vigtigere Del af min Medarbeiden i Maanedsskrift for Litteratur; thi
vel anmeldte jeg der (og i dansk Litteraturtidende) de fleste i hin
Periode herhjemme udkomne klassisk-philologiske Skrifter, mine egne
undtagne, men efter selve Skrifternes Natur har ingen af disse
Anmeldelser nu Krav paa at erindres, og en lille, strax i det første
Aar opstaaet Kontrovers angaaende en Anmeldelse af Rektor, Professor
Blochs Udgave af Ciceros udvalgte Taler havde kun en vis Betydning,
forsaavidt den betegnede Modsætningen imellem den strengere
videnskabelige Form, som jeg søgte at gjøre gjældende paa det
philologiske Omraade, og den ældre slappere Tradition. Heller ikke en
sammesteds skreven Afhandling: "Om Betydningen af den Sætning, at man
i Skolen kun skal skrive Latin for at lære at forstaae Latin" (Bind
XIX) eller de i Antal kun faa, men mere omfattende Bidrag af
historisk og æsthetisk Art, som jeg leverede i Maanedsskriftet, er
der nu Anledning for mig til nærmere at omtale, skjøndt jeg ikke med
Utilfredshed ser tilbage paa den Maade, hvorpaa jeg fremhævede det
fine psychologiske Blik, den ædle Livsbetragtning og den harmoniske
og skjønne Form i Fru Gyllembourgs Noveller og i Sten Stensen
Blichers Arbeider drog Skjelnelinien imellem hans ypperlige og troe
Billeder af hjemlig Natur og hjemlige Menneskeskikkelser og de mindre
heldige Forsøg paa at overskride Grændsen for den naturlige Begavelse
og dens Uddannelse, eller trods en mange Aar senere fremkommen
Indsigelse fortryder i C. Baggers "Min Broders Levned" at have
paavist et unegteligt Talents Udskeielse i, hvad man nu vilde kalde
realistisk Retning. Langt vigtigere baade i og for sig og ved sine
Virkninger var den igjennem 4 Hefter af Maanedskriftets 8de og 9de
Bind (1832 og 1833) gaaende og imellem 150 og 200 Sider omfattende
Anmeldelse af en Række i Aarene 1829-1832 udkomne Skrifter om det
lærde Undervisningsvæsen, hvortil et Program fra Sorø havde givet det
første Stød. Denne Afhandling bærer vistnok i sin hele Form mere end
tilbørlig Præget af den haarde og alvorlige indre Kamp, hvorunder den
er udarbeidet, men indeholder tillige, hvad jeg endnu tillidsfuldt
udtaler, under den haarde Skal en ikke ringe Tankefrugt. Stillet
imellem modsatte Ensidigheder lykkedes det mig, under Opgivelse af
mange traditionelle Fordomme, at vinde et friere og fastere Stade,
fra hvilket den historisk-philologiske Side af Skoleundervisningen
viste sig i et klarere Lys og forsonede sig med de til berettigede
Grændser indskrænkede Krav fra Naturkundskabens og den moderne
Dannelses Side. Istedetfor den forældede Betragtning af den gamle
Verden og dens Værker som en for den nyere Dannelse regelgivende, men
uopnaaelig Mønsterverden sattes Henvisningen til den primitive, i en
særlig Form afsluttede antike Kultur og Litteratur som det fælles
Udgangspunkt og Grundlag for den moderne, i forskjellige
Nationaliteter sig udfoldende Dannelse og til Nødvendigheden af
Bekjendtskab med hin fælles Forudsætning for Orientering og fuldere
Indsigt i Menneskekulturen i det Hele, og istedetfor Anprisningen
af de gamle Sprog som de i eminent Forstand logiske sattes
Nødvendigheden af Kjendskab til dem for at forstaae Sprogudviklingen,
for grundig at lære de nyere Sprog og for at forfølge de i Sprogene
udprægede Forestillingers Bevægelse. Derhos optoges og behandledes i
speciel og praktisk Form Spørgsmaalet om de forskjellige
Dannelsesmidlers rette Sammenordning i et enkelt og helt Skolekursus
med rigtig Begrændsning mod Universitetet, hvortil dengang ved anden
Examen en Del af det Skolen tilhørende Stof var henlagt i
Brudstykker. Naturligvis tilfredsstillede denne Udvikling ikke alle
mine allerede i Skolelivet virkende philologiske Venner, endsige de
ældre Skolemænd. Medens saaledes Bojesen udtalte, at en saa
fordomsfri og alsidig Behandling af det foreliggende Spørgsmaal
hidtil ikke var fremkommen, betegnede Elberling de kun med længere
Mellemrum trykte Afsnit af min Afhandling som uforstaaelige
sibyllinske Blade. Ligeoverfor Naturvidenskabens og den moderne
Dannelses Forkæmperes Misstemning mod Skolen i dens hidtilværende
Opfattelse og Skikkelse aabnede der sig ved Afhandlingen en Udsigt
til Overenskomst; hvorledes det i saa Henseende kom til praktisk
Forhandling og Handling, bliver nedenfor at omtale[48]. -- Endnu
troer jeg at burde nævne min Andel i en Artikel i Maanedsskriftet,
der bærer et andet Navn, og som i sin Tid gjorde stor Opsigt og
fremkaldte en ikke ringe Bevægelse. I 1831 oplæste H. N. Clausen i et
Redaktionsmøde en Artikel, hvortil Anledningen var tagen af
Oberstlieutenant Abrahamsons 8de Rapport til Kongen om den indbyrdes
Undervisnings Fremgang. Artiklen indeholdt en i sig selv velvalgt og
morsom Anthologi af de svulstige, krybende og i det Hele smagløse
Udtalelser af Rapportens Forfatter og af en stor Mængde Provster og
andre Geistlige, der anbefalede sig ved Iver for den hos Frederik VI
i høi Gunst bragte Methode ("denne gode Sag", som den kaldtes) og ved
næsten underdanig Ærbødighed for den kongelige Adjutant, der i denne
Methodes Navn beherskede Almueskolevæsenet, disponerede over Ordener
og øvede Indflydelse paa Befordringer; men den savnede en Konklusion
og et Maal, hvortil der styredes hen. Baade andre Redaktionsmedlemmer
og især jeg bemærkede, at Artiklen i denne Form kun vilde fremkalde
Latter over enkelte Personer og sætte ondt Blod uden tilsvarende
Udbytte; jeg foreslog derfor, at Artiklen skulde omredigeres
saaledes, at den gik ud paa at vise, at man paa Grund af hele
Rapportens og de enkelte Udtalelsers Tomhed og Mangel paa ethvert
virkeligt Indhold, efter at have gjennemgaaet denne og alle de
foregaaende Rapporter, slet ikke havde Midler til at danne sig en Dom
om den indbyrdes Undervisnings virkelige Skikkelse i Skolerne og dens
Virkninger, men alene fik at vide, at Mekanismen paa Papiret sagdes
indført i saa og saa mange Skoler, og at der derfor trængtes til en
alvorlig Undersøgelse for at adskille løgnagtigt Skin og forfængelig
Leg fra Virkeligheden. Det overdroges da mig og N. David at forhandle
med Clausen om en saadan Omredaktion, paa hvilken han ogsaa villig
gik ind. I den nye Skikkelse blev Artiklen modtagen med fuld
Tilstemning af alle Forstandige, der længe havde anet, at der paa
dette Omraade dreves et uværdigt Spil, men den vakte naturligvis ikke
blot Abrahamsons og de øvrige af Satiren trufne Personers
Forbitrelse, men ogsaa Harme hos Kongen, der i god Tro og med
Forvisning om at fremme noget Nyttigt havde overladt hele Sagen til
Abrahamson. Af Frygt for Forstemningen mod det allerede iforveien som
noget oppositionelt betragtede Maanedsskrift meldte da ogsaa
Engelstoft sig strax ud af Redaktionen, men Skyerne spredte sig, og
den hele forkerte Indblanding af en begavet, men ærgjærrig
Generalstabsofficer i Skolestyrelsen ophørte kort efter, og selve den
indbyrdes Undervisnings Methode, der aldeles ikke passede til vore
Skoler, trængtes tilbage til en saare beskeden Stilling, skjøndt den
Bestemmelse, at enhver theologisk Kandidat, der vilde befordres til
Præsteembede, iforveien skulde aflægge en Prøve i en saakaldet
Normalskole for den indbyrdes Undervisning, indrettet i Sølvgadens
Kaserne, først ophævedes ved en af mig som Minister udvirket kongelig
Resolution.
{[48] Et kort Omrids af den i denne Afhandling udviklede
Betragtning af den klassiske Skoleundervisnings Betydning og
Berettigelse er i mine "kleine philologische Schriften" S. 285 ff.
føiet som Anhang til Afhandlingen om de grammatiske Betegnelser. En
Skolemand i Schweitz, der vilde skrive om den klassiske
Skoleundervisning, bad mig, efter at have læst disse korte
Antydninger, om at skaffe ham vedkommende to Bind af
Maanedsskriftet, idet en dansk Dame havde lovet at hjælpe ham til
at forstaae Afhandlingen. Efter et Par Maaneder meddelte han mig,
at han efter Læsningen havde opgivet sit eget Forsæt. "Sie haben
mir" -- tilføiede han -- "Viel zu denken gegeben."}
Efter Redegjørelsen for min Skribentvirksomhed i denne Periode -- et
Par Brochurer kommer jeg siden til at nævne -- maa jeg et Øieblik
vende mig til det Embede, som jeg ved Siden af Professoratet
beklædte, nemlig som Universitetsbibliothekar. Jeg havde, som ovenfor
sagt, søgt dette Embede af økonomiske Grunde, ikke af Lyst til den
bibliothekariske Virksomhed, men jeg er mig bevidst at have besørget
det med samvittighedsfuld Troskab og deri at have gjort nogenlunde
Fyldest. For Bogvæsenet i Almindelighed med dets Krav paa
Opmærksomhed for Rækker, Kostbarheder, Sjeldenheder osv. har jeg
aldrig havt Interesse: Bøgerne vare mig altid kun Redskaber for det
videnskabelige Studium eller den æsthetiske Nydelse. Men jeg
medbragte ved Siden af Pligtfølelsen et uundværligt Hjælpemiddel i en
let og tro Hukommelse, og, ligesom jeg selv glædede mig ved som
Bibliothekar at have til fri Raadighed et rigt Apparat i mit eget
Fag, saaledes var det mig magtpaaliggende i samtlige til
Universitetsundervisningen hørende Fag, understøttet af fagkyndig
Bistand, at anskaffe saa Meget af det Bedste i Litteraturen, som
Midlerne tillod, og at gjøre det Anskaffede saa tilgængeligt for
Ældre og Yngre, som god Orden tilstedede. Havde jeg i Begyndelsen et
betydeligt Arbeide ved at orientere mig fuldstændig i Bibliothekets
Indhold, opstod der efterhaanden et ikke ringe Mismod ved saaledes
daglig, med Unddragelse af Tid og Tanke fra mine specielle og
alvorlige Studier, at sysle overfladisk med alle Videnskabers
Apparat, og jeg ombyttede derfor i 1848 gjerne Tilsynet over de
stille og lydige Bogrækker med noget mindre fredelige Sysler, dog
uden at opgive Interessen for den for Universitetet, dets Lærere og
Studerende saa overordentlig vigtige Institution. Under min Styrelse
blev et nyt og liberalere Reglement for Udlaanet udarbeidet og
gjennemført og et særeget Læseværelse blev indrettet, medens der
hidtil ingen anden Plads havde været for dem, der paa Bibliotheket
benyttede Bøger eller Manuskripter, end selve Udlaansværelset med
dets Sneverhed, Uro og uhyggelige Trækvind. Manuskriptsamlingen, der
i et fugtigt Rum havde været udsat for at beskadiges, fik derhos en
bedre og rummeligere Plads, idet det i Bibliothekslokalet (dengang,
som bekjendt, Loftsetagen over Trinitatis Kirke) opstillede og da
unegtelig indskrænkede Museum for nordiske Oldsager, hvis Besøgere i
ikke ganske ringe Grad forstyrrede Bibliotheksvirksomheden, flyttedes
ud. Den vigtigste Tjeneste ydede jeg dog Bibliotheket ved betimelig
og med al Kraft at trænge paa Tilveiebringelsen af et nyt Lokale
istedetfor det ikke blot ved sin Beliggenhed ubekvemme, men
efterhaanden aldeles utilstrækkelige, hvori Ordenen næsten ikke mere
lod sig opretholde (se Selmers Universitetsaarbog 1842 S. 11). Da
endelig flere Aar senere, efterat jeg fra Ministeriet var vendt
tilbage til Universitetet, Midlerne til en ny Bibliotheksbygning
søgtes og bevilgedes, deltog jeg stadig og ivrig i alle om dette
Anliggende og om Bygningens Indretning førte Forhandlinger, ligesom
jeg ogsaa, da min tidligere mangeaarige, trofaste Medhjælper, der var
bleven min Efterfølger ved Bibliotheket, var nær ved aldeles at tabe
Modet under Forberedelsen til og Ledelsen af den vistnok saare
besværlige Flytning og nye Opstilling, maatte træde til for at støtte
hans driftigere og mere energiske Medhjælpere: afdøde Bibliothekar
Gundorph, der da bar Hovedbyrden, og den endnu levende Bibliothekar
Hannover. Og, ligesom jeg som Bibliothekar til Indlemmelse i
Bibliotheket havde modtaget det saakaldte Classenske Lægeselskabs
Bogsamling, tør jeg vel ogsaa sige, at det senere efter Bibliothekets
Flytning var mig, der som Konsistoriums Delegerede med Geheimeraad
Tillisch paa det Classenske Fideikommises Direktions Vegne afsluttede
den derefter af Kultusministeriet bekræftede Overenskomst om det i
flere Retninger vigtige og kostbare Classenske Bibliotheks
Sammensmeltning med Universitetsbibliotheket; thi ogsaa da svigtede
praktisk Handlekraft den brave Mand, der nærmest skulde repræsentere
dette sidste. Endnu før denne Forhandling havde jeg havt en mærkelig
Leilighed til at se, hvorledes baade hos denne redelige, lærde
Forsker (P. G. Thorsen) og hos den med ham aandsbeslægtede, omend
mere fremragende, mod mig altid saare velvillige Werlauff, der
styrede det kongelige Bibliothek, den frygtsomme Fredsommelighed og
Angsten for enhver alvorlig Kamp lammede selv den varme Kjærlighed,
hvormed begge Mænd omfattede de dem betroede Bogsamlinger[49].
{[49] Ved en Finantsforhandling paa en Tid, da Monrad var
Kultusminister paany, havde Tscherning paastaaet, at det var
urimeligt i Kjøbenhavn at have to offentlige Bibliotheker, og at
Kongens Bibliothek og Universitetsbibliotheket burde sammensmeltes.
Monrad affordrede i den Anledning Werlauff, Thorsen og mig en
Erklæring, som han naturligvis ventede skulde yde ham en Støtte
ligeoverfor Tscherning. Men ved vor første Sammenkomst erklærede
begge Bibliothekarer med blødende Hjerter, at det jo vilde være
aldeles unyttigt at kæmpe mod den almægtige Tscherning, og at man
uden Nytte lagde sig for Had ved at gjøre Modstand. Jeg skammede
dem ud og forelagde dem nogle Dage efter Udkast til en Betænkning,
hvori det udvikledes, at man vel neppe, hvis der var Spørgsmaal om
i det Øieblik at forsyne Kjøbenhavn med offentligt videnskabeligt
Bogforraad, vilde oprette to Bibliotheker jævnsides, men at Sagen
stillede sig ganske anderledes, naar man, som Tilfældet her var,
fra Fortiden havde modtaget to ved store private Gaver og Legater
forøgede og udstyrede Bogsamlinger, der tildels stillede sig
særlige Opgaver, idet den ene i muligste Omfang anskaffede den rent
og strengt videnskabelige Litteratur, den anden særlig sørgede for
Professorernes og Studenternes Behov, for de sidste navnlig ved
Anskaffelse af Haandbøger, Lærebøger, Kommentarer og deslige,
tildels rentud til at opslides, hvorhos det eftervistes, at hele
Besparelsen vilde blive temmelig illusorisk ved Nødvendigheden af
et aldeles nyt, meget stort Lokale og ved Personalets Forøgelse.
Begge Bibliothekarerne erkjendte den hele Udviklings Rigtighed og
Gyldighed, men krympede sig endnu ved at underskrive, indtil de
beseiredes ved Forestillingen om, at der ligeoverfor Tschernings
Tordenrøst vilde hæve sig en streng Anklage mod deres Svaghed.
Erklæringen afgaves da aldeles efter mit Udkast. Sagen blev af
Tscherning slet ikke forfulgt videre.}
Hvad jeg ved min Bibliotheksbestyrelse beklager, er, at det ved det
ringe Maal af personlige Kræfter, der da havdes til Raadighed
ligeoverfor det bestandig stigende Udlaan og Benyttelsen af
Læseværelset (foruden Bibliothekaren kun en Underbibliothekar og en
yderst ringe lønnet Assistent), ikke var mig muligt at tage alvorlig
fat paa Tilveiebringelsen af et høist nødvendigt Realkatalog (en
ringe Begyndelse med Seddelskrivning gjordes) eller at føre en
Journal; jeg efterlod derfor kun en stor Hob uordnede Breve og
Dokumenter.
I Forbindelse hermed skal jeg endnu kun nævne, at jeg som Medlem af
Videnskabernes Selskab i 1834 (den 21de November) blev valgt til
Medlem af dets Ordbogskommission, hvori jeg sad indtil Udgangen af
November 1848, og at jeg i 1837 valgtes til Medlem af Kommissionen
for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium m. m.
Den her kortelig skildrede Embedsgjerning og Forfattervirksomhed i
Forening med den stadige Bearbeidelse af min egen videnskabelige
Personlighed gjorde saadanne Fordringer til mine Kræfter, at der i
lang Tid ikke blev Plads for nogen Trang eller Evne til en videre
gaaende Deltagelse i offentlige Anliggender. Kun ved Universitetet
selv tog jeg Del i visse Reformbestræbelser, især med Hensyn til
Sammensætningen af Konsistorium, og i Marts 1837 indgav jeg et
Andragende om en Forandring i saa Henseende, foreløbig uden
Resultat[50]. Og dog er det allerede af Hensyn til det paafølgende
Tidsafsnit ikke muligt her ganske at forbigaae mit Forhold da til
Politiken, saa beskedent dette end stillede sig. Fra min første
Indtræden paa Embedsbanen havde jeg sluttet mig til det Flertal
imellem mine Kolleger, navnlig af de yngre, som ikke troede det
overleverede absolute Monarki, baaret af Frederik VI's jævne og
elskværdige, men ogsaa Jævnheden hos Andre foretrækkende Person,
istand til at fyldestgjøre Tidens Krav, ligesaalidtsom det havde
gjort Fyldest i Aarhundredets to første Decennier, og som heldede
til konstitutionelle Tanker og Forhaabninger, men vistnok temmelig
spagfærdige. En stærkere Bevægelse med ikke lyse Udsigter begyndte i
1830 med Schleswigholsteinismens aabenlyse Optræden (Uve Lornsen),
hvorefter fulgte Oprettelsen af den slesvigholstenske Fællesregjering
paa Gottorp og af de fire Provinsialstænders Forsamlinger. En endnu
alvorligere Skikkelse antog Bevægelsen under Christian VIII, der,
uden som Forgængeren at omgives af en tilvant Pietetsfølelse, ikke
kunde unddrage sig Indflydelsen af visse Erindringer fra Norge og
derpaa byggede Krav. Udsigten til den kongelige Mandslinies Uddøen
rykkede nærmere; Kongens Svogers, Prindsen af Augustenborgs,
Udnævnelse til Statholder i Hertugdømmerne og Regjeringens vaklende
og svage Optræden ligeoverfor den aabenbare Tilsidesættelse og
Krænkelse af den danske Nationalitet i Slesvig vakte en dyb
Misstemning, der ogsaa omfattede den hidtil populæreste af
Regjeringsmændene: A. S. Ørsted. Medens Arvefølgepatentet af 1846
stødte paa stærk Modstand fra Slesvigholstenerne og deres Tilhæng i
Udlandet, gav det, selv om dets Opfattelse opretholdtes, ingen
Sikkerhed for, at den danske Nationalitet kom til sin fulde Ret
indenfor Monarkiets Grændser. Jeg var imellem dem, der dybt følte
Krænkelsen og Faren, men der var i al den Tid, hvorom der her er
Tale, Intet, der kunde bevæge mig til at ombytte en bekymret
Tilskuers Rolle med en aktiv Deltagelse. Jeg havde intet fuldt
gjennemtænkt og mig selv tilfredsstillende Raad at give, ingen Plads
og Stemme, der kunde give Advarsler, som allerede udtaltes af Andre,
forøget Vægt. Havde jeg Noget forud for ikke faa af dem, der da førte
Ordet, var det en efterhaanden (jeg kan ikke nu sige, i hvilken Orden
og med hvilke Mellemrum) modnet Indsigt i og Følelse af de Opgavers
Vanskelighed, der skulde løses; jeg saae, at Bestræbelserne for
Monarkiets Bevarelse i dets Helhed og for en konstitutionel
Regjeringsform idelig krydsede hinanden, og jeg følte, at der hos
dem, hvem jeg i det Hele stod nærmest, baade med Hensyn til Holsten
og med Hensyn til Slesvig lagdes en større Vægt paa det folkeretlige
og traktatmæssige Grundlag og en mindre paa det da virkelig
bestaaende folkelige Statsgrundlag, end jeg kunde billige. Jeg følte
at det maatte komme til en grundig Opgjørelse imellem Dansk og Tydsk,
selv med Fare for at tabe det Tydske, men tillige, at ingen dansk
Regjering kunde stille sig denne Opgave uden at tvinges dertil ved en
voldsom Rystelse[51]. Jeg lededes ogsaa derved, selv om jeg havde
havt friere Raadighed over en større Kraft, til Afholdenhed. Jeg har
altid havt en afgjort Uvillie imod uden et klart og bestemt Maal at
deltage i "Røre" (en dengang og siden fra en vis Side meget brugt og
yndet Kategori) og en stundom maaske for ængstelig Ulyst til at
deltage i Forbindelser, der kunde hindre mig i med Selvstændighed at
følge min Overbevisning i forekommende Spørgsmaal. Jeg var derfor
uden nærmere Forbindelse med nogen af de Grupper, for ikke at sige
Partier, der dengang deltoge i den offentlige Forhandling fra et
halvt eller helt oppositionelt Standpunkt, saavel de Ældres (hvortil
hørte P. G. Bang, Neergaard, Tutein og som mere fremrykkede David,
Clausen og Schouw) som de Yngres (Lehmann, Monrad, Ploug osv.). Og
dog var min Stilling med Hensyn til de offentlige Anliggender en
noget forskjellig under Frederik VI, medens jeg fra det første Trin
paa Embedsbanen arbeidede mig fremad, og under Kristian VIII, ved
hvis Regjeringstiltrædelse jeg regnedes imellem de for Fagdygtighed
anerkjendte og hos de Studerende vel ansete og populære Professorer,
og med hvem jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab var bleven
bekjendt, da han i nogle Aar som Prinds var Selskabets Præsident,
skjønt vistnok kun paa Afstand og uden nogensomhelst Adgang til
personlig Tilnærmelse, endsige til at give politiske Raad[52]. --
Kristian VIII's første Regjeringsdag kaldte mig endog til en
gjentagen offentlig Optræden, men som ganske svarede til den her
betegnede Tilbageholdenhed, idet den gik ud paa Paamindelser til
Andre om Besindighed. Da jeg den 3die December 1839 henimod
Middagstid fra det Indre af Byen, hvorhen Bevægelsen i Anledning af
Thronskiftet havde kaldt mig, vendte tilbage til min Bolig paa
Nørregade, mødte jeg ved Metropolitanskolen daværende Lektor, senere
Konferentsraad og Notarius publicus Abrahams, der med stor Uro og
Bekymring fortalte mig, at et stort Antal Studenter var samlet i
Universitetsbygningens Vestibule og Korridorer, hvorfra de vilde
drage ud til Amalienborg for at bringe den nye Konge en Hilsen og et
Leveraab, uden Tvivl med Antydning af politiske Ønsker og Fordringer.
Jeg gik da ind i Vestibulen og op paa Rummet over Trappen, bad om
Ordet og forestillede de Studerende kort, men alvorlig, at det i sig
selv ikke var sømmeligt udenfor det Palais, hvori Frederik den VI's
Lig laae og hans Enke sad i Sorg, at bringe den nye Konge en ny og
særlig Hyldest efter den, der naturligen var ydet ham ved selve
Udraabelsen til Konge, og at i ethvert Tilfælde et saadant
improviseret og uanmeldt Tog, for hvis gode Orden og Iagttagelse af
tilbørlige Grændser Ingen havde Ansvaret, kun vilde fremkalde
uhyggelige Sammenstød med Politi og Vagter. Man hørte mig villig og
det Hele blev opgivet. Men til samme Dags Aften havde de yngre Ledere
af Oppositionspressen: Lehmann, Monrad, Ploug og Andre stævnet de
Studerende til et Møde i Hôtel d'Angleterre's store Sal for at
vedtage en Adresse til den nye Konge om i Tilslutning til sin Fortid
i Norge at give Danmark en Grundlov efter den norskes Forbillede. Jeg
gik da hen til dette Møde og fraraadede det hele Foretagende, om hvis
Ubetimelighed jeg havde en inderlig Overbevisning, idet jeg dels
lagde dem, der virkelig kunde betragtes som Studenter ved
Universitetet, paa Hjertet, at Studenterstanden ikke havde nogen Ret
og Kald til at stille sig i Spidsen for Folket og at tale paa dettes
Vegne, dels forestillede dem, at de uden Tvivl for den allerstørste
Del savnede ethvert Bekjendtskab med den Grundlov, de opstillede som
Mønster, dels udviklede, hvor vanskeligt det under det danske
Monarkis indviklede Sammensætning og Forhold var for den ny
tiltrædende Konge at give nogetsomhelst Tilsagn om en Grundlov, især
i bestemt Retning. Mit Foredrag blev hørt med Opmærksomhed; det kunde
naturligvis i den blandede Forsamling, hvoraf maaske Flertallet slet
ikke i egentlig Forstand udgjordes af Studenter, og hvor ingen Regel
var given for Deltagelse og Stemmeret, ikke forhindre Adressens
Vedtagelse, men det bevægede en stor Mængde til at holde sig tilbage
og svækkede i væsentlig Grad Betydningen af det Hele. Adressen blev
indsendt, lagt til Side og glemt; men, da mine Ytringer om
Studenterstandens ubestemte Grændser og det Misbrug, der derfor kunde
drives med Studenternavnet, havde givet Anledning til en i Møder og
Blade fortsat Forhandling om en Organisation og Repræsentation af
Studenterstanden, bragtes jeg derved til at udgive en Brochure: "Et
Par Ord om Studenteranliggender", hvori jeg ved Siden af stærk
Hævdelse af Studenternes aandelige Frihed ligesaa bestemt fremhævede
den Begrændsning af deres Ret til aktiv politisk Optræden, navnlig
korporativt, der fulgte af deres juridiske og økonomiske
Uselvstændighed og af deres Mangel paa en i Livets Gjerning vunden
Erfaring. Den lille Piece fandt ikke ringe Indgang og formindskede
ikke paa nogen Maade det velvillige Forhold imellem Studenterne og
mig. Min hele Optræden havde været absolut individuel, men fandt
Tilslutning hos mine Kolleger. Med Regjeringsmænd, endsige med
Kongen, havde jeg i de Dage og Uger end ikke den fjerneste Berørelse,
og min Udnævnelse til Ridder af Dannebrog den 28de Juni 1840 i
Anledning af Kroningen skete kun efter sædvanlig Orden.
{[50] Efterat jeg i 19 Aar havde været Professor ved Universitetet,
var jeg i 1848 endnu paa Grund af Avancementsforholdene kun
extraordinarius og havde som saadan ikke Sæde i Konsistorium,
hvortil der da slet ikke skete Valg, og var saaledes afskaaren fra
Deltagelse i Universitetets almindelige Korporationsforhandlinger
og fra alle de Stillinger, hvori man som Professor kunde komme til
at optræde som Ordfører for Universitetet eller for sit Fakultet.
Jeg tilstaaer, at jeg under disse Omstændigheder ikke følte stor
Tilfredsstillelse ved at indsættes i endel Komiteer, hvis Arbeider
overgaves til Konsistorium, hvor man ikke kunde følge dem, for at
hendøe der eller senere ved Universitetsdirektionen.}
{[51] Hvor tidlig Muligheden, ja Sandsynligheden af en saadan
voldsom Rystelse fremtraadte for mig, derom har jeg et Vidnesbyrd i
en Samtale, som jeg erindrer at have ført med den i 1843 afdøde
Kaptain i Artilleriet Bendz, en anset Mathematiker, om Forholdet
imellem de fra begge Sider disponible militære Kræfter ved et
slesvigholstensk Oprør. Det var mig mærkeligt, hvorledes Bendz
paavirkedes af den freidige Selvbevidsthed, med hvilken den
militære Standsfølelse fremtraadte i Fæstningen Rendsborg i
Modsætning til Officerskorpsets adspredte og trykkede Stilling i
Hovedstaden, og hvorledes ogsaa han i Prinds Frederik af
Augustenborg saae den ungdommelig kraftige Fører i Modsætning til
gamle, af tunge Erindringer bøiede Mænd. Lykkeligvis gjorde disse
gamle Mænd senere den unge Prinds til Skamme.}
{[52] Med det her Sagte og nærmest Følgende kan sammenholdes en
kort Artikel af mig i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes 5te Bind
Side 98, hvor nogle Træk fra Kristian VIII's Tid ere meddelte, der
ikke skulle gjentages her.}
I 1843 fandt det første skandinaviske Studentertog til Upsala
Sted. Kongen, der betragtede Sagen ugunstig og frygtede for
Ubesindigheder, troede, at det vilde være hensigtsmæssigt at formaae
en indflydelsesrig og populær Professor til at følge med Toget som
modererende Iagttager og Raadgiver, og lod H. N. Clausen, der jo
ellers ingenlunde var _persona grata_, opfordre til at paatage sig
dette Hverv; men Clausen indsaae meget vel, at han af Studenterne
vilde blive betragtet med mistænksom Uvillie som en ubeleilig
Paapasser og af Kongen faae Utak, hvis der indtraf noget Ubehageligt,
som han ikke havde kunnet hindre, og han bad sig derfor fritagen.
Opfordringen rettedes da mundtlig igjennem Universitetsdirektionens
Medlem, den bekjendte Jurist J. O. Hansen, der altid viste mig stor
Velvillie, til mig, men med samme Udfald, just ikke til Hansens
Forundring. -- Aaret efter oprettedes af endel Mænd, der livlig
interesserede sig for aandeligt Samkvem og gjensidig Velvillie og
Tilnærmelse mellem de tre nordiske Folk, i Kjøbenhavn det
skandinaviske Selskab. Jeg var med varm Interesse for Formaalet,
omend med nogen Tvivl om Rigtigheden af Formen for og Udstrækningen
af de paatænkte Sammenkomster og om Foredragenes Virkning, imellem
Stifterne og holdt i et af Selskabets første Møder den 27de Januar
1844 et Foredrag, som kort efter blev udgivet under Titlen:
"Om Skandinavismens Forhold til den almindelige Kultur". I
Overensstemmelse med den Betragtning, som jeg stedse har fastholdt og
forsvaret, hævdede jeg deri paa den ene Side de skandinaviske Folks
Ret og Pligt til at gjøre sig selvstændig gjældende efter deres
Eiendommelighed og Kræfter i det almindelige Kulturarbeide og
vindicere sig deres særlige Nutids og Fortids Andel deri, men afviste
paa den anden Side skarpt en selvgod, sig afsondrende og
overvurderende Nordiskhed med tydeligt Henblik ikke blot til den
grundtvigske Retning, men ogsaa til "Fædrelandets" og Andres
daværende ungdommelige Overdrivelser. Foredraget vandt stærkt Bifald;
men, da jeg havde berørt Ensidigheder, der dengang indenfor den
egentlige Oppositions Rækker skulde skaanes, udbragte Orla Lehmann,
der førte Forsædet ved det paafølgende Selskabsmaaltid, en Skaal for
"Moderation i Moderationen". Jeg var for maadeholden; derved var min
Stilling til Oppositionen, som den da og stundom siden førtes,
forsaavidt ret klart betegnet; men jeg vandt ligesaalidt særlig Gunst
paa den anden Side. Det skandinaviske Selskab selv udfoldede jo
iøvrigt paa Grund af Forholdenes Udvikling kun en ringe og kortvarig
Virksomhed[53].
{[53] Et lille Sammenstød, hvorved jeg, idet jeg hævdede mit
Embedes Ret ligeoverfor en af Kongen begunstiget Tydskers
Arrogance, neppe gjorde mig behagelig i Kongens Øine, er fortalt i
den ovenfor nævnte Meddelelse i Historisk Tidsskrifts 5te Rækkes
5te B. S. 98, men tilføies bør det, at jeg aldrig mærkede mindste
Spor til høiere Ugunst i den Anledning.}