af de nye Ministre var Adskilligt i
Anskuelser og Optræden, som ikke havde min fulde Sympathi, eller som
endog vakte Betænkelighed hos mig; med ingen af dem stod jeg i noget
nærmere Forhold eller endog blot i almindelig Omgangsberørelse. I
Løbet af Foraaret og Sommeren fulgte jeg, medens jeg troligen øvede
min Embedsgjerning, med den inderligste Deltagelse Kampen i Slesvig
og med Spænding Forberedelserne til den nye Forfatning[59]. Da modtog
jeg ved Midsommerstid fra Monrad som Kultusminister en Opfordring til
at paatage mig et nyt Embede, som han agtede at oprette for en
Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, idet jeg samtidig opgav
Embedet som Universitetsbibliothekar. Jeg havde selv i de tidligere
omtalte Artikler fra 1832 udtalt mig for, at der maatte skabes en
livligere Forbindelse imellem Undervisningsvæsenets Overbestyrelse
(dengang Universitetsdirektionen) og Skolerne og tilveiebringes et
nærmere og stadig sig fornyende Bekjendtskab med Skolernes Personale
og dettes Arbeide, Anskuelser og Ønsker gjennem en regelmæssig
Inspektion. Jeg gik derfor gjerne ind paa Ministerens Forslag,
saamegetmere som de i de nærmest forudgaaende Aar i Forening med
Ørsted og Velschow foretagne Skolereiser baade havde bestyrket min
Overbevisning om Ønskeligheden af et saadant Forbindelsesled og
skaffet mig en vis Forberedelse. Sagen blev hurtig ordnet, og under
22de Juli udnævntes jeg til Undervisningsinspektør ved de lærde
Skoler i Henhold til en Instrux, hvortil jeg selv havde gjort
Udkastet. Om den Virksomhed, jeg i dette Embede udøvede, vil det, da
den foreløbig snart afbrødes, være naturligere at tale ved dens
Gjenoptagelse i 1852 og de følgende Aar.
{[58] Længere hen i Marts Maaned sammentraadte et lille Antal ældre
og yngre akademiske Borgere, imellem hvilke den senere Rigsdagsmand
og Forfatter H. E. Schack vel var den betydeligste, med det Formaal
at lede og moderere Studenternes Optræden under den politiske
Gjæring og Bevægelse og anmodede mig om som Formand at slutte mig
til dem. Jeg erklærede mig beredt dertil under den Forudsætning, at
man som Grundlag vilde anerkjende, at Studenterne vel ubetinget
sluttede sig til den patriotiske Bevægelse for Landets Ære og
Forsvar, men skulde afholde sig fra som Stand at ville gribe ind i
de specielle politiske Forhandlinger og Foretagender. Hermed var
Schack enig, og de øvrige traadte til. Der holdtes nogle Møder paa
Borchs Collegium, men til en virksommere Optræden blev der ved de
akademiske Borgeres egen Besindighed ingen Anledning.}
{[59] En Aften henimod Slutningen af Marts kom jeg for at søge
Efterretninger op i Athenæum og traf i Konversationsværelset
nuværende Geheimeraad Andræ i Samtale med Kaptain Læssøe, maaske
ogsaa med senere afdøde Professor V. Bierring. Pludselig henvendte
Læssøe, som jeg kun sjeldent havde talt med, det Spørgsmaal til
mig, hvad jeg vel vilde raade til at gjøre med den Troppestyrke,
der stod i Begreb med at rykke ind i Slesvig. "Trænge rask frem
langs Østkysten med Kavalleriet udimod Heden og søge Kampen saa
sydlig som muligt i Slesvig for strax at hæve Modet hos Armeen og
den tro Befolkning" svarede jeg. "Det er just ogsaa min Mening"
gjentog Læssøe. Næste Dag saae jeg, at han var udnævnt til
Stabschef for Hærafdelingen i Slesvig. I det samme Værelse maatte
jeg efter Modtagelsen af Efterretningen om Kampen ved Slesvig
berolige og opmande dem, der ved første Gang at læse om talrige
Døde og Saarede og om Tilbagetog ganske tabte Fatningen og til
Sandheden føiede forunderlige Misforstaaelser, og henlede
Opmærksomheden paa det Ærefulde og Dygtige i Kampen.}
Den første Reise, som jeg i mit nye Embedes Medfør gjorde, førte mig
efter Afslutningen af Skolearbeidet sammen med en Del af Hæren og med
dens Hovedkvarter, der, efter Felttogets Ende i 1848 med
Vaabenstilstanden i Malmø, i Slutningen af September var i Horsens.
Derfra ilede jeg over Aarhus og Kjøbenhavn til Bornholm for i dettes
2den Valgkreds at søge Valg til den grundlovgivende Rigsforsamling,
hvilket jeg med Lethed opnaaede (den 5te Oktober) uden at imødekomme
det fremsatte Ønske, at jeg skulde forpligte mig til at arbeide for
Bevarelsen af Bornholmernes Særstilling med Hensyn til Værnepligten.
Jeg havde, idet jeg søgte dette Valg, ikke den fjerneste Tanke paa at
ombytte min videnskabelige Gjerning og mit Universitetsembede med en
politisk Stilling og Hovedvirksomhed; jeg dreves kun af Lyst til
efter Evne at gjøre de efterhaanden hos mig modnede Anskuelser
gjældende ved den forestaaende Afgjørelse af vore ydre og indre
Anliggenders Ordning.